Lidt nyt fra forfatterfronten

Månedens film i Cinemateket er den koreanske gyser The Wailing, og ved visningen søndag den 12. februar kl. 19 er jeg blevet bedt om at holde et oplæg. Det bliver anden gang, jeg skal prøve det i Cinemateket, men i forhold til sidst – som var under Blodig Weekend i 2012, hvor jeg skulle introducere den irske monsterkomedie Grabbers – har jeg denne gang rent faktisk set filmen, jeg skal tale om. The Wailing blev nemlig også vist under sidste års CPH Pix, og her kan du se, hvad jeg skrev om den: CPH Pix 2016 del 1: De koreanske.

På mandag sætter jeg så kursen mod Hald Hovedgaard, hvor jeg har fået tildelt en uges skriveophold. Jeg var der senest i oktober 2015, hvor jeg fik skrevet førsteudkastet til min gotiske krimi færdig og fik inspiration til novellen Spøgelseshistorier. Her er en længere beskrivelse af mit første ophold: En uge på Hald Hovedgaard

Apropos Spøgelseshistorier, så er den med i antologien Monster, der netop har fået en anmeldelse på Bookeater – omend der reelt set mere er tale om et handlingsreferat end en egentlig anmeldelse.

Læs anmeldelsen her

 

Monster var en af to horrorantologier, jeg bidrog til i 2016. Den anden var Hvis jeg overlever natten – Fortællinger fra mørket, som har fået en lektørudtalelse fra DBC. Den er heldigvis yderst positiv, hvilket er godt, når bibliotekerne skal vurdere om, de skal købe bogen. Blandt andet skriver lektøren:

“Dette er en håndfuld velskrevne noveller, som pirrer og overrasker læseren. Novellerne sparker til læserens forståelse af virkeligheden … Fremhæves kan bl.a. Lars Ahns “Hvor hesten ligger begravet” og A. Silvestris “In uteri” som to fortællinger, der bliver hængende i læserens bevidsthed.”

Læs et uddrag af Hvor hesten ligger begravet

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller Etiket: , , , , , ,

En forsinket slutning

Der er historier, hvor man som forfatter aldrig er i tvivl om slutningen. Så er der historier, som man går i gang med at skrive uden at være helt sikker, men hvor man arbejder sig frem til en slutning undervejs. Og så er der de historier, hvor man først finder på en slutning med flere års forsinkelse. En sådan historie er den første novelle, jeg har fået skrevet i år.

Tilbage i 2010 begyndte jeg på en novelle, Lauras forudsigelige skæbne, der handler om en pige, som lader en spådom få indflydelse på sit liv. Jeg kom fint i gang, fik skrevet lidt over 3000 ord, og så gik jeg i stå. Årsag? Jeg kunne simpelthen ikke finde på en tilfredsstillende slutning. Så jeg lagde novellen til side og kastede mig over noget andet, mens jeg tænkte, at den rette slutning nok skulle dukke op. Det gjorde den også. Med seks-syv års forsinkelse …

Undervejs har jeg flere gange haft Laura i tankerne, uden at det bragte mig videre. Men i starten af året besluttede jeg mig for at give novellen en ny chance for at se, om der var noget i den, som kunne bruges. Til min positive overraskelse var der forbløffende lidt, der skulle rettes, så jeg gik i gang med at skrive videre, og pludselig var den der: slutningen. Den der passede til historien.

Så seks-syv år og yderligere 8000 ord senere er Lauras forudsigelige skæbne færdig, eller så færdig som en historie nu en gang kan blive.

Andre skrivenyheder
Horrorantologien Hvis jeg overlever natten – Fortællinger fra mørket har fået et par anmeldelser til, men de har desværre ikke været ubetinget positive. Jeg har linket til den mest velskrevne af dem, og jeg vil da give anmelderen fra Bogblogger.dk ret i én ting: A. Silvestris novelle In uteri er samlingens stærkeste og mest originale bidrag og fortjener at blive læst af mange.
Læs anmeldelsen her

Det har siden den 15. november været muligt at indstille science fiction-noveller på dansk til Niels Klim-prisen. Fristen udløber den 15. februar, så det kan stadig nås. For at indstille skal man være oprettet som bruger, og hvis man ikke allerede er det, kan man gøre brug af dette link: Nominér til Niels Klim-prisen

 

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Noveller Etiket: , ,

Historisk tæt kåring af årets album

Rockklubben var forsamlet i Fredericia for at kåre Årets Album. Sølle seks point skilte nummer et og ni, og i flere tilfælde var det antallet af topplaceringer i afstemningen, der afgjorde placeringen i den samlede stilling.

David Bowies afskedsalbum Blackstar endte med at vinde med ét point foran Sturgill Simpons A Sailor’s Guide to Earth, mens Beyonces Lemonade fulgte lige efter på tredjepladsen, yderligere ét point efter og à point med Angel Olsens My Woman. Den tidligere dobbelte vinder PJ Harvey måtte nøjes med femtepladsen for The Hope Six Demolition Project, og en anden tidligere dobbelt vinder Nick Cave & The Bad Seeds tog den føromtalte niendeplads med The Skeleton Tree.

Kåringen af Årets Danske Album sluttede til fordel for Folkeklubben, som med Slå Flint! vekslede sin andenplads i 2014 med en førsteplads. Andenpladsen blev overladt til Katinka efterfulgt af Baby Woodrose.

Se resultatet af kåringen her

Men nok om hvad andre mener. Her er mine egne personlige favoritter fra musikåret 2016:

Top 10 udenlandske albums: 1. PJ Harvey: The Hope Six Demolition Project. 2. Mitski: Puberty 2. 3. Beyonce: Lemonade. 4. Bat for Lashes: The Bride. 5. Angel Olsen: My Woman. 6. Warpaint: Whiteout. 7. Sturgill Simpson: A Sailor’s Guide to Earth. 8. Savages: Adore Life. 9. Suede: Night Thoughts. 10. Grand Blanc: Mémoires Vive.

Flere af navnene på listen omtalte jeg i dette indlæg om de bedste albums fra første halvår af 2016: Otte CD’er

Top 5 danske albums: 1. Bisse: Højlandet. 2. Annika Aakjær: Lykkens gang. 3. Katinka: Lufthuller. 4. Trentemøller: Fixion. 5. Ukendt under andet navn: Ingen hunde hyler her.

Årets koncerter: 1. PJ Harvey (Roskilde Festival 30. juni og Falconer Salen 9. oktober). 2. Bat for Lashes (Store Vega 26. oktober). 3. Savages (Store Vega 7. marts). 4. Beck (Northside 19. juni). 5. Suede (DR Koncerthuset 1. februar).

Hvad jeg lavede i min ferie: Northside 2016
Fra det sublime til det pinlige: Roskilde Festival 2016
Heftigt musikefterår skudt i gang

Årets musikvideo: Mitski: Happy (Advarsel! Meget blodig og makaber slutning)

Udgivet i Musik Etiket: , ,

Farvel til Pedersen

Det er formentlig de færreste – hvis overhovedet nogen – som har bemærket, at der er noget anderledes ved mit navn i horrorantologien Hvis jeg overlever natten. Her optræder jeg som Lars Ahn i stedet for Lars Ahn Pedersen, og det er ikke en fejl. Jeg har nemlig besluttet at droppe Pedersen fra mit forfatternavn.

Bare for at undgå misforståelser: Det er kun, når jeg optræder som forfatter, at jeg kalder mig Lars Ahn, så mit officielle efternavn er stadig Pedersen. Jeg har altså ikke søgt myndighederne om navneændring og har heller ikke planer om at gøre det.

Så hvorfor har jeg ændret mit forfatternavn til Lars Ahn:

– Bibliotekerne placerer mig i forvejen under A på reolerne (almindelige -sen efternavne ignoreres, hvis forfatteren har et mellemnavn).

– Det er i forvejen navnet på min hjemmeside.

– Jeg er tidligere blevet opfordret til at forkorte mit navn.

– Jeg bliver alligevel altid omtalt som Lars Ahn.

– Og hvis folk endelig husker, at jeg har et efternavn, slipper jeg for, at de skriver Lars Ahn Petersen i stedet for.

Det mærkelige er, at det først var efter, jeg var fyldt 18, at folk begyndte at kalde mig for Lars Ahn. Indtil da hed jeg altid Lars P. Sådan var det i skolen (hvor der var en anden i min klasse, som også hed Lars), og det var det samme til fodbold (hvor der var to-tre andre Lars’er). Generelt kan folk på min alder være sikker på én ting, når de er sammen med deres jævnaldrende: Der er altid en anden til stede, som også hedder Lars.

Første gang jeg oplevede at blive kaldt Lars Ahn i stedet for Lars P var, da jeg tog på højskole (hvor der selvfølgelig også var en anden Lars). Det samme skete, da jeg var i Beredskabet (Civilforsvaret), og da jeg begyndte på Journalisthøjskolen. De eneste gange jeg bliver kaldt Lars P i dag er, når jeg møder nogen fra skoletiden.

Apropos Hvis jeg overlever natten, så er den blevet anmeldt på Gyseren.dk, hvor Jette Holst blandt andet skriver:

“Hvis jeg overlever natten indeholder gode noveller, men er også en flot og professionel udgivelse. Her er arbejdet både med korrekturen og layoutet, og forsiden af Lesia Solot fanger virkelig blikket. En stor anbefaling herfra, og så glæder jeg mig til de kommende udgivelser fra Enter Darkness …”

Læs hele anmeldelsen her

Det med den grundige korrektur var også min oplevelse. Jeg har i hvert fald ikke før været ude for at få en korrektur af en novelle til godkendelse ikke bare én, men hele to gange.

Læs et uddrag af min novelle Hvor hesten ligger begravet

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller Etiket: , ,

Filmåret 2016: Top 10

61. Så mange gange var jeg i biografen i 2016, og her er de 10 film, der gjorde størst indtryk på mig.

Disorder: Matthias Schoenaerts holder øje med Diane Kruger.

10. Disorder (Alice Winocour)
Jeg har tidligere givet udtryk for, hvor skuffet jeg var over Jason Bourne. I stedet blev det lidt overraskende en ung kvindelig, fransk instruktør, som leverede det bedste bud på en moderne, intelligent actionfilm.

Belgiske Matthias Schoenaerts demonstrerer ligesom i Smagen af rust og ben, at ingen er bedre end ham til at portrættere fåmælte muskelbundter, der er som ulmende vulkaner. Her spiller han en PTSD-ramt eks-soldat, der får arbejde som bodyguard for en rig forretningsmands kone (Diane Kruger) og barn og pludselig begynder at se trusler overalt.

Som sin hovedperson gør Disorder umiddelbart ikke det store væsen af sig, men under overfladen gemmer sig en 80’er actionfilm af den slags, man lejede på VHS på den lokale tankstation – bare tilført bedre skuespil og lidt fransk elegance.

9. Bone Tomahawk (S. Craig Zahler) / 8. Hell or High Water (David Mackenzie)
Jeg indledte biografåret 2016 med en western (The Hateful Eight) og sluttede det pudsigt nok af med en anden western (Hell or High Water). Ingen af dem kan dog siges at være westerns i traditionel forstand. Quentin Tarantinos The Hateful Eight var mere et gæt-hvem-der-er-morderen-kammerspil (hvilket Ennio Morricones Oscarbelønnede musik også signalerede) og bød ligesom Alejandro González Iñárritus hævnwestern The Revenant på uforglemmelige scener, der gjorde sig godt på det store lærred. Et gensyn på fladskærms-tv’et derhjemme afslørede dog, at begge film sagtens kunne have været 20-30 minutter kortere, og at der var for meget fyld mellem højdepunkterne.

En af hovedrolleindehaverne fra The Hateful Eight, Kurt Russell (og hans overskæg), kunne også ses i en anden western, Bone Tomahawk, der var en anderledes stramt fortalt, men ikke mindre grum sag. Leonardo DiCaprio vandt en længe ventet Oscar for sin kvæstede pelsjæger i The Revenant (i mine øjne havde han mere fortjent den for sin vilde præstation i The Wolf of Wall Street), men Patrick Wilson har en mindst lige så smertefuld rolle i Bone Tomahawk, hvor han kæmper sig gennem det ubarmhjertige landskab med et brækket skinneben i et forsøg på at redde sin kone fra en gruppe kannibaler. Det er ikke en film, der tegner et behageligt billede af livet i det vilde vesten, og som The Hateful Eight og The Revenant er den yderst blodig, men modsat de to andre har den også en vidunderlig skæv form for humor, som gør den til sin helt egen.

Den skæve humor går igen i Hell or High Water, der på alle punkter ligner en traditionel western, bortset fra at den foregår i nutiden. Lige som Kurt Russell virker Jeff Bridges til at have fundet sig til rette i westerngenren (se også Coen-brødrenes True Grit), mens Chris Pine langt om længe leverer noget, der minder om en ægte skuespilpræstation. Til at begynde med fandt jeg det næsten distraherende, hvor meget Hell or High Water følger westernskabelonen, men i takt med at filmen finder sin egen tone, får den samtidig tegnet et interessant portræt af en del af USA, der er blevet kørt agterud af udviklingen, og hvor folk inderst inde på godt og ondt stadig tænker som cowboys.

7. Rogue One: A Star Wars Story (Gareth Edwards)
Det seneste kapitel i Star Wars-universet har jeg allerede skrevet om i dette indlæg: Filmåret 2016: Rogue One – den virkelige Suicide Squad. Og ja, jeg kunne godt lide filmen, i hvert fald nok til at den har fået plads på min top 10-liste. Den var også blandt de tre film, jeg så mere end en gang i biografen i 2016. De to andre var Jason Bourne (som jeg så igen mest for at være sikker på, at den virkelig ikke var bedre) og den film, som er min nummer et på listen.

6. A Monster Calls (J. A. Bayona) / 5. The Girl With All the Gifts (Colm McCarthy) / 4. Room (Lenny Abrahamson)
Tre stærke film, som tilfældigvis alle har børn i hovedrollerne. Se dette indlæg for mine tanker om dem: Filmåret 2016: Med børn, men uegnet for børn

Arrival: Filmen, der gjorde kafferingen cool igen.

3. Arrival (Denis Villeneuve)
Ted Chiangs novelle Story of Your Life er et mesterværk, og jeg nærede store forhåbninger til Denis Villeneuves filmatisering, da jeg skrev om den tilbage i august. Mest af alt var jeg dog spændt på at se, om fortællingens hjerteskærende tvist var bevaret, eller om man havde valgt en mere Hollywoodagtig slutning. Heldigvis er filmen tro mod sit udgangspunkt, og efter alt at dømme har den fejet benene væk under alle dem, som ikke havde læst novellen på forhånd.

Selv befandt jeg mig i den lidt pudsige situation, at jeg måske synes, at jeg lige som Amy Adams’ sprogforsker pludselig vidste for meget om, hvad der ville ske, til at filmens slutning havde helt den samme virkning på mig. Hvem ved? Måske ville det have givet Arrival førstepladsen på min top 10-liste, men det er ikke til at ændre nu, og jeg vil til enhver tid foretrække en verden, hvor jeg har læst Ted Chiang på forhånd. Arrivals succes har heldigvis gjort, at andre har fået øjnene op for Ted Chiangs forfatterskab, og for det alene fortjener filmen alle de priser, den kan hive hjem.

Læs også:
The New Yorker: Ted Chiang’s Soulful Science Fiction
The Guardian: Ted Chiang, the science fiction genius behind Arrival
GQ: How an Unfilmable Story Turned Into the Year’s Best Sci-Fi Movie
The Verge: How the short story that inspired Arrival helps us interpret the film’s major twist

Raw: Bon appetit!

2. Raw (Julie Ducournau)
Det kunne lige så godt have været Nicolas Winding Refns The Neon Demon, der havde stået her, men nogle gange er det de små forskelle, der afgør, om en film går hjem hos mig eller ej. Når jeg nævner The Neon Demon, er det fordi, den har mange lighedspunkter med Raw. Begge film handler om en ung pige, som forlader barndommens trygge rammer og træder ind i en voksen og skræmmende verden (modebranchen i The Neon Demon, en dyrlægeskole i Raw), hvor hun lærer nye sider af sig selv at kende. Begge film er desuden lavet af visuelt begavede instruktører og indeholder scener med kannibalisme.

Men hvor Julie Ducournau formår at få det hele til at gå op i en højere enhed i Raw, kører The Neon Demon efter min mening af sporet, netop som den beslutter sig for at blive den horrorfilm, den hele tiden har lokket med at være. Refns film fungerede, så længe den lod mig gætte, hvad der var hemmeligheden bag Elle Fannings teenagemodel. Var hun en alien (a la Mads Mikkelsens viking i Valhalla Rising), var hun en heks eller en anden form for overnaturlig skabning, der skjulte sig bag sin ungdom? Svaret var skuffende nok, at hun bare var en naiv, ung pige, der lod sig forblænde af en kold og brutal branche, som til sidst åd og spyttede hende ud – bogstavelig talt. Det var en pointe, man kunne have sagt sig selv på forhånd.

Læs her hvorfor jeg er så begejstret for Raw: CPH Pix 2016 del 2: Rå og blodig

Og nu til nummer et:

 

Judy Hopps møder Judy Hopps.

1. Zootropolis (Byron Howard & Rich Moore)
Nej, jeg havde heller ikke forestillet mig, at en Disney-tegnefilm med talende dyr skulle ende med at være min favoritfilm fra 2016. Men Zootropolis ramte på forunderlig vis direkte ned i tidsånden med sin beretning om sameksistens, fordomme og tolerance, samtidig med at den også var en glimrende krimifortælling og buddy cop-komedie – med en kanin og en ræv i hovedrollerne! En sjælden intelligent film, der både fungerer for børn og voksne.

Jeg har set Zootropolis optræde på andre “Årets bedste film”-lister, men lige så mange lader til at overse den, fordi den er en animationsfilm. Måske var det derfor, jeg blev så begejstret, da jeg fik øje på disse to på Comic Con Copenhagen.

Top 11-20 (alfabetisk): 10 Cloverfield Lane, Brooklyn, Carol, Deadpool, Green RoomThe Lobster, The Nice Guys, Spotlight, Train to Busan og The Witch.

Årets værste: Allegiant – tredje del i Divergent-serien fik hård konkurrence af Now You See Me 2, men det er trods alt lidt af en bedrift at være så dårlig, at filmselskabet opgiver at vise fjerde og sidste del (Ascendant) i biograferne og i stedet lader den få premiere som tv-film.

Udgivet i Fantasy, Film og musik, Horror, Science fiction Etiket: , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Året der gik 2016: Skrivning

Da jeg indledte 2016, havde jeg en ambition om at skrive en novelle om måneden eller i det mindste have gang i et skriveprojekt hele tiden, og så havde jeg forhåbninger om, at jeg ville blive færdig med min gotiske krimi og en novellesamling. Sådan kom det ikke helt til at gå, selv om det begyndte lovende. I det første halvår fik jeg skrevet fire noveller og gennemlæst og redigeret den gotiske krimi, samtidig med at jeg brugte en del tid i foråret på at arrangere Fantasticon.

Men så blev det sommerferie, og derefter gik alt mere eller mindre i stå rent skrivemæssigt, hvor det kun blev til én sølle novelle i andet halvår. Til gengæld kom udgivelserne i lind strøm i efteråret med Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11 i september, Monster i oktober og Hvis jeg overlever natten lige før jul i december.

Så hvorfor gik det sådan? En af årsagerne er, at jeg – som det fremgår af listen nedenunder – er begyndt at skrive noveller direkte på engelsk. Jeg har tidligere oversat et par af mine egne noveller, men det er som om, noget går tabt undervejs, så jeg ville prøve at se, om det ændrede noget, hvis jeg skrev på engelsk fra start af. Resultatet er op til andre at bedømme, men jeg har foreløbig erfaret, at det tager mig to-tre gange så lang tid at skrive på engelsk, som det gør på dansk.

Årets noveller og udgivelser:
White Man’s War (5400 ord, science fiction, engelsk)
Rumkaptajnens kone (5800 ord, science fiction) med i Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11 (Science Fiction Cirklen)
Hvor hesten ligger begravet (12.500 ord, horror) med i Hvis jeg overlever natten (Enter Darkness)
Spøgelseshistorier (7600 ord, horror) med i Monster (Kandor/DreamLitt)
Mermaid Remixed (6100 ord, science fiction, engelsk)

Og hvad er så min målsætning for 2017? Jeg skal have færdigredigeret den famøse gotiske roman, færdiggjort novellesamlingen, skrive flere noveller på dansk og engelsk, og måske får jeg også tid til at starte på en ny roman. Men det var sådan set også, hvad jeg havde håbet at nå i 2016 …

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller, Science fiction Etiket: , , , , , , , , , ,

Filmåret 2016: Med børn, men uegnet for børn

Bare fordi en film har et barn i hovedrollen, betyder det ikke, at den også er egnet for børn. Det blev bevist flere gange i 2016, der bød på en række stjernepræstationer af børneskuespillere. Her er mine tre favoritter:

Jacob Tremblay, Room og Lewis MacDougall, A Monster Calls

Både Room og A Monster Calls (Syv minutter over midnat) handler om en mor og en søn, der befinder sig i en vanskelig situation, men måden, de skildrer det på, kan næsten ikke være mere forskellig. Til gengæld har begge film det til fælles, at de bæres af to drenge, som leverer skuespil af en anden verden.

Brie Larson løb fortjent med en Oscar for Room, men filmen tilhører i virkeligheden Jacob Tremblay i rollen som den søn, hun har fået med sin kidnapper, der nu holder dem indespærret i et skur i sin baghave. Hele filmen fortælles fra drengens synsvinkel og formår på unik vis at skildre verdenen set gennem hans uskyldige øjne, samtidig med at der ikke efterlades nogen tvivl hos seeren om, hvad det er, moderen bliver udsat for.

Mens mor og søn sammen skaber en slags fantasiverden ud af deres situation i Room, men udelukkende gør det inden for en realistisk ramme, er filmatiseringen af Patrick Ness’ roman A Monster Calls en fuldblods fantasyfilm. Her får en dreng (Lewis MacDougall) med en kræftsyg mor (Felicity Jones fra Rogue One) besøg af et kæmpe træmonster, som insisterer på at fortælle ham historier (i fantastisk flotte animerede sekvenser). Der er langt hen ad vejen ingen tvivl om, at træmonsteret kun eksisterer i drengens fantasi og drømme, men slutningen åbner op for en anden fortolkning, der inddrager moderen og rodfæster filmen endnu mere i fantasygenren.

Begge film byder desuden på et par fantastiske mormødre i skikkelse af Joan Allen (Room) og Sigourney Weaver (A Monster Calls). Joan Allen er rørende som kvinden, der pludselig har fået sin datter tilbage, men må se frustreret til, mens denne forsøger at bearbejde den traumatiske oplevelse, samtidig med at hun skal tage sig af et barnebarn, hun først lige har mødt. Sigourney Weaver bruger derimod sin Ripley-udstråling til at skabe en mormor, der umiddelbart virker hård og ufølsom, men snart lader det skinne igennem, at det er hendes måde at tackle sorgen over, at hun er ved at miste sin datter. Både Room og A Monster Calls er hård kost for følelsesregistret, men de formår på mirakuløs vis at ramme den hårfine balance, så man ikke føler sig manipuleret, og det placerer dem begge blandt årets bedste film.

Sennia Nanua, The Girl with All the Gifts

Nok om drengene. Pigerne kunne også imponere i 2016, og det bedste eksempel var Sennia Nanua i titelrollen i filmatiseringen af M. R. Careys Clarke Award-nominerede roman The Girl with All the Gifts. Her spiller hun en pige, som trods sin eksemplariske opførsel og gode manerer er spærret inde i en celle på en skarpt bevogtet militærbase sammen med en masse andre børn.

Det varer dog ikke længe, før man opdager hvorfor. Børnene er alle smittet med en virus, der kan forvandle dem til zombier på et splitsekund. Modsat resten af menneskeheden er de dog stadig i stand til at tænke og tale, så hvad er de egentlig mest? Menneske, zombie eller noget helt tredje?

De fleste børn er i stand til at spille rollen som enten sød unge eller lille djævel, men det er de færreste, som kan gøre begge dele på én gang, uden at det føles overdrevent. Sennia Nanua imponerer med en nuanceret præstation, hvor man ikke tvivler på, at hun er den godhjertede, lille pige, hun giver indtryk af at være, samtidig med at man fornemmer, at den anden side af hende lurer lige under overfladen.

The Girl with All the Gifts viste sammen med den koreanske Train to Busan, at det stadig er muligt at gå nye veje med zombiegenren, og det er i sig selv noget af en præstation. Desværre var danske Sorgenfri et eksempel på det modsatte, men heldigvis var der også den langt mere vellykkede kortfilm Zombiehagen, der kan ses på filmmagasinet Ekkos hjemmeside.

Også værd at nævne:

Kim Hwan-hee, The Wailing: Apropos piger, som på én gang er søde og farlige, så går prisen som Årets Mest Uhyggelige Unge til Kim Hwan-hee i den koreanske gyser The Wailing, der blev vist på årets CPH Pix og er månedens film i Cinemateket i januar. Hun spiller hovedpersonens velopdragne datter, som til at begynde med derfor ikke gør det store indtryk, fordi hun minder om den slags nuttede børneskuespillere, den koreanske filmindustri nærmest producerer på samlebånd. Men så bliver hun besat af en ond ånd, og derefter kan det nok være, at hun får rig lejlighed til at vise, hvad hun er i stand til.

Angourie Rice, The Nice GuysSom titlen antyder, handler Shane Blacks detektivkomedie The Nice Guys om to fyre, og meget af filmens underholdningsværdi ligger i samspillet og den gode kemi mellem Russell Crowe og Ryan Gosling. Noget overraskende får de dog kamp til stregen af Angourie Rice som Goslings unge teenagedatter, der bestemt ikke agter at holde sig i baggrunden og har langt mere at lave i filmen, end man umiddelbart skulle tro.

Det er i øvrigt ikke første gang, Shane Black har skrevet en sådan rolle. Se også Danielle Harris som Bruce Willis’ datter i Tony Scotts The Last Boy Scout (1991).

Børnene fra Stranger Things: Når talen falder på bemærkelsesværdige børneskuespillere i 2016, er det svært at komme uden om Stranger Things. Meget er blevet sagt om seriens dyrkelse af 80’erne, og det er rigtigt, at den på flere måder er den bedste 80’er-film, der ikke er lavet i det årti. Personligt har jeg det dog lidt blandet med hele nostalgivinklen, fordi der reelt set ikke er nogen grund til, at historien skal udspille sig i 1983. Hvis man tænker over det, kan serien faktisk lige så godt foregå i 2016, uden at det vil ændre noget væsentligt ved plottet, og så begynder de mange referencer pludselig at føles tomme og overfladiske.

Når Stranger Things alligevel fungerer, skyldes det mere en elementært spændende historie og et interessant persongalleri, som man gerne investerer sin tid og følelser i. Millie Bobby Brown som den mystiske pige Eleven er løbet med meget af opmærksomheden, men alle i gruppen gør det fantastisk, og til min overraskelse udviklede flere af personerne sig ud over deres stereotyper. Nu venter jeg spændt på sæson 2 og håber, at 80’er-rammen bliver andet end ren staffage.

En anden serie, hvor man har kunnet følge barneskuespillere vokse fra sæson til sæson, er Game of Thrones, hvor især Maisie Williams og Sophie Turner har gennemgået en udvikling, man ikke troede mulig, da man mødte dem i sæson 1. I den seneste sæson blev der føjet endnu et navn til rækken, og selv om Bella Ramsay kun havde få scener som Lyanna Mormont, kan man roligt sige, at hun formåede at gøre indtryk.

Læs også: Filmåret 2016: Summer of Our Discontent

Læss også: Filmåret 2016: Rogue One – den virkelige Suicide Squad

Udgivet i Fantasy, Film og musik, Horror Etiket: , , , , , , , ,

Om helheste og mænd

Så blev det alligevel jul! I dag ankom en pakke med mine eksemplarer af den nye horrorantologi Hvis jeg overlever natten – Fortællinger fra mørket, der indeholder min novelle Hvor hesten ligger begravet. Bogen er den første udgivelse fra det nye forlag Enter Darkness, der også har udskrevet en konkurrence om en splatter-kortroman og har indkaldt til en ny omgang Fortællinger fra mørket.

Udover mit eget bidrag har Hvis jeg overlever natten noveller af Morten Carlsen, Kasper Grandetoft, Flemming Johansen, Savanna Lind, A. Silvesti og Susanne Thrane.

Hvor hesten ligger begravet er inspireret af myten om helhesten, men med en nutidig vinkel. Inden jeg gik i gang, havde jeg en forestilling om, at helhesten var et sagnvæsen fra oldtiden, men det viser sig interessant nok, at den er fra kristen tid og i høj grad er forbundet med opførelsen af kirker og kirkegårde.

Læs et uddrag af novellen her

Fun Fact 1: For nylig gik det op for mig, at de fleste af mine horrornoveller handler om mænd, som opdager, at de ikke har nær så meget styr på tingene, som de bildte sig ind. Hvor hesten ligger begravet gør brug af samme tema, så jeg ved ikke rigtig, hvad det siger om mig? Andre eksempler: Langt ude i skoven, Blomstervanding, Donation, La petite mort og Spøgelseshistorier.

Fun fact 2: I Hvor hesten ligger begravet refereres der til to film, John Wick og Gone Girl. Det var ikke planlagt, men tilfældet ville, at de begge passede til historien. Det er ikke engang fordi, jeg er specielt stor fan af nogle af filmene. Jeg synes, de er OK underholdning og godt lavet, men de er ikke i nærheden af en personlig top 10-liste.

Jeg valgte John Wick, fordi jeg skulle bruge en actionfilm, som parret i novellen kunne have som “deres” film, og derefter skulle jeg vælge en anden film, der var blevet vist herhjemme i samme periode og opdagede, at Gone Girl (Kvinden der forsvandt) også havde haft premiere den 23. oktober 2014. Det var først bagefter, det slog mig, at Gone Girl også er et godt match til Hvor hesten ligger begravet, selv om de fleste nok vil tro, at det var et bevidst valg fra min side fra start.

PS Ja, overskriften er en reference til den fremragende islandske film Om heste og mænd.

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller Etiket: , ,

Filmåret 2016: Rogue One – den virkelige Suicide Squad

Advarsel! Dette indlæg er fyldt med spoilere omkring den nye Star Wars-film Rogue One, så læs det kun, hvis du allerede har set filmen. Du kan selvfølgelig også læse det, hvis du er totalt ligeglad med Star Wars og ikke har tænkt dig at se filmen, men …

I min gennemgang af filmåret 2016 føles det logisk at fortsætte med Rogue One: A Star Wars Story, fordi den er et godt eksempel på mange af mine pointer fra mit forrige indlæg: Filmåret 2016: Summer of Our Discontent.

Her skrev jeg blandt andet, at meget af nutidens filmkritik desværre har antaget en karakter, hvor det udelukkende handler om at pille en film fra hinanden i en søgen efter fejl, plothuller og ulogiske elementer i handlingen. Det gør Rogue One til et specielt tilfælde, for her er der tale om noget så usædvanligt som en film, der rent faktisk bruger et plothul fra en anden film som en vigtig del af sin handling.

I årevis har fans af Star Wars: Episode IV – A New Hope påpeget, at det virkede ulogisk, at der ikke skulle mere end et enkelt velplaceret skud fra en X-wing fighter til at destruere et højteknologisk vidunder som Dødsstjernen. Rogue One “lapper” så at sige dette ganske berømte plothul ved at forklare, at den tilsyneladende fatale byggefejl var bevidst lavet af konstruktøren af Dødsstjernen, Galen Erso (Mads Mikkelsen), som ikke ønskede at give imperiet et så mægtigt våben.

Det er ganske smart tænkt af manuskriptforfatterne, for alle Star Wars-kendere vil nikke indforstået, når de hører forklaringen i Rogue One, mens den for resten bare vil være en del af historien. Og sådan blev et ulogisk plotelement gjort logisk med 39 års forsinkelse, selv om det ikke ligefrem frifinder George Lucas.

Star Wars: Episode 3.9

Rogue One adskiller sig fra de øvrige Star Wars-film ved, at den ikke er en officiel del af serien, men er tænkt som et enkeltstående indslag. Kronologisk set udspiller den sig mellem episode tre og fire, og hele dens handling kan faktisk læses i åbningsrulleteksten til A New Hope:

“It is a period of civil war. Rebel spaceships, striking from a hidden base, have won their first victory against the evil Galactic Empire.

During the battle, Rebel spies managed to steal secret plans to the Empire’s ultimate weapon, the DEATH STAR, an armored space station with enough power to destroy an entire planet.

Pursued by the Empire’s sinister agents, Princess Leia races home aboard her starship, custodian of the stolen plans that can save her people and restore freedom to the galaxy….”

Hvis man nogensinde har undret sig over, hvem disse spioner var, og hvordan de fik overdraget tegningerne af Dødsstjernen til prinsesse Leia, så leverer Rogue One svaret. Endda i sådan en grad at filmen bogstavelig talt slutter, hvor A New Hope begynder. Men det er ikke kun i kronologisk forstand, at Rogue One lægger sig mellem episode tre og fire, det gør den også rent tonemæssigt. Der er masser af henvisninger til A New Hope, som den af åbenlyse årsager lægger sig tæt op ad, men modsat The Force Awakens føles det ikke som om, at den bare har planket handlingen derfra.

Det skyldes, at Rogue One i sin kerne mere er en krigsfilm af den type, hvor en lille gruppe soldater trænger ind bag fjendens linier for at gennemføre en vigtig mission. Lige på det område er Rogue One ikke synderlig original, for den følger mere eller mindre skabelonen for den slags film (The Dirty Dozen, Ørneborgen, Saving Private Ryan m.fl.), helt ned til at gruppens medlemmer dør én efter én i det afsluttende slag. Det gør Rogue One til den mest dystre film i serien siden Revenge of the Sith, ikke mindst fordi ingen i gruppen ender med at overleve, end ikke droiden (Star Wars-universets svar på en hund). Så hvis ikke titlen allerede var taget, kunne Rogue One lige så godt have heddet Suicide Squad.

“I have a bad feeling about this”

Apropos Suicide Squad, så begyndte der inden premieren på den film at dukke historier op i pressen om en problematisk produktionsfase med omskrivninger af manuskriptet, indspilning af nye scener og konkurrerende hold klippere, der lavede hver deres version. Da lignende historier kom frem om Rogue One, gav det nervøse trækninger hos mange fans, for Suicide Squad blev en rodet omgang, der tydeligvis bar præg af den megen uro.

The Hollywood Reporter: ‘Rogue One’ Drama: Writer Tony Gilroy Taking on More Duties

A Good Star Wars Blog: Is ‘Rogue One’ in the Same Boat as ‘Suicide Squad’?

Omvendt er det ikke usædvanligt, at filmselskaberne justerer løbende på deres store satsninger for at sikre, at resultatet bliver så godt som muligt (hvilket ikke er en garanti for, at det lykkes), og modsat Suicide Squad ser det med Rogue One ud til at have betalt sig. Efter en lidt vaklende indledning finder den snart sin egen stil og gør et hæderligt forsøg på at nuancere oprørskampen, så man også får et indtryk af omkostningerne. Den afsluttende tredjedel er decideret medrivende, og slutningen lægger som nævnt på smukkeste vis op til A New Hope, ligesom Revenge of the Sith faktisk også gjorde.

Normalt er det svært at få at vide, hvad der er blevet ændret undervejs, men i Rogue Ones tilfælde er det faktisk muligt, for i tråd med en af tidens tendenser blev der løbende udsendt flere trailere. I gamle dage kunne en film nøjes med en enkelt trailer, men i dag kommer der først en teaser og siden to-tre “officielle” trailere for at tilfredsstille fansenes nysgerrighed og holde interessen i kog.

Den første teaser for Rogue One kom i april, og det bemærkelsesværdige er, at stort set ingen af scenerne fra den er med i den endelige udgave af filmen.

Til sammenligning giver denne trailer fra oktober et mere retvisende billede af den film, der fik premiere den 14. december.

Vanen tro blev traileren “skilt ad” og analyseret, hvor der blandt andet blev spekuleret i, hvad de rapporterede ændringer har betydet for filmen.

The Hollywood Reporter: ‘Rogue One’: Why the New Trailer Looks Like It’s for a Different Movie Than Before

Det kunne selvfølgelig være interessant at finde ud af, hvordan den første version af Rogue One var, men vi får det nok aldrig at se. Selv om der er tradition for Special Editions af Star Wars-film, skal vi næppe forvente, at der bliver udsendt en radikal anderledes Director’s Cut-udgave af Rogue One. Det vil i hvert fald ligne Lucasfilm og Disney dårligt.

Andre observationer

Bad Robot: Jeg er vild med Rogue Ones droid K-2SO, som med sine vrantne og brutalt ærlige kommentarer bringer mindelser om dronerne i Iain M. Banks Culture-univers.

Mere kulør: Det er værd at bemærke, at der ikke er en eneste hvid mand i Rogue Ones gruppe af helte. I stedet består den af en kvinde, en mexicaner, en englænder med pakistansk baggrund og to kinesere. Godt nok dør de alle sammen, men det er da et skridt i den rigtige retning i det ellers temmelig hvide Star Wars-univers.

Dårlig PR: Mads Mikkelsen har en større rolle i Rogue One, end man umiddelbart skulle tro. Til gengæld vil jeg fraråde Dansk Byggeri at bruge ham som kampagnefigur …

Lucky bastards: En af filmens in-jokes er, at heltinden Jyn Erso har et sammenstød med to skumle personager i den hellige by på Jedha. Det er det samme par, som Luke Skywalker kommer i karambolage med i cantina-scenen i A New Hope, hvilket må betyde, at de er sluppet væk fra Jedha, inden byen blev udslettet af Dødsstjernen.

2D eller 3D: Jeg så filmen på premieredagen i 3D uden at få det store ud af det, da den tydeligvis er filmet i 2D. Faktisk gik jeg glip af nogle detaljer på grund af 3D-effekten, hvilket jeg opdagede, da jeg et par dage senere så filmen i 2D. Så spar pengene og se 2D-versionen.

 

 

 

Udgivet i Film og musik Etiket: , , ,

Filmåret 2016: Summer of Our Discontent

Det var mørkt og vådt i “Batman v Superman: Dawn of Justice”, men det var nu ikke fordi, vejret var meget bedre herhjemme i sommer.

Sommervejret 2016 var generelt en skuffende affære, men der var desværre ikke megen trøst at hente, hvis man søgte ind i biografmørket. I takt med at den ene store og hypede produktion efter den anden fik premiere uden at efterlade sig noget videre indtryk, sad man tilbage med lidt af en mæh-følelse.

Det begyndte ellers lovende tilbage i februar med den netop Golden Globe-nominerede Deadpool – en film, som jeg ud fra trailerne var overbevist om, at jeg ville finde anstrengende med sine selvironiske referencer, men som viste sig at være et forfriskende pust i en mere og mere forudsigelig genre. Men derefter gik det ned ad bakke.

Superhelte-overload

Først ude af startboksen var Batman v Superman: Dawn of Justice, som skulle have skudt et stort superheltefilmår i gang, men fik en så dårlig modtagelse, at den i stedet havde den stik modsatte virkning. Selv om filmen faktisk var en forbedring i forhold til forgængeren Man of Steel, var den samlet set for selvhøjtidelig og humorforladt.

Batman v Superman: Dawn of Justice fik blandt andet kritik for, at der var for mange superhelte med, men det var intet i forhold til Captain America: Civil War, som absolut kun gav mening, hvis man havde set de øvrige Marvel-film. Havde man det, var underholdningen dog i hus, og Civil War endte med at stå tilbage som en af de bedre film i takt med, at de efterfølgende konkurrenter skuffede.

Både X-Men: Apocalypse og Warcraft havde deres øjeblikke, men led begge under, at deres ambitioner blev forpurret af svage manuskripter. I det mindste virkede de dog til at have haft en manusforfatter modsat floppet Now You See Me 2. I kategorien HUHG (Hæderlig Underholdning, Hurtig Glemt) finder man Star Trek Beyond, Ghostbusters og Finding Dory samt, desværre, Jason Bourne. Matt Damon og Paul Greengrass havde tidligere afvist at lave en firer med en joke om, at den i så fald burde hedde The Bourne Redundancy. Som stor fan af serien smerter det mig at erkende, at det var lige præcis den film, de kom til at levere.

Det rene selvmord

Men Jason Bourne var ikke engang den sommerfilm, der skuffede mig mest. Den “ære” tilfalder Suicide Squad. Lige siden jeg så den første af filmens efterhånden utallige trailere, havde jeg en forhåbning om, at vi her ville få et anderledes og interessant bud på en superheltefilm (og ikke kun fordi hovedpersonerne på papiret alle er superskurke).

Især denne musikbaserede trailer tegnede lovende, lige indtil jeg så selve filmen og opdagede, at den i bund og grund er klippet som én lang trailer, og at vi allerede havde fået alle de bedste scener. Suicide Squad formåede på forunderlig vis at repræsentere alt, hvad der gik galt for sommerens blockbustere: Et tyndt manus med for dårligt tegnede figurer og en svag skurk. Læg dertil fantasiforladte actionscener, der er alt for afhængige af computergrafik, og vi står tilbage med en rodebunke, som bærer præg af, at der har været for mange kokke involveret.

Så hvorfor endte det sådan? Her er et par bud.

Manglende mod

Det er blevet påpeget, at budgetterne på nutidens blockbustere er blevet så store, at filmselskaberne kun tør satse på det sikre, dvs. fortsættelser, genindspilninger, reboots og franchises, og sommerens premierer bestod da heller ikke af andet. Jeg nåede ikke at få set The Jungle Book, Legend of Tarzan og Independence Day: Resurgence, men det havde ikke gjort den store forskel.

…men var det virkelig så slemt?

Filmsommeren 2016 har fået mange tæsk, men nøgternt set var de foregående somre ikke meget bedre. Jeg kan eksempelvis se, at jeg i min gennemgang af filmåret 2013 heller ikke var imponeret over filmene fra den sommer, der blandt andet bød på Iron Man 3Pacific Rim, The WolverineOblivion og førnævnte Man of Steel. I 2014 var der trods alt Guardians of the Galaxy, Edge of Tomorrow og Captain America: The Winter Soldier, mens der til gengæld i 2015 ikke var meget andet at glæde sig over rent blockbustermæssigt end Mad Max: Fury Road og Mission Impossible: Rogue Nation.

Det er internettets skyld

Internettet har ført meget godt med sig, men det har også betydet, at Gud og hvermand kan lege filmeksperter (inklusiv undertegnede), og jeg er ikke sikker på, det har været ubetinget positivt for måden, der bliver skrevet om film på i dag.

Det virker på mig som om, der er opstået en kultur, hvor det kun handler om at finde fejl, og hvor folk er villige til at affeje en hel film på grund af en enkelt detalje (så som hovedpersonens køn eller hudfarve). Fremtrædende eksempler på fejlfindertrenden er Youtube-kanaler som Honest Trailers og Cinema Sins (dem med “Everything Wrong With …”), og selv om de ofte kan være meget morsomme og præcise (jvf. den nedenstående Honest Trailer for Suicide Squad), vil det være synd at betegne deres form for kritik som speciel konstruktiv. Min påstand er, at det vil være muligt at skille selv de største mesterværker ad (f.eks. Blade Runner, som er smækfuld af fejl), hvis man tager den slags briller på, og hvad blev der så af glæden ved at se film?

Apropos glæde, så er en anden faktor den fankultur, der er opstået omkring især tegneseriefilmatiseringerne og de store franchises (Star Wars, Star Trek, Lord of the Rings, Harry Potter etc.). Her når begejstringen nærmest hysteriske højder, hver gang en ny trailer bliver lanceret (og vi når som regel at få fire-fem af dem inden premieren), men omvendt er den negative respons fra fansene ekstra hård, hvis filmen ikke lever op til forventningerne, som det sås med Batman v Superman: Dawn of Justice og Suicide Squad. Igen vil jeg pointere, at fankulturen indeholder rigtig mange positive elementer, men når fansene anklager filmselskaberne for at mangle mod og fantasi, så er de ironisk selv en del af ligningen. Bare se på, hvordan trailerne i dag bliver analyseret ned til mindste detalje, og der er bestemt ikke mangel på folk, som er parate til at dømme en film inde eller ude, selv om de endnu ikke har set det færdige resultat.

Det er de sure, gamle anmeldernes skyld

Da jeg var i 20erne, var der en særlig type filmanmelder, som jeg kun havde hån til overs for. I ved ham den gamle, sure mand, som rynkede på næsen af alt, der havde berøring med de fantastiske genrer eller vovede at være bredt underholdende. I stedet priste han svært tilgængelige franske og østeuropæiske film til skyerne og mente, at alt var bedre i gamle dage (og nej, jeg tænker ikke på Ole “Bogart” Michelsen, som faktisk var mindre fordomsfuld på det område, end han har fået skyld for).

Midt i diskussionerne om, hvorfor sommerens film skuffede på stribe, kunne jeg på de sociale medier løbende følge, hvordan venner og bekendte harcelerede over de selvsamme film. Nogle var jeg selvfølgelig mere enig med end andre, men da jeg læste denne leder fra Planet Pulps juli-nummer, blev jeg ramt af en frygtelig tanke: Min generation er blevet til de gamle, sure anmeldere! Nu er det os, som klager over, at nutidens film er ramt af angsten for at kede og har alt for travlt, at alting er genopkog af gamle idéer, og at Hollywoods guldalder ligger 30-40 år tilbage i tiden.

Men hvem siger, at der ikke sidder 20-årige filmfans derude, som synes, J.J. Abrams og Zack Snyder er genier, at de nye Star Wars-film er lysår bedre end de gamle, at genindspilningen af RoboCop er at foretrække frem for originalen, og at alle vi andre +40-årige kritikere bare er nogle gamle, sure røvhuller, der kan stikke vores 70’er og 80’er-nostalgi skråt op? Og hvem siger, at de ikke har ret, og at man i år 2046 vil konkludere, at sommeren 2016 var den mest misforståede i filmhistorien, fordi den ældre generations forstokkede filmsyn gjorde dem blinde over for de mange værker, der siden har opnået klassikerstatus – inklusiv mesterværket over dem alle, Suicide Squad.

Udgivet i Film og musik Etiket: , , , ,
%d bloggers like this: