Året der gik 2016: Skrivning

Da jeg indledte 2016, havde jeg en ambition om at skrive en novelle om måneden eller i det mindste have gang i et skriveprojekt hele tiden, og så havde jeg forhåbninger om, at jeg ville blive færdig med min gotiske krimi og en novellesamling. Sådan kom det ikke helt til at gå, selv om det begyndte lovende. I det første halvår fik jeg skrevet fire noveller og gennemlæst og redigeret den gotiske krimi, samtidig med at jeg brugte en del tid i foråret på at arrangere Fantasticon.

Men så blev det sommerferie, og derefter gik alt mere eller mindre i stå rent skrivemæssigt, hvor det kun blev til én sølle novelle i andet halvår. Til gengæld kom udgivelserne i lind strøm i efteråret med Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11 i september, Monster i oktober og Hvis jeg overlever natten lige før jul i december.

Så hvorfor gik det sådan? En af årsagerne er, at jeg – som det fremgår af listen nedenunder – er begyndt at skrive noveller direkte på engelsk. Jeg har tidligere oversat et par af mine egne noveller, men det er som om, noget går tabt undervejs, så jeg ville prøve at se, om det ændrede noget, hvis jeg skrev på engelsk fra start af. Resultatet er op til andre at bedømme, men jeg har foreløbig erfaret, at det tager mig to-tre gange så lang tid at skrive på engelsk, som det gør på dansk.

Årets noveller og udgivelser:
White Man’s War (5400 ord, science fiction, engelsk)
Rumkaptajnens kone (5800 ord, science fiction) med i Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11 (Science Fiction Cirklen)
Hvor hesten ligger begravet (12.500 ord, horror) med i Hvis jeg overlever natten (Enter Darkness)
Spøgelseshistorier (7600 ord, horror) med i Monster (Kandor/DreamLitt)
Mermaid Remixed (6100 ord, science fiction, engelsk)

Og hvad er så min målsætning for 2017? Jeg skal have færdigredigeret den famøse gotiske roman, færdiggjort novellesamlingen, skrive flere noveller på dansk og engelsk, og måske får jeg også tid til at starte på en ny roman. Men det var sådan set også, hvad jeg havde håbet at nå i 2016 …

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller, Science fiction Etiket: , , , , , , , , , ,

Filmåret 2016: Med børn, men uegnet for børn

Bare fordi en film har et barn i hovedrollen, betyder det ikke, at den også er egnet for børn. Det blev bevist flere gange i 2016, der bød på en række stjernepræstationer af børneskuespillere. Her er mine tre favoritter:

Jacob Tremblay, Room og Lewis MacDougall, A Monster Calls

Både Room og A Monster Calls (Syv minutter over midnat) handler om en mor og en søn, der befinder sig i en vanskelig situation, men måden, de skildrer det på, kan næsten ikke være mere forskellig. Til gengæld har begge film det til fælles, at de bæres af to drenge, som leverer skuespil af en anden verden.

Brie Larson løb fortjent med en Oscar for Room, men filmen tilhører i virkeligheden Jacob Tremblay i rollen som den søn, hun har fået med sin kidnapper, der nu holder dem indespærret i et skur i sin baghave. Hele filmen fortælles fra drengens synsvinkel og formår på unik vis at skildre verdenen set gennem hans uskyldige øjne, samtidig med at der ikke efterlades nogen tvivl hos seeren om, hvad det er, moderen bliver udsat for.

Mens mor og søn sammen skaber en slags fantasiverden ud af deres situation i Room, men udelukkende gør det inden for en realistisk ramme, er filmatiseringen af Patrick Ness’ roman A Monster Calls en fuldblods fantasyfilm. Her får en dreng (Lewis MacDougall) med en kræftsyg mor (Felicity Jones fra Rogue One) besøg af et kæmpe træmonster, som insisterer på at fortælle ham historier (i fantastisk flotte animerede sekvenser). Der er langt hen ad vejen ingen tvivl om, at træmonsteret kun eksisterer i drengens fantasi og drømme, men slutningen åbner op for en anden fortolkning, der inddrager moderen og rodfæster filmen endnu mere i fantasygenren.

Begge film byder desuden på et par fantastiske mormødre i skikkelse af Joan Allen (Room) og Sigourney Weaver (A Monster Calls). Joan Allen er rørende som kvinden, der pludselig har fået sin datter tilbage, men må se frustreret til, mens denne forsøger at bearbejde den traumatiske oplevelse, samtidig med at hun skal tage sig af et barnebarn, hun først lige har mødt. Sigourney Weaver bruger derimod sin Ripley-udstråling til at skabe en mormor, der umiddelbart virker hård og ufølsom, men snart lader det skinne igennem, at det er hendes måde at tackle sorgen over, at hun er ved at miste sin datter. Både Room og A Monster Calls er hård kost for følelsesregistret, men de formår på mirakuløs vis at ramme den hårfine balance, så man ikke føler sig manipuleret, og det placerer dem begge blandt årets bedste film.

Sennia Nanua, The Girl with All the Gifts

Nok om drengene. Pigerne kunne også imponere i 2016, og det bedste eksempel var Sennia Nanua i titelrollen i filmatiseringen af M. R. Careys Clarke Award-nominerede roman The Girl with All the Gifts. Her spiller hun en pige, som trods sin eksemplariske opførsel og gode manerer er spærret inde i en celle på en skarpt bevogtet militærbase sammen med en masse andre børn.

Det varer dog ikke længe, før man opdager hvorfor. Børnene er alle smittet med en virus, der kan forvandle dem til zombier på et splitsekund. Modsat resten af menneskeheden er de dog stadig i stand til at tænke og tale, så hvad er de egentlig mest? Menneske, zombie eller noget helt tredje?

De fleste børn er i stand til at spille rollen som enten sød unge eller lille djævel, men det er de færreste, som kan gøre begge dele på én gang, uden at det føles overdrevent. Sennia Nanua imponerer med en nuanceret præstation, hvor man ikke tvivler på, at hun er den godhjertede, lille pige, hun giver indtryk af at være, samtidig med at man fornemmer, at den anden side af hende lurer lige under overfladen.

The Girl with All the Gifts viste sammen med den koreanske Train to Busan, at det stadig er muligt at gå nye veje med zombiegenren, og det er i sig selv noget af en præstation. Desværre var danske Sorgenfri et eksempel på det modsatte, men heldigvis var der også den langt mere vellykkede kortfilm Zombiehagen, der kan ses på filmmagasinet Ekkos hjemmeside.

Også værd at nævne:

Kim Hwan-hee, The Wailing: Apropos piger, som på én gang er søde og farlige, så går prisen som Årets Mest Uhyggelige Unge til Kim Hwan-hee i den koreanske gyser The Wailing, der blev vist på årets CPH Pix og er månedens film i Cinemateket i januar. Hun spiller hovedpersonens velopdragne datter, som til at begynde med derfor ikke gør det store indtryk, fordi hun minder om den slags nuttede børneskuespillere, den koreanske filmindustri nærmest producerer på samlebånd. Men så bliver hun besat af en ond ånd, og derefter kan det nok være, at hun får rig lejlighed til at vise, hvad hun er i stand til.

Angourie Rice, The Nice GuysSom titlen antyder, handler Shane Blacks detektivkomedie The Nice Guys om to fyre, og meget af filmens underholdningsværdi ligger i samspillet og den gode kemi mellem Russell Crowe og Ryan Gosling. Noget overraskende får de dog kamp til stregen af Angourie Rice som Goslings unge teenagedatter, der bestemt ikke agter at holde sig i baggrunden og har langt mere at lave i filmen, end man umiddelbart skulle tro.

Det er i øvrigt ikke første gang, Shane Black har skrevet en sådan rolle. Se også Danielle Harris som Bruce Willis’ datter i Tony Scotts The Last Boy Scout (1991).

Børnene fra Stranger Things: Når talen falder på bemærkelsesværdige børneskuespillere i 2016, er det svært at komme uden om Stranger Things. Meget er blevet sagt om seriens dyrkelse af 80’erne, og det er rigtigt, at den på flere måder er den bedste 80’er-film, der ikke er lavet i det årti. Personligt har jeg det dog lidt blandet med hele nostalgivinklen, fordi der reelt set ikke er nogen grund til, at historien skal udspille sig i 1983. Hvis man tænker over det, kan serien faktisk lige så godt foregå i 2016, uden at det vil ændre noget væsentligt ved plottet, og så begynder de mange referencer pludselig at føles tomme og overfladiske.

Når Stranger Things alligevel fungerer, skyldes det mere en elementært spændende historie og et interessant persongalleri, som man gerne investerer sin tid og følelser i. Millie Bobby Brown som den mystiske pige Eleven er løbet med meget af opmærksomheden, men alle i gruppen gør det fantastisk, og til min overraskelse udviklede flere af personerne sig ud over deres stereotyper. Nu venter jeg spændt på sæson 2 og håber, at 80’er-rammen bliver andet end ren staffage.

En anden serie, hvor man har kunnet følge barneskuespillere vokse fra sæson til sæson, er Game of Thrones, hvor især Maisie Williams og Sophie Turner har gennemgået en udvikling, man ikke troede mulig, da man mødte dem i sæson 1. I den seneste sæson blev der føjet endnu et navn til rækken, og selv om Bella Ramsay kun havde få scener som Lyanna Mormont, kan man roligt sige, at hun formåede at gøre indtryk.

Læs også: Filmåret 2016: Summer of Our Discontent

Læss også: Filmåret 2016: Rogue One – den virkelige Suicide Squad

Udgivet i Fantasy, Film og musik, Horror Etiket: , , , , , , , ,

Om helheste og mænd

Så blev det alligevel jul! I dag ankom en pakke med mine eksemplarer af den nye horrorantologi Hvis jeg overlever natten – Fortællinger fra mørket, der indeholder min novelle Hvor hesten ligger begravet. Bogen er den første udgivelse fra det nye forlag Enter Darkness, der også har udskrevet en konkurrence om en splatter-kortroman og har indkaldt til en ny omgang Fortællinger fra mørket.

Udover mit eget bidrag har Hvis jeg overlever natten noveller af Morten Carlsen, Kasper Grandetoft, Flemming Johansen, Savanna Lind, A. Silvesti og Susanne Thrane.

Hvor hesten ligger begravet er inspireret af myten om helhesten, men med en nutidig vinkel. Inden jeg gik i gang, havde jeg en forestilling om, at helhesten var et sagnvæsen fra oldtiden, men det viser sig interessant nok, at den er fra kristen tid og i høj grad er forbundet med opførelsen af kirker og kirkegårde.

Læs et uddrag af novellen her

Fun Fact 1: For nylig gik det op for mig, at de fleste af mine horrornoveller handler om mænd, som opdager, at de ikke har nær så meget styr på tingene, som de bildte sig ind. Hvor hesten ligger begravet gør brug af samme tema, så jeg ved ikke rigtig, hvad det siger om mig? Andre eksempler: Langt ude i skoven, Blomstervanding, Donation, La petite mort og Spøgelseshistorier.

Fun fact 2: I Hvor hesten ligger begravet refereres der til to film, John Wick og Gone Girl. Det var ikke planlagt, men tilfældet ville, at de begge passede til historien. Det er ikke engang fordi, jeg er specielt stor fan af nogle af filmene. Jeg synes, de er OK underholdning og godt lavet, men de er ikke i nærheden af en personlig top 10-liste.

Jeg valgte John Wick, fordi jeg skulle bruge en actionfilm, som parret i novellen kunne have som “deres” film, og derefter skulle jeg vælge en anden film, der var blevet vist herhjemme i samme periode og opdagede, at Gone Girl (Kvinden der forsvandt) også havde haft premiere den 23. oktober 2014. Det var først bagefter, det slog mig, at Gone Girl også er et godt match til Hvor hesten ligger begravet, selv om de fleste nok vil tro, at det var et bevidst valg fra min side fra start.

PS Ja, overskriften er en reference til den fremragende islandske film Om heste og mænd.

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller Etiket: , ,

Filmåret 2016: Rogue One – den virkelige Suicide Squad

Advarsel! Dette indlæg er fyldt med spoilere omkring den nye Star Wars-film Rogue One, så læs det kun, hvis du allerede har set filmen. Du kan selvfølgelig også læse det, hvis du er totalt ligeglad med Star Wars og ikke har tænkt dig at se filmen, men …

I min gennemgang af filmåret 2016 føles det logisk at fortsætte med Rogue One: A Star Wars Story, fordi den er et godt eksempel på mange af mine pointer fra mit forrige indlæg: Filmåret 2016: Summer of Our Discontent.

Her skrev jeg blandt andet, at meget af nutidens filmkritik desværre har antaget en karakter, hvor det udelukkende handler om at pille en film fra hinanden i en søgen efter fejl, plothuller og ulogiske elementer i handlingen. Det gør Rogue One til et specielt tilfælde, for her er der tale om noget så usædvanligt som en film, der rent faktisk bruger et plothul fra en anden film som en vigtig del af sin handling.

I årevis har fans af Star Wars: Episode IV – A New Hope påpeget, at det virkede ulogisk, at der ikke skulle mere end et enkelt velplaceret skud fra en X-wing fighter til at destruere et højteknologisk vidunder som Dødsstjernen. Rogue One “lapper” så at sige dette ganske berømte plothul ved at forklare, at den tilsyneladende fatale byggefejl var bevidst lavet af konstruktøren af Dødsstjernen, Galen Erso (Mads Mikkelsen), som ikke ønskede at give imperiet et så mægtigt våben.

Det er ganske smart tænkt af manuskriptforfatterne, for alle Star Wars-kendere vil nikke indforstået, når de hører forklaringen i Rogue One, mens den for resten bare vil være en del af historien. Og sådan blev et ulogisk plotelement gjort logisk med 39 års forsinkelse, selv om det ikke ligefrem frifinder George Lucas.

Star Wars: Episode 3.9

Rogue One adskiller sig fra de øvrige Star Wars-film ved, at den ikke er en officiel del af serien, men er tænkt som et enkeltstående indslag. Kronologisk set udspiller den sig mellem episode tre og fire, og hele dens handling kan faktisk læses i åbningsrulleteksten til A New Hope:

“It is a period of civil war. Rebel spaceships, striking from a hidden base, have won their first victory against the evil Galactic Empire.

During the battle, Rebel spies managed to steal secret plans to the Empire’s ultimate weapon, the DEATH STAR, an armored space station with enough power to destroy an entire planet.

Pursued by the Empire’s sinister agents, Princess Leia races home aboard her starship, custodian of the stolen plans that can save her people and restore freedom to the galaxy….”

Hvis man nogensinde har undret sig over, hvem disse spioner var, og hvordan de fik overdraget tegningerne af Dødsstjernen til prinsesse Leia, så leverer Rogue One svaret. Endda i sådan en grad at filmen bogstavelig talt slutter, hvor A New Hope begynder. Men det er ikke kun i kronologisk forstand, at Rogue One lægger sig mellem episode tre og fire, det gør den også rent tonemæssigt. Der er masser af henvisninger til A New Hope, som den af åbenlyse årsager lægger sig tæt op ad, men modsat The Force Awakens føles det ikke som om, at den bare har planket handlingen derfra.

Det skyldes, at Rogue One i sin kerne mere er en krigsfilm af den type, hvor en lille gruppe soldater trænger ind bag fjendens linier for at gennemføre en vigtig mission. Lige på det område er Rogue One ikke synderlig original, for den følger mere eller mindre skabelonen for den slags film (The Dirty Dozen, Ørneborgen, Saving Private Ryan m.fl.), helt ned til at gruppens medlemmer dør én efter én i det afsluttende slag. Det gør Rogue One til den mest dystre film i serien siden Revenge of the Sith, ikke mindst fordi ingen i gruppen ender med at overleve, end ikke droiden (Star Wars-universets svar på en hund). Så hvis ikke titlen allerede var taget, kunne Rogue One lige så godt have heddet Suicide Squad.

“I have a bad feeling about this”

Apropos Suicide Squad, så begyndte der inden premieren på den film at dukke historier op i pressen om en problematisk produktionsfase med omskrivninger af manuskriptet, indspilning af nye scener og konkurrerende hold klippere, der lavede hver deres version. Da lignende historier kom frem om Rogue One, gav det nervøse trækninger hos mange fans, for Suicide Squad blev en rodet omgang, der tydeligvis bar præg af den megen uro.

The Hollywood Reporter: ‘Rogue One’ Drama: Writer Tony Gilroy Taking on More Duties

A Good Star Wars Blog: Is ‘Rogue One’ in the Same Boat as ‘Suicide Squad’?

Omvendt er det ikke usædvanligt, at filmselskaberne justerer løbende på deres store satsninger for at sikre, at resultatet bliver så godt som muligt (hvilket ikke er en garanti for, at det lykkes), og modsat Suicide Squad ser det med Rogue One ud til at have betalt sig. Efter en lidt vaklende indledning finder den snart sin egen stil og gør et hæderligt forsøg på at nuancere oprørskampen, så man også får et indtryk af omkostningerne. Den afsluttende tredjedel er decideret medrivende, og slutningen lægger som nævnt på smukkeste vis op til A New Hope, ligesom Revenge of the Sith faktisk også gjorde.

Normalt er det svært at få at vide, hvad der er blevet ændret undervejs, men i Rogue Ones tilfælde er det faktisk muligt, for i tråd med en af tidens tendenser blev der løbende udsendt flere trailere. I gamle dage kunne en film nøjes med en enkelt trailer, men i dag kommer der først en teaser og siden to-tre “officielle” trailere for at tilfredsstille fansenes nysgerrighed og holde interessen i kog.

Den første teaser for Rogue One kom i april, og det bemærkelsesværdige er, at stort set ingen af scenerne fra den er med i den endelige udgave af filmen.

Til sammenligning giver denne trailer fra oktober et mere retvisende billede af den film, der fik premiere den 14. december.

Vanen tro blev traileren “skilt ad” og analyseret, hvor der blandt andet blev spekuleret i, hvad de rapporterede ændringer har betydet for filmen.

The Hollywood Reporter: ‘Rogue One’: Why the New Trailer Looks Like It’s for a Different Movie Than Before

Det kunne selvfølgelig være interessant at finde ud af, hvordan den første version af Rogue One var, men vi får det nok aldrig at se. Selv om der er tradition for Special Editions af Star Wars-film, skal vi næppe forvente, at der bliver udsendt en radikal anderledes Director’s Cut-udgave af Rogue One. Det vil i hvert fald ligne Lucasfilm og Disney dårligt.

Andre observationer

Bad Robot: Jeg er vild med Rogue Ones droid K-2SO, som med sine vrantne og brutalt ærlige kommentarer bringer mindelser om dronerne i Iain M. Banks Culture-univers.

Mere kulør: Det er værd at bemærke, at der ikke er en eneste hvid mand i Rogue Ones gruppe af helte. I stedet består den af en kvinde, en mexicaner, en englænder med pakistansk baggrund og to kinesere. Godt nok dør de alle sammen, men det er da et skridt i den rigtige retning i det ellers temmelig hvide Star Wars-univers.

Dårlig PR: Mads Mikkelsen har en større rolle i Rogue One, end man umiddelbart skulle tro. Til gengæld vil jeg fraråde Dansk Byggeri at bruge ham som kampagnefigur …

Lucky bastards: En af filmens in-jokes er, at heltinden Jyn Erso har et sammenstød med to skumle personager i den hellige by på Jedha. Det er det samme par, som Luke Skywalker kommer i karambolage med i cantina-scenen i A New Hope, hvilket må betyde, at de er sluppet væk fra Jedha, inden byen blev udslettet af Dødsstjernen.

2D eller 3D: Jeg så filmen på premieredagen i 3D uden at få det store ud af det, da den tydeligvis er filmet i 2D. Faktisk gik jeg glip af nogle detaljer på grund af 3D-effekten, hvilket jeg opdagede, da jeg et par dage senere så filmen i 2D. Så spar pengene og se 2D-versionen.

 

 

 

Udgivet i Film og musik Etiket: , , ,

Filmåret 2016: Summer of Our Discontent

Det var mørkt og vådt i “Batman v Superman: Dawn of Justice”, men det var nu ikke fordi, vejret var meget bedre herhjemme i sommer.

Sommervejret 2016 var generelt en skuffende affære, men der var desværre ikke megen trøst at hente, hvis man søgte ind i biografmørket. I takt med at den ene store og hypede produktion efter den anden fik premiere uden at efterlade sig noget videre indtryk, sad man tilbage med lidt af en mæh-følelse.

Det begyndte ellers lovende tilbage i februar med den netop Golden Globe-nominerede Deadpool – en film, som jeg ud fra trailerne var overbevist om, at jeg ville finde anstrengende med sine selvironiske referencer, men som viste sig at være et forfriskende pust i en mere og mere forudsigelig genre. Men derefter gik det ned ad bakke.

Superhelte-overload

Først ude af startboksen var Batman v Superman: Dawn of Justice, som skulle have skudt et stort superheltefilmår i gang, men fik en så dårlig modtagelse, at den i stedet havde den stik modsatte virkning. Selv om filmen faktisk var en forbedring i forhold til forgængeren Man of Steel, var den samlet set for selvhøjtidelig og humorforladt.

Batman v Superman: Dawn of Justice fik blandt andet kritik for, at der var for mange superhelte med, men det var intet i forhold til Captain America: Civil War, som absolut kun gav mening, hvis man havde set de øvrige Marvel-film. Havde man det, var underholdningen dog i hus, og Civil War endte med at stå tilbage som en af de bedre film i takt med, at de efterfølgende konkurrenter skuffede.

Både X-Men: Apocalypse og Warcraft havde deres øjeblikke, men led begge under, at deres ambitioner blev forpurret af svage manuskripter. I det mindste virkede de dog til at have haft en manusforfatter modsat floppet Now You See Me 2. I kategorien HUHG (Hæderlig Underholdning, Hurtig Glemt) finder man Star Trek Beyond, Ghostbusters og Finding Dory samt, desværre, Jason Bourne. Matt Damon og Paul Greengrass havde tidligere afvist at lave en firer med en joke om, at den i så fald burde hedde The Bourne Redundancy. Som stor fan af serien smerter det mig at erkende, at det var lige præcis den film, de kom til at levere.

Det rene selvmord

Men Jason Bourne var ikke engang den sommerfilm, der skuffede mig mest. Den “ære” tilfalder Suicide Squad. Lige siden jeg så den første af filmens efterhånden utallige trailere, havde jeg en forhåbning om, at vi her ville få et anderledes og interessant bud på en superheltefilm (og ikke kun fordi hovedpersonerne på papiret alle er superskurke).

Især denne musikbaserede trailer tegnede lovende, lige indtil jeg så selve filmen og opdagede, at den i bund og grund er klippet som én lang trailer, og at vi allerede havde fået alle de bedste scener. Suicide Squad formåede på forunderlig vis at repræsentere alt, hvad der gik galt for sommerens blockbustere: Et tyndt manus med for dårligt tegnede figurer og en svag skurk. Læg dertil fantasiforladte actionscener, der er alt for afhængige af computergrafik, og vi står tilbage med en rodebunke, som bærer præg af, at der har været for mange kokke involveret.

Så hvorfor endte det sådan? Her er et par bud.

Manglende mod

Det er blevet påpeget, at budgetterne på nutidens blockbustere er blevet så store, at filmselskaberne kun tør satse på det sikre, dvs. fortsættelser, genindspilninger, reboots og franchises, og sommerens premierer bestod da heller ikke af andet. Jeg nåede ikke at få set The Jungle Book, Legend of Tarzan og Independence Day: Resurgence, men det havde ikke gjort den store forskel.

…men var det virkelig så slemt?

Filmsommeren 2016 har fået mange tæsk, men nøgternt set var de foregående somre ikke meget bedre. Jeg kan eksempelvis se, at jeg i min gennemgang af filmåret 2013 heller ikke var imponeret over filmene fra den sommer, der blandt andet bød på Iron Man 3Pacific Rim, The WolverineOblivion og førnævnte Man of Steel. I 2014 var der trods alt Guardians of the Galaxy, Edge of Tomorrow og Captain America: The Winter Soldier, mens der til gengæld i 2015 ikke var meget andet at glæde sig over rent blockbustermæssigt end Mad Max: Fury Road og Mission Impossible: Rogue Nation.

Det er internettets skyld

Internettet har ført meget godt med sig, men det har også betydet, at Gud og hvermand kan lege filmeksperter (inklusiv undertegnede), og jeg er ikke sikker på, det har været ubetinget positivt for måden, der bliver skrevet om film på i dag.

Det virker på mig som om, der er opstået en kultur, hvor det kun handler om at finde fejl, og hvor folk er villige til at affeje en hel film på grund af en enkelt detalje (så som hovedpersonens køn eller hudfarve). Fremtrædende eksempler på fejlfindertrenden er Youtube-kanaler som Honest Trailers og Cinema Sins (dem med “Everything Wrong With …”), og selv om de ofte kan være meget morsomme og præcise (jvf. den nedenstående Honest Trailer for Suicide Squad), vil det være synd at betegne deres form for kritik som speciel konstruktiv. Min påstand er, at det vil være muligt at skille selv de største mesterværker ad (f.eks. Blade Runner, som er smækfuld af fejl), hvis man tager den slags briller på, og hvad blev der så af glæden ved at se film?

Apropos glæde, så er en anden faktor den fankultur, der er opstået omkring især tegneseriefilmatiseringerne og de store franchises (Star Wars, Star Trek, Lord of the Rings, Harry Potter etc.). Her når begejstringen nærmest hysteriske højder, hver gang en ny trailer bliver lanceret (og vi når som regel at få fire-fem af dem inden premieren), men omvendt er den negative respons fra fansene ekstra hård, hvis filmen ikke lever op til forventningerne, som det sås med Batman v Superman: Dawn of Justice og Suicide Squad. Igen vil jeg pointere, at fankulturen indeholder rigtig mange positive elementer, men når fansene anklager filmselskaberne for at mangle mod og fantasi, så er de ironisk selv en del af ligningen. Bare se på, hvordan trailerne i dag bliver analyseret ned til mindste detalje, og der er bestemt ikke mangel på folk, som er parate til at dømme en film inde eller ude, selv om de endnu ikke har set det færdige resultat.

Det er de sure, gamle anmeldernes skyld

Da jeg var i 20erne, var der en særlig type filmanmelder, som jeg kun havde hån til overs for. I ved ham den gamle, sure mand, som rynkede på næsen af alt, der havde berøring med de fantastiske genrer eller vovede at være bredt underholdende. I stedet priste han svært tilgængelige franske og østeuropæiske film til skyerne og mente, at alt var bedre i gamle dage (og nej, jeg tænker ikke på Ole “Bogart” Michelsen, som faktisk var mindre fordomsfuld på det område, end han har fået skyld for).

Midt i diskussionerne om, hvorfor sommerens film skuffede på stribe, kunne jeg på de sociale medier løbende følge, hvordan venner og bekendte harcelerede over de selvsamme film. Nogle var jeg selvfølgelig mere enig med end andre, men da jeg læste denne leder fra Planet Pulps juli-nummer, blev jeg ramt af en frygtelig tanke: Min generation er blevet til de gamle, sure anmeldere! Nu er det os, som klager over, at nutidens film er ramt af angsten for at kede og har alt for travlt, at alting er genopkog af gamle idéer, og at Hollywoods guldalder ligger 30-40 år tilbage i tiden.

Men hvem siger, at der ikke sidder 20-årige filmfans derude, som synes, J.J. Abrams og Zack Snyder er genier, at de nye Star Wars-film er lysår bedre end de gamle, at genindspilningen af RoboCop er at foretrække frem for originalen, og at alle vi andre +40-årige kritikere bare er nogle gamle, sure røvhuller, der kan stikke vores 70’er og 80’er-nostalgi skråt op? Og hvem siger, at de ikke har ret, og at man i år 2046 vil konkludere, at sommeren 2016 var den mest misforståede i filmhistorien, fordi den ældre generations forstokkede filmsyn gjorde dem blinde over for de mange værker, der siden har opnået klassikerstatus – inklusiv mesterværket over dem alle, Suicide Squad.

Udgivet i Film og musik Etiket: , , , ,

Lidenskab og lysår anmeldt

Som novelleforfatter kan det tit være op ad bakke at blive anmeldt. Ét er, om den antologi, man er med i, får en anmeldelse, noget andet er, om ens bidrag overhovedet bliver nævnt af anmelderen. Men så er det godt, at der findes folk som den tilsyneladende utrættelige Jette Holst fra Gyseren.dk, som endnu en gang har påtaget sig at anmelde den seneste udgave af Science Fiction Cirklens Lige under overfladen-serie og gør det ved at gennemgå samtlige 27 noveller.

Mit bidrag, Rumkaptajnens kone, får følgende ord med på vejen:

“Rumkaptajnens kone ville skilles. Denne sætning starter Lars Ahn Pedersens bidrag til Lidenskab og lysår, og som altid når det drejer sig om LAP, er her tale om en velskrevet og interessant novelle, der pludselig skifter spor undervejs, så slutningen er ganske uforudsigelig.”

Om antologien generelt skriver hun:

“Det er fedt at se, hvordan Science Fiction Cirklen år efter år formår at samle så mange og så forskellige noveller ind af så høj kvalitet. Jeg håber, at serien vil fortsætte mange år endnu.”

Dermed lægger hun sig i slipstrømmen på den lektørudtalelse, som Lidenskab og lysår har fået fra DBC, hvor lektøren konkluderer:

“Jeg er overordnet imponeret over kvaliteten og spændvidden i endnu en antologi i en i øvrigt vellykket serie.”

Læs hele anmeldelsen af Lidenskab og lysår her

Læs et uddrag af Rumkaptajnens kone

Udgivet i Bøger, Noveller, Science fiction Etiket: , , ,

Berlin, Barcelona og Eurocon

eurocon-2-opening

Fra åbningen af Eurocon 2016 i Barcelona. Ian Watson står med Eurcon-flaget. Yderst til højre ses dagens travleste mand: Tolken, som både skulle oversætte fra catalansk til spansk og engelsk og omvendt.

Det er nu to uger siden, jeg kunne gå rundt i Barcelona i 20 graders varme iført T-shirt og sommerjakke. Så kom jeg hjem og skulle straks finde den tykke vinterjakke og vinterstøvlerne frem … Jeg bilder mig selv ind, at det er derfor, det har taget mig så lang tid at få skrevet dette indlæg.

Berlin

Inden jeg tog til Barcelona, var jeg et smut forbi Berlin, hvor et af mine yndlingsbands, Warpaint, gav koncert. Det gør Warpaint til det første band, jeg har set i tre forskellige lande (Reading Festival i England 2011, Roskilde Festival 2013 og Berlin 2016). Jeg har også været til koncert med Jarvis Cocker i tre lande, men to af gangene var med Pulp (Roskilde 1996 og Reading 2011), mens den tredje (Rock en Seine i Paris 2007) var en solokoncert.

Selve koncerten var fremragende, og sangene fra det nye album Heads Up fungerede godt live. Jeg kunne også konstatere, at det at gå til koncert i Berlin føles meget som at være til koncert i København, helt ned til den del hvor man skal stå i en lang kø til garderoben.

Eurocon

Mit egentlige mål med rejsen var dog Eurocon i Barcelona. Jeg valgte både at tage derned, fordi jeg aldrig havde været i Barcelona før, og fordi to af æresgæsterne var forfattere, som jeg er stor fan af: Aliette de Bodard og Richard Morgan. Begge var skarpe og interessante at høre på, men det behøver jeg ikke at fortælle, for stort set alle programpunkter på Eurocon blev filmet og kan nu ses på Youtube. Her er for eksempel interviewet med Richard Morgan:

Eurocon 2016 var min tredje udenlandske con efter Eurocon 2011 i Stockholm og Worldcon 2014 i London. Nu hvor jeg selv har prøvet at arrangere Fantasticon, er det altid interessant at se, hvordan andre gør. Generelt virkede det som om, der var styr på tingene, og jeg oplevede ikke de store kiks. På førstedagen, fredag, var udvalget af engelsksprogede ting på programmet dog så begrænset, at det nærmest gav sig selv, hvad man skulle se, mens der var langt mere at vælge imellem de to andre dage (jeg gik dog glip af søndagen, da jeg skulle nå et tidligt fly).

Et panel om europæisk science fictions plads på verdensscenen bragte ikke meget nyt for dagen og var – deprimerende nok – nærmest en gentagelse af et panel, jeg så på Worldcon to år tidligere. Konklusionerne var stort set de samme: SF på andre sprog end engelsk lider under, at science fiction selv i store lande som Tyskland, Spanien og Frankrig næsten kun udgives af små forlag uden den store gennemslagskraft, og at det er dyrt at få lavet ordentlige oversættelser til engelsk. Lyder det bekendt? Sådan er det også herhjemme.

De bedste ting, jeg overværede på Eurocon, var en samtale mellem Aliette de Bodard og Adam Roberts om Jules Verne og H. G. Wells, et panel om politisk SF med blandt andre Richard Morgan og Adam Roberts (som jeg skal til at have læst noget mere af), samt et foredrag om Venus med den unge, tjekkiske forfatter Julie Nováková. Til gengæld led et interview med Joe Haldeman under, at det skulle oversættes til spansk, så det åd halvdelen af de 45 minutter, der var afsat.

Barcelona

gigamesh-2

Gigamesh i Barcelona.

Eurocon betød, at det var begrænset, hvor meget jeg nåede at få set af Barcelona. Jeg havde i realiteten kun én enkelt dag til sightseeing, så jeg droppede Camp Nou og nøjedes med at se Sagrada Familia udefra (i sig selv et imponerende nok syn).

I stedet fik jeg handlet i Gigamesh – Barcelonas svar på Fantask. Størstedelen af bøgerne er på spansk, men de har også en stor engelsksproget afdeling. Gigamesh var desuden de eneste, som havde en stand på Eurocon med bøger på engelsk. De var brugte, men fristende billige. Jeg gjorde ellers mit bedste for at begrænse mig, da mine reoler i forvejen bugner af ulæste bøger, men det er svært at stå imod, når titlerne sælges til 1 euro stykket.

Og for dem, som savner Fona 2000, TP Music, Stereo Studio, GUF, HMV m.fl., kan jeg oplyse, at den franske kæde fnac stadig eksisterer. Barcelona-afdelingen på den centrale Placa Catalunya var fyldt med CD’er, DVD’er og Blu-ray, men for filmenes vedkommende var der dog et væsentligt problem: Langt de fleste udgivelser havde kun catalanske og til nød spanske undertekster. Det var til at leve med på de engelsksprogede film, men hvis man ønskede at købe f.eks. en spansk eller koreansk film, var der intet at gøre. Jeg har oplevet noget lignende med udgivelser i Tyskland og Frankrig, men jeg var alligevel overrasket over, at det også gør sig gældende i Catalonien, som ikke kan siges at være et stort sprogområde.

Jeg prøvede også to koreanske restauranter i Barcelona (begge ganske glimrende, men den ene serverede europæiske portionsstørrelser, så jeg kom til at bestille alt for meget mad) og fik så dårlig samvittighed over det, at jeg resten af tiden gik efter det lokale køkken. Meget af det kan bedst beskrives som “solid husmandskost”, eksempel: bønner med blodpølse og kylling i sveske- og rosinsovs – jeg satte dog grænsen ved “hjerne i smør”. Apropos mad, så er det også værd at besøge madmarkedet La Boqueria, der ligger ud til La Rambla og er en vildere udgave af Torvehallerne. Her kan man ved selvsyn konstatere, at catalanerne anvender alle dele af dyrene i deres madlavning. Velbekomme!

madmarked-4

Alle delene af fåret bruges i det catalanske køkken, hvilket denne køledisk på madmarkedet La Boqueria viser. Udover hoveder kan man bl.a. se hjerner, tunger, indvolde og lunger.

Udgivet i Bøger, Fantasy, Musik, Science fiction Etiket: , , , , ,

CPH Pix 2016 del 2: Rå og blodig

raw1

Efter at jeg havde lagt ud med seks koreanske film på årets CPH Pix, fik jeg kun set yderligere tre film. Det var der flere årsager til. Først og fremmest gik jeg glip af det meste af en uge på CPH Pix på grund af min tur til Berlin og Barcelona (mere om det i mit næste indlæg), og dernæst kom træthed efter rejsen, en filmquiz og vintervejret på tværs. Til gengæld var to af mine favoritfilm fra dette års festival at finde blandt de tre, jeg trods alt fik set efter den indledende koreanske minimaraton.

Raw

Det mest negative, jeg kan sige om Julie Ducournaus imponerende debutfilm Raw, er, at man ikke bør se den, inden man skal spise.

Forud var gået historier om folk, der besvimede ved visninger af filmen i Toronto, og ja, den indeholder nogle pænt ekstreme scener, hvoraf mindst én er decideret kvalmefremkaldende. Men først og fremmest er fransk-belgiske Raw et klasseeksempel på, hvordan horrorgenren kan bruges til at skildre de forandringer og den udvikling, som unge mennesker gennemgår både fysisk og mentalt, når de skal tage springet fra barn til voksen (se også Carrie og Ginger Snaps).

Filmen følger den unge Justine (Garance Marillier), som netop er startet på dyrlægestudiet, hvor hun har det svært med de ydmygende indvielsesritualer, som de ældre studerende udsætter de nye for. Et af dem går ud på at spise rå kaninlever, og som livslang vegetar forsøger Justine at undslippe, men møder ikke megen forståelse, heller ikke fra sin storesøster (Ella Rumpf) som også går på skolen.

Netop som man tror, at Raw er en socialrealistisk skildring af en ung pige, som for første gang skal prøve at stå på egne ben og har svært ved at falde til i sine nye omgivelser, ændrer den retning. Episoden med den rå kaninlever sætter gang i en forandring hos Justine, som pludselig får smag for kød, og så er vi på vej over i noget bodyhorror, lige indtil vi kommer til scenen, hvor begrebet fingermad bliver taget lidt for bogstaveligt, og kannibalisme bliver et tema …

Raw endte med at være den af de ni film på CPH Pix, der gjorde størst indtryk på mig. Hver gang jeg troede, jeg vidste, hvor jeg havde den, skiftede den karakter, men formåede at gøre det uden at sætte troværdigheden over styr. Ikke alt er perfekt. Enkelte scener fører ikke rigtig nogle vegne, og der er sikkert dem, som vil mene, at filmens afsluttende tvist er lidt for meget. Personlig synes jeg dog, den giver god mening og underbygges af handlingen hele vejen igennem.

Og apropos kannibaler …

Bone Tomahawk

The Searchers med kannibaler eller en westernudgave af The Hills Have Eyes er den nemme måde at beskrive S. Craig Zahlers Bone Tomahawk på. Der er dog snarere tale om en western i stil med Jim Jarmuschs Dead Man eller Coen-brødrenes True Grit, hvor scener afviklet i et roligt, nærmest adstadigt tempo krydret med deadpan humor og skæve replikker afløses af pludselig opstået vold.

Bone Tomahawks ry som værende ekstrem brutal og blodig er primært baseret på en enkelt scene, der, indrømmet, bestemt ikke er for sarte sjæle. Ellers er det mest ubehagelige ved filmen faktisk at følge Patrick Wilsons forsøg på at humpe sig gennem landskabet på et brækket skinneben, fordi han vil redde sin hustru (Lili Simmons fra Banshee), der er blevet kidnappet af de førnævnte kannibaler. Med på redningsmissionen er også Kurt Russell, Richard Jenkins og Matthew Fox, så af en kannibalwestern at være må Bone Tomahawk siges at have en overraskende stjernebesat rollebesætning.

I det hele taget er det en dejligt uforudsigelig film, hvor det på forhånd er umuligt at gætte, hvem der vil overleve, eller om der overhovedet er nogen, som vil gøre det.

Nina Forever

Blodige scener er heller ikke en mangelvare i den britiske Nina Forever, men her er tonen noget mere let. Reelt set er der tale om en kulsort samlivskomedie, hvor en død ekskæreste bogstavelig talt kommer i vejen for et nyt forhold.

Holly bliver lun på kollegaen Rob efter at have hørt, han forsøgte at begå selvmord i sorg over kæresten Ninas død i en bilulykke. De indleder et forhold, men hver gang de har sex, dukker Nina op i sengen i en temmelig blodig udgave. Nina Forever handler på sin vis om bearbejdning af sorg, og hvordan man kan forsøge at komme videre, og den del af filmen fungerer overraskende godt, hvis man ellers kan se bort fra al blodet.

Den når dog ikke helt i mål, og ironisk nok er det instruktørernes baggrund som klippere, der ender med at spænde lidt ben for dem. I hvert fald fandt jeg, at filmen til tider var klippet på en lidt for selvbevidst måde, der snarere virkede distraherende end fascinerende. Ellers er Nina Forever bestemt et kig værd, selv om den nok var havnet længere nede på listen, hvis jeg havde nået at se flere film.

Min top 5 fra CPH Pix 2016:
1. Raw (Julie Ducournau, Frankrig/Belgien)
2. Bone Tomahawk (S. Craig Zahler, USA)
3. Train to Busan (Yeon Sang-ho, Sydkorea)
4. The Wailing (Na Hong-jin, Sydkorea)
5. Nina Forever (Ben & Chris Blaine, England)

Udgivet i Film og musik, Horror Etiket: , , ,

CPH Pix 2016 del 1: De koreanske

Train to Busan

Train to Busan: Kunsten at kæmpe sig igennem et højhastighedstog fyldt med zombier.

Fire dage inde i CPH Pix 2016 og jeg har fået set seks film, og tilfældet vil, at de alle har været koreanske. Her følger mine tanker om dem, inden jeg kaster mig over film fra andre lande. Der er en enkelt koreansk film til på programmet, Communication & Lies, men den når jeg ikke at få set.

Train to Busan

Yeon Sang-hos barske animationsfilm The Fake var min favorit blandt de film, jeg så på CPH Pix 2014. Det var hans anden film efter debuten King of Pigs, der ligeledes var animeret, så jeg var spændt på at se, hvad det næste ville blive fra hans hånd. Stor var min overraskelse, da det viste sig ikke at være endnu en animeret film til det smalle publikum, men derimod Koreas første fuldblods zombiefilm designet til masserne.

Og hvad kan Yeon Sang-ho så bidrage med til en i forvejen godt overfyldt genre? Ikke så forfærdelig meget når det kommer til originalitet, andet end at det er nyt at se koreanske zombier. Train to Busan skal desuden have ros for at få vredet det maksimale ud af sin idé – zombier på speed, der går amok i et højhastighedstog – og så skader det bestemt ikke, at filmen har et persongalleri, man gider at interessere sig for. For at blive i togterminologien er Train to Busan en særdeles velproduceret maskine, der holder sig på sporet helt frem til slutningen, hvor den til gengæld bliver rigtig koreansk på den dårlige måde med fuld tryk på tårekanalerne, tilsat svulmende strygere på lydsporet og de nærmest obligatoriske flashback-scener.

Samfundskritikken, man fandt i The Fake, træder her i baggrunden til fordel for underholdningsværdien og effekterne, selv om man med lidt god vilje kan øjne den hist og her. Train to Busan beviser, om ikke andet, at Yeon Sang-ho også kan instruere andet end animationsfilm og forstår, hvad der skal til for at lave en vaskeægte blockbuster. P.t. er filmen 2016s største biografhit i Korea, og den skulle være købt til dansk biografdistribution, så det siger lidt om dens publikumsappel.

Seoul Station

Yeon Sang-ho overraskede som nævnt ved, at hans tredje film ikke var en animationsfilm, men det er hans fjerde så til gengæld, for det viste sig, at han ved siden af Train to Busan også fandt tid til at instruere animationsfilmen Seoul Station. Den fungerer som en slags forhistorie til Train to Busan og havde premiere i Korea en måned efter.

I Seoul Station finder man noget af den samfundskritik, jeg tog mig i at savne i Train to Busan. Filmen følger en række personer på samfundets bund – primært hjemløse – som er nogle af de første, der bliver zombiernes ofre, men ikke bliver taget alvorligt, da de forsøger at gøre omverdenen opmærksom på, hvad der sker.

Seoul Station mister dog noget af sit bid i sin anden halvdel, hvor den går i ren actionmode, og lider desuden under, at den bæres på skuldrene af en anden film – lidt ligesom når Fear the Walking Dead holdes op imod The Walking Dead.

Seoul Station

The Wailing

Na Hong-jin er en anden koreansk instruktør, der med held har foretaget et overraskende genreskifte. Hans to første film, The Chaser og Yellow Sea, slog hans navn fast som en lovende thriller-instruktør, men med The Wailing kaster han sig over den overnaturlige horror ved at smide onde ånder og besatte mennesker ind i mikset.

Hvor The Chaser var en stram, nervepirrende sag, led Yellow Sea under at være alt for lang, og det er også den væsentligste anke, man kan have mod The Wailing, der varer over to-en-halv time, men kunne have haft gavn af at være 15-20 minutter kortere. I den første time er der lidt for mange scener, hvor hovedpersonen – en godmodig betjent i provinsen – klovner rundt, mens han forsøger at finde hoved og hale i, hvorfor der pludselig begynder at ske flere grusomme mord i området.

Men fra det øjeblik, hvor hovedpersonens datter bliver besat og ændrer karakter, finder The Wailing sit rette gear, og den sidste halvanden time er noget nær en tour-de-force, hvor nerverne er på højkant. Rent teknisk viser The Wailing, hvor højt niveauet er i koreansk film, når de bedste kræfter er samlet, men Na Hong-jin må godt være lidt mere kritisk i klipperummet næste gang.

Veteran

Hvis der er noget, som koreanerne laver meget af, så er det actionthrillere, og kongen af genren må siges at være Ryu Seung-wan, hvis Veteran var den mest sete film i Korea i 2015 og den tredjebedst sælgende nogensinde (kun overgået af The Admiral: Roaring Currentsder blev vist på CPH Pix 2015 – og Ode to My Father). Umiddelbart er det dog svært at se, hvad der skulle adskille den fra andre i samme genre, andet end at den er vellavet og underholdende, hvilket selvfølgelig er et par store plusser i sig selv.

Måske har jeg bare set for mange koreanske actionthrillere til at jeg kan være andet end behersket begejstet for en film som Veteran, selv om jeg anerkender, at den hører til blandt de mere vellykkede eksempler. Man kan godt læse lidt social kritik ind i dens skildring af en flabet betjents kamp mod en psykopat af en forkælet rigmandssøn og dens beskrivelse af klasseskel og korruption i det koreanske samfund, men filmens tone er generelt for let til, at man kan påstå, den har meget på hjerte.

Right Now, Wrong Then

Hong Sang-soo lader til at være blevet et fast indslag på CPH Pix, og jeg forsøger hver gang at forstå, hvorfor han har så mange beundrere, selv om jeg efter at have set en håndfuld af hans film endnu ikke rigtig har fundet svaret. Right Now, Wrong Then følger på sin vis Hongs faste formel ved, at en af hovedpersonerne er en filminstruktør, som har noget kørende med en kvinde, hvilket typisk indebærer en masse samtalescener af flere minutters længde filmet med en fastlåst kameraindstilling.

I forhold til Hongs andre film fandt jeg Right Now, Wrong Then noget mere interessant, fordi den med held benytter sig af et fortællemæssigt trick ved at skildre det samme møde mellem en mand og en kvinde to gange, men med vidt forskellige resultater. For eksempel undlader han i den ene historie at nævne, at han er gift, mens han i den anden historie selv bringer det på bane tidligt i forløbet.

Bonusinfo: I kølvandet på premieren på Right Now, Wrong Then i Korea kom det frem, at Hong Sang-soo har haft en affære med filmens kvindelige hovedrolleindehaver Kim Min-hee. Det virker fortærsket at sige, at virkeligheden overgår fantasien, men i dette tilfælde har de måske mere afspejlet hinanden.

Alone

Hvor Hong Sang-soo har lange, uafbrudte scener, hvor kameraet ikke bevæger sig ud af stedet, gør Park Hong-mins Alone en dyd ud af det modsatte. Her er scenerne også op til ti minutter lange, men Park fylder dem ikke kun med dialog, men også med action, blod og visuelle tricks i sin skildring af en mand, som på mystisk vis bliver ved med at vågne op det samme sted.

Det går dog snart op for én, at det hele foregår inde i hans hoved, og deri ligger filmens problem. For den slags historier kræver, at hovedpersonen er én, hvis tanker man gider at følge, og at man interesserer sig for, hvad det er, der har bragt ham i situationen. I dette tilfælde bliver det hurtigt meget forudsigeligt og fortænkt og faktisk også ret kedeligt.

Filmpas

Som noget nyt har CPH Pix i år indført, at man højst kan se 14 film på et filmpas, hvor man tidligere har haft adgang til et ubegrænset antal visninger. Min egen rekord er 18 film i 2014, og sidste år blev det til 12, så jeg overlever nok ændringen, der ellers medførte et mindre ramaskrig blandt de mest ihærdige fans (jeg kender folk, der har nået at se 30-50 film i løbet af festivalen).

Jeg ved også, at jeg ikke når op på 14 film i år, for i morgen, tirsdag, rejser jeg til Berlin og derefter til Eurocon i Barcelona og vender ikke hjem før på søndag. CPH Pix slutter dog først den 9. november, så jeg forventer at få set en håndfuld film til, selv om jeg går glip af en lille uges visninger.

 

Udgivet i Film og musik, Horror Etiket: , ,

Spøgelseshistorier og autofiktion

monsterTypisk. Her venter man et helt år på en ny udgivelse, og så kommer der to lige i træk. Jeg troede, at den næste novelle, jeg skulle fortælle om her på siden, ville blive Hvor hesten ligger begravet i antologien Hvis jeg overlever natten, men minsandten om den ikke er blevet overhalet indenom af Monster, som jeg først havde forventet at se til næste år.

Monster er det tredje bind i forlaget Kandors serie, som begyndte med Vampyr, der indeholdt min novelle Donation, og fortsatte med Varulv, som jeg ikke fik sendt noget ind til. Med Monster var der frit valg blandt uhyrerne, så længe det ikke var vampyrer, varulve eller zombier. Ingen point for at gætte, hvad jeg endte med at skrive om, når min novelle hedder Spøgelseshistorier.

Læs et uddrag fra Spøgelseshistorier

I et tidligere indlæg nævnte jeg, at Spøgelseshistorier er det tætteste, jeg er kommet på at skrive autofiktion. Med det hentyder jeg til, at den ene af novellens hovedpersoner er en forfatter, som tager på et skriveophold på et refugium og opdager, han har fået et værelse, der skulle være hjemsøgt. Enhver, som har været på Hald Hovedgaard, vil nok kunne genkende stedet ud fra mine beskrivelser, og ja, jeg boede på et værelse, hvor der var blevet observeret et spøgelse som beskrevet i dette indlæg: En uge på Hald Hovedgaard

IMG_4771

“Spøgelsesværelset” på Hald Hovedgaard.

Modsat forfatteren i Spøgelseshistorier mødte jeg dog ingen spøgelser eller havde problemer med skriveblokering. I det hele taget var mit ophold på Hald Hovedgaard en anderledes positiv oplevelse end i novellen, så den del er ren fiktion.

Til gengæld passer det, at jeg fik idéen til novellen, da jeg besøgte det gamle kapel på Sct. Hans Hospital i forbindelse med mit arbejde som journalist på Dagbladet Roskilde. Kapellet bliver i dag brugt til kunstudstillinger og koncerter, men man kan stadig se det rum, hvor de døde patienter fik taget deres hjerner ud til videnskabelig brug samt det rum, hvor ligene blev opbevaret.

Du kan se billeder fra kapellet i denne artikel:
Kunstnere står i kø til kapel på Sct. Hans

Mens jeg blev vist rundt i kapellet og tog noter til artiklen, var jeg ikke blind for, at stedet var en ren guldgrube for en horrorforfatter. Det var også her, jeg hørte historien om den tidligere ansatte, som var mødt op til en udstilling og havde fortalt, hvordan hun kunne blive ringet op om aftenen, fordi hun skulle gøre rent i kapellet efter dissekeringerne. Jeg vidste nærmest med det samme, at det var jeg nødt til at bruge engang. Derudover lod jeg mig inspirere af museet på Sct. Hans, hvor man blandt andet kan se malerier og skulpturer, som nogle af patienterne har skabt. En af de mange skæbner, man møder på museet, er Glarmesteren, der dukker op i Spøgelseshistorier under et andet navn.

Det var dog først efter mit ophold på Hald Hovedgaard, at det gik op for mig, at jeg kunne kombinere mine nætter i “spøgelsesværelset” med historierne om kapellet på Sct. Hans Hospital og få skabt en anderledes spøgelseshistorie. Om det så er lykkedes, vil jeg lade op til andre at bedømme. Og bare for en god ordens skyld: Hald Hovedgaard har aldrig været brugt til sindssygehospital og har dermed heller ikke haft en kirkegård til patienterne.

Monster indeholder også noveller af Teddy Vork (som vandt førstepræmien), Martin Schjönning, Ditte Kure, Malou Shigebu, Mikkel Harris Carlsen, Nikolaj Johansen, Morten Carlsen, A.Silvestri, Luna Petersen og Alice Aagaard.

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller Etiket: , , , ,
%d bloggers like this: