Pas på fortovet

Træd ikke på …

Hvem har ikke prøvet det? Hoppet hen ad et fortov, mens du prøvede at undgå at træde på revnerne, for hvis du gjorde, ville der ske noget forfærdeligt.

Fortovsdrab, åbningsnovellen i min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, tager udgangspunkt i den gamle leg og forestiller sig, hvad der sker, hvis den rent faktisk viste sig at kunne skade andre.

Læs et uddrag af novellen her

Ingen ved tilsyneladende, hvordan overtroen er opstået, eller hvor den stammer fra, men den lader til at være almen kendt i store dele af verden. I de engelsksprogede lande eksisterer den endda som et børnerim – Step on a crack, break your mother’s back – og som jeg også nævner i novellen, lavede Gary Larson engang en tegning i serien The Far Side (Langt ude) med titlen “At the hospital for mothers whose children stepped on sidewalk cracks.”

Idéen til Fortovsdrab var én, jeg havde gået og tumlet med i flere år, men det var først i forbindelse med novellesamlingen, at jeg fik taget mig sammen til at skrive den. Når jeg ikke var gået i gang noget før, skyldtes det blandt andet, at jeg manglede en forklaring på, hvorfor fortælleren valgte at tage tilbage til stedet som voksen.

Løsningen viste sig i form af et fænomen, som stadig var ukendt (i hvert fald for mig), dengang jeg oprindeligt fik idéen: netmobning blandt børn. Mobning har hele tiden været et tema i novellen, men det slog mig, at de sociale medier havde ændret betingelserne. I min skoletid kunne mobbeofrene i det mindste være i fred for deres plageånder, når de kom hjem, men i dag følger de så at sige med ind på børneværelset.

Som jeg også skriver i efterordet til novellesamlingen, kan jeg ikke påstå, at jeg for alvor har prøvet at blive udsat for mobning og ved, hvad det vil sige. I 1. eller 2. klasse var der dog en kort periode, hvor jeg blev drillet af de andre børn, fordi jeg var lille af min alder. Men lige så pludseligt det var begyndt, lige så pludseligt holdt det op igen, og det skete ikke siden. Det faktum, at jeg stadig kan huske det små 40 år senere, får mig dog til at tænke på, hvordan det må præge en person at blive udsat for vedvarende, mangeårig mobning.

Derfor var jeg glad for Jette Holsts anmeldelse af novellen, hvor hun blandt andet skriver:

“Jeg fik næsten Stephen King-fornemmelse under læsningen. Ahn beskriver barndommens evighed og tanker så det næsten gør ondt, og så leverer han lige den ondeste slutning på falderebet.”

Det rammer meget præcist, hvad jeg prøvede at opnå. Af de ni noveller i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos er Fortovsdrab klart den, der er mest inspireret af Stephen King. Han er eminent til at beskrive, hvordan man som barn føler, at der er situationer, som de voksne ikke er i stand til at forstå og derfor ikke kan hjælpe. Så det var et bevidst valg, og ja, jeg synes også, slutningen er ond.

Apropos barndomserindringer, så er fortovet i Fortovsdrab inspireret af et virkeligt sted i Hedehusene, hvor jeg voksede op. Stien ligger dog ikke nær mit barndomshjem, men ved en klassekammerats, og jeg har næppe gået på den mere end en håndfuld gange, og jeg har heller aldrig leget på den, som fortælleren gør i novellen. Af en eller anden grund gjorde stien alligevel et indtryk på mig, så da jeg skulle skrive novellen, var det den, jeg forestillede mig og endte med at beskrive.

Så stærkt var billedet i mit hoved, at jeg ikke følte behov for at gense stedet, mens jeg skrev Fortovsdrab. Det skete først for nylig, da jeg skulle skrive dette indlæg og tænkte, det kunne være sjovt at vise stien. Stor var min overraskelse, da jeg opdagede, at den slet ikke så ud, som jeg huskede. For det første er stien både længere og bredere, og den er heller ikke belagt med fliser, men med asfalt. Som fotoet her afslører, er der ikke ingen revner, så dem måtte jeg i stedet finde foran mit nuværende hjem (billedet i toppen).

Det kan selvfølgelig være, at stien er blevet udvidet og udbedret i de mellemliggende årtier, men jeg hælder mest til, at det er min hukommelse, der har spillet mig et puds.

 

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller Etiket: ,

Første anmeldelse af Vampyros Lesbos

Min nye novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos har fået sin første anmeldelse. Det er Jette Holst fra Gyseren.dk, som har været hurtigt ude, og hun skriver blandt andet:

“Lars Ahn skriver ganske enkelt fremragende. Hans noveller er skarpe, og han kender horrorgenrens virkemidler, men er ikke bange for at bruge dem i nye sammenhænge og konstellationer. Og så har han en enestående evne til at få en novelle til at udfolde sig, som læste man en roman. Man fanges lynhurtigt ind og ‘føler’ personerne med det samme.”

Som afslutning skriver hun:

“Her er tale om noveller af høj kvalitet, og jeg kan faktisk ikke pege på en eneste, som jeg ikke synes holder standarden. Lars Ahn er en eminent novelleforfatter, og jeg kan kun anbefale hans nye udgivelse.”

Læs hele anmeldelsen her

Anmeldelsen blev offentliggjort den 13. juni, men jeg har først haft tid til at lave et indlæg om den nu, fordi jeg skulle færdiggøre en novelle op til en deadline. Novellen hedder Prinsessen på ærten og er sendt ind til en konkurrence, hvor man skulle lave en moderne fortolkning af et kendt eventyr og beholde den oprindelige titel.

Prinsessen på ærten endte med at blive en halvlang sag på 9500 ord, hvilket åbenbart er den længde, jeg rammer for tiden. Min forrige novelle Hår var også på små 10.000 ord, men lige nu ved jeg ikke, hvor den vil blive bragt. Jeg håbede at få den med i Fortællinger fra mørket 2, men det lykkedes desværre ikke. Sådan er forfatterlivet også. Den ene dag får du en fremragende anmeldelse, og den næste dag bliver en af dine noveller afvist (og ja, det skete bogstavelig talt med en dags mellemrum).

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Noveller Etiket: , ,

Hvad er Vampyros Lesbos?

Fra starten af “Vampyros Lesbos”, hvor titlen af en eller anden grund staves “Vampiros”.

Hvis nogen har undret sig over titlen på min nye novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, så følger her en forklaring. Vampyros Lesbos er en spansk-tysk film fra 1971, som med årene har opnået kultstatus – ikke mindst på grund af sin titel. Eller som jeg skriver i novellen, der lægger navn til samlingen:

“Jeg mener, hvilken ung filmnørd med respekt for sig selv vil ikke have lyst til at se en film, der hedder Vampyros Lesbos?”

Læs et uddrag af novellen

Her er en trailer for filmen (OBS! indeholder nøgenscener):

Jeg husker ikke, hvornår jeg første gang hørte om Vampyros Lesbos, eller hvordan jeg blev opmærksom på filmen. Det har formentlig været i starten af 90’erne, hvor min filminteresse for alvor tog fart, og jeg begyndte at læse magasiner som Fangoria, Cinefantastique og det danske Inferno. Uanset hvad så gjorde titlen Vampyros Lesbos åbenbart så stort et indtryk på mig, at det var den, der faldt mig ind, da jeg flere år senere valgte at indlede en ny novelle med ordene:

“Den sidste gang, jeg med sikkerhed talte med Jimmy, var den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.”

Min DVD-udgave af “Vampyros Lesbos”.

På det tidspunkt havde jeg faktisk ikke set Vampyros Lesbos, men det havde mine to hovedpersoner heller ikke, og da det var en af pointerne i novellen, så jeg ikke mit manglende kendskab til filmen som noget problem. Alligevel tøvede jeg ikke med at købe den, da jeg fandt DVDen i en brugt udgave hos Accord, men i stedet for at sætte den i afspilleren fik filmen bare lov at blive stående i reolen.

Det hang nok sammen med, at jeg i mellemtiden var gået i stå med novellen efter at have fået skrevet omkring 13.000 ord og vidste, at jeg var langt fra slutningen. Der var ikke rigtig nogle antologier herhjemme, som tog imod noveller af den længde, så udsigterne til at få den afsat var begrænsede, og det fik mig til at lægge den til side og gå i gang med andre skriveprojekter.

Først da jeg seks-syv år senere skulle til at planlægge min næste novellesamling, slog det mig, at jeg kunne bruge Den nat, vi skulle se Vampyros Lesbos som en af de nye noveller og som titelnovellen, og således blev historien om de to filmnørder og vampyren vakt til live igen. Spørgsmålet var så, om det var anledning til endelig at få set filmen?

Efter at have tænkt over det valgte jeg at vente. I efterordet til novellesamlingen kalder jeg det for “method writing” (begrebet findes faktisk), men i bund og grund fik jeg bildt mig selv ind, at jeg bedre kunne være på bølgelængde med min fortæller, hvis Vampyros Lesbos vedblev med at være et mysterium for os begge. Det forhindrede mig dog ikke i at researche filmen og se en anden film (Jack the Ripper) af samme instruktør, Jesús “Jess” Franco, for at lære hans stil at kende. En af de mest brugbare hjemmesider var i den forbindelse www.soledadmiranda.com – en hyldestside til Vampyros Lesbos’ hovedrolleindehaver, den spanske skuespiller Soledad Miranda, som på tragisk vis omkom ved en trafikulykke i 1970, kun 27 år gammel. Hun nåede aldrig selv at se filmen, som først fik premiere året efter.

(Ironisk nok er Soledad Miranda.com på en måde skyld i, at der er en fejl i novellen, som jeg først lige har opdaget. Vampyros Lesbos er som nævnt fra 1971, men i novellens indledning står der, at filmen er fra 1970, og det er fordi, hjemmesiden angiver Vampyros Lesbos til at være fra det år. Senere i novellen skriver jeg faktisk, at filmen havde premiere i 1971, så det ærgrer mig grusomt, at jeg ikke selv har fanget fejlen.)

Soledad Miranda (krediteret som Susann Korda) i rollen som grevinde Nadine Carody.

Som nævnt i mit forrige indlæg skrev jeg Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos (novellen) færdig på Hald Hovedgaard i februar, og da jeg kom hjem, traf jeg den skelsættende beslutning endelig at få set filmen. Så hvad er dommen? Vampyros Lesbos kan på ingen måde betegnes som en “god” film eller et overset mesterværk. Historien er noget usammenhængende rod, og personernes handlinger giver sjældent mening, bortset fra at de kvindelige skuespillere får en undskyldning for at smide tøjet. Det er i høj grad en film af sin tid, for det er i hvert fald svært at forestille sig noget lignende blive lavet til biograferne i dag, hvilket man kan begræde eller bifalde alt efter smag og behag.

På plussiden tæller, at filmen har en sær, drømmeagtig stemning, selv om det kan være svært at bedømme, om det er bevidst fra Jess Francos side, eller om det blot skyldes dårligt filmhåndværk (sjældent har man set nogen anvende så meget zoom). Men det er ikke til at komme udenom, at Soledad Miranda er perfekt castet i rollen som sexet, uimodståelig vampyr. Hun og så det fantastisk syrede soundtrack, som i øvrigt blev et hit i midt-90’erne (tjek nedenstående musikvideo), er de eneste vægtige grunde til at se Vampyros Lesbos.

Og så kommer vi til den penible del. Folk, som kender mig, vil vide, at jeg går i biografen +50 gange om året og har en stor samling af film på DVD og Blu-ray. Det leder selvfølgelig hen til spørgsmålet om, hvor meget af mig selv der er i fortælleren i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos – især når jeg lige har forklaret, hvorfor jeg udskød at se filmen i flere år. Til det er mit svar: forhåbentlig ikke alt for meget!

Det vil være løgn, hvis jeg sagde, at der ikke er et element af selvportræt i novellen, men det er ikke en 1:1-beskrivelse. Udover at jeg aldrig har troet, at en af mine venners kæreste var en udødelig blodsuger, har jeg for eksempel stadig til gode at se en Leprechaun-film, og jeg mener heller ikke, at Renny Harlin er den største finske instruktør, selv om jeg har en svaghed for The Long Kiss Goodnight og Deep Blue Sea. Til gengæld står jeg ved, at Hudson Hawk er en undervurderet komedie, og at M. Night Shyamalans Unbreakable er fuldt på højde med hans gennembrudsfilm The Sixth Sense.

I stedet vil jeg sige, at Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos er mareridtsudgaven af, hvad der kan ske, når ens interesse for noget – i dette tilfælde film – får lov at overtage ens liv på bekostning af alt andet. Det er også en karikatur af nogle træk, jeg har observeret hos mig selv og andre filmnørder, hvor vores passion let kan få os til at glemme, at ikke alt i livet kan sidestilles med film (det klassiske dilemma: vil jeg kunne lide en person, jeg ikke deler filmsmag med?).

Til slut vil jeg påpege – og nu bliver det igen nørdet – at jeg brugte en del tid på at fastslå, hvornår handlingen i novellen foregår, så personerne f.eks. ikke taler om film, der ikke havde haft premiere på det tidspunkt. Dette gjorde jeg dog først, da jeg var næsten færdig med novellen, så jeg blev nødt til at skifte et par film ud, fordi de ikke passede ind i tidslinjen.

Størst besvær voldte den iranske film, som fortælleren på et tidspunkt bliver slæbt med ind for at se, for godt nok er filmen fra 2000, men den fik først dansk biografpremiere i 2003, mens novellen primært udspiller sig i 2000 og 2001 (hvilket forklarer fraværet af smartphones). Til alt held opdagede jeg, at filmen var blevet vist på Natfilm Festivalen i 2001, og så var jeg på sikker grund. Filmens titel? Ud fra disse oplysninger burde det være muligt at google sig frem til den, med mindre du allerede har gættet det. Og nej, jeg har faktisk aldrig selv set filmen.

Soledad Miranda og svenske Ewa Strömberg i “Vampyros Lesbos”.

Udgivet i Bøger, Film og musik, Horror, Noveller Etiket: , ,

Historien om en novellesamling

Det er Teddy Vorks skyld. Og Nikolaj Højbergs. Og selvfølgelig også min egen skyld.

Et værk har mange forældre, og det er også tilfældet med min nye novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. Her er historien om, hvordan den kom til verden.

I efteråret 2012 udkom min første novellesamling Månebase Rødhætte, og det gav mig forhåbninger om, at jeg nu for alvor ville komme i gang med at få udgivet bøger i eget navn frem for at medvirke i antologier sammen med flere andre. Sådan kom det dog ikke til at gå.

Det begyndte ellers ganske godt. 2013 blev et udmærket skriveår med en håndfuld noveller (deriblandt La petite mort), og undervejs spurgte Henrik Harksen, om jeg ville skrive en kortroman til hans nye Gotisk krimi-serie. Det sagde jeg ja til og regnede med, at jeg kunne have den færdig i løbet af 2014. I stedet afleverede jeg først et 65.000 ord langt manus til ham i foråret 2016, og af forskellige årsager er vi stadig ikke kommet i gang med redigeringsprocessen.

Arbejdet med den gotiske krimi betød, at jeg i 2014 og 2015 kun fik skrevet en håndfuld noveller, og jeg var stadig ikke i nærheden af en selvstændig udgivelse. Men så læste jeg en anmeldelse af Teddy Vorks novellesamling Sprækker, der siden vandt prisen Årets Danske Horrorudgivelse. Det, der især fangede min opmærksomhed, var samlingens indhold, for den bestod primært af tidligere udgivne noveller samt et par nyskrevne.

Mens det i USA og England er normalt, at novellesamlinger er sat sammen på denne måde, har vi ikke den samme tradition i Danmark. Her er det mere normen, at en forfatter udgiver en samling tematisk forbundne noveller, der ikke har været offentliggjort andre steder før. Det skyldes blandt andet, at de engelsksprogede lande har et større marked for noveller end herhjemme – i hvert fald inden for de fantastiske genrer. Noget andet er, at danske forlag generelt holder sig fra novellesamlinger, fordi der sjældent er det store salg i dem, med mindre der er tale om et kendt navn.

Så da jeg ville udgive en samling med mine science fiction-noveller, var det naturligt at gå til Science Fiction Cirklen, fordi de sandsynligvis var de eneste, som ville være interesseret i et sådant projekt. Til gengæld tænkte jeg, det ville blive sværere at finde et forlag til en samling med eksempelvis mine horrornoveller, så det var grunden til, at Teddy Vorks novellesamling tændte et håb i mig. Det blev ikke dårligere af, at Sprækker blev udgivet af Kandor, som jeg i forvejen kendte godt, fordi jeg havde haft noveller med i flere af forlagets antologier (to af dem optræder faktisk i den nye samling).

I foråret 2015 sendte jeg en mail til forlægger og redaktør Nikolaj Højberg, hvor jeg spurgte, om han ville være interesseret i at udgive en novellesamling med titlen Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos? Det sagde han heldigvis ja til og sendte mig en forlagskontrakt. Aftalen var, at samlingen skulle indeholde seks tidligere udgivne horrornoveller samt to-tre nye, og jeg tænkte, det var et realistisk mål, at jeg kunne have de nye noveller klar til efteråret, når jeg var blevet færdig med den gotiske krimi …

Som tidligere nævnt havde jeg undervurderet, hvor lang tid det ville tage mig at skrive en kortroman, og det var først, da jeg  i efteråret 2015 kom på skriveophold på Hald Hovedgaard, at det lykkedes mig at nå i mål. Umiddelbart efter fik jeg også skrevet den første af de nye noveller, Fortovsdrab, der er endt med at indlede samlingen. Nu burde jeg så være gået videre med de næste noveller, men det gjorde jeg bare ikke. Andre deadlines og projekter kom i vejen, og inden jeg havde set mig om, var det meste af 2016 gået, uden at jeg overhovedet var kommet i gang. I mellemtiden var der også sket noget andet: Nikolaj Højberg havde besluttet sig for at lukke Kandor.

Kandor havde hele tiden været et enmandsforetagende, et “hobbyforlag” som Nikolaj drev ved siden af sit fuldtidsjob, så på den led kom det ikke som en overraskelse, da han i foråret 2016 meddelte, at han ikke længere så sig i stand til at fortsætte på egen hånd. Han fortalte dog, at han agtede at udgive de bøger, han havde indgået kontrakt om, og det inkluderede Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. I den forstand var intet ændret og så alligevel, for lige inden sommerferien kom meddelelsen om, at forlaget DreamLitt havde overtaget Kandor, som fremover kun skulle udgive horror (Kandor havde indtil da også udgivet fantasy og science fiction). De indgående kontrakter gjaldt stadig, og Nikolaj fortsatte som redaktør, men kunne nu også trække på DreamLitts administration, markedsføring og salgsapparat.

I december genlæste og redigerede jeg de seks gamle noveller, og i januar fik jeg skrevet Lauras forudsigelige skæbne, mens det krævede endnu et ophold på Hald Hovedgaard at blive færdig med titelnovellen. I løbet af min uge på Hald modtog jeg også rettelser fra Nikolaj og kunne til min irritation konstatere, at han havde fundet fejl i novellerne, som jeg havde overset trods adskillige gennemlæsninger. Det skulle dog vise sig at være småting i forhold til, hvad korrekturlæseren fandt, da først vedkommende gik i gang.

Når man som jeg primært har udgivet på små forlag drevet af enten enkeltpersoner eller frivillig arbejdskraft, lærer man hurtigt, at man ofte skal fungere som sin egen redaktør og korrekturlæser. Det er ikke ment som en kritik af forlagene, men er blot en konstatering af vilkårene. Med DreamLitt kan jeg godt mærke, at der er kommet flere kræfter ind over, for eksempel med redigeringsprocessen og den grundige korrektur, så man kan sige, det var held i uheld, at jeg smølede så meget med novellesamlingen, at Kandor nåede at blive en del af noget større i mellemtiden.

Det er samtidig forklaringen på, hvorfor der gik fire-et-halvt år mellem min første og min anden novellesamling. Og hvis I synes, det her var en lang smøre, så vent til jeg kommer i gang med at fortælle om indholdet af Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, og hvorfor den fik den titel …

 

 

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Noveller Etiket: , , , , ,

Alle gode gange ti

Science Fiction Cirklens årlige antologiserie Lige under overfladen vil altid have en særlig plads i mit forfatterhjerte, for det var her, at jeg for første gang fik trykt en novelle i en bogudgivelse. Siden har jeg været med hvert år, men det er ikke noget, jeg tager for givet, så det er altid glædeligt at få at vide, at man igen er sluppet igennem nåleøjet.

I år er dog ekstra speciel, for det bliver nemlig tiende gang, at jeg er med i Lige under overfladen, som er den 12. i rækken og får titlen Efter fødslen.

Her er listen med de ti noveller:

Afhøring af offer nr. 5 (I overfladen – Lige under overfladen 2, 2008)
Alien Ghost Ballet (Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3, 2009)
Portræt af en månepige (Ingenmandsland – Lige under overfladen 4, 2010)
En helt almindelig død (Den nye koloni – Lige under overfladen 5, 2011)
Zoo (Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6, 2012)
Tannhäuser Gate (Nær og fjern – Lige under overfladen 7, 2013)
De sidste kærester på Månen (De sidste kærester på Månen – Lige under overfladen 9, 2014)
Århundredets mand (Som et urværk – Lige under overfladen 10, 2015)
Rumkaptajnens kone (Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11, 2016)
En invasiv art (Efter fødslen – Lige under overfladen 12, 2017)

Den allerførste Lige under overfladen kunne jeg ikke gøre så meget ved, fordi den udkom, inden jeg for alvor var begyndt at skrive, mens nummer otte, Farvel, min astronaut, kom samme år som nummer syv, og redaktøren havde besluttet, at ingen forfattere kunne være med i dem begge.

Den nye novelle En invasiv art var én, jeg begyndte at skrive under mit ophold på Hald Hovedgård i februar. Den er på cirka 6000 ord og kan bedst beskrives som en invasionshistorie med et tvist. Jeg venter dog med at fortælle mere om den, til udgivelsesdatoen nærmer sig.

Efter fødslen – Lige under overfladen 12 er sat til at udkomme omkring den 1. september, hvor årets Fantasticon finder sted, og bliver noget af en moppedreng, for redaktøren Carl-Eddy Skovgaard har valgt at tage 30 noveller med (ud af 86 indsendte noveller).

De øvrige medvirkende forfattere er A. Silvestri, Flemming R.P. Rasch, Helle Perrier, Nikolaj Johansen, Caner Doga Cansi, Anna Theresa Ebert Lauritsen, Flemming Johansen, Helene Toksværd, Viggo Madsen, Maria Frantzen Sanko, Anne-Marie Træholt, Michala Elk, Christian Holger Pedersen, Jesper Goll, Torben M. Husum, Trine V. Ipsen, Bjarke Schjødt Larsen, Jesper Rugård Jensen, Gudrun Østergaard, Sara Weisdorf, Luna D. Petersen, Malte Simon Christensen, Niklas Lillelund, Richard Ipsen, Lars Behn-Segall, Johannes Lundstrøm, kenneth krabat, Søren Toft Høyner og Glen Stimøe.

For A. Silvestri, Gudrun Østergaard og Richard Ipsens vedkommende er det også tiende gang, at de er med i Lige under overfladen, så vi har fulgtes ad hele vejen. Det var i øvrigt Richard, som vandt årets Niels Klim-pris for bedste novelle for Mærk fremtiden (der var med i LUO11). Den var den kategori, hvor Rumkaptajnens kone var nomineret.

Udgivet i Bøger, Noveller, Science fiction Etiket: , , ,

Dancon, anmeldelser og ny novelle

I weekenden 6.-7. maj er der Dancon i Valby Kulturhus, hvor jeg er på programmet søndag kl. 14.30 i et panel med Niels Dalgaard og Lise Andreasen om science fiction-novellens udvikling fra 1950’erne til i dag. Det er også på Dancon, at Niels Klim-prisen uddeles. Jeg er nomineret i kategorien “Bedste novelle” for Rumkaptajnens kone fra Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11.

Se programmet for Dancon 2017 her

Og hvad er der ellers sket i mit forfatterliv, udover at jeg har en ny novellesamling på vej?

Jeg har skrevet en ny novelle
Det blev kun til to indlæg her på siden i april, og en del af tavsheden skyldtes, at jeg skulle aflevere en novelle inden den 1. maj, hvor der var deadline til forlaget Enter Darkness’ horrorantologi Fortællinger fra mørket 2.

Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville bruge april til at få skrevet novellen, men da måneden nærmede sig, havde jeg et problem: Jeg kunne simpelthen ikke komme på den rette idé (til gengæld fik jeg en idé til en anden novelle, men den passer til en antologi, hvor der først er indsendelsesfrist i juni, så det hjalp lige fedt).

Som forfatter er jeg normalt typen, der foretrækker at have det meste af historien på plads i hovedet, inden jeg sætter mig til tasterne, men i dette tilfælde var der ikke andet at gøre end at komme i gang og håbe, at en form for klarhed ville indfinde sig undervejs. Jeg nåede faktisk at få skrevet 1000 ord af en novelle, før det gik op for mig, at der var noget galt med indledningen. Men netop som jeg skulle til at begynde forfra, var den dér pludselig: Idéen – den hvor jeg kunne se stort set hele historien for mig.

Resultatet blev en novelle med titlen Hår, der endte med at blive på lidt under 10.000 ord. Om den kommer med i Fortællinger fra mørket 2, må tiden vise.

Jeg er blevet anmeldt
Apropos Fortællinger fra mørket, så har første bind, Hvis jeg overlever natten, fået endnu en anmeldelse, denne gang fra Eibes Bogblog, som bestyres af forfatteren Anika Eibe. Hun giver antologien fire hjerter og skriver følgende om mit bidrag Hvor hesten ligger begravet:

“Uhyggen sniger sig langsomt ind og ender i et tvist, som jeg godt nok havde set komme, men som stadig havde en god effekt.”

Læs hele anmeldelsen her

I forhold til Hvis jeg overlever natten har horrorantologien Monster fået langt mindre opmærksomhed, men den anmeldes i det seneste nummer af magasinet Himmelskibet. Anmelderen Thomas Winther har følgende at sige om min novelle Spøgelseshistorier:

“En forfatter har sat sig for at skulle skrive en spøgelseshistorie og har taget logi i en hjemsøgt lejlighed. I starten oplever han ikke noget, men dette ændrer sig. Sideløbende fortælles en historie fra bygningens fortid hvor den var et sindssygehospital. Alt dette lyder meget klassisk indenfor spøgelseshistorier, men Lars Ahn formår alligevel at bringe andre vinkler ind i historien.”

Læs hele anmeldelsen her

Himmelskibet har faktisk også anmeldt Hvis jeg overlever natten, hvor Thomas Winther giver Hvor hesten ligger begravet denne bedømmelse:

“… selvom det kan virke til at være en historie der er let at forudsige slutningen på, så sørger Lars Ahn på vanlig vis for at komme med et uforudset tvist i løbet af den velskrevne og spændende historie.”

Læs hele anmeldelsen her

Jeg har fået bibliotekspenge
For fjerde år i træk har jeg haft nok bøger stående på bibliotekerne til at få udbetalt bibliotekspenge. I forhold til sidste år er beløbet kun steget et par hundrede kroner, men en af de tre antologier fra 2016, jeg var med i – Hvis jeg overlever natten – udkom så sent på året, at dens bibliotekssalg ikke nåede at blive talt med. I det mindste går det fortsat i den rigtige retning, og jeg kan konstatere, at der stadig står pænt med eksemplarer af min novellesamling Månebase Rødhætte på bibliotekerne – 86 styk, hvilket er stort set det samme siden udgivelsen.

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller, Science fiction Etiket: , , , , , ,

Min næste (rigtige) udgivelse

Min DVD-udgave af kultfilmen “Vampyros Lesbos”, der spiller en vigtig rolle i titelnovellen til min nye novellesamling.

Store nyheder! Min næste udgivelse er lige på trapperne, og nej, denne gang er det ikke en aprilsnar.

Som tidligere omtalt har jeg i et stykke tid arbejdet på en ny novellesamling, Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, der udgives af Forlaget Kandor. Den sidste af novellerne skrev jeg færdig i februar under mit skriveophold på Hald Hovedgård, og siden er de blevet redigeret og korrekturlæst, og bogen er nu ved at blive gjort klar til at blive sendt til tryk. Forlaget håber, at novellesamlingen kan udkomme allerede omkring den 31. maj, dvs. om en måned.

Mens min første novellesamling, Månebase Rødhætte, var science fiction, er de ni noveller i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos alle horror. Seks af dem har været udgivet før, mens tre er helt nye. I alt er samlingen på lidt over 80.000 ord, men de tre nyskrevne noveller udgør faktisk lige under halvdelen (cirka 39.000 ord), så selv for dem, der har læst de øvrige historier, er der meget nyt at hente.

Når udgivelsesdatoen nærmer sig, kommer der mere info om baggrunden for de enkelte noveller, og hvorfor det var dem, der blev udvalgt.

Indholdsfortegnelse:
Fortorvsdrab (ny)
Langt ude i skoven (fra Velkommen til dybet, Tellerup, 2011)
Blomstervanding (fra Dystre Danmark 2, H. Harksen Productions, 2011)
Donation (fra Vampyr, Kandor, 2013)
Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos (ny)
Telefon fra afdøde (fra Pix: Nygotiske skæbner, H. Harksen Productions, 2013)
La petite mort (fra Drifter, Kandor, 2014)
Lauras forudsigelige skæbne (ny)
Fortsættelse til et eventyr (fra Forvandlinger, Langdyssen 2013)

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Noveller Etiket: , ,

Min næste udgivelse

Gennem årene har jeg lavet et par aprilsnarre på min blog. Dette var en af dem.

Store nyheder! Min næste udgivelse er lige på trapperne, og nej, det er hverken den gotiske krimi eller den nye novellesamling, jeg tidligere har omtalt her på siden. I stedet er der tale om noget helt tredje: en digtsamling.

Hvis det kommer som en overraskelse, at jeg også skriver poesi, så er det forståeligt. Det er først noget, jeg er begyndt på inden for de seneste år, og jeg har gået meget stille med dørene, fordi jeg virkelig har måttet føle mig frem. Nu synes jeg efterhånden, jeg har nået et niveau, hvor jeg godt kan være bekendt at offentliggøre mine digte, så for et halvt år siden sendte jeg dem til et forlag, og minsandten om de ikke har sagt ja til at udgive en samling!

Forlaget hedder Prinslar og er et lille kvalitetsforlag, der har specialiseret sig i at udgive digtsamlinger i små oplag. Jeg forventer ikke at tjene noget på udgivelsen, da jeg er klar over, at digtsamlinger sjældent sælger det helt store, men det gør noveller eller science fiction på dansk på den anden side heller ikke, så det er jeg vant til.

Det gør det selvfølgelig heller ikke bedre, at det ikke er almindelige digte, jeg skriver, men science fiction-digte. Ja, du læste rigtigt: der bliver også skrevet digte inden for de fantastiske genrer. De har endda deres egen pris, Rhysling Award, der uddeles af Science Fiction & Fantasy Poetry Association, og blandt tidligere vindere finder man kendte navne som Gene Wolfe, Ursula K. Le Guin og Joe Haldeman. Der findes også flere onlinemagasiner, som publicerer digte, fx Strange Horizons og Uncanny Magazine, hvis du vil se, hvad det går ud på.

Alt det gav mig lyst til selv at prøve kræfter med digtningen, og nu er det som nævnt officielt, at jeg er sprunget ud som lyriker. I den anledning får I her et af digtene fra min kommende samling:

November, 2019

Strøm mine tårer, sagde politimanden
Mine minder forsvinder
ætset bort af syreregnen
Og det sidste jeg husker
er kvinden som siger
“Jeg er ikke i branchen, jeg er branchen”
Slettet for evigt, bortrenset, bortredigeret
ligesom replikken om ekskonen
der kaldte ham sushi
Kold fisk
Et helt liv i flere udgaver
Theatrical Cut, Director’s Cut, Final Cut
og hvis det ikke går, starter vi forfra igen
rebooter
Indtil jeg drømmer om elektriske får

Hvis du vil se mine øvrige aprilsnarre, så er de her:
2011: En stor nyhed (et forlag vil have mig til at skrive en roman baseret på en Povl Kjøller-sang)
2013: På vej til Hollywood (Månebase Rødhætte skal filmatiseres)
2014: Alien Ghost Ballet på scenen (Alien Ghost Ballet skal laves som danseteater)
2016: Farvel til fantastikken (jeg dropper de fantastiske genrer og går i stedet over til at skrive autofiktion)

Udgivet i Bøger, Science fiction Etiket:

To bøger, to forfattere

En af de bedste romaner, jeg har læst indtil videre i år, er The Race af Nina Allan (hvilket jeg også nævnte i mit forrige indlæg), og mandag den 3. april kl. 19 skal jeg tale om den ved et medlemsmøde i Science Fiction Cirklen.

Her er begivenheden på Facebook

Mødet har fået overskriften “To bøger, to forfattere,” da det handler om Nina Allan og hendes mand, forfatteren Christopher Priest. Jeg fortæller som nævnt om The Race, mens Flemming Rasch tager sig af Priests roman The Islanders.

Der er gratis adgang til arrangementet, der finder sted i Valby Kulturhus, lokale 1, 3. sal, og man behøver ikke være medlem af SFC for at deltage.

 

Horrorantologien Hvis jeg overlever natten – Fortællinger fra mørket fra forlaget Enter Darkness har fået endnu en anmeldelse, men desværre er den lige som flere af de forrige ikke speciel positiv – heller ikke over for mit bidrag, Hvor hesten ligger begravet.

Anmelderens skuffelse skyldes dog, at hun har læst andre af mine noveller og ikke synes, at “Hvor hesten ligger begravet” lever op til deres niveau, så det må siges at være en form for omvendt kompliment.

Læs anmeldelsen her: Den lille Bogblog: Hvis jeg overlever natten

Den lille Bogblog har tidligere anmeldt min novellesamling Månebase Rødhætte, som hun til gengæld var meget begejstret for.

Læs anmeldelsen her: Den lille Bogblog: Månebase Rødhætte

Enter Darkness har, meget apropos, indkaldt til Fortællinger fra mørket 2 med deadline den 1. maj, og jeg har brugt den sidste måned på at gruble over en novelle til den og et par andre konkurrencer. Nu er jeg så småt gået i gang med en ny historie, og så må jeg krydse fingre for, at jeg både kommer med igen, og at næste bind falder mere i folks smag.

 

 

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller, Science fiction Etiket: , , , , ,

Læsetips: 10 fantastiske noveller og en koreansk roman

Det er ved at være længe siden, jeg sidst anbefalede noveller, der kan læses gratis på nettet. Sidste gang var i sommer, hvor jeg skrev om halvårets bedste romaner og noveller. Meningen var, at jeg skulle have fulgt det op med et indlæg om andet halvårs bedste læseoplevelser, men det gled ud i sandet – mest fordi jeg ikke fik læst særlig mange romaner i efteråret, og de få, jeg nåede igennem, gjorde ikke det store indtryk.

Undtagelsen var den sydkoreanske forfatter Han Kangs roman The Vegetarian, der vandt den prestigefyldte The Man Booker International Prize i 2016, men det var nu ikke det, der gjorde mig opmærksom på bogen. I stedet blev jeg nysgerrig, fordi horrorforfatteren John Langan gav The Vegetarian en rosende anmeldelse i science fiction-tidsskriftet Locus, selv om den kun med lidt god vilje kan betegnes som hørende til de fantastiske genrer.

Uanset hvad er den en læseoplevelse ud over det sædvanlige. The Vegetarian kan bedst beskrives som en grotesk fortælling om en kvinde, hvis pludselige beslutning om at blive vegetar får konsekvenser for hende selv og hendes familie. Den er også et skoleeksempel på, hvad en dygtig oversætter kan gøre for en bog, for oversætteren Deborah Smith formår både at gøre historien forståelig for et vestligt publikum, samtidig med at den stadig føles meget koreansk i sin tone. Derfor virker det også logisk, at Han Kang og Deborah Smith delte de 50.000 pund, der fulgte med Man Booker International-prisen.

Og nu til de gratis noveller:

Alice Sola Kim: Successor, Usurper, Replacement (BuzzFeed Reader)
En af mine yndlingsnoveller fra 2014 var Alice Sola Kims “Mothers, Lock Up Your Daughters Because They Are Terrifying”, og nu er hun tilbage med denne forrygende fortælling om en skrivegruppe, der opdager, at deres nyeste medlem ikke er helt, hvad hun udgiver sig for.

Alyssa Wong: You’ll Surely Drown Here If You Stay (Uncanny)
Wong vandt sidste år en Nebula for sin horrornovelle Hungry Daughters of Starving Mothers. I år er hun nomineret for hele to historier, hvoraf denne weird western er min favorit (den anden nominerede er A Fist of Permutations in Lightning and Wildflowers fra Tor.com).

Yoon Ha Lee: Foxfire, Foxfire (Beneath Ceaseless Skies)
Og nu vi er ved Nebula-nominerede forfattere med asiatiske rødder, så havde jeg Lees debutroman Ninefox Gambit med i min omtale af første halvårs bedste læsning i 2016. Den er siden blevet nomineret til en Nebula og kan stærkt anbefales. Lee er også en flittig novelleforfatter, og hans bedste fra sidste år var denne science fiction/fantasy-fortælling, der både indeholder magiske ræve og kamprobotter.

Sam J. Miller: Things with Beards (Clarkesworld)
I 2010 bragte onlinemagasinet Clarkesworld novellen The Things af Peter Watts, hvor historien fra John Carpenters filmklassiker The Thing blev fortalt fra rumvæsenets synsvinkel. I 2016 kunne man samme sted læse Sam J. Millers vellykkede og ret så originale forsøg på at skrive en direkte fortsættelse til samme film. Hvis man klikker på kommentarerne til “Things with Beards,” vil man bemærke, at førnævnte Peter Watts er yderst begejstret for Millers udgave, og det er han åbenbart ikke ene om, for novellen er også nomineret til en Nebula.

Genevieve Valentine: Everyone from Themis Sends Letters Home (Clarkesworld)
Umiddelbart lader Valentines novelle til at handle om en ekspedition til en fremmed planet, men det står hurtig klart, at der i virkeligheden er tale om et virtual reality-eksperiment med uvidende fanger som deltagere. På sin vis en historie, der er set og fortalt mange gange før, men Valentine formår at komme ind under huden på hovedpersonerne og får på fornem vis formidlet deres følelser.

Nina Allan: The Art of Space Travel (Tor.com)
Nina Allan har med The Race ikke alene skrevet den bedste roman, jeg indtil videre har læst i år, men har også begået denne novelle, som er blandt mine favoritter fra sidste år. I begge tilfælde er der tale om fortællinger, hvor det mere er personerne, der tegner et billede af fremtiden, frem for teknologien og videnskaben.

Theodora Goss: Red as Blood and White as Bone og Come See the Living Dryad (Tor.com)
Theodora Goss’ novelle The Mad Scientist’s Daughter fra 2010 er en personlig favorit, og jeg venter med spænding på hendes roman The Strange Case of the Alchemist’s Daughter, der udkommer til sommer. I mellemtiden kan man fornøje sig med disse to fantasynoveller, begge fra Tor.com, hvoraf den første er fra sidste forår, mens den anden er fra denne måned.

Og til sidst to noveller, som jeg også nævnte i min gennemgang for ni måneder siden, men som stadig er værd at læse:
Joe Abercrombie: Two’s Company (Tor.com)
Carrie Vaughn: Origin Story (Lightspeed)

Udgivet i Fantasy, Noveller, Science fiction Etiket: , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: