Før Krimimessen

Krimimessen i Horsens nærmer sig, og jeg deltager for første gang. Årsagen er, at jeg er nomineret til prisen Årets danske horrorudgivelse for min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, og så skal jeg selvfølgelig være til stede!

Prisuddelingen finder sted lørdag den 17. marts kl. 13-13.35 – Det Danske Kriminalakademi uddeler først sine priser, inden Dansk Horror Selskab kommer til – og de fire andre nominerede er: Ind i mørket af Henrik S. Harksen, Castra Damnatorum af Patrick Leis, Scrapbogen af Karsten Mungo Madsen og Kværnen af Martin Schjönning.

Jette Holst, bibliotekar på Horsens Bibliotekar, har lavet denne video, hvor hun præsenterer de fem nominerede:

Jette står også for hjemmesiden Gyseren.dk, hvor hun har været så venlig at lave denne oversigt over, hvad der er af horrorrelaterede indslag i Krimimessens program:

Horror på Krimimessen 2018

Jeg er ikke selv på programmet, men det kan være, at vi ses i Horsens.

Etiket: , , ,

Op til overfladen

Min første bogudgivelse var Science Fiction Cirklens antologi I overfladen – Lige under overfladen 2 fra 2008, hvor jeg fik optaget novellen Afhøring af offer nr. 5. Lige siden har jeg hvert år troligt indsendt en ny science fiction-novelle og har været så heldig, at de alle er sluppet gennem nåleøjet.

Men i år nåede jeg for første gang at blive overbevist om, at jeg ikke ville have en novelle at sende ind. Jeg var vanen tro kommet lidt for sent i gang, men jeg havde en idé til en historie, og jeg var i fuld færd med at skrive den, da jeg efter 2100 ord blev nødt til at se sandheden i øjnene:

1. Historien fungerede ikke.

2. Den kunne godt reddes, men så skulle jeg begynde forfra, og jeg ville umuligt kunne nå at blive færdig inden deadline, som var den 1. marts.

Det var en uge siden, og med så kort tid tilbage var der ikke mange muligheder. Jeg overvejede som nødløsning at støve en gammel, upubliceret novelle af og forsøge at gøre den mere science fiction-agtig, selv om tanken fik mig til at dø en smule indvendigt. Men netop som jeg så småt havde forliget mig med tanken om, at min Lige under overfladen-stime ville blive brudt, dukkede den så alligevel op: Idéen – og tilmed én, der kunne skrives i løbet af få dage.

Idéen til novellen var ikke engang ny (en anmeldelse af en fiktiv dokumentarfilm om en fejlslagen rumekspedition), så det kan godt undre, at jeg ikke kastede mig over den noget før. Men den havde rumsteret i mit hoved i så mange år, at jeg nærmest havde glemt den igen, og i mellemtiden havde jeg stirret mig blind på den anden idé, som nok skal blive til noget en dag, når jeg får bedre styr på, hvordan den skal fortælles.

Så i sidste ende lykkedes det alligevel at få en novelle klar, selv om den sikkert kunne have brugt yderligere et par gennemskrivninger og med sine 2400 ord er den korteste, jeg nogensinde har sendt ind til Science Fiction Cirklen. Nu må tiden vise, om den vurderes at være god nok til at komme med i Lige under overfladen 13.

Som tiden dog flyver

Siden jeg i efteråret 2008 fik min egen blog, har jeg nærmest uden undtagelse sørget for, at der var mindst ét nyt indlæg om måneden. Jeg kan se, at det kiksede i april 2010, og nu kan jeg så også skrive februar 2018 på listen.

Så hvad kom der i vejen? Mit besvær med ovennævnte science fiction-novelle var selvfølgelig en af årsagerne, men der var også en novelle (Manden på første række, 1100 ord) til en anden novellekonkurrence (som jeg ikke vandt). Desuden skriver jeg stadig på horrornovellen Må ikke forstyrres, som jeg omtalte i min skrivestatus for 2017. Ved årsskiftet var den på 8000 ord, men siden er den vokset til 12.000 ord og er stadig ikke færdig, fordi jeg lagde den til side på grund af de andre deadlines.

Af andre undskyldninger kan nævnes almindelig travlhed i mit arbejds- og privatliv, vinter-OL og de sædvanlige tidsrøvere i form af serier og film.

Nu er det ikke sådan, at jeg har forholdt mig fuldstændig tavs på nettet, men som så mange andre har jeg måttet erkende, at det er hurtigere og nemmere at slå noget op på de sociale medier end at skrive et blogindlæg til ens hjemmeside. Så til ære for dem, som ikke har fulgt mig på Facebook, Instragram eller Twitter, følger her en kort gennemgang af den seneste måned:

Som tidligere omtalt er jeg nomineret til Årets danske horrorudgivelse for min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. I den forbindelse har Jette Holst fra Gyseren.dk lavet mini-interviews med de fem nominerede forfattere:

De 5 nominerede 2017: Lars Ahn
De 5 nominerede 2017: Martin Schjönning
De 5 nominerede 2017: Henrik Sandbeck Harksen
De 5 nominerede 2017: Patrick Leis
De 5 nominerede 2017: Karsten Mungo Madsen

Prisen uddeles på Krimimessen i Horsens lørdag den 17. marts.

Apropos priser, så er jeg for første gang ikke blandt de nominerede til Niels Klim-prisen, der gives til de bedste science fiction-noveller på dansk. Ironisk nok sker det, mens jeg for første gang er nomineret til Årets danske horrorudgivelse. Nogen vil sikkert betegne det som karma …

 

 

Etiket: , , ,

St. Vincent fik endelig sin Grand Slam

Coveret til St. Vincents album “Masseduction”.

På dagen hvor Caroline Wozniacki endelig vandt en Grand Slam, var der en anden kvinde, som også fik sin længe ventede triumf, da Rockklubben var samlet i Aarhus for at kåre Årets Plade.

Sangerinden og musikeren St. Vincent var i 2014 et mulehår fra at vinde med sit album St. Vincent, men tabte trods pointlighed til Sharon Van Ettens Are We There, som havde flere topplaceringer i afstemningen. Denne gang var der ingen tvivl om udfaldet, da hendes album Masseduction tog førstepladsen foran The War on Drugs’ A Deeper Understanding med seks point (det slår mig, at det faktisk var forskellen på de point, jeg gav de to album).

Se hele listen her

I den danske afdeling gik sejren til Søren Huss for albummet Midtlivsvisen foran Katinkas Vi er ikke kønne nok til at danse.

Før jul skrev jeg et indlæg om de albums, jeg selv lyttede mest til i 2017, og der havde jeg St. Vincents på andenpladsen efter Lordes Melodrama, som måtte nøjes med femtepladsen i Rockklubbens afstemning efter en video-kontrovers. Læs indlægget her og se, hvem der var mine øvrige favoritter:

Året der gik: Soundtracket til mit 2017

Det gode ved Rockklubben og Årets Plade er, at jeg også bliver opmærksom på albums, jeg ellers ikke ville have fået hørt. Denne gang var opdagelserne for mit vedkommende Waxahatchees Out in the Storm og Fribytterdrømmes Superego, som begge blev nummer tre i deres respektive afdelinger.

 

Etiket: , , ,

Nomineret til Årets danske horrorudgivelse!

Da Thomas Winther anmeldte min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos i Himmelskibet, sluttede han af med at spå, at den ville være blandt finalisterne til prisen Årets danske horrorudgivelse.

Heldigvis for os begge kom hans forudsigelse til at holde stik, for nu er shortlisten blevet offentliggjort, og Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos er med blandt de fem nominerede værker.

Det er første gang, jeg er nomineret til prisen, så det er jeg selvfølgelig vældig stolt over – ikke mindst fordi det også er første gang, jeg har fået udgivet noget, der kunne indstilles til Årets danske horrorudgivelse.

Med lidt god vilje kan man sige, at jeg har været nomineret tre gange før, men i de tilfælde har der været tale om antologier, hvor jeg har bidraget med en novelle. Så hvor jeg de andre gange har delt æren med redaktøren og de andre forfattere, er Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos et soloværk. De nominerede antologier var i øvrigt Velkommen til dybet og Dystre Danmark 2 fra 2011 samt Pix – Nygotiske skæbner fra 2013. Ingen af dem vandt prisen, men de tre noveller derfra (Langt ude i skoven, Blomstervanding og Telefon fra afdøde) er faktisk med i min novellesamling, så nu får de en ny chance.

Prisen Årets danske horrorudgivelse er stiftet af Dansk Horror Selskab og uddeles på Krimimessen i Horsens, der i år finder sted i weekenden 17.-18. marts. De fire andre værker på årets shortliste er: Ind i mørket af Henrik S. Harksen, Castra Damnatorum af Patrick Leis, Scrapbogen af Karsten Mungo Madsen og Kværnen af Martin Schjönning.

Læs mere om shortlisten til Årets danske horrorudgivelse 2017 her

Etiket: , ,

Rosende ord til Lige under overfladen 12

Efter fødslen – Lige under overfladen 12 var den eneste antologi, jeg medvirkede i sidste år, og nu har den fået sin første anmeldelse.

Det er Jette Holst, som på Gyseren.dk har set nærmere på den årlige antologi fra Science Fiction Cirklen og er så venlig at fremhæve mit bidrag En invasiv art. Hun skriver blandt andet om novellen:

“Her følger vi en invasion af en planet, både med beboernes og de fremmedes øjne, og som altid får Ahn lige givet historien et uventet tvist, som løfter novellen op i særklasse.”

Hun giver også Manfred Christiansens forside et par ord med på vejen:

“Og så er jeg også lige nødt til at fremhæve Manfred Christiansens utroligt flotte og stemningsfyldte forside. Hvis ikke man får lyst til at læse Efter fødslen, når man ser den, så er der altså noget galt.”

Læs hele anmeldelsen her

Efter fødslen har også fået en lektørudtalelse, hvor der blandt andet står:

“Samlingens største styrke er mangfoldigheden og at man får alt fra tidsrejser, aliens, parallelle verdener, rejser i rummet, dystopier, satire og meget andet (…) Ikke alle noveller har et højt niveau, men overordnet set er samlingen en underholdende og spraglet oplevelse.”

Etiket: , ,

Året der gik 2017: Skrivning

Efter at have fortalt, hvad jeg lyttede til af musik, og hvad jeg læste i 2017, er det nu blevet tid til det, denne hjemmeside primært handler om: mit forfatterskab.

Skriveåret 2017 blev domineret af to store projekter: Min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos og den famøse gotiske krimi, som jeg har talt om siden 2013. Sidstnævnte fik jeg redigeret færdig (forhåbentlig) i efteråret, og den ligger nu hos redaktøren og skulle gerne se dagens lys i løbet af 2018.

På novellefronten blev det ikke til det helt store. Reelt set fik jeg kun skrevet tre nye noveller – En invasiv art, Hår og Prinsessen på ærten. To af dem blev optaget i antologier, mens den tredje ikke faldt i redaktørens smag. Da den ene af antologierne først udkommer i år, var jeg i 2017 kun med i én enkelt antologi. Siden 2009 har jeg ellers altid haft noveller med i mindst to antologier om året.

Årets klare højdepunkt er selvfølgelig min anden novellesamling, selv om jeg stadig kan undre mig over, at der skulle gå hele fem år mellem nummer et og to. Vampyros Lesbos har fået fine anmeldelser, og den har fået mig med til et par forfatterarrangementer (et af dem endda med honorar!), men jeg må også konstatere, at der ikke er det store salg i novellesamlinger – heller ikke længere til bibliotekerne.

To af novellerne på nedenstående liste var historier, som jeg var gået i stå med for et par år siden, men fik skrevet færdig til novellesamlingen. Derudover har jeg brugt tid på at forsøge at oversætte et par af mine noveller til engelsk, og så er der Mermaid Remixed, som er en “original” historie skrevet på engelsk. Den første udgave er fra 2016, men siden har jeg skrevet novellen om flere gange, så der nærmest er at betragte som en ny historie.

Endelig har jeg et hængeparti i Må ikke forstyrres, som er en novelle, jeg begyndte på, mens jeg var på efteruddannelseskursus i Amsterdam i oktober, og som jeg ikke nåede at blive færdig med inden årets udgang.

Med andre ord er skriveåret 2018 allerede i gang …

Noveller
Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos (17.800 ord, horror) og
Lauras forudsigelige skæbne (11.500 ord, horror/fantasy), begge med i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos (Kandor)
En invasiv art (6000 ord, science fiction) med i Efter fødslen – Lige under overfladen 12 (Science Fiction Cirklen)
Hår (9800 ord, horror)
Prinsessen på ærten (9500 ord, fantasy) med i #moderneeventyr (Silhuet, udkommer i 2018)
Mermaid Remixed (5400 ord, science fiction/fantasy, engelsk)
Må ikke forstyrres (foreløbig 8000 ord, horror)

Kortroman
Gotisk krimi (67.000 ord, horror)

Etiket: , , , , , , , , ,

Året der gik: Bedste læseoplevelser i 2017

For ikke så længe siden virkede det til, at markedet for langnoveller eller novellas, som de kaldes på engelsk, var ved at forsvinde (inden for science fiction og fantasy defineres en novella typisk som en historie på mellem 17.500 og 40.000 ord). De fleste online-magasiner foretrækker kortere historier (typisk omkring 6000 ord), mens de trykte magasiner, som plejer at bringe langnoveller, falder i antal og oplag.

Personligt synes jeg, det er en skam, for langnovellen kan som form noget, som hverken novellen eller romanen er i stand til. Den er lang nok til, at forfatteren kan gå i dybden med personerne og verdenen, men samtidig så kort at man ikke behøver afsætte adskillige timer til at læse den. Derfor er det opmuntrende, at flere forlag er begyndt at udgive langnoveller i bogforum, med Tor.com Publishing som de mest aktive.

Her er de romaner og langnoveller, jeg havde størst glæde af i 2017:

Han Kang: Human Acts
I forbindelse med at koreanske Han Kang var gæst på Bogforum i efteråret, skrev jeg dette indlæg om Human ActsBilleder fra forfatterland. Jeg vil dog tilføje, at jeg opdagede, bogen ikke egnede sig som godnatlæsning, for dens skildring af begivenhederne omkring Gwangju-massakren er så rystende, at jeg havde svært ved at falde i søvn bagefter.

Charlie Jane Anders: All the Birds in the Sky
Udover at være medstifter af io9 har Charlie Jane Anders de seneste år gjort sig bemærket med sine noveller, der formår at være sjove, skøre, opfindsomme og rørende, ofte på én og samme tid – så som denne her fra Lightspeed Magazine: Cake Baby (A Kango and Sharon Adventure). Det samme gør sig gældende med hendes roman All the Birds in the Sky, der er en forrygende underholdende blanding af fantasy og science fiction. Den handler også om mødet mellem de to verdener, da hovedpersonerne er en heks og en videnskabsnørd, som bliver venner på grund af deres outsiderstatus i skolen, selv om de burde være dødsfjender. Romanen vandt årets Nebula Award og var nomineret til en Hugo.

Nina Allan: The Race / The Rift
Fordi hun var æresgæst på årets Fantasticon, og jeg skulle interviewe hende, fik jeg læst en masse af Nina Allan i 2017 og opdagede, at hun skriver vanvittigt godt. Debutromanen The Race fra 2014 blev en tidlig favorit til at komme med på denne liste, og det blev double up, da hendes nye roman The Rift udkom i sommer. Jeg læste sidstnævnte på min ferie i Italien og slugte den i løbet af en dag.

The Race begynder som en fremtidsfortælling, der viser sig at være skrevet af en forfatter, før der til slut igen sås tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktion. The Rift er et mysterium om en kvinde, hvis søster forsvandt for flere år siden, men pludselig dukker op med en vild beretning om, at hun har boet på en fjern planet. Men frem for kun at fokusere på mysteriet indeholder romanen også beskrivelser af planeten og dens historie. Genrepurister vil sikkert finde Nina Allans eksperimenterende tilgang frustrerende, men jeg synes, den er forfriskende.

Theodora Goss: The Strange Case of the Alchemist’s Daughter
Lige siden jeg læste Theodora Goss’ novelle The Mad Scientist’s Daughter, hvor døtrene af Frankenstein, Moreau, Rappaccini, Jekyll og Hyde danner en fælles klub, har jeg ventet på hendes debutroman, som har samme hovedpersoner. Historien er selvsagt mest en litterær leg, men med en feministisk vinkel, fordi den også beskriver, hvordan kvinder er blevet behandlet historisk set, både i Victoria-tidens England og i litteraturen.

Theodora Goss har skrevet dette indlæg om baggrunden for bogen: Writing Girl Monsters

Hun tager desuden en chance med et stilistisk kneb, der vil dele vandene: Hun lader hovedpersonerne afbryde og kommentere på handlingen, når de mener, at forfatteren (i dette tilfælde Catherine Moreau) overdramatiserer eller skriver noget, der ikke er korrekt. Jeg synes, det ekstra meta-lag fungerer fint og bidrager til underholdningen, selv om det selvfølgelig fjerner spændingen om, hvem der overlever. Men det er nu heller ikke en af den slags bøger, hvor man sidder med tilbageholdt åndedræt og frygter for personernes skæbne. Det er snarere en af dem, hvor man morer sig i selskab med dem og glæder sig til fortsættelsen (som i dette tilfælde har fået titlen European Travel for the Monstrous Gentlewoman og udkommer til sommer).

Elizabeth Hand: Wylding Hall (langnovelle)
Når man selv skriver horror og har læst og set en hel del gennem årene, bliver der længere mellem de gange, hvor man lader sig skræmme af et værk. Elizabeth Hand præsterede med denne historie at give mig myrekryb i en grad, som få andre har gjort inden for de seneste år. Wylding Hall består af en række interviews med de overlevende medlemmer af et britisk folkband, som fortæller om den skæbnesvangre sommer i 70erne, hvor de tog hen på et gammelt gods for at indspille et nu legendarisk album, og hvor deres forsanger forsvandt efter mødet med en mystisk pige. Det er så overbevisende gjort, at man tager sig i at tjekke, om bandet og albummet eksisterer i virkeligheden. Men når man kommer til den gysende slutning, bliver man lettet over, at der kun er tale om fiktion.

Caitlín R. Kiernan: Agents of Dreamland (langnovelle)
At læse Agents of Dreamland er ikke ulig som at se den seneste sæson af Twin Peaks. Det er ikke alt, der giver mening, og der er dele, der virker som om, de hører til en helt anden historie. Men den er også pakket med geniale indfald og stor fantasi fra en mester, der har fået fuldstændig frie hænder til at udfolde sig.

Til slut mine fem favoritnoveller fra 2017, der kan læses på nettet:

Bo Balder: The Bridgegroom (Clarkesworld Magazine)
Bare fordi man er en forfatter fra et fladt land, kan man godt skrive en novelle, der foregår i bjergene. Det beviser hollandske Bo Balder med denne fortælling om en ung mand, der er den seneste i rækken til at blive udvalgt til at bevogte en bro i et bjergområde og prøver at finde ud af, hvordan traditionen er opstået. Det starter som et eventyr, men udvikler sig hurtigt i en helt anden og uventet retning.

Kelly Barnhill: Probably Still the Chosen One (Lightspeed Magazine)
Historier om udvalgte børn, der åbner døre til andre verdener, hvor de skal opfylde en profeti, er et velkendt tema i fantasygenren. Men hvad sker der, når de vender hjem til deres egen verden og bliver voksne, mens de venter på at blive hentet tilbage? Det giver Barnhill sit bud på i denne vellykkede novelle.

Sarah Pinsker: And Then There Were (N-One) (Uncanny Magazine)
Hvori forfatteren Sarah Pinsker tager ud til en ø for at mødes med en masse andre Sarah’er fra parallelle verdener, hvor hendes liv har udviklet sig i andre retninger. Da en af dem bliver myrdet, må Sarah Pinsker opklare mordet på sig selv. Præcist lige så vanvittigt og underholdende, som det lyder.

Sarah Pinsker fortæller om baggrunden for novellen i dette interview

Vina Jie-Min Prasad: A Series of Steaks (Clarkesworld Magazine)
Forfalskninger er big business, så hvorfor ikke også kød? Helena fremstiller kunstigt kød i et fremtidigt Kina, da hun får sin hidtil største ordre fra en ukendt kunde. Prasad er en forfatter fra Singapore, som giver et interessant og spændende bud på en fremtid, der måske er lige rundt om hjørnet.

Caroline M. Yoachim: Carnival Nine (Beneath Ceaseless Skies)
Man skulle ikke tro, det var muligt, men Yoachim har formået at skrive en af årets mest rørende og gribende noveller, selv om den foregår blandt optrækkelige legetøjsfigurer. Læs den og se om du kan holde tårerne væk fra øjenkrogen.

Etiket: , , , , , ,

Året der gik: Soundtracket til mit 2017

Ifølge Spotify lyttede jeg i 2017 til over 1500 forskellige sange fra over 400 forskellige kunstnere, og der var kun 39 sange, som jeg ikke hørte til ende. Det fortæller både, at jeg er en tålmodig lytter, men at jeg også er typen, som stadig hører et album fra ende til anden.

Her er de 10 udenlandske albums, der er mine favoritter fra 2017:

10. Austra: Future Politics
Spotify oplyser, at titelsangen fra canadiske Austras seneste album var det nummer, jeg lyttede mest til i år. Det er lidt overraskende for mig, men kan hænge sammen med, at albummet udkom tilbage i januar, og at jeg lyttede til det igen i efteråret efter at have været til koncert med bandet i DR Koncerthuset.

9. Arcade Fire: Everything Now
Mere fra Canada. Jeg har en teori om, at Everything Now havde fået en bedre modtagelse, hvis Arcade Fire havde udsendt det under et andet navn. Et mindre elektropop-mesterværk, selv om det ikke er på højde med bandets tre første albums.

8. Charlotte Gainsbourg: Rest
Charlotte Gainsbourg er datter af Serge Gainsbourg og Jane Birkin, og det faktum forsøger hun da heller ikke at løbe fra. Tværtimod, fristes man til at sige efter at have lyttet til hendes femte soloalbum. Og ja, sangen er fra 2017, selv om det ikke lyder sådan.

7. The xx: I See You
The xx tog fuldstændig fusen på mig i år. Jeg har tidligere fundet dem lidt kedelige og ensformige, men deres tredje album blev en tidlig favorit, da det udkom i januar, og deres koncert på Orange Scene på Roskilde Festival var årets bedste for mit vedkommende.

Roskilde Festival i fire afsnit

6. Lana Del Rey: Lust for Life
Selv om første halvdel af albummet indeholder alle singlerne, er det – lidt usædvanligt – faktisk anden halvdel, der er den stærkeste. Det krævede dog en del gennemlytninger, før jeg opdagede det.

5. LCD Soundsystem: American Dream
2017 var året, hvor jeg blev fan af LCD Soundsystem. Jeg kendte dem selvfølgelig i forvejen, men de havde aldrig sagt mig det store, så det kunne hverken ophidse mig, at de blev gendannet i 2016 efter fem års pause, eller at der kom et nyt album i 2017. Men så fik jeg hørt albummet og blev så begejstret, at jeg købte billet til den sidste af deres tre koncerter i Vega i september, og så var jeg solgt.

James Murphy og resten af LCD Soundsystem i Store Vega, lørdag den 9. september 2017.

4. Wolf Alice: Visions of a Life
Nøgternt set er engelske Wolf Alice lidt af en musikalsk rodebutik. De er lyden af de sidste 30 års britisk indiepop og -rock og spænder fra aggressiv punk og støjrock til sødmefyldt pop. Når det alligevel hænger sammen, skyldes det, at Ellie Rowsells vokal og de gode melodier fungerer som den røde tråd. Wolf Alice er store i hjemlandet, men mere eller mindre ukendte i resten af verden, og når de kommer til Danmark den 19. januar, er det meget sigende i Lille Vega frem for Store, at de skal spille (og ja, jeg har selvfølgelig billet).

3. Slowdive: Slowdive
Det burde ikke kunne lade sig gøre, men efter 22 års albumpause udsendte Slowdive, hvad der i mine ører er deres hidtil bedste album. Miraklet bliver ikke mindre af, at de stadig lyder umiskendeligt som sig selv, samtidig med at de har formået at opdatere deres lyd og udtryk til nutiden. Og de var helt forrygende på Roskilde Festival i sommer.

2. St. Vincent: Masseduction

Alle gode gange tre for Annie Clark alias St. Vincent, som for tredje gang i træk har et album med i min personlige top 3. Jeg havde egentlig troet, at den mesterlige Masseduction ville ende på førstepladsen, men den blev overhalet indenom af hende her:

Lorde synger “Liability” på Arena, Roskilde Festival, fredag 30. juni 2017.

1. Lorde: Melodrama
Lordes andet album er et rendyrket popmesterværk fyldt med lutter stærke sange og en fabelagtig produktion. Det er det album, jeg har lyttet mest til i år, hvor det nærmest udgjorde soundtracket til min sommer. Pudsigt nok afspejler det sig ikke i min “årsopgørelse” fra Spotify, hvor Lorde end ikke er blandt mine top fem-kunstnere. Det skyldes, at jeg købte CD’en kort efter udgivelsen og lagde det ind på min telefon, så afspilningerne er primært foregået udenom Spotify, hvilket igen viser, at statistik ikke altid giver det sande billede.

Jeg oplevede Lorde live på Roskilde Festival, hvor et lidt for skrabet scene-setup og indspillede korvokaler gjorde, at hun kun i glimt fik overført magien fra albummet til scenen. Et af de magiske øjeblikke var Liability, som også findes i denne version fra Saturday Night Live.

Min top 5 i den danske afdeling:

1. Katinka: Vi er ikke kønne nok til at danse
2. Myrkur: Mareridt
3. The Minds of 99: Solkongen (del 1)
4. Lowly: Heba
5. Nelson Can: EP3

Katinka åbnede ballet tidligt i foråret med deres debutalbum, og intet formåede at fjerne dem fra førstepladsen, end ikke The Minds of 99. Men min yndlingssang var denne her:

Spotify har også afsløret, at Viel Grüsse aus Tirol med Hansi Hinterseer var blandt mine top 100-sange i 2017. Det er den kun fordi, jeg skulle bruge den i forbindelse med en musikquiz, og det er sandheden. Der er ingen anden forklaring, selv om jeg har haft mere end svært ved at overbevise folk om det …

Til gengæld står jeg gerne ved, at Belgiens bidrag til det europæiske Melodi Grand Prix er på min top 5, men da hun lyder lidt som Lorde, er det måske ikke så mærkeligt.

Etiket: , , , , , , , , ,

Fantastisk anmeldelse til Vampyros Lesbos

Min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos har fået endnu en anmeldelse og en yderst rosende én af slagsen. Det er Thomas Winther, som i det seneste nummer af foreningen Fantastisks magasin Himmelskibet har en ret så grundig gennemgang af samlingen, hvor han blandt andet forholder sig til, at seks af de ni noveller har været trykt i andre antologier før.

“Ofte når man læser en antologi igennem, så er det ikke alle novellerne der brænder lige meget igennem og langt fra alle man husker. Nu hvor jeg sad med de seks noveller samlet i samme samling, så skulle jeg ikke læse meget andet end et par linjer, før jeg klart huskede dem, og selvom jeg huskede så vel handling som slutning, var det et glædeligt gensyn og en god læseoplevelse.”

Om de to af de tre nye noveller i samlingen har anmelderen følgende at sige:

“Novellen (Fortovsdrab) endte ikke der hvor jeg havde forventet den ville ende, hvilket er endnu en typisk ting for Lars Ahns noveller; de er aldrig forudsigelige, og selvom de overholder genrens konventioner, så bøjer han altid disse hvilket er med til at give de gode læseoplevelser.

Titelnovellen Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos gør meget det samme. Den tager læseren ind i en længere fortælling, hvor man hurtigt følger med i spænding over, hvor den fører én hen.”

Anmeldelsen slutter med følgende ord:

“Ingen tvivl om at med denne bog, så melder Lars sig stærkt ind i kampen om årets horrorpris, og jeg tror godt jeg allerede nu tør spå at den nok skal ende på shortlisten og dermed i det endelige opløb.”

Læs hele anmeldelsen her

Etiket: ,

Billeder fra forfatterland

Her er lidt om, hvad der er sket på forfatterfronten de seneste uger:

Hvis du klikker på billedet, kan du få en lille fornemmelse af, hvordan romanen begynder.

Den store nyhed er, at jeg er blevet færdig med en gennemskrivning af min kortroman – den såkaldte gotiske krimi – og har nu sendt manus retur til redaktøren, Henrik Harksen.

Det er over et år siden, jeg afleverede første udkast til Harksen og en testlæser. Af forskellige årsager gik der en rum tid, før de kom med deres kommentarer, og derefter skulle jeg så finde tid til at gennemgå dem og finde ud af, hvor meget der skulle laves om i historien.

Den lange ventetid betød, at jeg kunne se på manus igen med næsten friske øjne, og selv om jeg både har fjernet scener og lagt andre til, er længden sjovt nok endt med at blive nogenlunde den samme (cirka 1000 ord længere).

 

 

I forgrunden: Min novellesamling “Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos”. I baggrunden: En eller anden populær forfatter.

Den 28. oktober var jeg i Aarhus for at læse op til udgivelsesreceptionen på brødrene David og Stephan Garmarks roman Rakelsminde.

De samme herrer mødte jeg 14 dage senere på BogForum, hvor vi var sat til at møde læsere og signere bøger på vores forlag DreamLitts stand sammen med Claus Hagstrøm, forfatter til krimierne Solstrejf og Måneskin.

Det blev en ret stille affære, men vi havde da udsigt til den lange kø på standen overfor, hvor Lene Kaaberbøl signerede bøger. Jeg må dog indrømme, at vi ville have haft grund til bekymring, hvis de mange unge piger havde vist sig at være vores læsere …

Vi var sat til at være på standen i en time, men efter 40 minutter tænkte jeg, at jeg godt kunne tillade mig at liste væk, så jeg kunne overvære …

 

… Bo Green Jensens interview med Linda og Valentin-tegneren Jean-Claude Mézières.

Bagefter fik jeg signeret hyldestalbummet Ekstraordinære rejser i tid og rum af ham og nogle af de øvrige tegnere og kan nu prale af at have et eksemplar, hvor Jean-Claude Mézières først kom til at skrive mit navn forkert (Lasse), hvorefter han stregede det over med en krusedulle.

Fun fact: Gæt selv om det er tilfældigt, at hovedpersonen i min novelle Alien Ghost Ballet har en ekskone ved navn Linda, og at hendes nye mand hedder Valentin …

 

Han Kang interviewes på BogForum af Tonny Worm.

Udover Jean-Claude Mézières var det andet store navn på årets BogForum for mit vedkommende den sydkoreanske forfatter Han Kang, hvis roman The Vegetarian (på dansk: Vegetaren) var en af sidste års bedste læseoplevelser.

Som optakt til BogForum fik jeg også læst den anden af hendes romaner, som er blevet oversat til engelsk, Human Acts, der handler om Gwangju-massakren i 1980. Gwangju er Sydkoreas sjettestørste by og var i foråret 1980 centrum for en række demonstrationer mod regeringen. Militæret blev sat ind, og det resulterede i flere hundrede døde.

Human Acts er en lige så fremragende roman som The Vegetarian, men meget anderledes. Hvor sidstnævnte mest er en grotesk fortælling, er førstnævnte i den grad rodfæstet i virkeligheden. Det er en rystende beretning, især fordi mange af ofrene var unge studerende, men Han Kang beskriver også, hvordan begivenhederne præger de overlevende og de efterladte den dag i dag.

Da Human Acts endnu ikke er blevet oversat til dansk, handlede snakken på BogForum logisk nok om Vegetaren, selv om Han Kang nævnte, at hun nok er mere kendt i sit hjemland for førstnævnte bog.

Til gengæld har hun i den grad fået sit internationale gennembrud med Vegetaren, der har bragt hende verden rundt. Heldigvis taler hun glimrende engelsk, men interessant nok valgte hun at lade sin oplæsning foregå på koreansk, så publikum kunne høre, hvordan teksten lyder, som den er skrevet.

Etiket: , , , , ,
%d bloggers like this: