CPH Pix 2017: Kæmper, skurke og spøgelser

Barbara (Madison Wolfe) på udkig efter kæmper i den danske instruktør Anders Walters “I Kill Giants”.

For andet år i træk præsterede jeg at være ude at rejse midt under CPH Pix, men alligevel nåede jeg at få set 11 film.
Måske valgte jeg bare de forkerte film, men generelt var jeg ikke imponeret over niveauet på dette års CPH Pix. Der plejer ellers altid at være mindst én titel, som imponerer mig så meget, at den ender på min liste over årets 10 bedste film (f.eks. Raw, It Follows, Snowpiercer og Coherence), men jeg er ikke sikker på, at det kommer til at ske i år.

Det bedste gemt til sidst
Jeg skulle helt frem til den allersidste film for at finde min favorit på årets Pix, og det var ikke engang en titel, jeg havde krydset af på forhånd, fordi den først blev føjet til programmet under festivalen. Danske Anders Walters spillefilmsdebut I Kill Giants fik verdenspremiere på Toronto Film Festival for en måned siden, og lige nu vides det ikke, om den får regulær biografpremiere herhjemme.

Det kunne den godt fortjene, selv om det er en af den slags film, der kan være svær at sælge til det brede publikum. Dertil er I Kill Giants nok for sær og egenrådig, men omvendt er den også varm og rørende – faktisk er den lige som sin hovedperson, den 11-12 årige Barbara (Madison Wolfe). Hun er overbevist om, at der findes kæmper i vores verden og bruger derfor al sin tid på at beskytte sine omgivelser mod dem. Udover at være i besiddelse af en hyperaktiv fantasi er hun også intelligent, rapkæftet, antisocial og mærkelig – og hun ved det – så hun tiltrækker sig opmærksomhed fra både skolens bølle og fra den nye skolepsykolog (Zoe Saldana). Ganske uventet får Barbara sig pludselig en ven i den nye nabopige (Sydney Wade), men det gør hende også sårbar over for omverdenen.

Lige som den nærtbeslægtede A Monster Calls er I Kill Giants en film for voksne med et barn i hovedrollen, der bruger fantasiens verden til at bearbejde en svær situation. Madison Wolfe er vidunderlig i rollen som pigen, som det er svært ikke at holde af, selv om hun også kan være øretæveindbydende provokerende. Anders Walters baggrund inden for tegneserier (I Kill Giants er i øvrigt baseret på en tegneserie) fornægter sig ikke i scenerne med kæmperne, som er meget virkelige i pigens verden, mens han lige som i sin Oscarvindende kortfilm Helium igen demonstrerer sin evne til at instruere børn og unge.

Det er en på mange måder magisk lille film med en fascinerende hovedperson, og det eneste, der forhindrer den i at være helt på højde med førnævnte A Monster Calls, er, at “forklaringen” på pigens problemer ikke klinger helt rent i mine ører.

Instruktøren Anders Walter (tv) blev interviewet af festivalleder Jacob Neiiendam efter CPH Pix-visningen af “I Kill Giants” i Grand.

Space Invaders
Filmatiseringer af romaner kritiseres ofte for at have skåret for meget fra. John Cameron Mitchells How to Talk to Girls at Parties viser, at det modsatte også kan lade sig gøre. Neil Gaimans novelle af samme navn beskriver, hvordan man som teenagedreng godt kan få den fornemmelse, at de jævnaldrende piger er blevet så mystiske, at de lige så godt kunne være fra en anden planet. Så i novellen falder fortælleren i snak med en række piger til en fest uden at opfatte, at de rent faktisk er rumvæsener!

Neil Gaiman får formidlet sin pointe perfekt i novellen, men det er sin sag at få den til at fylde en hel spillefilm, så John Cameron Mitchell har måttet pumpe handlingen med en masse nye elementer og indfald, hvoraf kun halvdelen fungerer for alvor. Mindst vellykket er Nicole Kidmans punkdronning og rumvæsenernes baggrundshistorie, mens det går bedre med romancen mellem Alex Sharps teenager og Elle Fannings alien-pige, hvor deres unge, forvirrede følelser ikke bliver mindre komplicerede af det faktum, at den ene overhovedet ikke er et menneske.

How to Talk to Girls at Parties havde ikke fået den bedste forhåndsomtale, så jeg var tæt på at droppe filmen, men så den alligevel, fordi jeg er fan af novellen. Resultatet er ujævnt, men ganske underholdende, men i forhold til tidligere værker som Hedwig and the Angry Inch og Shortbus virker Mitchell selv til at have været lidt på udebane.

De asiatiske
Der var engang, hvor actionsekvenser i computerspil forsøgte at  ligne filmscener. Nu er det snarere omvendt, og det tydeligste og mest effektive eksempel, jeg til dato har set på den tendens, er den koreanske actionfilm The Villainess. Den udvikling kan man både se som værende godt eller skidt for filmmediet. Skidt, når det giver sig udslag i dårligt udførte og overdrevne computeranimerede actionscener, hvor alle opfører sig som om, tyngdekraften ikke eksisterer, men når det er lavet så godt som i The Villainess, føles det som nyskabende og noget, der vil blive kopieret hæmningsløst af Hollywood fremover.

Flere film har med vekslende held prøvet at genskabe oplevelsen fra first person shooter-spil som Counter-Strike og Call of Duty (f.eks. Hardcore Henry og filmatiseringen af spillet Doom), men indledningen af The Villainess er det mest vellykkede eksempel, jeg indtil videre har set. Derudover udmærker instruktøren Jung Byung-gils film sig ved brugen af et dynamisk kamera, der placerer sig lige bag eller i nærheden af hovedpersonen i actionscenerne, så tilskueren befinder sig midt i kaosset, men uden at man mister overblikket.

Busscenen er blot en af mange i The Villainess, hvor man bagefter tænker “Hvordan fanden har de lavet det?”, og det er et held, for andre dele af filmen fungerer mindre godt. Først og fremmest lånes der lidt vel rigeligt fra Nikita, og baghistorien virker unødigt tung og fortælles med for mange flashbackscener. Dertil kommer, at det romantiske sideplot mere hører hjemme i en komedie, hvilket dog ikke er usædvanligt i koreanske film. Men den hæsblæsende action bærer The Villainess i mål sammen med karismatiske præstationer fra hovedrolleindehaverne Kim Ok-bin og Shin Ha-kyun, der tidligere har kunnet ses sammen som ægtepar i Park Chan-wooks vampyrfilm Thirst.

I betragtning af at jeg ikke er fan af ham, har jeg set forbløffende mange film af Hong Sang-soo. Det skyldes både, at den koreanske instruktør er blevet en festivaldarling, som nærmest er fast indslag på CPH Pix, og at han er yderst produktiv. Alene i 2017 har han lavet tre (3!) film, som alle har hans nye muse Kim Min-hee (fra Park Chan-wooks The Handmaiden) på rollelisten. Hun var også med i Right Now, Wrong Then, der blev vist på sidste års CPH Pix. Efterfølgende kom det frem, at Hong Sang-soo og Kim Min-hee havde haft en affære, der førte til, at instruktøren forlod sin hustru, hvilket blev taget ilde op i Sydkorea, som på det område stadig er ret konservativt.

Set i det lys er det påfaldende, at to af de tre nye film, On the Beach at Night Alone (som gav Kim Min-Hee prisen som bedste skuespillerinde på filmfestivalen i Berlin) og The Day After (dette års Hong Sang-soo-indslag på Pix), begge handler om utroskab. Bortset fra det føjer The Day After ikke noget nyt til mit billede af hans film som værende uendeligt ensformige og lidet ophidsende.

En anden produktiv instruktør er japanske Takashi Miike, som med Blade of the Immortal skulle være nået op på sin film nummer 100! (og hans tredje i 2017) I forhold til mange af hans andre produktioner befinder vi os i mainstreamdelen af hans CV, og det er tydeligt, han har haft et større budget end sædvanligt at arbejde med. Desværre er der ikke så meget andet, som er værd at bemærke ved Blade of the Immortal, der fremstår som en standard samurai-actionfilm med fantasyelementer. Der er masser af actionscener, men de er alle meget ens, og det mest interessante er faktisk skurkenes motivationer, der ikke virker helt urimelige. Filmen lider også under, at den unge pige, som den modvillige helt skal hjælpe, ender med at være mere irriterende og skinger end sej og charmerende.

The Good, the Bad and the Weird
Spaghetti western-genren har ikke levet forgæves, når selv filmskabere fra Belgien og Indonesien begynder at citere fra den. Min første film på CPH Pix var den belgiske Let the Corpses Tan af ægteparret Helene Cattet og Bruno Forzani, der vandt New Talent Grand PIX-prisen i 2010 for deres debut Amer. Det var en film, der eksperimenterede uhæmmet med filmsproget fra de italienske giallo-gysere, men var i den grad et eksempel på form uden indhold. Let the Corpses Tan har i det mindste noget, der minder om en historie, men er stadig mere en stiløvelse end den pulpthriller, som traileren forsøger at sælge filmen som. I længden er der en grænse for, hvor mange closeups man kan holde til at se af alle mulige ting, før det begynder at føles påtaget.

Marlina the Murderer in Four Acts af Mouly Surya er noget så usædvanligt som en indonesisk western, der godt nok foregår i nutiden, men udspiller sig langt ude på landet, at vi lige så godt kunne være tilbage i det vilde vesten. Da den unge enke Marlina bliver opsøgt af en røverbande, ser hendes fremtidsudsigter dystre ud, men hun viser sig at være mere handlekraftig end forventet. Filmen er fortalt i en afdæmpet, nærmest deadpan stil, der af og til tangerer det stillestående, men den tegner samtidig et fascinerende portræt af en stærk kvinde i en verden, som ikke giver hende mange muligheder.

Skønne spildte kræfter
Det var traileren, der fik mig til at se den ungarske Jupiter’s Moon, som også vakte opsigt på årets festival i Cannes. Og sammen med The Villainess var det også den teknisk og visuelt set mest spektakulære oplevelse på CPH Pix, men desværre kan resten af filmen ikke leve op til sin smukke billedside. Jupiter’s Moon prøver tydeligvis at kommentere på flygtningesituationen i Europa med sin fabel om en ung syrisk flygtning, som efter at være blevet skudt ved grænsen mellem Serbien og Ungarn pludselig er i stand til at ophæve tyngdekraften og flyve. Det giver nogle fantastiske scener, men det er som om, at filmen ikke rigtig kan bestemme sig for, hvad den ellers skal bruge dem til. Det kan også undre, at den syriske flygtning bliver spillet af en ungarsk skuespiller, der ligner Gael García Bernal, mens rollen som lægen, der forsøger at hjælpe ham, er givet til en georgisk skuespiller, som tydeligvis er eftersynkroniseret til ungarsk og engelsk.

David Lowerys amerikanske A Ghost Story kan heller ikke siges at mangle ambitioner, men går nærmest i den modsatte retning af Jupiter’s Moon på billedsiden. Formatet er 4:3 (dvs. det gamle tv-format), og filmens spøgelse er bogstavelig talt en mand under et lagen med to huller til øjnene. Han spilles af Casey Affleck, mens Rooney Mara er hans enke, der har filmens bedste scene, hvor hun bruger adskillige minutter på at spise en tærte. Scenen fungerer som en perfekt illustration af hendes sorg, og det er tydeligt, at A Ghost Story vil fortælle noget dybfølt om savn og tid, men gimmicken med det “analoge” spøgelse mister sin effekt undervejs, og filmen når ikke helt i mål, trods sin originale tilgang til spøgelseshistoriegenren.

Prisen som den ringeste film, jeg så på dette års CPH Pix, tilfalder helt klart den amerikanske 68 Kills, der så gerne vil være provokerende, badass og sleazy, men i stedet minder om en lille dreng, der står og råber “prut!” ude i skolegården. Det eneste, som er værd at nævne, er Sheila Vands præstation som psykopatisk trailer trash-frue, der er milevidt fra hendes vampyr i A Girl Walks Home Alone at Night.

68 Kills blev vist sammen med Tragedy Girls som en del af Midnight Madness, og heldigvis var der i sidstnævntes tilfælde tale om en kvalitetsforbedring, omend begge film kan beskyldes for at anstrenge sig for meget. Tragedy Girls forsøger at være Heathers og Scream for Instagram-generationen, men får egentlig ikke sagt nær så meget om de sociale medier, som filmen ligger op til i sin satire. I modsætning til 68 Kills er dens hovedpersoner i det mindste interessante, og den har bestemt sine øjeblikke, men får slet ikke udnyttet sit potentiale godt nok.

Min top 3
1. I Kill Giants
2. The Villainess
3. Marlina the Murderer in Four Acts

Etiket: , , , , ,

Det store PR-fremstød

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er særlig god til at markedsføre mit forfatterskab. Jeg har min hjemmeside og er sporadisk aktiv på de sociale medier, men mere bliver det som regel ikke til.

Min seneste novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos udkom den 31. maj uden den store fanfare. I modsætning til forgængeren Månebase Rødhætte blev der for eksempel ikke holdt en reception, og nævnte reception blev i øvrigt kun til noget, fordi Manfred Christiansen foreslog, at vi lavede én sammen for at fejre vores udgivelser.

Men nu sker der endelig noget, og endnu en gang er det overhovedet ikke på eget initiativ, men skyldes udelukkende, at venlige sjæle har tænkt på mig (det er vist det, der på moderne dansk kaldes “at netværke”).

Først er der Kulturnatten i København på fredag (den 13.!), hvor jeg er en del af arrangementet Hovedbibliotekets hemmeligheder. I Rum 2 er Dansk Horror Selskab og forlaget Ulven og Uglen gået sammen om En aften i det litterære skyggeland, der handler om at præsentere horror og fantasy for voksne. Jeg er kommet med takket være min gode forfatterkollega A. Silvestri, som er formand for Dansk Horror Selskab, og jeg er i fornemt selskab, idet de øvrige optrædende i horrordelen er Henrik Harksen, Patrick Leis og John Kenn Mortensen.

Læs mere om arrangementet her: Kulturnatten: Hovedbibliotekets hemmeligheder

“En aften i det litterære skyggeland” har fået sin egen Facebook-begivenhed, hvor man kan se et mere detaljeret program for Rum 2. Her er programmet for Dansk Horror Selskabs del:

21.05–21.25 Henrik S. Harksen fortæller om kultforfatteren H.P. Lovecraft
21.35–21.55 Forfatter og tegner John Kenn Mortensen fortæller om sit forfatterskab
22.05–22.25 Henrik S. Harksen debuterer denne aften på dansk med novellesamlingen Ind i mørket
22.35–22.55 Forfatter og tegner Patrick Leis fortæller om sit forfatterskab
23.05–23.25 Forfatter Lars Ahn fortæller og læser op fra sit forfatterskab

To uger senere, lørdag den 28. oktober, kan jeg opleves i Aarhus til bogreceptionen for brødrene David og Stephan Garmarks roman Rakelsminde. Invitationen kom som noget af en overraskelse, da jeg så vidt vides aldrig har mødt de to, og vi ikke har andet til fælles, end at vi udkommer på samme forlag, Kandor. Men jeg er taknemmelig for muligheden og ser frem til at møde dem (og Martin Schjönning, som også er en del af programmet for dagen, og som jeg kender i forvejen). Receptionen er på Café Smagløs kl. 16-19.

Facebook-begivenhed: Reception for Rakelsminde

Endelig er der BogForum den 10.-12. november i Bella Center, hvor forlaget DreamLitt, som Kandor er en del af, har en stand. Forlaget kommer ikke til at have deciderede arrangementer på sin stand, men har i stedet delt dagene op, så man kan møde forfattere i de forskellige genrer. “Krimi, spænding og horror” har fået tildelt lørdag kl. 11-12, så hvis man vil hilse på mig, få signeret en bog etc., er det dér, man skal kigge forbi.

Etiket: , , , ,

Running Man

På vej ind på stadion til de afsluttende 200 meter i årets udgave af Friløbet. Foto: Christian Ove Carlsson

50 minutter og 39 sekunder stoppede tiden på, da jeg søndag krydsede målstregen på Østerbro Stadion efter at have gennemført det 10 kilometer lange Friløbet i Københavns gader.

Normalt undlader jeg at belemre folk med mine løbetider, da løbende forfattere sjældent er interessante, med mindre de hedder Haruki Murakami (som tilmed har skrevet en bog om det). Når jeg alligevel gør en undtagelse, er det fordi, søndagens løb føltes specielt for mig.

For fem år siden, den 23. september 2012, deltog jeg for første gang i Friløbet, og det var samtidig mit første 10 kilometer-løb. Tiden (58:28) var ikke noget at råbe hurra for, men det var selvforskyldt, hvilket jeg skrev om i dette indlæg: 10 kilometer på whisky

Nærmest som for at bevise, at motion og alkohol er en dårlig kombination, skar jeg året efter næsten seks minutter af min tid, og siden har jeg ligget stabilt på 52-53 minutter i Friløbet. Min forventning var, at jeg i år ville løbe i nogenlunde samme tid, så stor var min overraskelse, da jeg kom i mål og kunne konstatere, at jeg havde kappet næsten to minutter af min hidtidige rekord (52:25, sat i 2015).

Min eneste umiddelbare forklaring på forbedringen er, at jeg i ugen op til Friløbet købte et par nye løbesko, hvilket afstedkom følgende replikskifte i butikken:

Sælger: Nå, men hvis du siger, at du løber to gange 10 kilometer om ugen, så bør dine nye sko kunne holde til det næste års tid.

Mig: OK … (undlader at fortælle, at jeg har løbet i mine gamle sko i over tre år)

Og ja, mine gamle sko har føltes godt slidte på det seneste, men jeg er alligevel chokeret over, at jeg pludselig var i stand til at løbe så meget hurtigere – også selv om Friløbet er et hurtigt løb, fordi ruten er så flad. 50:39 betyder, at min kilometertid har været tæt på fem minutter, og det havde jeg aldrig forestillet om, at jeg kunne nå ned på. Jeg gjorde det i hvert fald ikke, da jeg for 10 år siden deltog i Gadeløbet i Roskilde og var over 36 minutter om at løbe fem kilometer (med pauser undervejs).

All work and no play…

Når jeg alligevel var i København i søndags, benyttede jeg lejligheden til at se den nyåbnede Stanley Kubrick-udstilling i Kunstforeningen Gl. Strand. Den er et must for alle med interesse for film og giver én lyst til at se eller gense alle Kubrick-klassikerne.

Filmhistoriens nok mest berømte skrivemaskine.

Og for at blive i Stephen King-temaet, så nåede jeg også i biografen og fik set den nye filmatisering af It, som jeg fandt ganske vellykket, især når det gjaldt børneskuespillerne.

Etiket: , , , ,

Fantasticon og ny eventyrnovelle

Årets æresgæster på Fantasticon, Christopher Priest og Nina Allan, i Serapion Ordenens store sal.

Endnu en Fantasticon er overstået, denne gang med de britiske forfattere Nina Allan og Christopher Priest som æresgæster. Da jeg selv var med i arrangørgruppen, vil jeg lade det være op til andre at vurdere, hvordan det gik.

Her er, hvad Nina Allan har skrevet om Fantasticon:
Nina Allan: Wonderful Copenhagen

Jeg stod for interviewet med Nina Allan, hvor vi blandt andet talte om hendes to fremragende romaner The Race og The Rift, og derudover var jeg ordstyrer på panelet “Will the Real Science Fiction Please Stand Up” med Nina Allan, Christopher Priest og Svend Kreiner.

Det var sjette år i træk, jeg var med til at arrangere Fantasticon, og jeg kan godt mærke, det begynder at knibe med energien og entusiasmen. Derfor er jeg glad for, at nye kræfter har meldt sig til at arrangere Fantasticon 2018, men jeg har dog lovet fortsat at være med i et eller andet omfang.

I år havde DreamLitt en stand på Fantasticon, og det betød, at der blev solgt fire eksemplarer af min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. Og tillad mig endnu en gang at minde om, at bogen kan lånes på biblioteket eller købes her.

 

Prinsessen på ærten

Jeg har vidst det i en måned, men det er først nu, jeg kan fortælle, at min novelle Prinsessen på ærten er blandt de 10, som Forlaget Silhuet har udvalgt til antologien #moderneeventyr.

Silhuet udskrev tidligere i år en konkurrence, der gik ud på at vælge et kendt eventyr og lave en moderne fortolkning af det. Som titlen afslører, valgte jeg H. C. Andersens Prinsessen på ærten, og det blev til en 9500 ord lang sag, der udspiller sig blandt deltagerne i et reality show.

Forlaget modtog 83 noveller, så alene af den grund er jeg stolt over at være blandt de 10 udvalgte. Der er også blevet kåret en vinder, og det blev Nicole Boyle Rødtnes’ udgave af Snehvide.

Her er de 10 noveller, og som det fremgår af listen, har hovedparten af os ladet os inspirere af HCA.

      • Alice i eventyrland af Beatrix M. G. Nielsen
      • Den grimme ælling af Lea K. E. Landgreen
      • Den lille pige med svovlstikkerne af Tenna Vagner
      • Det er ganske vist af Maja Møller
      • Historien om en moder af A.Silvestri
      • Kejserens nye klæder af Jacob F. H. Petersen
      • Prinsessen på ærten af Lars Ahn
      • Snehvide af Nicole Boyle Rødtnes
      • Svinedrengen af Annette Skibby
      • Tommelise af Sigrid Groth Nielsen

#moderneeventyr er planlagt til at udkomme i begyndelsen af 2018.

Etiket: , , , , , ,

10 år som forfatter

Skål! Fejringen af mit 10-års jubilæum som forfatter trak ud, og ikke alle kunne stå distancen (scene fra filmen “Vampyros Lesbos”, der indgår i titlen i min nye novellesamling “Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos”).

For fem år siden skrev jeg et indlæg her på hjemmesiden med overskriften “Fem år som forfatter”, der handlede om min debut som forfatter i august 2007.

Læs indlægget her: Fem år som forfatter

For fem år siden havde jeg allerede vundet min første Niels Klim-pris. Siden vandt jeg én for titelnovellen til min første novellesamling “Månebase Rødhætte”.

Lidt simpel hovedregning afslører dermed, at jeg i disse dage kan fejre mit 10-års jubilæum som forfatter, og hvad er der så sket de sidste fem år? En hel del, faktisk. I august 2012 havde jeg endnu ikke udgivet min første novellesamling Månebase Rødhætte, da den først udkom senere på efteråret. Min plan om at følge den hurtigt op med endnu en bog gik dog skævt af forskellige årsager, så det var ikke før sommerferien i år, at min anden novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos så dagens lys.

Debutromanen lader stadig vente på sig, men jeg har forhåbninger om, at det kun er et spørgsmål om tid, da min “gotiske krimi” allerede er skrevet og antaget, men mangler at blive færdigredigeret. Der er dog “kun” tale om en kortroman, så blandt mine fremtidige planer er, at jeg skal prøve yderligere kræfter med romanformatet efter at have fået en forsmag på, hvad det kræver.

Takket være Månebase Rødhætte fik jeg også samlet point nok sammen til, at jeg begyndte at få udbetalt bibliotekspenge, hvilket skete første gang i 2014. I den forbindelse vil jeg lige nævne, at Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos nu kan lånes på bibliotekerne.

Og så har jeg prøvet at få en af mine noveller filmatiseret.

Se filmen her

Himmelskibet nr. 14, hvor jeg debuterede som forfatter med novellen “Fru Jensen og den nydelige mand”.

På novellefronten er der nærmest tale om status quo. Fra 2007-2012 fik jeg optaget 12 noveller i diverse antologier, mens tallet for de sidste fem år har været 13. Det hører med til billedet, at mine noveller med årene generelt er blevet længere og længere, og at det i dag snarere er reglen end undtagelsen, at de er på over 7000 ord. Til gengæld er jeg helt holdt op med at levere noveller til Himmelskibet, hvor jeg debuterede i sommeren 2007 med Fru Jensen og den nydelige mand. Siden fik jeg trykt yderligere syv noveller, og det må være nok, da jeg synes, Himmelskibet bør være et sted, hvor nye forfattere kan få lov at vise sig frem.

Apropos nye markeder, så arbejder jeg stadig på at blive bedre til at skrive på engelsk, selv om det er tidskrævende, og konkurrencen er benhård – især når man er oppe imod forfattere, der har engelsk som deres modersmål. Indtil videre er jeg oppe på at have modtaget 26 afslag fordelt på fem noveller, men det er intet i forhold til min forfatterkollega Jakob Drud, som ifølge eget udsagn er oppe på 900 afslag! Det er dog lykkedes ham at sælge nogle af sine historier, senest denne her:

Jakob Drud: Spores of Freedom (Daily Science Fiction)

Derudover har jeg i de seneste fem år fået mere erfaring i at optræde som forfatter via oplæsninger, interviews, paneldebatter m.m., omend det stadig er noget, jeg skal blive bedre til at dyrke. Jeg har i samme periode også været en af arrangørerne af Fantasticon, og den næste er lige om hjørnet og finder sted 1.-3. september med Nina Allan og Christopher Priest som æresgæster.

Mine bedrifter blegner dog lidt, når jeg sammenligner mig med min forfatterkollega A. Silvestri, som begyndte at blive udgivet nogenlunde samtidig som jeg. Vi har været med i mange af de samme antologier, men den store forskel er, at han har været væsentlig mere produktiv og målrettet end jeg. Foreløbig er det blevet til otte (8!) bogudgivelser, og han har p.t. aftaler om yderligere seks (6!). Han har lige besluttet at drosle endnu mere ned for sit arbejde som lærer for at få mere tid til at skrive, men det kræver selvfølgelig nye indtægter, så han har erstattet sin blog Forfatter på trekvart tid med en ny hjemmeside.

Du kan se den her: amdisilvestri.com

Etiket: , , , , , , ,

Minder fra Worldcon 75

Sydkoreansk science fiction var repræsenteret med en stand på Worldcon. Her er jeg fotograferet sammen med forfatterne Yun Yeo-kyeong (tv) og Lee Su-hyeon. Bemærk at ingen af os laver v-tegnet, hvilket ellers er obligatorisk, når der tages billeder af asiater.

Hvordan kan man beskrive Worldcon for folk, som aldrig har været på én? Den hurtige version er, at det er “Roskilde Festival for science fiction- og fantasyfans – bare uden mudder”, men i løbet af de fem dage, jeg var på Worldcon 75 i Helsinki, slog det mig, at den beskrivelse faktisk er ikke så langt fra virkeligheden.

Her er en række lighedspunkter:

  • Du er sammen med masser af mennesker fra hele verden.
  • En stor del af deltagerne har farvet hår og er iført sjove kostumer.
  • Lige som du på en musikfestival kan være tvunget til at vælge mellem to koncerter, er programmet til Worldcon spækket med interessante foredrag og paneler, der foregår samtidig. Jeg havde ofte noteret tre-fire programpunkter, jeg gerne ville overvære inden for den samme time.
  • Og så ender det alligevel med, at de bedste koncerter/paneler var dem, du ikke havde planlagt at se på forhånd.
  • Bagefter har du trætte ben, føler dig total bombet, men er også fyldt med indtryk og inspiration.

Der er selvsagt også forskelle. For det første er folk på Worldcon mere ædru end deltagerne på Roskilde Festival (i hvert fald i dagtimerne), men humøret er lige så højt og stemningen lige så god. En anden åbenlys forskel er, at man på Worldcon aldrig er langt fra “stjernerne”, så man går hele tiden rundt og får øje på forfattere, hvis bøger man har stående i sin reol. Det kan selvfølgelig også hænde på Roskilde, men sandsynligheden for at rende ind i PJ Harvey til en Patti Smith-koncert er bare langt mindre (selv om jeg engang mødte en australier, som påstod, det var sket for ham).

Ellers vil jeg huske min tid i Finland for følgende:

Min egen deltagelse på Worldcon begrænsede sig til at være moderator på et panel om nordisk science fiction og fantasy. Vi var på som nogle af de første og blev mødt af et fyldt lokale.

Make Room! Make Room!

Med over 7300 besøgende blev Worldcon 75 den næststørste i historien, og det kom i den grad bag på arrangørerne, som på førstedagen kæmpede med pladsmangel og fyldte lokaler.

Et tidligt varsel var panelet “Nordic SF/F Now”, som jeg selv var moderator på. Vi var allerede sat på som nogle af de første onsdag klokken 14 og skulle ikke engang være i Messukeskus Helsinki (Messecenter Helsinki), hvor Worldcon blev holdt, men var placeret i et bibliotek på den anden side af gaden. Vi var derfor lidt spændte på, hvor mange der ville komme, og jeg havde på forhånd tænkt, at det ville være flot med 20-25 tilhørere. Det sad der dog allerede, da vi ankom, og mens vi ventede på, at klokken blev to, blev det ved med at vælte ind med folk. Til sidst var alle sæder taget, og de sidst ankomne måtte sidde på gulvet.

Selve panelet virkede til at gå godt, men det flotte fremmøde skulle som nævnt vise sig at blive symptomatisk for resten af førstedagen, hvor der var køer til stort set samtlige programpunkter, og mange gik forgæves, fordi lokalerne var fyldte. Til arrangørernes ros reagerede de hurtigt og havde til de øvrige dage sørget for at skaffe flere og større lokaler. Desværre blev de også nødt til at begrænse antallet af dagsbilletter og stoppe salget af medlemskaber. Bortset fra det var der tale om en velorganiseret con, og finsk fandom fik i den grad gjort god reklame for sig selv.

Bedste panel: Artificial Intelligence in Real Life and SF (konklusion: nej, vi er overhovedet ikke i nærheden af at skabe kunstig intelligens, og computere eller robotter kommer ikke til at overtage verdensherredømmet).

Mest underholdende panel: Tall Technical Tales (vanvittige fortællinger fra videnskabens verden).

Mest informative panel: On the Side of the Law (forfattere og fans med baggrund inden for politi og retsvæsen fortalte, hvordan detektiver i virkeligheden arbejder).

Mest nuttede panel: Authors and Their Cats (ja, der var et panel, hvor forfattere viste billeder af deres katte og fortalte historier om dem. Højdepunkter: Elizabeth Bears kat tissede en gang i hendes printer, og reparatøren sagde, det var en skade, de så ret ofte. Jeff VanderMeer sendte en gang et manuskript til en redaktør uden at vide, at hans kat havde været oppe på tastaturet og havde fyldt et par sider med nonsens. Redaktøren var i tvivl om, det var meningen eller ej, hvilket VanderMeer ikke kunne bebrejde hende med tanker på, hvor mærkelige hans historier kan være).

Mest stjernespækkede panel: Wild Cards Anniversary (se billedet).

Det mest stjernespækkede panel, jeg overværede på Worldcon, handlede om Wild Cards-seriens 30-års jubilæum. Fra venstre: Walter Jon Williams, Pat Cadigan, Melinda Snodgrass, Carrie Vaughn og en eller anden fyr ved navn George …

“I’m your number one fan”

Både på Worldcon i London i 2014 og på Eurocon i Barcelona i 2016 havde jeg taget bøger med for at få dem signeret. Umiddelbart havde jeg ikke planer om at gøre det samme til Worldcon i Helsinki, da min erfaring sagde, at jeg ville komme til at købe en masse bøger, som jeg skulle have plads til i kufferten. Men så kom jeg til at nærlæse programmet og så, at både Michael Marshall Smith og Joe Abercrombie ville være til stede – to forfattere jeg er stor fan af – og så slæbte jeg alligevel en håndfuld bøger med.

I London var jeg til flere kaffeeklatches, hvor omkring 10 fans er til en slags rundbordssamtale med en forfatter. I Helsinki betød det store fremmøde, at pladserne forsvandt som dug for solen, men jeg nåede dog at skrive mig på til et møde med Michael Marshall Smith på førstedagen. Mødet fik en kaotisk indledning, fordi vi ventede 15-20 minutter på, at nogen skulle føre os hen til lokalet, hvor vi skulle være, så vi fik ikke helt så meget tid sammen som forventet. Kaffeeklatchen med Michael Marshall Smith blev alligevel hyggelig og mindede mig om, hvor meget hans noveller har påvirket mit forfatterskab, og hvor stor en indflydelse han har haft på min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.

Her er en filmatisering af novellen Later, der var det første, jeg læste af Michael Marshall Smith:

Joe Abercrombie var kun på programmet om lørdagen, men det viste sig, at han dagen før blev interviewet i den akademiske boghandel i Helsinki, så jeg fik signeret min bog dér i stedet for. Jeg havde kun læst få bøger af en af Worldcons æresgæster Walter Jon Williams, men jeg har dog hans cyberpunkroman Hardwired, som nu bærer hans signatur. Prismærket afslører i øvrigt, at jeg købte den for en 50’er i Fantask i august 1992, dvs. for 25 år siden.

I forhold til London og Barcelona viste det sig at være begrænset, hvad man kunne købe af bøger på engelsk i Helsinki, så jeg endte faktisk ikke med at have så meget ekstra vægt med hjem (“kun” seks nye bøger). Det betød dog, at flere forfattere måtte se langt efter fans til deres signeringer, fordi det simpelthen ikke var muligt at få deres bøger på Worldcon. En af dem, der blev ramt af det, var den amerikanske forfatter Daryl Gregory, som lod til at være vældig glad for at se mig, da jeg dukkede op til hans signering fem minutter i lukketid (jeg kom pudsigt nok lige fra interview nummer to med førnævnte Joe Abercrombie). Det var først bagefter, jeg kom i tanker om, at det var på Worldcon i London, at jeg købte Daryl Gregorys roman We Are All Completely Fine, og tre år senere fik jeg den så signeret på Worldcon i Helsinki.

Personlige hilsener fra Walter Jon Williams og Daryl Gregory.

The City & The City

Helsinki havde opdaget, at der var Worldcon i byen.

Lige som når man er på Roskilde Festival, kan man på Worldcon godt føle, at man opholder sig i en parallel verden i forhold til resten af samfundet. Det lykkedes mig dog at få oplevet lidt af Helsinki ud over messecenteret, og det skyldtes primært mit hotels placering. Det viste sig nemlig, at det ikke kun lå tæt på banegården og centrum, men også på en park og to søer. Derfor pakkede jeg mit løbetøj, så jeg fik prøvet det, der åbenbart er den mest populære løberute i Helsinki (det er den første, der nævnes i nedenstående link). Ironisk nok betød det også, at jeg gik glip af panelet “Healthy Lifestyle for Writers”, fordi jeg var ude at løbe, da det fandt sted …

3 must-run routes in Helsinki

Ellers vil jeg anbefale den førnævnte akademiske boghandel (Akateeminen Kirjakauppa) som stedet, hvis man skal købe engelsksprogede bøger. Et andet bud er Rosebud, som udover bøger har et stort udvalg af film på DVD og blu-ray. Rosebud havde en stand på Worldcon, hvilket betød, at da jeg besøgte deres butik i centrum, blev jeg mødt af en tom bogreol i science fiction- og fantasy-sektionen.

Den bedste madoplevelse fik jeg på Gaijin, der serverer moderne fortolkninger af det japanske, koreanske og kinesiske køkken. Jeg nåede at spise der to gange og fik blandt andet det bedste og mest saftige yakitori-spyd med kylling, jeg nogensinde har smagt, og en kimchi hot pot med braiseret svinekød. Madudvalget på Worldcon var OK, men ikke noget at råbe hurra for. Bedst var den kinesiske restaurant, Mala, i nabolaget, som havde en overraskende god buffet og havde specialiteter som stegt svinemave på menuen (smager bedre, end det lyder).

Når man går rundt i Helsinki centrum, kan man godt føle sig hensat til fortiden.

Vejret viste sig også fra sin bedste side, og det lod til, at det var mere sommer i Helsinki end i København. Undtagelsen var lørdag aften, hvor der blev varslet torden og storm, så på Worldcon blev vi advaret om at gå udenfor. Det var begrænset, hvad vi mærkede til uvejret, men de fleste – undertegnede inkluderet – tog det som en undskyldning til at tilbringe aftenen i baren. Det var først, da jeg næste dag gik gennem parken ved mit hotel, at jeg opdagede, advarslen skulle tages alvorligt.

Et af træerne i parken i Helsinki centrum nær banegården efter lørdagens storm. Togtrafikken blev ramt af aflysninger om søndagen, fordi der lå grene på sporene.

Mens jeg var i parken, faldt jeg i snak med en kvinde, som også tog billeder af skaderne. Efter at have udvekslet et par bemærkninger på engelsk sagde hun pludselig: “Er du ikke også dansker? Så kan vi lige så godt tale dansk.” Hun var fra Sønderjylland og holdt tit ferie i Finland sammen med sin mand og undrede sig over, at der ikke var flere danskere, som fulgte deres eksempel (“Når jeg siger Finland til folk, reagerer de som om, jeg taler om Nordpolen!”). Efter at have været på Worldcon kan jeg kun give hende ret i, at Helsinki er et besøg værd.

Etiket: , , , , ,

TV-interview om Vampyros Lesbos

Netop hjemvendt fra Worldcon i Finland (mere om det senere) har jeg opdaget, at Kanal Roskildes interview med mig om min nye novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos allerede kan ses på deres Youtube-kanal.

I den 30 minutter lange udsendelse fortæller jeg om baggrunden for nogle af novellerne, samtidig med at det med al tydelighed understreges, hvorfor jeg ikke blev tv-journalist.

Etiket: ,

Worldcon, anmeldelse og tv-interview

Mens jeg har været på ferie i Italien, har min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos fået endnu en anmeldelse. Den kommer fra Den lille Bogblog, som var meget begejstret for min forrige novellesamling Månebase Rødhætte (læs anmeldelsen af den her), og heldigvis kan hun også godt lide Vampyros Lesbos.

Hun skriver blandt andet:

“Det er svært at udpege et decideret tema for novellerne, da de er meget forskellige, men alle har et snert af horror over sig. Ikke den voldsomme og blodige slags men den snigende kriblende fornemmelse man får, når man pludselig får en mistanke om, at man bliver overvåget af nogen eller noget i skyggerne…”

“Historiernes styrke er de hverdagssituationer, som mange af dem tager udgangspunkt i. Den letgenkendelige leg fra barndommen, hvor man ikke måtte træde på stregerne mellem fliserne, for så ville noget gå galt. Eller de – til tider – kiksede opdateringer på Facebook, som kan gå grueligt galt. Her har forfatteren været meget kreativ mht. at finde frem til noget, der ligger så tæt på den almindelige hverdag og som samtidig udvikler sig til et mareridt for hovedpersonerne.”

Læs hele anmeldelsen her

Efter Italien er jeg hjemme en uge, inden turen går til Finland, hvor der i næste uge er Worldcon 75 (den 75. verdenskongres for science fiction) i Helsinki. Det bliver min anden Worldcon, efter at jeg også var til Worldcon i London i 2014. På en eller anden måde er det denne gang lykkedes mig at komme med i programmet, da jeg er blevet bedt om ikke bare at deltage i, men også styre et panel om nordisk science fiction og fantasy.

Her er beviset: Nordic SF/F Now

Endelig vil jeg nævne, at jeg er blevet interviewet af den lokale tv-station Kanal Roskilde omkring min nye novellesamling. Jeg ved endnu ikke, hvornår interviewet bliver sendt, men det er formentlig først om et par uger. Kanal Roskildes udsendelser kan efterfølgende ses på deres Youtube-kanal. Det er også her, man kan finde min forrige optræden på kanalen, da de i efteråret 2015 besøgte min arbejdsplads Dagbladet Roskilde.

Etiket: , ,

Mere nyt om Vampyros Lesbos

“Hvordan går det med din novellesamling?” er jeg blevet spurgt, underforstået “Hvordan går det med salget?”

Jeg har indtil videre svaret, at der nok først for alvor sker noget, når Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos får en lektørudtalelse, og bibliotekerne begynder at købe bogen. Og nu er den her så, lektørudtalelsen, og den er heldigvis god.

Novellerne kaldes for “skarpe og særdeles spændende,” og lektøren skriver desuden, at “horrorgenrens virkemidler bruges i nye sammenhænge og konstellationer.” Jeg får desuden ros for at være god til at få en novelle til at udfolde sig. “Man fanges lynhurtigt ind og kender fortællingens personer med det samme.” Når jeg ikke bringer hele lektørudtalelsen, skyldes det, at det kun er tilladt at citere 10 procent af teksten.

Men det er ikke det eneste nye om Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. Jeg er også blevet interviewet af Dagbladet Roskilde om bogen. Som det måske er de fleste bekendt, er jeg ansat på selvsamme avis som redaktionsleder, så jeg er blevet interviewet af en kollega på den redaktion, hvor jeg sidder, til den udgivelse, jeg er med til at lave. Det er altid en lidt mærkelig situation, og det eneste, jeg ellers vil sige, er, at artiklen ikke var min idé, men mine kollegers (på den anden side protesterede jeg heller ikke).

Læs et uddrag af interviewet her: Lokal journalist udgiver horrornoveller

Til sidst har jeg ved et tilfælde opdaget en spritny anmeldelse af Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. Det er bogbloggen Readers Wall, som giver bogen tre ud af fem stjerner. Anmelderens væsentligste anke er, at hun synes, nogle af novellerne er for sære, og at for få af dem er rigtig uhyggelige. Men hun skriver også:

“Når det så er sagt, må jeg også erkende, at jeg er ret imponeret over, at forfatteren har formået at finde på så mange originale temaer og elementer. Hans noveller handler om alt lige fra fatale sexlege til dræbende fortove, og selvom det er sært og mærkeligt, er det også fedt at læse horror, der ikke er forudsigeligt. På bagsiden af bogen står der, at novellerne handler om, hvad der sker, når illusionen om den trygge hverdag brister og virkeligheden viser sig at være mere ond og mærkelig end man troede, og det er lige præcis, hvad man kan forvente at opleve i denne samling.”

Derudover glæder det mig, at hun bedst kan lide to af de nye noveller, titelnovellen og Lauras forudsigelige skæbne.

Læs hele anmeldelsen her

Hvis nogen skulle have fået lyst til at anskaffe sig min novellesamling, så kan de købe den ved at bruge nedenstående link:

Bog-pris.dk

Etiket: ,

Roskilde Festival 2017 i fire afsnit

Det var egentlig planen, at dette indlæg skulle være offentliggjort først på ugen, men så blev jeg ramt af en gang post-Roskildesyge, som jeg stadig ikke er kommet mig helt over.

Ja, det regnede, men min 23. Roskilde Festival kunne have været meget værre, hvis DMIs varsel om skybrud havde holdt stik. Selv om der var mudder på store dele af festivalpladsen, var der også områder med græs, og minsandten om ikke solen vendte tilbage lørdag aften. Det blev til 15-16 koncerter, og tilbage står disse fem indtryk:

“You are way more fun than she was”
På forhånd var koncerten med The xx på Orange Scene torsdag aften en af dem, jeg havde set mest frem til, men jeg havde ikke lige regnet med, at den også ville blive den bedste. Deres seneste album, I See You, er blandt mine favoritter fra i år, så jeg var spændt på at opleve dem live, selv om de tidligere har været et band, jeg har haft det blandet med. Deres miks af indadvendt rock og minimalistisk elektronisk balancerer ofte mellem det pirrende og det stillestående, så man kunne frygte, at de ikke ville fungere på festivalens største scene.

Men The xx tog fusen på alt og alle ved at levere en koncert, hvor deres lyd havde fået tilført et skud vitaminer, og som bød en fantastisk kontakt til publikum. Bandets guitarist og ene forsanger, Romy Madley Croft, gik lige i hjertet på alle, da hun fortalte, at hun havde været på Roskilde som 16-årig, hvor hun oplevede at blive droppet af sin kæreste. “But everything happens for a reason, right? And now I’m here with you, and you are way more fun than she was,” sagde hun.

Det var så godt, at man næsten glemte, at det begyndte at øse ned under koncerten (og lagde kimen til min forkølelse).

The xx på Orange Scene, Roskilde Festival 2017.

Tid til revanche
På nogle punkter føltes årets musikprogram næsten som en gentagelse af Roskilde Festival 2014, hvor man også kunne opleve Warpaint, Slowdive, Future Islands, Trentemøller, Icona Pop, Cashmere Cat, Karl William og Moderat. Men 2014 var også et år, hvor flere af de koncerter, jeg havde glædet mig mest til, endte som skuffende oplevelser på grund af dårlig lyd. Det gik især ud over Warpaint og Slowdive, men jeg skal love for, at begge fik taget revanche i år.

Det siger sig selv, at god lyd er alfa og omega for en koncert, men det er alligevel forunderligt rent faktisk at opleve, hvad det gør af forskel. Slowdive gik glasklart igennem, så man denne gang kunne høre Neil Halstead og Rachel Goswells vokaler hen over de støjende guitarer. En anden forandring i forhold til koncerten for tre år siden var, at de havde et nyt album med i bagagen. Normalt tager man sig i at sukke, når et gendannet band vil spille nye sange, men i Slowdives tilfælde er det kun en fordel, fordi deres comebackalbum fra i år, Slowdive (deres første siden 1995), er noget nær det bedste, de har udgivet. Og så skinnede solen, da vi kom ud fra teltet!

Warpaint på Arena, Roskilde Festival 2017.

Dem, der kender mig, vil vide, at jeg har et ømt punkt, når det gælder Warpaint. Det er et band, jeg har set i udlandet to gange (Reading Festival i 2011 og Berlin i 2016), så jeg vidste godt, at de kunne gøre det bedre end sidst, de var på Roskilde. Lige som med The xx har Warpaint et helt andet udtryk, når de spiller live, hvor man især bemærker, hvor meget bassisten Jenny Lee Lindberg og trommeslageren Stella Mozgawa bidrager med. Det var fedt endelig at se dem levere en koncentreret og stramt styret koncert på dansk jord.

Mammút på Pavilion, Roskilde Festival 2017.

“Leggdu mig i salt”
Noget af det bedste ved Roskilde Festival er at opdage nye navne. For et par måneder siden havde jeg f.eks. aldrig hørt om det islandske band Mammút, men så fik jeg dem anbefalet af min ven og gamle skolekammerat Kenneth, som var meget begejstret over, at de skulle spille på Roskilde i år. Jeg lyttede til et par af deres sange og fik dem hurtigt på hjernen, så der blev sat et stort kryds ud for dem i spilleplanen, selv om deres koncert på Pavilion overlappede med både Father John Misty og Trentemøller.

Jeg kom heldigvis ikke til at fortryde mit valg. Mammút synger både på islandsk og engelsk, men i de tilfælde, hvor deres sange eksisterer i begge versioner, foretrækker jeg den islandske. På Roskilde havde jeg forventet, at de kun ville synge på engelsk, fordi de er ved at gøre karriere i udlandet, men til min (og Kenneths) store glæde foregik en del af koncerten på islandsk – deriblandt to af mine favoritsange med bandet, Salt og Blodberg.

En del af koncerten kan ses på Red Bull TV (inklusiv interviews med bandet)

Blæret sceneshow
Beyoncé og hendes lillesøster Solange havde et fantastisk 2016, hvor deres albums var med på flere top 10-lister over årets bedste udgivelser. Jeg skal dog indrømme, at jeg fandt Solanges A Seat at the Table lidt halvkedelig, i hvert fald i sammenligning med Beyoncés Lemonade, men til gengæld skal der ikke herske tvivl om, at hendes sceneshow på Roskilde var til seks stjerner.

Alle på scenen var klædt i rødt, og hele koncerten var koreograferet fra start til slut – ikke med MTV-agtige danse, men mere i stil med moderne dans og performancekunst. Jeg har set noget lignende til koncerter med St. Vincent og PJ Harvey på Roskilde (faktisk også på Arena), og jeg ved, der er delte meninger om det, fordi nogen savner det impulsive i livesituationen, men tricket er netop at skabe rum nok til, at de optrædende kan give los uden at spolere den kunstneriske ramme. Det formåede Solange, selv om koncerten var plaget af for lav lyd, hvilket bestemt ikke gjorde hendes i forvejen afdæmpede sange en tjeneste. The xx’s lydfolk ville have gjort underværker i dette tilfælde, men jeg vil sent glemme sceneshowet.

Solange på Arena, Roskilde Festival 2017, sammen med alien og ko.

 

 

Etiket: , , , ,
%d bloggers like this: