Eller rettere uge 2 1/2, da den sidste film var en ekstravisning i onsdags.
Magic Valley (Jaffe Zinn, USA 2010)
To drenge tager ud for at lege og finder liget af en ung pige, men undlader at sige noget til de voksne. Imens vandrer en ung fyr hvileløst omkring i den lille soveby, den lokale sherif (Scott Glenn) tager på patrulje med en af sine betjente, en mand opdager, at fiskene i hans dambrug er døde, og en kvinde leder efter sin datter, som ikke kom hjem fra en fest. Instruktøren fortæller disse løsrevne historier og lader det være op til tilskueren selv at sætte brikkerne sammen og får på den led tegnet et portræt af en gruppe mennesker i timerne op til, at deres liv forandres for altid. Desværre er der også noget kunstigt og konstrueret over det hele, fordi alle personerne selvfølgelig viser sig at være forbundet med hinanden, og Zinn kan heller ikke helt nære sig for at vise os sit puslespil til allersidst. 6/10
Livid (Julien Maury & Alexandre Bustillo, Frankrig 2011)
Livid betyder blandt andet “edderspændt rasende” på engelsk, og det er også en meget præcis beskrivelse af mit humør efter at have set denne rodebutik af gyser. For efter en lovende indledning kører filmen fuldstændig af sporet i takt med, at instruktørerne – som også har skrevet manuskriptet – smider det ene langt ude indfald efter det andet på bordet uden at tage hensyn til bagateller som sammenhæng og indre logik. Handlingen? Noget med tre unge, der bryder ind i et gammelt hus og på den hårde måde lærer, at forbrydelse ikke betaler sig. Især ikke når der er balletdansende vampyrer, barnemordere og ækle, gamle damer involveret. Det kan godt være, det lyder interessant, men tro mig, det hele bliver i den grad tabt på gulvet, hvilket kun gør min skuffelse endnu større. 3/10
The Raid: Redemption (Gareth Huw Evans, Indonesien 2011)
Av, min arm, for en heftig gang action, som walisiske Evans får smidt i ansigtet på det uforberedte publikum. Plottet – en gruppe betjente stormer et højhus fyldt med forbrydere, men går i en fælde og må kæmpe sig ud igen – og persontegningen er på vanlig b-film niveau, men det er actionsekvenserne og kampscenerne til gengæld ikke. Den indonesiske kampkunst silat har ikke været særlig anvendt på film og føles som et forfriskende pust, og Iko Uwais i hovedrollen som den unge betjent med en skjult dagsorden og en imponerende evne til at uddele øretæver ligner en mand med en stor karriere som actionstjerne foran sig. Læg dertil en benknusende effektiv lydside, masser af “Ouch! Det må have gjort ondt”-scener, og du har den mest adrenalinpumpende, veloplagte actionrulle, jeg længe har set. 8/10
Poongsan (Juhn Jai-hong, Sydkorea 2011)
Det er aldrig til at forudsige, hvad koreansk films enfant terrible, Kim Ki-duk, kan finde på, men det er alligevel nok de færreste, som havde forventet at se en actionthriller fra hans side. I dette tilfælde har han dog “kun” skrevet manuskriptet og været producer, mens instruktionen er overladt til en tidligere assistent. Alligevel er hans fingeraftryk dog tydelige i denne fortælling om en mand, som har specialiseret sig i at krydse grænsen mellem Nord- og Sydkorea, så adskilte familier kan få overbragt beskeder og gaver. De evner får det sydkoreanske efterretningsvæsen nys om og hyrer ham til at hente kæresten til en afhoppet nordkoreansk forsker. Inden længe er han selv rodet godt og grundigt ind i konflikten og bliver presset af begge sider. De fleste af Kim Ki-duks film har det til fælles, at hovedpersonen forholder sig tavs, og det bliver i Poongsan benyttet til at drive klichéen om den mystiske, ordknappe helt ud i det ekstreme. Et andet typisk Kim-kendetegn er den tunge symbolik, som ifølge min mening ofte spænder ben for budskabet, og det er desværre også tilfældet her. Langt hen ad vejen lykkes det for Poongsan at være et anderledes bud på en actionthriller, men mod slutningen bliver filmen lige så overtydelig og ensporet som de parter, den ellers langer ud efter. 7/10
Gantz: Perfect Answer (Shinsuke Sato, Japan 2011)
Gantz er en populær japansk manga, og filmatiseringen af den varer over fire timer og er derfor blevet delt op i to film, som begge blev vist på CPH Pix. Historien kan bedst beskrives som en blanding af tv-serien Lost og The Matrix tilsat bizarre japanske indfald og handler om en gruppe mennesker, som i deres dødsøjeblik bliver kidnappet og derefter sættes til at bekæmpe rumvæsener af en mystisk, sort kugle. Del 1 beskriver personernes forsøg på at finde ud af, hvad der foregår og lærer spillets regler, mens del 2 leverer svarene – som titlen antyder – og forsøger at samle de løse ender. Det sidste lykkes filmen måske ikke helt med, men indtil da har man fået serveret masser af opfindsom action, flotte effekter og en ganske medrivende fortælling med en høj WTF (What the fuck)-faktor. 8/10
Choked (Kim Joong-hyun, Sydkorea 2011)
Social arv og folk, der opfatter sig selv som ofre uden at indse, at deres handlinger i stedet gør andre til ofre, er temaet i dette koreanske drama. Hovedpersonen er en ung mand, som forsøger at komme frem i livet, men hæmmes af sin bedrageriske mor, som har snydt en masse folk og nu er stukket af. Sideløbende følger filmen et af ofrene, en ung kvinde, som også har sit at slås med. Det er alt sammen velspillet og tegner et billede af et samfund, der er styret af materialisme og egoisme. Men det er også en småkedelig og temmelig deprimerende fortælling, som aldrig bliver særlig gribende eller vedkommende. Sikkert fordi det er svært at føle noget for personerne, der alle har problemer med at kommunikere og være ærlig over for sig selv og hinanden. 5/10
Café de Flore (Jean-Marc Vallée, Canada/Frankrig 2011)
Kærligheden overvinder alt – selv tiden og døden. Det er præmissen for canadiske Vallées film, som væver to vidt forskellige handlingstråde sammen. Den ene foregår i 1969 i Paris, hvor en mor (Vanessa Paradis) kæmper for at give sin søn med Downs syndrom en så normal opvækst som muligt. Den anden udspiller sig i Montreal i nutiden, hvor en mand har fundet kærligheden på ny, men må erkende, at hans eks-kone har svært ved at slippe ham. Umiddelbart virker historierne ikke til at have noget med hinanden at gøre, men der er selvfølgelig en sammenhæng, og ens holdning til filmen kommer til at afhænge af, om man køber forklaringen (nøgleord: reinkarnation). Men selv hvis man som jeg finder slutningen noget langt ude, er det ikke til at komme uden om, at historien er elegant fortalt og flot klippet sammen. 7/10
Snowtown (Justin Kurzel, Australien 2011)
En forfærdelig film, men på den gode måde. Mellem 1992 og 1999 stod John Bunting i spidsen for en bande, som blev dømt for at have myrdet 11 personer, hvilket gør ham til den seriemorder i Australien med flest liv på samvittigheden. En film om ham har alle elementerne til en brutal horrorfilm, men Kurzel skildrer i stedet begivenhederne i en realistisk, afdæmpet, registrerende stil, som næsten virker dokumentarisk. Snowtown følger den 16-årige Jamie (Lucas Pittaway), som lever i en trøstesløs forstad sammen med sin mor og brødre. Det er en hverdag fyldt med druk, misbrug, svigt og ikke-eksisterende fremtidsudsigter. Så får moderen en ny kæreste i skikkelse af John (Daniel Henshall), der virker som en flink fyr, og for en stund begynder tilværelsen at lysne for Jamie. Men det er kun, indtil han opdager, at Johns snak om at rydde ud blandt kvarterets “perverse” elementer er andet end ord, og han evner ikke at sige fra, da han bliver bedt om at yde sit. Lige som i den fremragende Winter’s Bone tegner Snowtown et rystende portræt af et parallelsamfund, hvor det er muligt for en masse mennesker at forsvinde, uden at nogen rigtigt tager sig af det. Kun i enkelte scener vises blodet og volden, men det gør dem blot så meget mere chokerende og ubærlige at se på, fordi resten af filmen er så tilbageholdende i sine virkemidler. 8/10
Facit på dette års CPH Pix blev 15 film. Jeg fik set fire ud af programmets fem koreanske titler og missede kun Kim Ki-duks Arirang, som blev vist på tidspunkter, hvor jeg ikke havde mulighed for at se den. Tidligere gik jeg primært efter de asiatiske film, men i år så jeg også fire franske (eller rettere 3 1/2, fordi den ene er halvt canadisk), tre amerikanske, to japanske (som reelt set er én lang film), en indonesisk og en australsk. Hovedparten af dem var blodige og voldelige, så selv om min smag måske er blevet mere international, er den stadig lige morbid.
Derudover nåede jeg i samme periode at se John Carter, Iron Sky og The Avengers. De to førstnævnte er begge fornøjelige og fjollede på en pulp-agtig måde trods deres vidt forskellige økonomiske udgangspunkter og leverer underholdning på et niveau, som CPH Pix-filmene generelt ikke magtede (med undtagelse af The Raid), men har til gengæld andre mangler (John Carter er en smule omstændelig i starten, mens Iron Sky taber luft, hver gang der ikke er nazister på lærredet, hvilket heldigvis ikke er så ofte). 7/10 til begge.
Ingen formår dog at underholde så massivt som The Avengers (9/10), der ikke kun imponerer i kraft af sine actionsekvenser og effekter, men også er et fortælleteknisk mirakel. På forhånd lød det som en håbløs opgave at få fire superhelte med hver deres filmserie bag sig ind i én og samme film, men balancegangen lykkes på fornem vis for instruktøren Joss Whedon, som får givet hovedpersonerne lige meget plads, så ingen af dem føles som biroller. Men han har selvfølgelig også øvelsen med ensembler fra Serenity – filmudgaven af Firefly, en af mine yndlings sci-fi tv-serier.
Og hvis nogen synes, at 18 lyder som mange film på to-en-halv uge, så har de ikke mødt min ven Tue, som nåede at se over 40! Han har minsandten også anmeldt de fleste af dem, og de kan læses her.
Jeg har en novelle med i det nye nummer af Himmelskibet. Den har titlen Arthur Solo og er nok det tætteste, jeg nogensinde kommer på at skrive en Star Wars-novelle. Det vil sige, at selv om historien indeholder X-Wings, Tie Fighters og en Dødsstjerne, så foregår den ikke i Star Wars-universet, men trækker lige så meget på Quentin Tarantino og Pulp Fiction. Tjek i øvrigt den illustration, som Manfred Christiansen har lavet til novellen. Ret cool, ikke?
