Hugo-læsning: De bedste kortromaner

Så er vi nået til tredje og sidste del af min gennemgang af årets Hugo-nominerede noveller.

Læs de to første dele her:
Hugo-læsning: De bedste noveller
Hugo-læsning: De bedste langnoveller

Det efterlader kortromanerne eller “novellas”, som de kaldes på engelsk, og modsat de øvrige kategorier er det desværre ikke muligt at læse dette års nominerede gratis på nettet.

Da onlinemagasinerne begyndte at vinde indpas frem for de trykte magasiner, var der en vis bekymring for, hvad det ville få af betydning for kortromanerne. De fleste onlinemagasiner foretrækker historisk set korte noveller og bringer sjældent noget over 10.000 ord, selv om de senere år har budt på en opblødning i takt med, at det har vist sig, at folk ikke har noget imod at læse lange artikler på deres computere og mobile enheder.

Samtidig er en række forlag begyndt at specialisere sig i at udgive kortromaner, og her er den store spiller Tor.com Publishing, der er udsprunget af hjemmesiden Tor.com og forlaget Tor Books. Som det vil fremgå af nedenstående, tegner de sig for fem af de seks nominerede i kategorien.

Best Novella

Her er de seks nominerede (17.500-40.000 ord):

Artificial Condition af Martha Wells (Tor.com Publishing)
Beneath the Sugar Sky af Seanan McGuire (Tor.com Publishing)
Binti: The Night Masquerade af Nnedi Okorafor (Tor.com Publishing)
The Black God’s Drums af P. Djèlí Clark (Tor.com Publishing)
Gods, Monsters, and the Lucky Peach af Kelly Robson (Tor.com Publishing)
The Tea Master and the Detective af Aliette de Bodard (Subterranean Press / JABberwocky Literary Agency)

Jeg havde kun nomineret tre kortromaner, og Nebula-vinderen The Tea Master and the Detective var den eneste, som slap gennem nåleøjet. Fire af finalisterne var også nomineret til Nebula-prisen. Udover The Tea Master… var det Artificial Condition, The Black God’s Drums og Gods, Monsters, and the Lucky Peach.

I novelle-kategorien var der kun en enkelt af de nominerede science fiction, mens resten var fantasy. I langnovellerne var fordelingen 50/50, men i kortromanerne dominerer science fiction med fire nominerede, mens kun én er fantasy, og den sidste er SF/fantasy.

Hvem vinder? Favoritværdigheden må tilfalde Aliette de Bodards The Tea Master and the Detective, der løb med Nebula-prisen, men man skal heller ikke afskrive de ligeledes prisbelønnede The Black God’s Drums (Alex Award) og Artificial Condition (Locus Award).

The Tea Master and the Detective er Aliette de Bodards vellykkede bud på en Sherlock Holmes-historie, bortset fra at Watson i dette tilfælde er et rumskib, hvis kunstige intelligens gør det i stand til at forlade sin fysiske form og bevæge sig rundt i form af diverse avatars. Skibet The Shadow’s Child bliver hyret af privatdetektiven Long Chau til at hjælpe med en sag, og selv om den nye kunde viser at være lige så besværlig og irriterende, som hun er skarptænkende, kan skibet mod sin vilje ikke lade være med at engagere sig – især ikke da det viser sig, at sagen kan dække over et mord.

Selve mordgåden er dog i sidste ende af mindre betydning i forhold til personerne (og The Shadow’s Child føles i høj grad som en person) og den verden, de befinder sig i. The Tea Master and the Detective udspiller sig nemlig i Aliette de Bodards Xuya-univers, der foregår i en tidslinje, hvor Asien er den dominerende kultur i stedet for Vesten.

Aliette de Bodard har selv lavet følgende introduktion til universet, hvor flere af hendes andre historier også finder sted: The Universe of Xuya
De har den store fordel, at de kan læses uafhængigt af hinanden, men det vil ikke genere mig, hvis der kom flere fortællinger om Long Chau og The Shadow’s Child.

Det samme gælder P. Djèlí Clarks The Black God’s Drums, der foregår i et alternativt, steampunket 19. århundrede, hvor den amerikanske borgerkrig endte med en våbenhvile i stedet for med en sejr til Nordstaterne og afskaffelse af slaveriet.

New Orleans er i denne verden blevet en neutral zone, hvor begge parter færdes, og det er her, vi finder historiens fortæller, teenagepigen Creeper, som lever på gaden og ernærer sig som lommetyv. Hun overhører et komplot om et mystisk våben baseret på haitiansk magi, The Black God’s Drums, og bliver rodet ind i et eventyr med luftskibet Midnight Robber og dets kvindelige kaptajn.

Så udover at være stærkt underholdende (jeg gentager: luftskibe og haitiansk magi!) har The Black God’s Drums en tankevækkende historisk baggrund og beviser samtidig, at steampunk-genren ikke behøver at begrænse sig til Victoria-tidens Europa. Slutningen lægger op til flere historier i samme univers, og det bliver forhåbentlig tilfældet.

P. Djèlí Clarks har skrevet følgende indlæg på sin hjemmeside om baggrunden for sin kortroman:
Histories and Worldbuilding in The Black God’s Drums
Han er i øvrigt også forfatteren bag den Nebula-vindende og Hugo-nominerede novelle The Secret Lives of the Nine Negro Teeth of George Washington

Serier, serier, serier

Aliette de Bodards Xuya-historier kan som nævnt læses uafhængigt af hinanden, men det kan man ikke sige om tre af de andre nominerede, der alle er fortsættelser til tidligere publicerede og Hugo-vindende fortællinger.

Nnedi Okorafors Binti: The Night Masquerade er tredje og sidste del i hendes serie, der begyndte med Binti (2015), som vandt både en Hugo og en Nebula for bedste kortroman. Serien følger den unge kvinde, Binti, som bliver optaget på et intergalaktisk universitet og må forlade sin familie på Jorden.

Det forfriskende ved Binti-serien er, at handlingen har et afrikansk udgangspunkt, da hovedpersonen tilhører Himba-folket og er præget af dets kultur og traditioner. Ulempen er, hvis man (som jeg) ikke har læst de to første kortromaner, for Nnedi Okorafor gør intet for at hjælpe den forudsætningsløse læser, så i starten af del tre har man ingen som helst idé om, hvem der er hvem, og hvad der foregår.

Martha Wells’ Artificial Condition er ligeledes en fortsættelse til en prisbelønnet kortroman, All Systems Red (2017), der også kan prale med at have snuppet både en Hugo og en Nebula. Siden er kortromanerne Rogue Protocol og Exit Strategy udkommet i serien, der er blevet døbt The Murderbot Diaries, og i 2020 følger den første roman, Network Effect.

Det er ikke svært at se, hvorfor The Murderbot Diaries er blevet så populær. Murderbot er en såkaldt “sikkerhedsenhed”, en slags cyborgsoldat, der forsøger at skjule, at den er blevet selvbevidst og ikke længere kan kontrolleres af sine menneske-chefer. Så lige som i The Tea Master and the Detective har vi at gøre med en ikke-menneskelig jeg-fortæller, og det formår Martha Wells at vride en masse underholdning ud af, samtidig med at hun ikke sparer på actiondelen.

Jeg læste alle fire bind i serien lige i rap, og det vil jeg ikke anbefale, da jeg efterfølgende har haft svært ved at skille dem fra hinanden. Omvendt siger det også noget om seriens binge-agtige kvalitet, der gør, at når man er færdig med et bind, får man lyst til straks at kaste sig over det næste.

Jeg kan ikke helt vurdere, om Artificial Condition kan læses, uden at man først har været omkring All Systems Red, men min fornemmelse er, at det er lettere end med Binti: The Night Masquerade, der har et større persongalleri og et mere kompleks univers.

Til gengæld kan jeg sige, at Seanan McGuires Beneath the Sugar Sky er den af de tre, som lettest kan læses uden forudgående kendskab til Wayward Children-serien, og for at det ikke skal være løgn, er der igen tale om en fortsættelse til en Hugo- og Nebula-vindende kortroman Every Heart a Doorway (2016).

Wayward Children-serien foregår på Eleanor Wests hjem for utilpassede børn og unge. Men da dette er fantasy og ikke socialrealisme, er grunden til deres utilpashed, at de har åbnet døre til andre verdener (a la Narnia), hvor de som regel har følt sig hjemme, indtil de af ukendte årsager er blevet sendt tilbage til denne virkelighed. De fleste, men ikke alle, drømmer om at få lov at vende tilbage til deres anden verden, og Eleanor West forsøger at hjælpe dem efter bedste evne.

Beneath the Sugar Sky er tredje bog i serien, og selv om der optræder personer fra de tidligere bøger og refereres til Every Heart a Doorway, kan den som nævnt sagtens nydes, uden at man har læst dem på forhånd.

Og hvad med den sidste? Jeg skulle lige til at påstå, at Kelly Robsons Gods, Monsters, and the Lucky Peach er den eneste af de seks nominerede, der ikke er en del af en serie, indtil jeg opdagede, at hun har skrevet to andre noveller i samme univers. De foregår dog længere ude i fremtiden end kortromanen, så vi er mere ude i en Aliette de Bodard-situation her.

Den ene af de to noveller er gratis tilgængelig på nettet: Clarkesworld: We Who Live in the Heart

Gods, Monsters, and the Lucky Peach følger Minh, som i det 23. århundrede forsøger at gøre Jordens overflade beboelig igen, efter at klimakatastrofer tvang befolkningen ned i underjordiske kamre. Men det er også en fremtid, hvor tidsrejser eksisterer, så da hun bliver tilbudt at tage tilbage til Mesopotamien i år 2000 f.v.t., siger hun ja, fordi det giver hende mulighed for at studere floderne Tigris og Eufrat (Minhs speciale er at genoprette økosystemer i floder).

Men kortromanen indeholder også en anden fortællesynsvinkel: En konge, som i fortidens Mesopotamien ser sit rige invaderet af monstre, og lidt efter lidt går det op for læseren, at “monstrene” er de tidsrejsende forskere fra fremtiden. Minh er for eksempel blevet modificeret, så hun har blækspruttelignende fangarme i stedet for ben, og forskerteamets teknologi fremstår som trolddom i kongens øjne.

Sammenstødet udvikler sig dramatisk og er åndeløst spændende beskrevet, men Kelly Robsons ærinde er et andet, og hun bruger mere tid på at beskrive forberedelserne til turen, og den verden Minh og hendes kolleger lever i. En af hendes pointer er, at muligheden for at rejse tilbage i tiden ironisk nok har gjort det sværere at skaffe midler til at løse nutidens problemer.

Mine egne nomineringer

Black Helicopters af Caitlín R. Kiernan (Tor.com Publishing) – The X-Files møder Lovecraft tilsat en heftig dosis David Lynch i et syretrip uden lige.

Umbernight af Carolyn Ives Gilman (Clarkesworld) – kolonisterne på en planet opdager, at deres hjem er endnu mere dødbringende og mærkelig, end de havde forestillet sig.

Etiket: , ,

Hugo-læsning: De bedste langnoveller

Jeg fortsætter min gennemgang af de Hugo-nominerede noveller i forbindelse med, at jeg skal til Worldcon i Dublin i august og dermed kan være med til at stemme på, hvem der skal vinde priserne.

Læs de to andre dele her:
Hugo-læsning: De bedste noveller
Hugo-læsning: De bedste kortromaner

Efter de korte noveller er turen kommet til de nominerede langnoveller, og med en enkelt undtagelse kan de alle læses gratis på nettet.

Best novelette

De seks nominerede i kategorien bedste langnovelle (7500-17.500 ord):

If at First You Don’t Succeed, Try, Try Again af Zen Cho (B&N Sci-Fi and Fantasy Blog)
The Last Banquet of Temporal Confections af Tina Connolly (Tor.com)
Nine Last Days on Planet Earth af Daryl Gregory (Tor.com)
The Only Harmless Great Thing af Brooke Bolander (Tor.com Publishing)
The Thing About Ghost Stories af Naomi Kritzer (Uncanny Magazine)
When We Were Starless af Simone Heller (Clarkesworld)

Dette er kategorien, hvor jeg havde størst succes med mine nomineringer. Hele tre er med i finalen: Nine Last Days on Planet Earth, The Thing About Ghost Stories og When We Were Starless. I forhold til Nebula-nomineringerne er The Only Harmless Great Thing og The Last Banquet of Temporal Confections de eneste gengangere. Det er også værd at bemærke, at hvor fantasy dominerede i novelle-kategorien (fem fantasy og en science fiction), er fordelingen her 50/50.

Hvem vinder? The Only Harmless Great Thing vandt Nebula-prisen i denne kategori og har derfor favoritværdigheden. Desværre er det også den af finalisterne, som jeg er mindst begejstret for, og nej, det er ikke fordi, jeg har noget personligt imod Brooke Bolander, hvis Hugo-nominerede novelle heller ikke faldt i min smag.

Langnovellen tager udgangspunkt i to historiske begivenheder: Elefanten Topsy, der blev henrettet med elektricitet i forlystelsesparken Coney Island i New York i 1903, og sagen om Radium Girls, hvor en gruppe kvindelige fabriksarbejdere i New Jersey døde efter at være blevet udsat for radium-forgiftning gennem den maling, de arbejdede med i årene 1917-26.

Bolander mikser det med scener fra en nær fremtid, hvor elefanter har udviklet sig til intelligente og bevidste væsener i en sådan grad, at menneskeheden er nødt til at indgå forhandlinger med dem. Det er godt fundet på, men mit problem er nok, at det hele er skrevet på en måde, der gør, at det vil være en fordel, hvis man kender forhistorien i forvejen, for Bolander gør meget lidt for at hjælpe den forudsætningsløse læser.

Hvem bør så vinde? Man burde tro, at min favorit så skulle findes blandt mine tre nomineringer, men Zen Chos morsomme og charmerende If at First You Don’t Succeed, Try, Try Again kom ind fra højre og overtog den placering. Cho fortæller om en imugi (et dragelignende væsen fra koreansk mytologi) og dens kamp for at blive til en rigtig drage. Efter flere tusinde års forgæves forsøg er det lige ved at lykkes, men så bliver det i sidste øjeblik forpurret af en ung kvinde, som tager en selfie, mens hun er ude på en vandretur i bjergene (forvandlingen virker kun, hvis den ikke bliver set af mennesker). Imugien beslutter sig derefter for at tage hævn over kvinden, men heller ikke det går efter planen, og derfra udvikler det sig til en smuk og i sidste ende rørende fortælling.

Hvad med mine tre nomineringer? Daryl Gregorys Nine Last Days on Planet Earth handler om den formentlig langsomste invasion fra rummet i form af nogle mystiske frø, der bliver til planter. Men før man kan nå at tænke Invasion of the Body Snatchers, går historien i en helt anden retning og beskriver lige så meget, hvilken indvirkning de udenjordiske planter får på hovedpersonens liv og hans familie, som man følger fra hans barndom til hans alderdom.

November-december udgaven af Uncanny Magazine indeholder hele to Hugo-nominerede noveller. Illustration: John Picacio

Naomi Kritzers The Thing About Ghost Stories ser nærmere på spøgelseshistorier og deres funktion, men er lige så meget en beretning om sorg. Fortælleren er en forsker i spøgelseshistorier, der ikke selv tror på spøgelser (“I’m a folklorist, not a ghost hunter”), og som stadig forsøger at komme sig over tabet af sin mor. Selvfølgelig ender det med, at hun oplever sin egen spøgelseshistorie, men ikke på den forventede måde, da Kritzers ærinde ikke er at skabe uhygge, men at berøre læseren.

Tyske Simone Hellers When We Were Starless tager udgangspunkt i et velkendt science fiction-scenario: Efterkommerne fra en koloni på en planet forsøger at overleve i ruinerne, fordi de har mistet deres viden om teknologien. Hovedpersonen møder et spøgelse, der viser sig at være en computerstyret turistguide i et rumfarts-museum, men hun har svært ved at tro på dens historier. Idéen er som nævnt langt fra ny, men novellen er stemningsfuld, og samtalerne mellem hovedpersonen og spøgelset både morer og bevæger.

… og som rosinen: I Tina Connollys The Last Banquet of Temporal Confections er vi til middag på slottet, hvor hovedpersonen er mundskænk for en forhadt fyrste, fordi hun er gift med hoffets konditor. Han er dog ikke en normal konditor, for hans delikatesser er i stand til at fremkalde minder, og for hver bid får vi historien om, hvordan ægteparret er havnet i denne situation, samtidig med at kvinden forsøger at gætte, hvad hendes mand har planlagt for at få ram på fyrsten. Det er en velfortalt og spændende langnovelle, men i forhold til de andre nominerede føles den ironisk nok som en let dessert på en menu fyldt med mere mættende hovedretter.

Mine egne nomineringer

Her er de to øvrige langnoveller, som jeg nominerede, men som ikke fik nok stemmer til at komme i finalen:

The Gift of Angels: an introduction af Nina Allan (Clarkesworld) – især for fans af La Jetée og Twelve Monkeys.
The Thought That Counts af KJ Parker (Beneath Ceaseless Skies)

Etiket: , , ,

Efter Roskilde: Dronningernes festival

Masser af hjerter fra publikum til Robyn på Roskilde Festival.

I år er det 25 år siden, jeg var på min første Roskilde Festival. Jeg venter dog med jubilæet til næste år, for den netop overståede festival var “kun” min 24. i rækken, da jeg ikke var der i 2013 og 2018, fordi jeg var på ferie i henholdsvis Sydkorea og Vietnam.

Her er de øjeblikke og oplevelser, jeg vil huske årets Roskilde Festival for:

Spansk flamenco-prinsesse og dronning Janelle

Spanske Rosalia er blevet et kæmpe navn i sit hjemland med sin moderne udgave af flamenco tilsat r’n’b, tunge beats og hiphop-attituder, og den kombination blæste mig og resten af publikum på Avalon omkuld onsdag aften – tydeligvis også til overraskelse for hovedpersonen selv, som takkede gentagne gange for den overstrømmende modtagelse (der var endda flere, som kunne synge med på de spanske tekster).

Ovenstående koncertoptagelse fra Madrid sidste år giver et indtryk af, hvordan Rosalia er live, omend hun i Roskilde “kun” havde halvt så mange dansere med på scenen.

Janelle Monáe tog turen ned i den frontpit, hvor jeg tilfældigvis stod. På billedet sidder vi alle sammen på hug og venter på, at hun giver os lov til at springe op igen.

Janelle Monáes album Dirty Computer var sammen med Kacey Musgraves Golden Hour mine to favoritalbums fra 2018, så hendes koncert på Orange Scene var en af dem, jeg på forhånd havde set mest frem til – ikke mindst fordi hendes koncert i 2011 stadig står som en af de allerbedste, jeg har været til på Roskilde.

Årets koncert var tæt på at gøre den rangen stridig, men det, der personligt gjorde den ekstra mindeværdig, var selvfølgelig, at jeg sammen med flere medlemmer af Rockklubben (som kårede Dirty Computer til årets album) tilfældigvis stod i det frontafsnit af Orange Scene, som Janelle Monáe bevægede sig ind i til allersidst, så vi stod få meter fra hende.

Hun gjorde det samme på Glastonbury, hvor det så sådan ud:

Svensk popdronning skuffede

En anden koncert, jeg havde glædet mig til, baseret på hendes forrige Roskilde-optræden i 2010, var svenske Robyns. Men selv om det til tider var rigtigt godt, var det andre gange pænt kedeligt, og koncerten var som helhed underlig ujævn.

De nye sange fra sidste års comeback-album Honey fungerede mærkbart dårligere live end de gamle hits, og mens Janelle Monáe formåede at få sine kostumeskift til at føles som en del af showet, endte Robyns med at blive en stopklods. De fleste anmeldere var ellevilde, men jeg er i dette tilfælde mere på BTs side, omend jeg nok havde givet en stjerne mere.

Dette øjeblik var trods alt magisk:

Jeg så også to andre kvindelige hovednavne på Orange Scene, Cardi B og Mø, og skrev om dem begge til Dagbladets hjemmeside sn.dk (jeg var vanen tro også på arbejde under festivalen):

Læs: Cardi B blev en kort fornøjelse
Læs: Regndans med dronning Mø af Roskilde

Som det fremgår af min anmeldelse, var jeg noget forbløffet, da Cardi B gik af scenen allerede efter 45 minutter, men set i bakspejlet har hun formentlig heller ikke materiale (og luft) til mere lige nu. Både Mø og Robyn led under, at de skulle udfylde halvanden time, men jeg syntes, at Mø slap bedre fra opgaven end sin svenske kollega.

En dobbelt dosis kvinder

En cool Weyes Blood alias Natalie Mering klædt helt i hvidt på Pavilion fredag aften.

Kvinderne bag tre af de efter min mening bedste albums fra 2019 var også at finde på Roskilde-programmet. Både Maggie Rogers og Sharon Van Etten havde jeg allerede set live én gang før i år, og deres koncerter på Roskilde bekræftede mit indtryk af deres styrker og svagheder.

Maggie Rogers’ havde samlet sine bedste sange i anden halvdel af sin koncert, mens Sharon Van Ettens nye materiale fra albummet Remind Me Tomorrow lyder så markant anderledes (og bedre live) end hendes gamle sange, at det føles som om, der står to vidt forskellige bands på scenen.

Videoen indeholder faktisk to sange: “Comeback Kid” og “No One’s Easy to Love”, begge fra Sharon Van Ettens nye album “Remind Me Tomorrow”.

Derimod var det min første koncert med Weyes Blood alias Natalie Mering, som for alvor kom på min radar med sit album Titanic Rising. Helt klædt i hvidt gav hun en cool og kontrolleret koncert, hvor intet virkede overladt til tilfældighederne. Man kan både tale for og imod den tilgang, men jeg synes, det i dette tilfælde gav rum til at nyde hendes vokal (med ekko af både Karen Carpenter og Aimee Mann) og de smukke sange (især Movies).

Jeg har i øvrigt købt billet til Weyes Blood i DR Koncerthuset den 14. november, så hende får jeg også oplevet to gange i år.

To koncerter – endda på en uge – blev det også til med Julia Holter. Først mandag aften i Roskilde Domkirke og derefter på festivalen fredag aften.

Læs: Festivalkoncert i domkirken: Avantgarde ved alteret

Julia Holter havde før spillet på Roskilde i 2012 og 2014 og begge gange på den mindste scene Gloria, og ud fra fremmødet at dømme burde hun have gjort det igen i år. Avalon var ikke en gang en fjerdedel fyldt, men Julia Holter stryger heller ikke publikum med hårene. På den anden side er der noget fascinerende ved at opleve nogen have en så kompromisløs tilgang til sin musik, selv om jeg ikke føler trang til at høre hendes ret så udfordrende seneste album Aviary igen lige med det samme.

Lyden af kvinder

Danske Lydmor så jeg i 2013 varme op for Amanda Palmer (som jeg igen skal til koncert med i efteråret), men der er sket meget med hendes musik siden dengang, og hun leverede en imponerende optræden på Avalon fredag aften – især i betragtning af at hun var alene på scenen det meste af tiden (bassisterne Tomas Høffding fra Bon Homme og WhoMadeWho og Signe SigneSigne fra Nelson Can gæsteoptrådte til allersidst). Apropos tid, så lavede hun en “Neil Young” og spillede 15-20 minutter mere, end hun var sat til på en festival, der ellers plejer at styre den slags med hård hånd. Bare spørg den amerikanske rapper Saweetie …

Punkkoncerter er ikke det, jeg går allermest til (som i aldrig), men jeg endte med at blive hængende til Petrol Girls på Pavilion lørdag aften. Det var en af den slags koncerter, hvor der blev sagt “This one goes out to all the anti-fascists!”, og hvor den kvindelige forsanger opfordrede fyrene foran scenen til at køle ned og give plads, så kvinderne blandt publikum også kunne få lov at trykke den af. Sangeren Ren Aldridge nævnte, at hun faktisk var småsyg, men det var bestemt ikke til at se på hendes energiske sceneoptræden.

Petrol Girls spillede højt og larmende, og det var påkrævet på Pavilion, som efter flytningen af Avalon havde fået en ny nabo i Apollo, der primært var hjemsted for elektroniske navne og hiphop. Apollo er en åben scene, så når der var stille på Pavilion, kunne man tydeligt høre bassen derfra, hvilket Julien Baker desværre måtte kæmpe med, da hun skulle fremføre sine afdæmpede guitarsange torsdag eftermiddag. Det er noget, festivalen må forholde sig til i sin evaluering.

Men hvad med mændene?

Den anden onkel Bob. The Cure og Robert Smith lukkede og slukkede Orange Scene.

Det var ikke fordi, jeg ikke var til koncerter med mandlige navne i år på Roskilde. Det blev bare ikke til så mange. Jeg fik set 45 minutter med Bob Dylan, inden jeg skulle over til Rosalia (et bytte, jeg ikke kom til at fortryde), og jeg nåede også tre kvarter med Robert Plant, inden jeg måtte gå, fordi jeg skulle skrive om Mø (den ærgrer jeg mig lidt mere over efter at have læst anmeldelserne af Plants koncert).

Til gengæld blev jeg til hele koncerten på Arena med Johnny Marr, som jeg på forhånd ikke havde de store forventninger til. Selvfølgelig kendte jeg til hans fortid som guitarist i The Smiths, men jeg havde ingen anelse om, hvad han ville spille, og om han overhovedet kunne synge. Det kan han, ved jeg nu, og i det hele taget var det en sjov og underholdende koncert med flere af The Smiths’ klassikere og coverversioner som denne:

Her er det så, jeg må tilstå, at jeg ikke var til hele koncerten med The Cure, fordi jeg undervejs gik hen til Marina, som optrådte samtidig på Avalon (et dilemma, festivalens programplanlæggere med garanti ikke havde forudset, nogen kunne have). Den strategi viste sig at fungere perfekt, da det gav mig det bedste fra begge verdener. Jeg fik 45 hitfyldte minutter med Marina, hvorefter jeg vendte tilbage til Orange og så den afsluttende time med The Cure, der bød på flere af deres kendte sange.

Og det var i store træk min 24. Roskilde Festival. Jeg ville også rigtig gerne have set Christine and the Queens, Carpenter Brut, Stella Donnelly, Lowly, Underworld, Tears for Fears, Spleen United og mange andre, men måtte vælge dem fra af forskellige årsager (primært mit behov for søvn, når jeg skulle møde tidligt på arbejde næste dag).

Men udover de mange musikalske oplevelser var det også bare givende at dele dem med gode venner. Bring on #rf50.

Etiket: , , , ,

Hugo-læsning: De bedste noveller

Hugo Awards, Worldcon i Helsinki 2017. I år finder Worldcon sted i Dublin, Irland.

Hugo og Nebula er de to største priser inden for science fiction- og fantasy-litteratur. Nebula-prisen uddeles af medlemmerne af SFWA (Science Fiction and Fantasy Writers of America), dvs. forfatterne, mens vinderne af Hugo-prisen kåres af deltagerne på den årlige Worldcon (The World Science Fiction Convention). Man kan sige, at det gør Hugo til en mere fan-baseret pris, selv om mange af deltagerne på Worldcon også er forfattere.

I år holdes Worldcon i Dublin fra 15. til 19. august, og jeg har meldt mig til. Det bliver min tredje Worldcon efter London i 2014 og Helsinki i 2017, og det betyder, at jeg har kunnet nominere til Hugo-prisen og er med til at afgøre, hvem der skal vinde.

Nomineringerne blev offentliggjort i april, og i maj blev Hugo Voter Packet gjort tilgængelig for de registrerede deltagere. Pakken indeholder stort set samtlige nominerede værker, så man har det bedst mulige grundlag at stemme ud fra. Til gengæld har jeg en hulens masse, jeg skal have læst inden deadline den 1. august. På forhånd havde jeg kun læst to af de seks nominerede romaner (Spinning Silver af Naomi Novik og Revenant Gun af Yoon Ha Lee), og jeg har ingen illusioner om, at jeg kan nå fire romaner på så kort tid (jeg har dog fået læst Mary Robinette Kowals Nebula-vindende The Calculating Stars og Catherynne M. Valentes Space Opera).

I stedet har jeg koncentreret mig om novellerne, som jeg vil gennemgå i tre indlæg, da de er inddelt i tre kategorier: Best short story (novelle), Best novelette (langnovelle) og Best novella (kortroman). Jeg lægger ud med de korteste, og det bedste af det hele er, at de alle kan læses gratis på nettet.

Læs de to andre dele her:
Hugo-læsning: De bedste langnoveller
Hugo-læsning: De bedste kortromaner

Best short story

Her er de seks nominerede til bedste novelle (under 7.500 ord):

The Court Magician af Sarah Pinsker (Lightspeed)
The Rose MacGregor Drinking and Admiration Society af T. Kingfisher (Uncanny Magazine)
The Secret Lives of the Nine Negro Teeth of George Washington af P. Djèlí Clark (Fireside Magazine)
STET af Sarah Gailey (Fireside Magazine)
The Tale of the Three Beautiful Raptor Sisters, and the Prince Who Was Made of Meat af Brooke Bolander (Uncanny Magazine)
A Witch’s Guide to Escape: A Practical Compendium of Portal Fantasies af Alix E. Harrow (Apex Magazine)

Den eneste af mine fem nomineringer, som slap igennem til finalefeltet, var The Court Magician, der sammen med The Secret Lives of the Nine Negro Teeth of George Washington og A Witch’s Guide to Escape: A Practical Compendium of Portal Fantasies var gengangere fra Nebula-nomineringerne.

Hvem vinder? Den umiddelbare favorit må være Nebula-vinderen The Secret Lives of the Nine Negro Teeth of George Washington, der er inspireret af en mystisk bemærkning i George Washingtons efterladte dokumenter, hvor der nævnes et salg af ni tænder, som har tilhørt slaver. Ingen ved helt præcist, hvad det betyder, så P. Djèlí Clark har ladet fantasien råde og brugt den til at lade hver tand give et billede af slaveriets historie tilsat magiske elementer. Resultatet er en stærk fortælling, der ikke vil være en ufortjent vinder. Det er samtidig noget af et gennembrud for P. Djèlí Clark, som også er nomineret i bedste kortroman for The Black God’s Drums.
Clark har på sin hjemmeside skrevet et interessant indlæg om baggrunden for sin novelle: On Slavery, Magic, and the Negro Teeth of George Washington

Illustration: Justin Adams

Hvem bør ellers vinde? Som det fremgår af listen, er det åbenbart en fordel at have en novelle med en lang titel (lyder det fra manden, som har skrevet Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7). Undtagelsen er Sarah Gaileys STET, der lige som Clarks novelle er fra Fireside Magazine. STET er et fagudtryk anvendt af redaktører og korrekturlæsere og betyder typisk, at en rettelse eller bemærkning skal ignoreres. Ved første øjekast er der tale om en tør, akademisk tekst, men fodnoterne fra redaktøren og forfatteren afslører en helt anden dramatisk og tragisk historie, som ikke er til at få ud af hovedet igen.

Gaileys novelle skiller sig ikke kun ud ved sin korte titel, men er også den eneste i kategorien, der er science fiction. Resten er fantasy, og flere af dem beskæftiger sig med kendte fantasy-scenarioer, men angriber dem fra nye vinkler. For eksempel begynder Sarah Pinskers The Court Magician traditionelt nok med en fattig dreng, som bliver udvalgt til at være troldmand ved hoffet. Problemet er blot, at kongen er en tyran, som misbruger troldmandens evner til at skaffe sig af med sine fjender og kritikere, og så kommer novellen på ganske ferm vis til at handle om, hvor langt ens moral og integritet rækker, når man tjener magten. Pinsker lægger i dette interview ikke skjul på, hvem hun havde i tankerne, da hun skrev novellen.

I Alix E. Harrows A Witch’s Guide to Escape: A Practical Compendium of Portal Fantasies er det Portal Fantasy, der kommer under den litterære lup. Portal Fantasy er en undergenre inden for fantasy, hvor hovedpersonerne kommer til en anden verden via en portal (det klassiske eksempel er Narnia-bøgerne). Men det behøver ikke altid være en dør eller et klædeskab. Romaner kan også transportere læseren væk fra en trist og måske traumatisk verden til andre og bedre verdener. Harrow giver den metafor fuld skrue ved at gøre sin fortæller til både bibliotekar og heks, og hendes novelle er én lang kærlighedserklæring til bøger og fantasy-genren. Det er sikkert en af grundene til dens popularitet (den blev kåret til årets novelle af læserne af Apex Magazine, hvor den oprindelig blev bragt), udover at den er velfortalt og rørende.

Illustration: John Picacio

De øvrige: Uncanny Magazine har de sidste tre år i træk vundet en Hugo for bedste semi-professionelle magasin (Best Semiprozine) og holder normalt et højt niveau, men jeg må indrømme, at de to nominerede noveller fra magasinet var dem, jeg brød mig mindst om.
Begge tager humoristiske favntag på ofte fortalte eventyr – i Kingfishers novelle må tre elvere sande, at kvinden i titlen er immun over for deres forsøg på at forhekse hende (“what really gets me is that she went and married the blacksmith”), mens Bolander placerer tre kødædende dinosaurusser i et eventyr-univers og får megen sjov ud af det. Det er alt sammen ganske underholdende, men heller ikke mere end det.

Mine egne nomineringer

Som nævnt er Sarah Pinskers The Court Magician den eneste af mine fem nomineringer, som er med i finalen. Her er mine fire andre indstillinger, og I kan selv vurdere, om de havde fortjent at komme med:

Blessings af Naomi Novik (Uncanny Magazine)
Sour Milk Girls af Erin Roberts (Clarkesworld)
Yiwu af Lavie Tidhar (Tor.com)
The Starship and the Temple Cat af Yoon Ha Lee (Beneath Ceaseless Skies)

God læselyst!

Etiket: , , ,

Dusinet fuldt med Lige under overfladen

For 12. gang har jeg fået en novelle med i Science Fiction Cirklens årlige antologi-serie Lige under overfladen, der har nået sin 14. udgave. De eneste, som jeg ikke har bidraget til, er den allerførste LUO fra 2007, hvor jeg lige var begyndt at skrive, og Farvel, min astronaut – LUO 8 fra 2013, der var det år, hvor SFC valgte at dele udgivelsen op i to antologier (min novelle Tannhäuser Gate var med i Nær og fjern – LUO 7).

Illustration: Manfred Christiansen

I år deltager jeg med novellen Fire år senere, som jeg allerede tog hul på i slutningen af 2018, da jeg ville være ude i god tid i stedet for først at gå i gang i sidste øjeblik. Det gjorde jeg med både førnævnte Tannhäuser Gate og med sidste års Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7, som jeg skrev, efter at jeg egentlig havde indstillet mig på, at jeg ikke kom til at indsende noget til LUO, fordi jeg måtte opgive en anden novelle.

Af samme grund blev Anmeldelse af Genforeningen… med sine 2400 ord den korteste novelle, jeg har haft med i Lige under overfladen. Dette års bidrag, Fire år senere, er tilbage på “normal” længde, 6200 ord, og bygger på idéen om, hvad der ville ske, hvis vi en dag vågnede op og opdagede, at vi havde fået slettet de sidste fire år fra vores hukommelse. Jeg fortæller mere om novellen, når LUO 14 udkommer, hvilket formentlig bliver til Fantasticon, der finder sted i weekenden 20.-22. september med forfatterne Nisi Shawl og Tade Thompson som æresgæster og afrofuturism som tema.

Illustration: Manfred Christiansen

Lige under overfladen 14 får Sandsynlighedskrydstogt som titel og kommer til at indeholde 26 noveller. Ifølge Science Fiction Cirklen blev der i år indsendt 80 noveller mod 64 i 2018. Sidste år kom næsten halvdelen, 31 noveller, med i De fremmede – Lige under overfladen 13, og jeg må indrømme, at jeg fandt det lidt i overkanten. Med 26 noveller (under en tredjedel af de indsendte) er vi tilbage på det gamle niveau, selv om jeg finder, at 20 er et mere passende antal, hvilket både De sidste kærester på Månen – LUO 9 og Som et urværk – LUO 10 indeholdt.

Vanen tro er bidragene skrevet af en blanding af “veteraner” som A. Silvestri, Gudrun Østergaard, Richard Ipsen, Kenneth Krabat, Jesper Rugård, Henning Andersen, Ellen Miriam Pedersen og undertegnede og nyere navne i LUO-sammenhænge som Jakob Drud (som har skrevet titelnovellen), Lars Behn-Segall, Viggo Madsen, Helene Toksværd, Maria Frantzen Sanko og Sara Buch, der har været med i de seneste par udgaver. Glædeligt nok er der som altid også en håndfuld forfattere, som er med for første gang.

Etiket: , , ,

Lyt til Rød høst

Bedre sent end aldrig, kan man sige om to begivenheder i mit forfatterliv, der er hændt inden for den seneste uge:

1. Min debutroman Rød høst er udkommet som lydbog.
2. Jeg har endelig modtaget mit trofæ for Årets danske horrorudgivelse 2017.

Da jeg vandt prisen i marts 2018 for min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, fik jeg at vide, at det firma, der skulle fremstille trofæet, desværre ikke havde nået at levere det inden overrækkelsen. Dansk Horror Selskab (DHS) havde endda været ude i god tid med bestillingen, fordi der også havde været problemer året før.

Så jeg ventede … og ventede … og ventede, og til sidst havde jeg egentlig opgivet at få det. Men pludselig fik jeg besked fra DHS om, at de havde modtaget trofæet, og nu står det i min reol med 14 måneders forsinkelse.

Rød høst som lydbog

Hvis man er typen, som hellere vil høre en bog end læse den, så kan jeg oplyse, at Rød høst nu kan fås som lydbog. Jeg fik besked om det i marts, men hørte derefter ikke så meget, før jeg for nylig blev kontaktet af oplæseren Paul Becker, som havde et spørgsmål omkring udtalen af ordet “ArtSangre”.

Det er første gang, en af mine bøger udkommer som lydbog, men jeg har dog før prøvet at få en af mine noveller indtalt. Det skete sidste år med Bag murene, som var en Storytel Original, der udkom i forbindelse med halloween.

Papirudgaven af Rød høst er udgivet af H. Harksen Productions, men udgivelsen af lydbogen sker via Lindhardt & Ringhofs afdeling for lydbøger og e-bøger.

Køb lydbogsudgaven af Rød høst her

Rød høst anmeldt

Apropos Rød høst, så er det lykkedes mig at overse hele to anmeldelser af romanen (måske skal jeg google mig selv noget mere). Den ene anmeldelse er positiv, mens den anden er … knap så positiv.

Den glade anmeldelse kommer fra bogbloggen Bare et kapitel mere, som har en forkærlighed for vampyrhistorier. Anmelderen skriver bl.a.:

Rød høst hører helt sikkert til de bedre vampyrhistorier, som jeg har læst. Lars Ahn har ændret på nogle af de kendte vampyrmyter for at give historien et lille frisk pust, men der er stadig rigeligt med genkendelighed, så man ikke er i tvivl om at man læser en vampyrhistorie. Jeg valgte helt klart Rød høst på grund af vampyrelementet, men jeg blev også meget optaget af krimigåden, og hvordan alle trådene hang sammen.” 

Læs hele anmeldelsen her

Og nu til den knap så positive anmeldelse …

“Absolut en skuffelse”

Som forfatter kan det være svært at vide, hvordan man skal forholde sig, når ens udgivelser får negative anmeldelser. Man kan selvfølgelig forsøge at ignorere, at de findes, men det er lidt for strudseagtigt efter min smag. Omvendt synes jeg også, man som forfatter bør holde sig fra at kritisere en anmelder – med mindre vedkommende har skrevet noget, der er direkte faktuelt forkert.

Så hvorfor beskæftige sig med denne anmeldelse? Fordi den har en interessant baggrund, og fordi den er velargumenteret og sætter fingeren på nogle ømme punkter i min roman.

Anmeldelsen stammer fra forfatteren Martin Wangsgaard Jürgensens blog Fra sortsand, men det er ikke ham, der er anmelderen i dette tilfælde. Det er i stedet en anden forfatter, Jonas Wilmann. De to offentliggjorde i starten af 2018 blogindlægget Det danske horrormiljø er i krise. Dyb krise, der skulle fungere som en opsang til dansk horror.

Efterfølgende har de med jævne mellemrum bragt anmeldelser, der mest af alt har fungeret som en understregning af deres pointer om, at der er for mange danske horrorudgivelser, der lider under mangelfuld redigering eller gør brug af de samme, gamle klichéer (og nej, det er ikke et spørgsmål om, at rønnebærrene er sure. Jonas er tidligere vinder af Årets Danske Horrorudgivelse, og både han og Martin var blandt de nominerede til prisen i år). Jeg kan sagtens følge en stor del af deres kritik, men jeg har også tænkt, at jeg før eller siden måtte komme i skudlinjen, og nu er det så sket.

Her er anmeldelsen:
Rød høst: Detaljernes labyrint

Færdig? Så lad os gå videre. Hvis jeg skal tage de positive briller på, så bunder anmelderens skuffelse i, at han har kunnet lide det, jeg tidligere har skrevet, og derfor tillod sig at have forventninger til Rød høst. De blev så ikke indfriet, og det har resulteret i en længere klageliste.

Da en anmeldelse er en subjektiv vurdering, giver det ikke mening at kommentere på hver enkelt kritikpunkt, men jeg vil dog give anmelderen ret i, at Rød høst er mere krimi end horror, og at min “world building” bærer præg af, at jeg også skriver science fiction.

Og så har han desværre helt ret i, at det ikke giver mening at referere til Vampirella og Twilight i en verden, hvor vampirer har været en del af virkeligheden siden 1960erne. Det er uden tvivl den del af kritikken, der irriterer mig allermest, for den kunne have været undgået, hvis jeg havde tænkt mig om.

Nå, men op på hesten igen. Havde jeg nævnt, at jeg havde modtaget mit trofæ?

Etiket: , ,

Love, Death & bibliotekspenge

Love, Death & Robots: Scene fra filmatiseringen af Alastair Reynolds-novellen “Zima Blue”.

Der sker ikke det store i mit forfatterliv for tiden, men jeg har da fået bibliotekspenge og er for første gang kommet over 10.000 kr.
Hovedårsagen er min debutroman Rød høst, der ifølge min titelliste befinder sig i 98 eksemplarer ude på bibliotekerne, men det har heller ikke skadet, at jeg havde noveller med i hele fire antologier sidste år.

Det er dog ens egne bøger, der tæller mest, og min mest pointgivende udgivelse er faktisk e-bogudgaven af min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, mens de 46 fysiske eksemplarer kun tæller det halve. Min første novellesamling Månebase Rødhætte er i øvrigt stadig godt repræsenteret på bibliotekerne med 72 eksemplarer.

Som nedenstående grafik viser, er årets beløb den største stigning, jeg har været ude for, siden jeg begyndte at modtage bibliotekspenge i 2014. Jeg kan også konstatere, at det næppe gentager sig til næste år, da 2019 indtil videre ser ud til at blive et magert udgivelsesår.

Hvis man er interesseret i at se, hvem der har modtaget bibliotekspenge, så findes listen her. Jeg står på side 70 ud af 270, så jeg nærmer mig den øverste fjerdedel:
Se samlet liste over modtagere i 2019

Forstuvet fod-status
Det er nu to en halv måned siden, jeg forstuvede min fod under en løbetur, mens jeg var på skriveophold på Hald Hovedgaard. De seneste uger er det heldigvis gået så meget fremad, at jeg både kan cykle og køre bil igen i stedet for at være afhængig af, at andre kunne transportere mig. Jeg behøver heller ikke sidde med foden løftet hele tiden længere og kan have sko og strømper på, hvilket gør en stor forskel.

Jeg har været til fysioterapeut og har fået at vide, at jeg enten har et forstrukket eller overrevet ledbånd. Jeg er nu i gang med at genoptræne foden og håber, at jeg på et eller andet tidspunkt også bliver i stand til at løbe igen.

Love, Death & Robots: Scene fra “Beyond the Aquila Rift” af Alastair Reynolds.

Alastair Reynolds på Netflix
Jeg havde godt hørt om Netflix’ nye sci-fi animationsserie Love, Death & Robots, men jeg blev først for alvor interesseret, da det gik op for mig, at to af afsnittene er baseret på Alastair Reynolds’ noveller Beyond the Aquila Rift og Zima Blue.

På sin hjemmeside fortæller Alastair Reynolds, at de to noveller er blandt hans egne favoritter, og det kan jeg kun erklære mig enig i. Heldigvis er de to filmatiseringer også blandt de mest vellykkede i en ellers lidt ujævn serie, hvor flere af afsnittene føles noget tynde. Mine øvrige favoritter: Lucky 13, Good Hunting (baseret på en novelle af Ken Liu) og The Secret War.

Gene Wolfe (1931-2019)
Gene Wolfe var en forfatter, hvis bøger, jeg beundrede mere, end jeg holdt af. Jeg husker, hvordan jeg som teenager prøvede at læse den første bog i hans The Book of the New Sun-serie, Shadow of the Torturer (eller Bøddelens skygge, som den hedder på dansk), og måtte sande, at jeg måske ikke var helt klar til den. Det er bestemt ikke læs let-bøger …

Siden fik jeg læst hele serien, og det var nok første gang, at jeg oplevede, hvordan en forfatter skrev noget, der umiddelbart var fantasy, men viste sig at være science fiction. Den måde at blande genrerne på fascinerede mig, og jeg kommer ikke uden om, at Gene Wolfe har været med til at præge mit eget forfatterskab.

Etiket: , , , ,

Stor nyhed: Jeg er den nye H.C. Andersen

APRILSNAR!

Jeg har siddet længe med denne nyhed, men nu kan jeg endelig løfte sløret for, hvad der bliver et nyt og spændende kapitel i mit forfatterskab: Jeg skal skrive nye eventyr i H.C. Andersens navn!

I efteråret fik jeg en henvendelse fra H.C. Andersen Selskabet, som ville høre, om jeg var interesseret i at hjælpe med et projekt. Selskabet arbejder for at udbrede kendskabet til H.C. Andersens liv og forfatterskab og ønsker at nå ud til et nyt og yngre publikum. Til det formål er det blevet besluttet, at der skal skrives en række nye eventyr, som kan holde forfatterens brand i live og frisk i erindringen hos offentligheden.

Det er her, jeg kommer ind i billedet. Til min store overraskelse er det blevet bemærket, at jeg har skrevet flere eventyr-inspirerede noveller, hvoraf en enkelt er en direkte fortsættelse til Fyrtøjet, mens en anden er moderne fortolkning af Prinsessen på ærten. Af andre eksempler kan nævnes Til deres dages ende (videredigtninger af bl.a. Den grimme ælling og Snedronningen) og Havfruens himmelfærd (en sci-fi udgave af Den lille havfrue).

Kloge hoveder er derfor kommet frem til, at jeg er den rette til at videreføre H.C. Andersens litterære arv. Jeg har overvejet tilbuddet grundigt og længe, da det betyder, at jeg bliver nødt til at sætte en række andre skriveprojekter på pause, men jeg er kommet frem til, at det er en mulighed, jeg simpelthen ikke kan sige nej til.

Det skal nok være dem, som vil tage anstød af idéen om at “genoplive” et forfatterskab længe efter forfatterens død, men det er set før i litteraturhistorien. For eksempel har forfattere som Kingsley Amis, Sebastian Faulks, Jeffrey Deaver og Anthony Horowitz sørget for, at der er blevet ved med at udkomme James Bond-romaner efter Ian Flemings død, og David Lagercrantz har skrevet yderligere to bøger i Stieg Larssons Millennium-serie og har en tredje på vej.

Hvis jeg bare var blevet bedt om at efterabe H.C. Andersens stil, havde jeg afvist opgaven, men jeg har fået at vide, at jeg skal skrive eventyr “i H.C. Andersens ånd,” der kan appellere til et moderne publikum, og den udfordring er jeg mere end klar til at påtage mig.

Jeg er klar over, at det er en uheldig dato at offentliggøre denne nyhed på, da jeg har en forhistorie med aprilsnarre på min hjemmeside (se nedenstående). Jeg har af samme grund forgæves prøvet at overbevise H.C. Andersen Selskabet om, at vi skulle udsætte annonceringen til i morgen, den 2. april, som rent faktisk er H.C. Andersens fødselsdag, men de har insisteret på, at det skulle ske i dag, den 1. april. Så uanset hvad I tror, så er den altså god nok, og ellers må I tjekke efter i oldermandens avis …

En liste over mine gamle aprilsnarre:
2011: En stor nyhed (et forlag vil have mig til at skrive en roman baseret på en Povl Kjøller-sang)
2013: På vej til Hollywood (Månebase Rødhætte skal filmatiseres)
2014: Alien Ghost Ballet på scenen (Alien Ghost Ballet skal laves som danseteater)
2016: Farvel til fantastikken (jeg dropper de fantastiske genrer og går i stedet over til at skrive autofiktion)
2017: Min næste udgivelse (jeg udgiver en digtsamling)
2018: Nu gør jeg det! (jeg siger mit job som journalist på Dagbladet Roskilde op for at blive forfatter på fuld tid)

Etiket: , , , , ,

Stem til Niels Klim-prisen

Frem til den 30. marts er det muligt at stemme til Niels Klim-prisen, som uddeles til den bedste science fiction-novelle, langnovelle og kortroman, der udkom på dansk i 2018.

Seks noveller fra steampunk-antologien “Krinoline og kedsomhed” er nomineret til Niels Klim-prisen, fem af dem i kategorien “Bedste langnovelle”.

Jeg er selv nomineret i kategorien “Bedste novelle” for Anmeldelse af Genforeningen: De overlevede fra Sigrún 7, der er skrevet som en anmeldelse af en fiktiv dokumentarfilm om en Mars-ekspedition, hvis tragisk afslutning har været omgærdet af mystik.

Anmeldelse af Genforeningen… stammer fra Science Fiction Cirklens antologi De fremmede – Lige under overfladen 13, der sammen med en anden SFC-antologi Krinoline og kedsomhed tegner sig for hovedparten af nomineringerne.

SFC har valgt at gøre de nominerede noveller offentlig tilgængelige i afstemningsperioden, og de kan læses ved at klikke på nedenstående link:

Niels Klim-prisen 2018, nomineringerne

Da en pris får mere vægt, jo flere der stemmer, kan jeg kun opfordre til, at man får læst de nominerede og deltager i afstemningen (og nej, man behøver ikke at stemme på min novelle).

For at deltage i afstemningen skal man oprettes som bruger (hvis man ikke allerede er det fra de foregående år), og det sker via dette link:

Oprettelse af bruger

Sådan ser Niels Klim-prisen ud.

Sidste år blev Niels Klim-prisen ikke uddelt i flere kategorier, fordi folk misforstod muligheden “Ingen vinder”. For at undgå en gentagelse kan man i år vælge “Jeg stemmer ikke i denne kategori” (hvis man ikke har læst nogle af de nominerede) og “Jeg stemmer, at prisen ikke skal uddeles i denne kategori” (hvis man ikke synes, at nogle af de nominerede er gode nok – det var det, som “Ingen vinder” dækkede over, men folk valgte den, fordi de ikke havde læst de andre noveller).

Så man behøver ikke at stemme i alle kategorier og kan i princippet nøjes med at stemme i en enkelt. Men som nævnt: Det er sjovere, jo flere der stemmer – også for vinderne.

Ellers er der ikke så meget nyt at berette. Jeg har indsendt en novelle til Lige under overfladen 14, men er ikke kommet videre med min roman, fordi min forstuvede fod stadig er noget møg. Det går på alle måder kun langsomt fremad.

Etiket: , , , , ,

Lidt tiltrængt opmuntring

Mens jeg fortsat døjer med min forstuvede fod, er der kommet godt nyt. Min novelle Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7 er blandt de nominerede til Niels Klim-prisen 2018 i kategorien Bedste novelle.

Anmeldelse af Genforeningen… stammer fra Science Fiction Cirklens antologi De fremmede – Lige under overfladen 13, og det samme gør tre af de andre nominerede:

Manfred Christiansen: Kvantegruppedynamik
Jakob Drud: Verdensherredømme
Kenneth Krabat: Sortskørt
De to sidste nominerede er:
Majbrit Høyrup: Fordærvets sommer fra Krinoline og kedsomhed
A. Silvestri: Büchsflint fra Ord fra forfattersaunaen

A. Silvestri har fået nomineret hele tre noveller, og hvis jeg skal anbefale én af dem, så bliver det den mesterlige 13. august 1989, der er i spil til prisen for bedste langnovelle. Klik på linket for at læse novellen.

Se listen over de nominerede til Niels Klim-prisen 2018 her

Det er ottende gang, en af mine noveller bliver nomineret til Niels Klim-prisen, som jeg har vundet to gange. En helt almindelig død blev kåret til bedste novelle 2011, mens Månebase Rødhætte vandt prisen som bedste kortroman 2012. Afstemningen begynder den 1. marts.

Status på fod

Desværre ikke så meget nyt på den front. Jeg kan stadig ikke støtte fuldt på foden, og den er fortsat for øm til, at jeg kan få sko på. Jeg får også ondt i foden, hvis jeg ikke sidder med den oppe, og jeg kan heller ikke gå for meget rundt, før jeg kan mærke det.

Indtil videre har jeg i denne uge måttet melde fra til Den fantastiske kultfilm Quiz, som jeg står for i Husets Biograf, men heldigvis var der andre gode kræfter, som kunne tage over. Weekendens Copenhagen Comics må jeg også springe over, så det er den rene ynk, og jeg har hele ugen været nødt til at få mine gode kolleger til at hente og bringe mig til arbejde.

Fantask overlever?

For en uge siden kom det frem, at tegneseriebutikken Fantask var truet af lukning på grund af dårlig økonomi og stod til at dreje nøglen om den 29. juni. Siden er der via en onlineindsamling blevet samlet over 500.000 kroner ind, som umiddelbart dækker underskuddet.

Spørgsmålet er dog, om det er nok til at redde Fantask på længere sigt? Konkurrencen fra netbutikkerne er hård, og Fantask erkender selv, at de ikke har været gode nok til at følge med tiden, hvilket har banet vejen for en konkurrent som Faraos Cigarer, der har åbnet flere nye butikker i København inden for de seneste år.

Jeg begyndte at komme i Fantask omkring 1986, da jeg var 13 år. Det var her, jeg købte mine første numre af magasiner som Locus, Fangoria, Cinefantastique og Gorezone, og min reol er fyldt med paperbacks, jeg fandt i butikken i Sankt Peders Stræde.

Jeg husker også, da Fantask fik ambitioner og prøvede at åbne butikker i andre byer end København og blandt andet havde en lille filial i Ringstedgade i Roskilde. Den fik dog en kort levetid, og siden begyndte det at gå den forkerte vej. Jeg har selv bidraget til nedturen, fordi det var lettere og billigere at købe bøgerne på nettet end at bestille dem hjem via en fysisk butik.

Så når jeg de seneste år har købt en bog i en boghandel, har det næsten mere været af princip for at støtte butikken, selv om jeg vidste, at jeg sikkert kunne få titlen lidt billigere på nettet, men det kan man ikke drive en forretning på i længden.

Etiket: , , , ,
%d bloggers like this: