Bag kulisserne

Hvis du har haft problemer med at komme ind på min hjemmeside inden for det seneste døgn eller har undret dig over dens udseende, kommer forklaringen her: Jeg har opdateret WordPress.

For de uindviede er WordPress det program, som min hjemmeside er lavet i. Da jeg oprettede denne side i efteråret 2008, installerede jeg version 2.6.3. Siden er der kommet talrige opdateringer til, men jeg har indtil nu ignoreret dem, fordi det virkede som en uoverkommelig opgave – selv når man læste WordPress’ egen quick-guide.

At opdatere WordPress var ifølge rygterne ikke en opgave for folk med svage nerver. Hvis man ikke fik gemt sine data ordentligt, kunne alle indlæg og sider risikere at forsvinde. Enhver som har arbejdet med hjemmesider og HTML-koder ved, at der ikke skal meget mere end et forkert placeret tegn til at få det hele til at gå i ged, så jeg udskød opdateringen.

Til sidst var der dog ingen vej udenom. Hvis min hjemmeside var en bil, så er WordPress motoren, og version 2.6.3 begyndte at hakke alvorligt i det. Flere af mine plugins virkede ikke i deres nyeste udgaver, fordi de ikke kunne arbejde sammen med min aldrende WordPress. Plugins er små programmer, som gør forskellige ting. En af dem sørger for eksempel for, at billedet i toppen af min side skifter med jævne mellemrum, mens en anden sikrer mig mod spam i kommentarfeltet. En tredje viser mig, hvor mange der har været inde på siden, og hvad de søger på, men den holdt helt op med at virke til sidst, og da jeg aktiverede en af de seneste udgaver, fik den simpelthen min hjemmeside til at forsvinde!

Så jeg kastede mig ud i rejsen mod det ukendte. Lavede en back-up af min hjemmesides database og bad til, at den fik det hele med. Nærlæste derefter den lange udgave af WordPress opdaterings-vejledning og opdagede, at de anbefaler, at man gør det i små trin, hvilket er lidt af en nedtur, når man er på version 2.6.3, og den nyeste hedder 3.1.3. Så for en sikkerheds skyld gentog jeg hele processen tre gange: først til version 2.8, så til version 3.0 og til slut til 3.1.3. Det var faktisk enklere, end jeg havde forventet, men stadig en smule nervepirrende når man erstatter hundredevis af filer med hinanden og krydser fingre for, at noget vitalt ikke går tabt.

Som afslutning opdaterede jeg også mit tema, K2. Hvis WordPress som før nævnt er hjemmesidens motor, så er temaet dens karosseri, dvs. det der afgør, hvordan siden ser ud (hvilket må betyde, at plugins’ene svarer til alufælgene og plysterningerne i vinduet). Det skræmmende ved den proces er, at alle de ændringer, du hidtil har lavet til dit tema, forsvinder som dug for solen, men i det mindste ligner siden nu nogenlunde sig selv igen, hvilket den bestemt ikke gjorde for bare et halvt døgn siden.

Nå, nu endte det her med at blive en lang teknisk snak, som overhovedet intet har med mit skriveri at gøre, og som højst sandsynligt ikke vil interessere andre end mig selv (og muligvis andre WordPress-brugere). Den eneste grund til, at jeg skrev dette indlæg, var for at klappe mig selv på skulderen over at have set en (m)indre dæmon i øjnene og overvundet den. Jeg løftede motorhjelmen på min hjemmeside, udskiftede motoren i flere omgange og konstaterede, at den stadig kunne starte bagefter. Gid jeg kunne gøre det samme med min bil…

Udgivet i Ikke kategoriseret Etiket: ,
2 kommentarer til “Bag kulisserne
  1. Tue Sørensen siger:

    Det lyder godt nok skræmmende kompliceret – man hører ellers hele tiden at det skulle være åh så nemt… (jeg overvejer nemlig også at gøre endnu et forsøg på at lve en WordPress blog, men nu ved jeg ikke rigtig…)

  2. Så svært var det nu heller ikke. Det lykkedes jo for mig!
    Jeg gjorde det hele via min FTP Client, og så hjalp det nok også, at jeg ikke havde lavet nogle ændringer i koden.
    Det eneste, jeg mangler at få justeret, er de farver, jeg havde valgt til mit tema.

Skriv et svar