Lidenskab og lysår anmeldt

Som novelleforfatter kan det tit være op ad bakke at blive anmeldt. Ét er, om den antologi, man er med i, får en anmeldelse, noget andet er, om ens bidrag overhovedet bliver nævnt af anmelderen. Men så er det godt, at der findes folk som den tilsyneladende utrættelige Jette Holst fra Gyseren.dk, som endnu en gang har påtaget sig at anmelde den seneste udgave af Science Fiction Cirklens Lige under overfladen-serie og gør det ved at gennemgå samtlige 27 noveller.

Mit bidrag, Rumkaptajnens kone, får følgende ord med på vejen:

“Rumkaptajnens kone ville skilles. Denne sætning starter Lars Ahn Pedersens bidrag til Lidenskab og lysår, og som altid når det drejer sig om LAP, er her tale om en velskrevet og interessant novelle, der pludselig skifter spor undervejs, så slutningen er ganske uforudsigelig.”

Om antologien generelt skriver hun:

“Det er fedt at se, hvordan Science Fiction Cirklen år efter år formår at samle så mange og så forskellige noveller ind af så høj kvalitet. Jeg håber, at serien vil fortsætte mange år endnu.”

Dermed lægger hun sig i slipstrømmen på den lektørudtalelse, som Lidenskab og lysår har fået fra DBC, hvor lektøren konkluderer:

“Jeg er overordnet imponeret over kvaliteten og spændvidden i endnu en antologi i en i øvrigt vellykket serie.”

Læs hele anmeldelsen af Lidenskab og lysår her

Læs et uddrag af Rumkaptajnens kone

Udgivet i Bøger, Noveller, Science fiction Etiket: , , ,

Berlin, Barcelona og Eurocon

eurocon-2-opening

Fra åbningen af Eurocon 2016 i Barcelona. Ian Watson står med Eurcon-flaget. Yderst til højre ses dagens travleste mand: Tolken, som både skulle oversætte fra catalansk til spansk og engelsk og omvendt.

Det er nu to uger siden, jeg kunne gå rundt i Barcelona i 20 graders varme iført T-shirt og sommerjakke. Så kom jeg hjem og skulle straks finde den tykke vinterjakke og vinterstøvlerne frem … Jeg bilder mig selv ind, at det er derfor, det har taget mig så lang tid at få skrevet dette indlæg.

Berlin

Inden jeg tog til Barcelona, var jeg et smut forbi Berlin, hvor et af mine yndlingsbands, Warpaint, gav koncert. Det gør Warpaint til det første band, jeg har set i tre forskellige lande (Reading Festival i England 2011, Roskilde Festival 2013 og Berlin 2016). Jeg har også været til koncert med Jarvis Cocker i tre lande, men to af gangene var med Pulp (Roskilde 1996 og Reading 2011), mens den tredje (Rock en Seine i Paris 2007) var en solokoncert.

Selve koncerten var fremragende, og sangene fra det nye album Heads Up fungerede godt live. Jeg kunne også konstatere, at det at gå til koncert i Berlin føles meget som at være til koncert i København, helt ned til den del hvor man skal stå i en lang kø til garderoben.

Eurocon

Mit egentlige mål med rejsen var dog Eurocon i Barcelona. Jeg valgte både at tage derned, fordi jeg aldrig havde været i Barcelona før, og fordi to af æresgæsterne var forfattere, som jeg er stor fan af: Aliette de Bodard og Richard Morgan. Begge var skarpe og interessante at høre på, men det behøver jeg ikke at fortælle, for stort set alle programpunkter på Eurocon blev filmet og kan nu ses på Youtube. Her er for eksempel interviewet med Richard Morgan:

Eurocon 2016 var min tredje udenlandske con efter Eurocon 2011 i Stockholm og Worldcon 2014 i London. Nu hvor jeg selv har prøvet at arrangere Fantasticon, er det altid interessant at se, hvordan andre gør. Generelt virkede det som om, der var styr på tingene, og jeg oplevede ikke de store kiks. På førstedagen, fredag, var udvalget af engelsksprogede ting på programmet dog så begrænset, at det nærmest gav sig selv, hvad man skulle se, mens der var langt mere at vælge imellem de to andre dage (jeg gik dog glip af søndagen, da jeg skulle nå et tidligt fly).

Et panel om europæisk science fictions plads på verdensscenen bragte ikke meget nyt for dagen og var – deprimerende nok – nærmest en gentagelse af et panel, jeg så på Worldcon to år tidligere. Konklusionerne var stort set de samme: SF på andre sprog end engelsk lider under, at science fiction selv i store lande som Tyskland, Spanien og Frankrig næsten kun udgives af små forlag uden den store gennemslagskraft, og at det er dyrt at få lavet ordentlige oversættelser til engelsk. Lyder det bekendt? Sådan er det også herhjemme.

De bedste ting, jeg overværede på Eurocon, var en samtale mellem Aliette de Bodard og Adam Roberts om Jules Verne og H. G. Wells, et panel om politisk SF med blandt andre Richard Morgan og Adam Roberts (som jeg skal til at have læst noget mere af), samt et foredrag om Venus med den unge, tjekkiske forfatter Julie Nováková. Til gengæld led et interview med Joe Haldeman under, at det skulle oversættes til spansk, så det åd halvdelen af de 45 minutter, der var afsat.

Barcelona

gigamesh-2

Gigamesh i Barcelona.

Eurocon betød, at det var begrænset, hvor meget jeg nåede at få set af Barcelona. Jeg havde i realiteten kun én enkelt dag til sightseeing, så jeg droppede Camp Nou og nøjedes med at se Sagrada Familia udefra (i sig selv et imponerende nok syn).

I stedet fik jeg handlet i Gigamesh – Barcelonas svar på Fantask. Størstedelen af bøgerne er på spansk, men de har også en stor engelsksproget afdeling. Gigamesh var desuden de eneste, som havde en stand på Eurocon med bøger på engelsk. De var brugte, men fristende billige. Jeg gjorde ellers mit bedste for at begrænse mig, da mine reoler i forvejen bugner af ulæste bøger, men det er svært at stå imod, når titlerne sælges til 1 euro stykket.

Og for dem, som savner Fona 2000, TP Music, Stereo Studio, GUF, HMV m.fl., kan jeg oplyse, at den franske kæde fnac stadig eksisterer. Barcelona-afdelingen på den centrale Placa Catalunya var fyldt med CD’er, DVD’er og Blu-ray, men for filmenes vedkommende var der dog et væsentligt problem: Langt de fleste udgivelser havde kun catalanske og til nød spanske undertekster. Det var til at leve med på de engelsksprogede film, men hvis man ønskede at købe f.eks. en spansk eller koreansk film, var der intet at gøre. Jeg har oplevet noget lignende med udgivelser i Tyskland og Frankrig, men jeg var alligevel overrasket over, at det også gør sig gældende i Catalonien, som ikke kan siges at være et stort sprogområde.

Jeg prøvede også to koreanske restauranter i Barcelona (begge ganske glimrende, men den ene serverede europæiske portionsstørrelser, så jeg kom til at bestille alt for meget mad) og fik så dårlig samvittighed over det, at jeg resten af tiden gik efter det lokale køkken. Meget af det kan bedst beskrives som “solid husmandskost”, eksempel: bønner med blodpølse og kylling i sveske- og rosinsovs – jeg satte dog grænsen ved “hjerne i smør”. Apropos mad, så er det også værd at besøge madmarkedet La Boqueria, der ligger ud til La Rambla og er en vildere udgave af Torvehallerne. Her kan man ved selvsyn konstatere, at catalanerne anvender alle dele af dyrene i deres madlavning. Velbekomme!

madmarked-4

Alle delene af fåret bruges i det catalanske køkken, hvilket denne køledisk på madmarkedet La Boqueria viser. Udover hoveder kan man bl.a. se hjerner, tunger, indvolde og lunger.

Udgivet i Bøger, Fantasy, Musik, Science fiction Etiket: , , , , ,

CPH Pix 2016 del 2: Rå og blodig

raw1

Efter at jeg havde lagt ud med seks koreanske film på årets CPH Pix, fik jeg kun set yderligere tre film. Det var der flere årsager til. Først og fremmest gik jeg glip af det meste af en uge på CPH Pix på grund af min tur til Berlin og Barcelona (mere om det i mit næste indlæg), og dernæst kom træthed efter rejsen, en filmquiz og vintervejret på tværs. Til gengæld var to af mine favoritfilm fra dette års festival at finde blandt de tre, jeg trods alt fik set efter den indledende koreanske minimaraton.

Raw

Det mest negative, jeg kan sige om Julie Ducournaus imponerende debutfilm Raw, er, at man ikke bør se den, inden man skal spise.

Forud var gået historier om folk, der besvimede ved visninger af filmen i Toronto, og ja, den indeholder nogle pænt ekstreme scener, hvoraf mindst én er decideret kvalmefremkaldende. Men først og fremmest er fransk-belgiske Raw et klasseeksempel på, hvordan horrorgenren kan bruges til at skildre de forandringer og den udvikling, som unge mennesker gennemgår både fysisk og mentalt, når de skal tage springet fra barn til voksen (se også Carrie og Ginger Snaps).

Filmen følger den unge Justine (Garance Marillier), som netop er startet på dyrlægestudiet, hvor hun har det svært med de ydmygende indvielsesritualer, som de ældre studerende udsætter de nye for. Et af dem går ud på at spise rå kaninlever, og som livslang vegetar forsøger Justine at undslippe, men møder ikke megen forståelse, heller ikke fra sin storesøster (Ella Rumpf) som også går på skolen.

Netop som man tror, at Raw er en socialrealistisk skildring af en ung pige, som for første gang skal prøve at stå på egne ben og har svært ved at falde til i sine nye omgivelser, ændrer den retning. Episoden med den rå kaninlever sætter gang i en forandring hos Justine, som pludselig får smag for kød, og så er vi på vej over i noget bodyhorror, lige indtil vi kommer til scenen, hvor begrebet fingermad bliver taget lidt for bogstaveligt, og kannibalisme bliver et tema …

Raw endte med at være den af de ni film på CPH Pix, der gjorde størst indtryk på mig. Hver gang jeg troede, jeg vidste, hvor jeg havde den, skiftede den karakter, men formåede at gøre det uden at sætte troværdigheden over styr. Ikke alt er perfekt. Enkelte scener fører ikke rigtig nogle vegne, og der er sikkert dem, som vil mene, at filmens afsluttende tvist er lidt for meget. Personlig synes jeg dog, den giver god mening og underbygges af handlingen hele vejen igennem.

Og apropos kannibaler …

Bone Tomahawk

The Searchers med kannibaler eller en westernudgave af The Hills Have Eyes er den nemme måde at beskrive S. Craig Zahlers Bone Tomahawk på. Der er dog snarere tale om en western i stil med Jim Jarmuschs Dead Man eller Coen-brødrenes True Grit, hvor scener afviklet i et roligt, nærmest adstadigt tempo krydret med deadpan humor og skæve replikker afløses af pludselig opstået vold.

Bone Tomahawks ry som værende ekstrem brutal og blodig er primært baseret på en enkelt scene, der, indrømmet, bestemt ikke er for sarte sjæle. Ellers er det mest ubehagelige ved filmen faktisk at følge Patrick Wilsons forsøg på at humpe sig gennem landskabet på et brækket skinneben, fordi han vil redde sin hustru (Lili Simmons fra Banshee), der er blevet kidnappet af de førnævnte kannibaler. Med på redningsmissionen er også Kurt Russell, Richard Jenkins og Matthew Fox, så af en kannibalwestern at være må Bone Tomahawk siges at have en overraskende stjernebesat rollebesætning.

I det hele taget er det en dejligt uforudsigelig film, hvor det på forhånd er umuligt at gætte, hvem der vil overleve, eller om der overhovedet er nogen, som vil gøre det.

Nina Forever

Blodige scener er heller ikke en mangelvare i den britiske Nina Forever, men her er tonen noget mere let. Reelt set er der tale om en kulsort samlivskomedie, hvor en død ekskæreste bogstavelig talt kommer i vejen for et nyt forhold.

Holly bliver lun på kollegaen Rob efter at have hørt, han forsøgte at begå selvmord i sorg over kæresten Ninas død i en bilulykke. De indleder et forhold, men hver gang de har sex, dukker Nina op i sengen i en temmelig blodig udgave. Nina Forever handler på sin vis om bearbejdning af sorg, og hvordan man kan forsøge at komme videre, og den del af filmen fungerer overraskende godt, hvis man ellers kan se bort fra al blodet.

Den når dog ikke helt i mål, og ironisk nok er det instruktørernes baggrund som klippere, der ender med at spænde lidt ben for dem. I hvert fald fandt jeg, at filmen til tider var klippet på en lidt for selvbevidst måde, der snarere virkede distraherende end fascinerende. Ellers er Nina Forever bestemt et kig værd, selv om den nok var havnet længere nede på listen, hvis jeg havde nået at se flere film.

Min top 5 fra CPH Pix 2016:
1. Raw (Julie Ducournau, Frankrig/Belgien)
2. Bone Tomahawk (S. Craig Zahler, USA)
3. Train to Busan (Yeon Sang-ho, Sydkorea)
4. The Wailing (Na Hong-jin, Sydkorea)
5. Nina Forever (Ben & Chris Blaine, England)

Udgivet i Film og musik, Horror Etiket: , , ,

CPH Pix 2016 del 1: De koreanske

Train to Busan

Train to Busan: Kunsten at kæmpe sig igennem et højhastighedstog fyldt med zombier.

Fire dage inde i CPH Pix 2016 og jeg har fået set seks film, og tilfældet vil, at de alle har været koreanske. Her følger mine tanker om dem, inden jeg kaster mig over film fra andre lande. Der er en enkelt koreansk film til på programmet, Communication & Lies, men den når jeg ikke at få set.

Train to Busan

Yeon Sang-hos barske animationsfilm The Fake var min favorit blandt de film, jeg så på CPH Pix 2014. Det var hans anden film efter debuten King of Pigs, der ligeledes var animeret, så jeg var spændt på at se, hvad det næste ville blive fra hans hånd. Stor var min overraskelse, da det viste sig ikke at være endnu en animeret film til det smalle publikum, men derimod Koreas første fuldblods zombiefilm designet til masserne.

Og hvad kan Yeon Sang-ho så bidrage med til en i forvejen godt overfyldt genre? Ikke så forfærdelig meget når det kommer til originalitet, andet end at det er nyt at se koreanske zombier. Train to Busan skal desuden have ros for at få vredet det maksimale ud af sin idé – zombier på speed, der går amok i et højhastighedstog – og så skader det bestemt ikke, at filmen har et persongalleri, man gider at interessere sig for. For at blive i togterminologien er Train to Busan en særdeles velproduceret maskine, der holder sig på sporet helt frem til slutningen, hvor den til gengæld bliver rigtig koreansk på den dårlige måde med fuld tryk på tårekanalerne, tilsat svulmende strygere på lydsporet og de nærmest obligatoriske flashback-scener.

Samfundskritikken, man fandt i The Fake, træder her i baggrunden til fordel for underholdningsværdien og effekterne, selv om man med lidt god vilje kan øjne den hist og her. Train to Busan beviser, om ikke andet, at Yeon Sang-ho også kan instruere andet end animationsfilm og forstår, hvad der skal til for at lave en vaskeægte blockbuster. P.t. er filmen 2016s største biografhit i Korea, og den skulle være købt til dansk biografdistribution, så det siger lidt om dens publikumsappel.

Seoul Station

Yeon Sang-ho overraskede som nævnt ved, at hans tredje film ikke var en animationsfilm, men det er hans fjerde så til gengæld, for det viste sig, at han ved siden af Train to Busan også fandt tid til at instruere animationsfilmen Seoul Station. Den fungerer som en slags forhistorie til Train to Busan og havde premiere i Korea en måned efter.

I Seoul Station finder man noget af den samfundskritik, jeg tog mig i at savne i Train to Busan. Filmen følger en række personer på samfundets bund – primært hjemløse – som er nogle af de første, der bliver zombiernes ofre, men ikke bliver taget alvorligt, da de forsøger at gøre omverdenen opmærksom på, hvad der sker.

Seoul Station mister dog noget af sit bid i sin anden halvdel, hvor den går i ren actionmode, og lider desuden under, at den bæres på skuldrene af en anden film – lidt ligesom når Fear the Walking Dead holdes op imod The Walking Dead.

Seoul Station

The Wailing

Na Hong-jin er en anden koreansk instruktør, der med held har foretaget et overraskende genreskifte. Hans to første film, The Chaser og Yellow Sea, slog hans navn fast som en lovende thriller-instruktør, men med The Wailing kaster han sig over den overnaturlige horror ved at smide onde ånder og besatte mennesker ind i mikset.

Hvor The Chaser var en stram, nervepirrende sag, led Yellow Sea under at være alt for lang, og det er også den væsentligste anke, man kan have mod The Wailing, der varer over to-en-halv time, men kunne have haft gavn af at være 15-20 minutter kortere. I den første time er der lidt for mange scener, hvor hovedpersonen – en godmodig betjent i provinsen – klovner rundt, mens han forsøger at finde hoved og hale i, hvorfor der pludselig begynder at ske flere grusomme mord i området.

Men fra det øjeblik, hvor hovedpersonens datter bliver besat og ændrer karakter, finder The Wailing sit rette gear, og den sidste halvanden time er noget nær en tour-de-force, hvor nerverne er på højkant. Rent teknisk viser The Wailing, hvor højt niveauet er i koreansk film, når de bedste kræfter er samlet, men Na Hong-jin må godt være lidt mere kritisk i klipperummet næste gang.

Veteran

Hvis der er noget, som koreanerne laver meget af, så er det actionthrillere, og kongen af genren må siges at være Ryu Seung-wan, hvis Veteran var den mest sete film i Korea i 2015 og den tredjebedst sælgende nogensinde (kun overgået af The Admiral: Roaring Currentsder blev vist på CPH Pix 2015 – og Ode to My Father). Umiddelbart er det dog svært at se, hvad der skulle adskille den fra andre i samme genre, andet end at den er vellavet og underholdende, hvilket selvfølgelig er et par store plusser i sig selv.

Måske har jeg bare set for mange koreanske actionthrillere til at jeg kan være andet end behersket begejstet for en film som Veteran, selv om jeg anerkender, at den hører til blandt de mere vellykkede eksempler. Man kan godt læse lidt social kritik ind i dens skildring af en flabet betjents kamp mod en psykopat af en forkælet rigmandssøn og dens beskrivelse af klasseskel og korruption i det koreanske samfund, men filmens tone er generelt for let til, at man kan påstå, den har meget på hjerte.

Right Now, Wrong Then

Hong Sang-soo lader til at være blevet et fast indslag på CPH Pix, og jeg forsøger hver gang at forstå, hvorfor han har så mange beundrere, selv om jeg efter at have set en håndfuld af hans film endnu ikke rigtig har fundet svaret. Right Now, Wrong Then følger på sin vis Hongs faste formel ved, at en af hovedpersonerne er en filminstruktør, som har noget kørende med en kvinde, hvilket typisk indebærer en masse samtalescener af flere minutters længde filmet med en fastlåst kameraindstilling.

I forhold til Hongs andre film fandt jeg Right Now, Wrong Then noget mere interessant, fordi den med held benytter sig af et fortællemæssigt trick ved at skildre det samme møde mellem en mand og en kvinde to gange, men med vidt forskellige resultater. For eksempel undlader han i den ene historie at nævne, at han er gift, mens han i den anden historie selv bringer det på bane tidligt i forløbet.

Bonusinfo: I kølvandet på premieren på Right Now, Wrong Then i Korea kom det frem, at Hong Sang-soo har haft en affære med filmens kvindelige hovedrolleindehaver Kim Min-hee. Det virker fortærsket at sige, at virkeligheden overgår fantasien, men i dette tilfælde har de måske mere afspejlet hinanden.

Alone

Hvor Hong Sang-soo har lange, uafbrudte scener, hvor kameraet ikke bevæger sig ud af stedet, gør Park Hong-mins Alone en dyd ud af det modsatte. Her er scenerne også op til ti minutter lange, men Park fylder dem ikke kun med dialog, men også med action, blod og visuelle tricks i sin skildring af en mand, som på mystisk vis bliver ved med at vågne op det samme sted.

Det går dog snart op for én, at det hele foregår inde i hans hoved, og deri ligger filmens problem. For den slags historier kræver, at hovedpersonen er én, hvis tanker man gider at følge, og at man interesserer sig for, hvad det er, der har bragt ham i situationen. I dette tilfælde bliver det hurtigt meget forudsigeligt og fortænkt og faktisk også ret kedeligt.

Filmpas

Som noget nyt har CPH Pix i år indført, at man højst kan se 14 film på et filmpas, hvor man tidligere har haft adgang til et ubegrænset antal visninger. Min egen rekord er 18 film i 2014, og sidste år blev det til 12, så jeg overlever nok ændringen, der ellers medførte et mindre ramaskrig blandt de mest ihærdige fans (jeg kender folk, der har nået at se 30-50 film i løbet af festivalen).

Jeg ved også, at jeg ikke når op på 14 film i år, for i morgen, tirsdag, rejser jeg til Berlin og derefter til Eurocon i Barcelona og vender ikke hjem før på søndag. CPH Pix slutter dog først den 9. november, så jeg forventer at få set en håndfuld film til, selv om jeg går glip af en lille uges visninger.

 

Udgivet i Film og musik, Horror Etiket: , ,

Spøgelseshistorier og autofiktion

monsterTypisk. Her venter man et helt år på en ny udgivelse, og så kommer der to lige i træk. Jeg troede, at den næste novelle, jeg skulle fortælle om her på siden, ville blive Hvor hesten ligger begravet i antologien Hvis jeg overlever natten, men minsandten om den ikke er blevet overhalet indenom af Monster, som jeg først havde forventet at se til næste år.

Monster er det tredje bind i forlaget Kandors serie, som begyndte med Vampyr, der indeholdt min novelle Donation, og fortsatte med Varulv, som jeg ikke fik sendt noget ind til. Med Monster var der frit valg blandt uhyrerne, så længe det ikke var vampyrer, varulve eller zombier. Ingen point for at gætte, hvad jeg endte med at skrive om, når min novelle hedder Spøgelseshistorier.

Læs et uddrag fra Spøgelseshistorier

I et tidligere indlæg nævnte jeg, at Spøgelseshistorier er det tætteste, jeg er kommet på at skrive autofiktion. Med det hentyder jeg til, at den ene af novellens hovedpersoner er en forfatter, som tager på et skriveophold på et refugium og opdager, han har fået et værelse, der skulle være hjemsøgt. Enhver, som har været på Hald Hovedgaard, vil nok kunne genkende stedet ud fra mine beskrivelser, og ja, jeg boede på et værelse, hvor der var blevet observeret et spøgelse som beskrevet i dette indlæg: En uge på Hald Hovedgaard

IMG_4771

“Spøgelsesværelset” på Hald Hovedgaard.

Modsat forfatteren i Spøgelseshistorier mødte jeg dog ingen spøgelser eller havde problemer med skriveblokering. I det hele taget var mit ophold på Hald Hovedgaard en anderledes positiv oplevelse end i novellen, så den del er ren fiktion.

Til gengæld passer det, at jeg fik idéen til novellen, da jeg besøgte det gamle kapel på Sct. Hans Hospital i forbindelse med mit arbejde som journalist på Dagbladet Roskilde. Kapellet bliver i dag brugt til kunstudstillinger og koncerter, men man kan stadig se det rum, hvor de døde patienter fik taget deres hjerner ud til videnskabelig brug samt det rum, hvor ligene blev opbevaret.

Du kan se billeder fra kapellet i denne artikel:
Kunstnere står i kø til kapel på Sct. Hans

Mens jeg blev vist rundt i kapellet og tog noter til artiklen, var jeg ikke blind for, at stedet var en ren guldgrube for en horrorforfatter. Det var også her, jeg hørte historien om den tidligere ansatte, som var mødt op til en udstilling og havde fortalt, hvordan hun kunne blive ringet op om aftenen, fordi hun skulle gøre rent i kapellet efter dissekeringerne. Jeg vidste nærmest med det samme, at det var jeg nødt til at bruge engang. Derudover lod jeg mig inspirere af museet på Sct. Hans, hvor man blandt andet kan se malerier og skulpturer, som nogle af patienterne har skabt. En af de mange skæbner, man møder på museet, er Glarmesteren, der dukker op i Spøgelseshistorier under et andet navn.

Det var dog først efter mit ophold på Hald Hovedgaard, at det gik op for mig, at jeg kunne kombinere mine nætter i “spøgelsesværelset” med historierne om kapellet på Sct. Hans Hospital og få skabt en anderledes spøgelseshistorie. Om det så er lykkedes, vil jeg lade op til andre at bedømme. Og bare for en god ordens skyld: Hald Hovedgaard har aldrig været brugt til sindssygehospital og har dermed heller ikke haft en kirkegård til patienterne.

Monster indeholder også noveller af Teddy Vork (som vandt førstepræmien), Martin Schjönning, Ditte Kure, Malou Shigebu, Mikkel Harris Carlsen, Nikolaj Johansen, Morten Carlsen, A.Silvestri, Luna Petersen og Alice Aagaard.

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller Etiket: , , , ,

Heftigt musikefterår skudt i gang

pj-harvey-4

Man skulle tro, at jeg havde bestukket nogen, men tilfældet vil, at flere af mine yndlingsmusiknavne har udgivet nye albums i efteråret og kommer til Danmark for at give koncerter. Faktisk skal jeg inden for en periode på under to uger til hele fire koncerter, og en af dem bliver endda i udlandet.

Dertil kommer, at jeg allerede har tyvstartet mit koncertefterår med to af de kunstnere, der ifølge min mening har udgivet dette års foreløbig bedste albums: PJ Harvey og Mitski.

Mitski var en sen tilføjelse til min gennemgang af første halvårs bedste albums, men siden er hendes Puberty 2 kun vokset i min bevidsthed, og den 24. september fik jeg mulighed for at se hende live på Loppen. Det var en kort koncert (under tre kvarter), men da flere af hendes sange kun er lige omkring de tre minutter, har hun nok spillet et antal, som hos de fleste andre ville have fyldt en time.

Hvad angår PJ Harvey, har jeg aldrig lagt skjul på, at hun er et af mine store idoler, så selv om jeg allerede havde set hende på Roskilde Festival i år, måtte jeg selvfølgelig til en af hendes to udsolgte koncerter i Falconer Salen. Koncerten den 9. oktober var cirka 90 procent identisk med den på Roskilde og lige så mesterlig, så lad mig blot henvise til det, jeg skrev dengang. Den væsentligste forskel var, at jeg havde bedre udsyn til scenen denne gang, og at vi blandt ekstranumre fik hele to sange fra det undervurderede album Is This Desire?, hvor jeg især var glad for at høre The River, der er en af mine personlige favoritter.

Og så begynder min koncertkalender ellers at blive presset. Jeg lægger ud med Angel Olsen i DR Koncerthuset 20. oktober, derefter følger Crystal Castles (med ny forsanger) i Vega 24. oktober, før jeg igen i Vega to dage senere skal opleve Bat for Lashes alias Natasha Khan give sin kun anden koncert i Danmark og den første i København (hendes eneste anden danske optræden var på Northside i Aarhus i 2012). Det bliver min tredje koncert med hende, da jeg også så hende på Rock en Seine i Paris i 2007. Her er en af singlerne fra hendes nye album The Bride, der handler om en brud, hvis forlovede omkommer før brylluppet.

Apropos det med at rejse til udlandet for at se ens yndlingsbands, så tager jeg i uge 44 til Eurocon i Barcelona, men på vej derned smutter jeg forbi Berlin den 1. november for at fange Warpaint. Den amerikanske kvartet har lige udsendt albummet Heads Up, men kommer ikke til Danmark i denne omgang, og så er der ikke andet at gøre end selv at opsøge dem. Det bliver så anden gang, jeg ser dem udenlands, idet min første koncert med dem var på Reading Festival i England i 2011. Siden har jeg set dem på Roskilde i 2014 og skulle også have været til deres koncert på Vega samme efterår, som dog blev aflyst. Her er deres nye sang, som hedder lige præcis det.

Oven på den omgang trænger jeg sikkert til en koncertpause, men det betyder ikke, at jeg er færdig for i år. Den 4. december har jeg nemlig billet til mine gamle favoritter Pet Shop Boys, som giver to koncerter i Operaen. Og så kan jeg selvfølgelig ikke afvise, at jeg pludselig falder for fristelsen til at tage til yderligere et par koncerter, inden året er omme.

Udgivet i Musik Etiket: , , , , , ,

Fem observationer fra Comic Con Copenhagen

comic-con-7

Just Dance-konkurrencen på Comic Con Copenhagen tiltrak en blandet deltagerskare.

I weekenden var der for første gang Comic Con Copenhagen i Bella Center. Jeg var der om søndagen og gjorde følgende observationer:

1. Comic Con handler ikke om tegneserier

Trods sit navn har Comic Con ikke meget med tegneserier at gøre længere. I stedet er der tale om en medie-con, hvor det er film og tv-serier, der dominerer billedet, med San Diego Comic Con som det bedst kendte eksempel. I København var det konsolspillene, der fyldte mest (GameStop var medarrangør), efterfulgt af manga/anime, film, tv-serier, brætspil og en lille afdeling med tegneserieforlag.

Skønlitteraturen var til gengæld ikke-eksisterende i Bella Center, som ellers plejer at være fyldt med bogelskere, når der er BogForum. Jeg vidste det godt på forhånd efter at have set programmet, så jeg havde sørget for at dæmpe forventningerne. Alligevel præsterede jeg at få brugt en del penge på Comic Con. Min høst: Linda og Valentins samlede eventyr 1-2, tre filmplakater og den danske indiegyser Gudsforladt på DVD (solgt og signeret af instruktøren Kasper Juhl).

 

comic-con-6

Alycia Debnam-Carey (med hestehalen) i gang med at blive fotograferet sammen med sine fans

2. Comic Con var en international affære

Hvis man antog, at der kun ville være danskere og svenskere på Comic Con Copenhagen, kan man godt tro om. Til søndagens Q&A-session med Alycia Debnam-Carey fra Fear the Walking Dead og The 100 skulle vi hen til den femte eller sjette spørger, før der kom en dansker. Ellers var det svenskere, hollændere, tyskere, englændere, amerikanere, australiere, en schweizer, en russer, en spanier, en argentiner og en sydkoreaner, som stod i køen til mikrofonen midt i salen, hvor de hver fik lov at stille et enkelt spørgsmål til deres idol. Det kan godt være, at nogle af dem var herboende (argentineren sagde, at hun var), men det er mit indtryk, at de fleste af dem var rejst hertil på grund af Comic Con.

Alycia Debnam-Carey var i øvrigt det suverænt mest populære navn blandt de annoncerede gæstestjerner, der også talte to af hovedrolleindehaverne fra Bitten, et par birolleskuespillere fra Supernatural og Arrow samt Game of Thrones-skuespilleren Kerry Ingram (Shireen Baratheon aka den lille pige, som blev brændt på bålet). Hvorend Alycia Debnam-Carey befandt sig, var der alenlange køer, og jeg tør ikke tænke på, hvor mange autografer og fotografier, hun nåede at give og stille op til, i løbet af weekenden.

 

comic-con-5

Judy Hopps møder Judy Hopps.

3. Fankulturen lever i Danmark

Hvis man stadig har det indtryk, at det kun er i udlandet, at folk klæder sig ud som deres idoler fra tegneserier og film i stor stil, så viste Comic Con Copenhagen, at det i høj grad også foregår herhjemme. Alene fremmødet i Bella Center demonstrerede, at fankulturen lever i Danmark og har godt greb i de unge.

Det mest imponerende var idérigdommen, og hvor meget arbejde folk havde lagt i deres kostumer. Der var selvfølgelig rigtig mange udgaver af Harry Potter, Jokeren, Han Solo (er det Han Soli i flertal?) og diverse figurer fra anime og manga, som jeg ikke kunne identificere. Men der var også originale kostumer og uventede figurer fra film og tv så som folk, der var klædt ud som Walter White fra Breaking Bad, Rosita Espinosa fra The Walking Dead og Mork fra Mork & Mindy. Mest glad blev jeg dog for at se hele to gange Judy Hopps fra Zootropolis, fordi det er en af mine favoritfilm fra 2016, så det er godt at vide, at der er andre, som er lige så begejstrede for den.

 

comic-con-9

En kvindelig Deadpool på Lasergame-banen.

4. Drengene har ikke længere eneret på at være nørder

En anden fordom, der fik et skud for boven på Comic Con Copenhagen, var, at det kun er drenge, som dyrker fankulturen ved at klæde sig ud. Pigerne er i den grad med, og de nøjes ikke med at være Disney- og anime-prinsesser. Den gruppe var der selvfølgelig i stort antal, ligesom Harley Quinn nok var det mest populære udklædningsvalg, men jeg så også kvindelige udgaver af Deadpool, Thor, Han Solo, Jokeren, Harry Potter m.fl.

Med andre ord lader nutidens piger sig ikke begrænse af deres køn, når de vælger, hvem de vil klæde sig ud som, og det er i mine øjne en positiv udvikling. Til gengæld erindrer jeg ikke på stående fod at have set eksempler på det omvendte (f.eks. en mandlig prinsesse Leia), men de kan sagtens have været der i løbet af weekenden.

 

5. Computerskabte effekter behøver ikke koste en formue

Den største øjenåbner var dog en visning af kortfilmen Zombiehagen, der på 25 minutter formår at fortælle og vise mere, end biograffilmen Sorgenfri gør med en time længere spilletid. Under filmen sad jeg og tænkte, at det var imponerende, de havde fået tilladelse til at filme på Rådhuspladsen og i Parken, men efterfølgende afslørede instruktøren Jonas Ussing, at de aldrig havde været dér! Scenerne i Parken var for eksempel filmet på Gladsaxe Stadion, mens resten af nationalarenaen var computerskabt.

Pointen er, at computerteknologien nu er så avanceret og frem for alt billig (Zombiehagen har kun kostet 100.000 kr. at lave), at det ikke længere bør være en begrænsning for at lave fuldblods genrefilm herhjemme. Til gengæld kom Jonas Ussing og skuespillerne Simone Lykke og Casper Sloth i det efterfølgende panel ind på, at der blandt publikum stadig er en modstand mod at høre dansk blive talt i film med zombier, drager og rumvæsener, fordi hverdags- og socialrealismen er så rodfæstet i dansk film. Personligt husker jeg, hvordan der blev fnist i salen, da jeg var i biografen for at se Sorgenfri, men den er nok heller ikke det bedste eksempel. Det kan dog forklare, hvorfor de fleste danske genrefilm føles som om, de ikke tør bekende kulør fuldt ud, fordi de bagefter kan undskylde sig med, at de ikke skulle tages alt for alvorligt.

Så samlet set fik jeg mere ud af Comic Con Copenhagen, end jeg havde regnet med på forhånd (nu var mine forventninger også sat ret lavt), men hvis arrangementet vender tilbage, vil jeg helt klart overveje at indløse billet igen og håbe, at de får udviklet programmet endnu mere.

Udgivet i Fantasy, Film og musik, Horror, Science fiction Etiket: , ,

Goddag fru Rumkaptajn

luo11Har I bemærket boksen på min hjemmeside med overskriften “Nyeste udgivelse”? Det er lang tid siden, den har været opdateret. Faktisk er der gået et helt år, for Lige under overfladen 10, som Århundredets mand er med i, udkom i september 2015.

Men nu er ventetiden ovre, for lørdag den 17. september udkommer … Lige under overfladen 11. Antologien, der har fået titlen Lidenskab og lysår, indeholder min novelle Rumkaptajnens kone, der handler om hustruen til kaptajnen på et rumskib, og hvad der sker, da hun en dag beslutter, hun vil skilles.

Rumkaptajnens kone er et sjældent eksempel på en novelle, hvor jeg først er kommet på titlen og derefter har prøvet at finde på en handling til den (Alien Ghost Ballet er et andet eksempel, og det gik jo meget godt). I dette tilfælde endte jeg med at fokusere på konens rolle. Hvorfor er hun overhovedet med på rumskibet, hvis hendes eneste funktion er at være kaptajnens hustru, når man ellers må formode, at man kun har de besætningsmedlemmer med, som er nødvendige for missionen? Og hvad betyder det for hendes identitet og selvopfattelse, når hun pludselig skal finde sig en ny rolle på skibet?

Samtidig kan novellen ses som en kommentar til, hvordan besætningen på rumskibe traditionelt set har været beskrevet i science fiction-genren. Især i de ældre sf-historier virker det nærmest som om, man bare har overført livet på de gamle træskibe på havet til rumskibe og adopteret de samme udtryk og rangordener. Kønsrollemønstrene fulgte som regel også med, og kvinderne havde ikke meget at skulle have sagt, hvis de da overhovedet var med ombord.

Nu kunne det måske lyde som om, jeg er ude i samme ærinde som John Scalzis Hugo-vindende satireroman Redshirts (hvor de menige besætningsmedlemmer på et rumskib begynder at undre sig over, hvorfor det altid er dem og ikke officererne, der kommer galt af sted på missionerne – nærmest som om en manuskriptforfatter styrer deres skæbne). Inspirationen stammer dog i højere grad fra Charles Stross’ romaner Saturn’s Children og Neptune’s Brood, og hvis man har læst dem, vil man – spoiler alert – nok have en idé om, hvor jeg er på vej hen.

Læs et uddrag af Rumkaptajnens kone

Science Fiction Cirklen udgiver Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11 i forbindelse med Dancon, der holdes i weekenden 17.-18. september i Valby Kulturhus. Jeg deltager i et panel om cyberpunk sammen Bjarne Sinkjær og Klaus Æ. Mogensen. Det er om lørdagen kl. 15.

Her er programmet til Dancon 2016

Udgivet i Bøger, Noveller, Science fiction Etiket: , , , ,

Monster-nyt

monsterBøh! Så lykkedes det at få afsat endnu en novelle til en antologi, denne gang til Monster, som for en stund så ud til at blive den sidste udgivelse fra forlaget Kandor, inden DreamLitt heldigvis trådte til.

Novellen hedder Spøgelseshistorier og er … ja, gæt selv. Ellers vil jeg ikke fortælle så meget om historien nu, men venter til udgivelsen.

Jeg kan dog sige så meget, at Spøgelseshistorier er det tætteste, jeg er kommet på at skrive et stykke autofiktion (hvilket jeg tidligere i år lavede en aprilsnar om), da inspirationen til dels var mit ophold på Hald Hovedgaard samt det gamle kapel på Sct. Hans Hospital, som jeg besøgte i forbindelse med en artikel til Dagbladet Roskilde.

Her er et link til netudgaven af artiklen:
Kunstnere står i kø til kapel på Sct. Hans

I alt er der udvalgt 11 noveller til Monster, og der er også kåret en vinder af novellekonkurrencen, som blev Tomme kar af Teddy Vork. De øvrige forfattere er Martin Schjönning, Ditte Kure, Malou Shigebu, Mikkel Harris Carlsen, Nikolaj Johansen, Morten Carlsen, A.Silvestri, Luna Petersen og Alice Aagaard.

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller Etiket: , , ,

Story of Your Life – The Movie

Arrival2Med tanke på at han har vundet fire Hugo Awards og fire Nebula Awards, burde amerikanske Ted Chiang være en af de mest kendte nulevende science fiction-forfattere. Når det ikke er tilfældet, skyldes det, at han kun har udgivet noveller, samt at han ikke er specielt produktiv. Siden 1990 er det kun blevet til 15 noveller. Til gengæld er de stort set altid værd at læse, og mange af dem er deciderede mesterværker. Ted Chiang er simpelthen en forfatter med et tårnhøjt bundniveau.

En af mine egne favoritter er hans Nebula-vindende novelle “Story of Your Life” fra 1998, som netop er blevet filmatiseret af Denis Villeneuve (Sicario, Prisoners, Nawals hemmelighed) med Amy Adams, Jeremy Renner og Forest Whitaker i hovedrollerne.

Nu foreligger den første trailer, der kan give et indtryk af filmen, og indtil videre ser det lovende ud. Men det gjorde det på den anden side også med Suicide Squad …

 

Noget af det første, man bemærker, er selvfølgelig, at filmens titel er en anden end novellens – sikkert fordi Arrival  mere signalerer, at der er tale om en First Contact-historie end Story of Your Life, der rigtig nok ikke lige frem skriger “spændende science fiction”. En anden forskel er, at rumvæsenerne i novellen modsat filmen ikke kommer herned, men forbliver ude i rummet i kredsløb omkring Jorden. I stedet foregår al kommunikation via nogle skærme, og det er op til historiens fortæller, en sprogekspert, at finde ud af, hvordan rumvæsenernes sprog er konstrueret.

Arrival3“Story of Your Life” er i sig selv ikke det mest oplagte valg til en filmatisering. Det er en historie om sprog, fysik og forældreskab, og det meste af tiden går med, at to videnskabsfolk sidder foran en skærm og prøver at forstå rumvæsenernes tankegang. Det er der ikke megen visuel tjubang i, så det overrasker ikke, at traileren antyder, at filmudgaven er blevet peppet op med lidt action, og at der er fare for, at der opstår en væbnet konflikt mellem menneskene og de besøgende fra rummet, hvilket ikke var et tema i novellen (“the heptapods never asked questions about anything. Whether scientists or tourists, they were an awfully incurious bunch”).

Nu kan jeg selv bevidne, at det ikke nødvendigvis er negativt, at en filmatisering ikke følger sit forlæg slavisk (inklusiv at ændre titlen). Faktisk er det ofte en fordel, fordi film er et andet medie end litteratur, og det er vel nok de færreste, der vil mene, at Blade Runner lider under, at den ikke har meget til fælles med sit romanforlæg Do Androids Dream of Electric Sheep?  (Denis Villeneuve er meget apropos i gang med at indspille en efterfølger til Blade Runner).

Til gengæld er jeg spændt på at se, hvordan Arrival håndterer den anden hovedtråd i “Story of Your Life” – forholdet mellem den kvindelige hovedperson og hendes datter – og om den bevarer sit hjerteskærende tvist. Men det gør så, at os, der har læst forlægget, har et forspring i forhold til resten af publikum, når vi ser filmen. Jeg krydser i hvert fald fingre for det bedste, og at lidt flere får øjnene op for Ted Chiangs forfatterskab.

Her er et par af hans noveller, der er tilgængelige online:

Exhalation (Hugo-vinder)

The Merchant and the Alchemist’s Gate (Hugo og Nebula-vinder)

The Lifecycle of Software Objects (Hugo-vinder)

The Truth of Fact, the Truth of Feeling

Udgivet i Film og musik, Noveller, Science fiction Etiket: , ,
%d bloggers like this: