Archive for the 'Fantasy' Category

Game Over

Apropos mit indlæg fra sidste måned om, at jeg har brug for konkurrencer og deadlines til at blive ved med at skrive, så forsøger jeg i denne måned at få skrevet noveller til tre forskellige antologier/novellekonkurrencer. En af dem er Drengelitteraturprisen 2013, som er den af de tre, der har senest deadline (14. juni), så selvfølgelig er det den, jeg har skrevet færdig først …

Jeg deltog også sidste år med novellen Game Over, som dog ikke nåede med i finalen. Siden har den været bragt i det seneste nummer af Himmelskibet, men nu findes den også her på siden. Game Over er en hurtigt læst sag (bidragene måtte højst være på 1500 ord), som vist ikke kræver den store forklaring, andet end at den handler om en dreng, der pludselig modarbejdes af sin computer.

Læs Game Over her.

Giv mig en deadline

I weekenden fik jeg skrevet årets anden novelle færdig, en fantasy-sag på små 9000 ord, som jeg har indsendt til Ny Dansk Fantasy 2013. Men efter at jeg ellers havde fået en god vane med at skrive novellerne så tidligt, at jeg kunne lægge dem til side i en måned og så læse dem igen med nogenlunde friske øjne i tiden op til indsendelsesfristen, så har skrivningen af dette års to noveller været en anderledes stresset affære.

I begge tilfælde tvivlede jeg undervejs på, om jeg overhovedet ville få sendt noget ind. Jeg har tidligere omtalt mine kvaler med at få skrevet en science fiction-novelle til Lige under overfladen 7, og minsandten om historien ikke gentog sig med Ny Dansk Fantasy. Endnu en gang lykkedes det mig først at komme i gang i weekenden før indsendelsesfristen (som var søndag den 14. april), og da jeg nåede frem til den netop overståede weekend, havde jeg fået skrevet lidt over 5000 ord. Så lørdag den 13. april endte med at blive den helt store skrivedag, hvor jeg fik fyret de sidste små 4000 ord af, men det var også nødvendigt, fordi jeg vidste, at jeg ikke ville være hjemme det meste af søndagen.

Alt dette har fået mig til at tænke over måden, jeg arbejder på, når jeg skriver fiktion. Den umiddelbare lære er – og det vidste jeg sådan set godt i forvejen – at jeg har brug for et formål og en deadline, hvis jeg skal få skrevet noget færdigt. Jeg har tidligere nævnt, at jeg sandsynligvis aldrig var kommet i gang med at skrive igen, hvis der ikke fandtes magasiner som Himmelskibet og diverse antologier og novellekonkurrencer. De er min motivationsfaktor, og hvis jeg var i tvivl om det, behøver jeg bare se i min mappe med ufærdige noveller: de er alle historier, som jeg gik i gang med, uden at jeg havde et sted, jeg kunne indsende dem til.

Hvad angår deadlinen, så er dette års to noveller det bedste eksempel på, at jeg i overført betydning skal have sat pistolen for panden, før jeg får taget mig sammen til at skrive. Det samme gjorde sig gældende, da jeg måtte bede redaktørerne om at give mig en deadline til min novellesamling Månebase Rødhætte og til mit bidrag til PIX: Nygotiske skæbner. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Nogen vil mene, at det er en arbejdsskade fra mit daglige virke som journalist, selv om jeg i dag som redaktionsleder sidder i den omvendte rolle og skal minde andre om deadline. Men hvis sandheden skal frem, så går det længere tilbage, for i min skoletid fik jeg også altid først skrevet mine stile og opgaver færdige i sidste øjeblik.

Men ét er deadlines og motivation, noget andet er, at jeg også er nødt til at have historien på plads i hovedet, før jeg kan begynde at skrive. Nogle forfattere kan nærmest bare sætte sig ved tasterne, og så er de af sted, men jeg hører ikke til den gruppe. Jeg har prøvet at skrive enkelte noveller “i blinde” (Arthur Solo er et eksempel), men jeg har opdaget, at jeg som regel helst skal have en idé om, hvor jeg vil hen med historien, før jeg kan komme i gang. Med den seneste novelle var problemet, at jeg nogenlunde vidste, hvad handlingen skulle være, men ikke hvordan jeg skulle fortælle den. Det var først, da jeg fik styr på strukturen, at ordene begyndte at flyde.

Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg har hele plottet klar, inden jeg går i gang med at skrive. Jeg har før sat mig ved tasterne uden at kende slutningen 100 procent, og det var blandt andet tilfældet med den seneste novelle og med Telefon fra afdøde, mens slutningerne på for eksempel Mordene på Katrina og Zoo lå fast fra start. Handlingen er heller ikke mere nagelfast, end at jeg også er åben for nye idéer undervejs. I den seneste novelle er der for eksempel et par bifigurer, som endte med at spille større og helt andre roller, end jeg havde regnet med, men det hører faktisk til sjældenhederne. Generelt laver jeg ikke de store ændringer i en novelle, når først den er skrevet, og det er så fordelen ved, at jeg ikke går i gang, før jeg har et klart billede af handlingen. Der er selvfølgelig undtagelser med Langt ude i skoven og Månebase Rødhætte (novellen) som dem, hvor der er størst forskel på det første udkast og den endelige version.

Så for at opsummere: Det, jeg har brug for, hvis jeg skal få skrevet en novelle færdig, er en deadline, et formål (så som en antologi eller en konkurrence) og en nærmest grydeklar historie inde i mit hoved. Jeg ved fra andre forfattere, at de synes, den største udfordring er at få idéer. Det problem har jeg – 7, 9, 13 – endnu ikke haft, selv om alle forfatteres frygt er, at de én dag løber tør for idéer. I stedet irriterer det mig, at jeg ikke er i stand til bare at sætte mig ned og skrive, så jeg frem for fem-seks noveller om året kunne nå op på det dobbelte eller (hvisk det) en roman.

Milepælenes år

2012 blev et begivenhedsrigt år for mit vedkommende med mange første gangs-oplevelser. Den altdominerende er selvfølgelig udgivelsen af min første novellesamling, Månebase Rødhætte. Nu har jeg skrevet vidt og bredt om bogen i andre indlæg her på siden, så jeg vil bare nøjes med at nævne, at det gør underværker for besøgstallet på ens hjemmeside, når man udgiver noget. November – måneden hvor Månebase Rødhætte udkom – satte rekord med over 950 besøg. Måske ikke så overraskende, men meget rart at konstatere.

Noveller: Da jeg for et år siden skulle gøre status over 2011, gjorde jeg det under overskriften Et produktivt år. Set i bakspejlet var det nok lidt overdrevet, for når det kommer til novellerne, tørrer 2012 simpelthen fødder i 2011. I år nåede jeg at færdiggøre følgende noveller:

Zoo (science fiction, 9000 ord)
Donation (horror, 6300 ord)
Game Over (science fiction, 1500 ord)
Månebase Rødhætte (science fiction, 21.500 ord)
Turisterne (science fiction, 11.500 ord)
Telefon fra afdøde (horror, 8900)

Seks noveller lyder umiddelbart ikke som den store fremgang sammenlignet med fem i 2011, men billedet ændrer sig drastisk, når man ser på historiernes længde og mængden af ord. Sidste års produktion var på cirka 25.000 ord, mens dette års samlet set ender på over 58.000 ord. Læg dertil at jeg også nåede at skrive over 70 indlæg her på siden, hvoraf flere af dem var ret lange. Eneste problem er, at jeg nu skal forsøge at matche det i 2013 …

Antologier: Jeg havde noveller med i tre antologier:
Til deres dages ende var med i Til deres dages ende – Ny dansk fantasy 2012
Zoo var med i Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6
Et uønsket sværd var med i Frem jog nattens magter
Desuden var Arthur Solo med i Himmelskibet nr. 32 og siden i Månebase Rødhætte. Og så fik jeg antaget de førnævnte Donation og Telefon til afdøde til antologierne Vampyr og PIX, som dog først udkommer i 2013.

Pris: 2012 blev også året, hvor jeg modtog min første pris, nemlig Niels Klim Prisen for min novelle En helt almindelig død. En ære, som den delte med Michael Kamps Homo Arachnida.

Cons: Niels Klim Prisen blev uddelt i  forbindelse med Fantasticon 2012, hvor jeg var med i arrangørgruppen. Det var i sig selv en stor oplevelse, fordi jeg kom til at møde to af mine idoler, redaktøren Ellen Datlow og forfatteren Alastair Reynolds. Hvordan det gik, kan du læse om i dette indlæg.
Jeg havde også mine første optrædener på Dancon og Bogforum og holdt bogreception sammen med Manfred Christiansen - specielt det med at skulle tale foran en forsamling er noget, jeg forsøger at vænne mig til.

Andet: Og så til noget, der ikke har med mit forfatterliv at gøre. Efter at have talt om det i årevis lykkedes det endelig whiskyklubben Uden Cola (bestående af undertegnede og tre af mine venner) at komme til Skotland. Det blev en uforglemmelig tur, der bød på nogle af de mest fantastiske landskaber, jeg har set, samt whisky i mængder jeg stadig har svært ved at fatte.
Hjemme igen oven på en uges intensiv whisky-indtag stillede jeg op til mit første 10 kilometer-løb, Friløbet, og gennemførte trods den mildt sagt alternative optakt. Siden da tager jeg regelmæssigt 10 kilometer, når jeg er ude at løbetræne, efter at have holdt mig til fem kilometer-distancen i flere år, og det er måske i virkeligheden en af de største milepæle, jeg nåede i 2012.

Bag om Har du hørt havfruerne synge?

Og nu til den første af novellesamlingens to havfrue-historier og den, hvor man kan spørge, om der overhovedet er tale om science fiction? Hvis jeg skal være helt ærlig, er svaret nej, men kun hvis man læser novellen isoleret set. Da jeg skrev Har du hørt havfruerne synge?, så jeg den selv som en dark fantasy-fortælling, der udspiller sig i en verden, som ligner vores nutid. Siden fik jeg idéen til endnu en historie i samme univers, og så var der pludselig tale om science fiction. Forklaring følger i seriens næste indlæg, hvor jeg skriver om netop den novelle.

Men nu skal det handle om Har du hørt havfruerne synge?, som sammen med Afhøring af offer nr. 5 er en af de ældste noveller i Månebase Rødhætte. Begge blev skrevet færdig i starten af 2008, og de har desuden det til fælles, at de var med til at give mig mod på at gøre mere ud af mit gryende forfatterskab. Har du hørt havfruerne synge? blev indsendt til Fantastiks novellekonkurrence, og stor var min glæde, da jeg fik at vide, at jeg rent faktisk havde vundet. Det var langt fra første gang, jeg havde deltaget i en novellekonkurrence, men det var nyt for mig at ende på førstepladsen, og det gav et ordentligt boost på selvtillids-skalaen. En anden positiv følgevirkning var, at præmien blev overrakt på det års Fantasticon, og jeg efterfølgende blev inviteret med i Fantastiks skrivegruppe, hvilket blev begyndelsen på mit engagement i foreningen.

Tanken bag Har du hørt havfruerne synge? var at forestille sig, hvordan vores verden ville se ud, hvis havfruer fandtes i virkeligheden. På den led adskiller den sig ikke fra Månebase Rødhætte, som er skrevet ud fra samme grundidé med varulve i stedet for havfruer, men udførelsen må til gengæld siges at være helt anderledes. Hvor Månebase Rødhætte holder sig til en enkelt fortællesynsvinkel, optræder der flere i Har du hørt havfruerne synge? Metoden kan bedst beskrives som et puslespil af scener, der til sammen skal give et billede af, hvordan verden er blevet ved at få tilføjet havfruer. Jeg ved, at nogen finder novellen forvirrende på grund af dens opbygning, og jeg har selvfølgelig heller ikke gjort det lettere for læseren ved at undgå at bruge ordet “havfrue” i historien. Men jeg mener dog, at det er muligt for den opmærksomme læser at finde frem til meningen, og så burde titlen i sig selv være en hjælp.

Noget af det, der overraskede mig ved Har du hørt havfruerne synge?, var, at den gik hen og blev så politisk. Novellen stiller spørgsmålet, om vi ville behandle havfruer anderledes end andre dyrearter, hvis de var til, bare fordi de ligner os, eller om de ville blive jagtet, udnyttet og anvendt som føde på linie med f.eks. hvaler og elefanter? Den deprimerende pointe er, at det ville vi nok ikke, samt at selv folk med de bedste hensigter kan ende med at forvolde lige så stor skade som de mennesker, de fordømmer. Det er et tema, jeg er vendt tilbage til i andre noveller, til dels i Rudolf, men især i Zoo, hvor den får for fuld skrue gennem science fiction-filteret. Og nej, jeg er hverken medlem af Greenpeace eller Dyrenes Beskyttelse, selv om man nærmest skulle tro det ud fra de nævnte noveller.

På trods af at Har du hørt havfruerne synge? altid vil betyde noget særligt for mig, er det også en af de noveller, hvor alderen har sat sine spor. I dag ville jeg nok skrue ned for formeksperimenterne, som skriger lidt for meget af en forfatter, der er ivrig efter at vise, hvad han kan, og hvis jeg skal beholde de selvkritiske briller på, er den sproglige afsmitning fra et af mine store idoler, Caítlin R. Kiernan, alt for tydelig. Apropos afsmitning, så opdagede jeg senere, at jeg ikke er den eneste, som har fundet på at skrive om havfruer på denne måde. Netmagasinet Abyss & Apex bragte i 1. kvartal af 2008 novellen Quartet, with Mermaids af Alan Smale, som bygger på fuldstændig samme idé. Der er heldigvis også forskelle, hvor den væsentligste nok er, at der ikke optræder sang i hans historie. Men så lærte jeg da, at man ikke skal gå rundt og tro, man er alt for original.

Bonusinfo! Novellens oprindelige titel var Vi har hørt havfruerne synge, men da arrangøren af Fantastiks novellekonkurrence, Flemming R.P. Rasch, skulle annoncere vinderen, kom han til at kalde den for Har du hørt havfruerne synge?, og jeg tænkte, at det egentlig passede bedre til temaet. Konkurrencen stillede det år som krav, at novellen skulle indeholde følgende ord: spor, hoved, eskortere, øve, mørk. Se om du kan finde dem.

Modsat de øvrige historier er det muligt at læse hele novellen her på siden. Bare klik på nedenstående link.

Læs Har du hørt havfruerne synge? her.

Fire anmeldelser

Jeg holder lige en pause fra min gennemgang af novellerne fra Månebase Rødhætte for at berette om en håndfuld anmeldelser af de tre antologier fra i sommer, som jeg er med i.

Litteratursiden har anmeldt Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6, som roses for den generelt høje kvalitet af novellerne. Anmelderen Jette Holst fremhæver blandt andet min novelle, Zoo, som hun skriver følgende om:

“Jeg er også vild med Lars Ahn Pedersens novelle ”Zoo”. Fortælleren har aldrig troet på ”galningene”, som fortalte, at de havde været kidnappet af rumvæsner. Stor er derfor hans fortrydelse, da han selv oplever det – og endnu større bliver fortrydelsen, da det går op for ham, hvad formålet med kidnapningen har været. Lars Ahn Pedersen har en sjælden evne til at sige ”hvad nu hvis?” og så løbe tanken helt ud. Denne gang fortæller han humoristisk om manden, der ender som udstillingsobjekt i en intergalaktisk zoologisk have, men samtidig rummer fortællingen en dyb alvor, og som i Richard Ipsens novelle viser han os skyggesiderne i vores egen verden.”

Læs hele anmeldelsen her.

himmelskibet-34.jpg De øvrige anmeldelser stammer alle fra det nye nummer af Himmelskibet, hvor Thomas Winther har set nærmere på hele tre antologier, hvoraf den ene er førnævnte Fremmed stjerne. Også han har Zoo blandt sine favoritter sammen med Michael Kamps titelnovelle og Manfred Christiansens Peblingesøen.

Læs hele anmeldelsen her.

Derudover har Thomas Winther anmeldt Til deres dages ende – Ny dansk fantasy 2012, hvor min titelnovelle får følgende ord med på vejen:

Til deres dages ende af Lars Ahn Pedersen er ikke en enkelt novelle, men en samling ekstra kapitler til klassiske eventyr. Her hører man om hvor paranoid Snehvide udviklede sig til at blive selv om prinsen havde reddet hende. Også Tornerose og Rødhætte var ikke kommet uskadte igennem deres oplevelser. For slet ikke tale om faderen der satte sine to børn ud i skoven. Selvom de kom tilbage med rigdomme, så vil den dårlige samvittighed ikke slippe ham. De ekstra kapitler er både humoristiske og rigtigt godt skrevet og giver en ny vinkel på de gamle eventyr.”

Læs hele anmeldelsen her.

Den sidste antologi, Thomas Winther har anmeldt, er Frem jog mørkets magter, der består af noveller inspireret af rollespillet Ulvevinter. Mit bidrag er Et uønsket sværd, og Thomas Winther konstaterer, at novellerne generelt er lettere i tonen og mere humoristiske end dem i antologien Ad mørke stier, hvor forfattere fra HUF – Håbefulde Unge Forfattere kastede sig over samme univers med et noget mere dystert resultat til følge.

Læs hele anmeldelsen her.

Jeg bidrager i øvrigt selv til dette nummer af Himmelskibet med en dobbeltanmeldelse af de to antologier The Best Science Fiction and Fantasy of the Year Vol. 6 og Year’s Best SF 17.

Læs anmeldelsen her.

 

 

To nye magasiner

To nye online magasiner har set dagens lys i denne måned, og det må siges at være en god anledning til igen at se på, hvad der findes af noveller på nettet indenfor de fantastiske genrer.

Nightmare Magazine er, som navnet antyder, helliget horror-genren. Det redigeres af John Joseph Adams, som også står bag science fiction- og fantasy-magasinet Lightspeed, og konceptet er det samme, dvs. et mix af nyskrevne noveller og genudgivelser samt artikler og interviews. Der lægges ud med nye historier af Laird Barron, Sarah Langan, Jonathan Maberry og Genevieve Valentine, hvoraf min foretrukne er Barrons Frontier Death Song. Det bliver interessant at følge Nightmare Magazine, for horror-novellen har manglet et højprofileret flagskib på nettet.

Månedens anden debutant er Eclipse Online, der er en videreudvikling af antologiserien Eclipse, som redigeres af Jonathan Strahan. Jeg har Eclipse 2-4, og de har alle budt på fremragende læseoplevelser, så det ærgrede mig, da jeg hørte, at Strahan havde droppet Eclipse 5. I stedet valgte han så at sige at “reboote” serien og gå online, og foreløbig tyder alt på, at der kommer mindst to nye noveller hver måned. Starten er i hvert fald temmelig lovende med K. J. Parkers One Little Room an Everywhere som det ubestridte højdepunkt.

Apropos K. J. Parker, så er en anden af den mystiske forfatters noveller fra i år, Let Maps to Others, der blev bragt i Subterraneans sommer-udgave, faktisk endnu bedre. Den handler om en historiker, som i desperation falder for fristelsen til at forfalske et manuskript om et sagnomspundent land. I første omgang vinder det ham hæder og ære, men så klapper fælden, da han bliver bedt om at deltage i en ekspedition, som er baseret på oplysninger, han ved, han selv har fundet på. Det er en forrygende underholdende og sine steder meget morsom fortælling om en svindler, som til sin gru opdager, at han måske var tættere på sandheden, end han troede. Årets bedste indtil videre.

Derudover kan jeg anbefale følgende noveller:
Maria Dahvana Headley: Game (Subterranean, efterår 2012)
Aldrende storvildtsjæger vender tilbage til det sted, som skabte hans ry, for at skyde en tiger, som måske er fra hans fortid. Begynder som en slags historisk gyser, men tager sidenhen en overraskende drejning i retning af science fiction.

Nghi Vo: Tiger Stripes (Strange Horizons, maj 2012)
Tigre spiller også en rolle i denne fortælling om en kvinde og hendes forhold til den tiger, som dræbte hendes søn. Strange Horizons er i øvrigt i gang med sit årlige Fund Drive, hvor der samles ind til magasinets fortsatte drift.

Aliette de Bodard: Scattered Along the River of Heaven (Clarkesworld, januar 2012)
Gribende beretning om en revolution på en planet, fortalt gennem digte og hovedpersonernes efterkommere. Samme forfatters Immersion (Clarkesworld, juni 2012) er også værd at læse.

Yoon Ha Lee: The Battle of Candle Arc (Clarkesworld, oktober 2012)
Clarkesworld har i det hele taget haft et stærkt år og holder sit høje niveau. Lees historie er en anderledes beskrivelse af et rumslag, der mere udfolder sig som et skakspil og har en fascinerende hovedperson (hmm, det slår mig, at jeg lige har nævnt fire noveller skrevet af forfattere med asiatiske rødder, og hvor handlingen også er præget af asiatisk kultur).

Leigh Bardugo: The Witch of Duva: A Ravkan Folk Tale (Tor.com, juni 2012)
Elementer fra flere forskellige eventyr – hekse, uhyrer i skoven, magiske kager, en ond stedmor – blandes sammen i denne vellykkede cocktail, der tilmed formår at byde på et par overraskelser.

Peter Sursi: The Seven Samovars (Lightspeed, september 2012)
Der er måske ikke voldsom megen handling i denne novelle om en magisk te-butik, men udover at have en af årets bedste titler er den fuld af charme og giver én lyst til at drikke noget varmt her og nu!

Fremmed stjerne fra ende til anden

FremmedStjerne-front.jpg Majbrit Høyrup har gjort det igen: hun har læst den seneste udgivelse i Science Fiction Cirklens antologi-serie Lige under overfladen og har derefter kommenteret samtlige noveller. Hun gjorde det både med Ingenmandsland – LUO4 og Den nye koloni – LUO5, men opgaven har været ekstra stor denne gang, fordi Fremmed stjerne – LUO6 består af hele 27 noveller fordelt på næsten 400 sider.

Mit eget bidrag, Zoo, får følgende ord med på vejen:

“En bortførelseshistorie, realistisk fortalt. Mere dystert end hvad jeg ellers har læst af Lars Ahn Pedersen.”

Læs resten af anmeldelsen her.

Apropos Fremmed stjerne, så arrangerer SFC vanen tro et forfattermøde, hvor man kan møde nogle af de medvirkende forfattere, deriblandt undertegnede. Det foregår tirsdag den 30. oktober kl. 19.30 i Valby Kulturhus.

Ellers venter jeg med spænding på, at min novellesamling Månebase Rødhætte udkommer i næste måned, og desuden skulle forlaget Kandors vampyr-antologi, hvor min novelle Donation er med, også være lige på trapperne. Kandor er også kommet med den glædelige nyhed, at serien Ny Dansk Fantasy alligevel fortsætter, efter at forlægger Nikolaj Højlund ellers havde aflyst den på grund af manglende tid. Redningen er sket via et samarbejde med forlaget Replikant, så noget tyder på, at jeg igen skal have fantasy-hatten på.

Læs indkaldelsen til Ny Dansk Fantasy 2013.

Efter at have været omkring både science fiction og fantasy kan jeg lige så godt også smide noget horror ned i hatten. De seneste måneder har jeg ind i mellem korrekturlæsning og whisky-indtagelse fået færdiggjort en næsten 9000 ord lang novelle til en antologi med “moderne, gotiske skæbnefortællinger”, som jeg var blevet inviteret til. Idéen bag bogen var, at de inviterede forfattere hver fik tilsendt et fotografi, som de skulle skrive ud fra, og det har de fleste gjort for længe siden. Jeg blev dog stærkt forsinket på grund af førnævnte novellesamling, men heldigvis var redaktøren en tålmodig sjæl.

Det var, hvad jeg havde af skrive-nyheder i denne omgang. Tilbage til tastaturet (bortset fra at jeg allerede sidder ved det).

Årets første anmeldelse

timthumb.jpg Okay, overskriften er lidt af en tilsnigelse. Jeg er blevet anmeldt tidligere i år, men det var for noveller, der udkom i 2011. I 2012 har jeg foreløbig haft historier med i tre antologier, Til deres dages ende, Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6 og Frem jog nattens magter, men ingen af dem har været anmeldt – før nu.

Ikke overraskende er det Til deres dages ende, som får æren, da det også var den af de tre, der udkom først tilbage i juli. Det er Jette Holst fra Gyseren.dk, som har skrevet anmeldelsen, og hun lægger ud med at erkende, at fantasy normalt ikke er hendes foretrukne genre.

“Sikkert fordi jeg fejlagtig forbinder det med meget sort/hvide tjubang-fortællinger med muskelsvulmende helte, som redder skønjomfruer og kæmper mod onde troldmænd, drager og andet skidtværk. Stor var derfor min glæde, da ”Til deres dages ende” viste sig at være en rigtig underholdende antologi, hvis indhold slet ikke levede op mine fordomme.”

Om min novelle Til deres dages ende skriver hun:

“Lars Ahn Pedersen er også altid repræsentant for en læseværdig novelle, og således er ”Til deres dages ende” med sine fortsættelser på kendte eventyr både underholdende og tankevækkende.”

Læs hele anmeldelsen her.

Fantasy bogmesse

Selv om jeg ikke har mulighed for at deltage, skal jeg ikke undlade at gøre opmærksom på Herlufsholm Fantasy Bogmesse, der finder sted i denne weekend, 15.-16. september, på Herlufsholm Kostskole.

Foreningen Fantastik, hvor jeg sidder med i bestyrelsen, vil være til stede med en stand sammen med HUF – Håbefulde Unge Forfattere, og derudover kan man møde en lang række kendte forfattere så som Josefine Ottesen og Lise Bidstrup. Jeg vil dog tillade mig at gøre særlig opmærksom på Michael Kamp, Svend Damgaard Ørnstrup, Anne-Marie Vedsø Olesen, Teddy Vork, Carina Evytt og Nicole Boyle Rødtnes, som jeg kender fra forskellige sammenhænge – enten via Dansk Horror Selskab, Fantasticon eller fordi vi har haft noveller med i de samme antologier.

Programmet for messen kan læses her.

Og hvorfor kan jeg ikke være med? Forklaringen er, at jeg drager ud på mit eget eventyr sammen med nogle gode venner, men mere om det senere.

Mens vi venter

timthumb.jpg Inden for de seneste måneder har jeg haft noveller med i tre antologier, men ingen af dem er indtil videre blevet anmeldt. I mellemtiden er der kommet en lektørudtalelse på den første af udgivelserne, Til deres dages ende – Ny dansk fantasy 2012, hvor jeg står for titelnovellen.

Det er en ganske positiv udtalelse, men da det kun er tilladt at citere en lille del af den, vil jeg nøjes med dette:
“Alle novellerne emmer af stor fortælle- og skrivelyst og bogen er en oplagt mulighed for at få en smagsprøve på, hvad dansk fantasy kan.”

Desværre lader det til, at der ikke kommer flere bind i serien Ny dansk fantasy fra forlaget Kandor. Forlægger Nikolaj Højberg er nået frem til den beklagelige, men forståelige beslutning, at han med sit civile arbejde, sin familie og sit eget forfatterskab er nødt til at ændre forlagets profil, så det fremover primært skal bruges til at udgive hans egne bøger. Det betyder også, at Ny dansk fantasy 2013 er blevet aflyst. En skam, for serien var godt i gang med at blive fantasy-genrens svar på Science Fiction Cirklens Lige under overfladen-serie.

Apropos ventetid, så er to af mine yndlings-musiknavne på vej med nye albums. Oktober byder både på The 2nd Law fra Muse og The Haunted Man fra Bat for Lashes, og begge har varslet et stilskifte. Her er musikvideoerne til deres førstesingler, og de viser i begge tilfælde en mere afdæmpet side af de to, end man er vant til at høre – især i Muses tilfælde.

Desuden har jeg købt billet til Muses koncert i Malmø den 7. december, da det ikke ser ud til, at de kommer til Danmark i denne omgang (noget med at deres scene-opsætning er for stor til de danske koncertsteder). Det er dog ikke første gang, at jeg er taget til udlandet for at se Muse, da jeg også oplevede bandet på Reading Festival i England sidste år. Bat for Lashes (alias Natasha Khan) har jeg faktisk også set uden for Danmark, da hun var en af hovedårsagerne til, at jeg var på festivalen Rock en Seine i Paris i 2007.