For første gang i historien skulle der tages stilling til et habilitetsspørgsmål, da ni af Rockklubbens medlemmer lørdag den 2. januar mødtes i Dan Turells barndomsby, Vangede, for at kåre Årets Plade (bemærk formandsskabets insisteren på at anvende begrebet “plade” frem for album).
Blandt de indstillede albums, undskyld, plader i den danske afdeling var Umlaut Songs af bandet Pocket Life, hvis forsanger Palle Jensen er medlem af Rockklubben. Det blev derfor besluttet, at han ikke kunne stemme på sig selv, ligesom et andet medlem, hans bror, Tom Jensen aka Det yngre Forvrag, også blev erklæret inhabil.
Til gengæld viste de øvrige tilstedeværende medlemmer, at de ikke kun besidder stor integritet, men også er nogle hårdhudede, hjerteløse og usentimentale sataner, da de skulle afgive stemmer, så Pocket Life fik ikke et ben til jorden. I stedet løb Balstyrko af med sejren i et af de i øvrigt stærkeste danske felter nogensinde.
I den udenlandske afdeling var der også stor spænding om resultatet, da der heller ikke her var nogen klar favorit på forhånd. Alligevel blev det i sidste ende til en forholdsvis sikker sejr til Yeah Yeah Yeahs, hvilket til dels kan henføres til bandets overbevisende koncert på Roskilde Festival.
Personligt kan jeg kun være tilfreds med resultatet, da fire af mine udenlandske favoritter (Yeah Yeah Yeahs, Muse, Florence + The Machine og White Lies) endte i top 7 med Bat For Lashes som den eneste undtagelse, mens alle mine fire indstillinger i den danske afdeling (Balstyrko, The Rumour Said Fire, Nephew og The Raveonettes) klarede sig godt.
Jeg er tidligere “kommet til” at skrive om musik på denne blog, så som afslutning på min selvbestaltede kåring følger her mine bud på de 10 bedste albums fra årene 2000 til 2009. Og til dem, som finder, at jeg må være totalt tonedøv, fordi jeg ikke har valgt deres favoritter, kan jeg kun komme med følgende opfordring: lav jeres egen liste. Det er forbløffende så mange fremragende albums, man må sortere fra, og så er det sjovt at blive mindet om de mange gode musikoplevelser, man har haft de sidste 10 år. 10. Ladytron: Withcing Hour (2005)
I begyndelsen af deres karriere gjorde Ladytron en dyd ud af at lyde som et synthesizer-popband fra start-80′erne, men med album nummer tre Witching Hour kom der pludselig andre klange med i lydbilledet. Det mest forunderlige var, at de selv med en mere moderne og hårdtpumpet lyd stadig lød umiskendeligt som Ladytron, og så skadede det heller ikke, at albummet er fyldt med electropop-perler som Destroy Everything You Touch.
9. Lily Allen: Alright, Still (2006)
Det er let at undervurdere dronningen af MySpace, og det samme gjorde jeg til at begynde med. Jeg må have hørt Smile adskillige gange i radioen, før jeg rent faktisk lyttede til teksten og fik noget af en overraskelse. Bag de søde popmelodier gemmer sig en skarp tekstforfatter med bid og vid, hvilket både Alright, Still og dette års It’s Not Me, It’s You er fuld af eksempler på. Debuten får dog pladsen her på listen, fordi den har marginalt flere højdepunkter, blandt dem den mesterlige gå-i-byen sang Friday Night.
8. The Gentle Waves: Swansong For You (2000)
Det her er en sniger. Inden hun forlod Belle & Sebastian, nåede Isobel Campbell at udsende to albums under synonymet The Gentle Waves. Umiddelbart lyder hendes blanding af 60′er pigepop og britisk folk tilforladeligt nok, men pas på: det er uhyggeligt vanedannende, og det er stadig et album, jeg lytter til med jævne mellemrum i dag.
7. The Magnetic Fields: 69 Love Songs (2000)
På papiret lyder Stephin Merrits projekt som et galmandsværk: tre cd’er med 69 sange om det samme emne – men resultatet viste sig at være en mindre genistreg. Begrænsningen i temaet forhindrer ham ikke i at nå omkring et væld af musikalske genrer, og teksterne er både rørende og fyldt med humor. En sand nydelse, og så var det ikke engang det års bedste album.
6. PJ Harvey: Stories From The City, Stories From The Sea (2000) Polly Jean Harvey har altid gået sine egne veje, men alligevel kom det som en overraskelse, da hun udgav sit hidtil mest tilgængelige album fyldt med iørefaldende sange – tilmed uden at det føltes som om, hun var gået på kompromis. Belønningen blev en Mercury Music Prize og et hav af anmelderroser, så derfor er det mindre overraskende, at hun sidenhen ikke har følt trang til at gentage øvelsen, men i stedet har fundet tilbage til rockens mere eksperimenterende og ukommercielle yderzoner.
5. Arcade Fire: Neon Bible (2007)
Det stod ikke ligefrem skrevet i kortene, at et canadisk musikkollektiv skulle ende med at udgive to af årtiets bedste albums. Men Arcade Fire erobrede både musikfans hjerter og hjerner med deres energiske sammensurium af det bedste fra rockens krinkelkroge. Jeg var længe i tvivl om, jeg skulle vælge Funeral (2005) eller Neon Bible, men endte med sidstnævnte, fordi det var dér, at jeg for alvor blev fan.
4. The White Stripes: White Blood Cells (2001)
Er Jack White dette årtis musiker? Han virkede i hvert fald til at være her, der og alle vegne, hvad enten det var sammen med “søster” Meg i The White Stripes, i grupper som The Raconteurs og The Dead Weather, som producer for legender som Loretta Lynn eller som skuespiller i filmen Cold Mountain. Han nåede tilmed at skrive en James Bond-titelsang, men den ser vi gennem fingre med… White Blood Cells er albummet, hvor hans rendyrkning af rock, blues og garage måske bedst kommer til udtryk, men efterfølgeren Elephant fra 2003 ånder den lige i nakken.
3. M.I.A.: Kala (2007)
Det er ikke så tit, at en musiker havner på Time Magazine’s liste over de 100 mest indflydelsesrige personer, men det skete for Maya Arulpragasam i 2009. Den britisk-sri lankanske kunstner har under navnet M.I.A. udgivet to albums fyldt med verdensmusik i ordets bogstaveligste forstand, hvor en smeltedigel af musikalske inspirationskilder fra hele verden skaber et helt nyt udtryk. Mikset blev raffineret på toeren Kala, der også kastede et uventet hit af sig i form af sangen Paper Planes, som blandt andet blev brugt i filmen Slumdog Millionarie.
2. Bat For Lashes: Fur And Gold (2006) Bat For Lashes alias Natasha Khans debutalbum havde været på gaden i flere måneder, før jeg opdagede det, men det var jeg ikke ene om. Til gengæld faldt jeg med et brag for hendes magiske lydunivers og sært dragende sange – i sådan en grad at jeg endte med at bruge en del af min sommerferie på at tage til den franske musikfestival Rock en Seine i Paris i 2007 for at opleve hende live (OK, det skadede heller ikke, at førnævnte M.I.A. og Arcade Fire samt Björk også var på plakaten, og at Roskilde druknede i regn det år). Og hvis du stadig ikke er overbevist, så tjek videoen til What’s A Girl To Do – en af årtiets bedste:
1. Muse: Black Holes & Revelations (2006)
Da Suede lukkede og slukkede i 2005, stod jeg pludselig uden et yndlingsband. Men så købte jeg nærmest som en eftertanke en brugt udgave af Absolution (2003) med Muse og var solgt. Helt sikker blev jeg dog først med udgivelsen af Black Holes & Revelations, der er et af de mest varierede albums, jeg nogensinde har hørt. Det, jeg især kan lide ved Muse – og som de har til fælles med Bat For Lashes – er, at de ikke er bange for at tænke stort og tager chancer, som andre bands holder sig fra af frygt for at blive til grin. Og så skader det ikke, at de er et af tidens bedste live-bands, hvilket førte til, at jeg købte mit livs første band t-shirt i forbindelse med Roskilde Festival 2007. Muse vender tilbage til Roskilde i 2010, og jeg ser til min glæde, at de for en gangs skyld ikke skal spille om søndagen (som i 2004 og 2007), men er sat på til lørdag den 3. juli. Det kan kun blive stort!
Og til slut, årtiets 5 bedste danske albums: 1. Nephew: USA/DSB (2004)
Superliga!
2. Mew: Frengers (2003)
International klasse 1.
3. Klondyke: Lille vampyr (2003)
Dansksproget guld.
4. The Raveonettes: Pretty In Black (2005)
International klasse 2.
1. Yeah Yeah Yeahs En gang imellem belønner tålmodighed sig. Jeg skulle helt hen til søndag aften, før årets højdepunkt på Roskilde Festival indtraf for mit vedkommende. Samtidig gik det op for mig, hvorfor Karen O har fået status som rock- og stilikon, for det var simpelthen karisma for fuld udblæsning, der ramte publikum på Arena fra første nummer. En af den slags koncertoplevelser, man kan leve højt på længe.
2. Trentemøller
Roskilde har en evne til at bringe det bedste frem i danske musikere, og Trentemøller levede fuldt op til forventningerne, da han torsdag nat omdannede festivalpladsen til en stor fest. Pudsigt nok fungerede dj-delen bedre end de mere traditionelle koncertindslag, hvor det var som om, at gassen gik lidt af ballonen. Undtagelsen var, da luksus-rytmegruppen Mikael Simpson og Henrik Vibskov kom på scenen, og det blev kun endnu bedre, da Ane Trolle gjorde dem selskab på Moan. Et fascinerende og flot sceneshow fuldendte oplevelsen.
3. Jenny Wilson
Endnu et eksempel på en karismatisk sangerinde, som jeg første gang oplevede ved Roskilde Festivals pressemøde i april, hvor hun gav et par numre sammen med sin uortodokse rytmegruppe. Allerede dér vakte hun min nysgerrighed, og hun skuffede ikke ved koncerten på Odeon fredag midnat, hvor hverken hun eller publikum havde lyst til at slutte.
4. White Lies
Koncerten på Odeon søndag eftermiddag bekræftede blot, hvad jeg erfarede på Lille Vega tidligere i år. Selv om de blot har udsendt et enkelt album, er det spækket med så mange gode sange, at det sagtens kan bære en hel koncert. Forsanger og guitarist Harry McVeigh var blevet mere mobil siden sidst, men havde også en større scene at boltre sig på, og så leverede de en uventet coverversion af Portishead-sangen The Rip fra sidste års album Third.
5. Lily Allen
Viste sig at være i besiddelse af et uventet entertainer-gen og var også en bedre sanger, end jeg havde forventet. Koncerten på Arena lørdag aften var fuld af charme – også selv om hun er en af de få, jeg har set ryge åbenlyst på scenen – og kan kun siges at være en alsidig oplevelse med alt lige fra jazzede indslag til en coverversion af Britney Spears’ Womanizer og fællessang på Fuck You. Fuckin’ fantastic!
Og hvad så med de tre øvrige koncerter, jeg på forhånd havde glædet mig til? Little Boots levede op til forventningerne, men overgik dem på den anden side heller ikke. Fin koncert på Cosmopol med god stemning, men en skam at hun ikke kunne få sin tenorion til at virke optimalt. Balstyrko har jeg til gode at se på Beatday. Jeg hørte koncerten, men Odeon var så stoppet med mennesker, at jeg aldrig kom ind i teltet og fik kun korte glimt af scenen. Det lød dog godt. Pet Shop Boys havde hevet et kæmpe sceneshow med til Roskilde og miksede lystigt nye og gamle sange. Det kunne dog ikke skjule, at koncerten på Orange Scene havde sine døde øjeblikke, og stemningen var også mærket af, at noget nær halvdelen af publikum befandt sig nede ved Arena, hvor de ventede på Malk de Koijn (som jeg af samme årsag opgav at se på forhånd).
De skuffede: Nick Cave & The Bad Seeds Cave sang falsk på flere numre, og The Bad Seeds er set i skarpere form. Oasis Ruttede bestemt ikke med de gamle sange. Opdagede at jeg ikke er gået glip af noget ved ikke at se dem før. Fever Ray Hvad skete der lige dér?!!
Så er det Roskilde-tid igen, selv om jeg rent arbejdsmæssigt allerede gik i gang med at dække festivalen i sidste uge. Men det er først nu, at det for alvor går løs med musikken, og her er de fem navne, jeg ser mest frem til:
1. Little Boots (Cosmopol, fredag 21.00)
Politikens og Gaffas anmeldere kan rende og hoppe. Little Boots aka Victoria Hesketh har i mine ører lavet det foreløbig bedste popalbum i 2009. Jeg ser stærkt frem til at høre hendes 80′er inspirerede synth-pop live fredag aften. Min eneste bekymring er, at jeg sidste år på samme tid og samme scene havde glædet mig som en sindssyg til Santigolds koncert, og den endte med at være en af de dårligste, jeg har oplevet på Roskilde (et 15 min. dj-sæt og 30 min. playback-musik er simpelthen ikke godt nok, uanset hvor fremragende sangene og albummet end er). Så jeg krydser fingre for, at det ikke bliver en ny skuffelse. At Hesketh godt kan på egen hånd, viser dette klip, hvor hun fremfører en tidlig udgave af Meddle hjemme i sit soveværelse.
2. Lily Allen (Arena, 21.30)
Fra en pop-prinsesse til en anden. Jeg fik først ørerne op for Lily Allen, længe efter at hun havde udsendt debutalbummet Alright, Still i 2006. Selvfølgelig havde jeg hørt Smile i radioen, men det var ikke før, jeg en dag begyndte at lytte til teksten, at jeg tænkte: “Hov, det er da ikke så pænt og uskyldigt, som det lyder til…” Siden har jeg været fan, og selv om hendes nye album It’s Not Me, It’s You ikke byder på helt så mange gode sange som forgængeren, er der stadig nok til, at det kan blive en underholdende koncert. Her er videoen til The Fear.
3. White Lies (Odeon, søndag 17.00)
Et band, som jeg allerede har set en gang i år, på Lille Vega, og det bliver nok sidste gang, jeg kommer til at opleve dem i så små omgivelser. White Lies gav en helt igennem fremragende koncert og virkede charmerende nok stadig en smule benovede over, at folk gad møde op for at høre dem. Ja, de står i tydelig gæld til Joy Division, men kan samtidig lave iørefaldende melodier, der berettiger hypen. Og så burde de i øvrigt have spillet på Arena i stedet for de stærkt overvurderede Glasvegas.
4. Balstyrko (Odeon, lørdag 12.30)
Jeg ved det godt! Mange har Malk de Koijn-koncerten som årets absolutte højdepunkt, men jeg vil hellere se Blæs Bukki sammen med Ane Trolle og Ormen tidligere samme dag. Balstyrko har lavet, hvad jeg anser for at være et af årets bedste danske albums, så jeg er spændt på at høre dem live. Han får i øvrigt en lang dag, den gode Blæs. Malk de Koijn skal først spille på Arena klokken to om natten.
5. Pet Shop Boys (Orange, lørdag 1.00)
Roskilde Festival 1997. Fredag aften. Det har pisset ned to dage i træk. Jeg er træt, kold, våd og mudret, men holder alligevel ud, fordi jeg har fulgt Pet Shop Boys siden starten, og så er det oven i købet deres første optræden på en festival nogensinde. Det kommer jeg ikke til at fortryde. Miraklet indtræffer. Det holder op med at regne, og PSB leverer den vildeste fest og redder min dag, hvis ikke hele festivalen for mig. Fem år senere ser jeg dem give en lidt halvkedelig koncert, så det kan gå begge veje…
Mit p.t. yndlingsband Muse giver koncert i Parken den 26. oktober, og billetten er sikret! Jeg skal blankt erkende, at jeg har det lidt ambivalent med valget af spillested – og ikke kun fordi jeg er Brøndby-fan… Omvendt er det et logisk skridt, eftersom Muse allerede har spillet på Orange Scene på Roskilde Festival og i Forum, begge i 2007. Men hvor Roskilde-koncerten var en af de bedste, jeg har været til derude, og den eneste årsag til at jeg ikke for længst har fortrængt den syndflods-agtige festival, var koncerten i Forum plaget af en lidt mudret lyd, der forhindrede den i at komme helt op at ringe. Så jeg er spændt på at høre Muse møde Parkens beton-akustik, selv om lyden var fin nok til de to Robbie Williams-koncerter, jeg har været til derinde. Ifølge Gaffa er der “kun” sat 17.000 billetter til salg, men der ser jeg nærmest som en fordel. Jeg er ikke i tvivl om, at Muse nok skal kunne leve op til Parken. Spørgsmålet er mere, om Parken også kan leve op til Muse…
Nu er Muse ikke helt uvante med at skulle spille i store omgivelser. Bare tjek dette klip fra deres to udsolgte koncerter på det nye Wembley Stadium i 2007: httpv://www.youtube.com/watch?v=j8WP7aOD_9Q
Så fik jeg skudt festivalsæsonen i gang. Som opvarmning til Roskilde Festival var jeg i aftes på den lille Start! Festival i den brune kødby i København, hvor jeg blandt andet fik tjekket Marie Fisker og fik ørerne op for Vinnie Who (som skal spille på Pavilion Junior-scenen på Roskilde i år). Jeg skal dog ærligt tilstå, at jeg næppe var kommet, hvis det ikke havde været for bandet The Descendants Of King Canute. Bag navnet gemmer sig selvfølgelig Nephew, hvis optræden egentlig skulle have været en overraskelse, men forinden nåede at blive afsløret af diverse medier, hvilket så afstedkom min tilstedeværelse.
I dag, grundlovsdag, udkommer som bekendt Nephews fjerde album, Danmark/Denmark, så bandet åbnede koncerten med at fyre seks af de nye sange af i rap: D.T.A.P., Sov for satan mand, Det her sker bare ikk’, 007 Is Also Gonna Die, Va Fangool! og Police Bells & Church Sirens (men ikke Descendants Of King Canute). Derefter fulgte Science fiction & familien – med omkvædet fra Polarkreis 18sAllein Allein mikset ind - samt en omarrangeret version af En Wannabe Darth Vader.
Og det var så det, efter 45 minutter og ingen ekstranumre. De tre kvarter er faktisk den typiske længde på koncerterne på Start Festivalen, da det primært er helt nye bands uden det helt store sangkatalog, der optræder. Man kan selvfølgelig argumentere for, at Nephew burde spille længere, men nu var det sådan set ikke en officiel koncert, og det virkede som om, at bandet benyttede lejligheden til at få testet de nye sange live og tog nogle chancer, de ellers ikke ville have taget.
Nephew overraskede på Vesterbro – Berlingske Tidendes anmeldelse af koncerten. En Nefalygte for enden af tunnelen – Klaus Lynggaards anmeldelse af Danmark/Denmark i Information og en interessant analyse af, hvorfor det i visse kredse er blevet “in” at rynke på næsen af Nephew.
Kings Of Leon og Spleen United stod bag de bedste plader i 2008. I hvert fald hvis man spørger medlemmerne af Rockklubben, som lørdag var samlet i Vejle til den traditionsrige kåring af Årets Plade (og det er “plade,” ikke album, selv om alle i dag medbringer musikken på cd, iPod eller i MP3-format) – en kåring der selvsagt sætter alle andre lignende kåringer i skyggen. Forhåndsfavoritten Only By The Night af Kings Of Leon løb med sejren i den udenlandske afdeling, mens Spleen Uniteds Neanderthal fik kamp til stregen af Peter Sommers Til rotterne, til kragerne, til hundene, der måtte se sig slået med et sølle point. Der var i alt 22 indstillede albums… undskyld, plader – fem danske og 17 udenlandske – og de fik følgende placeringer:
En af fordelene ved at have sin egen hjemmeside/blog er, at man herefter kan tillade sig at fortælle, hvilke udgivelser fra musikåret 2008 man selv foretrækker. Selv om ingen af mine førsteprioriteter fik en fod inden for i Rockklubbens endelige afstemning, kan jeg dog ikke klage over resultatet, da to af mine øvrige favoritter jo gik hen og vandt.
Inden musikåret 2008 skal gøres op, og det er tid til at uddele diverse priser, vil jeg gerne komme med mit bud på Årets Mest Usandsynlige Hit: Paper Planes med M.I.A.
Jeg havde godt nok hørt, at sangen var blevet et hit i USA efter at have været brugt i traileren til stener-actionkomedien Pineapple Express, men det sev ikke rigtigt ind, før jeg en aften tilfældigt zappede forbi The Voice TV og så videoen til Paper Planes.
Lad mig lige slå en ting fast: Jeg er stor fan af M.I.A. og mener, at hun udgav det bedste album i 2005 (debuten Arular), og at opfølgeren Kala var det næstbedste i 2007 efter Arcade Fire’s Neon Bible. Hun var tilmed en af grundene til, at jeg sidste år tog til Rock En Seine-festivalen i Paris, og så langt rejser jeg trods alt ikke for alle og enhver (Bat For Lashes, Björk og lysten til at opleve en festival i tørvejr efter Roskilde Festival ’07 var de andre vægtige årsager). Men – og det vil enhver, som har lyttet til hendes musik kunne skrive under på – hun er bestemt ikke én, som henvender sig til det brede publikum, og det gør Paper Planes’ succes (nr. 4 på Billboard Hot 100 og nr. 2 på iTunes) så meget mere overraskende. Et eller andet sted er der dog også noget bekræftende i, at man kan være en udfordrende musiker og alligevel blive Ugens Uundgåelige på P3 og havne på MTV - omend i en censureret udgave. Og så kan successen måske få den lykkelige bieffekt, at den giver hende lysten til at turnere tilbage, efter at hun svigtede os på dette års Roskilde Festival.
Hvis du vil se og høre, hvad alt det her går ud på, er musikvideoen til Paper Planesher. Jeg har forgæves ledt efter M.I.A.’s egen officielle, ucensurerede version, men den blokerer YouTube for, så i stedet får du den fra en fransk side komplet med kasseapparater og pistolskud.
Velkommen til min hjemmeside. Til daglig er jeg journalist, men i fritiden sysler jeg med historier fra fantasiens overdrev. Nogle af dem er endda blevet udgivet. Siden her indeholder eksempler på mine skriverier og fortæller om stort og småt fra livet som fritidsforfatter.
