Bedre sent end aldrig, kan man sige om to begivenheder i mit forfatterliv, der er hændt inden for den seneste uge:

1. Min debutroman Rød høst er udkommet som lydbog.
2. Jeg har endelig modtaget mit trofæ for Årets danske horrorudgivelse 2017.

Da jeg vandt prisen i marts 2018 for min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, fik jeg at vide, at det firma, der skulle fremstille trofæet, desværre ikke havde nået at levere det inden overrækkelsen. Dansk Horror Selskab (DHS) havde endda været ude i god tid med bestillingen, fordi der også havde været problemer året før.

Så jeg ventede … og ventede … og ventede, og til sidst havde jeg egentlig opgivet at få det. Men pludselig fik jeg besked fra DHS om, at de havde modtaget trofæet, og nu står det i min reol med 14 måneders forsinkelse.

Rød høst som lydbog

Hvis man er typen, som hellere vil høre en bog end læse den, så kan jeg oplyse, at Rød høst nu kan fås som lydbog. Jeg fik besked om det i marts, men hørte derefter ikke så meget, før jeg for nylig blev kontaktet af oplæseren Paul Becker, som havde et spørgsmål omkring udtalen af ordet “ArtSangre”.

Det er første gang, en af mine bøger udkommer som lydbog, men jeg har dog før prøvet at få en af mine noveller indtalt. Det skete sidste år med Bag murene, som var en Storytel Original, der udkom i forbindelse med halloween.

Papirudgaven af Rød høst er udgivet af H. Harksen Productions, men udgivelsen af lydbogen sker via Lindhardt & Ringhofs afdeling for lydbøger og e-bøger.

Køb lydbogsudgaven af Rød høst her

Rød høst anmeldt

Apropos Rød høst, så er det lykkedes mig at overse hele to anmeldelser af romanen (måske skal jeg google mig selv noget mere). Den ene anmeldelse er positiv, mens den anden er … knap så positiv.

Den glade anmeldelse kommer fra bogbloggen Bare et kapitel mere, som har en forkærlighed for vampyrhistorier. Anmelderen skriver bl.a.:

Rød høst hører helt sikkert til de bedre vampyrhistorier, som jeg har læst. Lars Ahn har ændret på nogle af de kendte vampyrmyter for at give historien et lille frisk pust, men der er stadig rigeligt med genkendelighed, så man ikke er i tvivl om at man læser en vampyrhistorie. Jeg valgte helt klart Rød høst på grund af vampyrelementet, men jeg blev også meget optaget af krimigåden, og hvordan alle trådene hang sammen.” 

Læs hele anmeldelsen her

Og nu til den knap så positive anmeldelse …

“Absolut en skuffelse”

Som forfatter kan det være svært at vide, hvordan man skal forholde sig, når ens udgivelser får negative anmeldelser. Man kan selvfølgelig forsøge at ignorere, at de findes, men det er lidt for strudseagtigt efter min smag. Omvendt synes jeg også, man som forfatter bør holde sig fra at kritisere en anmelder – med mindre vedkommende har skrevet noget, der er direkte faktuelt forkert.

Så hvorfor beskæftige sig med denne anmeldelse? Fordi den har en interessant baggrund, og fordi den er velargumenteret og sætter fingeren på nogle ømme punkter i min roman.

Anmeldelsen stammer fra forfatteren Martin Wangsgaard Jürgensens blog Fra sortsand, men det er ikke ham, der er anmelderen i dette tilfælde. Det er i stedet en anden forfatter, Jonas Wilmann. De to offentliggjorde i starten af 2018 blogindlægget Det danske horrormiljø er i krise. Dyb krise, der skulle fungere som en opsang til dansk horror.

Efterfølgende har de med jævne mellemrum bragt anmeldelser, der mest af alt har fungeret som en understregning af deres pointer om, at der er for mange danske horrorudgivelser, der lider under mangelfuld redigering eller gør brug af de samme, gamle klichéer (og nej, det er ikke et spørgsmål om, at rønnebærrene er sure. Jonas er tidligere vinder af Årets Danske Horrorudgivelse, og både han og Martin var blandt de nominerede til prisen i år). Jeg kan sagtens følge en stor del af deres kritik, men jeg har også tænkt, at jeg før eller siden måtte komme i skudlinjen, og nu er det så sket.

Her er anmeldelsen:
Rød høst: Detaljernes labyrint

Færdig? Så lad os gå videre. Hvis jeg skal tage de positive briller på, så bunder anmelderens skuffelse i, at han har kunnet lide det, jeg tidligere har skrevet, og derfor tillod sig at have forventninger til Rød høst. De blev så ikke indfriet, og det har resulteret i en længere klageliste.

Da en anmeldelse er en subjektiv vurdering, giver det ikke mening at kommentere på hver enkelt kritikpunkt, men jeg vil dog give anmelderen ret i, at Rød høst er mere krimi end horror, og at min “world building” bærer præg af, at jeg også skriver science fiction.

Og så har han desværre helt ret i, at det ikke giver mening at referere til Vampirella og Twilight i en verden, hvor vampirer har været en del af virkeligheden siden 1960erne. Det er uden tvivl den del af kritikken, der irriterer mig allermest, for den kunne have været undgået, hvis jeg havde tænkt mig om.

Nå, men op på hesten igen. Havde jeg nævnt, at jeg havde modtaget mit trofæ?

Etiket: , ,

Love, Death & Robots: Scene fra filmatiseringen af Alastair Reynolds-novellen “Zima Blue”.

Der sker ikke det store i mit forfatterliv for tiden, men jeg har da fået bibliotekspenge og er for første gang kommet over 10.000 kr.
Hovedårsagen er min debutroman Rød høst, der ifølge min titelliste befinder sig i 98 eksemplarer ude på bibliotekerne, men det har heller ikke skadet, at jeg havde noveller med i hele fire antologier sidste år.

Det er dog ens egne bøger, der tæller mest, og min mest pointgivende udgivelse er faktisk e-bogudgaven af min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, mens de 46 fysiske eksemplarer kun tæller det halve. Min første novellesamling Månebase Rødhætte er i øvrigt stadig godt repræsenteret på bibliotekerne med 72 eksemplarer.

Som nedenstående grafik viser, er årets beløb den største stigning, jeg har været ude for, siden jeg begyndte at modtage bibliotekspenge i 2014. Jeg kan også konstatere, at det næppe gentager sig til næste år, da 2019 indtil videre ser ud til at blive et magert udgivelsesår.

Hvis man er interesseret i at se, hvem der har modtaget bibliotekspenge, så findes listen her. Jeg står på side 70 ud af 270, så jeg nærmer mig den øverste fjerdedel:
Se samlet liste over modtagere i 2019

Forstuvet fod-status
Det er nu to en halv måned siden, jeg forstuvede min fod under en løbetur, mens jeg var på skriveophold på Hald Hovedgaard. De seneste uger er det heldigvis gået så meget fremad, at jeg både kan cykle og køre bil igen i stedet for at være afhængig af, at andre kunne transportere mig. Jeg behøver heller ikke sidde med foden løftet hele tiden længere og kan have sko og strømper på, hvilket gør en stor forskel.

Jeg har været til fysioterapeut og har fået at vide, at jeg enten har et forstrukket eller overrevet ledbånd. Jeg er nu i gang med at genoptræne foden og håber, at jeg på et eller andet tidspunkt også bliver i stand til at løbe igen.

Love, Death & Robots: Scene fra “Beyond the Aquila Rift” af Alastair Reynolds.

Alastair Reynolds på Netflix
Jeg havde godt hørt om Netflix’ nye sci-fi animationsserie Love, Death & Robots, men jeg blev først for alvor interesseret, da det gik op for mig, at to af afsnittene er baseret på Alastair Reynolds’ noveller Beyond the Aquila Rift og Zima Blue.

På sin hjemmeside fortæller Alastair Reynolds, at de to noveller er blandt hans egne favoritter, og det kan jeg kun erklære mig enig i. Heldigvis er de to filmatiseringer også blandt de mest vellykkede i en ellers lidt ujævn serie, hvor flere af afsnittene føles noget tynde. Mine øvrige favoritter: Lucky 13, Good Hunting (baseret på en novelle af Ken Liu) og The Secret War.

Gene Wolfe (1931-2019)
Gene Wolfe var en forfatter, hvis bøger, jeg beundrede mere, end jeg holdt af. Jeg husker, hvordan jeg som teenager prøvede at læse den første bog i hans The Book of the New Sun-serie, Shadow of the Torturer (eller Bøddelens skygge, som den hedder på dansk), og måtte sande, at jeg måske ikke var helt klar til den. Det er bestemt ikke læs let-bøger …

Siden fik jeg læst hele serien, og det var nok første gang, at jeg oplevede, hvordan en forfatter skrev noget, der umiddelbart var fantasy, men viste sig at være science fiction. Den måde at blande genrerne på fascinerede mig, og jeg kommer ikke uden om, at Gene Wolfe har været med til at præge mit eget forfatterskab.

Etiket: , , , ,

APRILSNAR!

Jeg har siddet længe med denne nyhed, men nu kan jeg endelig løfte sløret for, hvad der bliver et nyt og spændende kapitel i mit forfatterskab: Jeg skal skrive nye eventyr i H.C. Andersens navn!

I efteråret fik jeg en henvendelse fra H.C. Andersen Selskabet, som ville høre, om jeg var interesseret i at hjælpe med et projekt. Selskabet arbejder for at udbrede kendskabet til H.C. Andersens liv og forfatterskab og ønsker at nå ud til et nyt og yngre publikum. Til det formål er det blevet besluttet, at der skal skrives en række nye eventyr, som kan holde forfatterens brand i live og frisk i erindringen hos offentligheden.

Det er her, jeg kommer ind i billedet. Til min store overraskelse er det blevet bemærket, at jeg har skrevet flere eventyr-inspirerede noveller, hvoraf en enkelt er en direkte fortsættelse til Fyrtøjet, mens en anden er moderne fortolkning af Prinsessen på ærten. Af andre eksempler kan nævnes Til deres dages ende (videredigtninger af bl.a. Den grimme ælling og Snedronningen) og Havfruens himmelfærd (en sci-fi udgave af Den lille havfrue).

Kloge hoveder er derfor kommet frem til, at jeg er den rette til at videreføre H.C. Andersens litterære arv. Jeg har overvejet tilbuddet grundigt og længe, da det betyder, at jeg bliver nødt til at sætte en række andre skriveprojekter på pause, men jeg er kommet frem til, at det er en mulighed, jeg simpelthen ikke kan sige nej til.

Det skal nok være dem, som vil tage anstød af idéen om at “genoplive” et forfatterskab længe efter forfatterens død, men det er set før i litteraturhistorien. For eksempel har forfattere som Kingsley Amis, Sebastian Faulks, Jeffrey Deaver og Anthony Horowitz sørget for, at der er blevet ved med at udkomme James Bond-romaner efter Ian Flemings død, og David Lagercrantz har skrevet yderligere to bøger i Stieg Larssons Millennium-serie og har en tredje på vej.

Hvis jeg bare var blevet bedt om at efterabe H.C. Andersens stil, havde jeg afvist opgaven, men jeg har fået at vide, at jeg skal skrive eventyr “i H.C. Andersens ånd,” der kan appellere til et moderne publikum, og den udfordring er jeg mere end klar til at påtage mig.

Jeg er klar over, at det er en uheldig dato at offentliggøre denne nyhed på, da jeg har en forhistorie med aprilsnarre på min hjemmeside (se nedenstående). Jeg har af samme grund forgæves prøvet at overbevise H.C. Andersen Selskabet om, at vi skulle udsætte annonceringen til i morgen, den 2. april, som rent faktisk er H.C. Andersens fødselsdag, men de har insisteret på, at det skulle ske i dag, den 1. april. Så uanset hvad I tror, så er den altså god nok, og ellers må I tjekke efter i oldermandens avis …

En liste over mine gamle aprilsnarre:
2011: En stor nyhed (et forlag vil have mig til at skrive en roman baseret på en Povl Kjøller-sang)
2013: På vej til Hollywood (Månebase Rødhætte skal filmatiseres)
2014: Alien Ghost Ballet på scenen (Alien Ghost Ballet skal laves som danseteater)
2016: Farvel til fantastikken (jeg dropper de fantastiske genrer og går i stedet over til at skrive autofiktion)
2017: Min næste udgivelse (jeg udgiver en digtsamling)
2018: Nu gør jeg det! (jeg siger mit job som journalist på Dagbladet Roskilde op for at blive forfatter på fuld tid)

Etiket: , , , , ,

Frem til den 30. marts er det muligt at stemme til Niels Klim-prisen, som uddeles til den bedste science fiction-novelle, langnovelle og kortroman, der udkom på dansk i 2018.

Seks noveller fra steampunk-antologien “Krinoline og kedsomhed” er nomineret til Niels Klim-prisen, fem af dem i kategorien “Bedste langnovelle”.

Jeg er selv nomineret i kategorien “Bedste novelle” for Anmeldelse af Genforeningen: De overlevede fra Sigrún 7, der er skrevet som en anmeldelse af en fiktiv dokumentarfilm om en Mars-ekspedition, hvis tragisk afslutning har været omgærdet af mystik.

Anmeldelse af Genforeningen… stammer fra Science Fiction Cirklens antologi De fremmede – Lige under overfladen 13, der sammen med en anden SFC-antologi Krinoline og kedsomhed tegner sig for hovedparten af nomineringerne.

SFC har valgt at gøre de nominerede noveller offentlig tilgængelige i afstemningsperioden, og de kan læses ved at klikke på nedenstående link:

Niels Klim-prisen 2018, nomineringerne

Da en pris får mere vægt, jo flere der stemmer, kan jeg kun opfordre til, at man får læst de nominerede og deltager i afstemningen (og nej, man behøver ikke at stemme på min novelle).

For at deltage i afstemningen skal man oprettes som bruger (hvis man ikke allerede er det fra de foregående år), og det sker via dette link:

Oprettelse af bruger

Sådan ser Niels Klim-prisen ud.

Sidste år blev Niels Klim-prisen ikke uddelt i flere kategorier, fordi folk misforstod muligheden “Ingen vinder”. For at undgå en gentagelse kan man i år vælge “Jeg stemmer ikke i denne kategori” (hvis man ikke har læst nogle af de nominerede) og “Jeg stemmer, at prisen ikke skal uddeles i denne kategori” (hvis man ikke synes, at nogle af de nominerede er gode nok – det var det, som “Ingen vinder” dækkede over, men folk valgte den, fordi de ikke havde læst de andre noveller).

Så man behøver ikke at stemme i alle kategorier og kan i princippet nøjes med at stemme i en enkelt. Men som nævnt: Det er sjovere, jo flere der stemmer – også for vinderne.

Ellers er der ikke så meget nyt at berette. Jeg har indsendt en novelle til Lige under overfladen 14, men er ikke kommet videre med min roman, fordi min forstuvede fod stadig er noget møg. Det går på alle måder kun langsomt fremad.

Etiket: , , , , ,

Mens jeg fortsat døjer med min forstuvede fod, er der kommet godt nyt. Min novelle Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7 er blandt de nominerede til Niels Klim-prisen 2018 i kategorien Bedste novelle.

Anmeldelse af Genforeningen… stammer fra Science Fiction Cirklens antologi De fremmede – Lige under overfladen 13, og det samme gør tre af de andre nominerede:

Manfred Christiansen: Kvantegruppedynamik
Jakob Drud: Verdensherredømme
Kenneth Krabat: Sortskørt
De to sidste nominerede er:
Majbrit Høyrup: Fordærvets sommer fra Krinoline og kedsomhed
A. Silvestri: Büchsflint fra Ord fra forfattersaunaen

A. Silvestri har fået nomineret hele tre noveller, og hvis jeg skal anbefale én af dem, så bliver det den mesterlige 13. august 1989, der er i spil til prisen for bedste langnovelle. Klik på linket for at læse novellen.

Se listen over de nominerede til Niels Klim-prisen 2018 her

Det er ottende gang, en af mine noveller bliver nomineret til Niels Klim-prisen, som jeg har vundet to gange. En helt almindelig død blev kåret til bedste novelle 2011, mens Månebase Rødhætte vandt prisen som bedste kortroman 2012. Afstemningen begynder den 1. marts.

Status på fod

Desværre ikke så meget nyt på den front. Jeg kan stadig ikke støtte fuldt på foden, og den er fortsat for øm til, at jeg kan få sko på. Jeg får også ondt i foden, hvis jeg ikke sidder med den oppe, og jeg kan heller ikke gå for meget rundt, før jeg kan mærke det.

Indtil videre har jeg i denne uge måttet melde fra til Den fantastiske kultfilm Quiz, som jeg står for i Husets Biograf, men heldigvis var der andre gode kræfter, som kunne tage over. Weekendens Copenhagen Comics må jeg også springe over, så det er den rene ynk, og jeg har hele ugen været nødt til at få mine gode kolleger til at hente og bringe mig til arbejde.

Fantask overlever?

For en uge siden kom det frem, at tegneseriebutikken Fantask var truet af lukning på grund af dårlig økonomi og stod til at dreje nøglen om den 29. juni. Siden er der via en onlineindsamling blevet samlet over 500.000 kroner ind, som umiddelbart dækker underskuddet.

Spørgsmålet er dog, om det er nok til at redde Fantask på længere sigt? Konkurrencen fra netbutikkerne er hård, og Fantask erkender selv, at de ikke har været gode nok til at følge med tiden, hvilket har banet vejen for en konkurrent som Faraos Cigarer, der har åbnet flere nye butikker i København inden for de seneste år.

Jeg begyndte at komme i Fantask omkring 1986, da jeg var 13 år. Det var her, jeg købte mine første numre af magasiner som Locus, Fangoria, Cinefantastique og Gorezone, og min reol er fyldt med paperbacks, jeg fandt i butikken i Sankt Peders Stræde.

Jeg husker også, da Fantask fik ambitioner og prøvede at åbne butikker i andre byer end København og blandt andet havde en lille filial i Ringstedgade i Roskilde. Den fik dog en kort levetid, og siden begyndte det at gå den forkerte vej. Jeg har selv bidraget til nedturen, fordi det var lettere og billigere at købe bøgerne på nettet end at bestille dem hjem via en fysisk butik.

Så når jeg de seneste år har købt en bog i en boghandel, har det næsten mere været af princip for at støtte butikken, selv om jeg vidste, at jeg sikkert kunne få titlen lidt billigere på nettet, men det kan man ikke drive en forretning på i længden.

Etiket: , , , ,

Min ankel, da jeg vendte tilbage til mit værelse på Hald Hovedgaard efter løbeturen.

Det gik over stok og sten, lige indtil det ikke længere gjorde. Så kort kan mit seneste skriveophold på Hald Hovedgaard beskrives. Målet var denne gang at få taget hul på en ny roman, og det lykkedes over al forventning, eftersom jeg er kommet hjem med et manus på 16.500 ord.

Området omkring Hald er ved at blive renoveret, så det kan mere besøgsvenligt. Derfor ser der sådan ud ved Hald Hovedgaard.

På forhånd havde jeg håbet at få skrevet over 15.000 ord, hvilket var niveauet for mit første ophold på Hald i 2015, hvor jeg nåede frem til slutningen af Rød høst, mens det i 2017 blev til små 10.000 ord fordelt på to noveller.

Den første dag, mandag, brugte jeg på at færdiggøre min synopsis, og de næste tre dage fik jeg fyret over 10.000 ord af. Det gik med andre ord helt forrygende, så humøret var højt, da jeg fredag formiddag tog ud for at løbe på inderøen ved Hald Sø.

Skoven på inderøen ved Hald Sø. Flot, men ikke uden forhindringer.

Ned ad bakke

Jeg havde tidligere på ugen erfaret, at det ikke var uden forhindringer at løbe i skoven, der bød på kuperet og ujævnt terræn, smattede stier og væltede træer. Så det var måske ikke helt uventet, da det til sidst skete: Uheldet. På vej ned ad en bakke vrikkede jeg om på min venstre fod, og jeg kunne med det samme mærke, at jeg ikke var i stand til at løbe videre. Til gengæld var jeg nødt til at humpe de to kilometer, der var hen til Hald Hovedgaard fra det sted, hvor jeg kom til skade.

Først da jeg kom tilbage på mit værelse, fik jeg taget min sko af og kunne med det samme se, at den var helt gal med anklen (se billedet øverst i indlægget). Jeg har før prøvet at vrikke om på foden, men aldrig oplevet at den var så hævet bagefter.

Skaden satte sit præg på de tre sidste dage, hvor jeg “kun” fik skrevet lidt over 5000 ord. Mest af alt var jeg bekymret for, om jeg overhovedet ville være i stand til at køre hjem om søndagen, men heldigvis nåede smerten at aftage så meget, at det ikke var noget problem.

The horror, the horror …

Min fod mandag eftermiddag.

Mandag morgen var der heller ikke noget, der antydede, at det skulle blive værre. Jeg tog på arbejde og gik om eftermiddagen til lægen, som konstaterede, at der ikke var noget brud i foden, men at jeg nok bare havde en kraftig forstuvning.

Mandag aften begyndte det pludselig at gøre voldsomt ondt – i sådan en grad at det var umuligt at finde en stilling, hvor det ikke dunkede i foden. Efter en næsten søvnløs nat ringede jeg næste morgen til lægen, som straks henviste mig til sygehusets røntgenafdeling.

På det tidspunkt havde jeg ikke længere ondt i hele foden. Til gengæld var det som om, at al smerte havde valgt at samle sig i min storetå. Det lyder måske som nådig sluppet, men jeg er efterfølgende blevet meget bevidst om, hvor meget vi bruger storetåen til at støtte, når vi træder ned med foden. Jeg var ude af stand til at gå normalt, men måtte hinke rundt i min lejlighed, og jeg kunne godt glemme alt om at få strømpe og sko på min fod, fordi det gjorde afsindig ondt at røre ved storetåen.

Kun takket være en god kollega på redaktionen, der agerede chauffør, kunne jeg komme hen på sygehuset, hvor jeg fik taget røntgenbilleder af foden. Derefter blev jeg sendt videre til skadestuen, der lå i den modsatte side af bygningen. Da de godt kunne se, at det ville tage mig en evighed at hinke derhen, fik jeg heldigvis stillet en portør og en kørestol til rådighed.

Skadestuen kunne fortælle, at røntgenbillederne ikke viste nogle brud i foden (hvilket heller ikke var min fornemmelse), men de kunne ikke forklare smerten i storetåen. Det eneste, de kunne gøre, var at give mig et støttebind på foden og udstyre mig med et par krykker, så jeg slap for hinkeriet.

Masser af kimchi

Resten af tirsdagen var det rene ynk, men allerede i går, onsdag, begyndte det at gå fremad, bogstavelig talt. Omkring middagstid opdagede jeg, at jeg kunne støtte på foden, hvis jeg kun trådte på ydersiden, dvs. den side med lilletåen. Det gør en verden til forskel, når man rent faktisk er i stand til at bruge begge fødder, når man skal gå, i stedet for at være etbenet.

Mit skrivebord på Hald Hovedgaard. Tepotten havde jeg selv med.

Mit uheld kom desværre til at skygge for et ellers vellykket og produktivt ophold på Hald Hovedgaard. Som nævnt kom jeg i gang med min roman, og det var som altid hyggeligt at møde andre forfattere og tale med dem (noget af den manglende produktivitet de sidste dage hang måske også sammen med, at aftenerne blev brugt på at snakke og hyggedrikke).

Endelig kom jeg hjem med masser af kimchi på glas, da Løvbjerg Supermarked i Viborg til min store overraskelse havde det på hylderne. Så jeg skal nok klare den …

PS Jeg kan se, at Føtex i Roskilde også er begyndt at føre kimchi, men det ligner mere en mild variant, der ikke er produceret i Korea.

Etiket: , ,

Hald Hovedgaard, som det så ud under mit seneste ophold i februar 2017.

Når dette læses, sidder jeg på Hald Hovedgaard ved Viborg, hvor jeg for tredje gang har fået et skriveophold eller “litterært arbejdsophold”, som det hedder officielt.

Min plan er at bruge ugen på at komme i gang med en ny roman, og jeg håber, at dette ophold bliver lige så produktivt som de to foregående. Da jeg var af sted første gang i efteråret 2015, blev jeg færdig med min debutroman Rød høst, mens jeg i februar 2017 fik færdiggjort min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.

Apropos Rød høst, så er romanen nu ude på landets biblioteker, og som det kan ses, betyder mit efternavn, at jeg står på hylden mellem nogle prominente herrer. Billedet her er fra Roskilde Bibliotek.

Af andre nyheder kan nævnes, at jeg har fået skrevet årets første novelle. Der er tale om den science fiction-novelle, jeg nævnte i min gennemgang af skriveåret 2018 i juledagene. På det tidspunkt var novellen på 3500 ord, og den endte på 6200 ord.

Derudover er der kommet anmeldelser af to antologier, hvor jeg har bidraget med noveller:

Buch’s Books: Krinoline og kedsomhed – Danske steampunknoveller
Min novelle Engle og støv er blandt dem, som bliver fremhævet af anmelderen, der også skriver “… særligt Lars Ahns og Camilla Wandahls fortællinger sluttede på en sådan vis, at de sagtens ville kunne fortsættes i en fortælling af romanlængde. Og hvis det var tilfældet, ville jeg med glæde læse dem begge.”

Bogblogger: De fremmede – Lige under overfladen 13
Citat fra anmeldelsen: Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg vil bestemt anbefale sci-fi-fans at læse disse antologier.
Anmelderen kommenterer dog også på noget, som desværre stadig er et problem med Science Fiction Cirklens udgivelser: Den mangelfulde korrektur.

Samme anmelder har også kigget på det forrige indslag i serien, og den anmeldelse tror jeg aldrig, at jeg har fået linket til, så her er den:
Bogblogger: Efter fødslen – Lige under overfladen 12

Læs uddrag af de tre noveller:
Engle og støv (Krinoline og kedsomhed)
Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7 (De fremmede)
En invasiv art (Efter fødslen)

Etiket: , , , , , , , , , ,

Fem af de bedste film, jeg så i 2018, samt den største skuffelse …

2018 er et overstået kapitel, og jeg har allerede beskrevet, hvordan året gik set med forfatterøjne, og hvilke musikalbums der var mine favoritter. Nu er turen kommet til mine bedste filmoplevelser fra sidste år, men først skal jeg lige have afviklet et hængeparti …

Top 10 film 2017

Da jeg gjorde status på 2017, nåede jeg at gennemgå mit år som forfatter og kåre de bedste bøger og musikalbums. Derefter var det meningen, at jeg ville lave et indlæg om filmåret 2017, men det fik jeg af forskellige årsager aldrig gjort. Så her er de 10 bedste film, jeg så i 2017:

Filmåret 2017s mest coole makkerpar: Laura (Dafne Keen) og Logan (Hugh Jackman).

1. Logan (James Mangold, USA, 2017)
2. The Handmaiden (Park Chan-wook, Sydkorea, 2016)
3. The Edge of Seventeen (Kelly Fremon Craig, USA, 2017)
4. The Big Sick (Michael Showalter, USA, 2017)
5. Thelma (Joachim Trier, Norge, 2017)
6. The Eyes of My Mother (Nicolas Pesche, USA, 2016)
7. La La Land (Damien Chazelle, USA, 2017)
8. Med krop og sjæl (Ildikó Enyedi, Ungarn, 2017)
9. Wonder Woman (Patty Jenkins, USA, 2017)
10. Thor: Ragnarok (Taika Waititi, USA, 2017)

Eftersom deres forrige samarbejde var den skuffende The Wolverine, havde jeg absolut ingen forventninger til Logan, selv om James Mangold og Hugh Jackman lovede, at de ville lave en anderledes superheltefilm. Men de holdt ord og endte med at imponere mig så meget, at den tog førstepladsen foran The Handmaiden.

Sidstnævnte var ikke kun et hit hos mig, men også hos anmelderne herhjemme. Til gengæld var modtagelsen i Sydkorea lidt mere blandet, fordi en stor del af dialogen foregår på japansk, og de koreanske skuespillere, som skal forestille at være japanere i filmen, ikke taler sproget perfekt. Det var en detalje, der gik hen over hovedet på de fleste vesterlændinge, men for koreanerne virkede det forstyrrende. Det svarer lidt til, hvis en svensker skal spille en dansker og gør det med tydelig accent.
Problematikken beskrives i denne anmeldelse fra Koreanfilm.org

Mest oversete film: Ungdomskomedien The Edge of Seventeen, hvor Hailee Steinfeld havde sin bedste rolle siden True Grit. Især scenerne med Woody Harrelson som hendes hårdtprøvede lærer funklede.

Top 10 film 2018

Og nu til dette indlægs egentlige ærinde: Kåringen af de 10 bedste (nye) film, jeg så i 2018. For spændingens skyld kommer de i omvendt rækkefølge.

10. Game Night (John Francis Daley & Jonathan Goldstein, USA, 2018)
Årets bedste komedie, og ja, det er “bare” en komedie, men den er gennemført i sit koncept og bliver aldrig forudsigelig.

9. Disobedience (Sebastián Lello, England/USA, 2018)
Og nu til noget helt andet, selv om Rachel McAdams igen spiller en af hovedrollerne. Disobedience (dansk titel: Ulydighed) handler om forbudt kærlighed mellem to kvinder i et ortodoks jødisk samfund i London. Et fintfølende og nærmest perfekt afstemt drama, der undgår de fleste faldgruber, som den slags film ellers lægger op til – bedst eksemplificeret ved at Alessandro Nivolas ægtemand ikke bliver til en skurkerolle.

8. A Star is Born (Bradley Cooper, USA, 2018)
En imponerende sikker debut fra Bradley Cooper, som formår at puste nyt liv i en gammel historie og selv giver en fantastisk præstation som selvdestruktiv rockstjerne. Og Lady Gaga? Ja, hun kan synge, og ja, hun kan spille skuespil. Men hun kan også spille skuespil, mens hun synger, hvilket ikke alle er i stand til (tjek Russell Crowe i Les Misérables). Bemærk f.eks. hvordan man kan se hendes selvtillid stige i løbet af denne scene, mens hun synger.

7. Phantom Thread (Paul Thomas Anderson, USA, 2017)
Klæder skaber folk, og sjældent har det været skildret mere fascinerende end i denne film om forholdet mellem en modeskaber og hans nye muse, der viser sig ikke at være så underdanig, som man skulle tro. Daniel Day-Lewis er altdominerende i hovedrollen, men han får imponerende modspil af Vicky Krieps, som forvandler sig for vores øjne, fra det øjeblik hun bliver iklædt hans kreationer.

6. Lady Bird (Greta Gerwig, USA, 2017)
Nu udråbte jeg Game Night til at være årets bedste komedie, men hvad så med Lady Bird? Greta Gerwigs debut er i mine øjne mere et ungdomsdrama med komedie-elementer, men først og fremmest er det en stærk og rørende skildring om forholdet mellem mødre og døtre i de år, hvor man skal til at stå på egne ben.

5. Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (Martin McDonagh, USA, 2017)
Den eneste grund til, at Saoirse Ronan ikke vandt en Oscar for Lady Bird, var, at hun var oppe imod Frances McDormands kraftpræstation som stridslysten og sorgramt mor i denne film. McDormand har fortalt, at hun spillede rollen, som om hun var John Wayne, og Three Billboards… er da langt hen ad vejen også iscenesat som en moderne western – tilsat sort humor, masser af bandeord og et mildest talt interessant persongalleri.
Læs: New York Times: Frances McDormand’s Difficult Women

4. Burning (Lee Chang-dong, Sydkorea, 2018)
Sandheden afhænger af øjnene, der ser, og Burning er som film betragtet lige så svær at bedømme og få styr på. På overfladen er det en slags thriller om en ung mand, som forelsker sig i en ung kvinde, men inden han får gjort noget ved det, bringer hun den mystiske Ben ind i deres liv. Hovedpersonen begynder snart at få mistanke om, at Ben ikke har rent mel i posen, og mistanken bliver kun forstærket, da hans udkårne forsvinder. Det er først bagefter, at det går op for én, at begivenhederne i filmen også kunne tolkes på anden vis, og at vores oplevelse var farvet af, at vi så dem gennem hovedpersonens øjne.

Koreansk-amerikanske Steven Yeun fra The Walking Dead spiller Ben i sin første rolle som indfødt koreaner. I dette interview fortæller han om de sproglige udfordringer, og hvordan det “amerikanske” i ham blev brugt af instruktøren til at give en følelse af, at der var noget, der ikke var helt rigtigt ved Ben (f.eks. at han taler overkorrekt koreansk og har et anderledes kropssprog end en indfødt koreaner).
Læs: The Genius of Casting Steven Yeun in Lee Chang-dong’s “Burning”

3. Wind River (Taylor Sheridan, USA, 2017)
Sicario– og Hell or High Water-forfatteren Taylor Sheridans spillefilmsdebut gjorde et stort indtryk på mig, da jeg så den i biografen (pudsigt nok samme dag som Three Billboards…), og et senere gensyn bekræftede mig i, at det er en stærk film. Wind River er også en vred film, en barsk og intens thriller der nærmest er klinisk renset for humor, og hvor håbet kun viser sig i glimt midt i al mismodet. Samtidig præsenterer den os en del af USA, som er så fjern fra vores egen hverdag (og de fleste amerikaneres), at den næsten lige så godt kunne foregå på en anden planet.

2. Mission: Impossible – Fallout (Christopher McQuarrie, USA, 2018)
Lige som med Tom Cruises stunts er der noget naturstridigt over Mission: Impossible-serien. Det er en serie, der er blevet bedre for hver film, og som først begyndte at fungere for alvor, da den droppede konceptet om at have en ny instruktør til hvert indslag.

Efter Brian De Palma, John Woo, J. J. Abrams og Brad Bird virkede Christopher McQuarrie som et ret anonymt valg til nr. fem, Mission: Impossible – Rogue Nation, da han mere var kendt som for sine evner som manuskriptforfatter til blandt andet The Usual Suspects. Faktisk havde jeg selv mistet interessen for serien og droppede Rogue Nation i biografen. Jeg så den først et år senere på den lille skærm, hvor den var en kæmpe positiv overraskelse.

McQuarrie fik genvalg til sekseren, Fallout, og kvitterede med at levere årets bedste og vildeste actionfilm fyldt med hæsblæsende og halsbrækkende scener. Det er også værd at lytte til kommentarsporet med McQuarrie og Cruise på Blu-ray udgivelsen, hvor de blankt erkender, at filmene er bygget op omkring en række spektakulære stunts, som de derefter prøver at finde en handling til. Det burde ikke fungere, men øvelse gør som bekendt mester, og Cruise har nu haft seks film og 23 år til at finjustere formlen og har netop annonceret yderligere to film i serien.

Thomasin Harcourt McKenzie og Ben Foster i Debra Graniks “Leave No Trace” (2018).

1. Leave No Trace (Debra Granik, USA, 2018)
I 2010 lavede Debra Granik Winter’s Bone med en ung og dengang ukendt Jennifer Lawrence i hovedrollen. Den begejstrede mig så meget, at jeg udnævnte den til at være den bedste film, jeg så i 2011.

Otte år skulle der gå, før Granik kom med sin næste film, men den skulle vise at være ventetiden værd, og minsandten om den ikke også snuppede førstepladsen. Jeg så Leave No Trace på CPH Pix og gav allerede i den forbindelse filmen flere rosende ord med på vejen, så jeg ser ingen grund til at gentage mig selv.

Læs: Mine favoritter fra CPH Pix 2018

Jeg tog dog fejl, da jeg forudsagde, at den ikke ville gentage Winter’s Bones bedrift, for Leave No Trace sidder stadig i mig her tre måneder senere.
Eller for at citere denne anmeldelse fra The New Yorker:
“Only after the movie ends do you understand what Debra Granik, with a consummate sleight of hand, has done. Here, among the peaceful trees, without a shot fired in anger, she’s made a war film.”

Statistik om filmåret 2018
For første gang prøvede jeg at holde tal på, hvor mange nye film jeg så i løbet af et år (jeg undlod at tælle dem med, som jeg havde set før). Samtidig noterede jeg, hvordan jeg havde set filmene. Det gav følgende resultat:

  • Jeg så 128 film for første gang i løbet af 2018
  • Jeg var i biografen 71 gange (mod 65 i 2017), men så kun 69 forskellige film, fordi jeg var inde for at se Three Billboards Outside Ebbing, Missouri og Mission: Impossible – Fallout to gange
  • Jeg satte ny rekord på CPH Pix med 23 film (den gamle var fra 2014, hvor jeg nåede 18 film)
  • Af de resterende 59 film streamede jeg de 37 (Yousee, Netflix, Blockbuster), 14 blev sendt på en tv-kanal (som regel optaget), 4 så jeg ombord på et fly, mens sølle 4 blev set på DVD eller Blu-ray
  • Inden vi helt afskriver de fysiske medier, skal det nævnes, at jeg også så andre film på DVD og Blu-ray, men det var titler, som jeg havde set før – typisk i biografen. Men det siger noget om udviklingen, at skiverne ikke længere er førstevalget, når jeg skal se nye film
  • Årets “gamle” opdagelse: The Age of Adaline (2015)

Årets serier
Jeg fik selvfølgelig også set en hulens masse serier, selv om jeg prøver at begrænse mig, fordi det er en tidsrøver af rang. Her er mine 10 favoritter:

1. Killing Eve. 2. The Americans. 3. Halt and Catch Fire. 4. Barry. 5. Santa Clarita Diet. 6. The Little Drummer Girl. 7. Sharp Objects. 8. Ash vs Evil Dead. 9. 12 Monkeys. 10. Younger.

Hvis du ikke allerede har set Killing Eve (den er på HBO), så gør det nu, og ja, det er Kim Bodnia, som er med i nedenstående scene. Sæson 2 begynder den 7. april – en uge før 8. sæson af Game of Thrones.

Årets skuffelse: The Shape of Water (Guillermo del Toro, USA, 2017)
Jeg burde være glad for, at en genrefilm vandt både en Oscar og Guldløven i Venedig, og at en instruktør Guillermo del Toro langt om længe høstede anerkendelse. Men jeg kommer ikke udenom, at The Shape of Water var noget af en maveplasker, og jeg kan kun se dens mange priser som et eksempel på, hvad der sker, når det politisk korrekte får lov at overtrumfe det kunstneriske. Denne anmeldelse fra Locus sammenfatter meget godt mine problemer med filmen:
The Creature Waltzes Among Us: A Review of The Shape of Water

Det er også bemærkelsesværdigt, at der ikke er en eneste genrefilm med i min top 10 for 2018, mens jeg havde hele fem med på 2017-listen, heraf tre superheltefilm. Generelt var jeg skuffet over de fleste film, jeg så i de fantastiske genrer, mens dem, jeg kunne lide, lige manglede det sidste til at komme i top 10. Blandt boblerne kan nævnes Gonjiam: Haunted Asylum, Downsizing, Spider-Man: Into the Spider-Verse, Suspiria og Solo: A Star Wars Story. Der blev heller ikke plads til First Man og Roma, selv om de også var snublende nær.

Etiket: , , , ,

Janelle Monaés Dirty Computer vandt med et enkelt point foran Kacey Musgraves Golden Hour, da Rockklubben lørdag var forsamlet i Vejle til kåringen af Årets Plade – en titel, der engang havde en gammeldags klang, men nu virker moderne igen, efter at vinylen har vundet indpas til fordel for CD’en. Symptomatisk for tiden foregik afspilningen af de indstillede albums dog på streamingtjenester via Bluetooth …

Læs mere om Rockklubben og Årets Plade her

På tredjepladsen fulgte en tidligere vinder, Courtney Barnett, med Tell Me How You Really Feel, og i det hele taget blev det kvindernes år i Rockklubben, idet kvindelige sangere eller bands med kvinder (Beach House) i front tegnede sig for otte af de 10 øverstplacerede albums.

I den danske afdeling løb Peter Sommer med sejren med Elskede at drømme, drømmer om at elske foran Vokseværk med Katinka.

Se resultatet af hele kåringen her: Årets album 2018

Andre facts om kåringen af Årets Plade

  • Med 31 indstillede albums i den udenlandske afdeling blev der sat ny rekord. Den tidligere indehaver var 2012, hvor der var indstillet 28 albums. Alligevel var kåringen færdig ved 22-tiden. Der har været kåringer, der er sluttet væsentligt senere.
  • Kvindelige vindere er ikke noget særsyn i Rockklubben i de senere år. Siden 2013 har et album af en kvindelig kunstner eller et band med en kvindelig forsanger (Beach House igen) vundet kåringen fire gange. De seneste mandlige vindere er David Bowie med Blackstar i 2016 og Nick Cave & the Bad Seeds med Push the Sky Away i 2013.
  • Før 2013 havde der til gengæld kun været fire kvindelige vindere, siden kåringen begyndte i 1994, og PJ Harvey havde stået for to af de albums (Stories From The City, Stories From The Sea fra 2000 og Let England Shake fra 2011). De to andre var fra bands med kvindelige forsangere, Yeah Yeah Yeahs i 2009 og, suk, Echobelly i 1994.
  • Kønsfordelingen i årets udenlandske kåring var 50/50, og der var et par kunstnere, som lader det stå åbent, hvordan de identificerer sig.
  • Selv om afgørelsen var tæt i år, overgik den dog ikke kåringen i 2014, hvor Sharon Van Etten og St. Vincent sluttede a point. Sharon Van Etten vandt kun, fordi hendes Are We There havde fået flere topplaceringer i afstemningen end St. Vincent.
  • Den tætteste kåring fandt sted i 2016, hvor kun ni point adskilte nr. 1 og 10 (Bowie 120 point, Lucinda Williams 111 point).
  • Arctic Monkeys havde et album med for fjerde gang, og fjerdepladsen til Tranquility Base Hotel & Casino var Sheffield-bandets hidtil bedste placering (AM blev nr. 5 i 2013).
  • Femte gang blev lykkens gang for Peter Sommer, som i 2008 var ét point fra at vinde Årets Danske Album med Til kragerne, til rotterne, til hundene, men dengang blev slået af Spleen United med Neanderthal. Fire af nomineringerne har været for soloalbums, mens den femte var med De Eneste To.
  • For andet år i træk måtte Katinka tage til takke med andenpladsen. Sidste år blev bandet overgået af Søren Huss.
  • Rockklubben lod hånt om, at Idles havde udgivet årets bedst anmeldte album på verdensplan. Joy As An Act of Resistance endte på en sølle 22. plads. Ligeledes fik Iceage ikke meget ud af, at Beyondless var et af de få danske albums, der var med i flere udenlandske mediers kåringer. De blev kun nr. 6 hos Rockklubben.
  • Nr. 5 i den danske afdeling, Lydmor alias Jenny Rossander, er i familie med den ene af Rockklubbens to forvrag, Mogens Gregers Madsen. Hun er hans kusines datter.

Personligt kan jeg ikke klage over resultatet, eftersom Janelle Monáe og Kacey Musgraves også var de to øverste i min egen bedømmelse af musikåret, omend i omvendt rækkefølge. Derudover havde jeg også Courtney Barnett, Neko Case og Mitski i top 10.

Året der gik 2018: Mit musikår blev en “Forbrændingen”

Som afslutningen får I årets udenlandske vinder og hele den næsten 50 minutter lange film, hun har lavet til sit album:

Etiket: , , , , , ,

Seks af mine favoritter fra musikåret 2018, og ja, jeg køber stadig CD’er.

Efter at have gennemgået, hvordan mit år har været set med forfatterøjne, er det blevet tid til at afsløre, hvad jeg har lyttet til af musik i 2018. Så er her mine 10 udenlandske favoritalbums fra 2018, hvor jeg var tæt på at lave en “Forbrændingen” (spillested i Albertslund, som har annonceret, at de i 2019 kun vil booke kvinder).

Nu endte det med 90 procent, fordi en gammel favorit fik sneget sig med på listen, men kendere af min musiksmag vil nok ikke være så overraskede, da jeg længe har haft en forkærlighed for kvindelige sangere, hvilket mine tidligere top 10 albumkåringer har afsløret. I 2014 var kønsfordelingen 50/50, året efter var den 80/20 i kvindernes favør, det samme var tilfældet i 2016, mens den sidste år hed noget i retning af 65/35 (nogle af bandsene har både mandlige og kvindelige sangere).

For spændingens skyld lægger jeg ud med nummer 6-10 på listen:
10. Lykke Li: so sad so sexy
9. Robyn: Honey
8. Suede: The Blue Hour
7. Courtney Barnett: Tell Me How You Really Feel
6. Christine and the Queens: Chris

Lykke Lis to forrige albums var henholdsvis nr. to og tre på min liste i 2011 og 2014, men baseret ud fra de første gennemlytninger kandiderede so sad so sexy til årets skuffelse. Lige som med Arcade Fires Everything Now er det dog et album, der fungerer bedst, hvis man glemmer, hvem der står bag, for dets eneste fejl er sådan set, at det ikke lyder som et Lykke Li-album.
Men videre til top 5:

5. Mitski: Be the Cowboy

Min “Årets top artist” ifølge Spotify, og jeg har da også lyttet en del til Mitski i 2018 samt været til koncert med hende. Mitski kom første gang på min radar i 2016 med albummet Puberty 2, men med Be the Cowboy tog hun et stort skridt mod et St. Vincent-lignende gennembrud. Be the Cowboy var årets album hos bl.a. Pitchfork, Vulture og Consequence of Sound, og hun optrådte hos talkshowværten Jimmy Kimmel. Sammenligningen med St. Vincent skyldes ikke kun musikken, men også deres måde at gøre deres live-koncerter til koreograferede oplevelser.

4. Neko Case: Hell-On

Selv om Neko Case ikke var et ukendt navn for mig, var jeg næppe begyndt at lytte til Hell-On, hvis ikke Spotify havde anbefalet mig sangen Curse of the I-5 Corridor, der starter som en duet med Mark Lanegan og udvikler sig til en episk, selvbiografisk fortælling. Resten af albummet holder næsten samme niveau, og så er det til at leve med, at coveret hører til blandt årets grimmeste.

3. Let’s Eat Grandma: I’m All Ears

Ifølge Q Magazine er årets album udgivet af Arctic Monkeys, som de fleste nok har hørt om. Til gengæld er der nok færre, som kender til nummer to på listen, Let’s Eat Grandma. De var i hvert fald nye for mig, da en af deres sange efter sommerferien havnede på en spilleliste, som Spotify mente, jeg burde lytte til. Resultat: Årets opdagelse og en placering som nummer tre på denne liste.

Så hvem er Let’s Eat Grandma? Det er en duo fra Norwich bestående af Rosa Walton og Jenny Hollingworth (så kan man næsten ikke hedde noget mere engelsk), to barndomsveninder som begyndte at lave musik sammen, da de var 13, og udgav deres debutalbum allerede tre år senere i 2016.

Nu er de 19 og 20, og i forhold til debuten har de taget et tigerspring frem rent musikalsk med deres andet album I’m All Ears, hvilket ikke er så underligt, når man tænker på forskellen mellem at være 16 og 19 år. De har fået luget ud i idéerne og de skæve indfald og er blevet bedre sangskrivere og musikere, men har heldigvis ikke glemt deres legende tilgang og lyst til at eksperimentere.

Læs mere om duoen her:
Pitchfork: Let’s Eat Grandma Are the Wonderfully Weird Pop Duo We Need Right Now

Og navnet Let’s Eat Grandma? Det er taget fra en grammatisk vittighed, der skal vise vigtigheden af at bruge komma, og det kan jeg som journalist og forfatter selvfølgelig kun nikke anerkendende til.

Spotify er i øvrigt kommet frem til, at dette var sangen, jeg lyttede allermest til i 2018:

2. Janelle Monáe: Dirty Computer

Jeg har aldrig været i tvivl om Janelle Monáes talent, siden jeg var til en fuldstændig forrygende koncert med hende på Roskilde Festival i 2011, men hendes to første albums The ArchAndroid (2010) og The Electric Lady (2013) manglede i mine ører et eller andet. De havde lyden og idéerne, men havde for få mindeværdige sange.

Det ændrede sig med Dirty Computer, hvor Janelle Monáe endelig fik forløst sit potentiale. Vanen tro har hun masser på hjerte, men denne gang går det hele op i en højere enhed, fordi sangskrivningen er fulgt med.

Og så kommer vi selvfølgelig ikke uden om, at hun leverede en af årets mest opsigtsvækkende musikvideoer:

1. Kacey Musgraves: Golden Hour

Det kunne lige så godt have været Janelle Monáe, der havde stået her, for i min optik var der dødt løb mellem hende og Kacey Musgraves i kampen om, hvem der udgav mit favoritalbum i 2018.

I betragtning af, at min favoritgenre ifølge Spotify er “art pop” (hvilket er svært at benægte, når man ser min top 10), er det lidt ironisk, at jeg har en countrysanger og en singersongwriter på første- og fjerdepladsen, og der var engang, hvor jeg ville have forsvoret, at den slags kunne ske.

Nu hører det selvfølgelig med til billedet, at Golden Hour er Kacey Musgraves’ yderst vellykkede forsøg på at nå ud til det brede publikum a la Taylor Swift, som også begyndte inden for countrygenren, inden hun gik 100 procent pop. Helt så radikalt et skifte har Kacey Musgraves ikke foretaget. For det utrænede øre vil sange som Space Cowboy stadig lyde rimelig meget som country, men forskellen er tydelig, når man hører hendes gamle sange, der må betegnes som “hardcore country”.

I sidste ende vinder Golden Hour på, at albummet er spækket med velproducerede, iørefaldende sange, så selv en ellers country-resistent dansker ikke kan undgå at lade sig forføre.

Hvis man vil høre, hvordan Kacey Musgraves lød inden Golden Hour, så er her et eksempel. Follow Your Arrow udmærker sig i øvrigt ved at være en sang, der hylder homoseksuelle forhold, så også på det punkt gør hun op med countrygenrens konservative image.

Årets danske albums

Mine fem danske favoritter fra 2018:
1. Katinka: Vokseværk
2. The Minds of 99: Solkongen (selv om halvdelen af albummet udkom i 2017)
3. Lydmor: I Told You I’d Tell Them Our Story
4. Mø: Forever Neverland
5. Chinah: Anyone

DR Koncerthuset tirsdag den 9. oktober: Alle gode gange 12 med Brett Anderson og co.

Årets koncerter

For kun anden gang siden 1994 var jeg ikke på Roskilde Festival, fordi jeg i stedet valgte at tage på ferie i Vietnam med min familie. Det begrænsede selvfølgelig antallet af koncerter, jeg var til i 2018, men det blev alligevel til ni, hvoraf de syv var inden for en hektisk måned i efteråret (5. oktober-4. november).

Flere af koncerterne var med navne, der optræder på min top 10-liste, og af dem skilte især Kacey Musgraves i Store Vega og Neko Case i Bremen Teater sig ud. Årets højdepunkter var dog gode gamle Suede i DR Koncerthuset (min 12. med dem) og Wolf Alice, som helt tilbage i januar i Lille Vega var imponerende tjekkede og sammenspillede. Wolf Alices album Visions of a Life var nr. 4 på min liste i 2017 og vandt i efteråret den prestigefyldte britiske musikpris Mercury Prize.

Årets opdagelse 2

Glem Eminem, Charlotte Gainsbourg og David Byrne. Hvis der var én, jeg virkelig ærgrede mig over at gå glip af på årets Roskilde Festival, så var det norske Sigrid. Hun åbnede året med at vinde BBCs Sound of 2018 – en kåring hvor over 170 DJs, anmeldere, musikere og festivalbookere peger på det mest lovende musiknavn under 22 år. Blandt tidligere vindere har været Adele, Ellie Goulding, Sam Smith og, øh, The Bravery.

Jeg havde godt hørt Sigrids 2017-hit Don’t Kill My Vibe, men det var først, da jeg i foråret så hende i The Tonight Show med Jimmy Fallon, at hun for alvor fangede min interesse. Ved den lejlighed optrådte hun med en selvsikkerhed og selvtillid, man ikke lige vil forbinde med en 21-årig norsk kvinde, som pludselig befinder sig prime time på en af de store amerikanske tv-stationer. At det ikke var en enlig svale, viser denne optagelse fra The Graham Norton Show:

Trods successen virker hun stadig som en person med benene solidt plantet på jorden, hvilket dette interview i The Guardian er et godt eksempel på.
The Guardian: BBC Sound of 2018 winner Sigrid: ‘Dramatic choruses – they’re the best thing in the world’

Journalisten kalder hende for “den høfligste person, han nogensinde har interviewet” og er tydeligvis overrasket, da hun som sit største øjeblik i 2017 vælger sin koncert på Roskilde Festival frem for eksempelvis Glastonbury eller Nobelprisceremonien.
Og ja, Sigrid hører til den eksklusive klub, som har optrådt på Roskilde to år i træk, hvilket siger lidt om, hvor hurtigt hendes karriere er vokset.
Når jeg ikke har hende med på min top 10-liste, skyldes det udelukkende, at hun endnu har til gode at udsende et album. Indtil videre er det blevet til to EP’er og en masse singler.

Dette BBC-interview giver også et godt indtryk af Sigrid. Bemærk studieværternes reaktion, da hun svarer på spørgsmålet om, hvem hun drømmer om at optræde sammen med i fremtiden.

Årets skuffelse: Muse er og vil altid være et af mine yndlingsband, men selv om deres ottende album Simulation Theory ikke var en katastrofe på linje med The 2nd Law (2012), så føltes det overflødigt og bød ikke på noget nyt. Et eksempel på det modsatte er Suede, der med The Blue Hour stadig lyder som et band fyldt med inspiration og energi.

Etiket: , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: