Denne blog handler primært om mine egne skriverier, men i så fald er det umuligt at komme uden om mine inspirationskilder. Så i min selvbestaltede kåring af årtiets bedste værker er turen nu kommet til de største læseoplevelser fra årene 2000-2009. Ikke overraskende hører de fleste af titlerne hjemme i de fantastiske genrer (hvilket forklarer de mange mørke covers), men der er også blevet plads til et par outsidere:
10. Susanna Clarke: Jonathan Strange & Mr. Norrell (2004)
Uden at have læst J. K. Rowling vil jeg vove at betegne dette som Harry Potter for voksne. Susanna Clarkes imponerende Hugo-vindende debutroman foregår i et alternativt England i det 19. århundrede, hvor magi afgør krige, og hvor to magikere bliver bitre rivaler. Forfatteren får bragt hele denne verden til live gennem et fabelagtigt, autentisk sprog krydret med dusinvis af, ofte ganske morsomme, fodnoter.
9. Neil Gaiman: Anansi Boys (2005)
Neil Gaimans første romaner var i mine øjne ikke på niveau med hans noveller og tegneserier, men det ændrede sig med Anansi Boys. Andre ville nok have valgt The Graveyard Book, men denne roman overraskede mig ved, at den viste en ny side af forfatteren: nemlig som en stor humorist. En af de få bøger, der har fået mig til at grine højlydt flere gange under læsningen.
8. China Mieville: The Scar (2002)
Med Perdido Street Station fik China Mieville nærmest egenhændigt skabt en ny litterær bevægelse, New Weird, hvor fantasy, gotisk horror, science fiction, steampunk og meget andet godt møder hinanden. I opfølgeren The Scar sender han hele molevitten til søs og får samtidig skabt en åndeløst, spændende fortælling, som jeg slugte i ét væk, selv om den fylder små 800 sider.
7. Cormac McCarthy: The Road (2006)
Denne liste indeholder, til min egen overraskelse, to Pulitzer Prize-vindere, og dette er den første. Cormac McCarthys roman kan på overfladen godt kategoriseres som science fiction, fordi den foregår i et fremtidigt USA, hvor civilisationen er brudt sammen. Men til forskel fra andre apokalyptiske SF-fortællinger ligger fokus mere på de to hovedpersoner - en far og en søn - end på at fortælle, hvad der gik galt og hvorfor. Det nedbarberede sprog og den sparsomme dialog er kun med til at forstærke den dystre stemning, som gennemsyrer den på en gang simple og komplekse historie.
6. Audrey Niffenegger: The Time Traveler’s Wife (2004)
Jeg ved det godt. Hardcore science fiction-fans elsker at hade Audrey Niffeneggers (fantastisk navn!) bestseller om forholdet mellem en mand og en kvinde, der kompliceres af, at han plages af en ukontrollerbar tilstand, der får ham til at rejse i tiden. Selv om den rent logisk ikke giver mening, tilstår jeg blankt, at jeg faldt for denne ukronologisk fortalte kærlighedshistorie, der taler mere til hjertet end til hjernen.
5. Richard Morgan: Black Man (2007)
Og nu til noget helt andet… Science fiction-forfatteren Richard Morgan er en vred mand, hvilket han allerede demonstrerede i sin ultravoldelige gennembrudsroman Altered Carbon. I de efterfølgende bøger kneb det lidt med balancen, men det hele gik op i en højere enhed med Arthur C. Clarke Award-vinderen Black Man (som i USA fik den mere politisk korrekte titel 13). JHer tager Morgan “kærligt” fat på emner som racisme, krig, magtmisbrug og mandlig aggression - selvfølgelig tilsat store doser ultravold.
4. Joe Hill: Heart-Shaped Box (2007)
Inden det blev afsløret, at Joe Hills far er en vis Stephen King, havde han allerede givet flere lovende prøver på sit talent med en række fremragende noveller. Det skabte forventninger, som han indfriede til fulde med sin eminent underholdende romandebut om en falleret rockstjerne, der køber et spøgelse på internettet med fatale følger. En gyser fortalt i et hæsblæsende tempo og med en anti-helt i hovedrollen, det er svært ikke at holde af.
3. Caitlin R. Kiernan: Low Red Moon (2003)
Caitlin R. Kiernan blev føjet til listen over mine yndlingsforfattere i dette årti, og Low Red Moon demonstrerer hvorfor. Ikke alene kan hun som få fremmane en ildevarslende fornemmelse af det-her-ender-galt, hvilket går smukt i spænd med hendes evne til at skabe personer, man virkelig føler for. Samtidig ved hun også, at en hvisken ofte kan være mere uhyggelig end en skrigen.
2. Michael Chabon: The Amazing Adventures Of Kavalier & Clay (2000)
Michael Chabon tog alle de store science fiction-priser (Hugo og Nebula) med The Yiddish Policemen’s Union, men i min optik er dette hans mesterværk. En på alle måder gribende og fantastisk fortælling om to jødiske fætres karriere som tegneserieskabere i 30erne og 40ernes USA, der former sig som en hyldest til tegneserie-mediet, superheltenes fædre og fantasiens muligheder. Denne listes anden Pulitzer Prize-vinder.
1. Dan Simmons: The Terror (2007)
Et monster-værk uden sidestykke, der er lige dele historisk fakta og rendyrket gyser-splat. Dan Simmons tager udgangspunkt i en katastrofal ekspedition til Nordpolen i 1840erne (HMS Terror var navnet på et af skibene, der forsvandt) og leverer langt hen ad vejen en fascinerende, historisk beretning om menneskeligt overmod, inden han river tæppet 
væk under læseren ved at lade besætningen blive angrebet af et mystisk uhyre. Mod alle odds fungerer kombinationen, og de overlevendes trængsler og lidelser er så levende gengivet, at kulden siver ud fra siderne og trænger ind gennem marv og ben hos læseren. Det er sjældent, at en bog også har en fysisk indvirkning på mig, og alene af den grund indtager The Terror førstepladsen.
Himmelskibet nr. 23 er lige ankommet med posten, og her optræder jeg i en dobbeltrolle, idet jeg både har skrevet en anmeldelse og selv bliver anmeldt.
