Årets bedste film 2018 (og 2017)

Fem af de bedste film, jeg så i 2018, samt den største skuffelse …

2018 er et overstået kapitel, og jeg har allerede beskrevet, hvordan året gik set med forfatterøjne, og hvilke musikalbums der var mine favoritter. Nu er turen kommet til mine bedste filmoplevelser fra sidste år, men først skal jeg lige have afviklet et hængeparti …

Top 10 film 2017

Da jeg gjorde status på 2017, nåede jeg at gennemgå mit år som forfatter og kåre de bedste bøger og musikalbums. Derefter var det meningen, at jeg ville lave et indlæg om filmåret 2017, men det fik jeg af forskellige årsager aldrig gjort. Så her er de 10 bedste film, jeg så i 2017:

Filmåret 2017s mest coole makkerpar: Laura (Dafne Keen) og Logan (Hugh Jackman).

1. Logan (James Mangold, USA, 2017)
2. The Handmaiden (Park Chan-wook, Sydkorea, 2016)
3. The Edge of Seventeen (Kelly Fremon Craig, USA, 2017)
4. The Big Sick (Michael Showalter, USA, 2017)
5. Thelma (Joachim Trier, Norge, 2017)
6. The Eyes of My Mother (Nicolas Pesche, USA, 2016)
7. La La Land (Damien Chazelle, USA, 2017)
8. Med krop og sjæl (Ildikó Enyedi, Ungarn, 2017)
9. Wonder Woman (Patty Jenkins, USA, 2017)
10. Thor: Ragnarok (Taika Waititi, USA, 2017)

Eftersom deres forrige samarbejde var den skuffende The Wolverine, havde jeg absolut ingen forventninger til Logan, selv om James Mangold og Hugh Jackman lovede, at de ville lave en anderledes superheltefilm. Men de holdt ord og endte med at imponere mig så meget, at den tog førstepladsen foran The Handmaiden.

Sidstnævnte var ikke kun et hit hos mig, men også hos anmelderne herhjemme. Til gengæld var modtagelsen i Sydkorea lidt mere blandet, fordi en stor del af dialogen foregår på japansk, og de koreanske skuespillere, som skal forestille at være japanere i filmen, ikke taler sproget perfekt. Det var en detalje, der gik hen over hovedet på de fleste vesterlændinge, men for koreanerne virkede det forstyrrende. Det svarer lidt til, hvis en svensker skal spille en dansker og gør det med tydelig accent.
Problematikken beskrives i denne anmeldelse fra Koreanfilm.org

Mest oversete film: Ungdomskomedien The Edge of Seventeen, hvor Hailee Steinfeld havde sin bedste rolle siden True Grit. Især scenerne med Woody Harrelson som hendes hårdtprøvede lærer funklede.

Top 10 film 2018

Og nu til dette indlægs egentlige ærinde: Kåringen af de 10 bedste (nye) film, jeg så i 2018. For spændingens skyld kommer de i omvendt rækkefølge.

10. Game Night (John Francis Daley & Jonathan Goldstein, USA, 2018)
Årets bedste komedie, og ja, det er “bare” en komedie, men den er gennemført i sit koncept og bliver aldrig forudsigelig.

9. Disobedience (Sebastián Lello, England/USA, 2018)
Og nu til noget helt andet, selv om Rachel McAdams igen spiller en af hovedrollerne. Disobedience (dansk titel: Ulydighed) handler om forbudt kærlighed mellem to kvinder i et ortodoks jødisk samfund i London. Et fintfølende og nærmest perfekt afstemt drama, der undgår de fleste faldgruber, som den slags film ellers lægger op til – bedst eksemplificeret ved at Alessandro Nivolas ægtemand ikke bliver til en skurkerolle.

8. A Star is Born (Bradley Cooper, USA, 2018)
En imponerende sikker debut fra Bradley Cooper, som formår at puste nyt liv i en gammel historie og selv giver en fantastisk præstation som selvdestruktiv rockstjerne. Og Lady Gaga? Ja, hun kan synge, og ja, hun kan spille skuespil. Men hun kan også spille skuespil, mens hun synger, hvilket ikke alle er i stand til (tjek Russell Crowe i Les Misérables). Bemærk f.eks. hvordan man kan se hendes selvtillid stige i løbet af denne scene, mens hun synger.

7. Phantom Thread (Paul Thomas Anderson, USA, 2017)
Klæder skaber folk, og sjældent har det været skildret mere fascinerende end i denne film om forholdet mellem en modeskaber og hans nye muse, der viser sig ikke at være så underdanig, som man skulle tro. Daniel Day-Lewis er altdominerende i hovedrollen, men han får imponerende modspil af Vicky Krieps, som forvandler sig for vores øjne, fra det øjeblik hun bliver iklædt hans kreationer.

6. Lady Bird (Greta Gerwig, USA, 2017)
Nu udråbte jeg Game Night til at være årets bedste komedie, men hvad så med Lady Bird? Greta Gerwigs debut er i mine øjne mere et ungdomsdrama med komedie-elementer, men først og fremmest er det en stærk og rørende skildring om forholdet mellem mødre og døtre i de år, hvor man skal til at stå på egne ben.

5. Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (Martin McDonagh, USA, 2017)
Den eneste grund til, at Saoirse Ronan ikke vandt en Oscar for Lady Bird, var, at hun var oppe imod Frances McDormands kraftpræstation som stridslysten og sorgramt mor i denne film. McDormand har fortalt, at hun spillede rollen, som om hun var John Wayne, og Three Billboards… er da langt hen ad vejen også iscenesat som en moderne western – tilsat sort humor, masser af bandeord og et mildest talt interessant persongalleri.
Læs: New York Times: Frances McDormand’s Difficult Women

4. Burning (Lee Chang-dong, Sydkorea, 2018)
Sandheden afhænger af øjnene, der ser, og Burning er som film betragtet lige så svær at bedømme og få styr på. På overfladen er det en slags thriller om en ung mand, som forelsker sig i en ung kvinde, men inden han får gjort noget ved det, bringer hun den mystiske Ben ind i deres liv. Hovedpersonen begynder snart at få mistanke om, at Ben ikke har rent mel i posen, og mistanken bliver kun forstærket, da hans udkårne forsvinder. Det er først bagefter, at det går op for én, at begivenhederne i filmen også kunne tolkes på anden vis, og at vores oplevelse var farvet af, at vi så dem gennem hovedpersonens øjne.

Koreansk-amerikanske Steven Yeun fra The Walking Dead spiller Ben i sin første rolle som indfødt koreaner. I dette interview fortæller han om de sproglige udfordringer, og hvordan det “amerikanske” i ham blev brugt af instruktøren til at give en følelse af, at der var noget, der ikke var helt rigtigt ved Ben (f.eks. at han taler overkorrekt koreansk og har et anderledes kropssprog end en indfødt koreaner).
Læs: The Genius of Casting Steven Yeun in Lee Chang-dong’s “Burning”

3. Wind River (Taylor Sheridan, USA, 2017)
Sicario– og Hell or High Water-forfatteren Taylor Sheridans spillefilmsdebut gjorde et stort indtryk på mig, da jeg så den i biografen (pudsigt nok samme dag som Three Billboards…), og et senere gensyn bekræftede mig i, at det er en stærk film. Wind River er også en vred film, en barsk og intens thriller der nærmest er klinisk renset for humor, og hvor håbet kun viser sig i glimt midt i al mismodet. Samtidig præsenterer den os en del af USA, som er så fjern fra vores egen hverdag (og de fleste amerikaneres), at den næsten lige så godt kunne foregå på en anden planet.

2. Mission: Impossible – Fallout (Christopher McQuarrie, USA, 2018)
Lige som med Tom Cruises stunts er der noget naturstridigt over Mission: Impossible-serien. Det er en serie, der er blevet bedre for hver film, og som først begyndte at fungere for alvor, da den droppede konceptet om at have en ny instruktør til hvert indslag.

Efter Brian De Palma, John Woo, J. J. Abrams og Brad Bird virkede Christopher McQuarrie som et ret anonymt valg til nr. fem, Mission: Impossible – Rogue Nation, da han mere var kendt som for sine evner som manuskriptforfatter til blandt andet The Usual Suspects. Faktisk havde jeg selv mistet interessen for serien og droppede Rogue Nation i biografen. Jeg så den først et år senere på den lille skærm, hvor den var en kæmpe positiv overraskelse.

McQuarrie fik genvalg til sekseren, Fallout, og kvitterede med at levere årets bedste og vildeste actionfilm fyldt med hæsblæsende og halsbrækkende scener. Det er også værd at lytte til kommentarsporet med McQuarrie og Cruise på Blu-ray udgivelsen, hvor de blankt erkender, at filmene er bygget op omkring en række spektakulære stunts, som de derefter prøver at finde en handling til. Det burde ikke fungere, men øvelse gør som bekendt mester, og Cruise har nu haft seks film og 23 år til at finjustere formlen og har netop annonceret yderligere to film i serien.

Thomasin Harcourt McKenzie og Ben Foster i Debra Graniks “Leave No Trace” (2018).

1. Leave No Trace (Debra Granik, USA, 2018)
I 2010 lavede Debra Granik Winter’s Bone med en ung og dengang ukendt Jennifer Lawrence i hovedrollen. Den begejstrede mig så meget, at jeg udnævnte den til at være den bedste film, jeg så i 2011.

Otte år skulle der gå, før Granik kom med sin næste film, men den skulle vise at være ventetiden værd, og minsandten om den ikke også snuppede førstepladsen. Jeg så Leave No Trace på CPH Pix og gav allerede i den forbindelse filmen flere rosende ord med på vejen, så jeg ser ingen grund til at gentage mig selv.

Læs: Mine favoritter fra CPH Pix 2018

Jeg tog dog fejl, da jeg forudsagde, at den ikke ville gentage Winter’s Bones bedrift, for Leave No Trace sidder stadig i mig her tre måneder senere.
Eller for at citere denne anmeldelse fra The New Yorker:
“Only after the movie ends do you understand what Debra Granik, with a consummate sleight of hand, has done. Here, among the peaceful trees, without a shot fired in anger, she’s made a war film.”

Statistik om filmåret 2018
For første gang prøvede jeg at holde tal på, hvor mange nye film jeg så i løbet af et år (jeg undlod at tælle dem med, som jeg havde set før). Samtidig noterede jeg, hvordan jeg havde set filmene. Det gav følgende resultat:

  • Jeg så 128 film for første gang i løbet af 2018
  • Jeg var i biografen 71 gange (mod 65 i 2017), men så kun 69 forskellige film, fordi jeg var inde for at se Three Billboards Outside Ebbing, Missouri og Mission: Impossible – Fallout to gange
  • Jeg satte ny rekord på CPH Pix med 23 film (den gamle var fra 2014, hvor jeg nåede 18 film)
  • Af de resterende 59 film streamede jeg de 37 (Yousee, Netflix, Blockbuster), 14 blev sendt på en tv-kanal (som regel optaget), 4 så jeg ombord på et fly, mens sølle 4 blev set på DVD eller Blu-ray
  • Inden vi helt afskriver de fysiske medier, skal det nævnes, at jeg også så andre film på DVD og Blu-ray, men det var titler, som jeg havde set før – typisk i biografen. Men det siger noget om udviklingen, at skiverne ikke længere er førstevalget, når jeg skal se nye film
  • Årets “gamle” opdagelse: The Age of Adaline (2015)

Årets serier
Jeg fik selvfølgelig også set en hulens masse serier, selv om jeg prøver at begrænse mig, fordi det er en tidsrøver af rang. Her er mine 10 favoritter:

1. Killing Eve. 2. The Americans. 3. Halt and Catch Fire. 4. Barry. 5. Santa Clarita Diet. 6. The Little Drummer Girl. 7. Sharp Objects. 8. Ash vs Evil Dead. 9. 12 Monkeys. 10. Younger.

Hvis du ikke allerede har set Killing Eve (den er på HBO), så gør det nu, og ja, det er Kim Bodnia, som er med i nedenstående scene. Sæson 2 begynder den 7. april – en uge før 8. sæson af Game of Thrones.

Årets skuffelse: The Shape of Water (Guillermo del Toro, USA, 2017)
Jeg burde være glad for, at en genrefilm vandt både en Oscar og Guldløven i Venedig, og at en instruktør Guillermo del Toro langt om længe høstede anerkendelse. Men jeg kommer ikke udenom, at The Shape of Water var noget af en maveplasker, og jeg kan kun se dens mange priser som et eksempel på, hvad der sker, når det politisk korrekte får lov at overtrumfe det kunstneriske. Denne anmeldelse fra Locus sammenfatter meget godt mine problemer med filmen:
The Creature Waltzes Among Us: A Review of The Shape of Water

Det er også bemærkelsesværdigt, at der ikke er en eneste genrefilm med i min top 10 for 2018, mens jeg havde hele fem med på 2017-listen, heraf tre superheltefilm. Generelt var jeg skuffet over de fleste film, jeg så i de fantastiske genrer, mens dem, jeg kunne lide, lige manglede det sidste til at komme i top 10. Blandt boblerne kan nævnes Gonjiam: Haunted Asylum, Downsizing, Spider-Man: Into the Spider-Verse, Suspiria og Solo: A Star Wars Story. Der blev heller ikke plads til First Man og Roma, selv om de også var snublende nær.

Etiket: , , , ,

Skriv et svar