Året der gik 2018: Mit musikår blev en “Forbrændingen”

Seks af mine favoritter fra musikåret 2018, og ja, jeg køber stadig CD’er.

Efter at have gennemgået, hvordan mit år har været set med forfatterøjne, er det blevet tid til at afsløre, hvad jeg har lyttet til af musik i 2018. Så er her mine 10 udenlandske favoritalbums fra 2018, hvor jeg var tæt på at lave en “Forbrændingen” (spillested i Albertslund, som har annonceret, at de i 2019 kun vil booke kvinder).

Nu endte det med 90 procent, fordi en gammel favorit fik sneget sig med på listen, men kendere af min musiksmag vil nok ikke være så overraskede, da jeg længe har haft en forkærlighed for kvindelige sangere, hvilket mine tidligere top 10 albumkåringer har afsløret. I 2014 var kønsfordelingen 50/50, året efter var den 80/20 i kvindernes favør, det samme var tilfældet i 2016, mens den sidste år hed noget i retning af 65/35 (nogle af bandsene har både mandlige og kvindelige sangere).

For spændingens skyld lægger jeg ud med nummer 6-10 på listen:
10. Lykke Li: so sad so sexy
9. Robyn: Honey
8. Suede: The Blue Hour
7. Courtney Barnett: Tell Me How You Really Feel
6. Christine and the Queens: Chris

Lykke Lis to forrige albums var henholdsvis nr. to og tre på min liste i 2011 og 2014, men baseret ud fra de første gennemlytninger kandiderede so sad so sexy til årets skuffelse. Lige som med Arcade Fires Everything Now er det dog et album, der fungerer bedst, hvis man glemmer, hvem der står bag, for dets eneste fejl er sådan set, at det ikke lyder som et Lykke Li-album.
Men videre til top 5:

5. Mitski: Be the Cowboy

Min “Årets top artist” ifølge Spotify, og jeg har da også lyttet en del til Mitski i 2018 samt været til koncert med hende. Mitski kom første gang på min radar i 2016 med albummet Puberty 2, men med Be the Cowboy tog hun et stort skridt mod et St. Vincent-lignende gennembrud. Be the Cowboy var årets album hos bl.a. Pitchfork, Vulture og Consequence of Sound, og hun optrådte hos talkshowværten Jimmy Kimmel. Sammenligningen med St. Vincent skyldes ikke kun musikken, men også deres måde at gøre deres live-koncerter til koreograferede oplevelser.

4. Neko Case: Hell-On

Selv om Neko Case ikke var et ukendt navn for mig, var jeg næppe begyndt at lytte til Hell-On, hvis ikke Spotify havde anbefalet mig sangen Curse of the I-5 Corridor, der starter som en duet med Mark Lanegan og udvikler sig til en episk, selvbiografisk fortælling. Resten af albummet holder næsten samme niveau, og så er det til at leve med, at coveret hører til blandt årets grimmeste.

3. Let’s Eat Grandma: I’m All Ears

Ifølge Q Magazine er årets album udgivet af Arctic Monkeys, som de fleste nok har hørt om. Til gengæld er der nok færre, som kender til nummer to på listen, Let’s Eat Grandma. De var i hvert fald nye for mig, da en af deres sange efter sommerferien havnede på en spilleliste, som Spotify mente, jeg burde lytte til. Resultat: Årets opdagelse og en placering som nummer tre på denne liste.

Så hvem er Let’s Eat Grandma? Det er en duo fra Norwich bestående af Rosa Walton og Jenny Hollingworth (så kan man næsten ikke hedde noget mere engelsk), to barndomsveninder som begyndte at lave musik sammen, da de var 13, og udgav deres debutalbum allerede tre år senere i 2016.

Nu er de 19 og 20, og i forhold til debuten har de taget et tigerspring frem rent musikalsk med deres andet album I’m All Ears, hvilket ikke er så underligt, når man tænker på forskellen mellem at være 16 og 19 år. De har fået luget ud i idéerne og de skæve indfald og er blevet bedre sangskrivere og musikere, men har heldigvis ikke glemt deres legende tilgang og lyst til at eksperimentere.

Læs mere om duoen her:
Pitchfork: Let’s Eat Grandma Are the Wonderfully Weird Pop Duo We Need Right Now

Og navnet Let’s Eat Grandma? Det er taget fra en grammatisk vittighed, der skal vise vigtigheden af at bruge komma, og det kan jeg som journalist og forfatter selvfølgelig kun nikke anerkendende til.

Spotify er i øvrigt kommet frem til, at dette var sangen, jeg lyttede allermest til i 2018:

2. Janelle Monáe: Dirty Computer

Jeg har aldrig været i tvivl om Janelle Monáes talent, siden jeg var til en fuldstændig forrygende koncert med hende på Roskilde Festival i 2011, men hendes to første albums The ArchAndroid (2010) og The Electric Lady (2013) manglede i mine ører et eller andet. De havde lyden og idéerne, men havde for få mindeværdige sange.

Det ændrede sig med Dirty Computer, hvor Janelle Monáe endelig fik forløst sit potentiale. Vanen tro har hun masser på hjerte, men denne gang går det hele op i en højere enhed, fordi sangskrivningen er fulgt med.

Og så kommer vi selvfølgelig ikke uden om, at hun leverede en af årets mest opsigtsvækkende musikvideoer:

1. Kacey Musgraves: Golden Hour

Det kunne lige så godt have været Janelle Monáe, der havde stået her, for i min optik var der dødt løb mellem hende og Kacey Musgraves i kampen om, hvem der udgav mit favoritalbum i 2018.

I betragtning af, at min favoritgenre ifølge Spotify er “art pop” (hvilket er svært at benægte, når man ser min top 10), er det lidt ironisk, at jeg har en countrysanger og en singersongwriter på første- og fjerdepladsen, og der var engang, hvor jeg ville have forsvoret, at den slags kunne ske.

Nu hører det selvfølgelig med til billedet, at Golden Hour er Kacey Musgraves’ yderst vellykkede forsøg på at nå ud til det brede publikum a la Taylor Swift, som også begyndte inden for countrygenren, inden hun gik 100 procent pop. Helt så radikalt et skifte har Kacey Musgraves ikke foretaget. For det utrænede øre vil sange som Space Cowboy stadig lyde rimelig meget som country, men forskellen er tydelig, når man hører hendes gamle sange, der må betegnes som “hardcore country”.

I sidste ende vinder Golden Hour på, at albummet er spækket med velproducerede, iørefaldende sange, så selv en ellers country-resistent dansker ikke kan undgå at lade sig forføre.

Hvis man vil høre, hvordan Kacey Musgraves lød inden Golden Hour, så er her et eksempel. Follow Your Arrow udmærker sig i øvrigt ved at være en sang, der hylder homoseksuelle forhold, så også på det punkt gør hun op med countrygenrens konservative image.

Årets danske albums

Mine fem danske favoritter fra 2018:
1. Katinka: Vokseværk
2. The Minds of 99: Solkongen (selv om halvdelen af albummet udkom i 2017)
3. Lydmor: I Told You I’d Tell Them Our Story
4. Mø: Forever Neverland
5. Chinah: Anyone

DR Koncerthuset tirsdag den 9. oktober: Alle gode gange 12 med Brett Anderson og co.

Årets koncerter

For kun anden gang siden 1994 var jeg ikke på Roskilde Festival, fordi jeg i stedet valgte at tage på ferie i Vietnam med min familie. Det begrænsede selvfølgelig antallet af koncerter, jeg var til i 2018, men det blev alligevel til ni, hvoraf de syv var inden for en hektisk måned i efteråret (5. oktober-4. november).

Flere af koncerterne var med navne, der optræder på min top 10-liste, og af dem skilte især Kacey Musgraves i Store Vega og Neko Case i Bremen Teater sig ud. Årets højdepunkter var dog gode gamle Suede i DR Koncerthuset (min 12. med dem) og Wolf Alice, som helt tilbage i januar i Lille Vega var imponerende tjekkede og sammenspillede. Wolf Alices album Visions of a Life var nr. 4 på min liste i 2017 og vandt i efteråret den prestigefyldte britiske musikpris Mercury Prize.

Årets opdagelse 2

Glem Eminem, Charlotte Gainsbourg og David Byrne. Hvis der var én, jeg virkelig ærgrede mig over at gå glip af på årets Roskilde Festival, så var det norske Sigrid. Hun åbnede året med at vinde BBCs Sound of 2018 – en kåring hvor over 170 DJs, anmeldere, musikere og festivalbookere peger på det mest lovende musiknavn under 22 år. Blandt tidligere vindere har været Adele, Ellie Goulding, Sam Smith og, øh, The Bravery.

Jeg havde godt hørt Sigrids 2017-hit Don’t Kill My Vibe, men det var først, da jeg i foråret så hende i The Tonight Show med Jimmy Fallon, at hun for alvor fangede min interesse. Ved den lejlighed optrådte hun med en selvsikkerhed og selvtillid, man ikke lige vil forbinde med en 21-årig norsk kvinde, som pludselig befinder sig prime time på en af de store amerikanske tv-stationer. At det ikke var en enlig svale, viser denne optagelse fra The Graham Norton Show:

Trods successen virker hun stadig som en person med benene solidt plantet på jorden, hvilket dette interview i The Guardian er et godt eksempel på.
The Guardian: BBC Sound of 2018 winner Sigrid: ‘Dramatic choruses – they’re the best thing in the world’

Journalisten kalder hende for “den høfligste person, han nogensinde har interviewet” og er tydeligvis overrasket, da hun som sit største øjeblik i 2017 vælger sin koncert på Roskilde Festival frem for eksempelvis Glastonbury eller Nobelprisceremonien.
Og ja, Sigrid hører til den eksklusive klub, som har optrådt på Roskilde to år i træk, hvilket siger lidt om, hvor hurtigt hendes karriere er vokset.
Når jeg ikke har hende med på min top 10-liste, skyldes det udelukkende, at hun endnu har til gode at udsende et album. Indtil videre er det blevet til to EP’er og en masse singler.

Dette BBC-interview giver også et godt indtryk af Sigrid. Bemærk studieværternes reaktion, da hun svarer på spørgsmålet om, hvem hun drømmer om at optræde sammen med i fremtiden.

Årets skuffelse: Muse er og vil altid være et af mine yndlingsband, men selv om deres ottende album Simulation Theory ikke var en katastrofe på linje med The 2nd Law (2012), så føltes det overflødigt og bød ikke på noget nyt. Et eksempel på det modsatte er Suede, der med The Blue Hour stadig lyder som et band fyldt med inspiration og energi.

Etiket: , , , , , , , , ,

Året der gik 2018: Horrorpris, høst, halloween-novelle og halvmaraton

Set med forfatterøjne er der kun ét problem med mit 2018: Det bliver noget nær umuligt for 2019 at overgå det.

Mig og min pris sammen med Jacob Hedegaard Pedersen fra Dansk Horror Selskab.

2018 blev året, hvor jeg vandt en pris, udgav min debutroman, udkom på otte forskellige sprog og gennemførte en halvmaraton, omend det sidstnævnte fik et kedeligt efterspil. Men mere om det senere.

Det var i sig selv vildt nok, da min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos blev nomineret til Dansk Horror Selskabs pris Årets danske horrorudgivelse, men det blev endnu vildere, da jeg fik at vide, at den rent faktisk også havde vundet prisen, og at jeg ville få den overrakt på Krimimessen i Horsens.

Hvordan det gik, skrev jeg om i dette indlæg:
Vild weekend: Og prisen går til …

Endelig tid til at høste

Årets andet store højdepunkt var selvfølgelig den længe ventede udgivelse af min debutroman Rød høst, som nåede at være mere end fem år undervejs.

Jeg har skrevet en række indlæg om tilblivelsen af romanen:
Rød høst: Derfor har jeg lånt titlen fra Dashiell Hammett
Rød høst: En smagsprøve
Rød høst: Hvorfor er der vampyrer i min krimi?

Af andre forfatterrelaterede begivenheder kan nævnes, at jeg har stillet op til en oplæsning på Roskilde Bibliotek, et panel om science fiction på Ungdommens Folkemøde i Valbyparken og et AOF-foredrag i Brøndby om krimi og gys.

Og så handlede årets aprilsnar her på hjemmesiden om, at jeg havde sagt mit job på Dagbladet Roskilde op og nu ville satse på at være forfatter på fuld tid.

Årets aprilsnar: Nu gør jeg det!

Det sker stadig, at jeg møder folk, som rent faktisk tror, at jeg har gjort det …

Årets noveller

Netop hjemvendt fra Krimimessen i Horsens blev jeg kontaktet af en redaktør fra Storytel, som ville høre, om jeg kunne være interesseret i at skrive en novelle til et halloween-projekt? Samtidig havde jeg sagt ja til at bidrage med en novelle til en steampunk-antologi, der skulle udgives i forbindelse med Fantasticon, hvor årets tema var steampunk. Begge havde deadline den 1. juni, så det betød, at jeg fik et meget travlt forår, hvor jeg skrev på livet løs.

Bag murene udkom den 31. oktober, og det specielle ved novellen er, at den kun findes som lydbog og e-bog, samt at den er blevet oversat til engelsk, finsk, hollandsk, polsk, spansk, arabisk og indisk!

Læs mere om arbejdet med novellen her:
Min nye horrornovelle kan høres på otte forskellige sprog

Derudover havde jeg noveller med i følgende antologier i 2018:
Prinsessen på ærten i #moderneeventyr, Forlaget Silhuet
Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7 i De fremmede – Lige under overfladen 13, Science Fiction Cirklen
Engle og støv i Krinoline og kedsomhed – Danske steampunknoveller, Science Fiction Cirklen

Det blev også til et enkelt genoptryk af titelnovellen fra min første novellesamling:
Månebase Rødhætte i Underjordisk himmel – Niels Klim-nominerede noveller, Science Fiction Cirklen

I sidste års gennemgang konstaterede jeg med en vis ærgrelse, at det kun blev til en enkelt medvirken i en antologi i 2017, men man må sige, at jeg fik taget revanche i år. Hvis jeg tæller genudgivelsen af Månebase Rødhætte med, tangerede jeg min rekord fra 2012 med fem udgivne noveller på et år. Jeg kunne faktisk være nået op på seks, hvis ikke Fortællinger fra mørket 3 var blevet udskudt til 2019, men til gengæld har jeg så en udgivelse på listen til næste år.

Hvad angår nyskrevne noveller, var 2018 også et ganske produktivt år. Jeg har allerede omtalt Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7 (2400 ord), Engle og støv (7500 ord) og Bag murene (9700 ord).
Desuden fik jeg skrevet følgende noveller: Må ikke forstyrres (12.600 ord), Manden på første række (1100 ord) og Trold (5700 ord).
Må ikke forstyrres, som er i med ovennævnte Fortællinger fra mørket 3, gik jeg i gang med i 2017 og havde nået 8000 ord ved årsskiftet.
Trold skrev jeg til en novellekonkurrence, der desværre blev aflyst, og her på falderebet er jeg begyndt på en science fiction-novelle, hvor jeg har fået skrevet 3500 ord.

Bagsiden af medaljen

Suk …

Udgivelsen af min debutroman var ikke den eneste milepæl, jeg nåede i 2018. I september deltog jeg i mit første halvmaratonløb, Copenhagen Half Marathon, og gennemførte i en tid på lidt over to timer, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne lade være med at bryste mig med på de sociale medier og her på hjemmesiden (som i øvrigt havde 10-års jubilæum her i efteråret).

Efterspillet var derimod ikke noget at prale af. Dagen efter løbet havde jeg ondt i min venstre fod, og smerten fortog sig først to-tre dage senere. Derfor ventede jeg 14 dage med at løbe igen og tænkte, det burde være nok hvile. Jeg nåede dog kun 2-300 meter, før smerten i foden vendte tilbage med eftertryk.

Et besøg hos lægen viste, at der heldigvis ikke var tale om et træthedsbrud, men blot en almindelig overbelastningsskade. Desværre betød det, at jeg måtte opgive at stille op i både Friløbet og Eremitageløbet, som jeg ellers har været fast deltager i de seneste fire-fem år. Faktisk var det først for lidt over en måned siden, at jeg kunne begynde at løbetræne igen.

Så hvad kan man lære af det? Sikkert et eller andet om overmod og sin krops begrænsninger, og at det er dumt at melde sig til tre løb, der ligger inden for en måned, når man ikke ved, hvordan det påvirker ens fysik at blive udsat for 21 kilometer på hård asfalt.

Uanset hvad har jeg tænkt mig at fortsætte – både med at løbetræne og skrive. Nu har jeg i løbet af et år fået udgivet en roman og gennemført en halvmaraton, så hvorfor ikke forsøge at gøre det igen? Til forskel fra sidst ved jeg, hvad det kræver af planlægning, og hvad jeg skal undgå at lave af fejl, når det kommer til at skrive en roman. Det med halvmaratonen kommer til at afhænge, hvordan min løbeform er efter sommerferien.

Etiket: , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Lektørudtalelse og 10 år med hjemmeside

Så nåede den frem, lektørudtalelsen – eller materialevurderingen, som den officielt hedder i dag – til min roman Rød høst, og den er heldigvis positiv. Det er kun tilladt at citere en lille del af vurderingen, men der står blandt andet:

“En veloplagt og velfungerende fortælling, der kombinerer krimi, gotisk uhygge og vampyrgenren på en underholdende og fængende måde.”

Lektøren bedømmer endvidere bogen som “værd at anskaffe”, og jeg kan se på bibliotek.dk, at det er der allerede en del biblioteker, som har gjort, så det burde være muligt at finde Rød høst på dit lokale bibliotek – enten nu eller inden for den nærmeste fremtid.

Og hvorfor er den materialevurdering så vigtig? Det er den, fordi bibliotekerne bruger den, når de skal afgøre, om de skal købe en bog hjem eller ej. For eksempel har Science Fiction Cirklen lige fået at vide, at der ikke kommer en materialevurdering på deres nye antologi Underjordisk himmel – Niels Klim-nominerede noveller – måske fordi den udelukkende består af tidligere udgivne noveller (deriblandt Månebase Rødhætte) – og det lover ikke godt for salget.

Endnu en anmeldelse

Siden sidst har Jette Holst anmeldt endnu en antologi på Gyseren.dk, hvor jeg har bidraget med en novelle. Denne gang er det #moderneeventyr fra Forlaget Silhuet, og min novelle Prinsessen på ærten er blandt dem, der bliver fremhævet:

“I ‘Prinsessen på ærten’ følger vi en deltager i reality-programmet ‘Prinsesser på ærten’. Ti ”prinsesser” har været igennem en udskillelse på vejen mod hovedpræmien som udover penge er en prins. I vores moderne verden er prinsesserne dog ikke nødvendigvis så forhippede på ægteskab, og jeg nød den uventede slutning. 

‘Prinsessen på ærten’ er umiddelbart mindre genkendelig end f.eks. Silvestris novelle, men jo længere ind i historien, jeg kom, jo bedre forstod jeg Ahns idé, og resultatet er en spændende gendigtning men også en vellykket novelle i sig selv.”

Læs hele anmeldelsen her

10-års jubilæum

Den 30. november var det 10 år siden, at larsahn.dk blev officielt lanceret. Når jeg skriver “officielt”, er det fordi, de første blogindlæg blev offentliggjort allerede den 29. oktober 2008, efter jeg havde været på et efteruddannelseskursus, hvor jeg lærte at lave en hjemmeside med WordPress.

10 år senere bruger jeg grundlæggende stadig den samme opsætning, men meget har selvfølgelig ændret sig. For 10 år siden havde jeg blot fire noveller at præsentere, og idéen med bloggen var at promovere mit gryende forfatterskab. I dag har jeg en roman, to novellesamlinger og over 30 noveller på mit litterære cv, og bloggen er som kommunikationsmiddel blevet fortrængt af hurtige opdateringer på de sociale medier.

Jeg synes dog fortsat, der er noget charmerende ved at have et sted på nettet, hvor jeg kan få lov at komme med lange udredninger om mine skriverier og interesser, selv om jeg også kan mærke, at jeg er blevet dårligere til at få lavet indlæg.

For nostalgiens skyld er her indlægget, der blev brugt til at lancere min hjemmeside:
Nu bliver det sært (de første par år hed min blog “Sære fortællinger”, inden jeg gik over til bare at kalde den “Lars Ahn”)

Og her er to indlæg, jeg lagde ud inden lanceringen:
Nu med fjer… (om da jeg fik en pris af mine journalistkolleger)
Årets mest usandsynlige hit? (klik for at se hvilken sang der er tale om)

Etiket: , , , , ,

Første anmeldelse af Rød høst

Min debutroman Rød høst har fået sin første anmeldelse. Det er Jette Holst, som på sin side Gyseren.dk har anmeldt Rød høst, og hun skriver blandt andet følgende:

“Jeg læste Rød høst nærmest i et stræk. Man kan læse den som en underholdende og letlæst krimi sat i et eksotisk miljø, men den er også et bidrag i debatten om fremmedhed og frygten herfor (…) Lars Ahn er en af mine yndlingsforfattere indenfor de fantastiske genrer, så der var noget at leve op til. Heldigvis har han klaret spinget fra novelle til en roman med bravour, og Rød høst kan absolut anbefales både til krimielskere og til horrorfans. Jeg var i hvert fald vældig begejstret for både set-up og plot, og vil med glæde læse flere gotiske krimier om Gabriel og Helene.”

Læs hele anmeldelsen her

Science Fiction Cirklens antologi De fremmede – Lige under overfladen 13 har også fået sin første anmeldelse. Igen er det Jette Holst, som står for anmeldelsen på Gyseren.dk, og min novelle Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7 er blandt dem, hun vælger at fremhæve.

“Også Lars Ahns novelle ‘Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7’ hører til mine favoritter. Hele novellen er skrevet som en anmeldelse af filmdokumentaren Genforeningen, og selvom det lyder skørt, så fungerer det overraskende godt. Jeg blev vildt nysgerrig efter at finde ud af mere om Sigrún 7 (den første privatfinansierede Mars-ekspedition), så hermed en opfordring til forfatteren om at skrive den historie også.”

Læs hele anmeldelsen her

Etiket: , , , ,

Mens jeg venter …

Det er snart to måneder siden, at min debutroman Rød høst udkom, og jeg venter fortsat på den første anmeldelse og lektørudtalelsen. Jeg kan se dog på bibliotek.dk, at der allerede er en del biblioteker, som har købt bogen, og det er selvfølgelig et godt tegn, at de har gjort det, før der er kommet en vurdering.

I mellemtiden er der kommet en lektørudtalelse på steampunk-antologien Krinoline og kærlighed, hvor jeg medvirker med novellen Engle og støv. Den får heldigvis en rigtig god udtalelse med på vejen. Blandt andet står der:

“En super interessant udgivelse, hvor en af science fiction litteraturens subgenrer kommer til sin ret. Novellerne kan både læses for deres underholdningsværdi, men også for at fordybe sig i en genre som vi nok oftest stifter bekendtskab med på film.”

Det bemærkes desuden, at der findes meget lidt steampunk skrevet på dansk, så bogen anbefales til “bredt indkøb” af bibliotekerne.

Tid til at nominere

Engle og støv er samtidig den ene af to noveller, som kan nomineres til Niels Klim-prisen for bedste danske science fiction-novelle fra 2018. Den anden er Anmeldelse af “Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7”, der stammer fra antologien De fremmede -Lige under overfladen 13. Begge bøger er udgivet af Science Fiction Cirklen.

Det er muligt at nominere i perioden 15. november til 15. februar på denne side:
Nomineringer til Niels Klim-prisen

Hvis man skal oprettes som bruger, skal det ske fra denne side:
Oprettelse af bruger

Storytel-novelle anmeldt

Min seneste novelle, Storytel-udgivelsen Bag murene, har også vakt lidt opmærksomhed. Gyseren.dk har skrevet en kort anmeldelse, og det samme har Bogfidusen.dk, som disker op med hele fem stjerner.

Gyseren.dk: Horror-noveller af Lotte Petri, Lars Ahn m.fl.
Bogfidusen: Horror-noveller – En Storytel Original

Endelig har Dagbladet Roskilde skrevet om projektet ved at interviewe Lotte Petri, som er den anden danske forfatter, der har bidraget med en novelle (Levende død). Jeg har med vilje holdt lav profil, da jeg som bekendt er ansat på selvsamme medie.

sn.dk: To gyserforfattere udgives i syv lande

Ved en fejl har der været byttet rundt på titlerne i serien hos Storytel, men nu skulle det være i orden. Og så fortæller min redaktør hos Storytel, at hendes kolleger i Indien og Forenede Arabiske Emirater åbenbart er ret begejstrede for Bag murene!

Du kan lytte til den engelske udgave her:
Storytel Original: Behind the Walls

Etiket: , , , , , , , , , , ,

Min nye horrornovelle kan høres på otte forskellige sprog

Gennem de seneste måneder har jeg hentydet til et hemmeligt skriveprojekt, som jeg har brugt en del tid på hen over sommeren, men det er først nu, jeg kan fortælle, hvad det har handlet om. Det er heller ikke tilfældigt, at det sker den 31. oktober, for min nye novelle Bag murene er nemlig en del af et internationalt halloween-projekt, som forlaget Storytel står bag.

Krimiforfatteren Lotte Petri og jeg er de danske repræsentanter i Storytel Original-serien, der på dansk bare hedder Horror-noveller, men på engelsk har fået den noget mere dramatiske titel The World of FEAR. Den danske udgave af serien indeholder også noveller af forfattere fra England, Finland, Holland, Polen og Indien, og vores noveller udkommer samtidig i deres lande. Derudover kan serien høres i Spanien og Forenede Arabiske Emirater, så Bag murene findes nu på otte forskellige sprog (og jeg kan med god samvittighed betegne mig selv som en “international udgivet forfatter”).

Bag murene er indlæst af Dan Schlosser på dansk og Andrew Hoffland på engelsk (hvor den hedder Behind the Walls). Jeg har desværre ikke adgang til de andre udgaver, så jeg kan høre, hvordan mine ord lyder på finsk, hollandsk, polsk, spansk, indisk og arabisk.

Da Storytel primært gør sig i lydbøger, troede jeg i første omgang, at novellerne kun ville blive udgivet i den form, men jeg kan se, at de også kan læses som e-bøger. Ellers ville det have været første gang, at en af mine noveller kun havde eksisteret som lyd og ikke som tekst.

Hvordan gik det til?

Tilbage i marts blev jeg kontaktet af Storytel, som spurgte, om jeg kunne tænke mig at medvirke i projektet. Idéen var, at historierne skulle være lokalt forankret og være baseret på en spøgelseshistorie eller uhyggelig hændelse fra det enkelte land, i dette tilfælde Danmark.

Mailen fra Storytel kom umiddelbart efter, at min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos havde vundet prisen Årets danske horrorudgivelse, så jeg gik naturligvis ud fra, at det var årsagen. Men da jeg tog et møde med dem, viste det sig, at de havde fundet frem til mig ved at google efter danske horrorforfattere, og så var mit navn åbenbart dukket op!

Uanset hvad, så sagde jeg ja til opgaven, selv om deadlinen den 1. juni også var datoen, hvor jeg havde lovet at aflevere en steampunk-novelle til antologien Krinoline og kedsomhed. Jeg vidste, at jeg ville få et travlt forår, men det er ikke hver dag (som i aldrig), at jeg som forfatter er ude for, at et stort forlag selv henvender sig og vil betale mig for at skrive en novelle.

Hvad skal jeg finde på?

Problemet var bare, som jeg tidligere har beskrevet, at jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvad novellen skulle gå ud på. Redaktøren havde som inspiration sendt mig et link med sagn og vandrehistorier fra København, og jeg lånte også et par bøger om emnet på biblioteket, uden at det for alvor fik fyret op under min fantasi.

Jeg legede lidt med tanken om, at tallet 15 skulle være forbandet, fordi fanden var løs i Laksegade 15, og Nyhavn 15 skulle være hjemsøgt, men det blev aldrig rigtig til noget. Vi var også omkring en vandrehistorie fra Roskilde Festival, indtil jeg opdagede, at det var en historie, som var kendt i flere lande, hvor man blot udskiftede begivenheden:

Fact Check: Romantic Encounter with Necrophiliac/Cannibal

Det egentlige problem var nok, at jeg allerede følte, jeg havde været omkring emnet, fordi min novelle Hvor hesten ligger begravet fra 2016 også var baseret på en gammel dansk myte, nemlig den om helhesten. Men netop som jeg var ved at frygte, at jeg måtte give fortabt, var den dér: Idéen. Ironisk nok fandt jeg den blandt sagnene og vandrehistorierne fra København, og den havde også en forbindelse til helhesten, så jeg havde haft den foran mig hele tiden …

Her er sagnet om Københavns vold, som det er beskrevet i artiklen på Dengang.dk:

“Man havde for mange tider siden svært ved at få volden omkring København til at sidde fast. Den sank hele tiden. Så tog man et uskyldigt pigebarn, satte hende på en stol ved et bord og gav hende legetøj og mundgodt. Mens hun så sad der, byggede tolv murere en hvælving over hende. Da dette var fuldført, kastede de under musik og klingende spil en vold derover. Så sank volden aldrig mere.

En anden historie fortæller, at to børn blev voldens værneånder. Når man siden så dem lege på volden, betød det fred og gode tider for Danmark. Men når de gik hånd i hånd og grædende langs volden betød det krig og dårlige tider for landet.”

Så det fik mig til at tænke: Hvad nu hvis man havde holdt fast i traditionen, og der stadig fandtes murere, som havde til opgave at mure børn inde for at sikre, at byggerierne blev stående? Hvem kunne finde på at sige ja til det job, og hvad kunne få dem til at blive ved?

Kan jeg nå det?

Udfordringen blev at undgå at gentage mig selv, fordi Hvor hesten ligger begravet har et identisk udgangspunkt. I den novelle er det en ambitiøs arkitekt, som af bygherren bliver bedt om at begrave en levende hest, lige som man gjorde med kirkebyggerier for at beskytte dem mod ulykker. I Bag murene er hovedpersonen en mand, der tager arbejde som murer for at tjene penge, mens han prøver at få gang i sin forfatterdrøm.

Jeg havde også en mere alvorlig udfordring. Da jeg endelig fik idéen til Bag murene, var vi en uge inde i maj, så jeg havde tre uger til at få skrevet novellen færdig. Storytel ønskede en novelle på 50.000 anslag, fordi det svarer til cirka en times oplæsning. Jeg regnede mig frem til, at 50.000 anslag er lig med et sted mellem 9500 og 10.000 ord, så vi taler om en halvlang novelle (Bag murene endte på 9700 ord og 55 minutter).

Endelig skulle jeg have i tankerne, at novellen skulle udkomme som lydbog. Det var samtidig årsagen til den tidlige deadline: Der skulle være tid til at redigere novellen, få den indlæst og ikke mindst oversat til de andre sprog, så den kunne være klar til udgivelse den 31. oktober.

Er vi ikke snart færdige?

Jeg kan lige så godt indrømme det: Den første udgave af Bag murene, som jeg afleverede den 1. juni, bar præg af, at den var skrevet under tidspres. Jeg var ikke tilfreds med slutningen, og det var min redaktør Birgitta Gärtner heller ikke. Hun pakkede det pænt ind, men hun lagde ikke skjul på, at historien kunne gøres mere fokuseret og skarpt.

Og det blev begyndelsen på den mest grundige redigeringsproces, jeg har været ude for som forfatter. På min harddisk har jeg tre forskellige udgaver af Bag murene liggende, for det var det antal gange, jeg nåede at skrive novellen igennem i løbet af de næste to måneder (her skal fratrækkes en måned, hvor vi begge holdt sommerferie), før vi kom frem til det færdige resultat. Meget blev ændret undervejs, men som regel til det bedre, og jeg er især glad for slutningen, der giver langt mere mening end den oprindelige.

Når man som jeg hidtil mest er udkommet på små forlag, har redigeringen oftest været ret begrænset og i nogle tilfælde ikke-eksisterende. Dette er ikke ment som en kritik af de redaktører, der har antaget mine noveller, for jeg er med på, at det er spørgsmål om økonomi og ressourcer. Men det var lidt af en øjenåbner at opleve en redaktør, der virkelig gik ned i teksten og kom med masser af rettelser og ændringsforslag.

Selvfølgelig var jeg ikke enig i alt, og jo, det var da til tider frustrerende, når man troede, at novellen endelig var færdig, og man så fik den retur med en masse nye bemærkninger og rettelser. Men samtidig var det fedt at opleve, hvordan en anden person arbejdede med ens tekst, og der var ingen tvivl om, at historien blev bedre af det.

Hvad kan man lære af det?

Frem for alt var det lærerigt. Jeg lærte, at man skal holde sproget let og enkelt, når man skriver til lydbøger, og at det er tilladt at skære tingene ud i pap, fordi lytteren ikke er 100 procent koncentreret undervejs (hvilket er mit eget problem med lydbøger).

Desuden lærte jeg, at selv om ens manuskript kommer tilbage fyldt med kommentarer og røde streger, så ser det værre ud, end det i virkeligheden er. Det var en erfaring, jeg kunne tage med, da min roman Rød høst kom retur fra korrekturlæseren og skulle redigeres færdig.

Og nu er novellerne ude i verdenen – bogstavelig talt. Det bliver spændende at se, eller rettere høre, hvem de når frem til, men det har under alle omstændigheder været en oplevelse.

Så god lytte- og læselyst!

 

 

Etiket: , , , , , ,

Rød høst: Hvorfor er der vampyrer i min krimi?

Når folk har spurgt, hvad min debutroman Rød høst handler om, har jeg været lidt tilbageholdende med at svare dem. Både fordi jeg generelt ikke bryder mig om at fortælle om mine historier, før jeg er færdig med dem, men mest af alt fordi den indeholder … vampyrer.

Og hvad er der så galt i det? Vampyrer er da populære, ikke? Jo, problemet er bare, at vampyrer på et tidspunkt nok blev for populære, især da hysteriet omkring Stephenie Meyers Twilight-bøger toppede. De var nærmest overalt, så det til sidst nåede kvalmegrænsen, og folk blev trætte af unge piger, som faldt i svime over flotte, romantiske vampyrer.

Af samme grund var jeg også selv i tvivl, da jeg gik i gang med at skrive Rød høst. Ét var, at jeg prøvede at finde på en anden titel, men jeg overvejede samtidig det kloge i, at mit første romanprojekt skulle handle om noget så overeksponeret som vampyrer. Men lige som Rød høst endte med at hedde Rød høst, kom jeg frem til, at ja, det var det, jeg havde lyst til at skrive om.

Med til billedet hører selvfølgelig, at det langt fra er første gang, jeg har beskæftiget mig med vampyrer. Faktisk debuterede jeg med en vampyr-novelle, da Himmelskibet bragte Fru Jensen og den nydelige mand i sommeren 2007. Siden havde jeg novellen Donation med i antologien Vampyr, der havde som sit erklærede mål at gøre vampyren til en farlig figur igen, og hvad var lige titlen på min seneste novellesamling?

Så jeg har længe haft en forkærlighed for vampyrer, men udfordringen med Rød høst var at finde på en ny og frisk vinkel på emnet, samtidig med at jeg gerne ville skrive en velfungerende og spændende krimi. Jeg vil lade det være op til andre at bedømme resultatet, men jeg håber, at de ikke føler, at de får noget, som de har set og læst utallige gange før.

Løsningen blev, at mine vampyrer ikke ligner traditionelle vampyrer. De har ikke hugtænder og kan ikke forvandle sig til flagermuse, og når de ser sig i spejlet, ser de deres eget spejlbillede. Ja, faktisk vil de helst ikke kaldes for vampyrer, fordi de anser det for at være et belastet ord. I stedet foretrækker de det mere neutrale “nattere”, for de kan ikke tåle sollys og kan kun være ude efter solnedgang. De lever også længere end mennesker, og nå ja, så er der lige den detalje, at de er nødt til at drikke blod for at overleve.

I romanens univers har man dog opfundet et erstatningsprodukt, der har samme virkning som menneskeblod, så mennesker og nattere er i stand til at leve fredeligt side om side – i hvert fald i teorien, for der er masser af mistro parterne imellem, og der skal ikke meget til at ødelægge det, der bedst kan betegnes som en langstrakt våbenhvile.

En af krimigenrens styrker er dens evne til at kommentere på reelle samfundsforhold, men hvordan passer det ind i en krimi, der både har vampyrer som hovedpersoner, og samtidig er en hyldest til Dashiell Hammetts detektivromaner? I Rød høst har jeg haft mulighed for at beskæftige mig med temaer som parallelsamfund, diskrimination og fordomme, men også samarbejde, tolerance og fredelig sameksistens. Igen vil jeg lade andre om at bedømme, om jeg har ramt den rette balance, men jeg håber i det mindste ikke, at jeg har kedet læseren.

Læs et uddrag af Rød høst

PS Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg ikke er den første, der har forsøgt at forestille sig, hvordan verdenen vil se ud, hvis der rent faktisk fandtes vampyrer eller vampyrlignende mennesker, som lever i fuld offentlighed og er en del af samfundet. Charlaine Harris’ romanserie om Sookie Stackhouse, der blev til tv-serien True Blood, er bare et af mange eksempler.

PPS Det vil være muligt at købe Rød høstBogforum, da udgiveren H. Harksen Productions for første gang har en stand i Bella Center 26.-28. oktober. Forlaget står sammen med en række andre uafhængige forlag i et nyt område nær Bogforums Ny Scene. Jeg vil være til stede om lørdagen.

 

 

Etiket: , , ,

Mine favoritter fra CPH Pix 2018

Med 23 film i løbet af to uger lykkedes det mig at sætte ny rekord på CPH Pix og slå min hidtidige rekord fra 2014, hvor jeg fik set 18 film. Men det var også nødvendigt, for arrangørerne havde i år hævet prisen på et filmpas, så man skulle se mindst 19 film, før det kunne betale sig. Efter et par dages hvile har jeg fået pustet så meget ud, at jeg har dannet mig et overblik og kan udpege de film, der gjorde størst indtryk på mig, for jeg må erkende, at de til sidst havde det med at flyde lidt ud.

Thomasin Harcourt McKenzie og Ben Foster i Debra Graniks “Leave No Trace” (2018).

Leave No Trace

Tilfældet ville, at jeg kom til at se to film i træk med Ben Foster, hvor han er på flugt med en ung pige. Først Galveston, hvor han er en gangster på flugt med en ung prostitueret, og dernæst Leave No Trace, hvor han er en krigsveteran på flugt med sin teenagedatter. Leave No Trace er instrueret af Debra Granik, som også stod bag Jennifer Lawrences gennembrudsfilm Winter’s Bone fra 2010. Det var min yndlingsfilm det år, og selv om det samme nok ikke bliver tilfældet med Leave No Trace, er det alligevel en film, der er vokset i min bevidsthed i de dage, der er gået, siden jeg så den.

Det kan lyde mærkeligt, men det, der imponerer mig mest ved filmen, er, hvor udramatisk den er. Ben Foster spiller en mand, hvis PTSD gør ham ude af stand til at leve sammen med andre mennesker end datteren, og i filmens start bor de i en skov og holder deres kontakt til resten af samfundet nede på et absolut minimum. Det går selvfølgelig ikke i længden. Myndighederne bliver opmærksomme på dem og forsøger at hjælpe ved at tilbyde dem bolig, job og skolegang, men hvor datteren (Thomasin Harcout McKenzie) forsøger at tilpasse sig, går der ikke længe, før faderen føler trang til at vende tilbage til skoven.

Det er en historie, der rummer masser af drama, men Debra Granik vælger stort set at gå andre veje, hvilket hun kommer ind på i dette interview:

Seventh Row: Debra Granik: ‘It is dangerous to tell a story with no villain’

Og ja, der er ingen åbenlyse skurke i filmen. Alle lige fra de sociale myndigheder til de mennesker, som hovedpersonerne møder undervejs, prøver at hjælpe det bedste, de kan, og konflikten mellem far og datter foregår uden de store skænderier. Han prøver ikke at tvinge hende til noget, men evner simpelthen ikke at leve et “normalt” liv, mens hun ikke afviser hans levevis, men blot ønsker at være sammen med andre mennesker og er træt af at skulle flytte konstant. Det kunne være blevet kedeligt og stillestående, men det føles i stedet forfriskende og opløftende, og det gør, at slutningen rammer endnu hårdere, end den ellers ville have gjort.

Om den anden Ben Foster-på-flugt-film Galveston er der kun at sige, at den ikke føjer meget nyt til noirgenren, og at den næppe var blevet lavet, hvis den ikke var baseret på en roman af True Detective-skaberen Nic Pizzolato. Jeg havde kort forinden faktisk læst romanen, og filmen følger den trofast, men udelader det mest overraskende element i bogen, nemlig at handlingen efter 65 sider pludselig springer 20 år frem i tiden. Det eneste overraskende ved selve filmen er, at den er instrueret af den franske skuespiller Mélanie Laurent (Inglorious Basterds og Now You See Me), som dog ikke formår at få sat sit præg på fortællingen.

Gonjiam: Haunted Asylum

Årets CPH Pix bød på kun fire koreanske film, så det burde være en overkommelig opgave at få set dem alle. Desværre var to af filmene af Pix-darlingene Kim Ki-duk og Hong Sang-soo, der altid er på programmet, men som jeg har et anstrengt forhold til. Hongs Grass var endnu mere kedelig og irriterende, end hans film plejer at være, og jeg hørte så meget dårligt om Kims Human, Space, Time and Human, at jeg endte med at droppe den. Det efterlod de to andre koreanske titler, som heldigvis hørte til blandt højdepunkterne.

Gonjiam: Haunted Asylum kan lettest beskrives som en koreansk udgave af The Blair Witch Project, hvor teknologien er blevet opdateret til vore tider. I forhold til den snart 20 år gamle film har vi nu fået GoPro-kameraer, droner, 360 grader-kameraer, smartphones, live streaming og sociale medier, hvilket Gonjiam udnytter på bedste vis. Personerne forbliver på papstadiet, men instruktøren Jung Bum-shik ved, hvordan man laver gys (han var også medinstruktør på den fremragende Epitaph), og der er scener i Gonjiam, som formåede at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på en garvet horrorfan som undertegnede.

The Outlaws

Efter den kinesiske Wrath of Silence hvor en stum far forsøger at finde sin søn ved at tæve sig vej gennem en forbryderorganisation, tænkte jeg, at jeg snart havde set for mange af den slags asiatiske film. Men blot to dage senere viste den koreanske The Outlaws, hvor langt man kan komme i den genre med en karismatisk hovedperson og en tilpas skræmmende skurk. Der er intet nyt i beretningen om en bulderbasse af en kriminalbetjent, som forsøger at stoppe en bandekrig mellem koreansk-kinesiske gangstere ved at banke dem alle på plads, men hvad gør det, når det serveres så underholdende, som tilfældet er her.

Ma Dong-seok (også kendt som Don Lee, da han er født og opvokset i USA, men har koreanske forældre) fik sit gennembrud med sin rolle i Train to Busan, og The Outlaws har kun lagt yderligere til hans popularitet i Korea, hvor filmen blev et stort hit. Nævnes bør også Yoon Kye-sang som hovedskurken. Jeg så ham tidligere i år i komedien Red Carpet på Netflix, hvor han spiller en godmodig pornofilminstruktør, der drømmer om at lave en “rigtig” film, og kunne overhovedet ikke genkende ham i The Outlaws.

Searching

Gonjiam: Haunted Asylum er ikke ene om at anvende moderne teknologi til at fortælle sin historie, men den amerikanske Searching tager skridtet videre. John Cho spiller faderen, hvis teenagedatter forsvinder, og han forsøger derefter at opklare, hvad der er sket med hende ved at gennemgå hendes færden på de sociale medier. Det specielle ved Searching er, at den udelukkende bliver fortalt på computerskærme, f.eks. Facetime-samtaler, SMS-beskeder, mails, Facebook-opdateringer, videoklip, Youtube, nyhedsudsendelser og meget, meget mere.

For nogen lyder det sikkert vældig anstrengende, men under alt det nye gemmer sig en ret traditionel fortalt thriller. Searching formår at holde spændingen intakt fra start til slut, men min eneste lille anke er, at selve historien måske ender med at blive en smule for skabelonagtig. Den debuterende instruktør Aneesh Chaganty har dog tydeligvis følt behov at forankre sin fortælling i noget genkendeligt, når resten af filmens sprog er så anderledes, så det er en beslutning, der godt kan forsvares.

Searching adskiller sig i øvrigt også ved at have en koreansk-amerikansk hovedperson, uden at hans etnicitet på noget som helst tidspunkt har med filmens handling at gøre (bortset fra en enkelt scene hvor der tales om opskriften på gumbo kimchi). Det er åbenbart også første gang, at en skuespiller med asiatisk baggrund har hovedrollen i en Hollywood-thriller

Wildlife og Puzzle

Normalt går jeg efter de asiatiske film på CPH Pix, men udbuddet i år var en smule tyndt, så i stedet fik andre dele af verden chancen. Det betød, jeg blandt andet fik set film fra Argentina, Brasilien, Cuba, Portugal og Iran, men topscoreren var dog – ikke overraskende – USA med otte film. Udover de allerede nævnte kunne jeg godt lide Wildlife og Puzzle, som begge er amerikanske indie-dramaer af en type, der er set adskillige gange før. Men de er solidt fortalte, har nuancerede personskildringer og byder på stærke skuespilspræstationer af især Carey Mulligan og Kelly Macdonald som frustrerede husmødre i henholdsvis Wildlife og Puzzle. Man begynder i øvrigt at føle sig gammel, når Carey Mulligan (33) og Kelly Macdonald (42) har fået alderen til at spille mødre til teenagedrenge og unge mænd. Og så har Wildlife en af de mest perfekte slutscener, jeg længe har set.

Lad de døde hvile

Sohail A. Hassan fortæller om sin film “Lad de døde hvile”.

Det blev også til en enkelt dansk film på CPH Pix, nemlig Sohail A. Hassans gyserkomedie Lad de døde hvile. Her er jeg nødt til at indskyde, at jeg kender instruktøren, da han var på programmet til Fantasticon i de år, hvor det blev holdt i Valby Kino. I 2016 fortalte han om netop Lad de døde hvile, og på årets CPH Pix blev der endelig mulighed for at se filmen på et biograflærred. Jeg fik ikke billet til verdenspremieren i Cinemateket, men så i stedet en ekstravisning i Gloria, hvor Sohail også var til stede. Og hvordan lyder dommen så?

Jeg ved ikke, om det er tilladt at bruge ord som “sød” og “sjov” om en gyser, men Lad de døde hvile er faktisk en sød og sjov film af en slags, der stort set ikke laves herhjemme. Det er en film, der er mere ungdomskomedie end gyser, og den lægger ikke skjul på, at den kun er ude på at underholde, hvilket den gør til fulde. Enkelte steder skinner det lave budget igennem, og det er ikke alle replikker, der klinger helt rent, men filmen emmer af energi, og historien fortælles i et tempo, så man aldrig får lov at kede sig.

Det mest overraskende er dog, hvor godt de fire hovedpersoner fungerer. Personer i gyserfilm bliver tit til arketyper, der ofte er så irriterende, at man ender med at ønske, at nogen kommer og planter en økse i hovedet på dem. Det er ikke tilfældet i Lad de døde hvile, hvor man hurtigt bliver fanget af det umage venskab mellem den lokale satanist Jimmy (Jakob Hasselstrøm) og den nytilflyttede Amir (Razi Irawani). Filmens kvindelige hovedpersoner (Sidse Kinnerup og Maria Fritsche) er heller ikke kun til pynt og har en del mere at lave, end deres roller umiddelbart lægger op til.

På en festival som CPH Pix, hvor programmet bugner af kunstfilm og eksperimenter, var det befriende at se noget, der var så rendyrket uprætensiøst. Tilbage er blot at håbe, at Sohail A. Hassan får mulighed for at vise Lad de døde hvile igen (filmen er ikke i dansk biografdistribution), og at han bliver ved med at lave film.

The Night Eats the World

Inden jeg så Lad de døde hvile, havde jeg pudsigt nok mødt Sohail A. Hassan til en visning af den franske zombiefilm The Night Eats the World, da jeg havde fået billet til sædet ved siden af hans. Filmen kan beskrives som en fransk udgave af I Am Legend (bare med zombier i stedet for vampyrer), men den minder mere om en zombieversion af The Martian på grund af dens lavpraktiske tilgang til, hvordan man overlever i en verden, der er blevet overtaget af de udøde.

Det er ikke alle zombierne, der er lige overbevisende, og tempoet er lavt, men på den anden side skildrer filmen godt, at den største fjende i sidste ende nok er ensomheden. Ved at se The Night Eats the World fik jeg desuden opklaret et mysterium: Trommescenen, som årets CPH Pix-trailer er bygget op omkring, stammer nemlig fra denne film.

Fun fact 1: Filmen eksisterer både i en fransk og en engelsk version. Det var den franske, som blev vist på Pix, men traileren er fra den engelsksprogede udgave.

Fun fact 2: Ingen af de to hovedskuespillere er franskmænd. Anders Danielsen Lie er nordmand, mens Golshifteh Farahani (Paterson og Body of Lies) er fra Iran. Begge har dog medvirket i flere franske film.

Og resten …

Jeg så som nævnt 23 film på CPH Pix. De kom fra 12 forskellige lande: USA (8), Sydkorea (3), Argentina (2), Brasilien (2), Cuba (1), Danmark (1), England (1), Frankrig (1), Iran (1), Japan (1), Kina (1) og Portugal (1).

Mens der var CPH Pix, nåede jeg også at være til koncert med Mitski og Suede, og jeg så to film i biografen uden for Pix-programmet: Grænse og A Simple Favor. Så faktisk blev det til 25 film i løbet af 14 dage.

Den største skuffelse var Piercing, som var den første film, jeg så. Instruktøren Nicolas Pesce havde ellers begejstret mig med sin forrige film The Eyes of My Mother, som jeg så på Blodig Weekend sidste år, men denne her var ren form og intet indhold, og det kunne end ikke Mia Wasikowska rette op på. Lidt det samme gjorde sig gældende med den hypede Mandy med Nicolas Cage, der nærmest virkede som om, at instruktøren på forhånd havde sat sig for at lave en kultfilm. Jeg fandt den alt for kalkuleret.

CPH Pix-forestillingerne plejer sjældent at være udsolgte, men i år prøvede jeg to gange at sidde i en fyldt sal: Først til førnævnte Mandy og siden til Wildlife.

Jeg overvejede seriøst at udvandre til den amerikanske indiefilm Madeline’s Madeline, som var så alternativ og eksperimenterende i sit filmsprog, at det halve kunne være nok. Filmen rettede sig dog op undervejs og endte med at blive helt OK til sidst.

Hollywood-film får ofte (berettiget) hug for at være forudsigelige og skabelonagtige, men efter at have siddet igennem 23 CPH Pix-film kan jeg konstatere, at den såkaldt alternative del af filmverdenen også har en tendens til at lave film, der ligner hinanden. Flere af Pix-titlerne gjorde nærmest en dyd ud af at fortælle i et til tider dræbende langsomt tempo og på en måde, så man selv skulle gætte sammenhængen i scenerne. Det er fint at tiltro publikum et vist mål af intelligens og ikke skære alt ud i pap, men det kan også blive lidt for kryptisk og krukket (især de sydamerikanske film, jeg så, havde en tendens til det). Nu trænger jeg i hvert fald til at se noget med en biljagt …

Etiket: , , , , , ,

Rød høst: En smagsprøve

Min debutroman Rød høst har nu været ude i lidt over en uge, og hvis du gerne vil have et indtryk af, hvad den handler om, så har jeg lagt de tre første kapitler ud her på siden.

Læs kapitel 1-3 af Rød høst her

For en god ordens skyld skal jeg advare om, at romanen starter ret blodigt og udpenslet, så sarte sjæle bør tage en dyb indånding, inden de klikker på linket.

Rød høst blev lanceret fredag den 28. september i forbindelse med Skrækfest i Odense, og det blev lidt af en gyser i sig selv. Det var nemlig med nød og næppe, at forlægger Henrik Harksen modtog bøgerne fra trykkeriet, inden han skulle præsentere Rød høst om eftermiddagen. Han vurderer selv, at bilen med pakken må have krydset Storebæltsbroen, lige inden den blev lukket af politiet i forbindelse med den store aktion, der stoppede al trafik på Sjælland og Fyn.

Derfor var det held i uheld, at jeg på grund af arbejde var forhindret i at være til stede til udgivelsen af min egen roman. Jeg havde på forhånd meddelt, at fredag passede mig dårligst, men det var så alligevel den dag, arrangørerne af Skrækfest valgte i deres programplanlægning. Det ærgrede mig selvfølgelig, men jeg ville nok have været endnu mere ærgerlig, hvis jeg havde siddet fast i et tog fredag eftermiddag.

“Rød høst” i forgrunden og “Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos” i baggrunden.

I stedet rejste jeg til Odense om lørdagen, hvor der var Skrækmarked i Borgernes Hus lige ved siden af banegården. Her oplevede jeg for første gang at føle mig overeksponeret som forfatter. Henrik Harksen slog stort på tromme for Rød høst i sit forlag H. Harksen Productions stand, og lige overfor gjorde Dreamlitt/Kandor reklame for min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.

Det var som bekendt for Vampyros Lesbos, at jeg tidligere i år vandt prisen Årets danske horrorudgivelse 2017, og det er årsagen til, at jeg på forsiden af Rød høst præsenteres som “Prisvinder Lars Ahn” (jeg overvejer, om det er sådan, jeg skal præsentere mig fremover). Det ironiske er, at Rød høst kom til verden før Vampyros Lesbos, men endte med at udkomme senere, hvilket gav Henrik Harksen mulighed for at anvende prisen i markedsføringen.

I næste måned er det faktisk fem år siden, at Henrik Harksen annoncerede sit Gotisk krimi-projekt og afslørede Rød høst blandt de første titler. Her er, hvad jeg selv skrev på min hjemmeside om projektet: Gotisk krimi.

På det tidspunkt havde jeg året forinden udgivet min første novellesamling Månebase Rødhætte, så da Henrik spurgte, om jeg kunne være interesseret i at skrive en gotisk krimi til ham, tænkte jeg, at det kunne være en god måde at få prøvet at skrive i romanlængde – især fordi de gotiske krimier var tænkt som kortromaner. Ingen af os havde dog forestillet sig, at der skulle gå fem år, før det færdige resultat så dagens lys, eller at jeg ville nå at få udgivet en bog på et andet forlag først.

Så hvorfor gik der så lang tid? I første omgang var jeg et snøvl til at komme i gang, og jeg blev konstant distraheret af andre deadlines og skriveprojekter. I min naive optimisme havde jeg forestillet mig, at Rød høst max. ville tage mig et halvt år at skrive, men da jeg to år senere, i oktober 2015, tjekkede ind på Hald Hovedgaard, var romanen på omkring 50.000 ord, og jeg havde ingen idé om, hvor langt jeg var fra en slutning. I løbet af mit ugelange ophold formåede jeg at få skrevet yderligere 15.500 ord og få afsluttet historien.

Læs: En uge på Hald Hovedgaard

Det betød dog langt fra, at jeg var færdig. Først sendte jeg romanen til en testlæser (tak, Jesper Rugård), og siden fik Henrik Harksen den til gennemlæsning. Deres kommentarer førte til en ny gennemskrivning, hvor nogle scener blev fjernet, mens andre kom til, og før vi havde set os om, var der gået yderligere to år, og i mellemtiden var Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos udkommet. Undervejs havde jeg ellers været bekymret for, at begge bøger ville udkomme i samme år, men jeg kan konstatere, at andre ikke har samme bekymringer

Først i sommer begyndte der at ske noget igen. Jeg fik romanen tilbage fra korrekturlæseren og gav teksten en sidste finpudsning. Undervejs opdagede jeg selv en gevaldig brøler, da jeg i en scene havde givet hovedpersonen tape for munden, men aldrig havde fået fjernet det igen! Henrik Harksen kunne desuden fortælle, at Rød høst er en roman og ikke en kortroman, da den er på næsten 300 sider, hvilket gør den til den længste bog i gotisk krimi-serien. Jeg kan også konstatere, at ud af de seks titler, som Harksen oprindeligt annoncerede i november 2013, er det kun tre af dem, som rent faktisk er udkommet, så måske bør jeg alligevel ikke have så dårlig samvittighed over, at det tog mig fem år at nå i mål.

 

Etiket: , , , ,

Rød høst: Derfor har jeg lånt titlen fra Dashiell Hammett

Min debutroman Rød høst er lige på trapperne, men hvis nogen synes, at de kender titlen fra et andet sted, så har de helt ret. Rød høst er også titlen på Dashiell Hammetts detektivroman fra 1929, Red Harvest. Men hvorfor anvende en titel, der allerede er brugt og endda er en klassiker inden for krimigenren?

Da jeg gik i gang med romanen, var Rød høst blot en arbejdstitel. Jeg var godt klar over navnesammenfaldet, men jeg mente dog, at Hammetts roman var blevet udgivet på dansk som Dødens høst. Det gjaldt dog kun den første udgave, der udkom i 1961. Da bogen blev genudgivet i 1989, blev titlen ændret til Rød høst, og det har den heddet på dansk lige siden (det var endda den udgave, jeg havde stående i bogreolen, men det havde jeg glemt).

Så da jeg sendte romanen til forlægger Henrik Harksen, understregede jeg, at vi burde finde på en anden titel for at undgå forvekslingen med Hammett. Problemet var bare, at det aldrig lykkedes os at komme på noget, der passede til historien lige så godt som Rød høst, og som tiden gik, forligede jeg mig mere og mere med tanken om, at det var OK at genbruge titlen. Det skal nævnes, at modstanden var størst fra min side, mens Harksen hele tiden var mere stemt for Rød høst.

Det bringer mig frem til, hvorfor titlen Rød høst var det mest egnede valg. Min roman er en såkaldt Gotisk krimi og er en del af forlaget H. Harksen Productions serie, der består af krimier med horrorelementer. I mit tilfælde vil jeg dog sige, at jeg har skrevet en bog, der er mere krimi end gotisk.

Nu vi er i gang med tilståelsessagen, så er titlen ikke det eneste, jeg har “lånt” fra Dashiell Hammett. Mit plot er også inspireret af Red Harvest, ligesom jeg refererer til handlingen i min roman. Groft sagt har jeg skrevet min egen udgave af Rød høst … tilsat vampyrer, og i den verden er “rød høst” kodeordet for vampyrernes endlösung, hvor de erklærer menneskeheden krig en gang for alle (det med at skrive en krimi med vampyrer kræver sin helt egen forklaring, så det vender jeg tilbage til i et andet indlæg).

For dem, som ikke kender Hammetts roman, handler den om en privatdetektiv, som ankommer til en by, der er plaget af bander. Detektiven bruger sin viden til at spille banderne ud mod hinanden og starte en krig, men er undervejs tæt på selv at miste livet.

Hvis handlingen virker bekendt, så er det fordi, jeg langt fra er den eneste, som har ladet sig inspirere af den. Akira Kurosawas Yojimbo – Livvagten (1961) har flere lighedspunkter med Red Harvest, selv om filmen udspiller sig i samuraitiden. Ifølge Kurosawa selv hentede han dog inspirationen fra en anden Hammett-roman, Glasnøglen (The Glass Key), hvilket jeg dog har lidt svært ved at se. Til gengæld lånte Coen-brødrene fra Glasnøglen i stor stil, da de lavede Miller’s Crossing (1990). Deres debutfilm Blood Simple (1984) har i øvrigt sin titel fra en passage i Red Harvest (“This damned burg’s getting me. If I don’t get away soon I’ll be going blood-simple like the natives”).

Yojimbo blev genindspillet som en spaghettiwestern af Sergio Leone i En nævefuld dollars (A Fistful of Dollars, 1964) og siden af Walter Hill i Last Man Standing (1996), så Hammett kan også siges at have stået fadder til de to film. Last Man Standing udspiller sig i forbudstidens USA i 1932, dvs. tre år efter at Red Harvest udkom.

Så det er nogle store fodspor, jeg har valgt at gå i, og hvis jeg skulle blive forvekslet med Hammett, er det ikke det værste, der kan ske.

Etiket: , , ,
%d bloggers like this: