– eller hvorfor er koreanske film så mærkelige?

Af Lars Ahn Pedersen
Det er med koreanske film som med kimchi. For nogle er det en lækkerbisken fra første mundfuld, for andre kræver det en del tilvænning, og så er der dem, som aldrig kommer til at holde af smagen. Så ligesom det ikke er genetisk betinget, at man som koreanskfødt adopteret vil elske gærede grøntsager, er det heller ikke givet, at man vil kunne lide sit fødelands filmproduktion.
Det bør dog ikke forhindre folk i at gøre forsøget, og Koreaklubben har af samme grund stiftet en filmklub, som mødes en gang om måneden for at se koreanske strimler. De første par gange har dog afstedkommet nogle interessante reaktioner, som er baggrunden for denne artikel. Flere af deltagerne har “tilstået,” at de har det svært med koreanske film. De finder dem “mærkelige” og vanskelige at forstå, og de kan heller ikke identificere sig med personerne og deres handlemåder.
Der har tilmed været tale om tre meget forskellige film – henholdsvis en blockbuster om Koreakrigen (Taegukgi), et hverdagsdrama (Secret Sunshine) og en gyser (A Tale Of Two Sisters) – så noget tyder på, at det er et generelt fænomen.
Men hvorfor har de det sådan? Er koreanske film virkelig så meget anderledes, at selv danskere med koreansk baggrund har svært ved at forholde sig til dem? Er påvirkningen fra Hollywood og den vestlige verdens måde at lave film på virkelig så stærk, at den forhindrer folk i at nyde andre kulturers fortællinger?
Det sidste kan hurtigt afvises, for en anden gennemgående kommentar har været, at man ikke har de samme problemer med film fra andre asiatiske lande, primært Japan og Kina. Men hvad er så årsagen?
Som én, der har set sin andel af koreanske film (hen ved 80 styk, og ja, jeg er typen, der holder tal på den slags), må jeg indrømme, at jeg godt kan forstå reaktionerne, men også at jeg heller ikke synes, at filmene er så sære, som nogle mener.
Der er dog nogle forhindringer, som skal passeres, hvis man beslutter sig for at udforske koreansk film. Lad os på bedste film-manér kalde dem “De fem benspænd”:

photo43086.jpg

1. De ligner alle hinanden!
Som adopteret fra Korea føles det forfærdeligt at skulle erkende dette, men i starten kan det være svært at følge med i filmene, fordi man ikke kan kende forskel på skuespillerne (af en eller anden grund har jeg det sværere med de kvindelige end med de mandlige). Selvfølgelig ligner alle asiater ikke hinanden, og med lidt øvelse og koncentration forsvinder problemet af sig selv. Historiske dramaer med mange medvirkende i næsten ens udseende kostumer bør dog undgås som ens første koreanske filmoplevelse – et eksempel på det er Shadows In The Palace, som du kan se traileren til her:

2. De kan ikke sige stop.
Koreanerne har en mani med at ville gøre slutningen på deres film så effektfuld som mulig, men tit har det den modsatte effekt. Mere end en gyser er blevet spoleret, fordi handlingen lige skal have en ekstra drejning til sidst – hvor ulogisk den end måtte forekomme – men også andre genrer rammes af dette fænomen.
De såkaldte “art movies” plages af, at instruktørerne har en frustrerende tendens til at gå i den modsatte retning og dyrke “den åbne slutning” – som desværre ofte giver lige så lidt mening. Selv mainstreamfilmene kan have svært ved at levere en tilfredsstillende slutning, da de er slemme til at kamme over i sentimentalitet og strygere på lydsporet. Taegukgi og Silmido er to eksempler på dette.
Forbløffende mange film ender desuden med, at helten eller en af hovedpersonerne dør, hvilket på den ene side er forfriskende anderledes, men omvendt også kan føles som noget af et antiklimaks. Det forklarer samtidig, hvorfor der er så få af de koreanske kassesuccesser, der får en efterfølger.

3. De er ikke sjove.
Og så var der den om den koreanske komedie, som rent faktisk var sjov… Humor er svær at oversætte, og det er en af grundene til, at vi sjældent ser andre udenlandske komedier herhjemme end de engelske og amerikanske. Den koreanske filmindustri nærmest sprøjter komedier ud, og flere af dem sælger masser af billetter i biograferne, men for de fleste danskere vil de nok være en noget særpræget oplevelse.
photo25654.jpg
Skuespillerne har det med at overspille og være temmelig overgearede, og humoren er ofte larmende og ret plat. Det gør det selvfølgelig heller ikke bedre, at mange af vittighederne er indforståede og uoversættelige.
Desuden har koreanerne – og asiaterne generelt – det med at anvende scener, som man normalt ikke forbinder med komedier. I gangsterkomedien My Wife Is A Gangster bliver en gravid kvinde således gennembanket, så hun ender med at abortere – og jo, det er en komedie. Omvendt skadede det ikke Den eneste ene og Italiensk for begyndere, at de også blandede komik med tragik, så på den led kan danskerne være lige så mærkelige…

photo18762.jpg
4. De er uoriginale.
De asiatiske lande bliver ofte beskyldt for at være gode til at kopiere, men dårlige til selv at finde på noget nyt. Det er til dels en kritik, der også kan rettes mod den koreanske filmindustri. Da de japanske gysere The Ring og Ju-On: The Grudge fik international succes, blev de snart efterfulgt af en stribe koreanske horrorfilm, hvoraf flere indeholdt blege spøgelsespiger med langt, sort hår. Phone var eksempelvis The Ring med en forhekset mobiltelefon i stedet for et videobånd, og The Ring Virus var rent faktisk en officiel koreansk genindspilning af den samme roman, som The Ring var baseret på.
Og da Ang Lee og Zhang Yimou gjorde den kinesiske wushu-genre populær i Vesten med film som Tiger på spring, drage i skjul og Hero, ville koreanerne også være med, hvilket resulterede i inferiøre kopier som Bichunmoo og Legend Of The Evil Lake. Så der var lidt mere stil over Musa: The Warrior, som godt nok genbrugte den kinesiske skuespillerinde Zhang Ziyi fra de førnævnte titler, men havde kampscener, der havde rod i virkelighedens verden (dvs. ingen flyvende krigere).
photo10470.jpg
I bund og grund kan man godt savne, at den koreanske filmverden bidrager med noget virkelig originalt, ligesom Lars von Trier og co. gjorde med Dogme-konceptet. Langt de fleste koreanske film er kendetegnet ved, at det håndværksmæssige – dvs. billedsiden, lyden, musikken, production design, effekter etc. – er i top, men at det halter med det fortællemæssige og nytænkningen.
Der findes selvfølgelig originiale koreanske filmskabere med unikke visioner så som Park Chan-wook (Oldboy) og – på godt og ondt – Kim Ki-duk (Forår, sommer, efterår, vinter… og forår). I hælene på dem følger lovende navne som Bong Joon-ho (The Host) og Kim Jee-woon (A Tale Of Two Sisters). Det er formentlig blandt dem, at man skal gøre sig håb om at finde den instruktør, som kan blive Koreas svar på en Akira Kurosawa eller en Zhang Yimou.

5. De er for mærkelige.
Når man som jeg ikke har været i Korea, siden jeg forlod landet som spæd, er der en vis fascination forbundet ved at se koreanske film. Gennem dem får jeg et indtryk af, hvordan folk taler, lever og agerer med hinanden. Jeg bilder mig dog ikke ind, at jeg dermed får det fulde billede, for hvis jeg gjorde det, ville jeg aldrig turde rejse derover!

Hvis landets filmproduktion står til troende, er koreanerne nemlig et bindegalt folk, hvor kvinderne piercer deres kønsdele med fiskekroge, mændene spiser levende blæksprutter, familiemedlemmer har sex med hinanden, og alle elsker at synge karaoke (det sidste skulle dog være sandt nok). Omvendt kan man jo spørge sig selv om, hvilket billede udlandet har af os danskere, hvis de har set Festen, Pusher-trilogien samt Lars von Triers og Carl Th. Dreyers samlede produktion…
photo618.jpg
Faktum er dog, at koreanerne – ikke overraskende – er meget anderledes end os danskere. Her kan filmene være en vej til at vise, hvor meget anderledes de egentlig er, men samtidig er det endnu en forhindring, mange skal forbi, før de kan afkode det, de ser på skærmen eller lærredet. I filmklubben har flere givet udtryk for, at de først var i stand til at forstå personernes handlemåde i koreanske film, efter at de selv havde været i landet og oplevet koreanerne på nært hold.
Set med danske øjne virker koreanerne meget tilbageholdende i deres væremåde og kropssprog. Det viser sig i filmene ved, at hovedpersonerne ofte er mere passive, end vi er vant til fra vestlige film, som jo i den grad dyrker den aktive helt. Selvfølgelig er de koreanske film ikke så meget anderledes, end at hovedpersonerne også her gennemgår en udvikling i løbet af handlingen, men forskellen er, at deres definition på, hvad målet bør være, ikke nødvendigvis er den samme som vores – jvf. de problematiske slutninger.
Men når koreanerne så giver los for deres følelser, gør de det til gengæld også med fynd og klem, hammer og baseballkøller. Her ryger de så meget over i den anden grøft, at hele ens danske “ja, ja, alt med måde”-holdning trænger sig på. Koreanerne kender tilsyneladende ikke til begrebet “den gyldne middelvej,” eller også har de bare valgt ikke at færdes på den.
Under alle omstændigheder er det igen noget, der risikerer at få førstegangsseeren til at stå af, for hvordan forholder man sig til folk, som nærmest er omvandrende udgaver af Dr. Jekyll og Mr. Hyde? Man kan selvfølgelig også vælge at se det som charmen ved koreanske film – eller asiatiske film i det hele taget – ligesom andre finder det charmerende, at Bollywood-film er tre timer lange og konstant bliver afbrudt af sang- og dansenumre.
Og bare fordi man ikke kan lide kimchi, er der ingen, som siger, at man vil have problemer med resten af det koreanske køkken. Der er nok at vælge imellem…

Creative Commons License
Dette værk er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.