Læsetips: 10 fantastiske noveller og en koreansk roman

Det er ved at være længe siden, jeg sidst anbefalede noveller, der kan læses gratis på nettet. Sidste gang var i sommer, hvor jeg skrev om halvårets bedste romaner og noveller. Meningen var, at jeg skulle have fulgt det op med et indlæg om andet halvårs bedste læseoplevelser, men det gled ud i sandet – mest fordi jeg ikke fik læst særlig mange romaner i efteråret, og de få, jeg nåede igennem, gjorde ikke det store indtryk.

Undtagelsen var den sydkoreanske forfatter Han Kangs roman The Vegetarian, der vandt den prestigefyldte The Man Booker International Prize i 2016, men det var nu ikke det, der gjorde mig opmærksom på bogen. I stedet blev jeg nysgerrig, fordi horrorforfatteren John Langan gav The Vegetarian en rosende anmeldelse i science fiction-tidsskriftet Locus, selv om den kun med lidt god vilje kan betegnes som hørende til de fantastiske genrer.

Uanset hvad er den en læseoplevelse ud over det sædvanlige. The Vegetarian kan bedst beskrives som en grotesk fortælling om en kvinde, hvis pludselige beslutning om at blive vegetar får konsekvenser for hende selv og hendes familie. Den er også et skoleeksempel på, hvad en dygtig oversætter kan gøre for en bog, for oversætteren Deborah Smith formår både at gøre historien forståelig for et vestligt publikum, samtidig med at den stadig føles meget koreansk i sin tone. Derfor virker det også logisk, at Han Kang og Deborah Smith delte de 50.000 pund, der fulgte med Man Booker International-prisen.

Og nu til de gratis noveller:

Alice Sola Kim: Successor, Usurper, Replacement (BuzzFeed Reader)
En af mine yndlingsnoveller fra 2014 var Alice Sola Kims “Mothers, Lock Up Your Daughters Because They Are Terrifying”, og nu er hun tilbage med denne forrygende fortælling om en skrivegruppe, der opdager, at deres nyeste medlem ikke er helt, hvad hun udgiver sig for.

Alyssa Wong: You’ll Surely Drown Here If You Stay (Uncanny)
Wong vandt sidste år en Nebula for sin horrornovelle Hungry Daughters of Starving Mothers. I år er hun nomineret for hele to historier, hvoraf denne weird western er min favorit (den anden nominerede er A Fist of Permutations in Lightning and Wildflowers fra Tor.com).

Yoon Ha Lee: Foxfire, Foxfire (Beneath Ceaseless Skies)
Og nu vi er ved Nebula-nominerede forfattere med asiatiske rødder, så havde jeg Lees debutroman Ninefox Gambit med i min omtale af første halvårs bedste læsning i 2016. Den er siden blevet nomineret til en Nebula og kan stærkt anbefales. Lee er også en flittig novelleforfatter, og hans bedste fra sidste år var denne science fiction/fantasy-fortælling, der både indeholder magiske ræve og kamprobotter.

Sam J. Miller: Things with Beards (Clarkesworld)
I 2010 bragte onlinemagasinet Clarkesworld novellen The Things af Peter Watts, hvor historien fra John Carpenters filmklassiker The Thing blev fortalt fra rumvæsenets synsvinkel. I 2016 kunne man samme sted læse Sam J. Millers vellykkede og ret så originale forsøg på at skrive en direkte fortsættelse til samme film. Hvis man klikker på kommentarerne til “Things with Beards,” vil man bemærke, at førnævnte Peter Watts er yderst begejstret for Millers udgave, og det er han åbenbart ikke ene om, for novellen er også nomineret til en Nebula.

Genevieve Valentine: Everyone from Themis Sends Letters Home (Clarkesworld)
Umiddelbart lader Valentines novelle til at handle om en ekspedition til en fremmed planet, men det står hurtig klart, at der i virkeligheden er tale om et virtual reality-eksperiment med uvidende fanger som deltagere. På sin vis en historie, der er set og fortalt mange gange før, men Valentine formår at komme ind under huden på hovedpersonerne og får på fornem vis formidlet deres følelser.

Nina Allan: The Art of Space Travel (Tor.com)
Nina Allan har med The Race ikke alene skrevet den bedste roman, jeg indtil videre har læst i år, men har også begået denne novelle, som er blandt mine favoritter fra sidste år. I begge tilfælde er der tale om fortællinger, hvor det mere er personerne, der tegner et billede af fremtiden, frem for teknologien og videnskaben.

Theodora Goss: Red as Blood and White as Bone og Come See the Living Dryad (Tor.com)
Theodora Goss’ novelle The Mad Scientist’s Daughter fra 2010 er en personlig favorit, og jeg venter med spænding på hendes roman The Strange Case of the Alchemist’s Daughter, der udkommer til sommer. I mellemtiden kan man fornøje sig med disse to fantasynoveller, begge fra Tor.com, hvoraf den første er fra sidste forår, mens den anden er fra denne måned.

Og til sidst to noveller, som jeg også nævnte i min gennemgang for ni måneder siden, men som stadig er værd at læse:
Joe Abercrombie: Two’s Company (Tor.com)
Carrie Vaughn: Origin Story (Lightspeed)

Udgivet i Fantasy, Noveller, Science fiction Etiket: , , , , , , , , , ,

To noveller på en måned

Jeg er ikke 100 procent sikker, men jeg er ret overbevist om, at februar 2017 blev første gang, hvor jeg formåede at færdiggøre to noveller på en måned. Det er med vilje, at der står “færdiggøre” i stedet for “skrive,” for den ene af novellerne var én, jeg begyndte på for seks-syv år siden, men endte med at lægge til side.

Den anden novelle er til gengæld spritny og er sendt ind til Science Fiction Cirklens årlige antologi Lige under overfladen. Jeg arbejdede på begge noveller under mit ophold på Hald Hovedgaard, hvor jeg fik afsluttet den ene og påbegyndt den anden.

Den “gamle” novelle, Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, var på 13.000 ord, da jeg tog fat i den igen, og den endte på lige under 18.000 ord, mens den nye science fiction-novelle blev på omkring 6000 ord. Så samlet set en god skrivemåned, men jeg havde næppe nået SFCs deadline, hvis jeg ikke havde haft en uges skriveferie i det jyske.

Apropos Lige under overfladen så er min novelle Rumkaptajnens kone fra Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11 nomineret til Niels Klim-prisen i kategorien Bedste novelle. Der kan afgives stemmer fra den 1. til 30. marts, og SFC har gjort det muligt at læse de nominerede noveller fra antologien i afstemningsperioden.

Læs Rumkaptajnens kone og de øvrige nominerede noveller fra Lige under overfladen 11

Se listen over alle nominerede til Niels Klim-prisen 2016

 

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller, Science fiction Etiket: , , ,

Hald Hovedgaard og Niels Klim

Netop hjemvendt fra en uges skriveophold på Hald Hovedgaard erfarer, at jeg for syvende gang er nomineret til Niels Klim-prisen for en af mine science fiction-noveller. Denne gang er det Rumkaptajnens kone, der er sluppet gennem nåleøjet, hvilket jeg kun kan glæde mig over. Rumkaptajnens kone stammer lige som hovedparten af de øvrige nominerede noveller fra Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11.

Se listen over nomineringerne her

Afstemningen begynder den 1. marts og løber frem til den 30. marts. Science Fiction Cirklen plejer at gøre de nominerede noveller tilgængelige i afstemningsperioden.

Og hvordan gik min anden gang så på Hald Hovedgaard? Da jeg kørte fra Roskilde om mandagen, var jeg omgivet af sne og kulde, så jeg forventede at skulle skrive med udsigt til et vinterlandskab. Men sådan så der ud, da jeg ankom til Hald Hovedgaard:

Mit primære mål var at få færdiggjort min novellesamling, der kommer til at bestå af tidligere offentliggjorte horrornoveller og et par nye. Den eneste, jeg manglede, var titelnovellen Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, der lige som Lauras forudsigelige skæbne, som jeg skrev i sidste måned, er en historie, der har ligget på køl i en del år.

Mens det med Laura … var slutningen, der drillede, var det i Vampyros Lesbos’ tilfælde længden, der fik mig til at gå i stå. Det stod hurtigt klart for mig, at historien var godt på vej mod de 20.000 ord, og på det tidspunkt var der ikke rigtig nogle antologier for så lange noveller, så jeg lagde den til side og kastede mig over andre ting. Men da det blev tid til at planlægge en ny novellesamling, kunne Vampyros Lesbos komme til ære og værdighed igen, og jeg havde ret med hensyn til længden: novellen endte på små 18.000 ord.

Jeg må erkende, at jeg ikke kun havde fuld fokus på skrivningen under mit ophold på Hald Hovedgaard, for der var også VM i skiskydning …

Den anden halvdel af ugen brugte jeg på at skrive en ny science fiction-novelle, som jeg vil indsende til den næste udgave af Science Fiction Cirklens Lige under overfladen-serie. Foreløbig er det blevet til 4500 ord, så samlet set fik jeg skrevet omkring 10.000 ord i løbet af ugen. Det er ikke helt så meget som sidst, men stadig langt mere end jeg ville kunne nå på en normal uge med arbejde og andre hverdagspligter.

Min forfatterkollega A. Silvestri har tidligere opfordret mig til at løbe på inderøen ved Hald Sø, og det nåede jeg denne gang. Det er en smuk tur, men også ganske krævende, fordi ruten er ret kuperet, men den var dog ikke så hård, som jeg havde frygtet. Jeg har endda stadig til gode at løbe ruten nøjagtig som på billedet, for den ene gang fik jeg drejet af for tidligt og fik skåret to kilometer af, mens jeg næste gang løb for langt og kom ud i Dollerup, så jeg endte med at få løbet 10,5 km.

 

Endelig er det med to års forsinkelse gået op for mig, at Steen Langstrups serie “Mit livs gys” ikke længere er at finde på nettet. Jeg bidrog til serien i 2010, hvor jeg skrev om tegneserieudgaven af Alien – den 8. passager. Heldigvis havde jeg gemt teksten og billederne, så nu er mit bidrag genopstået fra de døde her på siden.

Læs det her: Mit livs gys – Alien den 8. passager

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller, Science fiction Etiket: , , , , , , ,

Lidt nyt fra forfatterfronten

Månedens film i Cinemateket er den koreanske gyser The Wailing, og ved visningen søndag den 12. februar kl. 19 er jeg blevet bedt om at holde et oplæg. Det bliver anden gang, jeg skal prøve det i Cinemateket, men i forhold til sidst – som var under Blodig Weekend i 2012, hvor jeg skulle introducere den irske monsterkomedie Grabbers – har jeg denne gang rent faktisk set filmen, jeg skal tale om. The Wailing blev nemlig også vist under sidste års CPH Pix, og her kan du se, hvad jeg skrev om den: CPH Pix 2016 del 1: De koreanske.

På mandag sætter jeg så kursen mod Hald Hovedgaard, hvor jeg har fået tildelt en uges skriveophold. Jeg var der senest i oktober 2015, hvor jeg fik skrevet førsteudkastet til min gotiske krimi færdig og fik inspiration til novellen Spøgelseshistorier. Her er en længere beskrivelse af mit første ophold: En uge på Hald Hovedgaard

Apropos Spøgelseshistorier, så er den med i antologien Monster, der netop har fået en anmeldelse på Bookeater – omend der reelt set mere er tale om et handlingsreferat end en egentlig anmeldelse.

Læs anmeldelsen her

 

Monster var en af to horrorantologier, jeg bidrog til i 2016. Den anden var Hvis jeg overlever natten – Fortællinger fra mørket, som har fået en lektørudtalelse fra DBC. Den er heldigvis yderst positiv, hvilket er godt, når bibliotekerne skal vurdere om, de skal købe bogen. Blandt andet skriver lektøren:

“Dette er en håndfuld velskrevne noveller, som pirrer og overrasker læseren. Novellerne sparker til læserens forståelse af virkeligheden … Fremhæves kan bl.a. Lars Ahns “Hvor hesten ligger begravet” og A. Silvestris “In uteri” som to fortællinger, der bliver hængende i læserens bevidsthed.”

Læs et uddrag af Hvor hesten ligger begravet

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller Etiket: , , , , , ,

En forsinket slutning

Der er historier, hvor man som forfatter aldrig er i tvivl om slutningen. Så er der historier, som man går i gang med at skrive uden at være helt sikker, men hvor man arbejder sig frem til en slutning undervejs. Og så er der de historier, hvor man først finder på en slutning med flere års forsinkelse. En sådan historie er den første novelle, jeg har fået skrevet i år.

Tilbage i 2010 begyndte jeg på en novelle, Lauras forudsigelige skæbne, der handler om en pige, som lader en spådom få indflydelse på sit liv. Jeg kom fint i gang, fik skrevet lidt over 3000 ord, og så gik jeg i stå. Årsag? Jeg kunne simpelthen ikke finde på en tilfredsstillende slutning. Så jeg lagde novellen til side og kastede mig over noget andet, mens jeg tænkte, at den rette slutning nok skulle dukke op. Det gjorde den også. Med seks-syv års forsinkelse …

Undervejs har jeg flere gange haft Laura i tankerne, uden at det bragte mig videre. Men i starten af året besluttede jeg mig for at give novellen en ny chance for at se, om der var noget i den, som kunne bruges. Til min positive overraskelse var der forbløffende lidt, der skulle rettes, så jeg gik i gang med at skrive videre, og pludselig var den der: slutningen. Den der passede til historien.

Så seks-syv år og yderligere 8000 ord senere er Lauras forudsigelige skæbne færdig, eller så færdig som en historie nu en gang kan blive.

Andre skrivenyheder
Horrorantologien Hvis jeg overlever natten – Fortællinger fra mørket har fået et par anmeldelser til, men de har desværre ikke været ubetinget positive. Jeg har linket til den mest velskrevne af dem, og jeg vil da give anmelderen fra Bogblogger.dk ret i én ting: A. Silvestris novelle In uteri er samlingens stærkeste og mest originale bidrag og fortjener at blive læst af mange.
Læs anmeldelsen her

Det har siden den 15. november været muligt at indstille science fiction-noveller på dansk til Niels Klim-prisen. Fristen udløber den 15. februar, så det kan stadig nås. For at indstille skal man være oprettet som bruger, og hvis man ikke allerede er det, kan man gøre brug af dette link: Nominér til Niels Klim-prisen

 

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Noveller Etiket: , ,

Historisk tæt kåring af årets album

Rockklubben var forsamlet i Fredericia for at kåre Årets Album. Sølle seks point skilte nummer et og ni, og i flere tilfælde var det antallet af topplaceringer i afstemningen, der afgjorde placeringen i den samlede stilling.

David Bowies afskedsalbum Blackstar endte med at vinde med ét point foran Sturgill Simpons A Sailor’s Guide to Earth, mens Beyonces Lemonade fulgte lige efter på tredjepladsen, yderligere ét point efter og à point med Angel Olsens My Woman. Den tidligere dobbelte vinder PJ Harvey måtte nøjes med femtepladsen for The Hope Six Demolition Project, og en anden tidligere dobbelt vinder Nick Cave & The Bad Seeds tog den føromtalte niendeplads med The Skeleton Tree.

Kåringen af Årets Danske Album sluttede til fordel for Folkeklubben, som med Slå Flint! vekslede sin andenplads i 2014 med en førsteplads. Andenpladsen blev overladt til Katinka efterfulgt af Baby Woodrose.

Se resultatet af kåringen her

Men nok om hvad andre mener. Her er mine egne personlige favoritter fra musikåret 2016:

Top 10 udenlandske albums: 1. PJ Harvey: The Hope Six Demolition Project. 2. Mitski: Puberty 2. 3. Beyonce: Lemonade. 4. Bat for Lashes: The Bride. 5. Angel Olsen: My Woman. 6. Warpaint: Whiteout. 7. Sturgill Simpson: A Sailor’s Guide to Earth. 8. Savages: Adore Life. 9. Suede: Night Thoughts. 10. Grand Blanc: Mémoires Vive.

Flere af navnene på listen omtalte jeg i dette indlæg om de bedste albums fra første halvår af 2016: Otte CD’er

Top 5 danske albums: 1. Bisse: Højlandet. 2. Annika Aakjær: Lykkens gang. 3. Katinka: Lufthuller. 4. Trentemøller: Fixion. 5. Ukendt under andet navn: Ingen hunde hyler her.

Årets koncerter: 1. PJ Harvey (Roskilde Festival 30. juni og Falconer Salen 9. oktober). 2. Bat for Lashes (Store Vega 26. oktober). 3. Savages (Store Vega 7. marts). 4. Beck (Northside 19. juni). 5. Suede (DR Koncerthuset 1. februar).

Hvad jeg lavede i min ferie: Northside 2016
Fra det sublime til det pinlige: Roskilde Festival 2016
Heftigt musikefterår skudt i gang

Årets musikvideo: Mitski: Happy (Advarsel! Meget blodig og makaber slutning)

Udgivet i Musik Etiket: , ,

Farvel til Pedersen

Det er formentlig de færreste – hvis overhovedet nogen – som har bemærket, at der er noget anderledes ved mit navn i horrorantologien Hvis jeg overlever natten. Her optræder jeg som Lars Ahn i stedet for Lars Ahn Pedersen, og det er ikke en fejl. Jeg har nemlig besluttet at droppe Pedersen fra mit forfatternavn.

Bare for at undgå misforståelser: Det er kun, når jeg optræder som forfatter, at jeg kalder mig Lars Ahn, så mit officielle efternavn er stadig Pedersen. Jeg har altså ikke søgt myndighederne om navneændring og har heller ikke planer om at gøre det.

Så hvorfor har jeg ændret mit forfatternavn til Lars Ahn:

– Bibliotekerne placerer mig i forvejen under A på reolerne (almindelige -sen efternavne ignoreres, hvis forfatteren har et mellemnavn).

– Det er i forvejen navnet på min hjemmeside.

– Jeg er tidligere blevet opfordret til at forkorte mit navn.

– Jeg bliver alligevel altid omtalt som Lars Ahn.

– Og hvis folk endelig husker, at jeg har et efternavn, slipper jeg for, at de skriver Lars Ahn Petersen i stedet for.

Det mærkelige er, at det først var efter, jeg var fyldt 18, at folk begyndte at kalde mig for Lars Ahn. Indtil da hed jeg altid Lars P. Sådan var det i skolen (hvor der var en anden i min klasse, som også hed Lars), og det var det samme til fodbold (hvor der var to-tre andre Lars’er). Generelt kan folk på min alder være sikker på én ting, når de er sammen med deres jævnaldrende: Der er altid en anden til stede, som også hedder Lars.

Første gang jeg oplevede at blive kaldt Lars Ahn i stedet for Lars P var, da jeg tog på højskole (hvor der selvfølgelig også var en anden Lars). Det samme skete, da jeg var i Beredskabet (Civilforsvaret), og da jeg begyndte på Journalisthøjskolen. De eneste gange jeg bliver kaldt Lars P i dag er, når jeg møder nogen fra skoletiden.

Apropos Hvis jeg overlever natten, så er den blevet anmeldt på Gyseren.dk, hvor Jette Holst blandt andet skriver:

“Hvis jeg overlever natten indeholder gode noveller, men er også en flot og professionel udgivelse. Her er arbejdet både med korrekturen og layoutet, og forsiden af Lesia Solot fanger virkelig blikket. En stor anbefaling herfra, og så glæder jeg mig til de kommende udgivelser fra Enter Darkness …”

Læs hele anmeldelsen her

Det med den grundige korrektur var også min oplevelse. Jeg har i hvert fald ikke før været ude for at få en korrektur af en novelle til godkendelse ikke bare én, men hele to gange.

Læs et uddrag af min novelle Hvor hesten ligger begravet

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller Etiket: , ,

Filmåret 2016: Top 10

61. Så mange gange var jeg i biografen i 2016, og her er de 10 film, der gjorde størst indtryk på mig.

Disorder: Matthias Schoenaerts holder øje med Diane Kruger.

10. Disorder (Alice Winocour)
Jeg har tidligere givet udtryk for, hvor skuffet jeg var over Jason Bourne. I stedet blev det lidt overraskende en ung kvindelig, fransk instruktør, som leverede det bedste bud på en moderne, intelligent actionfilm.

Belgiske Matthias Schoenaerts demonstrerer ligesom i Smagen af rust og ben, at ingen er bedre end ham til at portrættere fåmælte muskelbundter, der er som ulmende vulkaner. Her spiller han en PTSD-ramt eks-soldat, der får arbejde som bodyguard for en rig forretningsmands kone (Diane Kruger) og barn og pludselig begynder at se trusler overalt.

Som sin hovedperson gør Disorder umiddelbart ikke det store væsen af sig, men under overfladen gemmer sig en 80’er actionfilm af den slags, man lejede på VHS på den lokale tankstation – bare tilført bedre skuespil og lidt fransk elegance.

9. Bone Tomahawk (S. Craig Zahler) / 8. Hell or High Water (David Mackenzie)
Jeg indledte biografåret 2016 med en western (The Hateful Eight) og sluttede det pudsigt nok af med en anden western (Hell or High Water). Ingen af dem kan dog siges at være westerns i traditionel forstand. Quentin Tarantinos The Hateful Eight var mere et gæt-hvem-der-er-morderen-kammerspil (hvilket Ennio Morricones Oscarbelønnede musik også signalerede) og bød ligesom Alejandro González Iñárritus hævnwestern The Revenant på uforglemmelige scener, der gjorde sig godt på det store lærred. Et gensyn på fladskærms-tv’et derhjemme afslørede dog, at begge film sagtens kunne have været 20-30 minutter kortere, og at der var for meget fyld mellem højdepunkterne.

En af hovedrolleindehaverne fra The Hateful Eight, Kurt Russell (og hans overskæg), kunne også ses i en anden western, Bone Tomahawk, der var en anderledes stramt fortalt, men ikke mindre grum sag. Leonardo DiCaprio vandt en længe ventet Oscar for sin kvæstede pelsjæger i The Revenant (i mine øjne havde han mere fortjent den for sin vilde præstation i The Wolf of Wall Street), men Patrick Wilson har en mindst lige så smertefuld rolle i Bone Tomahawk, hvor han kæmper sig gennem det ubarmhjertige landskab med et brækket skinneben i et forsøg på at redde sin kone fra en gruppe kannibaler. Det er ikke en film, der tegner et behageligt billede af livet i det vilde vesten, og som The Hateful Eight og The Revenant er den yderst blodig, men modsat de to andre har den også en vidunderlig skæv form for humor, som gør den til sin helt egen.

Den skæve humor går igen i Hell or High Water, der på alle punkter ligner en traditionel western, bortset fra at den foregår i nutiden. Lige som Kurt Russell virker Jeff Bridges til at have fundet sig til rette i westerngenren (se også Coen-brødrenes True Grit), mens Chris Pine langt om længe leverer noget, der minder om en ægte skuespilpræstation. Til at begynde med fandt jeg det næsten distraherende, hvor meget Hell or High Water følger westernskabelonen, men i takt med at filmen finder sin egen tone, får den samtidig tegnet et interessant portræt af en del af USA, der er blevet kørt agterud af udviklingen, og hvor folk inderst inde på godt og ondt stadig tænker som cowboys.

7. Rogue One: A Star Wars Story (Gareth Edwards)
Det seneste kapitel i Star Wars-universet har jeg allerede skrevet om i dette indlæg: Filmåret 2016: Rogue One – den virkelige Suicide Squad. Og ja, jeg kunne godt lide filmen, i hvert fald nok til at den har fået plads på min top 10-liste. Den var også blandt de tre film, jeg så mere end en gang i biografen i 2016. De to andre var Jason Bourne (som jeg så igen mest for at være sikker på, at den virkelig ikke var bedre) og den film, som er min nummer et på listen.

6. A Monster Calls (J. A. Bayona) / 5. The Girl With All the Gifts (Colm McCarthy) / 4. Room (Lenny Abrahamson)
Tre stærke film, som tilfældigvis alle har børn i hovedrollerne. Se dette indlæg for mine tanker om dem: Filmåret 2016: Med børn, men uegnet for børn

Arrival: Filmen, der gjorde kafferingen cool igen.

3. Arrival (Denis Villeneuve)
Ted Chiangs novelle Story of Your Life er et mesterværk, og jeg nærede store forhåbninger til Denis Villeneuves filmatisering, da jeg skrev om den tilbage i august. Mest af alt var jeg dog spændt på at se, om fortællingens hjerteskærende tvist var bevaret, eller om man havde valgt en mere Hollywoodagtig slutning. Heldigvis er filmen tro mod sit udgangspunkt, og efter alt at dømme har den fejet benene væk under alle dem, som ikke havde læst novellen på forhånd.

Selv befandt jeg mig i den lidt pudsige situation, at jeg måske synes, at jeg lige som Amy Adams’ sprogforsker pludselig vidste for meget om, hvad der ville ske, til at filmens slutning havde helt den samme virkning på mig. Hvem ved? Måske ville det have givet Arrival førstepladsen på min top 10-liste, men det er ikke til at ændre nu, og jeg vil til enhver tid foretrække en verden, hvor jeg har læst Ted Chiang på forhånd. Arrivals succes har heldigvis gjort, at andre har fået øjnene op for Ted Chiangs forfatterskab, og for det alene fortjener filmen alle de priser, den kan hive hjem.

Læs også:
The New Yorker: Ted Chiang’s Soulful Science Fiction
The Guardian: Ted Chiang, the science fiction genius behind Arrival
GQ: How an Unfilmable Story Turned Into the Year’s Best Sci-Fi Movie
The Verge: How the short story that inspired Arrival helps us interpret the film’s major twist

Raw: Bon appetit!

2. Raw (Julie Ducournau)
Det kunne lige så godt have været Nicolas Winding Refns The Neon Demon, der havde stået her, men nogle gange er det de små forskelle, der afgør, om en film går hjem hos mig eller ej. Når jeg nævner The Neon Demon, er det fordi, den har mange lighedspunkter med Raw. Begge film handler om en ung pige, som forlader barndommens trygge rammer og træder ind i en voksen og skræmmende verden (modebranchen i The Neon Demon, en dyrlægeskole i Raw), hvor hun lærer nye sider af sig selv at kende. Begge film er desuden lavet af visuelt begavede instruktører og indeholder scener med kannibalisme.

Men hvor Julie Ducournau formår at få det hele til at gå op i en højere enhed i Raw, kører The Neon Demon efter min mening af sporet, netop som den beslutter sig for at blive den horrorfilm, den hele tiden har lokket med at være. Refns film fungerede, så længe den lod mig gætte, hvad der var hemmeligheden bag Elle Fannings teenagemodel. Var hun en alien (a la Mads Mikkelsens viking i Valhalla Rising), var hun en heks eller en anden form for overnaturlig skabning, der skjulte sig bag sin ungdom? Svaret var skuffende nok, at hun bare var en naiv, ung pige, der lod sig forblænde af en kold og brutal branche, som til sidst åd og spyttede hende ud – bogstavelig talt. Det var en pointe, man kunne have sagt sig selv på forhånd.

Læs her hvorfor jeg er så begejstret for Raw: CPH Pix 2016 del 2: Rå og blodig

Og nu til nummer et:

 

Judy Hopps møder Judy Hopps.

1. Zootropolis (Byron Howard & Rich Moore)
Nej, jeg havde heller ikke forestillet mig, at en Disney-tegnefilm med talende dyr skulle ende med at være min favoritfilm fra 2016. Men Zootropolis ramte på forunderlig vis direkte ned i tidsånden med sin beretning om sameksistens, fordomme og tolerance, samtidig med at den også var en glimrende krimifortælling og buddy cop-komedie – med en kanin og en ræv i hovedrollerne! En sjælden intelligent film, der både fungerer for børn og voksne.

Jeg har set Zootropolis optræde på andre “Årets bedste film”-lister, men lige så mange lader til at overse den, fordi den er en animationsfilm. Måske var det derfor, jeg blev så begejstret, da jeg fik øje på disse to på Comic Con Copenhagen.

Top 11-20 (alfabetisk): 10 Cloverfield Lane, Brooklyn, Carol, Deadpool, Green RoomThe Lobster, The Nice Guys, Spotlight, Train to Busan og The Witch.

Årets værste: Allegiant – tredje del i Divergent-serien fik hård konkurrence af Now You See Me 2, men det er trods alt lidt af en bedrift at være så dårlig, at filmselskabet opgiver at vise fjerde og sidste del (Ascendant) i biograferne og i stedet lader den få premiere som tv-film.

Udgivet i Fantasy, Film og musik, Horror, Science fiction Etiket: , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Året der gik 2016: Skrivning

Da jeg indledte 2016, havde jeg en ambition om at skrive en novelle om måneden eller i det mindste have gang i et skriveprojekt hele tiden, og så havde jeg forhåbninger om, at jeg ville blive færdig med min gotiske krimi og en novellesamling. Sådan kom det ikke helt til at gå, selv om det begyndte lovende. I det første halvår fik jeg skrevet fire noveller og gennemlæst og redigeret den gotiske krimi, samtidig med at jeg brugte en del tid i foråret på at arrangere Fantasticon.

Men så blev det sommerferie, og derefter gik alt mere eller mindre i stå rent skrivemæssigt, hvor det kun blev til én sølle novelle i andet halvår. Til gengæld kom udgivelserne i lind strøm i efteråret med Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11 i september, Monster i oktober og Hvis jeg overlever natten lige før jul i december.

Så hvorfor gik det sådan? En af årsagerne er, at jeg – som det fremgår af listen nedenunder – er begyndt at skrive noveller direkte på engelsk. Jeg har tidligere oversat et par af mine egne noveller, men det er som om, noget går tabt undervejs, så jeg ville prøve at se, om det ændrede noget, hvis jeg skrev på engelsk fra start af. Resultatet er op til andre at bedømme, men jeg har foreløbig erfaret, at det tager mig to-tre gange så lang tid at skrive på engelsk, som det gør på dansk.

Årets noveller og udgivelser:
White Man’s War (5400 ord, science fiction, engelsk)
Rumkaptajnens kone (5800 ord, science fiction) med i Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11 (Science Fiction Cirklen)
Hvor hesten ligger begravet (12.500 ord, horror) med i Hvis jeg overlever natten (Enter Darkness)
Spøgelseshistorier (7600 ord, horror) med i Monster (Kandor/DreamLitt)
Mermaid Remixed (6100 ord, science fiction, engelsk)

Og hvad er så min målsætning for 2017? Jeg skal have færdigredigeret den famøse gotiske roman, færdiggjort novellesamlingen, skrive flere noveller på dansk og engelsk, og måske får jeg også tid til at starte på en ny roman. Men det var sådan set også, hvad jeg havde håbet at nå i 2016 …

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller, Science fiction Etiket: , , , , , , , , , ,

Filmåret 2016: Med børn, men uegnet for børn

Bare fordi en film har et barn i hovedrollen, betyder det ikke, at den også er egnet for børn. Det blev bevist flere gange i 2016, der bød på en række stjernepræstationer af børneskuespillere. Her er mine tre favoritter:

Jacob Tremblay, Room og Lewis MacDougall, A Monster Calls

Både Room og A Monster Calls (Syv minutter over midnat) handler om en mor og en søn, der befinder sig i en vanskelig situation, men måden, de skildrer det på, kan næsten ikke være mere forskellig. Til gengæld har begge film det til fælles, at de bæres af to drenge, som leverer skuespil af en anden verden.

Brie Larson løb fortjent med en Oscar for Room, men filmen tilhører i virkeligheden Jacob Tremblay i rollen som den søn, hun har fået med sin kidnapper, der nu holder dem indespærret i et skur i sin baghave. Hele filmen fortælles fra drengens synsvinkel og formår på unik vis at skildre verdenen set gennem hans uskyldige øjne, samtidig med at der ikke efterlades nogen tvivl hos seeren om, hvad det er, moderen bliver udsat for.

Mens mor og søn sammen skaber en slags fantasiverden ud af deres situation i Room, men udelukkende gør det inden for en realistisk ramme, er filmatiseringen af Patrick Ness’ roman A Monster Calls en fuldblods fantasyfilm. Her får en dreng (Lewis MacDougall) med en kræftsyg mor (Felicity Jones fra Rogue One) besøg af et kæmpe træmonster, som insisterer på at fortælle ham historier (i fantastisk flotte animerede sekvenser). Der er langt hen ad vejen ingen tvivl om, at træmonsteret kun eksisterer i drengens fantasi og drømme, men slutningen åbner op for en anden fortolkning, der inddrager moderen og rodfæster filmen endnu mere i fantasygenren.

Begge film byder desuden på et par fantastiske mormødre i skikkelse af Joan Allen (Room) og Sigourney Weaver (A Monster Calls). Joan Allen er rørende som kvinden, der pludselig har fået sin datter tilbage, men må se frustreret til, mens denne forsøger at bearbejde den traumatiske oplevelse, samtidig med at hun skal tage sig af et barnebarn, hun først lige har mødt. Sigourney Weaver bruger derimod sin Ripley-udstråling til at skabe en mormor, der umiddelbart virker hård og ufølsom, men snart lader det skinne igennem, at det er hendes måde at tackle sorgen over, at hun er ved at miste sin datter. Både Room og A Monster Calls er hård kost for følelsesregistret, men de formår på mirakuløs vis at ramme den hårfine balance, så man ikke føler sig manipuleret, og det placerer dem begge blandt årets bedste film.

Sennia Nanua, The Girl with All the Gifts

Nok om drengene. Pigerne kunne også imponere i 2016, og det bedste eksempel var Sennia Nanua i titelrollen i filmatiseringen af M. R. Careys Clarke Award-nominerede roman The Girl with All the Gifts. Her spiller hun en pige, som trods sin eksemplariske opførsel og gode manerer er spærret inde i en celle på en skarpt bevogtet militærbase sammen med en masse andre børn.

Det varer dog ikke længe, før man opdager hvorfor. Børnene er alle smittet med en virus, der kan forvandle dem til zombier på et splitsekund. Modsat resten af menneskeheden er de dog stadig i stand til at tænke og tale, så hvad er de egentlig mest? Menneske, zombie eller noget helt tredje?

De fleste børn er i stand til at spille rollen som enten sød unge eller lille djævel, men det er de færreste, som kan gøre begge dele på én gang, uden at det føles overdrevent. Sennia Nanua imponerer med en nuanceret præstation, hvor man ikke tvivler på, at hun er den godhjertede, lille pige, hun giver indtryk af at være, samtidig med at man fornemmer, at den anden side af hende lurer lige under overfladen.

The Girl with All the Gifts viste sammen med den koreanske Train to Busan, at det stadig er muligt at gå nye veje med zombiegenren, og det er i sig selv noget af en præstation. Desværre var danske Sorgenfri et eksempel på det modsatte, men heldigvis var der også den langt mere vellykkede kortfilm Zombiehagen, der kan ses på filmmagasinet Ekkos hjemmeside.

Også værd at nævne:

Kim Hwan-hee, The Wailing: Apropos piger, som på én gang er søde og farlige, så går prisen som Årets Mest Uhyggelige Unge til Kim Hwan-hee i den koreanske gyser The Wailing, der blev vist på årets CPH Pix og er månedens film i Cinemateket i januar. Hun spiller hovedpersonens velopdragne datter, som til at begynde med derfor ikke gør det store indtryk, fordi hun minder om den slags nuttede børneskuespillere, den koreanske filmindustri nærmest producerer på samlebånd. Men så bliver hun besat af en ond ånd, og derefter kan det nok være, at hun får rig lejlighed til at vise, hvad hun er i stand til.

Angourie Rice, The Nice GuysSom titlen antyder, handler Shane Blacks detektivkomedie The Nice Guys om to fyre, og meget af filmens underholdningsværdi ligger i samspillet og den gode kemi mellem Russell Crowe og Ryan Gosling. Noget overraskende får de dog kamp til stregen af Angourie Rice som Goslings unge teenagedatter, der bestemt ikke agter at holde sig i baggrunden og har langt mere at lave i filmen, end man umiddelbart skulle tro.

Det er i øvrigt ikke første gang, Shane Black har skrevet en sådan rolle. Se også Danielle Harris som Bruce Willis’ datter i Tony Scotts The Last Boy Scout (1991).

Børnene fra Stranger Things: Når talen falder på bemærkelsesværdige børneskuespillere i 2016, er det svært at komme uden om Stranger Things. Meget er blevet sagt om seriens dyrkelse af 80’erne, og det er rigtigt, at den på flere måder er den bedste 80’er-film, der ikke er lavet i det årti. Personligt har jeg det dog lidt blandet med hele nostalgivinklen, fordi der reelt set ikke er nogen grund til, at historien skal udspille sig i 1983. Hvis man tænker over det, kan serien faktisk lige så godt foregå i 2016, uden at det vil ændre noget væsentligt ved plottet, og så begynder de mange referencer pludselig at føles tomme og overfladiske.

Når Stranger Things alligevel fungerer, skyldes det mere en elementært spændende historie og et interessant persongalleri, som man gerne investerer sin tid og følelser i. Millie Bobby Brown som den mystiske pige Eleven er løbet med meget af opmærksomheden, men alle i gruppen gør det fantastisk, og til min overraskelse udviklede flere af personerne sig ud over deres stereotyper. Nu venter jeg spændt på sæson 2 og håber, at 80’er-rammen bliver andet end ren staffage.

En anden serie, hvor man har kunnet følge barneskuespillere vokse fra sæson til sæson, er Game of Thrones, hvor især Maisie Williams og Sophie Turner har gennemgået en udvikling, man ikke troede mulig, da man mødte dem i sæson 1. I den seneste sæson blev der føjet endnu et navn til rækken, og selv om Bella Ramsay kun havde få scener som Lyanna Mormont, kan man roligt sige, at hun formåede at gøre indtryk.

Læs også: Filmåret 2016: Summer of Our Discontent

Læss også: Filmåret 2016: Rogue One – den virkelige Suicide Squad

Udgivet i Fantasy, Film og musik, Horror Etiket: , , , , , , , ,
%d bloggers like this: