Bruce, Björk og Maggie

Roskilde Festival er overstået, og det er nu tid til at vende tilbage til arbejdet med novellesamlingen og få indhentet mit søvnunderskud fra den seneste uge samt komme mig over den obligatoriske post-festival forkølelse.

Det blev en festival, jeg primært vil huske for de to hovednavne, Bruce Springsteen og Björk, og deres vidt forskellige måder at gribe deres koncerter på Orange Scene an på. Jeg har beskrevet mine indtryk i denne anmeldelse, som kan findes på sn.dk: Björk var modstykket til Bruce

Misforstå mig ikke: Koncerten på Roskilde var min første med Bruce Springsteen, og det var fantastisk at se den energi, The Boss og E Street Band lagde for dagen i samtlige tre timer. Det var en oplevelse for livet, og man gik derfra i højt humør. Til gengæld var det min sjette Björk-koncert, og det var som altid fascinerende, men også krævende, fordi hun spillede så mange sange fra Biophilia, der næppe kan betegnes som et party-album. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, hvem jeg helst vil købe billet til, næste gang en af dem kommer til Danmark. Hvor jeg fornemmer, at en koncert med Springsteen i Parken blot vil være mere af det samme, som jeg oplevede på Roskilde, ved jeg, at Björk altid har fundet på noget nyt og uforudsigeligt.

Andre højdepunkter:
Jack White: Selve koncerten på Orange Scene var fremragende, men det var lige så cool at opdage, at hans pedal steel guitarist Maggie Björklund (Margrethe Björklund, eks-Darleens) er dansker og bor i Roskilde. Jeg brugte det meste af weekenden på at få en interview-aftale, og det lykkedes til sidst. Resultatet kan læses i Dagbladet samt her i en stærkt forkortet udgave: Margrethe fra Roskilde spiller med Jack White.

Her er et klip, hvor man kan høre hendes guitarspil (det er hende med det lange, lyse hår i baggrunden):

Spleen United: Årets danske koncert på Roskilde for mit vedkommende og hovedårsagen til, at jeg stadig føler mig en kende træt. Tidligere på ugen gav bandet en 24 timer lang koncert på campingområdet, som jeg var ude at dække i to omgange og vel så 10 procent af. Natten til lørdag spillede de så på Arena klokken 2.30, hvor de skabte en kæmpe fest, der først sluttede ved fire-tiden. Læs artiklen om maratonkoncerten her.

Santigold: Jeg er stor fan af Sandi Whites musik, men sidst hun var på Roskilde (som Santogold), skuffede hun stort ved kun at spille en halv time og have al musikken med på en computer, så koncerten ikke adskilte sig synderligt fra at skrue op for stereoen hjemme i stuen. Denne gang tog hun heldigvis opgaven mere alvorligt og medbragte et band og leverede en vaskeægte popfest på Arena – ikke mindst da hun inviterede 50-60 fans op på scenen.

The Barons of Tang: De sjoveste koncerter på Roskilde er typisk dem, man ikke havde regnet med at overvære. Jeg så kun australske The Barons of Tang på Pavilion, fordi der ikke var andet på programmet, der lige fængede søndag eftermiddag og var helt uforberedt på deres smittende cirkuspunk. Jeg er ikke sikker på, at deres musik fungerer lige så godt hjemme på anlægget som på scenen, men de var et underholdende bekendtskab.

Daughter: Natten til lørdag klokken et spillede Malk de Koijn på Orange Scene og Niki & the Dove på Odeon. Og hvor var jeg? På festivalens absolut mindste scene, Gloria, for at se Daughter – en obskur engelske duo, som kun har udgivet to ep’er. Koncerten har helt klart givet mig lyst til at høre mere, og nej, jeg fortryder ikke at have misset Malk de Koijn, selv om jeg nok burde.

Og til sidst den særeste koncert, jeg oplevede på Roskilde i år (ja, mærkeligere end selv Björks):

tUnE-yArDs: Det er mere eller mindre umuligt at beskrive Merrill Garbus’ musik, så her er i stedet en video. Bemærk hvordan hun optager sig selv og derefter looper stemmen og lydene. At se hende i aktion på scenen er halvdelen af koncerten, så jeg ved ikke helt, hvor meget dem, som stod uden for Odeon-teltet, egentlig fik ud af det.