Arkiv for 'Musik' kategori

Kong Gulerods efterkommere

Så fik jeg skudt festivalsæsonen i gang. Som opvarmning til Roskilde Festival var jeg i aftes på den lille Start! Festival i den brune kødby i København, hvor jeg blandt andet fik tjekket Marie Fisker og fik ørerne op for Vinnie Who (som skal spille på Pavilion Junior-scenen på Roskilde i år). Jeg skal dog ærligt tilstå, at jeg næppe var kommet, hvis det ikke havde været for bandet The Descendants Of King Canute. Bag navnet gemmer sig selvfølgelig Nephew, hvis optræden egentlig skulle have været en overraskelse, men forinden nåede at blive afsløret af diverse medier, hvilket så afstedkom min tilstedeværelse.
I dag, grundlovsdag, udkommer som bekendt Nephews fjerde album, Danmark/Denmark, så bandet åbnede koncerten med at fyre seks af de nye sange af i rap: D.T.A.P., Sov for satan mand, Det her sker bare ikk’, 007 Is Also Gonna Die, Va Fangool! og Police Bells & Church Sirens (men ikke Descendants Of King Canute). Derefter fulgte Science fiction & familien - med omkvædet fra Polarkreis 18s Allein Allein mikset ind - samt en omarrangeret version af En Wannabe Darth Vader
Og det var så det, efter 45 minutter og ingen ekstranumre. De tre kvarter er faktisk den typiske længde på koncerterne på Start Festivalen, da det primært er helt nye bands uden det helt store sangkatalog, der optræder. Man kan selvfølgelig argumentere for, at Nephew burde spille længere, men nu var det sådan set ikke en officiel koncert, og det virkede som om, at bandet benyttede lejligheden til at få testet de nye sange live og tog nogle chancer, de ellers ikke ville have taget.

Nephew overraskede på Vesterbro - Berlingske Tidendes anmeldelse af koncerten.
En Nefalygte for enden af tunnelen - Klaus Lynggaards anmeldelse af Danmark/Denmark i Information og en interessant analyse af, hvorfor det i visse kredse er blevet “in” at rynke på næsen af Nephew.

Kongerne leve…

Kings Of Leon og Spleen United stod bag de bedste plader i 2008. I hvert fald hvis man spørger medlemmerne af Rockklubben, som lørdag var samlet i Vejle til den traditionsrige kåring af Årets Plade (og det er “plade,” ikke album, selv om alle i dag medbringer musikken på cd, iPod eller i MP3-format) - en kåring der selvsagt sætter alle andre lignende kåringer i skyggen. Forhåndsfavoritten Only By The Night af Kings Of Leon løb med sejren i den udenlandske afdeling, mens Spleen Uniteds Neanderthal fik kamp til stregen af Peter Sommers Til rotterne, til kragerne, til hundene, der måtte se sig slået med et sølle point. Der var i alt 22 indstillede albums… undskyld, plader - fem danske og 17 udenlandske - og de fik følgende placeringer:

Udenlandske: 1. Kings Of Leon: Only By The Night. 2. Fleet Foxes: Fleet Foxes. 3. Jenny Lewis: Acid Tongue. 4. Neil Diamond: Home Before Dark. 5. Portishead: Third. 6. Bon Iver: For Emma, Forever Ago. 7. Elbow: The Seldom Seen Kid. 8. Nick Cave & The Bad Seeds: Dig!!! Lazarus Dig!!! 9: Foals: Antidotes. 10. TV On The Radio: Dear Science. 11. Duffy: Rockferry. 12. MGMT: Oracular Spectacular. 13. Santogold: Santogold. 14. Glasvegas: Glasvegas. 15. Mercury Rev: Snowflake Midnight. 16. Joan As Police Woman: To Survive. 17. A Silver Mt. Zion (som siden har skiftet navn til Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra & Tra-La-La Band): 13 Blues For Thirteen Moons.

Danske: 1. Spleen United: Neanderthal. 2. Peter Sommer: Til rotterne, til kragerne, til hundene. 3. Volbeat: Guitar Gangsters & Cadillac Blood. 4. L.O.C.: Melankolia/XXXCouture. 5. Choir Of Young Believers: This Is For The White In Your Eyes.

En af fordelene ved at have sin egen hjemmeside/blog er, at man herefter kan tillade sig at fortælle, hvilke udgivelser fra musikåret 2008 man selv foretrækker. Selv om ingen af mine førsteprioriteter fik en fod inden for i Rockklubbens endelige afstemning, kan jeg dog ikke klage over resultatet, da to af mine øvrige favoritter jo gik hen og vandt.

Top 10 udenlandske: 1. Ladyhawke: Ladyhawke. 2. Santogold: Santogold. 3: Kings Of Leon: Only By The Night. 4. Duffy: Rockferry. 5. Black Kids: Partie Traumatic. 6. Jenny Lewis: Acid Tongue. 7. Portishead: Third. 8. Martha Wainwright: I Know You’re Married But I’ve Got Feelings Too. 9. MGMT: Oracular Spectacular. 10. Ladytron: Velocifero.

Top 5 danske: 1. Veto: Crushing Digits. 2. Spleen United: Neanderthal. 3. Choir Of Young Believers: This Is For The White In Your Eyes. 4. Peter Sommer: Til rotterne, til kragerne, til hundene. 5. As In RebekkaMaria: Queen Of France.

Brug dette link hvis du vil se de tidligere kåringer af Årets Plade.

Årets mest usandsynlige hit?

Inden musikåret 2008 skal gøres op, og det er tid til at uddele diverse priser, vil jeg gerne komme med mit bud på Årets Mest Usandsynlige Hit: Paper Planes med M.I.A.

Jeg havde godt nok hørt, at sangen var blevet et hit i USA efter at have været brugt i traileren til stener-actionkomedien Pineapple Express, men det sev ikke rigtigt ind, før jeg en aften tilfældigt zappede forbi The Voice TV og så videoen til Paper Planes.

Lad mig lige slå en ting fast: Jeg er stor fan af M.I.A. og mener, at hun udgav det bedste album i 2005 (debuten Arular), og at opfølgeren Kala var det næstbedste i 2007 efter Arcade Fire’s Neon Bible. Hun var tilmed en af grundene til, at jeg sidste år tog til Rock En Seine-festivalen i Paris, og så langt rejser jeg trods alt ikke for alle og enhver (Bat For Lashes, Björk og lysten til at opleve en festival i tørvejr efter Roskilde Festival ‘07 var de andre vægtige årsager). Men - og det vil enhver, som har lyttet til hendes musik kunne skrive under på - hun er bestemt ikke én, som henvender sig til det brede publikum, og det gør Paper Planes’ succes (nr. 4 på Billboard Hot 100 og nr. 2 på iTunes) så meget mere overraskende. Et eller andet sted er der dog også noget bekræftende i, at man kan være en udfordrende musiker og alligevel blive Ugens Uundgåelige på P3 og havne på MTV - omend i en censureret udgave. Og så kan successen måske få den lykkelige bieffekt, at den giver hende lysten til at turnere tilbage, efter at hun svigtede os på dette års Roskilde Festival.

Hvis du vil se og høre, hvad alt det her går ud på, er musikvideoen til Paper Planes her. Jeg har forgæves ledt efter M.I.A.’s egen officielle, ucensurerede version, men den blokerer YouTube for, så i stedet får du den fra en fransk side komplet med kasseapparater og pistolskud.