Efter en begivenhedsløs april på skrivefronten er der pludselig begyndt at ske ting og sager. Inden for få dage har jeg modtaget nyt om to af mine noveller, som jeg for tiden har liggende til udgivelse på to forskellige forlag.
Den ene drejer sig om Langt ude i skoven, som Tellerup har udvalgt til en kommende gyserantologi. Her har jeg modtaget manusplejen, hvilket vil sige den redigerede udgave af novellen, efter at der er blevet læst korrektur på den. Heldigvis var der kun få rettelser, og de fleste gik på tegnsætningen i forbindelse med min brug af kursiv, omend der også blev fundet en enkelt fejl, som det var lykkedes mig at overse trods utallige gennemlæsninger. Der er stadig intet nyt om udgivelsesdatoen og titel på antologien, som jeg ser mere og mere frem til.
Dagen efter mailen fra Tellerup kom der en besked fra Dansklærerforeningens Forlag om en af mine noveller, som skal med i en antologi, der skal bruges som undervisningsmateriale til de ældste elever i folkeskolen.
Når jeg ikke har nævnt noget om det før her på siden, skyldes det, at jeg har villet vente til, jeg havde nogle mere håndfaste oplysninger. Det har jeg så fået - mere eller mindre. Antologien var oprindelig sat til at udkomme i år, men udgivelsesdatoen er nu udskudt til april 2011.
Jeg vil dog røbe, at der er tale om Afhøring af offer nr. 5, som var med i Science Fiction Cirklens antologi I overfladen - Lige under overfladen 2. Samme novelle er også blevet udvalgt til en engelsksproget udgivelse fra SFC, så den kan ende med at blive min mest “genbrugte” historie.
Henvendelsen fra Dansklærerforeningens Forlag stammer helt tilbage fra februar 2009 og var mit første egentlige salg. Jeg får dog først honoraret udbetalt i forbindelse med udgivelsen, så i mellemtiden nåede Tellerup at komme fra baghjul og blive det første forlag, som har betalt for en af mine noveller.
Men begge tilfælde har givet mig en forsmag på, hvordan det er at have med et professionelt forlag at gøre - ikke mindst med hensyn til den lange produktionstid.
Gode kolleger er ikke at foragte. Forleden fik jeg en mail fra et forlag, som havde fået mig anbefalet af min deltids-forfatter-kollega A. Silvestri. De bad om at se prøver på mine skriverier, men desværre har jeg ikke noget på lager for tiden. Hele min produktion er enten lagt ud her på siden, har været med i andre udgivelser eller venter på at blive udgivet, og det førnævnte forlag er selvsagt mest interesseret i noget nyt.
Men henvendelsen fra forlaget er faktisk den anden af sin art, jeg har fået inden for kort tid, og det har selvfølgelig sat nogle tanker i gang. Indtil nu har jeg holdt mig til at deltage i novellekonkurrencer eller skrive til antologier, men nu vil jeg forsøge at få lavet en novellesamling. Det kræver selvsagt, at jeg begynder at skrive væsentligt mere end hidtil, men det burde være muligt. Jeg er så godt som færdig med min novelle til Fantasticons novellekonkurrence, og så har forlaget Ny Science Fiction en fantasy-novellekonkurrence med deadline i efteråret, som jeg muligvis deltager i. Men ellers er der fri bane, så at sige.
Ellers kan jeg se, at der er gået over en måned siden mit sidste indlæg, og det har sin naturlige forklaring. For det første har der ikke været det store at fortælle før nu, og for det andet spildte jeg det meste af februar på en træls omgang lungebetændelse. Hvad angår Tellerups gyser-antologi, der blandt andet indeholder min novelle Langt ude i skoven, er den seneste melding fra forlaget, at arbejdet med bogen skrider sikkert, men langsomt fremad. Hverken titel eller udgivelsesdato kendes endnu, men sidstnævnte ligger ifølge redaktøren adskillige måneder ude i fremtiden.
Apropos gyser-antologier, så har jeg fundet følgende anmeldelse af Dystre Danmark på bloggen MetrOrd. Om min novelle Mordene på Katrina står der: “Første novelle er af Lars Ahn Pedersen og han opridser et slags mordmysterie om kunstige mennesker. Jeg synes han rammer et godt sted mellem gys og noget vrængende humoristisk.”
Himmelskibet nr. 23 er lige ankommet med posten, og her optræder jeg i en dobbeltrolle, idet jeg både har skrevet en anmeldelse og selv bliver anmeldt.
Den lidt specielle situation skyldes, at science fiction-antologien Den hemmelige dal - Lige under overfladen 3 bliver taget under kærlig behandling, og anmelderen Helle Perrier har fundet det værd at fremhæve min novelle Alien Ghost Ballet. Hun skriver følgende: “Novellesamlingens længste novelle er Alien Ghost Ballet af Lars Ahn Pedersen. Her har Jorden fået besøg af en race fra en anden planet. Spøgelserne kaldes de, da de bedst kan beskrives som nogle udefinérbare, flimrende skabninger. Hovedpersonen skal rejse til deres planet for at lære dem at danse ballet, nærmere betegnet Svanesøen (min kommentar: dette er ikke helt korrekt, da planetens beboere er nogle helt andre rumvæsener, som ikke er identisk med Spøgelserne). Hvor skørt det end lyder, så formår Lars Ahn Pedersen at formidle en fantastisk historie, der er såvel velskrevet som kreativt skruet sammen. I novellesamlingens introduktion gør redaktør Carl-Eddy Skovgaard rede for, at Alien Ghost Ballet teknisk set er en hel del længere end kravet for at deltage, men at han bare måtte have denne novelle med - og det kan man bestemt ikke fortænke ham i.” Hele anmeldelsen kan læses her.
Pudsigt nok kan man så lige efter læse min egen dobbeltanmeldelse af antologierne The Mammoth Book of Best New Horror vol. 20 (red. Stephen Jones) og The Best Horror of the Year vol. 1 (red. Ellen Datlow), der samler de bedste horror-noveller fra 2008. En lignende dobbeltrolle opstod i øvrigt også i Himmelskibet nr. 20, hvor jeg bidrog med novellen Torne og anmeldte Richard Morgans The Steel Remains.
Ellers er jeg ved at lægge sidste hånd på en novelle, som jeg har tænkt mig at sende ind til Lige under overfladen 4, og jeg kan til almen beroligelse allerede nu garantere, at jeg denne gang overholder kravet om, at historien ikke må være over 10.000 ord.
I dag fik jeg en parkeringsbøde med halvanden måneds forsinkelse, og min bil har ikke kunnet starte de seneste par uger på grund af kulden. Men alt det er lige meget nu, for jeg modtog også en mail, der meddelte, at min novelle Langt ude i skoven er blevet udvalgt til en kommende gyserantologi fra forlaget Tellerup.
Det er selvsagt kæmpestort, for ifølge Tellerup blev der indsendt godt 150 noveller til konkurrencen - dobbelt så mange som forventet, så afgørelsen måtte udskydes fra 1. december til nu.
Og modsat de andre udgivelser, jeg har været med i, følger der denne gang et honorar med. Beløbet er ikke fyrsteligt, og der skal også betales b-skat af det, men det er alligevel rart at prøve at få penge for noget, man har skrevet i sin fritid.
Langt ude i skoven var en novelle, jeg skrev i sommer, umiddelbart før jeg skulle på ferie. Den blev til under et temmelig hektisk forløb, så jeg var lidt usikker på, om den fungerede, men alt det vil jeg fortælle mere om, når udgivelsen nærmer sig.
Himmelskibet nr. 22 er udkommet og inderholder blandt andet vinderne af Fantasticons novellekonkurrence, hvor undertegnede var en af dommerne. Det betyder, at andre også får mulighed for at læse A. Silvestris veldrejede Discworld-fortælling Atjuh! og 12-årige Karoline Brogaards Ånden i krukken.
Det nye nummer af Himmelskibet har også en anmeldelse af Dystre Danmark, hvor min novelle Mordene på Katrina er blandt dem, som bliver fremhævet af anmelderen Thomas Winther. Han konstaterer dog også - ganske rigtigt - at historien lige så godt kunne være bragt i en science fiction-antologi (det samme kan i øvrigt siges om et andet bidrag, Malan Jacobsens Katrine 05, og vi er åbenbart vilde med navnet og dets varianter, for hovedpersonen i Thomas Bøtterns Hvordan man slår sin lillesøster ihjel hedder også Katrine). Thomas Winther beskriver desuden novellen som en dyster udgave af The Stepford Wives - en sammenligning jeg utrolig nok ikke selv havde tænkt på. Som tidligere nævnt var min egen inspiration en scene fra filmatiseringen af Solaris.
I mit sidste indlæg skrev jeg om min ændrede arbejdssituation, som måske ville få indflydelse på mit skriveri i fritiden. Den gode nyhed er, at det tilsyneladende ikke er tilfældet. Efter ikke at have skrevet noget, siden jeg kom tilbage fra min sommerferie, fik jeg pludselig idéen til en julehistorie, som jeg netop har sendt ind til Novelleforlagets julekonkurrence. Den havde jeg ellers ikke tænkt mig at deltage i, da jeg ikke umiddelbart kunne komme på noget, men så fandt jeg på en sci fi-vinkel til Rudolf med den røde tud…
Ellers venter jeg på afgørelserne i yderligere et par novellekonkurrencer samt på udgivelsen af Knud Larns fanzine Science Fiction, hvor min tidsrejsehistorie Kongens nytårstale skulle være med. På Bogforum besøgte jeg Science Fiction Cirklens stand - de havde givet fribilletter til medlemmerne - hvor Carl-Eddy Skovgaard fortalte, at det stadig er planen at få udgivet den engelske udgave af Lige under Overfladen inden årets udgang. Her kan man blandt andet finde Afhøring af offer nr. 5, som i oversat form hedder Interrogation of Victim no. 5.
Endelig skal I ikke snydes for det famøse foto af mit klonede arbejds-jeg, som fotografen Hung Tien Vu venligt har stillet til rådighed. Mange har allerede set det i Update-kataloget og i det nye nummer af Journalisten, men her er det så til alle dem, som ikke befinder sig i den journalistiske verden:

Nye kommentarer