Denne weekend blev lidt af en følelsesmæssige rutschebanetur. Jeg havde lige præcis nået at poste mit indlæg om Niels Klim-prisen til Månebase Rødhætte, da jeg læste nyheden om, at en af mine yndlingsforfattere, Iain M. Banks, var død samme morgen. Han blev 59 år.
Hans død kom som et chok og så alligevel ikke. For lidt over to måneder siden meddelte han, at han led af uhelbredelig kræft og ifølge lægerne havde under et år tilbage at leve i. Det kom desværre til at holde alt for meget stik.
Jeg har tidligere skrevet om, hvor meget hans bøger har betydet for mig i dette indlæg, så der er ingen grund til at gentage mig selv. I stedet vil jeg nævne mine fem favoritromaner – med M (science fiction) og uden (alt andet).
5. Consider Phlebas (M)
Banks’ første science fiction-roman var med til at genskabe space opera-genren og tilførte den ikke kun kulør, men også masser af nuancer.
4. The Wasp Factory
Debutromanen fra 1984 indeholder flere uforglemmelige scener (især den med babyen og maddikerne), og netop som man tror, at historien ikke kan overraske mere, smækker Banks lige et sidste tvist på bordet.
3. The Crow Road
Kendt for sin klassiske indledning (“It was the day my grandmother exploded”). Banks’ første store slægtsroman er fyldt med personer, man kun kan holde af, selv når de opfører sig dumt og sårer hinanden. Blev lavet som tv-serie med danske Simone Bendix i en af rollerne.
2. Espedair Street
Banks’ eneste rockroman veksler mellem det hysterisk morsomme og det dybt tragiske og tilbage igen. Nok den af hans bøger, jeg har læst flest gange. Alene tanken om den gør mig helt varm indvendig.
1. Use of Weapons (M)
Mit eksemplar af bogen indeholder hans autograf, som jeg fik den eneste gang, jeg mødte ham. Men det er nu ikke kun defor, den indtager førstepladsen. En uddybende forklaring kan findes i dette indlæg: De fem mest indflydelsesrige bøger i mit liv.
Efter dette års Dancon kan jeg føje endnu en Niels Klim Pris til samlingen, da Månebase Rødhætte blev kåret til bedste kortroman i 2012. Det er jeg selvfølgelig både glad og stolt over, ikke mindst fordi jeg var oppe imod ingen ringere end James Tiptree Jr.’s Det eneste seje at gøre (The Only Neat Thing to Do).
Sidste år vandt jeg Niels Klim-prisen for bedste novelle for En helt almindelig død, der fik lige så mange stemmer som Homo Arachnida af Michael Kamp. Prisen er stiftet for at hylde dansksproget science fiction, men ifølge reglerne kan oversatte værker også indstilles, hvis det er første gang, de optræder på dansk (The Only Neat Thing to Do er faktisk fra 1985). Det betød, at der i finalefeltet fandtes historier af giganter som Game of Thrones-forfatteren George R. R. Martin og førnævnte James Tiptree Jr., fordi Science Fiction Cirklen sidste år udgav novellesamlinger med dem.
En kortroman defineres som historier på mellem 17.500 og 40.000 ord. Det er de færreste forfattere herhjemme, som skriver noveller i den længde, så jeg var nærmest eneste dansker i kategorien med Månebase Rødhætte, der med sine 21.500 ord er mit hidtil længste værk. Objektivt set burde jeg aldrig have en chance mod en forfatter som James Tiptree Jr., der står bag adskillige science fiction-klassikere, og som jeg selv er en stor beundrer af. Når Månebase Rødhætte så alligevel formåede at få flere stemmer end Tiptree, er forklaringen selvfølgelig, at et flertal åbenbart hellere så, at prisen gik til en nulevende dansk forfatter end til en afdød amerikansk (James Tiptree Jr. døde i 1987 og hed i virkeligheden Alice B. Sheldon) – omend jeg i mine mindre beskedne øjeblikke bilder mig selv ind, at jeg til enhver en tid kan slå alle.
Jeg var også nomineret i kategorien bedste langnovelle (7500-17.499 ord) for Zoo, men her gik Niels Klim-prisen til Jesper Rugård for Fredag formiddag, der ligesom Zoo var med i Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg glad for, at det blev sådan, for af de to noveller er Månebase Rødhætte klart min foretrukne og den, jeg helst ville vinde med. Prisen for bedste novelle (under 7500 ord) gik til Richard Ipsens Jeg husker alt, som også stammer fra Fremmed stjerne-antologien. Så tillykke til både Jesper og Richard, som jeg begge kender fra Fantastiks skrivegruppe. Jesper var i øvrigt en af dem, som læste det første udkast til Månebase Rødhætte og kom med nogle gode indspark. Blandt andet påpegede han, at titlen oprindeligt ikke gav mening i forhold til handlingen, så det blev ændret i den endelige udgave. Derudover vil jeg gerne takke min familie, mine venner, brødrene Grimm, min… (afbrudt af musikken)
PS! Her er den officielle pressemeddelelse inklusiv stemmeafgivelsen, hvor det fremgår, at Månebase Rødhætte modtog ni stemmer, mens Det eneste sejr at gøre fik tre.
Jeg skal på forhånd beklage dette indlægs nørdede indhold, men jeg har endelig fået set Silver Linings Playbook i biografen og har dermed passeret en vigtig milepæl. Hvorledes? spørger I (eller også gør I ikke). Jo, for nu har jeg set samtlige af de ni titler, som i år var nomineret til en Oscar for bedste film, mens de gik i biografen.
Det sidste er en vigtig detalje, for i disse internet-tider er det måske ikke den store bedrift at få set samtlige nominerede film (omend udfordringen blev noget større, efter at feltet i 2010 blev udvidet fra fem til mindst ti), men til gengæld er det sværere at nå dem, mens de stadig går på det store lærred. For eksempel mangler jeg fortsat at se to film fra 2012-uddelingen (The Help og Extremely Loud & Incredibly Close), én film fra 2011-uddelingen (127 Hours) og én film fra 2010 (An Education). Mine “set i biografen”-tal for de år var 7 ud af 10 i 2010, 8/10 i 2011 og sølle 5/9 i 2012 (jeg sagde jo, det ville blive nørdet).
Så hvad er så dommen efter at have opnået 100 procent? Da Oscar-uddelingen fandt sted den 24. februar, havde jeg set syv af de nominerede film, og min favorit var dengang Zero Dark Thirty. Siden har Les Misérables og Silver Linings Playbook haft dansk biografpremiere, men det har ikke ændret på det faktum, at Kathryn Bigelows thriller om jagten på Osama Bin Laden er den, som har gjort stærkest indtryk på mig. Det er også den eneste af de ni, som jeg har betalt for at se i biografen to gange.
Oscar-vinderen Argo er dog ikke langt efter (godt hjulpet på vej af dens science fiction-vinkel), og jeg var også begejstret for Michael Hanekes Amour og den førnævnte Silver Linings Playbook. Derefter følger Django Unchained, Life of Pi og Lincoln, selv om instruktørerne bag dem alle har lavet bedre film. Les Misérables har gode sange, men føles lige så lang som sceneversionen, og den magiske realisme i Beasts of the Southern Wild (på dansk: Hushpuppy) fangede mig slet ikke.
Jeg skal dog erkende, at min egen personlige Oscar går til en film, som slet ikke var nomineret: Joss Whedons The Avengers, der på forunderlig vis lykkes på usandsynlig mange niveauer. Andre film fra 2012, der rangerer højt hos mig, er Moonrise Kingdom, Chronicle og den ultra-ambitiøse Cloud Atlas.
Apropos mit indlæg fra sidste måned om, at jeg har brug for konkurrencer og deadlines til at blive ved med at skrive, så forsøger jeg i denne måned at få skrevet noveller til tre forskellige antologier/novellekonkurrencer. En af dem er Drengelitteraturprisen 2013, som er den af de tre, der har senest deadline (14. juni), så selvfølgelig er det den, jeg har skrevet færdig først …
Jeg deltog også sidste år med novellen Game Over, som dog ikke nåede med i finalen. Siden har den været bragt i det seneste nummer af Himmelskibet, men nu findes den også her på siden. Game Over er en hurtigt læst sag (bidragene måtte højst være på 1500 ord), som vist ikke kræver den store forklaring, andet end at den handler om en dreng, der pludselig modarbejdes af sin computer.
Nej, denne gang handler det ikke om PIX: Nygotiske skæbner, men om den netop overståede filmfestival CPH PIX, hvor jeg i år nåede at se 11 film. I stedet for at omtale dem i den rækkefølge, jeg så filmene i, vil jeg i stedet gennemgå de bedste først og så ellers lade det gå ned ad bakke.
Årets højdepunkt var uden tvivl den koreanske instruktør Park Chan-wooks engelsksprogede debut Stoker, som er et sjældent eksempel på, at man godt kan tage til Hollywood og stadig bevare sin helt egen stil. Stoker er en film, der konstant overrasker, og hvor man langt hen ad vejen aldrig helt ved, hvad det er for en slags historie, man får serveret. Mia Wasikowska fra Alice in Wonderland og The Kids Are All Right er fremragende i hovedrollen som pigen, der først efter sin fars død møder hans bror (Matthew Goode fra Watchmen). Der er noget uldent ved onklen, men omvendt er pigen heller ikke helt normal, og spillet mellem dem er så fascinerende at følge, at man næsten helt glemmer, at Nicole Kidman også er med som moderen. Stoker kan bedst beskrives som et gotisk remix af Alfred Hitchcocks Shadow of a Doubt, og i begge tilfælde er der tale om værker af en mesterinstruktør, som har fuld kontrol over sine virkemidler og anvender dem på bedste vis. (9/10)
En filmatisering af Shakespeares Much Ado About Nothing, der udspiller sig i nutiden og er holdt i sort/hvide billeder, var nok ikke lige, hvad man havde forventet at se fra Joss Whedons side efter megasuccessen The Avengers. Men den gode Whedon trængte til luftforandring og indspillede faktisk filmen hjemme hos sig selv i en pause mellem optagelserne og klipningen af The Avengers. Resultatet er yderst charmerende, og selv om jeg stadig foretrækker Kenneth Branaghs udgave, er denne her ikke langt efter. Amy Acker og Alexis Denisof, som begge var med i Buffy og Angel, viser nye sider af sig selv i rollerne som Beatrice og Benedick, der konstant håner hinanden for at skjule, hvor meget de holder af den anden, og rundt om dem færdes en masse andre velkendte ansigter fra Whedons serier – deriblandt Nathan Fillion og Sean Maher fra Firefly. (8/10)
Den positive overraskelse blev leveret af The Pact - en ikke helt ueffen gyser om et hjemsøgt hus. Trods en til tider lidt for påtrængende lydside (især i indledningen) og Casper Van Dien i en klichérolle som hjælpsom politimand formåede filmen alligevel at komme pænt ind under huden på mig. En stærk kvindelig hovedperson (Caity Lotz), der langt hen ad vejen reagerer, som de fleste andre ville gøre i samme situation, er også med til at løfte The Pact over gennemsnittet. (7/10)
En anden instruktør, som også har foretaget et stilskifte, er japanske Sion Sono, hvis ekstremt blodige Cold Fish jeg så på CPH PIX i 2011. Med The Land of Hope er han nærmest gået over i den anden grøft og har lavet et sobert drama om et fiktivt udslip fra et atomkraftværk, og hvordan det påvirker en familie. Bortset fra at Sion Sono undervejs bliver lidt for bastant i sin symbolik, kan man ikke lade være med at blive grebet af personerne og deres dilemmaer. Først bagefter gik det op for mig, at flere af skuespillerne også var med i Cold Fish, og det siger også noget om kvaliteten af præstationerne i filmen. (7/10)
Det vil nok være noget af en tilsnigelse at påstå, at den engelske instruktør Ben Wheatley har ændret stil med Sightseers, men den indeholder langt mere humor end hans forrige film, den brutale og uhyggelige Kill List, omend den er af den kulsorte slags. En pebermø tager på campingtur med sin nye kæreste blot for at opdage, at han er seriemorder, som slår folk ihjel, der irriterer ham. Hendes reaktion er at gøre ham kunsten efter, og inden længe har de trukket et blodigt spor gennem landskabet. Sightseers er fuld af groteske scener, som både forfærder og morer i lige høj grad, men i sidste ende føles den mest af alt som en lidt for lang, men godt fortalt vittighed. (7/10)
Den koreanske Sleepless Night er til gengæld et hverdagsdrama, der er så lavmælt, at filmens dramatiske højdepunkt er, da den ene af hovedpersonerne får stjålet sin cykel! Filmen følger et ungt par, som to år inde i deres ægteskab begynder at spekulere på, om de skal have børn, eller om det vil gribe forstyrrende ind i deres liv. Og det er sådan set det hele. Det lyder kedeligt, men for undertegnede var det faktisk befriende at se en film om “almindelige” koreaneres hverdag, uden at det ender i tragedie eller sødsuppe. Det hjælper også, at filmen kun varer lidt over en time, og at de to hovedrolleindehavere ikke ligner filmstjerner, men ser lige så gennemsnitlige ud som flertallet. (7/10)
Prisen for årets feel bad-film går til Jiseul, der beretter om et tragisk kapitel i Koreas historie. I 1948 ankom sydkoreanske soldater til øen Jeju med det formål at jagte kommunistiske oprørere, men gjorde det med en sådan brutalitet, at det anslås at have kostet et femcifret antal civile livet. I stedet for at beskrive konflikten i det store billede vælger filmen at følge en gruppe beboere, der søger tilflugt i en hule, samt den deling soldater, som leder efter dem. Fokus ligger mere på gruppen frem for individet, og hvad det får af konsekvenser, når ingen rigtig tager ansvar eller lader det være op til de forkerte at tage beslutningerne. Jiseul er en stærk film, som da også har vundet en pris på Sundance, og den er fortalt i et interessant billedsprog (sort/hvid og masser af skæve kamera-indstillinger), men den er samtidig så deprimerende og trøstesløs i sin skildring af menneskets værste egenskaber, at man næppe har lyst til at se den mere end den ene gang. (7/10)
Berberian Sound Studio skuffer en smule, men mest fordi udgangspunktet er så lovende. En engelsk lydtekniker (Toby Jones) ankommer til Italien i 70′erne for at arbejde på en film, blot for at opdage at der er tale om en blodig gyser. Bortset for titelsekvensen ser man aldrig noget fra filmen, men hører kun lydeffekterne og den dialog, som skuespillerne indspiller i studiet. Berberian Sound Studio byder på masser af stemning og nostalgi for fans af italienske giallo-gysere, men desværre er det som om, at filmen ikke rigtig ved, hvad den skal bruge sin historie til, og mod slutningen kører den helt af sporet og bliver mærkelig på den dårlige måde. (6/10)
Dommedag indtræffer hele tre gange i den koreanske omnibus-film Doomsday Book, som er instrueret af Lim Pil-seong og Kim Jee-woon. Førstnævnte står for det første og tredje indslag, og i begge tilfælde er vægten lagt på det groteske og komiske i situationen – ikke mindst mediernes behandling af henholdsvis en epidemi, der forvandler folk til zombier, og nyheden om at vores klode er ved at blive ramt af en gigantisk billardkugle (spørg ikke). Mellem dem kommer så Kim Jee-woons film om en robot, som forvirrer sine skabere ved at blive religiøs. Det er en interessant og tankevækkende idé, men desværre går der ren diskussionsklub i filmen, og den normalt så visuelt opfindsomme instruktør (A Tale of Two Sisters, A Bittersweet Life og The Good, The Bad, The Weird) forfalder lidt for ofte til bare at vise talende hoveder, der råber ad hinanden. (6/10)
Franskmændene er vilde med den koreanske instruktør Hong Sang-soo, hvis film regelmæssigt er med i hovedkonkurrencen i Cannes. Det forklarer, hvordan han har fået selveste Isabelle Huppert til at være med i In Another Country, selv om den foregår i Korea, og alle de øvrige medvirkende er koreanere. Filmens ramme er en ung pige, som skriver tre forskellige historier om franske kvinder, der møder koreanske mænd på et feriested, men hvad det medfører af misforståelser på grund af kulturforskellene. Der er noget meget fransk over Hong Sang-soos stil, men desværre på en måde som får én til at føle, at livet er for kort til den type film. (5/10)
Og til sidst er der Rob Zombies The Lords of Salem, som faktisk var den første PIX-film, jeg så i år. Jo mindre sagt om denne ufrivlligt komiske og usammenhængende rodebunke, jo bedre. (2/10)
Så samlet set blev det til fire koreanske film, fire amerikanske (heraf én instrueret af en koreaner), to engelske og en japansk. Jeg sprang Kim Ki-duks Pieta over, fordi jeg allerede har den på dvd, men i mine øjne er det én af hans bedste, og jeg hører ellers ikke til blandt hans største fans (8/10). Derudover blev det i samme periode til tre film, som ikke var en del af CPH PIX: Oblivion og Oz – The Great and Powerful, som begge var visuelt imponerende, men indholdsmæssigt tynde (begge 5/10), samt Otto er et næsehorn (6/10), som jeg så med min lockout-ramte niece.
I weekenden fik jeg skrevet årets anden novelle færdig, en fantasy-sag på små 9000 ord, som jeg har indsendt til Ny Dansk Fantasy 2013. Men efter at jeg ellers havde fået en god vane med at skrive novellerne så tidligt, at jeg kunne lægge dem til side i en måned og så læse dem igen med nogenlunde friske øjne i tiden op til indsendelsesfristen, så har skrivningen af dette års to noveller været en anderledes stresset affære.
I begge tilfælde tvivlede jeg undervejs på, om jeg overhovedet ville få sendt noget ind. Jeg har tidligere omtalt mine kvaler med at få skrevet en science fiction-novelle til Lige under overfladen 7, og minsandten om historien ikke gentog sig med Ny Dansk Fantasy. Endnu en gang lykkedes det mig først at komme i gang i weekenden før indsendelsesfristen (som var søndag den 14. april), og da jeg nåede frem til den netop overståede weekend, havde jeg fået skrevet lidt over 5000 ord. Så lørdag den 13. april endte med at blive den helt store skrivedag, hvor jeg fik fyret de sidste små 4000 ord af, men det var også nødvendigt, fordi jeg vidste, at jeg ikke ville være hjemme det meste af søndagen.
Alt dette har fået mig til at tænke over måden, jeg arbejder på, når jeg skriver fiktion. Den umiddelbare lære er – og det vidste jeg sådan set godt i forvejen – at jeg har brug for et formål og en deadline, hvis jeg skal få skrevet noget færdigt. Jeg har tidligere nævnt, at jeg sandsynligvis aldrig var kommet i gang med at skrive igen, hvis der ikke fandtes magasiner som Himmelskibet og diverse antologier og novellekonkurrencer. De er min motivationsfaktor, og hvis jeg var i tvivl om det, behøver jeg bare se i min mappe med ufærdige noveller: de er alle historier, som jeg gik i gang med, uden at jeg havde et sted, jeg kunne indsende dem til.
Hvad angår deadlinen, så er dette års to noveller det bedste eksempel på, at jeg i overført betydning skal have sat pistolen for panden, før jeg får taget mig sammen til at skrive. Det samme gjorde sig gældende, da jeg måtte bede redaktørerne om at give mig en deadline til min novellesamling Månebase Rødhætte og til mit bidrag til PIX: Nygotiske skæbner. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Nogen vil mene, at det er en arbejdsskade fra mit daglige virke som journalist, selv om jeg i dag som redaktionsleder sidder i den omvendte rolle og skal minde andre om deadline. Men hvis sandheden skal frem, så går det længere tilbage, for i min skoletid fik jeg også altid først skrevet mine stile og opgaver færdige i sidste øjeblik.
Men ét er deadlines og motivation, noget andet er, at jeg også er nødt til at have historien på plads i hovedet, før jeg kan begynde at skrive. Nogle forfattere kan nærmest bare sætte sig ved tasterne, og så er de af sted, men jeg hører ikke til den gruppe. Jeg har prøvet at skrive enkelte noveller “i blinde” (Arthur Solo er et eksempel), men jeg har opdaget, at jeg som regel helst skal have en idé om, hvor jeg vil hen med historien, før jeg kan komme i gang. Med den seneste novelle var problemet, at jeg nogenlunde vidste, hvad handlingen skulle være, men ikke hvordan jeg skulle fortælle den. Det var først, da jeg fik styr på strukturen, at ordene begyndte at flyde.
Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg har hele plottet klar, inden jeg går i gang med at skrive. Jeg har før sat mig ved tasterne uden at kende slutningen 100 procent, og det var blandt andet tilfældet med den seneste novelle og med Telefon fra afdøde, mens slutningerne på for eksempel Mordene på Katrina og Zoo lå fast fra start. Handlingen er heller ikke mere nagelfast, end at jeg også er åben for nye idéer undervejs. I den seneste novelle er der for eksempel et par bifigurer, som endte med at spille større og helt andre roller, end jeg havde regnet med, men det hører faktisk til sjældenhederne. Generelt laver jeg ikke de store ændringer i en novelle, når først den er skrevet, og det er så fordelen ved, at jeg ikke går i gang, før jeg har et klart billede af handlingen. Der er selvfølgelig undtagelser med Langt ude i skoven og Månebase Rødhætte (novellen) som dem, hvor der er størst forskel på det første udkast og den endelige version.
Så for at opsummere: Det, jeg har brug for, hvis jeg skal få skrevet en novelle færdig, er en deadline, et formål (så som en antologi eller en konkurrence) og en nærmest grydeklar historie inde i mit hoved. Jeg ved fra andre forfattere, at de synes, den største udfordring er at få idéer. Det problem har jeg – 7, 9, 13 – endnu ikke haft, selv om alle forfatteres frygt er, at de én dag løber tør for idéer. I stedet irriterer det mig, at jeg ikke er i stand til bare at sætte mig ned og skrive, så jeg frem for fem-seks noveller om året kunne nå op på det dobbelte eller (hvisk det) en roman.
“I am officially Very Poorly …” Sådan begynder den meddelelse fra den skotske forfatter Iain M. Banks, hvor han fortæller, at han lider af uhelbredelig kræft, og at han ifølge lægerne har under et år tilbage at leve i.
Folk, der har set min bogreol, vil ikke have kunnet undgå at bemærke, at jeg er stor fan af Iain M. Banks, uanset om han skriver sit navn med M (science fiction) eller uden (mainstream litteratur). Så dagens nyhed rammer hårdt, og som andre også har bemærket, så føles det som om, at jeg står til at miste to af mine yndlingsforfattere på én gang.
Jeg begyndte at læse Iain M. Banks, da jeg var 17-18 år, efter at jeg fandt Spilleren - den danske udgave af hans science fiction-roman The Player of Games - på Hedehusene Bibliotek. Derefter gik det op for mig, at han også skrev andre typer bøger og fortsatte med fantasy-hybriden Broen (The Bridge), rockromanen Espedair Street og hans vidunderligt makabre debut Hvepsefabrikken (The Wasp Factory). Til at begynde med var jeg faktisk ikke så vild med hans science fiction, og det tog mig to forsøg, før jeg værdsatte Consider Phlebas, der var med til at puste nyt liv i space opera-genren. Jeg kunne skrive meget mere om hans betydning for mit eget forfatterskab, men jeg kan se, at jeg faktisk allerede kommer ind på mange af Banks’ kvaliteter i dette indlæg: De fem mest indflydelsesrige bøger i mit liv, hvor hans Use of Weapons er med på listen.
Jeg nåede kun at møde ham ganske kort en enkelt gang. Det var i sommeren 1996, hvor jeg var på ferie i London sammen med min søster og opdagede, at han skulle signere bøger i en boghandel i nærheden af vores hotel. Det var ved den lejlighed, at det gik op for mig, hvor populær han er i Storbritannien, for køen var pænt lang, men jeg fik min autograf (i førnævnte Use of Weapons), og jeg husker, at jeg forklarede ham, hvorfor en asiatisk udseende fan hedder noget så ærkeskandinavisk som Lars. Hvorefter han erkendte, at han også havde studset over det, da han hørte mit navn.
Og det var det. Jeg havde glædet mig til at opleve ham igen på næste års Worldcon i London, hvor han var en af æresgæsterne, men al sandsynlighed taler for, at det desværre ikke bliver tilfældet.
Obs! Dette indlæg blev oprindelig bragt som en aprilsnar og skal selvfølgelig læses i den ånd.
For nylig kunne jeg berette, at der arbejdes på at få filmatiseret min novelle Mordene på Katrina, men ved den lejlighed undlod jeg at fortælle, at noget endnu større er under opsejling. Nu er det så blevet tid til at afsløre, at en anden af mine noveller er blevet solgt til et produktionsselskab i Hollywood og er godt på vej til at blive til en storfilm med et budget på over 100 millioner dollars.
Det er titelnovellen fra min novellesamling Månebase Rødhætte (den med varulvene på månen), der har tiltrukket sig filmbyens opmærksomhed, og jeg kan med stolthed annoncere, at selskabet bag er Platinum Dunes, som blandt andet ejes af instruktøren Michael Bay – manden bag kvalitetsfilm som Transformers 1-3 og Pearl Harbor. Det bliver dog ikke ham, som skal instruere filmudgaven af Månebase Rødhætte, men i stedet tyske Marcus Nispel, som blandt andet kendes fra de nye udgaver af The Texas Chain Saw Massacre, Friday the 13th og Conan the Barbarian. Nispel har udtrykt interesse for min novelle, fordi han gerne vil prøve kræfter med noget originalt materiale efter en stribe genindspilninger, og jeg er sikker på, at både han og Bay vil være garanter for en nuanceret filmatisering, der ikke drukner i effekter og eksplosioner.
Mens jeg ikke har noget at gøre med manuskriptet til Mordene på Katrina, er jeg til gengæld dybt involveret i at omdanne Månebase Rødhætte til filmmediet. I den proces vil der selvfølgelig ske en del ændringer, og jeg er blandt andet blevet bedt om at gøre hovedpersonerne 10-15 år yngre, så rollerne kan besættes af nogle af de hotteste unge Hollywood-stjerner. Der var tidligt i forløbet tale om at genforene Kristen Stewart og Taylor Lautner fra Twilight-filmene, men førstnævnte følte, at hun allerede havde lavet én eventyr-baseret film med Snow White and the Huntsman, og Lautner var bange for at blive typecastet, hvis han igen skulle spille en varulv.
Andre muligheder i rollen som Månebase Rødhættes rødhårede hovedperson, Angie, er Emma Stone (The Amazing Spider-Man,Zombieland og Crazy, Stupid, Love) og Lindsay Lohan (Mean Girls og Machete), men Vanessa Hudgens (High School Musical og Sucker Punch) og Oscar-vinderen Jennifer Lawrence (Winter’s Bone, X-Men: First Class og The Hunger Games) har også været oppe at vende. De to sidstnævnte vil dog kræve, at de skifter hårfarve, men det har de gjort før til andre film, så det burde ikke være noget problem. Alternativt ændrer jeg bare hårfarven på Angie i manuskriptet.
Det er selvfølgelig let at blive skeptisk, når man får sådan et tilbud fra det store udland, og jeg er da også meget opmærksom på, at jeg risikerer at blive slugt af Hollywood-maskineriet. En tidlig advarsel var, da det blev foreslået at flytte handlingen i Månebase Rødhætte til Mars, da den røde planet blev vurderet til at indeholde flere visuelle muligheder end månen. Det stred godt nok imod en af novellens pointer om fuldmånens virkning på varulve, men jeg var villig til at gøre et forsøg og få Mars indpasset i manusset. Idéen blev dog opgivet, efter at Mars sci-fi eventyret John Carter floppede i biograferne, så nu er vi tilbage på månen. Siden da har der ikke været problemer, og jeg er fuld af fortrøstning på grund af de folk, der er involveret, og ser frem til det store eventyr, det kun kan blive. Derfor glæder det mig endnu mere, at jeg kan dele den glade nyhed med jer LIGE PRÆCIS PÅ DENNE DAG.
Himmelskibet nr. 35 er udkommet og er endnu et af de numre, hvor jeg medvirker på flere måder. Ikke alene bliver min novellesamling Månebase Rødhætte anmeldt, men jeg har også selv leveret en anmeldelse, og til sidst bringes en af mine noveller.
Men først til anmeldelsen, som Tue Sørensen står for. Han skriver blandt andet om titelnovellen Månebase Rødhætte, at den “giver læseren stærk lyst til at ‘lege med’ på det åbenlyst absurde koncept, ligesom i en genre-blandende tv-serie a la Firefly“ og ser gerne flere historier fra samme univers.
Han udtrykker også stor begejstring for samlingens næstlængste novelle, Alien Ghost Ballet, som får følgende ord med på vejen:
“Personskildringen er troværdig og velnuanceret, og slutningen er smuk og tilfredsstillende. Det er svært at rose denne historie højt nok; det er ikke en historie man glemmer lige med det første. Det er en modig og moden kraftpræstation som man vil kunne vise til folk der ikke normalt læser science fiction, og sige, “se hvad denne genre er i stand til!”
Derudover er han lige som denne anmeldelse også glad for Kongens nytårstale, som jeg ellers var tæt på at skære fra, og anbefaler, at man læser novellerne i den trykte rækkefølge.
Efter denne bunke roser må det være på sin plads, at jeg selv uddeler nogle, og det gør jeg i min anmeldelse af den bedste roman, jeg læste i 2012, The Drowning Girl: A Memoir af Caitlín R. Kiernan.
Siden anmeldelsen blev skrevet, har jeg med stor glæde kunnet se, at romanen har vundet The Tiptree Award og er blevet nomineret til en Nebula, så jeg er ikke ene om at være begejstret.
Endelig fandt Himmelskibets redaktør plads til min novelle Game Over, der var mit bidrag til Drengelitteraturprisen. Den gik ikke videre til finalen, så nu kan den i stedet læses i magasinet samt her på siden inden længe, hvor jeg fortæller lidt mere om den.
Så fik jeg skrevet årets første novelle, og ja, jeg ved godt, at vi er henne i marts. Sandheden er, at jeg efter udgivelsen af min novellesamling Månebase Rødhætte i november har haft svært ved at få taget mig sammen til at gå i gang med noget nyt. I stedet har jeg brugt tiden på at få oversat nogle af mine noveller til engelsk (hvilket jeg stadig ikke er færdig med), lave spørgsmål til Den Fantastiske Kultfilm Quiz i Husets Biograf, arrangere filmklub med Koreaklubben, forberede Fantasticon 2013 og ellers passe mit arbejde på Dagbladet Roskilde, hvor der har været rigeligt at se til i de seneste måneder.
Siden jeg begyndte at skrive og få udgivet noveller, har det nærmest været en fast tradition, at jeg har færdiggjort en historie i tiden op til den 1. marts. Det er nemlig den dag, hvor der er deadline til Science Fiction Cirklens antologi-serie Lige under overfladen, som jeg har været med i fem år i træk. Denne gang overvejede jeg seriøst, om jeg overhovedet skulle sende noget ind. Oven på Månebase Rødhætte følte jeg mig tømt for science fiction-idéer, og som tiden gik, uden at noget meldte sig, blev jeg mere og mere overbevist om, at jeg ville springe dette år over. Især fordi jeg plejer at være færdig i så god tid, at jeg har kunnet bruge den sidste måned op til deadline på at finpudse novellen.
Men så, nærmest på opløbsstrækningen, skete der noget. Lørdag eftermiddag (den 23. februar – dvs. den sidste weekend før indsendelsesfristen) kom jeg til at tænke på en scene fra en af mine yndlingsfilm, Blade Runner. Og pludselig var jeg i gang med at skrive en novelle, der strengt taget mere er en historie om science fiction end en egentlig science fiction-fortælling, selv om den trods alt foregår i fremtiden. Sidste punktum blev sat natten til fredag og endte med at være på cirka 5200 ord, hvilket er kort i forhold til de fleste af mine Lige under overfladen-noveller, men dog ikke noget særsyn (Afhøring af offer nr. 5 er nogenlunde samme længde, mens En helt almindelig død kun er 500 ord længere).
Men nu er novellen sendt ud i verden, og så må tiden vise, om det bliver til seks ud af seks mulige med Lige under overfladen. Imens vil jeg forsøge at komme i gang med at skrive den næste novelle. Der venter flere interessante antologier og konkurrencer ude i horisonten.
Velkommen til min hjemmeside. Til daglig er jeg journalist, men i fritiden sysler jeg med historier fra fantasiens overdrev. Flere af dem er blevet udgivet, og to har endda vundet priser. Siden her indeholder eksempler på mine skriverier og fortæller om stort og småt fra livet som fritidsforfatter.
Himmelskibet nr. 35