Nomineret til Årets danske horrorudgivelse!

Da Thomas Winther anmeldte min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos i Himmelskibet, sluttede han af med at spå, at den ville være blandt finalisterne til prisen Årets danske horrorudgivelse.

Heldigvis for os begge kom hans forudsigelse til at holde stik, for nu er shortlisten blevet offentliggjort, og Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos er med blandt de fem nominerede værker.

Det er første gang, jeg er nomineret til prisen, så det er jeg selvfølgelig vældig stolt over – ikke mindst fordi det også er første gang, jeg har fået udgivet noget, der kunne indstilles til Årets danske horrorudgivelse.

Med lidt god vilje kan man sige, at jeg har været nomineret tre gange før, men i de tilfælde har der været tale om antologier, hvor jeg har bidraget med en novelle. Så hvor jeg de andre gange har delt æren med redaktøren og de andre forfattere, er Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos et soloværk. De nominerede antologier var i øvrigt Velkommen til dybet og Dystre Danmark 2 fra 2011 samt Pix – Nygotiske skæbner fra 2013. Ingen af dem vandt prisen, men de tre noveller derfra (Langt ude i skoven, Blomstervanding og Telefon fra afdøde) er faktisk med i min novellesamling, så nu får de en ny chance.

Prisen Årets danske horrorudgivelse er stiftet af Dansk Horror Selskab og uddeles på Krimimessen i Horsens, der i år finder sted i weekenden 17.-18. marts. De fire andre værker på årets shortliste er: Ind i mørket af Henrik S. Harksen, Castra Damnatorum af Patrick Leis, Scrapbogen af Karsten Mungo Madsen og Kværnen af Martin Schjönning.

Læs mere om shortlisten til Årets danske horrorudgivelse 2017 her

Etiket: , ,

Rosende ord til Lige under overfladen 12

Efter fødslen – Lige under overfladen 12 var den eneste antologi, jeg medvirkede i sidste år, og nu har den fået sin første anmeldelse.

Det er Jette Holst, som på Gyseren.dk har set nærmere på den årlige antologi fra Science Fiction Cirklen og er så venlig at fremhæve mit bidrag En invasiv art. Hun skriver blandt andet om novellen:

“Her følger vi en invasion af en planet, både med beboernes og de fremmedes øjne, og som altid får Ahn lige givet historien et uventet tvist, som løfter novellen op i særklasse.”

Hun giver også Manfred Christiansens forside et par ord med på vejen:

“Og så er jeg også lige nødt til at fremhæve Manfred Christiansens utroligt flotte og stemningsfyldte forside. Hvis ikke man får lyst til at læse Efter fødslen, når man ser den, så er der altså noget galt.”

Læs hele anmeldelsen her

Efter fødslen har også fået en lektørudtalelse, hvor der blandt andet står:

“Samlingens største styrke er mangfoldigheden og at man får alt fra tidsrejser, aliens, parallelle verdener, rejser i rummet, dystopier, satire og meget andet (…) Ikke alle noveller har et højt niveau, men overordnet set er samlingen en underholdende og spraglet oplevelse.”

Etiket: , ,

Året der gik 2017: Skrivning

Efter at have fortalt, hvad jeg lyttede til af musik, og hvad jeg læste i 2017, er det nu blevet tid til det, denne hjemmeside primært handler om: mit forfatterskab.

Skriveåret 2017 blev domineret af to store projekter: Min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos og den famøse gotiske krimi, som jeg har talt om siden 2013. Sidstnævnte fik jeg redigeret færdig (forhåbentlig) i efteråret, og den ligger nu hos redaktøren og skulle gerne se dagens lys i løbet af 2018.

På novellefronten blev det ikke til det helt store. Reelt set fik jeg kun skrevet tre nye noveller – En invasiv art, Hår og Prinsessen på ærten. To af dem blev optaget i antologier, mens den tredje ikke faldt i redaktørens smag. Da den ene af antologierne først udkommer i år, var jeg i 2017 kun med i én enkelt antologi. Siden 2009 har jeg ellers altid haft noveller med i mindst to antologier om året.

Årets klare højdepunkt er selvfølgelig min anden novellesamling, selv om jeg stadig kan undre mig over, at der skulle gå hele fem år mellem nummer et og to. Vampyros Lesbos har fået fine anmeldelser, og den har fået mig med til et par forfatterarrangementer (et af dem endda med honorar!), men jeg må også konstatere, at der ikke er det store salg i novellesamlinger – heller ikke længere til bibliotekerne.

To af novellerne på nedenstående liste var historier, som jeg var gået i stå med for et par år siden, men fik skrevet færdig til novellesamlingen. Derudover har jeg brugt tid på at forsøge at oversætte et par af mine noveller til engelsk, og så er der Mermaid Remixed, som er en “original” historie skrevet på engelsk. Den første udgave er fra 2016, men siden har jeg skrevet novellen om flere gange, så der nærmest er at betragte som en ny historie.

Endelig har jeg et hængeparti i Må ikke forstyrres, som er en novelle, jeg begyndte på, mens jeg var på efteruddannelseskursus i Amsterdam i oktober, og som jeg ikke nåede at blive færdig med inden årets udgang.

Med andre ord er skriveåret 2018 allerede i gang …

Noveller
Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos (17.800 ord, horror) og
Lauras forudsigelige skæbne (11.500 ord, horror/fantasy), begge med i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos (Kandor)
En invasiv art (6000 ord, science fiction) med i Efter fødslen – Lige under overfladen 12 (Science Fiction Cirklen)
Hår (9800 ord, horror)
Prinsessen på ærten (9500 ord, fantasy) med i #moderneeventyr (Silhuet, udkommer i 2018)
Mermaid Remixed (5400 ord, science fiction/fantasy, engelsk)
Må ikke forstyrres (foreløbig 8000 ord, horror)

Kortroman
Gotisk krimi (67.000 ord, horror)

Etiket: , , , , , , , , ,

Året der gik: Bedste læseoplevelser i 2017

For ikke så længe siden virkede det til, at markedet for langnoveller eller novellas, som de kaldes på engelsk, var ved at forsvinde (inden for science fiction og fantasy defineres en novella typisk som en historie på mellem 17.500 og 40.000 ord). De fleste online-magasiner foretrækker kortere historier (typisk omkring 6000 ord), mens de trykte magasiner, som plejer at bringe langnoveller, falder i antal og oplag.

Personligt synes jeg, det er en skam, for langnovellen kan som form noget, som hverken novellen eller romanen er i stand til. Den er lang nok til, at forfatteren kan gå i dybden med personerne og verdenen, men samtidig så kort at man ikke behøver afsætte adskillige timer til at læse den. Derfor er det opmuntrende, at flere forlag er begyndt at udgive langnoveller i bogforum, med Tor.com Publishing som de mest aktive.

Her er de romaner og langnoveller, jeg havde størst glæde af i 2017:

Han Kang: Human Acts
I forbindelse med at koreanske Han Kang var gæst på Bogforum i efteråret, skrev jeg dette indlæg om Human ActsBilleder fra forfatterland. Jeg vil dog tilføje, at jeg opdagede, bogen ikke egnede sig som godnatlæsning, for dens skildring af begivenhederne omkring Gwangju-massakren er så rystende, at jeg havde svært ved at falde i søvn bagefter.

Charlie Jane Anders: All the Birds in the Sky
Udover at være medstifter af io9 har Charlie Jane Anders de seneste år gjort sig bemærket med sine noveller, der formår at være sjove, skøre, opfindsomme og rørende, ofte på én og samme tid – så som denne her fra Lightspeed Magazine: Cake Baby (A Kango and Sharon Adventure). Det samme gør sig gældende med hendes roman All the Birds in the Sky, der er en forrygende underholdende blanding af fantasy og science fiction. Den handler også om mødet mellem de to verdener, da hovedpersonerne er en heks og en videnskabsnørd, som bliver venner på grund af deres outsiderstatus i skolen, selv om de burde være dødsfjender. Romanen vandt årets Nebula Award og var nomineret til en Hugo.

Nina Allan: The Race / The Rift
Fordi hun var æresgæst på årets Fantasticon, og jeg skulle interviewe hende, fik jeg læst en masse af Nina Allan i 2017 og opdagede, at hun skriver vanvittigt godt. Debutromanen The Race fra 2014 blev en tidlig favorit til at komme med på denne liste, og det blev double up, da hendes nye roman The Rift udkom i sommer. Jeg læste sidstnævnte på min ferie i Italien og slugte den i løbet af en dag.

The Race begynder som en fremtidsfortælling, der viser sig at være skrevet af en forfatter, før der til slut igen sås tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktion. The Rift er et mysterium om en kvinde, hvis søster forsvandt for flere år siden, men pludselig dukker op med en vild beretning om, at hun har boet på en fjern planet. Men frem for kun at fokusere på mysteriet indeholder romanen også beskrivelser af planeten og dens historie. Genrepurister vil sikkert finde Nina Allans eksperimenterende tilgang frustrerende, men jeg synes, den er forfriskende.

Theodora Goss: The Strange Case of the Alchemist’s Daughter
Lige siden jeg læste Theodora Goss’ novelle The Mad Scientist’s Daughter, hvor døtrene af Frankenstein, Moreau, Rappaccini, Jekyll og Hyde danner en fælles klub, har jeg ventet på hendes debutroman, som har samme hovedpersoner. Historien er selvsagt mest en litterær leg, men med en feministisk vinkel, fordi den også beskriver, hvordan kvinder er blevet behandlet historisk set, både i Victoria-tidens England og i litteraturen.

Theodora Goss har skrevet dette indlæg om baggrunden for bogen: Writing Girl Monsters

Hun tager desuden en chance med et stilistisk kneb, der vil dele vandene: Hun lader hovedpersonerne afbryde og kommentere på handlingen, når de mener, at forfatteren (i dette tilfælde Catherine Moreau) overdramatiserer eller skriver noget, der ikke er korrekt. Jeg synes, det ekstra meta-lag fungerer fint og bidrager til underholdningen, selv om det selvfølgelig fjerner spændingen om, hvem der overlever. Men det er nu heller ikke en af den slags bøger, hvor man sidder med tilbageholdt åndedræt og frygter for personernes skæbne. Det er snarere en af dem, hvor man morer sig i selskab med dem og glæder sig til fortsættelsen (som i dette tilfælde har fået titlen European Travel for the Monstrous Gentlewoman og udkommer til sommer).

Elizabeth Hand: Wylding Hall (langnovelle)
Når man selv skriver horror og har læst og set en hel del gennem årene, bliver der længere mellem de gange, hvor man lader sig skræmme af et værk. Elizabeth Hand præsterede med denne historie at give mig myrekryb i en grad, som få andre har gjort inden for de seneste år. Wylding Hall består af en række interviews med de overlevende medlemmer af et britisk folkband, som fortæller om den skæbnesvangre sommer i 70erne, hvor de tog hen på et gammelt gods for at indspille et nu legendarisk album, og hvor deres forsanger forsvandt efter mødet med en mystisk pige. Det er så overbevisende gjort, at man tager sig i at tjekke, om bandet og albummet eksisterer i virkeligheden. Men når man kommer til den gysende slutning, bliver man lettet over, at der kun er tale om fiktion.

Caitlín R. Kiernan: Agents of Dreamland (langnovelle)
At læse Agents of Dreamland er ikke ulig som at se den seneste sæson af Twin Peaks. Det er ikke alt, der giver mening, og der er dele, der virker som om, de hører til en helt anden historie. Men den er også pakket med geniale indfald og stor fantasi fra en mester, der har fået fuldstændig frie hænder til at udfolde sig.

Til slut mine fem favoritnoveller fra 2017, der kan læses på nettet:

Bo Balder: The Bridgegroom (Clarkesworld Magazine)
Bare fordi man er en forfatter fra et fladt land, kan man godt skrive en novelle, der foregår i bjergene. Det beviser hollandske Bo Balder med denne fortælling om en ung mand, der er den seneste i rækken til at blive udvalgt til at bevogte en bro i et bjergområde og prøver at finde ud af, hvordan traditionen er opstået. Det starter som et eventyr, men udvikler sig hurtigt i en helt anden og uventet retning.

Kelly Barnhill: Probably Still the Chosen One (Lightspeed Magazine)
Historier om udvalgte børn, der åbner døre til andre verdener, hvor de skal opfylde en profeti, er et velkendt tema i fantasygenren. Men hvad sker der, når de vender hjem til deres egen verden og bliver voksne, mens de venter på at blive hentet tilbage? Det giver Barnhill sit bud på i denne vellykkede novelle.

Sarah Pinsker: And Then There Were (N-One) (Uncanny Magazine)
Hvori forfatteren Sarah Pinsker tager ud til en ø for at mødes med en masse andre Sarah’er fra parallelle verdener, hvor hendes liv har udviklet sig i andre retninger. Da en af dem bliver myrdet, må Sarah Pinsker opklare mordet på sig selv. Præcist lige så vanvittigt og underholdende, som det lyder.

Sarah Pinsker fortæller om baggrunden for novellen i dette interview

Vina Jie-Min Prasad: A Series of Steaks (Clarkesworld Magazine)
Forfalskninger er big business, så hvorfor ikke også kød? Helena fremstiller kunstigt kød i et fremtidigt Kina, da hun får sin hidtil største ordre fra en ukendt kunde. Prasad er en forfatter fra Singapore, som giver et interessant og spændende bud på en fremtid, der måske er lige rundt om hjørnet.

Caroline M. Yoachim: Carnival Nine (Beneath Ceaseless Skies)
Man skulle ikke tro, det var muligt, men Yoachim har formået at skrive en af årets mest rørende og gribende noveller, selv om den foregår blandt optrækkelige legetøjsfigurer. Læs den og se om du kan holde tårerne væk fra øjenkrogen.

Etiket: , , , , , ,

Året der gik: Soundtracket til mit 2017

Ifølge Spotify lyttede jeg i 2017 til over 1500 forskellige sange fra over 400 forskellige kunstnere, og der var kun 39 sange, som jeg ikke hørte til ende. Det fortæller både, at jeg er en tålmodig lytter, men at jeg også er typen, som stadig hører et album fra ende til anden.

Her er de 10 udenlandske albums, der er mine favoritter fra 2017:

10. Austra: Future Politics
Spotify oplyser, at titelsangen fra canadiske Austras seneste album var det nummer, jeg lyttede mest til i år. Det er lidt overraskende for mig, men kan hænge sammen med, at albummet udkom tilbage i januar, og at jeg lyttede til det igen i efteråret efter at have været til koncert med bandet i DR Koncerthuset.

9. Arcade Fire: Everything Now
Mere fra Canada. Jeg har en teori om, at Everything Now havde fået en bedre modtagelse, hvis Arcade Fire havde udsendt det under et andet navn. Et mindre elektropop-mesterværk, selv om det ikke er på højde med bandets tre første albums.

8. Charlotte Gainsbourg: Rest
Charlotte Gainsbourg er datter af Serge Gainsbourg og Jane Birkin, og det faktum forsøger hun da heller ikke at løbe fra. Tværtimod, fristes man til at sige efter at have lyttet til hendes femte soloalbum. Og ja, sangen er fra 2017, selv om det ikke lyder sådan.

7. The xx: I See You
The xx tog fuldstændig fusen på mig i år. Jeg har tidligere fundet dem lidt kedelige og ensformige, men deres tredje album blev en tidlig favorit, da det udkom i januar, og deres koncert på Orange Scene på Roskilde Festival var årets bedste for mit vedkommende.

Roskilde Festival i fire afsnit

6. Lana Del Rey: Lust for Life
Selv om første halvdel af albummet indeholder alle singlerne, er det – lidt usædvanligt – faktisk anden halvdel, der er den stærkeste. Det krævede dog en del gennemlytninger, før jeg opdagede det.

5. LCD Soundsystem: American Dream
2017 var året, hvor jeg blev fan af LCD Soundsystem. Jeg kendte dem selvfølgelig i forvejen, men de havde aldrig sagt mig det store, så det kunne hverken ophidse mig, at de blev gendannet i 2016 efter fem års pause, eller at der kom et nyt album i 2017. Men så fik jeg hørt albummet og blev så begejstret, at jeg købte billet til den sidste af deres tre koncerter i Vega i september, og så var jeg solgt.

James Murphy og resten af LCD Soundsystem i Store Vega, lørdag den 9. september 2017.

4. Wolf Alice: Visions of a Life
Nøgternt set er engelske Wolf Alice lidt af en musikalsk rodebutik. De er lyden af de sidste 30 års britisk indiepop og -rock og spænder fra aggressiv punk og støjrock til sødmefyldt pop. Når det alligevel hænger sammen, skyldes det, at Ellie Rowsells vokal og de gode melodier fungerer som den røde tråd. Wolf Alice er store i hjemlandet, men mere eller mindre ukendte i resten af verden, og når de kommer til Danmark den 19. januar, er det meget sigende i Lille Vega frem for Store, at de skal spille (og ja, jeg har selvfølgelig billet).

3. Slowdive: Slowdive
Det burde ikke kunne lade sig gøre, men efter 22 års albumpause udsendte Slowdive, hvad der i mine ører er deres hidtil bedste album. Miraklet bliver ikke mindre af, at de stadig lyder umiskendeligt som sig selv, samtidig med at de har formået at opdatere deres lyd og udtryk til nutiden. Og de var helt forrygende på Roskilde Festival i sommer.

2. St. Vincent: Masseduction

Alle gode gange tre for Annie Clark alias St. Vincent, som for tredje gang i træk har et album med i min personlige top 3. Jeg havde egentlig troet, at den mesterlige Masseduction ville ende på førstepladsen, men den blev overhalet indenom af hende her:

Lorde synger “Liability” på Arena, Roskilde Festival, fredag 30. juni 2017.

1. Lorde: Melodrama
Lordes andet album er et rendyrket popmesterværk fyldt med lutter stærke sange og en fabelagtig produktion. Det er det album, jeg har lyttet mest til i år, hvor det nærmest udgjorde soundtracket til min sommer. Pudsigt nok afspejler det sig ikke i min “årsopgørelse” fra Spotify, hvor Lorde end ikke er blandt mine top fem-kunstnere. Det skyldes, at jeg købte CD’en kort efter udgivelsen og lagde det ind på min telefon, så afspilningerne er primært foregået udenom Spotify, hvilket igen viser, at statistik ikke altid giver det sande billede.

Jeg oplevede Lorde live på Roskilde Festival, hvor et lidt for skrabet scene-setup og indspillede korvokaler gjorde, at hun kun i glimt fik overført magien fra albummet til scenen. Et af de magiske øjeblikke var Liability, som også findes i denne version fra Saturday Night Live.

Min top 5 i den danske afdeling:

1. Katinka: Vi er ikke kønne nok til at danse
2. Myrkur: Mareridt
3. The Minds of 99: Solkongen (del 1)
4. Lowly: Heba
5. Nelson Can: EP3

Katinka åbnede ballet tidligt i foråret med deres debutalbum, og intet formåede at fjerne dem fra førstepladsen, end ikke The Minds of 99. Men min yndlingssang var denne her:

Spotify har også afsløret, at Viel Grüsse aus Tirol med Hansi Hinterseer var blandt mine top 100-sange i 2017. Det er den kun fordi, jeg skulle bruge den i forbindelse med en musikquiz, og det er sandheden. Der er ingen anden forklaring, selv om jeg har haft mere end svært ved at overbevise folk om det …

Til gengæld står jeg gerne ved, at Belgiens bidrag til det europæiske Melodi Grand Prix er på min top 5, men da hun lyder lidt som Lorde, er det måske ikke så mærkeligt.

Etiket: , , , , , , , , ,

Fantastisk anmeldelse til Vampyros Lesbos

Min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos har fået endnu en anmeldelse og en yderst rosende én af slagsen. Det er Thomas Winther, som i det seneste nummer af foreningen Fantastisks magasin Himmelskibet har en ret så grundig gennemgang af samlingen, hvor han blandt andet forholder sig til, at seks af de ni noveller har været trykt i andre antologier før.

“Ofte når man læser en antologi igennem, så er det ikke alle novellerne der brænder lige meget igennem og langt fra alle man husker. Nu hvor jeg sad med de seks noveller samlet i samme samling, så skulle jeg ikke læse meget andet end et par linjer, før jeg klart huskede dem, og selvom jeg huskede så vel handling som slutning, var det et glædeligt gensyn og en god læseoplevelse.”

Om de to af de tre nye noveller i samlingen har anmelderen følgende at sige:

“Novellen (Fortovsdrab) endte ikke der hvor jeg havde forventet den ville ende, hvilket er endnu en typisk ting for Lars Ahns noveller; de er aldrig forudsigelige, og selvom de overholder genrens konventioner, så bøjer han altid disse hvilket er med til at give de gode læseoplevelser.

Titelnovellen Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos gør meget det samme. Den tager læseren ind i en længere fortælling, hvor man hurtigt følger med i spænding over, hvor den fører én hen.”

Anmeldelsen slutter med følgende ord:

“Ingen tvivl om at med denne bog, så melder Lars sig stærkt ind i kampen om årets horrorpris, og jeg tror godt jeg allerede nu tør spå at den nok skal ende på shortlisten og dermed i det endelige opløb.”

Læs hele anmeldelsen her

Etiket: ,

Billeder fra forfatterland

Her er lidt om, hvad der er sket på forfatterfronten de seneste uger:

Hvis du klikker på billedet, kan du få en lille fornemmelse af, hvordan romanen begynder.

Den store nyhed er, at jeg er blevet færdig med en gennemskrivning af min kortroman – den såkaldte gotiske krimi – og har nu sendt manus retur til redaktøren, Henrik Harksen.

Det er over et år siden, jeg afleverede første udkast til Harksen og en testlæser. Af forskellige årsager gik der en rum tid, før de kom med deres kommentarer, og derefter skulle jeg så finde tid til at gennemgå dem og finde ud af, hvor meget der skulle laves om i historien.

Den lange ventetid betød, at jeg kunne se på manus igen med næsten friske øjne, og selv om jeg både har fjernet scener og lagt andre til, er længden sjovt nok endt med at blive nogenlunde den samme (cirka 1000 ord længere).

 

 

I forgrunden: Min novellesamling “Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos”. I baggrunden: En eller anden populær forfatter.

Den 28. oktober var jeg i Aarhus for at læse op til udgivelsesreceptionen på brødrene David og Stephan Garmarks roman Rakelsminde.

De samme herrer mødte jeg 14 dage senere på BogForum, hvor vi var sat til at møde læsere og signere bøger på vores forlag DreamLitts stand sammen med Claus Hagstrøm, forfatter til krimierne Solstrejf og Måneskin.

Det blev en ret stille affære, men vi havde da udsigt til den lange kø på standen overfor, hvor Lene Kaaberbøl signerede bøger. Jeg må dog indrømme, at vi ville have haft grund til bekymring, hvis de mange unge piger havde vist sig at være vores læsere …

Vi var sat til at være på standen i en time, men efter 40 minutter tænkte jeg, at jeg godt kunne tillade mig at liste væk, så jeg kunne overvære …

 

… Bo Green Jensens interview med Linda og Valentin-tegneren Jean-Claude Mézières.

Bagefter fik jeg signeret hyldestalbummet Ekstraordinære rejser i tid og rum af ham og nogle af de øvrige tegnere og kan nu prale af at have et eksemplar, hvor Jean-Claude Mézières først kom til at skrive mit navn forkert (Lasse), hvorefter han stregede det over med en krusedulle.

Fun fact: Gæt selv om det er tilfældigt, at hovedpersonen i min novelle Alien Ghost Ballet har en ekskone ved navn Linda, og at hendes nye mand hedder Valentin …

 

Han Kang interviewes på BogForum af Tonny Worm.

Udover Jean-Claude Mézières var det andet store navn på årets BogForum for mit vedkommende den sydkoreanske forfatter Han Kang, hvis roman The Vegetarian (på dansk: Vegetaren) var en af sidste års bedste læseoplevelser.

Som optakt til BogForum fik jeg også læst den anden af hendes romaner, som er blevet oversat til engelsk, Human Acts, der handler om Gwangju-massakren i 1980. Gwangju er Sydkoreas sjettestørste by og var i foråret 1980 centrum for en række demonstrationer mod regeringen. Militæret blev sat ind, og det resulterede i flere hundrede døde.

Human Acts er en lige så fremragende roman som The Vegetarian, men meget anderledes. Hvor sidstnævnte mest er en grotesk fortælling, er førstnævnte i den grad rodfæstet i virkeligheden. Det er en rystende beretning, især fordi mange af ofrene var unge studerende, men Han Kang beskriver også, hvordan begivenhederne præger de overlevende og de efterladte den dag i dag.

Da Human Acts endnu ikke er blevet oversat til dansk, handlede snakken på BogForum logisk nok om Vegetaren, selv om Han Kang nævnte, at hun nok er mere kendt i sit hjemland for førstnævnte bog.

Til gengæld har hun i den grad fået sit internationale gennembrud med Vegetaren, der har bragt hende verden rundt. Heldigvis taler hun glimrende engelsk, men interessant nok valgte hun at lade sin oplæsning foregå på koreansk, så publikum kunne høre, hvordan teksten lyder, som den er skrevet.

Etiket: , , , , ,

Vi kommer med fred … not!

Science fiction-historien er fyldt med fortællinger om menneskets møde med udenjordiske racer. Disse har ikke altid fredelige hensigter, og i flere tilfælde er de så uhøflige at komme på besøg her på Jorden uden at være inviteret. Men hvad med det modsatte? Hvad hvis det er os, som invaderer en anden planet uden at sige “Vi kommer med fred”? Det er udgangspunktet for min novelle En invasiv art, der er med i Science Fiction Cirklens nye antologi Efter fødslen – Lige under overfladen 12.

Læs et uddrag af novellen her

Idéen er langt fra ny, og der findes flere eksempler, hvor det er menneskeheden, som er skurken, omend de er i klart mindretal i forhold til de mange historier, hvor vi skal forsvare os mod en invasion fra rummet.

io9: 10 Best Science Fiction Stories Where Humans Are The Monsters

Top Ten Topia: 10 SciFi Movies where Humans are the Invading Aliens (OBS! Nogle af filmene på listen lever ikke helt op til definitionen, hvilket blot viser, hvor få der er lavet inden for genren)

Så hvordan laver man en ny vinkel på en gammel idé? I En invasiv art leger jeg med tanken om, at menneskeheden har stor succes med at sprede sig mellem stjernerne, netop fordi vi så ofte har forestillet os, hvad der ville ske, hvis vi blev angrebet af rumvæsener. Af samme grund begår vi ikke de fejl, der typisk er skyld i, at invasionen mislykkes, så som at lade sig besejre af ukendte bakterier (War of the Worlds) eller lade det hele afhænge af, om man kan forhindre fjenden i at destruere ens moderskib (Independence Day).

Under min research faldt jeg over et par hjemmesider, hvor der rent faktisk er folk, som har tænkt over, hvad det vil kræve at invadere en anden planet:

TV Tropes: How to Invade an Alien Planet

Quora: How would humans invade another planet?

Efter fødslen udkommer onsdag den 25. oktober. Samme dag holder Science Fiction Cirklen et forfattermøde i Valby Kulturhus kl. 19, hvor man kan møde nogle af forfatterne. Jeg er ikke i stand til at deltage, da jeg skal til koncert i Vega.

Som jeg tidligere har nævnt, er det tiende gang, jeg har en novelle med i Lige under overfladen-serien, og det ser også ud til at blive min eneste optræden i en antologi i år, da #moderneeventyr først er sat til udgivelse i starten af 2018.

Etiket: , , ,

Billeder fra Kulturnatten

Der var gjort meget ud af at skabe stemning til kulturnat-arrangementet “En aften i det litterære skyggeland” på Hovedbiblioteket i København.

Min optræden på Kulturnatten på Hovedbiblioteket i København gik godt, selv om jeg var på som den sidste i arrangementet En aften i det litterære skyggeland. På forhånd var jeg lidt spændt på, hvor mange der ville dukke op til en oplæsning med en ukendt horrorforfatter klokken 23 på en fredag aften med utallige andre tilbud. Det viste sig, at jeg ikke havde grund til bekymring. Aftenen igennem var næsten samtlige pladser besatte i det lille hjørne, hvor vi var placeret, og det var også tilfældet, da det blev min tur.

Det var sjovt, det var stemningsfuldt og lod i det hele taget til at være en succes, så tak til Dansk Horror Selskab og dets formand A. Silvestri for initiativet og til Suzan Erdogan Borglind fra Hovedbiblioteket for en god oplevelse.

Her er nogle af mine billeder fra aftenen:

John Kenn Mortensen beretter om sine tegninger og anbefaler horrorbøger.

Henrik Harksen læser op fra sin første novellesamling på dansk, “Ind i mørket”, og får hjælp af Suzan Erdogan Borglind fra Hovedbiblioteket.

Patrick Leis fortæller om sit forfatterskab og sine tegninger.

Dansk Horror Selskabs formand A. Silvestri tog dette billede af undertegnede i aktion.

Etiket: , ,

CPH Pix 2017: Kæmper, skurke og spøgelser

Barbara (Madison Wolfe) på udkig efter kæmper i den danske instruktør Anders Walters “I Kill Giants”.

For andet år i træk præsterede jeg at være ude at rejse midt under CPH Pix, men alligevel nåede jeg at få set 11 film.
Måske valgte jeg bare de forkerte film, men generelt var jeg ikke imponeret over niveauet på dette års CPH Pix. Der plejer ellers altid at være mindst én titel, som imponerer mig så meget, at den ender på min liste over årets 10 bedste film (f.eks. Raw, It Follows, Snowpiercer og Coherence), men jeg er ikke sikker på, at det kommer til at ske i år.

Det bedste gemt til sidst
Jeg skulle helt frem til den allersidste film for at finde min favorit på årets Pix, og det var ikke engang en titel, jeg havde krydset af på forhånd, fordi den først blev føjet til programmet under festivalen. Danske Anders Walters spillefilmsdebut I Kill Giants fik verdenspremiere på Toronto Film Festival for en måned siden, og lige nu vides det ikke, om den får regulær biografpremiere herhjemme.

Det kunne den godt fortjene, selv om det er en af den slags film, der kan være svær at sælge til det brede publikum. Dertil er I Kill Giants nok for sær og egenrådig, men omvendt er den også varm og rørende – faktisk er den lige som sin hovedperson, den 11-12 årige Barbara (Madison Wolfe). Hun er overbevist om, at der findes kæmper i vores verden og bruger derfor al sin tid på at beskytte sine omgivelser mod dem. Udover at være i besiddelse af en hyperaktiv fantasi er hun også intelligent, rapkæftet, antisocial og mærkelig – og hun ved det – så hun tiltrækker sig opmærksomhed fra både skolens bølle og fra den nye skolepsykolog (Zoe Saldana). Ganske uventet får Barbara sig pludselig en ven i den nye nabopige (Sydney Wade), men det gør hende også sårbar over for omverdenen.

Lige som den nærtbeslægtede A Monster Calls er I Kill Giants en film for voksne med et barn i hovedrollen, der bruger fantasiens verden til at bearbejde en svær situation. Madison Wolfe er vidunderlig i rollen som pigen, som det er svært ikke at holde af, selv om hun også kan være øretæveindbydende provokerende. Anders Walters baggrund inden for tegneserier (I Kill Giants er i øvrigt baseret på en tegneserie) fornægter sig ikke i scenerne med kæmperne, som er meget virkelige i pigens verden, mens han lige som i sin Oscarvindende kortfilm Helium igen demonstrerer sin evne til at instruere børn og unge.

Det er en på mange måder magisk lille film med en fascinerende hovedperson, og det eneste, der forhindrer den i at være helt på højde med førnævnte A Monster Calls, er, at “forklaringen” på pigens problemer ikke klinger helt rent i mine ører.

Instruktøren Anders Walter (tv) blev interviewet af festivalleder Jacob Neiiendam efter CPH Pix-visningen af “I Kill Giants” i Grand.

Space Invaders
Filmatiseringer af romaner kritiseres ofte for at have skåret for meget fra. John Cameron Mitchells How to Talk to Girls at Parties viser, at det modsatte også kan lade sig gøre. Neil Gaimans novelle af samme navn beskriver, hvordan man som teenagedreng godt kan få den fornemmelse, at de jævnaldrende piger er blevet så mystiske, at de lige så godt kunne være fra en anden planet. Så i novellen falder fortælleren i snak med en række piger til en fest uden at opfatte, at de rent faktisk er rumvæsener!

Neil Gaiman får formidlet sin pointe perfekt i novellen, men det er sin sag at få den til at fylde en hel spillefilm, så John Cameron Mitchell har måttet pumpe handlingen med en masse nye elementer og indfald, hvoraf kun halvdelen fungerer for alvor. Mindst vellykket er Nicole Kidmans punkdronning og rumvæsenernes baggrundshistorie, mens det går bedre med romancen mellem Alex Sharps teenager og Elle Fannings alien-pige, hvor deres unge, forvirrede følelser ikke bliver mindre komplicerede af det faktum, at den ene overhovedet ikke er et menneske.

How to Talk to Girls at Parties havde ikke fået den bedste forhåndsomtale, så jeg var tæt på at droppe filmen, men så den alligevel, fordi jeg er fan af novellen. Resultatet er ujævnt, men ganske underholdende, men i forhold til tidligere værker som Hedwig and the Angry Inch og Shortbus virker Mitchell selv til at have været lidt på udebane.

De asiatiske
Der var engang, hvor actionsekvenser i computerspil forsøgte at  ligne filmscener. Nu er det snarere omvendt, og det tydeligste og mest effektive eksempel, jeg til dato har set på den tendens, er den koreanske actionfilm The Villainess. Den udvikling kan man både se som værende godt eller skidt for filmmediet. Skidt, når det giver sig udslag i dårligt udførte og overdrevne computeranimerede actionscener, hvor alle opfører sig som om, tyngdekraften ikke eksisterer, men når det er lavet så godt som i The Villainess, føles det som nyskabende og noget, der vil blive kopieret hæmningsløst af Hollywood fremover.

Flere film har med vekslende held prøvet at genskabe oplevelsen fra first person shooter-spil som Counter-Strike og Call of Duty (f.eks. Hardcore Henry og filmatiseringen af spillet Doom), men indledningen af The Villainess er det mest vellykkede eksempel, jeg indtil videre har set. Derudover udmærker instruktøren Jung Byung-gils film sig ved brugen af et dynamisk kamera, der placerer sig lige bag eller i nærheden af hovedpersonen i actionscenerne, så tilskueren befinder sig midt i kaosset, men uden at man mister overblikket.

Busscenen er blot en af mange i The Villainess, hvor man bagefter tænker “Hvordan fanden har de lavet det?”, og det er et held, for andre dele af filmen fungerer mindre godt. Først og fremmest lånes der lidt vel rigeligt fra Nikita, og baghistorien virker unødigt tung og fortælles med for mange flashbackscener. Dertil kommer, at det romantiske sideplot mere hører hjemme i en komedie, hvilket dog ikke er usædvanligt i koreanske film. Men den hæsblæsende action bærer The Villainess i mål sammen med karismatiske præstationer fra hovedrolleindehaverne Kim Ok-bin og Shin Ha-kyun, der tidligere har kunnet ses sammen som ægtepar i Park Chan-wooks vampyrfilm Thirst.

I betragtning af at jeg ikke er fan af ham, har jeg set forbløffende mange film af Hong Sang-soo. Det skyldes både, at den koreanske instruktør er blevet en festivaldarling, som nærmest er fast indslag på CPH Pix, og at han er yderst produktiv. Alene i 2017 har han lavet tre (3!) film, som alle har hans nye muse Kim Min-hee (fra Park Chan-wooks The Handmaiden) på rollelisten. Hun var også med i Right Now, Wrong Then, der blev vist på sidste års CPH Pix. Efterfølgende kom det frem, at Hong Sang-soo og Kim Min-hee havde haft en affære, der førte til, at instruktøren forlod sin hustru, hvilket blev taget ilde op i Sydkorea, som på det område stadig er ret konservativt.

Set i det lys er det påfaldende, at to af de tre nye film, On the Beach at Night Alone (som gav Kim Min-Hee prisen som bedste skuespillerinde på filmfestivalen i Berlin) og The Day After (dette års Hong Sang-soo-indslag på Pix), begge handler om utroskab. Bortset fra det føjer The Day After ikke noget nyt til mit billede af hans film som værende uendeligt ensformige og lidet ophidsende.

En anden produktiv instruktør er japanske Takashi Miike, som med Blade of the Immortal skulle være nået op på sin film nummer 100! (og hans tredje i 2017) I forhold til mange af hans andre produktioner befinder vi os i mainstreamdelen af hans CV, og det er tydeligt, han har haft et større budget end sædvanligt at arbejde med. Desværre er der ikke så meget andet, som er værd at bemærke ved Blade of the Immortal, der fremstår som en standard samurai-actionfilm med fantasyelementer. Der er masser af actionscener, men de er alle meget ens, og det mest interessante er faktisk skurkenes motivationer, der ikke virker helt urimelige. Filmen lider også under, at den unge pige, som den modvillige helt skal hjælpe, ender med at være mere irriterende og skinger end sej og charmerende.

The Good, the Bad and the Weird
Spaghetti western-genren har ikke levet forgæves, når selv filmskabere fra Belgien og Indonesien begynder at citere fra den. Min første film på CPH Pix var den belgiske Let the Corpses Tan af ægteparret Helene Cattet og Bruno Forzani, der vandt New Talent Grand PIX-prisen i 2010 for deres debut Amer. Det var en film, der eksperimenterede uhæmmet med filmsproget fra de italienske giallo-gysere, men var i den grad et eksempel på form uden indhold. Let the Corpses Tan har i det mindste noget, der minder om en historie, men er stadig mere en stiløvelse end den pulpthriller, som traileren forsøger at sælge filmen som. I længden er der en grænse for, hvor mange closeups man kan holde til at se af alle mulige ting, før det begynder at føles påtaget.

Marlina the Murderer in Four Acts af Mouly Surya er noget så usædvanligt som en indonesisk western, der godt nok foregår i nutiden, men udspiller sig langt ude på landet, at vi lige så godt kunne være tilbage i det vilde vesten. Da den unge enke Marlina bliver opsøgt af en røverbande, ser hendes fremtidsudsigter dystre ud, men hun viser sig at være mere handlekraftig end forventet. Filmen er fortalt i en afdæmpet, nærmest deadpan stil, der af og til tangerer det stillestående, men den tegner samtidig et fascinerende portræt af en stærk kvinde i en verden, som ikke giver hende mange muligheder.

Skønne spildte kræfter
Det var traileren, der fik mig til at se den ungarske Jupiter’s Moon, som også vakte opsigt på årets festival i Cannes. Og sammen med The Villainess var det også den teknisk og visuelt set mest spektakulære oplevelse på CPH Pix, men desværre kan resten af filmen ikke leve op til sin smukke billedside. Jupiter’s Moon prøver tydeligvis at kommentere på flygtningesituationen i Europa med sin fabel om en ung syrisk flygtning, som efter at være blevet skudt ved grænsen mellem Serbien og Ungarn pludselig er i stand til at ophæve tyngdekraften og flyve. Det giver nogle fantastiske scener, men det er som om, at filmen ikke rigtig kan bestemme sig for, hvad den ellers skal bruge dem til. Det kan også undre, at den syriske flygtning bliver spillet af en ungarsk skuespiller, der ligner Gael García Bernal, mens rollen som lægen, der forsøger at hjælpe ham, er givet til en georgisk skuespiller, som tydeligvis er eftersynkroniseret til ungarsk og engelsk.

David Lowerys amerikanske A Ghost Story kan heller ikke siges at mangle ambitioner, men går nærmest i den modsatte retning af Jupiter’s Moon på billedsiden. Formatet er 4:3 (dvs. det gamle tv-format), og filmens spøgelse er bogstavelig talt en mand under et lagen med to huller til øjnene. Han spilles af Casey Affleck, mens Rooney Mara er hans enke, der har filmens bedste scene, hvor hun bruger adskillige minutter på at spise en tærte. Scenen fungerer som en perfekt illustration af hendes sorg, og det er tydeligt, at A Ghost Story vil fortælle noget dybfølt om savn og tid, men gimmicken med det “analoge” spøgelse mister sin effekt undervejs, og filmen når ikke helt i mål, trods sin originale tilgang til spøgelseshistoriegenren.

Prisen som den ringeste film, jeg så på dette års CPH Pix, tilfalder helt klart den amerikanske 68 Kills, der så gerne vil være provokerende, badass og sleazy, men i stedet minder om en lille dreng, der står og råber “prut!” ude i skolegården. Det eneste, som er værd at nævne, er Sheila Vands præstation som psykopatisk trailer trash-frue, der er milevidt fra hendes vampyr i A Girl Walks Home Alone at Night.

68 Kills blev vist sammen med Tragedy Girls som en del af Midnight Madness, og heldigvis var der i sidstnævntes tilfælde tale om en kvalitetsforbedring, omend begge film kan beskyldes for at anstrenge sig for meget. Tragedy Girls forsøger at være Heathers og Scream for Instagram-generationen, men får egentlig ikke sagt nær så meget om de sociale medier, som filmen ligger op til i sin satire. I modsætning til 68 Kills er dens hovedpersoner i det mindste interessante, og den har bestemt sine øjeblikke, men får slet ikke udnyttet sit potentiale godt nok.

Min top 3
1. I Kill Giants
2. The Villainess
3. Marlina the Murderer in Four Acts

Etiket: , , , , ,
%d bloggers like this: