Archive for the 'Film og musik' Category

Page 2 of 2

CPH Pix – uge 2

Sidste år gjorde forskellige omstændigheder, at jeg ikke fik set så mange film til CPH Pix, som jeg havde regnet med. I år er tilfældet det stik modsatte. Jeg havde på forhånd afskrevet påsken, men endte med at få set seks film. To af dem blev omtalt i mit forrige indlæg, og her er så de fire øvrige:

The Man From Nowhere (Lee Jeong-beom, Sydkorea 2010)
Sidste års største biografhit i Korea havde premiere, mens jeg var i Seoul. Jeg legede med tanken om at se filmen i en biograf, der viste den med engelske undertekster, men gjorde det ikke. Nu kan jeg så konowhere2.jpgnstatere, at jeg snildt kunne have indløst billet til en almindelig forestilling, da risikoen for at misse noget af handlingen var minimal. Lille pige (Kim Sae-ron fra A Brand New Life) bliver kidnappet af skruppelløse forbrydere, som uheldigvis ikke ved, at hendes nabo (Won Bin fra Mother) har en fortid i specialstyrkerne. Underholdende og veludført actionfilm, som tydeligvis er inspireret af Bourne-trilogien. Resultatet minder dog mere om en opdateret udgave af de slå-på-tæven film, Steven Seagal lavede, dengang hans navn stadig kunne trække folk i biograferne. 6/10

Cold Fish (Sion Sono, Japan 2010)
Tropefisk, sex og spandevis af blod og indvolde udgør ingredienserne i denne dystre og ret deprimerende thriller om en kedelig familiefar, der havner i kløerne på en karismatisk gangster. Denne viser sig at have en bibeskæftigelse som seriemorder sammen med sin lige så vanvittige hustru, og den forsagte hovedperson kommer hurtigt ud, hvor han ikke kan bunde, da han bliver tvunget til at hjælpe til. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om en i grunden så simpel historie virkelig bør tage to-en-halv time at fortælle, men omvendt føles filmen aldrig kedelig, og man må endnu en gang undres over, hvad japanske skuespillere er villige til at udsætte sig selv for i kunstens navn. 7/10

Super (James Gunn, USA 2010)
Hvis Kick-Ass – en af mine favoritfilm fra sidste år – var en kulørt popsang, så er dette at betegne somsuper1.jpg grunge-udgaven. Taberen Frank (Rainn Wilson) må se sin kone (Liv Tyler) forlade ham til fordel for en narkohandler (Kevin Bacon). Han forsøger derfor at vinde hende tilbage ved at klæde sig ud som den maskerede selvtægtsmand The Crimson Bolt. Kick-Ass er den oplagte sammenligning, men Super har faktisk mere til fælles med Taxi Driver, fordi hovedpersonen ikke er en naiv teenager, som har læst for mange tegneserier, men i stedet en lettere psykotisk, socialt utilpasset voksen mand. De førnævnte skuespillere er fremragende, men bedst af alle er ultra-talentfulde Ellen Page som Franks overivrige, selvudnævnte hjælper, der blot gør ondt værre. 8/10

End Of Animal (Jo Sung-hee, Sydkorea 2010)
En lavbudget-udgave af tv-serien Lost eller en post-apokalyptisk dogmefilm er mit bedste bud på en beskrivelse af dette drama, der i den grad hylder princippet om less is more. En højgravid kvinde strander i en taxi midt ude på landet, da al elektricitet forsvinder. Mystikken højnes af uhyggelige brøl i det fjerne samt af en mand, der tilsyneladende ved alt om kvinden og giver indtryk af, at begivenhederne er del af en større plan. En foruroligende film, som i nogen grad svækkes af, at hovedpersonen opfører sig temmelig dumt og ikke demonstrerer de store overlevelsesevner. 7/10

Og nu vil jeg så holde fri fra CPH Pix frem til fredag, fordi andre ting kalder, så som den nye gratisbiograf Laterna Magika, som Fantastik er med til at arrangere på Blågårdens Bibliotek på Nørrebro den sidste onsdag i hver måned. I aftes var det den eminente sangskriver John Grant, der afledte min opmærksomhed med en koncert i DRs Koncerthuset, så jeg vil slutte af med en af hans sange, Sigourney Weaver. Lyt godt efter teksten. Det betaler sig i dette tilfælde.

CPH Pix – uge 1

Den første uge af CPH Pix (den tidligere Natfilmfestival) er overstået, og jeg vil lige give et kort resumé af de film, jeg indtil videre har set – om ikke andet for at jeg selv kan holde styr på dem.

The Day Of Ants In The Sky (Akira Nobi, Japan 2010)
Dette års festival blev indledt med, at jeg og resten af publikum i Husets Biograf blev fotograferet! Et medlem af programudvalget forklarede, at han ville sende billedet til filmens instruktør, som han havde mailet en hel del med, efter at denne havde indsendt sin film uopfordret. Filmen selv er en ret bizar sag om en flok lejemordere, der arbejder i hold, indtil de bliver bedt om at slå hinanden ihjel. Ambitionerne overstiger til tider det tydeligvis lave budget, men tonen er vidunderlig deadpan, og historien fascinerer lige så meget, som den forvirrer. En passende start på et par uger med anderledes film. 7/10

The Housemaid (Im Sang-soo, Sydkorea 2010)
Lidt skuffende forsøg på en nyfortolkning af en koreansk klassiker. Originalen fra 1960 er en psykopat-thriller om en husholderske, der terroriserer en familie, men i den nye udgave er rollerne vendt om, så handlingen er blevet mere tidssvarende og politisk korrekt. Selv om filmen er stilfuldt lavet og bydehousemaid.jpgr på seværdige præstationer af altid alsidige Jeon Do-yeon, stortalentet Seo Woo og veteranen Yoon Yeo-jeong, så svigtes de af instruktøren, som fortæller historien i samme monotone tempo og med en distance, der gjorde, at jeg aldrig rigtig blev grebet af begivenhederne på lærredet. 5/10

No Doubt (Park Soo-young, Sydkorea 2010)
Dilemma-drama i stil med noget, man godt kunne forestille sig fra Susanne Bier og Anders Thomas Jensen. En lille pige forsvinder i en landsby, og mistanken rettes mod en nytilflytter, der viser sig at være tidligere dømt for overgreb mod børn. Instruktøren var til stede ved visningen og fortalte, han var blevet inspireret af en ny lov i Sydkorea, der giver alle mulighed for at se, hvem der har været straffet for pædofili. Filmen præsenterer sin problemstilling (beskyttelse af børnene kontra at alle ikke er lige for loven) på en sober og nøgtern måde, men er måske lige en tand for poleret til rigtig at gøre ondt. 6/10

Reign Of Assassins (Su Chao-pin, Kina 2010)
CPH Pix-programmet prøver at sælge dette som en John Woo-film, men han er kun nævnt som med-instruktør, og efter alt at dømme har hans indsats begrænset sig til et par actionsekvenser og en tjans som producer. Under alle omstændigheder er det svært at se hans fingeraftryk på denne wuxia (tænk flyvende krigere, sværddueller og Crouching Tiger, Hidden Dragon) med Michelle Yeoh i rollen som en tidligere snigmorder, som nu lever et stille liv med sin mand (koreanske Jung Woo-sung), indtil hendes gamle kolleger dukker op. Historien er vanen tro det rene vrøvl, men bortset fra en lidt træg start er der tale om en ganske fornøjelig actionrulle. Den sætter godt nok ikke nye standarder for genren, men Yeoh er i topform, og skurken har for en gangs skyld en motivation, der er til at forstå: han er eunuk og jagter en magisk anordning, der kan gøre ham “hel” igen… 7/10

Tucker & Dale Vs. Evil (Eli Craig, Canada 2010)
Horror-komedie der benytter det velkendte trick med at tage et fortærsket udgangspunkt og vende det på hovedet. I dette tilfælde fortælles om en gruppe unges sammenstød med to hillbillies, bare set fra sidstnævntes synspunkt. Bondeknoldene Tucker og Dale forsøger at være venlige over for deres nye naboer, men deres hensigter misforstås, og inden længe hober ligene sig op i takt med, at de unge præsterer at slå sig selv og hinanden ihjel på de mest fantastiske måder. En til tider hysterisk morsom (og yderst blodig) film, der får utrolig meget ud af en simpel idé. 8/10

The Journals Of Musan (Park Jung-bum, Sydkorea 2010)
Stærkt og gribende drama fortalt i dokumentarisk stil om en nordkoreansk afhoppers forsøg på at skabe sigmusan3.jpg en bedre tilværelse i Seoul. Park Jung-bum nøjes ikke kun med at instruere, men har også skrevet manuskriptet, produceret og spiller selv hovedrollen, der er baseret på en afdød ven, som kom fra nord. Undervejs tager man sig i at blive lidt irriteret på hovedpersonen, fordi han er så passiv og bare tager imod alle de slag, som skæbnen tildeler ham. Men det gør blot effekten af det, der senere sker så meget større. Koreanske film har ofte problemer med deres slutninger, men her er den noget nær perfekt i al sin optimistiske grumhed. Et foreløbigt højdepunkt. 9/10

Confessions (Tetsuya Nakashima, Japan 2010)
Og så til den diametrale modsætning rent stilmæssigt. Confessions ligner ikke nogen anden japansk film, jeg har set – eller noget andet i det hele taget. Stilen er lige dele kunstvideo og musikvideo, hvilket brconfessions.jpguges til at fortælle en raffineret historie om mord, hævn og mobning i en skoleklasse. Det mest forbløffende er dog, at instruktøren har så meget styr på sine virkemidler, at det ekstremt stiliserede filmsprog ender med at forstærke oplevelsen frem for at spænde ben for den. 9/10

Fortsættelse følger…

Dagbog fra Seoul 5

Fredag: Hjælp! Min indre filmnørd har fuldstændig overtaget mit ophold i Seoul – og nej, det betyder ikke, at jeg har været i biografen igen. I stedet har jeg besøgt Korean Film Museum, som ikke just kan siges at have en central beliggenhed i Seoul. Tværtimod kræver det en times rejse med metro OG bus for at nå dertil, men så har jeg også prøvet det. Problemet med busserne er, at skiltene modsat i metroen ikke er oversat til engelsk, men heldigvis siges næste stoppested over højtalerne. Derudover er det let nok, og hvis man har et T-card, er det endnu lettere.
Korean Film Museum er en del af Korean Film Archive (KOFA) og befinder sig i en ny bydel kaldet Digital Media City. Jeg har faktisk været der før i forbindelse med mit efteruddannelseskursus, så stedet var ikke fremmed for mig. Selve museet er ikke særlig stort, og man skal nok være temmelig vild med koreansk film for at få noget ud af besøget, så det er selvfølgelig et museum lige efter mit hjerte. Der er gratis adgang, og man skal ikke lade sig slå ud af, at samtlige skilte er på koreansk, for man kan også få udleveret en audio-guide på engelsk i form af en lille mp3-afspiller (igen gratis), som fortæller én hele historien. KOFA har sin egen biograf, der viser koreanske klassikere, og i billetsalget kan man købe instituttets dvd-udgivelser, men de findes også ude i butikkerne. Det eneste, jeg savner, er en decideret souvenirbutik, hvor man kan købe plakater, postkort og andre filmrelaterede effekter.
Resten af dagen vandrer jeg rundt i kvarteret omkring Bongsan Guesthouse. Det er markant anderledes, end hvad jeg ellers har set af Seoul og er fyldt med caféer, gallerier og små butikker med brugskunst og specialdesignet tøj. Benytter også lejligheden til et genvisit hos Seoul Selection, nu hvor jeg kun bor små 10 minutters gang derfra.
Ellers har folkene på Bongsan Guesthouse vasket nogle af mine t-shirts, da jeg var ved at løbe tør for rent tøj. Manageren har oplyst, at jeg i morgen skal flytte over i Bongsan Guesthouses anden afdeling og igen får selskab af Go. Men vi er åbenbart ikke de eneste, som bliver flyttet rundt på den måde. Ved morgenmaden mødte jeg en gruppe spaniere, som fortalte, at de havde boet i et nyt værelse hver dag under deres ophold på stedet.

Lørdag: Voldsom regn fra morgenstunden. Go drager tidligt af sted, da han skal på tur til DMZ. Jeg spiser morgenmad med en fransk familie og får flyttet mine ting over til Bongsan Guesthouse nummer to (BG2). I mellemtiden er det holdt op med at regne, men jeg beslutter mig for at vælge en indendørs aktivitet og tager til det kæmpestore COEX Mall. Ikke alene rummer stedet en Hyundai Department Store (ja, de laver også andet end biler) og et underjordisk butikscenter, der ifølge Lonely Planet er Asiens største. Her er også en biograf, hoteller, konferencecenter, et akvarium og et kimchi-museum. De to sidstnævnte er mine egentlige mål, men da jeg ser den alenlange kø til akvariet, dropper jeg den idé. I stedet bliver det til en tur i kimchiens historie, som er ganske fascinerende, men hurtigt overstået. Fik kimchi til morgenmad for første gang, så til frokost spiser jeg kinesiske dim suns i en restaurant, der tilsyneladende er opkaldt efter Jackie Chan.
Da jeg vender tilbage til BG2, er der lidt forvirring med hensyn til, hvilket rum jeg skal være i. Får en snak med ejeren, en kvindelig professor, som underviser i traditionel koreansk kunst. Prøver at komme på nettet, men der er ingen wifi, selv om der sidder et mærkat med ordene “Wifi zone” på døren. Ejeren indrømmer, at hun aldrig har fundet ud af, hvordan det virker. Går derfor de 100 meter ned ad vejen til BG1 med min bærbare og får her at vide, at jeg kan flytte tilbage igen i morgen, da de har fået et afbud.
Tilbringer aftenen i selskab med Kasper Eriksen, som jeg mødte under Gathering i sidste uge. Han er fra Roskilde, men læser historie på Syddansk Universitet. Det sidste halve år har han dog boet i Seoul for at lære koreansk. Han har også prøvet at bo i Sct. Petersborg, hvorfra han kan fortælle rædselshistorier om russiske kollegier med rotter og kakerlakker som bofæller. Bliver mere og mere glad for boligforholdene i både Seoul og Danmark.

Søndag: Har fået problemer med mit Visa-kort i hæveautomaterne, som bliver ved med at påstå, at jeg har overskredet det beløb, der må hæves på det. Så er det godt, at jeg også har taget mit Mastercard og American Express med, men se om jeg kan finde dem i kufferten! Starter dagen med 40.000 won i pungen (cirka 200 kr.) og bliver derfor virkelig nødt til at tænke over, hvor jeg vil tage hen. Overvejer 63 Building – en 63 etager høj bygning – og Noryangjin fiskemarked, som ligger hans lige ved siden af. Nævner mine planer for Go, som er virkelig hooked på fiskemarkedet, indtil koreanske veninde sms’er til ham, at det er lukket om søndagen.
Tager derfor selv ud til 63 Building, som også rummer et akvarium og en IMAX-sal. Nøjes med at købe billet til udsigtsstedet på 60. sal, der samtidig huser et kunstgalleri. Heldigvis er det nogenlunde klart vejr i dag, så jeg får ikke alene set Seoul oppefra i dagslys, men også store dele af de omkringliggende forstæder og bjerge.
Da jeg vender tilbage til Bongsan Guesthouse 2, er min pengebeholdning nede på 15.000 won, og jeg begynder at blive en smule bekymret. Flytter min bagage over til BG1 og går kufferten igennem en gang til. Finder endelig de to ekstra kreditkort og løber ud og hæver 200.000 won. Koreanske hæveautomater kan godt være lidt besværlige, da det ikke er alle, som tager imod udenlandske kort, men det kan hurtigt afgøres ved at se, om man overhovedet kan vælge at få sine instrukser på engelsk.
Falder i snak med en af de andre gæster, en skotte med kinesiske rødder ved navn Eddie, som er lidt nede. Han er taget til Korea for at møde sin eks-kæreste, en koreansk pige, og nu har hun meddelt, at hun ikke har lyst til at se ham mere af årsager, han ikke helt kan gennemskue. Så Eddie befinder sig i en fremmed by, hvor han ikke kender et øje. Manden trænger tydeligvis til at snakke med nogen, så jeg tager ham med ud i byen og viser ham Cheonggyecheon, som han er meget betaget af. Vi passerer også den brede allé op til kongepaladset Gyeongbokgung, som normalt er en stærkt trafikeret gade, men denne aften er spærret af på grund af en markering af 60-året for Koreakrigens udbrud. I den anden ende ved Seoul Plaza er der tilsyneladende en eller anden form for massegudstjeneste med en prædikant, der taler meget højt og insisterende. Men ellers får Eddie lov til at lette sit knuste hjerte, og vi får drukket et par øl, og det var så min sidste aften i Seoul.

Lidt flere billeder fra Seoul

Jeg har haft lidt problemer med at uploade billeder på både Lotte Hotel og hos Seoul Backpackers, fordi internettet har drillet, men her hos Bongsan Guesthouse virker den trådløse forbindelse som en drøm, selv om det er det billigste og mindst luksuriøse sted af de tre.

Så her er lidt flere billeder, omend der kun er 13 nye i forhold til de 27, jeg lagde ud for en uge siden. Min konto hos Flickr tillader kun 100 mb om måneden, og den grænse har jeg allerede nået. Bemærk i øvrigt forskellen på mine tre overnatningssteder.

Billeder fra Seoul.

Og her er lidt yderligere billeder af mine værelser, som jeg har lagt ud på Facebook. Nogle af dem er gengangere, men flere af dem er nye.

Sleeping in Seoul på Facebook.

Dagbog fra Seoul 4

Tirsdag: En ret mislykket dag. En af fordelene ved at rejse på egen hånd er, at man kan tage hen til steder, hvor man ellers ikke vil få lokket andre med. Et sådant sted er Ariang Movie Street, som er opkaldt efter Ariang – en af de første koreanske spillefilm fra 1926. Ud fra beskrivelsen i guidebogen skal jeg ikke forvente den store oplevelse, og det er det sandt for dyden heller ikke. Fortovene er belagt med aftryk af filmplakater – i den ene side koreanske film og i den anden side udenlandske klassikere – men ellers er der ikke megen filmatmosfære over kvarteret.
Næste mål er at finde et sted at sove for resten af opholdet. Området omkring Insadong rummer flere guesthouses, så jeg tager derhen. Jeg finder tre lige ved siden af hinanden og vælger Seoul Hostel, da det ser nyere ud end de andre. Pigen i receptionen viser mig et af værelserne, og jeg betaler for fire nætter. Hun nævner, at stedet bliver godt fyldt op, da der snart er koncert med en populær koreansk sanger, som tiltrækker mange gæster fra Kina og Taiwan – en oplysning der senere skal vise sig at få uheldige følger.
Sætter derefter kurs mod Techno Mart, et stort marked for elektronik, der lige som Ariang Movie Street ligger i en del af Seoul, hvor de færreste turister finder hen. Med god grund skal det vise sig, for der er ikke meget at se på. Symptomatisk for min dag viser det sig, at jeg har valgt at tage hen til Techno Mart lige præcis på en dag, hvor det holder lukket.
Da jeg kommer tilbage til Seoul Backpackers, bliver jeg til min store overraskelse mødt af pigen fra Seoul Hostel, som har ventet på mig i lobbyen i to timer. Hun fortæller, at hun har lavet en fejl, og at de alligevel ikke har nogen ledige værelser. Hun beklager mange gange og giver mig pengene tilbage. Jeg spørger forbløffet, hvordan hun fandt frem til mig, og hun svarer, at jeg havde nævnt, at jeg bor på et guesthouse i Namdaemun, og det var åbenbart nok. På den ene side er jeg lidt paf over, at hun har gjort sig så store anstrengelser, men omvendt ærgrer det mig, at jeg nu er sendt tilbage til start.

Onsdag: En dag i kulturens tegn. Første punkt er at få løst min overnatningsproblem. Tager tilbage til det samme område som dagen før og forsøger mig hos nogle af Seoul Hostels naboer. De er alle fyldt op. Prøver derefter i det nærliggende Bukchon Hanok Village, hvor der er en del guesthouses, som er opført i den traditionelle Hanok-stil. Her er der allerede bingo det første sted, Bongsan Guesthouse.
Med den del på plads er det tid til mere sightseeing. Jeg føler trang til noget finkultur og beslutter mig for at slå to fluer med et smæk: Seoul Museum of Art og National Museum of Contemporary Art, som ligger et stenkast fra hinanden. Sidstnævnte er en del af Deoksugung-paladset, så det tager jeg med i købet, selv om jeg allerede har besøgt det langt større Gyeongbokgung på min forrige Korea-tur og føler, jeg har set nok paladser. National Museum… har en udstilling om realisme i asiatisk billedkunst, mens Seoul Museum of Art både har billedhuggeren Auguste Rodin (ham med Tænkeren) og fotografen Man Ray på programmet. Rodin-udstillingen har desværre kun tekster på koreansk, så jeg får mere ud af Man Ray-delen, som også viser billeder af fotografer, der har ladet sig inspirere af ham.
Inden jeg tog af sted, havde jeg et ønske om at gå i biografen i Korea. Det får jeg opfyldt i aften, da jeg tager til det kæmpestore butikskompleks, iPark Mall, der omkranser Yongsan Station. Her har biografkæden CGV en af sine biografer, som tilmed har en IMAX-sal. I den vises Christopher Nolans Inception, så den vælger jeg, selv om jeg allerede så den lige inden, jeg tog til Korea. Men det er helt klart en film, som kan tåle et gensyn, og den er lige så mesterlig anden gang, omend IMAX-effekten er begrænset. Som en uventet bonus har CGV Yongsan et galleri med filmplakater, hvor skuespillerne har skrevet deres autografer, så her får jeg al den filmmagi, jeg savnede i går.

Torsdag: Selvfølgelig går tingene ikke helt som forventet med Bongsan Guesthouse. Da jeg ankommer, viser det sig, at jeg nu skal dele værelse de to første nætter med en japaner – og så er den kvindelige ansatte (ikke hende, jeg talte med i går) overbevist om, at jeg er fra Taiwan. Desværre er hendes engelske yderst begrænset, så det er først, da manageren (en tredje kvinde, som taler glimrende engelsk samt kinesisk) dukker op, at det går op for hende, at det ikke er tilfældet.
Det er langt fra første gang, at nogen fortæller mig, at jeg ikke ligner en koreaner. I starten gik jeg ud fra, at det var fordi, jeg ikke forstod sproget, og at folk så automatisk regnede med, at jeg måtte være fra et andet asiatisk land. Men på Namdaemun Market var der en sælger, som påstod, at mit ansigtsform er som en japaners, og det samme siger min nye japanske roommate, Go, der heldigvis taler engelsk og er en vældig flink fyr. Det er faktisk rart med lidt selskab efter en lille uges tid på egen hånd.
Ellers når jeg ikke det store i dag. Tager tilbage til iPark Mall og CGV-biografen i Yongsan, som jeg ikke kun valgte på grund af IMAX-salen, men også fordi jeg har læst, at de af og til viser koreanske film med engelske undertekster. Pigen ved billetskranken bekræfter, at det er tilfældet, men kun om lørdagen ved to af forestillingerne. For tiden er det actionhittet The Man From Nowhere, man kan se på den måde – jeg havde ellers håbet, det ville være Kim Jee-woons (instruktøren bag A Tale Of Two Sisters, A Bittersweet Life og The Good, The Bad, The Weird) nye film, I Saw The Devil, som har premiere i dag. Faktisk føler jeg mig fristet til at se den alligevel, selv om jeg ikke vil fatte et hak, da jeg så vil kunne opleve en koreansk film med et koreansk publikum. Det vil næppe være tilfældet, hvis jeg valgte at se The Man From Nowhere med engelske undertekster.Indtil videre har det ikke været så meget anderledes at være i biografen herovre (når jeg alligevel var der, så jeg Salt med Angelina Jolie, som først får premiere i Danmark i september). Eneste forskel er selvfølgelig de koreanske undertekster, samt at reklamerne og trailere ikke vises hver for sig, men ind i mellem hinanden. Og så måtte jeg frabede mig at få tilsat karamel til mine popcorn, der i øvrigt var lige så lidt salte som alt andet mad herovre…
Køber også en koreansk kogebog (på engelsk) i en boghandel, der meget kundevenligt har eksemplarer af deres bøger, som man må blade i. De øvrige eksemplarer er til gengæld pakket ind i plastik, men det kunne være noget, som danske boghandler bør overveje at tage op.
Dagens filmhøst: The Contact og Epitaph.

Mere udenomssnak

Jeg er ved at finpudse en novelle til Fantastiks novellekonkurrence, men derudover er det begrænset, hvor meget ny fiktion det er blevet til i år trods mine hensigter om det modsatte.

Faktisk sker der næsten mere på anmelderfronten. Det nye nummer af Fantastiks medlemsblad Himmelskibet er netop udkommet, og det indeholder to anmeldelser fra min hånd. Den ene handler om John Hillcoats filmatisering af Cormac McCarthys roman The Road, som var med på min liste over de 10 bedste romaner fra det forgangne årti. Filmen er ikke helt i samme klasse, men er forbløffende tro mod sit forlæg og er helt klart værd at se. Den anden anmeldelse beskæftiger sig med en af de bedste originalantologier, jeg har læst i meget lang tid, Jonathan Strahans Eclipse Three. Samlingen er fyldt med fremragende noveller, hvoraf flere udfordrer grænserne for, hvad man kan gøre inden for de enkelte genrer. Mine favoritter er Karen Joy Fowlers grumme The Pelican Bar, Caitlin R. Kiernans helt eget bud på en fusion mellem science fiction og horror, Galapagos, og Nicola Griffths It Takes Two – en historie der ikke alene og helt bogstaveligt både har hjerne og hjerte, men også beskæftiger sig med begge dele.

Apropos Fantastik, så er jeg blevet valgt ind i foreningens bestyrelse, indtil videre for et år. Beviset finder I her.

Desuden er min dobbeltanmeldelse af antologierne The Best Horror Of The Year Vol. 1 og The Mammoth Book Of Best New Horror Vol. 20 fra det forrige nummer af Himmelskibet nu tilgængelig på nettet. Endelig har Koreaklubben i anledning af sit 20-års jubilæum udgivet en særlig udgave af sit medlemsblad Chingu, der indeholder en blanding af nye og gamle artikler. Blandt sidstnævnte finder man min artikel De fem koreanske benspænd om de forhindringer, man som vesterlænding kan løbe ind i, hvis man vil se koreanske film. Den kan også læses her på siden.

Why so serious…?

I takt med at 2009 rinder ud, har alle fået travlt med at kåre årtiets bedste det ene og andet, så jeg tænkte, at jeg også ville give mit besyv med.

Hvorfor? Fordi Nick Hornby havde ret, da han i High Fidelity beskrev, hvordan fyre som jeg er vilde med at lave top 10-lister over vores yndlingsting, og hvis man ikke kan bruge sin blog til at lufte ens indre smagsdommer, hvad skal man så med den?

Over de næste par dage vil jeg derfor give mit personlige bud på det bedste inden for film, musik og litteratur fra årene 2000 til 2009. Og så kan I jo vælge at være uenige eller lade jer inspirere til selv at tænke over, hvad der begejstrede i det forgangne årti.

Men først de 10 bedste film:

10. The Dark Knight (2008)dark.jpg
Christopher Nolan må tage titlen som Årtiets Instruktør. I løbet af blot otte år gik han fra kultstatus med bakke snagvendt-mysteriet Memento til at levere historiens femtemest indbringende film. Indimellem rejste han Batman-figuren fra asken med Batman Begins og fandt tid til at trylle The Prestige frem fra ærmet, men mesterstykket er og bliver The Dark Knight. En ren magtdemonstration, som hævede ambitionsniveauet for genren og satte alle andre superhelte-film godt og grundigt på plads – med en enkelt undtagelse…

9. Sideways (2004)
En road movie tilsat vin-nørderi var den uventede kombination, der skabte en både varm, rørende og til tider hysterisk morsom komedie. I forhold til Alexander Paynes tidligere film så som Election og About Schmidt virkede det denne gang som om, han rent faktisk kunne lide sine figurer, og det var kun en styrke. Ekstrapoint for at skaffe Virginia Madsen en Oscar-nominering…

8. Oldboy (2003)oldboy.jpg
Dette blev årtiet, hvor jeg for alvor opdagede koreansk film. Jeg har foreløbig set over 100 titler fra mit fødeland, men Park Chan-wooks Cannes-belønnede mesterværk er i en klasse for sig. En eksplosiv fortælling om vold og hævnlyst, fyldt med uforglemmelige scener, der beviser, at nok er koreanerne på overfladen et roligt folkefærd, men når de går amok, gør de det med hele værktøjskassen – bogstavelig talt.

andresliv.jpg

7. De andres liv (Das Leben der Anderen, 2006)
Efter en række sløje år meldte tyskerne sig igen på den internationale filmscene med flere stærke titler. Først kom Der Untergang og siden Good Bye Lenin!, men ingen gjorde stærkere indtryk end Florian Henckel von Donnersmarcks (fantastisk navn!) beretning om en Stasi-agents fascination af det par, han er sat til at aflytte. De første 10 minutter af Pixars Up gav mig en kæmpe klump i halsen, men den blev faktisk overgået af slutningen på De andres liv, som fortjent vandt en Oscar for bedste udenlandske film foran den ellers så fremragende Pan’s Labyrinth.

incredibles.jpg

6. De utrolige (The Incredibles, 2004)
Nå ja, der var lige en anden superhelte-fortælling, som i min bog overgik The Dark Knight. Brad Bird tilførte Pixar lidt tiltrængt kant og satirisk bid, som gør The Incredibles til min personlige favorit fra animationsfilmens konger. Konkurrenterne kan komme med deres Shrek og Ice Age, men hver gang de tror, at de er ved at have indhentet Pixar, må de se sig overhalet af studiets næste genistreg. Lad os håbe at de kan holde det høje niveau i det kommende årti.

5. The Bourne Ultimatum (2007)bourne.jpg
Matt Damon som årtiets actionhelt? De færreste havde vist set den komme, og ligeså uventet var det, at indie-instruktører som Doug Liman og Paul Greengrass havde blockbuster-potentiale gemt i sig. Tredje og sidste del af Bourne-trilogien satte et hæsblæsende punktum for en serie, der omskrev reglerne for genren med sin nærmest dogme-agtige tilgang (håndholdt kamera og minimal brug af CGI). Dens indflydelse er tydelig at se i de nyeste action-film, deriblandt de seneste indslag i James Bond-serien.

4. Gladiator (2000)
Han er manden bag to af mine absolutte yndlingsfilm, Blade Runner og Alien, men efter G. I. Jane havde jeg opgivet at se Ridley Scott tilbage til fordums styrke. Så kom Gladiator, der både genoplivede den historiske storfilm, gjorde Russell Crowe til stjerne og emmede af trods og fortællelyst. Den bliver tilmed bedre ved gensyn, og præstationen bliver ikke mindre, når man sammenligner filmen med wannabes som Troja, Alexander og Scotts egen Kingdom Of Heaven.

3. Kill Bill: Vol. 1 (2003)killbill.jpg
Quentin Tarantino brød seks års pause og demonstrerede atter sin suveræne evne til at vende klichéer på hovedet og give dem nyt liv. I dette tilfælde fusionerede han 70′er Hongkong-action med spaghetti western, og resultatet blev en forrygende, underholdende fusion fyldt med originale indfald, som dog fungerer bedst i etteren. Og netop som man troede, at Tarantino igen var ved at køre fast, så serverede han i år sin WW2-western Inglourious Basterds, der var tæt på at komme med på denne liste.

2. Ringenes herre (Lord Of The Rings, 2001-2003)
Okay, det er i virkeligheden tre film, men ligesom Tolkien skrev dette som én lang fortælling, der af udgiveren blev delt op i tre bøger, vælger jeg også at se Peter Jacksons kraftpræstation som ét samlet værk – og det er selvfølgelig den udvidede udgave, jeg her taler om. Jackson løste en på papiret umulig opgave og gjorde det i sådan grad, at selv Det amerikanske Filmakademi måtte bøje sig i støvet. Blot en tanke: hvad mon der var sket, hvis den første film var blevet et flop?

1. Moulin Rouge! (2001)
Sjældent har en film fejet benene så godt og grundigt væk under mig som Baz Luhrmanns mash-up musical. Samme instruktørs opdatering af Shakespeares Romeo & Julie fandt jeg fortænkt og trættende, så mine forventninger var mildt sagt lave, da jeg satte mig til rette i en af BioCity i Tåstrups mindste sale den efterårsdag i 2001. Men allerede efter 10 minutter var samtlige forbehold blæst væk, og resten af tiden var jeg i himlen. Luhrmann benyttter skamløst samtlige tricks fra underholdningshistoriens skattekiste og skaber rendyrket filmmagi. Det gør Moulin Rouge! til årtiets filmoplevelse for mit vedkommende.

moulin.jpg

WOF

Jeg er blevet WOF’et! Min forfatterkollega A. Silvestri (ikke at forveksle med filmkomponisten af næsten samme navn) kører en serie på sin blog, som han kalder for WOF (Watch Out For).

Den går ud på, at han laver mini-portrætter af andre forfattere, som ifølge ham fortjener lidt omtale. Foreløbig har han blandt andet skrevet om Camilla Wandahl, Nikolaj Højberg og Brian P. Ørnbøl.
Og nu er turen så, noget overraskende, kommet til undertegnede.

Fælles for alle de nævnte er, at vi har bidraget til Science Fiction Cirklens serie Lige under Overfladen.
A. Silvestris novelle When The Music’s Over var i min optik den bedste i I overfladen – Lige under overfladen 2, og vores veje krydses også i Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3 samt i gyserantologien Dystre Danmark.

Læs hvad A. Silvestri har at skrive om mig.

Årets mest usandsynlige hit?

Inden musikåret 2008 skal gøres op, og det er tid til at uddele diverse priser, vil jeg gerne komme med mit bud på Årets Mest Usandsynlige Hit: Paper Planes med M.I.A.

Jeg havde godt nok hørt, at sangen var blevet et hit i USA efter at have været brugt i traileren til stener-actionkomedien Pineapple Express, men det sev ikke rigtigt ind, før jeg en aften tilfældigt zappede forbi The Voice TV og så videoen til Paper Planes.

Lad mig lige slå en ting fast: Jeg er stor fan af M.I.A. og mener, at hun udgav det bedste album i 2005 (debuten Arular), og at opfølgeren Kala var det næstbedste i 2007 efter Arcade Fire’s Neon Bible. Hun var tilmed en af grundene til, at jeg sidste år tog til Rock En Seine-festivalen i Paris, og så langt rejser jeg trods alt ikke for alle og enhver (Bat For Lashes, Björk og lysten til at opleve en festival i tørvejr efter Roskilde Festival ’07 var de andre vægtige årsager). Men – og det vil enhver, som har lyttet til hendes musik kunne skrive under på – hun er bestemt ikke én, som henvender sig til det brede publikum, og det gør Paper Planes’ succes (nr. 4 på Billboard Hot 100 og nr. 2 på iTunes) så meget mere overraskende. Et eller andet sted er der dog også noget bekræftende i, at man kan være en udfordrende musiker og alligevel blive Ugens Uundgåelige på P3 og havne på MTV - omend i en censureret udgave. Og så kan successen måske få den lykkelige bieffekt, at den giver hende lysten til at turnere tilbage, efter at hun svigtede os på dette års Roskilde Festival.

Hvis du vil se og høre, hvad alt det her går ud på, er musikvideoen til Paper Planes her. Jeg har forgæves ledt efter M.I.A.’s egen officielle, ucensurerede version, men den blokerer YouTube for, så i stedet får du den fra en fransk side komplet med kasseapparater og pistolskud.