Året hvor jeg stoppede med at læse romaner

Det siger næsten sig selv, at 2020 heller ikke blev et normalt år, når det kom til mine læsevaner. Jeg fik skam læst en masse, men undervejs skete der noget mærkeligt: Efter sommerferien holdt jeg simpelthen op med at læse romaner.

Resten af året stod den kun på noveller. Undtagelserne var, pudsigt nok, to musikbiografier. Den ene var Juliana Hatfields When I Grow Up, som jeg hørte i lydbogudgaven på Spotify, hvilket senere fik Spotify til at gøre hende til den kunstner, jeg havde lyttet mest til i 2020 (teknisk set korrekt, men på en lidt misvisende baggrund). Den anden var Suede-forsangeren Brett Andersons erindringer Coal Black Mornings, der i øvrigt kun lige sniger sig forbi de 200 sider takket være brede margener og store skrifttyper.

Det er selvfølgelig fristende at give corona-året skylden for, at jeg tabte lysten til lange, sammenhængende fortællinger, men jeg kan ikke sige, om det rent faktisk var grunden. Efter årsskiftet er jeg kommet i gang med at læse romaner igen, bortset at den ene er en kortroman, den anden består af tre lange noveller, som er sat sammen med en rammefortælling, mens de to sidste begge kun er på lidt over 200 sider. Så jeg har stadig til gode at kaste mig over en rigtig murstensroman.

Et år med Clarkesworld

En medvirkende årsag til, at der gik noveller i den, kan være, at jeg besluttede mig for at læse hele 2020-årgangen af Clarkesworld Magazine, som jeg har abonneret på de seneste år. Alligevel havde jeg kun fået læst magasinet sporadisk, så i sommer besluttede jeg at få rettet op på det. Da var der udkommet seks-syv numre, og jeg havde vel læst svarende til halvandet til to numre, så jeg havde noget at indhente.

Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor jeg betaler for et magasin, hvis indhold kan læses gratis på nettet? Det ideologiske svar er, at jeg gerne vil støtte en udgivelse, jeg godt kan lide, og som gør et stort arbejde for at bringe noveller af forfattere fra lande, hvor engelsk ikke er modersmålet. Derudover koster det kun 25 kroner om måneden, og så får jeg magasinet i en mere læsevenlig version på min iPad i en app (som desværre ikke altid har fungeret lige godt, men har forbedret sig).

Her er mine 12 favorithistorier fra Clarkesworld Magazine i 2020 i kronologisk rækkefølge:

Naomi Kritzer: Monster
I-Hyeong Yun: The Perfect Sail
P H Lee: Distant Stars
Henry Szabranski: Angel Pattern
Kenji Yanagawa: How Long the Shadows Cast
Boki Takács: Power to Yield
Rebecca Campbell: An Important Failure
Isabel Lee: Certainty
A.C. Wise: To Sail the Black
Clara Madrigano: Lost in Darkness and Distance
Fiona Moore: The Island of Misfit Toys
Michael Swanwick: The Last Days of Old Night

Årets romaner

I mit indlæg fra august, Boltsakse og flammer: Halvårets bedste, udråbte jeg A Little Hatred af Joe Abercrombie til årets hidtil bedste roman, og da jeg som nævnt ikke fik læst flere romaner i 2020, gælder det fortsat. Det betyder også, at jeg har fortsættelsen The Trouble with Peace til gode, selv om den udkom i efteråret.

I mellemtiden er Alix E. Harrows debutroman The Ten Thousand Doors of January vokset i status hos mig sammen med en anden fantasy-roman, Ninth House af Leigh Bardugo. Det samme gælder The Glass Hotel af Emily St. John Mandel, hvis Station Eleven var nummer to på min liste over årtiets 10 bedste romaner. Den er svær at overgå, og det gør The Glass Hotel da heller ikke, men det er stadig en fin roman.

Nebula-vinderen A Song for a New Day af Sarah Pinsker skrev jeg et selvstændigt indlæg om, fordi den er uhyggelig profetisk i sin beskrivelse af en verden, hvor alle oplever koncerter hjemmefra på grund af frygt for pandemier og terrorisme. Romanen er udsprunget af novellen “Our Lady of the Open Road” fra hendes fremragende samling Sooner or Later Everything Falls Into the Sea, og i begge fortællinger møder man musikeren Luce, som engang havde et hit og nu forsøger at holde karrieren kørende ved at give illegale koncerter.

Vi elsker 90’erne

Førnævnte Juliana Hatfield er tæt på at være en virkelig udgave af Luce. Selvbiografien When I Grow Up beskriver levende, hvordan det er at prøve at overleve som musiker, når ens største hit har mere end 20 år på bagen, og man begynder at spørge sig selv, hvorfor man gider blive ved, samtidig med at spillestederne og overnatningsmulighederne bliver mere og mere tarvelige og nedslidte?

Juliana Hatfields My Sister er fra 1993, samme år som Suede udsendte deres debutalbum, og jeg begyndte at blive fan af dem. Det er dog ikke Suedes karriere, som Brett Andersons Coal Black Mornings handler om, for bogen slutter med, at bandet underskriver deres pladekontrakt. I stedet er det hans barndom og ungdom, der er i centrum, og det er mere interessant, end man umiddelbart skulle tro, fordi han er en god fortæller. I forordet skriver Brett Anderson, at han ikke regner med at lave en fortsættelse, men det har han så efterfølgende gjort alligevel med Afternoons with the Blinds Drawn, som er om Suede-årene.

2020 bød også på et gensyn med en tredje 90’er-favorit, forfatteren Kathe Koja. Hendes kun anden novellesamling, Velocities, er en stærk påmindelse om, hvorfor hun gjorde så stort indtryk på mig dengang. Den indledes med en af mine absolutte yndlingsnoveller, “At Eventide”, og holder niveauet, selv om historierne er publiceret over en 25-årig periode.

Tilbage til novellerne

Amal El-Mothar og Max Gladstone vandt nærmest samtlige priser, de kunne komme i betragtning til, med deres sproglige festfyrværkeri af en kortroman, This Is How You Lose the Time War, hvor to tidsrejsende krigere får sendt hinanden beskeder på mere og mere opfindsomme måder, selv om de kæmper for hver sin side.

Af andre anbefalelsesværdige kortromaner var der Zen Chos underholdende The Order of the Pure Moon Reflected in Water og Caitlín R. Kiernans The Tindalos Asset. Sidstnævnte er tredje bog i Tinfoil Dossier-serien, hvor den popsmarte beskrivelse må være “X-Files instrueret af David Lynch med manus af H.P Lovecraft”, og det løfter kun en flig af den galskab, læseren udsættes for.

Normalt fremhæver jeg ikke bøger, jeg selv er med i, men jeg bliver til slut nødt til at nævne The Valancourt Book of World Horror Stories vol. 1, som uagtet mit eget bidrag holder et imponerende højt niveau hele vejen igennem. Antologien har fået en fantastisk modtagelse, og redaktørerne James D. Jenkins and Ryan Cagle har indkaldt til The Valancourt Book of World Horror Stories vol. 2.

Udgivelsen er desuden med i opløbet til en Bram Stoker Award for bedste antologi, der uddeles af Horror Writers Association. Lige nu består feltet af 10 antologier, som den 23. ferbuar vil blive indsnævret til de fem, der nomineres til prisen.