Worldcon, anmeldelse og tv-interview

Mens jeg har været på ferie i Italien, har min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos fået endnu en anmeldelse. Den kommer fra Den lille Bogblog, som var meget begejstret for min forrige novellesamling Månebase Rødhætte (læs anmeldelsen af den her), og heldigvis kan hun også godt lide Vampyros Lesbos.

Hun skriver blandt andet:

“Det er svært at udpege et decideret tema for novellerne, da de er meget forskellige, men alle har et snert af horror over sig. Ikke den voldsomme og blodige slags men den snigende kriblende fornemmelse man får, når man pludselig får en mistanke om, at man bliver overvåget af nogen eller noget i skyggerne…”

“Historiernes styrke er de hverdagssituationer, som mange af dem tager udgangspunkt i. Den letgenkendelige leg fra barndommen, hvor man ikke måtte træde på stregerne mellem fliserne, for så ville noget gå galt. Eller de – til tider – kiksede opdateringer på Facebook, som kan gå grueligt galt. Her har forfatteren været meget kreativ mht. at finde frem til noget, der ligger så tæt på den almindelige hverdag og som samtidig udvikler sig til et mareridt for hovedpersonerne.”

Læs hele anmeldelsen her

Efter Italien er jeg hjemme en uge, inden turen går til Finland, hvor der i næste uge er Worldcon 75 (den 75. verdenskongres for science fiction) i Helsinki. Det bliver min anden Worldcon, efter at jeg også var til Worldcon i London i 2014. På en eller anden måde er det denne gang lykkedes mig at komme med i programmet, da jeg er blevet bedt om ikke bare at deltage i, men også styre et panel om nordisk science fiction og fantasy.

Her er beviset: Nordic SF/F Now

Endelig vil jeg nævne, at jeg er blevet interviewet af den lokale tv-station Kanal Roskilde omkring min nye novellesamling. Jeg ved endnu ikke, hvornår interviewet bliver sendt, men det er formentlig først om et par uger. Kanal Roskildes udsendelser kan efterfølgende ses på deres Youtube-kanal. Det er også her, man kan finde min forrige optræden på kanalen, da de i efteråret 2015 besøgte min arbejdsplads Dagbladet Roskilde.

Etiket: , ,

Mere nyt om Vampyros Lesbos

“Hvordan går det med din novellesamling?” er jeg blevet spurgt, underforstået “Hvordan går det med salget?”

Jeg har indtil videre svaret, at der nok først for alvor sker noget, når Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos får en lektørudtalelse, og bibliotekerne begynder at købe bogen. Og nu er den her så, lektørudtalelsen, og den er heldigvis god.

Novellerne kaldes for “skarpe og særdeles spændende,” og lektøren skriver desuden, at “horrorgenrens virkemidler bruges i nye sammenhænge og konstellationer.” Jeg får desuden ros for at være god til at få en novelle til at udfolde sig. “Man fanges lynhurtigt ind og kender fortællingens personer med det samme.” Når jeg ikke bringer hele lektørudtalelsen, skyldes det, at det kun er tilladt at citere 10 procent af teksten.

Men det er ikke det eneste nye om Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. Jeg er også blevet interviewet af Dagbladet Roskilde om bogen. Som det måske er de fleste bekendt, er jeg ansat på selvsamme avis som redaktionsleder, så jeg er blevet interviewet af en kollega på den redaktion, hvor jeg sidder, til den udgivelse, jeg er med til at lave. Det er altid en lidt mærkelig situation, og det eneste, jeg ellers vil sige, er, at artiklen ikke var min idé, men mine kollegers (på den anden side protesterede jeg heller ikke).

Læs et uddrag af interviewet her: Lokal journalist udgiver horrornoveller

Til sidst har jeg ved et tilfælde opdaget en spritny anmeldelse af Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. Det er bogbloggen Readers Wall, som giver bogen tre ud af fem stjerner. Anmelderens væsentligste anke er, at hun synes, nogle af novellerne er for sære, og at for få af dem er rigtig uhyggelige. Men hun skriver også:

“Når det så er sagt, må jeg også erkende, at jeg er ret imponeret over, at forfatteren har formået at finde på så mange originale temaer og elementer. Hans noveller handler om alt lige fra fatale sexlege til dræbende fortove, og selvom det er sært og mærkeligt, er det også fedt at læse horror, der ikke er forudsigeligt. På bagsiden af bogen står der, at novellerne handler om, hvad der sker, når illusionen om den trygge hverdag brister og virkeligheden viser sig at være mere ond og mærkelig end man troede, og det er lige præcis, hvad man kan forvente at opleve i denne samling.”

Derudover glæder det mig, at hun bedst kan lide to af de nye noveller, titelnovellen og Lauras forudsigelige skæbne.

Læs hele anmeldelsen her

Hvis nogen skulle have fået lyst til at anskaffe sig min novellesamling, så kan de købe den ved at bruge nedenstående link:

Bog-pris.dk

Etiket: ,

Roskilde Festival 2017 i fire afsnit

Det var egentlig planen, at dette indlæg skulle være offentliggjort først på ugen, men så blev jeg ramt af en gang post-Roskildesyge, som jeg stadig ikke er kommet mig helt over.

Ja, det regnede, men min 23. Roskilde Festival kunne have været meget værre, hvis DMIs varsel om skybrud havde holdt stik. Selv om der var mudder på store dele af festivalpladsen, var der også områder med græs, og minsandten om ikke solen vendte tilbage lørdag aften. Det blev til 15-16 koncerter, og tilbage står disse fem indtryk:

“You are way more fun than she was”
På forhånd var koncerten med The xx på Orange Scene torsdag aften en af dem, jeg havde set mest frem til, men jeg havde ikke lige regnet med, at den også ville blive den bedste. Deres seneste album, I See You, er blandt mine favoritter fra i år, så jeg var spændt på at opleve dem live, selv om de tidligere har været et band, jeg har haft det blandet med. Deres miks af indadvendt rock og minimalistisk elektronisk balancerer ofte mellem det pirrende og det stillestående, så man kunne frygte, at de ikke ville fungere på festivalens største scene.

Men The xx tog fusen på alt og alle ved at levere en koncert, hvor deres lyd havde fået tilført et skud vitaminer, og som bød en fantastisk kontakt til publikum. Bandets guitarist og ene forsanger, Romy Madley Croft, gik lige i hjertet på alle, da hun fortalte, at hun havde været på Roskilde som 16-årig, hvor hun oplevede at blive droppet af sin kæreste. “But everything happens for a reason, right? And now I’m here with you, and you are way more fun than she was,” sagde hun.

Det var så godt, at man næsten glemte, at det begyndte at øse ned under koncerten (og lagde kimen til min forkølelse).

The xx på Orange Scene, Roskilde Festival 2017.

Tid til revanche
På nogle punkter føltes årets musikprogram næsten som en gentagelse af Roskilde Festival 2014, hvor man også kunne opleve Warpaint, Slowdive, Future Islands, Trentemøller, Icona Pop, Cashmere Cat, Karl William og Moderat. Men 2014 var også et år, hvor flere af de koncerter, jeg havde glædet mig mest til, endte som skuffende oplevelser på grund af dårlig lyd. Det gik især ud over Warpaint og Slowdive, men jeg skal love for, at begge fik taget revanche i år.

Det siger sig selv, at god lyd er alfa og omega for en koncert, men det er alligevel forunderligt rent faktisk at opleve, hvad det gør af forskel. Slowdive gik glasklart igennem, så man denne gang kunne høre Neil Halstead og Rachel Goswells vokaler hen over de støjende guitarer. En anden forandring i forhold til koncerten for tre år siden var, at de havde et nyt album med i bagagen. Normalt tager man sig i at sukke, når et gendannet band vil spille nye sange, men i Slowdives tilfælde er det kun en fordel, fordi deres comebackalbum fra i år, Slowdive (deres første siden 1995), er noget nær det bedste, de har udgivet. Og så skinnede solen, da vi kom ud fra teltet!

Warpaint på Arena, Roskilde Festival 2017.

Dem, der kender mig, vil vide, at jeg har et ømt punkt, når det gælder Warpaint. Det er et band, jeg har set i udlandet to gange (Reading Festival i 2011 og Berlin i 2016), så jeg vidste godt, at de kunne gøre det bedre end sidst, de var på Roskilde. Lige som med The xx har Warpaint et helt andet udtryk, når de spiller live, hvor man især bemærker, hvor meget bassisten Jenny Lee Lindberg og trommeslageren Stella Mozgawa bidrager med. Det var fedt endelig at se dem levere en koncentreret og stramt styret koncert på dansk jord.

Mammút på Pavilion, Roskilde Festival 2017.

“Leggdu mig i salt”
Noget af det bedste ved Roskilde Festival er at opdage nye navne. For et par måneder siden havde jeg f.eks. aldrig hørt om det islandske band Mammút, men så fik jeg dem anbefalet af min ven og gamle skolekammerat Kenneth, som var meget begejstret over, at de skulle spille på Roskilde i år. Jeg lyttede til et par af deres sange og fik dem hurtigt på hjernen, så der blev sat et stort kryds ud for dem i spilleplanen, selv om deres koncert på Pavilion overlappede med både Father John Misty og Trentemøller.

Jeg kom heldigvis ikke til at fortryde mit valg. Mammút synger både på islandsk og engelsk, men i de tilfælde, hvor deres sange eksisterer i begge versioner, foretrækker jeg den islandske. På Roskilde havde jeg forventet, at de kun ville synge på engelsk, fordi de er ved at gøre karriere i udlandet, men til min (og Kenneths) store glæde foregik en del af koncerten på islandsk – deriblandt to af mine favoritsange med bandet, Salt og Blodberg.

En del af koncerten kan ses på Red Bull TV (inklusiv interviews med bandet)

Blæret sceneshow
Beyoncé og hendes lillesøster Solange havde et fantastisk 2016, hvor deres albums var med på flere top 10-lister over årets bedste udgivelser. Jeg skal dog indrømme, at jeg fandt Solanges A Seat at the Table lidt halvkedelig, i hvert fald i sammenligning med Beyoncés Lemonade, men til gengæld skal der ikke herske tvivl om, at hendes sceneshow på Roskilde var til seks stjerner.

Alle på scenen var klædt i rødt, og hele koncerten var koreograferet fra start til slut – ikke med MTV-agtige danse, men mere i stil med moderne dans og performancekunst. Jeg har set noget lignende til koncerter med St. Vincent og PJ Harvey på Roskilde (faktisk også på Arena), og jeg ved, der er delte meninger om det, fordi nogen savner det impulsive i livesituationen, men tricket er netop at skabe rum nok til, at de optrædende kan give los uden at spolere den kunstneriske ramme. Det formåede Solange, selv om koncerten var plaget af for lav lyd, hvilket bestemt ikke gjorde hendes i forvejen afdæmpede sange en tjeneste. The xx’s lydfolk ville have gjort underværker i dette tilfælde, men jeg vil sent glemme sceneshowet.

Solange på Arena, Roskilde Festival 2017, sammen med alien og ko.

 

 

Etiket: , , , ,

Problemet med Laura

Jeg har aldrig prøvet at blive spået. Derfor kan jeg ikke sige, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg fik noget ubehageligt at vide om min fremtid. Ville jeg tro på det? Ville jeg forsøge at forhindre det a la Tilbage til fremtiden? Eller ville jeg bare ignorere det og leve videre som hidtil og lade skæbnen råde? Som nævnt har jeg ingen anelse, men det har ikke holdt mig fra at skrive Lauras forudsigelige skæbne, der er en af de tre nye noveller i min samling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, og som handler om en pige, der af en spåkone får at vide, at hendes livs store kærlighed også vil blive hendes død.

Læs et uddrag af novellen her

Lauras… er lidt som hende, du engang var tæt på, indtil det gled ud mellem jer, og du egentlig havde opgivet at se hende igen, selv om hun aldrig var langt fra dine tanker, men pludselig en dag er hun tilbage i dit liv, som om intet er hændt.

Lige som med de to andre nye noveller, Fortovsdrab og Den nat. vi skulle have set Vampyros Lesbos. er der tale om en gammel idé, der i første omgang havnede i skrivebordsskuffen. Men hvor jeg nåede ret langt med Vampyros Lesbos, før den blev lagt til side, og aldrig kom i gang med Fortovsdrab, fik jeg kun skrevet en tredjedel af Lauras…, før jeg gav op (omkring det sted, hvor hun møder og forelsker sig i Jakob). Mit problem: Jeg anede ikke, hvordan novellen skulle slutte.

Nogle forfattere er i stand til at sætte sig ned og skrive løs uden at vide, hvor deres historie ender. Jeg har med årene erfaret, at jeg ikke er den type forfatter. Jeg er nødt til at have hele historien på plads oppe i mit hoved, før jeg kan gå i gang med at skrive, for ellers går jeg i stå, hvilket var, hvad der skete med Lauras… Med “hele historien” mener jeg ikke, at jeg kender hver eneste sætning og hele plottet på forhånd. I stedet har jeg styr på den overordnede struktur og flere af hovedscenerne, så der er stadig plads til overraskelser og uventede indfald. For eksempel endte Lauras veninde Michelle med at spille en langt større rolle, end jeg oprindeligt havde forestillet mig.

Med Lauras… gik det dog hurtigt op for mig, at jeg som forfatter havde udsat mig selv for et benspænd, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle undgå. Jeg havde lagt op til en overraskende slutning (alt andet ville være for kedeligt), men samtidig skulle den også gerne give mening, og det var her, jeg løb ind i muren. For hvad skulle tvistet bestå i? Jeg legede længe med tanken om, at det i sidste ende var Jakob, som fik en dødelig sygdom, og sorgen efterfølgende sugede livskraften ud af Laura, men jeg syntes aldrig rigtig, den slutning fungerede, og den mindede i øvrigt for meget om Star Wars Episode III: Revenge of the Sith.

Jeg var også meget bevidst om, at jeg ikke ville gøre Laura til et offer, for en person, som tror så meget på en spådom, at hun lader den styre sit liv, kan let fremstå som dum. Af samme grund lod jeg hende have en tidlig oplevelse med en voldelig kæreste for at vise, at den ikke var den vej, hun skulle gå. Samlet set håber jeg, at jeg har fået gjort Laura til en person med både gode og dårlige sider, som læseren kan identificere sig med. Til gengæld ved jeg ikke, om novellen består Bechdel-testen, for selv om der er flere scener, hvor Laura taler med Michelle, så handler det ofte om mændene i Lauras liv …

Da jeg endelig fandt frem en slutning, der fik det hele til at gå op i en højere enhed (synes jeg i hvert fald selv), undrede jeg mig selvfølgelig over, at jeg ikke var kommet på den fra start. Jeg kan ikke sige præcist, hvad det var, der fik brikkerne til at falde på plads, men en vigtig inspirationskilde var uden tvivl filmen Arrival og dens forlæg, Ted Chiangs novelle Story of Your Life, fordi begge viser, hvordan livet kan overraske, selv om man ved, hvad der kommer til at ske.

Her er, hvad jeg tidligere har skrevet om filmen og novellen:
Story of Your Life – The Movie
Filmåret 2016: Top 10

Til sidst vil jeg nævne, at Lauras forudsigelige skæbne er tematisk beslægtet med en af mine allertidligste noveller, Undskyld, men har vi ikke mødt hinanden før?, der også handler om mennesker, som lader en bestemt tanke påvirke deres liv og ægteskab.

Etiket: , , , , ,

Pas på fortovet

Træd ikke på …

Hvem har ikke prøvet det? Hoppet hen ad et fortov, mens du prøvede at undgå at træde på revnerne, for hvis du gjorde, ville der ske noget forfærdeligt.

Fortovsdrab, åbningsnovellen i min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, tager udgangspunkt i den gamle leg og forestiller sig, hvad der sker, hvis den rent faktisk viste sig at kunne skade andre.

Læs et uddrag af novellen her

Ingen ved tilsyneladende, hvordan overtroen er opstået, eller hvor den stammer fra, men den lader til at være almen kendt i store dele af verden. I de engelsksprogede lande eksisterer den endda som et børnerim – Step on a crack, break your mother’s back – og som jeg også nævner i novellen, lavede Gary Larson engang en tegning i serien The Far Side (Langt ude) med titlen “At the hospital for mothers whose children stepped on sidewalk cracks.”

Idéen til Fortovsdrab var én, jeg havde gået og tumlet med i flere år, men det var først i forbindelse med novellesamlingen, at jeg fik taget mig sammen til at skrive den. Når jeg ikke var gået i gang noget før, skyldtes det blandt andet, at jeg manglede en forklaring på, hvorfor fortælleren valgte at tage tilbage til stedet som voksen.

Løsningen viste sig i form af et fænomen, som stadig var ukendt (i hvert fald for mig), dengang jeg oprindeligt fik idéen: netmobning blandt børn. Mobning har hele tiden været et tema i novellen, men det slog mig, at de sociale medier havde ændret betingelserne. I min skoletid kunne mobbeofrene i det mindste være i fred for deres plageånder, når de kom hjem, men i dag følger de så at sige med ind på børneværelset.

Som jeg også skriver i efterordet til novellesamlingen, kan jeg ikke påstå, at jeg for alvor har prøvet at blive udsat for mobning og ved, hvad det vil sige. I 1. eller 2. klasse var der dog en kort periode, hvor jeg blev drillet af de andre børn, fordi jeg var lille af min alder. Men lige så pludseligt det var begyndt, lige så pludseligt holdt det op igen, og det skete ikke siden. Det faktum, at jeg stadig kan huske det små 40 år senere, får mig dog til at tænke på, hvordan det må præge en person at blive udsat for vedvarende, mangeårig mobning.

Derfor var jeg glad for Jette Holsts anmeldelse af novellen, hvor hun blandt andet skriver:

“Jeg fik næsten Stephen King-fornemmelse under læsningen. Ahn beskriver barndommens evighed og tanker så det næsten gør ondt, og så leverer han lige den ondeste slutning på falderebet.”

Det rammer meget præcist, hvad jeg prøvede at opnå. Af de ni noveller i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos er Fortovsdrab klart den, der er mest inspireret af Stephen King. Han er eminent til at beskrive, hvordan man som barn føler, at der er situationer, som de voksne ikke er i stand til at forstå og derfor ikke kan hjælpe. Så det var et bevidst valg, og ja, jeg synes også, slutningen er ond.

Apropos barndomserindringer, så er fortovet i Fortovsdrab inspireret af et virkeligt sted i Hedehusene, hvor jeg voksede op. Stien ligger dog ikke nær mit barndomshjem, men ved en klassekammerats, og jeg har næppe gået på den mere end en håndfuld gange, og jeg har heller aldrig leget på den, som fortælleren gør i novellen. Af en eller anden grund gjorde stien alligevel et indtryk på mig, så da jeg skulle skrive novellen, var det den, jeg forestillede mig og endte med at beskrive.

Så stærkt var billedet i mit hoved, at jeg ikke følte behov for at gense stedet, mens jeg skrev Fortovsdrab. Det skete først for nylig, da jeg skulle skrive dette indlæg og tænkte, det kunne være sjovt at vise stien. Stor var min overraskelse, da jeg opdagede, at den slet ikke så ud, som jeg huskede. For det første er stien både længere og bredere, og den er heller ikke belagt med fliser, men med asfalt. Som fotoet her afslører, er der ingen revner, så dem måtte jeg i stedet finde foran mit nuværende hjem (billedet i toppen).

Det kan selvfølgelig være, at stien er blevet udvidet og udbedret i de mellemliggende årtier, men jeg hælder mest til, at det er min hukommelse, der har spillet mig et puds.

 

Etiket: ,

Første anmeldelse af Vampyros Lesbos

Min nye novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos har fået sin første anmeldelse. Det er Jette Holst fra Gyseren.dk, som har været hurtigt ude, og hun skriver blandt andet:

“Lars Ahn skriver ganske enkelt fremragende. Hans noveller er skarpe, og han kender horrorgenrens virkemidler, men er ikke bange for at bruge dem i nye sammenhænge og konstellationer. Og så har han en enestående evne til at få en novelle til at udfolde sig, som læste man en roman. Man fanges lynhurtigt ind og ‘føler’ personerne med det samme.”

Som afslutning skriver hun:

“Her er tale om noveller af høj kvalitet, og jeg kan faktisk ikke pege på en eneste, som jeg ikke synes holder standarden. Lars Ahn er en eminent novelleforfatter, og jeg kan kun anbefale hans nye udgivelse.”

Læs hele anmeldelsen her

Anmeldelsen blev offentliggjort den 13. juni, men jeg har først haft tid til at lave et indlæg om den nu, fordi jeg skulle færdiggøre en novelle op til en deadline. Novellen hedder Prinsessen på ærten og er sendt ind til en konkurrence, hvor man skulle lave en moderne fortolkning af et kendt eventyr og beholde den oprindelige titel.

Prinsessen på ærten endte med at blive en halvlang sag på 9500 ord, hvilket åbenbart er den længde, jeg rammer for tiden. Min forrige novelle Hår var også på små 10.000 ord, men lige nu ved jeg ikke, hvor den vil blive bragt. Jeg håbede at få den med i Fortællinger fra mørket 2, men det lykkedes desværre ikke. Sådan er forfatterlivet også. Den ene dag får du en fremragende anmeldelse, og den næste dag bliver en af dine noveller afvist (og ja, det skete bogstavelig talt med en dags mellemrum).

Etiket: , ,

Hvad er Vampyros Lesbos?

Fra starten af “Vampyros Lesbos”, hvor titlen af en eller anden grund staves “Vampiros”.

Hvis nogen har undret sig over titlen på min nye novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, så følger her en forklaring. Vampyros Lesbos er en spansk-tysk film fra 1971, som med årene har opnået kultstatus – ikke mindst på grund af sin titel. Eller som jeg skriver i novellen, der lægger navn til samlingen:

“Jeg mener, hvilken ung filmnørd med respekt for sig selv vil ikke have lyst til at se en film, der hedder Vampyros Lesbos?”

Læs et uddrag af novellen

Her er en trailer for filmen (OBS! indeholder nøgenscener):

Jeg husker ikke, hvornår jeg første gang hørte om Vampyros Lesbos, eller hvordan jeg blev opmærksom på filmen. Det har formentlig været i starten af 90’erne, hvor min filminteresse for alvor tog fart, og jeg begyndte at læse magasiner som Fangoria, Cinefantastique og det danske Inferno. Uanset hvad så gjorde titlen Vampyros Lesbos åbenbart så stort et indtryk på mig, at det var den, der faldt mig ind, da jeg flere år senere valgte at indlede en ny novelle med ordene:

“Den sidste gang, jeg med sikkerhed talte med Jimmy, var den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.”

Min DVD-udgave af “Vampyros Lesbos”.

På det tidspunkt havde jeg faktisk ikke set Vampyros Lesbos, men det havde mine to hovedpersoner heller ikke, og da det var en af pointerne i novellen, så jeg ikke mit manglende kendskab til filmen som noget problem. Alligevel tøvede jeg ikke med at købe den, da jeg fandt DVDen i en brugt udgave hos Accord, men i stedet for at sætte den i afspilleren fik filmen bare lov at blive stående i reolen.

Det hang nok sammen med, at jeg i mellemtiden var gået i stå med novellen efter at have fået skrevet omkring 13.000 ord og vidste, at jeg var langt fra slutningen. Der var ikke rigtig nogle antologier herhjemme, som tog imod noveller af den længde, så udsigterne til at få den afsat var begrænsede, og det fik mig til at lægge den til side og gå i gang med andre skriveprojekter.

Først da jeg seks-syv år senere skulle til at planlægge min næste novellesamling, slog det mig, at jeg kunne bruge Den nat, vi skulle se Vampyros Lesbos som en af de nye noveller og som titelnovellen, og således blev historien om de to filmnørder og vampyren vakt til live igen. Spørgsmålet var så, om det var anledning til endelig at få set filmen?

Efter at have tænkt over det valgte jeg at vente. I efterordet til novellesamlingen kalder jeg det for “method writing” (begrebet findes faktisk), men i bund og grund fik jeg bildt mig selv ind, at jeg bedre kunne være på bølgelængde med min fortæller, hvis Vampyros Lesbos vedblev med at være et mysterium for os begge. Det forhindrede mig dog ikke i at researche filmen og se en anden film (Jack the Ripper) af samme instruktør, Jesús “Jess” Franco, for at lære hans stil at kende. En af de mest brugbare hjemmesider var i den forbindelse www.soledadmiranda.com – en hyldestside til Vampyros Lesbos’ hovedrolleindehaver, den spanske skuespiller Soledad Miranda, som på tragisk vis omkom ved en trafikulykke i 1970, kun 27 år gammel. Hun nåede aldrig selv at se filmen, som først fik premiere året efter.

(Ironisk nok er Soledad Miranda.com på en måde skyld i, at der er en fejl i novellen, som jeg først lige har opdaget. Vampyros Lesbos er som nævnt fra 1971, men i novellens indledning står der, at filmen er fra 1970, og det er fordi, hjemmesiden angiver Vampyros Lesbos til at være fra det år. Senere i novellen skriver jeg faktisk, at filmen havde premiere i 1971, så det ærgrer mig grusomt, at jeg ikke selv har fanget fejlen.)

Soledad Miranda (krediteret som Susann Korda) i rollen som grevinde Nadine Carody.

Som nævnt i mit forrige indlæg skrev jeg Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos (novellen) færdig på Hald Hovedgaard i februar, og da jeg kom hjem, traf jeg den skelsættende beslutning endelig at få set filmen. Så hvad er dommen? Vampyros Lesbos kan på ingen måde betegnes som en “god” film eller et overset mesterværk. Historien er noget usammenhængende rod, og personernes handlinger giver sjældent mening, bortset fra at de kvindelige skuespillere får en undskyldning for at smide tøjet. Det er i høj grad en film af sin tid, for det er i hvert fald svært at forestille sig noget lignende blive lavet til biograferne i dag, hvilket man kan begræde eller bifalde alt efter smag og behag.

På plussiden tæller, at filmen har en sær, drømmeagtig stemning, selv om det kan være svært at bedømme, om det er bevidst fra Jess Francos side, eller om det blot skyldes dårligt filmhåndværk (sjældent har man set nogen anvende så meget zoom). Men det er ikke til at komme udenom, at Soledad Miranda er perfekt castet i rollen som sexet, uimodståelig vampyr. Hun og så det fantastisk syrede soundtrack, som i øvrigt blev et hit i midt-90’erne (tjek nedenstående musikvideo), er de eneste vægtige grunde til at se Vampyros Lesbos.

Og så kommer vi til den penible del. Folk, som kender mig, vil vide, at jeg går i biografen +50 gange om året og har en stor samling af film på DVD og Blu-ray. Det leder selvfølgelig hen til spørgsmålet om, hvor meget af mig selv der er i fortælleren i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos – især når jeg lige har forklaret, hvorfor jeg udskød at se filmen i flere år. Til det er mit svar: forhåbentlig ikke alt for meget!

Det vil være løgn, hvis jeg sagde, at der ikke er et element af selvportræt i novellen, men det er ikke en 1:1-beskrivelse. Udover at jeg aldrig har troet, at en af mine venners kæreste var en udødelig blodsuger, har jeg for eksempel stadig til gode at se en Leprechaun-film, og jeg mener heller ikke, at Renny Harlin er den største finske instruktør, selv om jeg har en svaghed for The Long Kiss Goodnight og Deep Blue Sea. Til gengæld står jeg ved, at Hudson Hawk er en undervurderet komedie, og at M. Night Shyamalans Unbreakable er fuldt på højde med hans gennembrudsfilm The Sixth Sense.

I stedet vil jeg sige, at Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos er mareridtsudgaven af, hvad der kan ske, når ens interesse for noget – i dette tilfælde film – får lov at overtage ens liv på bekostning af alt andet. Det er også en karikatur af nogle træk, jeg har observeret hos mig selv og andre filmnørder, hvor vores passion let kan få os til at glemme, at ikke alt i livet kan sidestilles med film (det klassiske dilemma: vil jeg kunne lide en person, jeg ikke deler filmsmag med?).

Til slut vil jeg påpege – og nu bliver det igen nørdet – at jeg brugte en del tid på at fastslå, hvornår handlingen i novellen foregår, så personerne f.eks. ikke taler om film, der ikke havde haft premiere på det tidspunkt. Dette gjorde jeg dog først, da jeg var næsten færdig med novellen, så jeg blev nødt til at skifte et par film ud, fordi de ikke passede ind i tidslinjen.

Størst besvær voldte den iranske film, som fortælleren på et tidspunkt bliver slæbt med ind for at se, for godt nok er filmen fra 2000, men den fik først dansk biografpremiere i 2003, mens novellen primært udspiller sig i 2000 og 2001 (hvilket forklarer fraværet af smartphones). Til alt held opdagede jeg, at filmen var blevet vist på Natfilm Festivalen i 2001, og så var jeg på sikker grund. Filmens titel? Ud fra disse oplysninger burde det være muligt at google sig frem til den, med mindre du allerede har gættet det. Og nej, jeg har faktisk aldrig selv set filmen.

Soledad Miranda og svenske Ewa Strömberg i “Vampyros Lesbos”.

Etiket: , ,

Historien om en novellesamling

Det er Teddy Vorks skyld. Og Nikolaj Højbergs. Og selvfølgelig også min egen skyld.

Et værk har mange forældre, og det er også tilfældet med min nye novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. Her er historien om, hvordan den kom til verden.

I efteråret 2012 udkom min første novellesamling Månebase Rødhætte, og det gav mig forhåbninger om, at jeg nu for alvor ville komme i gang med at få udgivet bøger i eget navn frem for at medvirke i antologier sammen med flere andre. Sådan kom det dog ikke til at gå.

Det begyndte ellers ganske godt. 2013 blev et udmærket skriveår med en håndfuld noveller (deriblandt La petite mort), og undervejs spurgte Henrik Harksen, om jeg ville skrive en kortroman til hans nye Gotisk krimi-serie. Det sagde jeg ja til og regnede med, at jeg kunne have den færdig i løbet af 2014. I stedet afleverede jeg først et 65.000 ord langt manus til ham i foråret 2016, og af forskellige årsager er vi stadig ikke kommet i gang med redigeringsprocessen.

Arbejdet med den gotiske krimi betød, at jeg i 2014 og 2015 kun fik skrevet en håndfuld noveller, og jeg var stadig ikke i nærheden af en selvstændig udgivelse. Men så læste jeg en anmeldelse af Teddy Vorks novellesamling Sprækker, der siden vandt prisen Årets Danske Horrorudgivelse. Det, der især fangede min opmærksomhed, var samlingens indhold, for den bestod primært af tidligere udgivne noveller samt et par nyskrevne.

Mens det i USA og England er normalt, at novellesamlinger er sat sammen på denne måde, har vi ikke den samme tradition i Danmark. Her er det mere normen, at en forfatter udgiver en samling tematisk forbundne noveller, der ikke har været offentliggjort andre steder før. Det skyldes blandt andet, at de engelsksprogede lande har et større marked for noveller end herhjemme – i hvert fald inden for de fantastiske genrer. Noget andet er, at danske forlag generelt holder sig fra novellesamlinger, fordi der sjældent er det store salg i dem, med mindre der er tale om et kendt navn.

Så da jeg ville udgive en samling med mine science fiction-noveller, var det naturligt at gå til Science Fiction Cirklen, fordi de sandsynligvis var de eneste, som ville være interesseret i et sådant projekt. Til gengæld tænkte jeg, det ville blive sværere at finde et forlag til en samling med eksempelvis mine horrornoveller, så det var grunden til, at Teddy Vorks novellesamling tændte et håb i mig. Det blev ikke dårligere af, at Sprækker blev udgivet af Kandor, som jeg i forvejen kendte godt, fordi jeg havde haft noveller med i flere af forlagets antologier (to af dem optræder faktisk i den nye samling).

I foråret 2015 sendte jeg en mail til forlægger og redaktør Nikolaj Højberg, hvor jeg spurgte, om han ville være interesseret i at udgive en novellesamling med titlen Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos? Det sagde han heldigvis ja til og sendte mig en forlagskontrakt. Aftalen var, at samlingen skulle indeholde seks tidligere udgivne horrornoveller samt to-tre nye, og jeg tænkte, det var et realistisk mål, at jeg kunne have de nye noveller klar til efteråret, når jeg var blevet færdig med den gotiske krimi …

Som tidligere nævnt havde jeg undervurderet, hvor lang tid det ville tage mig at skrive en kortroman, og det var først, da jeg  i efteråret 2015 kom på skriveophold på Hald Hovedgaard, at det lykkedes mig at nå i mål. Umiddelbart efter fik jeg også skrevet den første af de nye noveller, Fortovsdrab, der er endt med at indlede samlingen. Nu burde jeg så være gået videre med de næste noveller, men det gjorde jeg bare ikke. Andre deadlines og projekter kom i vejen, og inden jeg havde set mig om, var det meste af 2016 gået, uden at jeg overhovedet var kommet i gang. I mellemtiden var der også sket noget andet: Nikolaj Højberg havde besluttet sig for at lukke Kandor.

Kandor havde hele tiden været et enmandsforetagende, et “hobbyforlag” som Nikolaj drev ved siden af sit fuldtidsjob, så på den led kom det ikke som en overraskelse, da han i foråret 2016 meddelte, at han ikke længere så sig i stand til at fortsætte på egen hånd. Han fortalte dog, at han agtede at udgive de bøger, han havde indgået kontrakt om, og det inkluderede Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. I den forstand var intet ændret og så alligevel, for lige inden sommerferien kom meddelelsen om, at forlaget DreamLitt havde overtaget Kandor, som fremover kun skulle udgive horror (Kandor havde indtil da også udgivet fantasy og science fiction). De indgående kontrakter gjaldt stadig, og Nikolaj fortsatte som redaktør, men kunne nu også trække på DreamLitts administration, markedsføring og salgsapparat.

I december genlæste og redigerede jeg de seks gamle noveller, og i januar fik jeg skrevet Lauras forudsigelige skæbne, mens det krævede endnu et ophold på Hald Hovedgaard at blive færdig med titelnovellen. I løbet af min uge på Hald modtog jeg også rettelser fra Nikolaj og kunne til min irritation konstatere, at han havde fundet fejl i novellerne, som jeg havde overset trods adskillige gennemlæsninger. Det skulle dog vise sig at være småting i forhold til, hvad korrekturlæseren fandt, da først vedkommende gik i gang.

Når man som jeg primært har udgivet på små forlag drevet af enten enkeltpersoner eller frivillig arbejdskraft, lærer man hurtigt, at man ofte skal fungere som sin egen redaktør og korrekturlæser. Det er ikke ment som en kritik af forlagene, men er blot en konstatering af vilkårene. Med DreamLitt kan jeg godt mærke, at der er kommet flere kræfter ind over, for eksempel med redigeringsprocessen og den grundige korrektur, så man kan sige, det var held i uheld, at jeg smølede så meget med novellesamlingen, at Kandor nåede at blive en del af noget større i mellemtiden.

Det er samtidig forklaringen på, hvorfor der gik fire-et-halvt år mellem min første og min anden novellesamling. Og hvis I synes, det her var en lang smøre, så vent til jeg kommer i gang med at fortælle om indholdet af Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, og hvorfor den fik den titel …

 

 

Etiket: , , , , ,

Alle gode gange ti

Science Fiction Cirklens årlige antologiserie Lige under overfladen vil altid have en særlig plads i mit forfatterhjerte, for det var her, at jeg for første gang fik trykt en novelle i en bogudgivelse. Siden har jeg været med hvert år, men det er ikke noget, jeg tager for givet, så det er altid glædeligt at få at vide, at man igen er sluppet igennem nåleøjet.

I år er dog ekstra speciel, for det bliver nemlig tiende gang, at jeg er med i Lige under overfladen, som er den 12. i rækken og får titlen Efter fødslen.

Her er listen med de ti noveller:

Afhøring af offer nr. 5 (I overfladen – Lige under overfladen 2, 2008)
Alien Ghost Ballet (Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3, 2009)
Portræt af en månepige (Ingenmandsland – Lige under overfladen 4, 2010)
En helt almindelig død (Den nye koloni – Lige under overfladen 5, 2011)
Zoo (Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6, 2012)
Tannhäuser Gate (Nær og fjern – Lige under overfladen 7, 2013)
De sidste kærester på Månen (De sidste kærester på Månen – Lige under overfladen 9, 2014)
Århundredets mand (Som et urværk – Lige under overfladen 10, 2015)
Rumkaptajnens kone (Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11, 2016)
En invasiv art (Efter fødslen – Lige under overfladen 12, 2017)

Den allerførste Lige under overfladen kunne jeg ikke gøre så meget ved, fordi den udkom, inden jeg for alvor var begyndt at skrive, mens nummer otte, Farvel, min astronaut, kom samme år som nummer syv, og redaktøren havde besluttet, at ingen forfattere kunne være med i dem begge.

Den nye novelle En invasiv art var én, jeg begyndte at skrive under mit ophold på Hald Hovedgård i februar. Den er på cirka 6000 ord og kan bedst beskrives som en invasionshistorie med et tvist. Jeg venter dog med at fortælle mere om den, til udgivelsesdatoen nærmer sig.

Efter fødslen – Lige under overfladen 12 er sat til at udkomme omkring den 1. september, hvor årets Fantasticon finder sted, og bliver noget af en moppedreng, for redaktøren Carl-Eddy Skovgaard har valgt at tage 30 noveller med (ud af 86 indsendte noveller).

De øvrige medvirkende forfattere er A. Silvestri, Flemming R.P. Rasch, Helle Perrier, Nikolaj Johansen, Caner Doga Cansi, Anna Theresa Ebert Lauritsen, Flemming Johansen, Helene Toksværd, Viggo Madsen, Maria Frantzen Sanko, Anne-Marie Træholt, Michala Elk, Christian Holger Pedersen, Jesper Goll, Torben M. Husum, Trine V. Ipsen, Bjarke Schjødt Larsen, Jesper Rugård Jensen, Gudrun Østergaard, Sara Weisdorf, Luna D. Petersen, Malte Simon Christensen, Niklas Lillelund, Richard Ipsen, Lars Behn-Segall, Johannes Lundstrøm, kenneth krabat, Søren Toft Høyner og Glen Stimøe.

For A. Silvestri, Gudrun Østergaard og Richard Ipsens vedkommende er det også tiende gang, at de er med i Lige under overfladen, så vi har fulgtes ad hele vejen. Det var i øvrigt Richard, som vandt årets Niels Klim-pris for bedste novelle for Mærk fremtiden (der var med i LUO11). Den var den kategori, hvor Rumkaptajnens kone var nomineret.

Etiket: , , ,

Dancon, anmeldelser og ny novelle

I weekenden 6.-7. maj er der Dancon i Valby Kulturhus, hvor jeg er på programmet søndag kl. 14.30 i et panel med Niels Dalgaard og Lise Andreasen om science fiction-novellens udvikling fra 1950’erne til i dag. Det er også på Dancon, at Niels Klim-prisen uddeles. Jeg er nomineret i kategorien “Bedste novelle” for Rumkaptajnens kone fra Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11.

Se programmet for Dancon 2017 her

Og hvad er der ellers sket i mit forfatterliv, udover at jeg har en ny novellesamling på vej?

Jeg har skrevet en ny novelle
Det blev kun til to indlæg her på siden i april, og en del af tavsheden skyldtes, at jeg skulle aflevere en novelle inden den 1. maj, hvor der var deadline til forlaget Enter Darkness’ horrorantologi Fortællinger fra mørket 2.

Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville bruge april til at få skrevet novellen, men da måneden nærmede sig, havde jeg et problem: Jeg kunne simpelthen ikke komme på den rette idé (til gengæld fik jeg en idé til en anden novelle, men den passer til en antologi, hvor der først er indsendelsesfrist i juni, så det hjalp lige fedt).

Som forfatter er jeg normalt typen, der foretrækker at have det meste af historien på plads i hovedet, inden jeg sætter mig til tasterne, men i dette tilfælde var der ikke andet at gøre end at komme i gang og håbe, at en form for klarhed ville indfinde sig undervejs. Jeg nåede faktisk at få skrevet 1000 ord af en novelle, før det gik op for mig, at der var noget galt med indledningen. Men netop som jeg skulle til at begynde forfra, var den dér pludselig: Idéen – den hvor jeg kunne se stort set hele historien for mig.

Resultatet blev en novelle med titlen Hår, der endte med at blive på lidt under 10.000 ord. Om den kommer med i Fortællinger fra mørket 2, må tiden vise.

Jeg er blevet anmeldt
Apropos Fortællinger fra mørket, så har første bind, Hvis jeg overlever natten, fået endnu en anmeldelse, denne gang fra Eibes Bogblog, som bestyres af forfatteren Anika Eibe. Hun giver antologien fire hjerter og skriver følgende om mit bidrag Hvor hesten ligger begravet:

“Uhyggen sniger sig langsomt ind og ender i et tvist, som jeg godt nok havde set komme, men som stadig havde en god effekt.”

Læs hele anmeldelsen her

I forhold til Hvis jeg overlever natten har horrorantologien Monster fået langt mindre opmærksomhed, men den anmeldes i det seneste nummer af magasinet Himmelskibet. Anmelderen Thomas Winther har følgende at sige om min novelle Spøgelseshistorier:

“En forfatter har sat sig for at skulle skrive en spøgelseshistorie og har taget logi i en hjemsøgt lejlighed. I starten oplever han ikke noget, men dette ændrer sig. Sideløbende fortælles en historie fra bygningens fortid hvor den var et sindssygehospital. Alt dette lyder meget klassisk indenfor spøgelseshistorier, men Lars Ahn formår alligevel at bringe andre vinkler ind i historien.”

Læs hele anmeldelsen her

Himmelskibet har faktisk også anmeldt Hvis jeg overlever natten, hvor Thomas Winther giver Hvor hesten ligger begravet denne bedømmelse:

“… selvom det kan virke til at være en historie der er let at forudsige slutningen på, så sørger Lars Ahn på vanlig vis for at komme med et uforudset tvist i løbet af den velskrevne og spændende historie.”

Læs hele anmeldelsen her

Jeg har fået bibliotekspenge
For fjerde år i træk har jeg haft nok bøger stående på bibliotekerne til at få udbetalt bibliotekspenge. I forhold til sidste år er beløbet kun steget et par hundrede kroner, men en af de tre antologier fra 2016, jeg var med i – Hvis jeg overlever natten – udkom så sent på året, at dens bibliotekssalg ikke nåede at blive talt med. I det mindste går det fortsat i den rigtige retning, og jeg kan konstatere, at der stadig står pænt med eksemplarer af min novellesamling Månebase Rødhætte på bibliotekerne – 86 styk, hvilket er stort set det samme siden udgivelsen.

Etiket: , , , , , ,
%d bloggers like this: