Arkiv for 'Arbejde' kategori

På den anden side

I mit daglige virke som journalist er jeg vant til, at det er mig, som stiller spørgsmålene, men inden for den seneste måned har jeg tre gange prøvet at befinde mig i den modsatte rolle.
Det seneste tilfælde var i morges, hvor Sommermorgen på P3 ville høre, hvordan Dagbladet Roskilde kommer igennem agurketiden. Ironisk nok havde jeg 15 dage tidligere talt om nøjagtig det samme emne med P4 København i deres morgenflade, så opfindsomheden er ikke den store i medierne for tiden…

Til gengæld var jeg lidt mere ude på dybt vand, da jeg på årets Roskilde Festival blev interviewet til en dokumentar om traditionel koreansk musik.
Forklaringen på, hvordan jeg overhovedet blev rodet ind i den affære, er følgende: Under min tur til Seoul besøgte vi blandt andet det koreanske orkester Dulsori, som gav os en forrygende minikoncert i deres øvelokaler.
Skæbnen ville, at Dulsori også skulle optræde på Roskilde Festival som det første koreanske navn nogensinde, så jeg besluttede at skrive en lille artikel om dem i forbindelse med Dagbladets festivaldækning.
Det førte til, at jeg mailede lidt frem og tilbage med bandets tourmanager Miok Ahn (ingen relation) og lovede, at jeg ville aflevere et par eksemplarer af avisen til dem ude på festivalen.
Og så var det, hun nævnte, at de blev fulgt af en koreansk dokumentarfilm-instruktør, som var i gang med at lave en dokumentar om traditionel koreanske musik, og om jeg var villig til at svare på et par spørgsmål…

Således gik det til, at jeg på festivalens sidstedag befandt mig foran et kamera og svarede på spørgsmål på engelsk, som derefter blev oversat til koreansk (instruktøren talte ikke engelsk) om et emne, jeg knapt nok vidste noget om.
Jeg har ikke den fjerneste idé, om han kunne bruge mine betragtninger til noget, eller hvornår filmen er færdig, endsige hvordan man får den at se.
Men koncerten var fantastisk.

Nedenstående link fører hen til nogle af de billeder, jeg tog på turen, deriblandt et par fra besøget hos Dulsori:
http://www.flickr.com/photos/larsahn/sets/72157624086078643/

Og her er et billede, jeg tog af instruktøren (hvis navn jeg aldrig fik) og Dulsoris manager, Miok Ahn, som også fungerede som tolk i interviewet - bare for at bevise, at det ikke var noget, jeg fandt på.

dulsori.jpg

Souvenirs fra Korea

Og hvad havde jeg så med hjem fra mit efteruddannelseskursus i Seoul? Nu har jeg aldrig været typen, der køber souvenirs, når jeg er på rejse i udlandet. Jo, de kan være gode som minder, men hvad skal jeg egentlig med en model af det skæve tårn i Pisa, når det atter er blevet hverdag hjemme i lejligheden?

Det betyder dog ikke, at jeg vender tomhændet hjem fra udlandet, for i stedet for souvenirboden handler jeg i noget, jeg selv finder langt mere interessant: supermarkedet.
Globaliseringen har selvfølgelig gjort, at mange landes supermarkeder i dag har de samme varer på hylderne, men der sniger sig alligevel enkelte helt lokale ting ind, som man ikke finder andre steder.

I Frankrig fandt jeg f.eks. coq au vin på dåse (og ja, det er selvfølgelig ikke det samme som den “ægte” vare, men alligevel…), Italien havde masser af pasta, olivenolie og rødvin til det halve af, hvad det koster herhjemme, og Seoul… her er, hvad jeg købte i Seoul:

Soju (koreansk hedvin), grøn ris-te, gochujang (koreansk chilimasse), tørret tang, tørret blæksprutte, masser af slik, spisepinde og skeer af metal, to koreanske filmblade, en reklame for genindspilningen af filmen The Housemaid og syv koreanske film på dvd (deriblandt den oprindelige udgave af The Housemaid).

movies.jpgsquid.jpgsnacks.jpg

Det blev også til et enkelt besøg i en souvenirshop, nemlig denne her (klik for at se i stor størrelse):

Seoul 11.jpg

Denne butik tager uden tvivl prisen som den mest bizarre, jeg nogensinde har besøgt. Dette, mine damer og herrer, er souvenirbutikken i DMZ - den demilitariserede zone ved grænsen mellem Syd- og Nordkorea. Her kan man blandt andet finde militære babydragter, udgåede nordkoreanske pengesedler, et stykke pigtråd, nordkoreansk brændevin, filmene Joint Security Area og Taegukgi på dvd samt disse krus, som jeg købte sammen med to t-shirts:

mugshot.jpgjsa.jpg

Billedet af souvenirbutikken er taget af Mads Hansen fra mit gamle praktiksted Vejle Amts Folkeblad, som også deltog i efteruddannelseskurset. Her er nogle flere billeder fra ham, som meget godt beskriver kursets tema om Seoul som den digitale metropol:

Seoul 1.jpgSeoul 5.jpgSeoul 4.jpgSeoul 24.jpgSeoul 20.jpgSeoul 26.jpgSeoul 16.jpgSeoul 14.jpgSeoul 10.jpg

Her er et link til nogle af mine egne fotos. De fleste relaterer sig dog til kurset og er derfor måske ikke så interessante for dem, som ikke var med på turen.
http://www.flickr.com/photos/larsahn/sets/72157624086078643/

Tilbage fra månen

Så er jeg hjemme igen efter otte dage i Sydkorea, hvor jeg deltog i et efteruddannelseskursus med titlen Seoul - den digitale metropol. Egentlig havde jeg regnet med at skrive dette indlæg langt tidligere - det er nu mandag aften, og jeg landede i torsdags - men jeg har opdaget, at det tager tid for de mange oplevelser og indtryk at bundfælde sig.

En del af det hænger selvfølgelig sammen med, at det var mit første besøg i mit fødeland, siden jeg forlod det som spæd. Derfor var det også med en vis spænding, at jeg tog af sted, for hvordan ville det være at vende tilbage og møde de mennesker, som jeg rent genetisk har en masse til fælles med, men ellers er vidt forskellig fra, både hvad angår sprog, kultur og væremåde?

Svaret er jeg stadig ved at finde frem til. På den ene side har jeg det som om, at jeg lige er vendt hjem fra en tur til Månen, men omvendt var Seoul på andre områder ikke så fremmedartet som forventet. Samlet set var det en spændende og lærerig tur, som helt klart gav mig mod på at tage til Sydkorea igen, og så er det jo heldigt, at jeg allerede skal derover om mindre end to måneder for at deltage i Gathering 2010 - et internationalt træf for adopterede med koreanske rødder.

Selve kurset gik ud på at lære mere om koreanernes måde at anvende internettet og mobilteknologien på, da de på dette felt er længere fremme, end vi er. Så besøget gav også et indblik i, hvordan fremtiden bliver, og det er jo guf for en science fiction-forfatter.
Men det, der umiddelbart gjorde mest indtryk, var kontrasten mellem det hypermoderne og det gammeldags, som jeg gentagne gange blev konfronteret med i Seoul. Nedenstående billeder er eksempler på dette.

Seoul_036.jpgSeoul_175.jpg

Og så har jeg, inspireret af kurset, foretaget et par mindre kosmetiske ændringer på forsiden af denne blog. Koreanske hjemmesider er opbygget på en helt anden måde, end vi er vant til. De læsser alt ud på forsiden i et stort virvar, mens undersiderne til gengæld ser dræbende kedelige ud. Klik her for et eksempel. Så vidt vil jeg dog ikke gå, men det slog mig, at jeg som forfatter burde gøre mere reklame for de bøger, som mine noveller optræder i, så det er noget af det første, der møder de besøgende. Desuden har jeg også lagt linksene til mine noveller ud på forsiden, så man nu kun er et enkelt klik fra dem. Det lyder som en selvfølge, men det har alligevel taget mig små to år og en tur om på den anden siden af kloden at komme frem til den erkendelse…

Klonernes angreb på julen

himmelskibet-22.jpgHimmelskibet nr. 22 er udkommet og inderholder blandt andet vinderne af Fantasticons novellekonkurrence, hvor undertegnede var en af dommerne. Det betyder, at andre også får mulighed for at læse A. Silvestris veldrejede Discworld-fortælling Atjuh! og 12-årige Karoline Brogaards Ånden i krukken.

Det nye nummer af Himmelskibet har også en anmeldelse af Dystre Danmark, hvor min novelle Mordene på Katrina er blandt dem, som bliver fremhævet af anmelderen Thomas Winther. Han konstaterer dog også - ganske rigtigt - at historien lige så godt kunne være bragt i en science fiction-antologi (det samme kan i øvrigt siges om et andet bidrag, Malan Jacobsens Katrine 05, og vi er åbenbart vilde med navnet og dets varianter, for hovedpersonen i Thomas Bøtterns Hvordan man slår sin lillesøster ihjel hedder også Katrine). Thomas Winther beskriver desuden novellen som en dyster udgave af The Stepford Wives - en sammenligning jeg utrolig nok ikke selv havde tænkt på. Som tidligere nævnt var min egen inspiration en scene fra filmatiseringen af Solaris.

I mit sidste indlæg skrev jeg om min ændrede arbejdssituation, som måske ville få indflydelse på mit skriveri i fritiden. Den gode nyhed er, at det tilsyneladende ikke er tilfældet. Efter ikke at have skrevet noget, siden jeg kom tilbage fra min sommerferie, fik jeg pludselig idéen til en julehistorie, som jeg netop har sendt ind til Novelleforlagets julekonkurrence. Den havde jeg ellers ikke tænkt mig at deltage i, da jeg ikke umiddelbart kunne komme på noget, men så fandt jeg på en sci fi-vinkel til Rudolf med den røde tud…

Ellers venter jeg på afgørelserne i yderligere et par novellekonkurrencer samt på udgivelsen af Knud Larns fanzine Science Fiction, hvor min tidsrejsehistorie Kongens nytårstale skulle være med. På Bogforum besøgte jeg Science Fiction Cirklens stand - de havde givet fribilletter til medlemmerne - hvor Carl-Eddy Skovgaard fortalte, at det stadig er planen at få udgivet den engelske udgave af Lige under Overfladen inden årets udgang. Her kan man blandt andet finde Afhøring af offer nr. 5, som i oversat form hedder Interrogation of Victim no. 5.

Endelig skal I ikke snydes for det famøse foto af mit klonede arbejds-jeg, som fotografen Hung Tien Vu venligt har stillet til rådighed. Mange har allerede set det i Update-kataloget og i det nye nummer af Journalisten, men her er det så til alle dem, som ikke befinder sig i den journalistiske verden:

kloner.jpg

Jeg er overalt!

Tillad mig på forhånd at undskylde over for modtagerne af Updates forårskatalog, hvori mit ansigt optræder adskillige gange. For de uindviede er Update det nymodens navn for det, der tidligere hed Den Journalistiske Efteruddannelse, og det var, da jeg var på kurset Fotograferende journalister i september (også omtalt i dette indlæg), at jeg og flere af mine medkursister blev kapret af fotograf Hung Tien Vu til at optræde som modeller.

Kataloget kan lige nu ses på Updates hjemmeside i en elektronisk version, og hvis man slår op på side 20-21, vil man kunne se et billede fra Dagbladets Roskilde-redaktion, hvor jeg tilsyneladende er blevet klonet! Uden at gå alt for meget i detaljer med, hvordan billedet er blevet til, kan jeg fortælle, at Hung kom på besøg og brugte lidt over en time på at komponere sceneriet. Det var sjovt at være med til, men gjorde mig også lykkelig over, at jeg aldrig har overvejet en modelkarriere… De øvrige medvirkende er mine kolleger Lars Kimer og Helle Eriksen samt Steen Østbjerg i baggrunden.

Udover at skulle sælge et efteruddannelseskursus for redaktionssekretærer beskriver Hungs billede meget godt min nuværende arbejdssituation. Per 1. oktober gik jeg fra at være redaktionssekretær på Roskilde-redaktionen til at kunne kalde mig redaktionsleder som del af et tre-mands lederteam. Det har givet mig noget mere ansvar og ditto arbejdsopgaver og har blandt andet betydet, at det er begrænset, hvor meget jeg har fået forfattet i min fritid. Faktisk er det kun blevet til det stykke flash fiction, jeg omtalte i mit forrige indlæg.

Som afslutning kan jeg lige nævne, at der er dukket endnu en anmeldelse af Den hemmelige dal - Lige under overfladen 3 op på bloggen Metroord, hvor Thurston Magnus virker ganske glad for min novelle Alien Ghost Ballet (tak til Lea Thume for at gøre mig opmærksom på anmeldelsen).

PS Muse i Parken. Det var, som forudset, stort, og lyden var meget bedre end frygtet. Sceneshowet havde fået et ordentligt nøk opad i forhold til tidligere, uden at det dog - som flere anmeldere også påpegede - fjernede fokus fra musikken.

PPS Også skal I da lige se, hvad jeg fik ud af det førnævnte fotokursus. Blandt andet lærte jeg, hvordan man tager billeder i mørke uden at gøre brug af flash.

havn.jpglampe.jpgvandkander.jpglampe2.jpgbusstop.jpgvandpyt.jpg