Archive for the 'Musik' Category

Det bedste fra 2011

Jeg har ikke det præcise tal, men jeg er kommet frem til, at jeg må have læst næsten 200 noveller i løbet af 2011 – hovedparten af dem på nettet. Selv om det er lidt sent, så følger her en liste over mine favoritter fra det forgangne år. Jeg har kun medtaget historier, som blev udgivet i 2011.

På nettet:
1. KJ Parker: A Small Price to Pay for Birdsong (Subterranean Online)
2. Catherynne M. Valente: The Girl Who Ruled Fairyland – For a Little While (Tor.com)
3. Gord Sellar: Trois morceaux en forme de mechanika (Clarkesworld)
4. Yoon Ha Lee: A Vector Alphabet of Interstellar Travel (Tor.com)
5. Ken Scholes: Making My Entrance Again With My Usual Flair (Tor.com)
6. Catherynne M. Valente: The Wolves of Brooklyn (Fantasy Magazine)
7. Robert Reed: Woman Leaves Room (Lightspeed)
8. Yoon Ha Lee: Ghostweight (Clarkesworld)
9. Kat Howard: Choose Your Own Adventure (Fantasy Magazine)
10. Laura E. Price: Items Found in a Box Belonging to Jonas Connolly (Strange Horizons)

På tryk:
1. Caitlín R. Kiernan: The Maltese Unicorn (Supernatural Noir, Ellen Datlow, red.)
2. Caitlín R. Kiernan: Tidal Forces (Eclipse 4, Jonathan Strahan, red.)
3. Stephen Baxter: The Invasion of Venus (Engineering Infinity, Jonathan Strahan, red.)
4. Angela Slatter: The Coffin-Maker’s Daughter (A Book of Horrors, Stephen Jones, red.)
5. Michael Marshall Smith: Sad, Dark Thing (A Book of Horrors, Stephen Jones, red.)

Det blev selvfølgelig også til et par romaner i 2011, selv om novellerne og antologierne kom til at dominere min læsning. Min absolutte favorit var China Mievilles første rendyrkede science fiction-roman Embassytown, men jeg nød også The Silent Land af Graham Joyce, The Quantum Thief af Hannu Rajaniemi og How to Live Safely in a Science Fictional Universe af Charles Yu. På dansk lod jeg mig fornøje af Moln – jorden husker af Michael Kamp og Pandaemonium af A. Silvestri.

Bedste antologier:  Two Worlds and In Between: The Best of Caitlín R. Kiernan Volume 1 af – rigtigt gættet – Caitlín R. Kiernan, The Best Science Fiction and Fantasy of the Year Volume 5 af Jonathan Strahan (red.) og A Book of Horrors af Stephen Jones (red.).

Nu hvor jeg er i gang, kan jeg lige så godt tage de øvrige medier med:
Film: 1. Winter’s Bone (Debra Granik). 2. Journals of Musan (Park Jung-bum).  3. Crazy, Stupid, Love (Glenn Ficarra & John Requa). 4. Drive (Nicolas Winding Refn). 5. X-Men: First Class (Matthew Vaughn).  6. Melancholia (Lars von Trier). 7. Confessions (Tetsuya Nakashima). 8. Super (James Gunn). 9. Tangled (Nathan Greno & Byron Howard). 10. Sucker Punch (Zack Snyder).

Musik (udenlandske): 1. PJ Harvey: Let England Shake. 2. Lykke Li: Wounded Rhymes. 3. St. Vincent: Strange Mercy. 4. Katy B: On a Mission. 5. Feist: Metals. 6. Bon Iver: Bon Iver. 7. Tom Waits: Bad As Me. 8. Foster the People: Torches.  9. Adele: 21. 10. Florence + The Machine: Ceremonials (ja, det var i høj grad kvindernes år).
Musik (danske): 1. Oh Land: Oh Land. 2. Freja Loeb: Odyssey. 3. The Raveonettes: Raven in the Grave. 4. Panamah: Ud af stilhed. 5. When Saints Go Machine: Konkylie.

Som afslutning er her musikvideoen til St. Vincents single Cruel. Et eksempel på, at man godt kan lave en horror-agtig video uden at ty til blod og vold.

England ryster

2011 blev i høj grad PJ Harveys år. Hendes album Let England Shake vandt den prestigefyldte Mercury Prize og gjorde hende til den første kunstner, som har opnået den ære to gange. Derudover har flere musikmagasiner kåret det til årets album, blandt dem NME, Uncut og Mojo, men alt det blegner naturligvis i forhold til, at Let England Shake lørdag blev tildelt den ultimative hæder ved at blive udnævnt til Årets Plade af Rockklubbens medlemmer.

I forhold til de tidligere kåringer gav det denne gang rent faktisk mening at anvende udtrykket “Årets Plade,” eftersom rockklub-medlem Michael Korsbæk medbragte albummet på vinyl. Med sejren blev Polly Jean Harvey den kun anden i Rockklubbens historie, som har vundet mere end en gang. Hendes første triumf fandt sted i 2000, hvor medlemmerne nåede frem til, at Stories From the City, Stories From the Sea var Årets Plade. Det var i øvrigt det samme album, der gav PJ Harvey hendes første Mercury Prize. Det er dog fortsat Arcade Fire, som kan bryste sig af at være faldet i Rockklubbens smag flest gange, eftersom de vandt i både 2005, 2007 og 2010.

PJ Harvey fik skarp konkurrence af Bon Iver med albummet Bon Iver, mens en anden rockklub-favorit Fleet Foxes endte som nummer tre med Helplessness Blues. Kåringen af Årets Plade fandt sted i Karrebæksminde og bød på et rekordstort felt med 22 udenlandske og 10 danske albums, som medlemmerne fik serveret uddrag fra. Det betød, at klokken var halv to om natten, før afgørelsen kunne annonceres, og på det tidspunkt havde et par af medlemmerne stemplet ud og fik derfor først resultatet om morgenen.

Se det samlede resultat for Årets Plade 2011 her.

 

Skjoldmøer får ros

himmelskibet-30.jpgFantasy-antologien Bag Adonais spejl udkom i juni, men så vidt jeg kan se, er det ikke før nu, at den har fået sin første anmeldelse. Den står i det nye nummer af Himmelskibet, hvor anmelderen Anne Vinkel Hansen mener, at min novelle Skjoldmøer sammen med Majbrit Høyrups Smeden i Moelbæk er hele antologien værd. Derudover skriver hun:

“Skjoldmøer” er en aldeles ufantastisk fantasyhistorie, karakterdrevet, rørende, og spændt som en duelscene i en spaghettiwestern, om to krigerkvinder der prøver at leve med alt det, de har gjort og med frygten for en dag at blive indhentet af hævnen.

Kommentar: Med “ufantastisk” mener anmelderen, at novellen ikke indeholder fantastiske elementer, hvilket jeg selv har nævnt i dette indlæg.

Læs hele anmeldelsen her.

Himmelskibet nr. 30 indeholder desuden et par anmeldelser fra min egen hånd. Jeg har set nærmere på The Best Horror of the Year 3, redigeret af Ellen Datlow, tre numre af magasinet Fantasy & Science Fiction, samt to film: Dario Argentos giallo-gyser Four Flies on Grey Velvet og Kim Jee-woons koreanske western The Good, The Bad, The Weird.

Reading opdateret

Det gik op for mig, at videoerne til mit indlæg om Reading Festival ikke længere fungerede, fordi BBC har fjernet dem fra sin side. I stedet har jeg været ude på YouTube for at finde erstatninger for dem, og i Muse og Warpaints tilfælde har det betydet, at jeg har valgt nogle andre sange end dem, BBC gjorde tilgængelige i første omgang.

Klik her for at læse mit indlæg igen og se koncertoptagelser fra festivalen med Muse, Warpaint, Pulp, Elbow og Crystal Castles.

Reading Festival

Hjemme igen fra en uges ferie i England, hvor højdepunktet var Reading Festival – en festival på størrelse med Roskilde og den næststørste i England efter Glastonbury (som et kuriosum holdes Reading samtidig med Leeds Festival, der har nøjagtig samme program). Mit valg af feriemål skyldtes følgende fem grunde:

1. Muse: Idéen til at tage til Reading opstod, da jeg i foråret var inde på Muses hjemmeside og så, at de skulle optræde på festivalen som et af deres sidste spillejob på den nuværende turné. Siden viste det sig, at Muse ville fejre, at det i år er 10 år siden, at de udgav Origin of Symmetry, så de indledte Reading-koncerten med at spille hele albummet fra ende til anden. Eftersom jeg allerede havde set bandet to gange inden for de seneste to år (i Parken og på Roskilde), var det blot en ekstra bonus, at koncerten ikke lignede de øvrige. Af de seks gange, jeg nu har oplevet Muse live, vil jeg sige, at denne her helt klart hører til blandt de bedste – hvis ikke den bedste.

2. Warpaint: Muse var lokkemaden, men det var, da jeg så, at Warpaint også var på plakaten, at jeg for alvor besluttede at tage af sted. Jeg opdagede pige-kvartetten fra L.A. sidste efterår, og de er siden gået hen og blevet et af mine favoritbands. Desværre missede jeg deres koncert i København, så Reading var min første mulighed for at se dem live. De levede fuldt op til mine forventninger og gav en kuldegysende god koncert med deres uforudsigelige sange. Efterfølgende hilste jeg på bandet i musikmagasinet NMEs telt og fik deres autografer, så det gjorde blot hele oplevelsen endnu større. Fun fact: Bandets bassist, Jenny Lee Lindberg, er lillesøster til skuespilleren Shannyn Sossamon (A Knight’s Tale og 40 Days and 40 Nights), som selv var medlem af Warpaint, inden filmkarrieren tog fart.

3. Pulp: Jarvis Cocker og co. har fundet sammen igen, men ser desværre ikke ud til at lægge vejen forbi Danmark. Det er en skam, for Pulp var i topform på Reading, hvor halvdelen af underholdningen bestod af Jarvis Cockers kommentarer mellem sangene, som for det meste handlede om sex. Undervejs nåede han også at have samleje med forstærkerne, inden publikum fik lov at eksplodere til Common People -  i mine ører en af de bedste popsange, der nogensinde er skrevet. Og minsandten om Jarvis Cocker ikke også dukkede op under den efterfølgende koncert med The Strokes, hvor han gæsteoptrådte på en coverversion af The Cars-sangen Just What I Needed.

4. Hjemmebanefordelen: Et er at se et britisk band i Danmark, noget andet er at opleve dem i hjemlige omgivelser. Et band som Muse er efterhånden blevet store herhjemme, men i England er de giga-populære. Noget af det største ved at være på Reading var at høre publikum synge med på sangene – ikke mindst fordi de kunne hele teksten og ikke kun omkvædene. Første gang, jeg blev mindet om, hvorfor jeg var taget af sted, var under fredagens koncert med White Lies, som var så meget bedre, end da jeg så dem i KB Hallen tidligere i år. Et andet eksempel var Elbow, som spillede på Main Stage søndag aften før Muse. Prøv at lytte til fællessangen i dette klip:

5. London: Så vidt jeg kan regne ud, var det 10 år siden, at jeg sidst havde været i London. Derfor indledte jeg min ferie med et par dage i storbyen, inden jeg tog ud til mudderet og musikken på Reading. Udover at belaste min i forvejen overfyldte reol med indkøb i Forbidden Planet og HMV fik jeg besøgt både Tate Britain og Tate Modern, som begge har den udprægede fordel, at der er gratis adgang. Jeg fik også set British Library’s udstilling om science fiction, Out of this World. Endelig prøvede jeg forgæves at få billet til Richard III på Old Vic, hvor Kevin Spacey i titelrollen genforenes med American Beauty-instruktøren Sam Mendes. I stedet måtte jeg tage til takke med Legally Blonde – The Musical, som var ganske underholdende og fulgte filmen ret godt.

Klik her for at se mine billeder fra Reading Festival.

Nogle minusser? Vejret kunne selvfølgelig godt have været bedre, og det var trættende at gå rundt i gummistøvler under hele festivalen, fordi jeg havde været ude for nøjagtig det samme på Roskilde i år. Og så gik jeg endnu en gang glip af en koncert med Crystal Castles. Det var dem, jeg var på vej til at se i efteråret, da min bil brød sammen på motorvejen, og da de spillede på Northside i Århus tidligere på sommeren, faldt det sammen med en skrivedag i Fantastiks skrivegruppe. På Reading lå deres koncert uheldigvis samtidig med Pulps, og jeg vurderede, at det måske ville være sidste gang, jeg fik lejlighed til at opleve Jarvis Cocker og co. sammen. I stedet må jeg nøjes med dette klip fra BBC, hvor Crystal Castles i øvrigt spiller det nummer, jeg bruger som ringetone.

Flere frieksemplarer

nedinovellen.JPGI dag var jeg på posthuset for at hente mine to frieksemplarer af Dansklærerforeningens antologi Ned i novellen, som indeholder min novelle Afhøring af offer nr. 5. Hvad? hører jeg de skarpsindige udbryde. Havde han ikke allerede modtaget ét, som han skrev om i dette indlæg?

Jo, men så tænkte jeg, at min familie også burde have bogen og kontaktede Dansklærerforeningens Forlag for at høre, om jeg kunne købe yderligere et par eksemplarer. Ikke nødvendigt, vi sender dig bare to til uden omkostninger, lød svaret til min store overraskelse.

Min forrige omtale af Ned i novellen fik i øvrigt uventede følger. Bagefter blev jeg kontaktet af et par af de andre forfattere, som er med i antologien, der undrede sig. Deres undren gik på, at jeg nævnte, at jeg havde modtaget mit frieksemplar, for det havde de ikke. En af dem, Teddy Vork, var ikke engang klar over, at han havde en historie med, hvilket han skrev om på sin hjemmeside.

Ellers er jeg ved at lande igen oven på Roskilde Festival. Bedste koncerter: Janelle Monáe, Foals, Lykke Li,  Portishead og M.I.A. Med hensyn til min begejstring for sidstnævntes koncert er jeg tydeligvis i mindretal, hvis man læser anmeldelserne. Men mine forventninger var heller ikke ret høje, efter at jeg havde set hende på Rock en Seine i Paris i 2007 og efter hendes seneste album, der var en kæmpe skuffelse oven på mesterværkerne Arular og Kala. Set fra hvor jeg stod, formåede hun at skabe en fest foran Orange Scene, og visuelt var showet et af de flotteste, jeg har oplevet på festivalen. Og så er jeg åbenbart ramt af en forbandelse, når det gælder Kaizers Orchestra. De gale nordmænd har spillet på Roskilde et utal af gange, og det er endnu ikke lykkedes mig at se dem live. Trods alle hensigter om det modsatte skete det heller ikke i år, hvor jeg blev distraheret af gode venners selskab og kolde øl…

Lykke Li-fænomenet

Kan man have et skizofrent forhold til en kunstner? Når jeg spørger, skyldes det, at jeg lige nu er meget begejstret for et album med en sangerinde, jeg ellers ville have forsvoret, jeg nogensinde ville ofre penge på efter at have hørt hendes forrige udgivelse.

Da svenske Lykke Li i 2008 udsendte sit debutalbum Youth Novels, blev hun lidt af en darling på den internationale indiepop-scene. Jeg blev dog ret hurtigt træt af at høre hendes lillepigevokal i P3, og sange som Little Bit, I’m Good, I’m Gone og især Dance, Dance, Dance begyndte at få samme effekt på mit nervesystem som lyden af kradsende negle på en skoletavle. Faktisk gik jeg før tid, da hun spillede på Beatday i 2009, fordi jeg fandt hendes koncert kedelig (og i øvrigt trængte til noget at spise).

Så hvorfor mener jeg nu, at samme sangerindes nye album Wounded Rhymes er en af de foreløbig bedste popudgivelser i 2011, når jeg ikke kunne udstå forgængeren? Den vigtigste grund er, at Lykke Li – undskyld, udtrykket – har fået hår på brystet, ikke bogstavelig talt, men musikalsk set. Hun er blevet et par år ældre, har høstet noget mere livserfaring, har mistet et par illusioner om sig selv og andre, og det har alt sammen givet hendes tekster og musik en kant, der ikke var til stede før.

Jeg kan bedst illustrere det med to af hendes musikvideoer. Først videoen til gennembrudshittet Little Bit:

Sammenlign den med videoen til Sadness is a Blessing fra det nye album, og ja, det er Stellan Skarsgård, hun sidder til bords med:

Men hvor vil jeg så hen med alt det her?
Mine to modsatrettede oplevelser med Lykke Li fik mig til at tænke på, om jeg har haft det sådan med andre kunstnere, og lige nu kan jeg simpelthen ikke komme i tanker om nogen. Jeg har adskillige gange prøvet at blive begejstret for en forfatter, en instruktør, et band eller en sanger blot for at blive skuffet over deres senere værker. Jeg er også tidligere blevet positivt overrasket over folk, som jeg umiddelbart ikke havde tiltroet de store evner ud fra deres indledende forsøg, uden at det dog fik mig til at have negative tanker om dem. Her var jeg snarere ligeglade med, hvad de lavede. Men jeg mindes som nævnt ikke, at jeg før har næret så stor antipati mod en bestemt kunstner for derefter at vende 180 grader i min bedømmelse af vedkommende som i tilfældet med Lykke Li.

Det nærmeste, jeg kan komme, et fortilfælde er instruktøren Baz Luhrmann, hvis Shakespeare-på-speed udgave af Romeo+Juliet (1996) jeg fandt dybt anstrengende, mens min begejstring for hans næste film, Moulin Rouge (2001), ikke kender nogen grænser. Forskellen er dog, at jeg godt kunne lide Luhrmanns debut, Strictly Ballroom (1992), så her er der måske mere tale om et pendul-forhold (hvilket tegner skidt for Australia (2008), som jeg ikke har set, men lovende for hans kommende filmatisering af The Great Gatsby).

På læsefronten har jeg forgæves gennemsøgt min bogreol efter lignende eksempler. Jeg har selvfølgelig været ude for forfattere, som har skuffet mig ved vores første møde, men jeg kan også konstatere, at jeg 1) ikke beholder deres bøger, og 2) ikke giver dem en ny chance. Lykke Li har dog lært mig, at jeg muligvis burde gøre det, og jeg ved, at jeg i hvert fald kommer til at overvære hele hendes koncert på sommerens Roskilde Festival – også når hun spiller sange fra det første album.

Hvis nogen har haft lignende oplevelser – altså at de har måttet revurdere deres opfattelse af en kunstner, som de ellers foragtede – hører jeg gerne om dem. Og husk at vi skal være ude i “jeg hadede hendes første bog/cd/film, men elskede den næste,” før at det tæller.

Den perfekte start på dagen

Sådan burde alle dage begynde: Vågn op til beskeden om, at en af dine noveller er blevet udvalgt til en antologi, og find derefter ud af at Roskilde Festival har offentliggjort en af dine yndlingsmusikere.

Musikeren er PJ Harvey, som jeg har været fan af siden 1993 (det år jeg flyttede hjemmefra og begyndte på Journalisthøjskolen), mens novellen er Skjoldmøer, som jeg lige præcis nåede at skrive færdig, inden 2010 randt ud (hvilket er beskrevet i dette blogindlæg).

Skjoldmøer kommer til min store glæde med i en antologi med ny dansk fantasy på Forlaget Kandor, der er et forlag, som er stiftet af min forfatterkollega Nikolaj Højberg. Det er godt at se, at mine kvindelige krigere har fundet sig et hjem…

Nikolaj har skrevet mere om antologien og udvælgelsen af novellerne i dette indlæg på sin hjemmeside.

Al magt til forstæderne

For tredje gang ud af tre mulige blev et Arcade Fire-album kåret til årets bedste af Rockklubbens medlemmer, som lørdag var samlet i Karrebæksminde. Det canadiske band har tidligere vundet afstemningen i 2005 med Funeral og i 2007 med Neon Bible, og nu fuldendte de hattricket med opus nummer tre, The Suburbs.

John Grant kneb sig ind på andenpladsen med sit album Queen Of Denmark – ganske passende på en dag, der bød på en tvillingefødsel i kongehuset – mens The Nationals High Violet blev nummer tre.

I den danske afdeling blev det til en overraskende, men velfortjent sejr for Fallulahs The Black Cat Neighbourhood, mens der var hård kamp om de efterfølgende pladser. Sølle to point adskilte placeringerne fra nummer to til seks.

Se det samlede resultat for Årets plade 2010 her.

Nu hvor jeg alligevel er i gang med at gøre status over det forgangne år, kommer her yderligere et par kåringer af mere personlig karakter. Jeg har allerede set på mit forfattervirke i 2010 i dette blogindlæg, så den del af mit liv udelader jeg:

Musik (udenlandske): Arcade Fire: The Suburbs, The National: High Violet, Robyn: Body Talk Part 1-3, Warpaint: The Fool, Marina & The Diamonds: Family Jewels, John Grant: Queen Of Denmark, Gorillaz: Plastic Beach, Daft Punk: Tron Legacy.

Musik (danske): Fallulah: The Black Cat Neighbourhood, De eneste to: De eneste to, Giana Factory: Save The Youth, Agnes Obel: Philharmonics, Trentemøller: Into The Great Wide Yonder.

Film: Kick-Ass (Matthew Vaughn), A Brand New Life (Ounie Lecomte), Inception (Christopher Nolan), Up In The Air (Jason Reitman) og The Kids Are All Right (Lisa Cholodenko).

Læsning: Graham Joyce: Memoirs Of A Master Forger by William Heaney, Caitlin R. Kiernan: The Ammonite Violin & Others (novellesamling), Joe Hill: Horns, Kristin Cashore: Graceling og Alice Sola Kims novelle The Other Graces (Asimovs).

Tre højdepunkter:
- Mine to ture til Korea, som er beskrevet i disse indlæg.
- At jeg blev onkel for anden gang.
- At mit sukkertal er tilbage på normalt niveau.

Tre lavpunkter:
- At jeg havde lungebetændelse i hele februar.
- At min bil gik i stå på motorvejen, så jeg gik glip af koncerten med Crystal Castles på Vega.
- M.I.A.s tredje album var jammerligt uinspireret og 2010s største musikalske skuffelse.

På den anden side

I mit daglige virke som journalist er jeg vant til, at det er mig, som stiller spørgsmålene, men inden for den seneste måned har jeg tre gange prøvet at befinde mig i den modsatte rolle.
Det seneste tilfælde var i morges, hvor Sommermorgen på P3 ville høre, hvordan Dagbladet Roskilde kommer igennem agurketiden. Ironisk nok havde jeg 15 dage tidligere talt om nøjagtig det samme emne med P4 København i deres morgenflade, så opfindsomheden er ikke den store i medierne for tiden…

Til gengæld var jeg lidt mere ude på dybt vand, da jeg på årets Roskilde Festival blev interviewet til en dokumentar om traditionel koreansk musik.
Forklaringen på, hvordan jeg overhovedet blev rodet ind i den affære, er følgende: Under min tur til Seoul besøgte vi blandt andet det koreanske orkester Dulsori, som gav os en forrygende minikoncert i deres øvelokaler.
Skæbnen ville, at Dulsori også skulle optræde på Roskilde Festival som det første koreanske navn nogensinde, så jeg besluttede at skrive en lille artikel om dem i forbindelse med Dagbladets festivaldækning.
Det førte til, at jeg mailede lidt frem og tilbage med bandets tourmanager Miok Ahn (ingen relation) og lovede, at jeg ville aflevere et par eksemplarer af avisen til dem ude på festivalen.
Og så var det, hun nævnte, at de blev fulgt af en koreansk dokumentarfilm-instruktør, som var i gang med at lave en dokumentar om traditionel koreanske musik, og om jeg var villig til at svare på et par spørgsmål…

Således gik det til, at jeg på festivalens sidstedag befandt mig foran et kamera og svarede på spørgsmål på engelsk, som derefter blev oversat til koreansk (instruktøren talte ikke engelsk) om et emne, jeg knapt nok vidste noget om.
Jeg har ikke den fjerneste idé, om han kunne bruge mine betragtninger til noget, eller hvornår filmen er færdig, endsige hvordan man får den at se.
Men koncerten var fantastisk.

Nedenstående link fører hen til nogle af de billeder, jeg tog på turen, deriblandt et par fra besøget hos Dulsori:
http://www.flickr.com/photos/larsahn/sets/72157624086078643/

Og her er et billede, jeg tog af instruktøren (hvis navn jeg aldrig fik) og Dulsoris manager, Miok Ahn, som også fungerede som tolk i interviewet – bare for at bevise, at det ikke var noget, jeg fandt på.

dulsori.jpg