Året der gik: Musik

Musikåret 2013 bød på flere overraskelser for mit vedkommende og blev på grund af min tur til Korea også det første i 20 år, hvor jeg ikke var på Roskilde Festival.

Her er de 10 udenlandske albums, som gjorde størst indtryk på mig:

1. Sigur Ros: Kveikur
Hvis nogen på forhånd havde sagt, at et album fra Sigur Ros ville havne øverst på denne liste, ville jeg have været pænt skeptisk, eftersom ingen af deres hidtidige udgivelser har sagt mig det store. Men på Kveikur lyder Sigur Ros heller ikke, som de plejer, samtidig med at det stadig er umiskendeligt dem. En forunderlig blanding af skønhed og støj, som jeg har rålyttet siden sensommeren. Jeg fortryder fortsat ikke, at jeg droppede Roskilde til fordel for Korea, men for pokker hvor ville jeg gerne have set dem på festivalen.

2. Austra: Olympia
At en canadisk seks mands-gruppe startende med A ville stå for et af mine yndlingsalbums i et år, der bød på nyt fra Arcade Fire, var at forvente. Men sidstnævnte befinder sig længere nede på listen, så lad mig i stedet præsentere jer for Austra. Jeg så dem give en god, omend lidt kort koncert i Pumpehuset i efteråret, hvor forsanger Katie Stelmanis’ opera-agtige vokal viste sig at lyde endnu mere imponerende live end på albummet.

3. Savages: Silence Yourself
Savages er et levende bevis på, at hverken Joy Division eller kvindekampen har levet forgæves. Endnu et band, jeg gerne ville have set på Roskilde Festival, men i stedet får jeg heldigvis chancen på Vega i marts.

4. Nick Cave and The Bad Seeds: Push the Sky Away
Den bedste koncert, jeg så i 2013, var Nick Caves på Northside, og jeg har på fornemmelsen, at det også ville være tilfældet, selv om jeg havde været på Roskilde. Koncerten bestod næsten udelukkende af sange fra før Murder Ballads (1996) og så fra dette album, som er det bedste, Nick Cave har udgivet inden for de sidste 10 år.

5. Daft Punk: Random Access Memories
Fem ord: Get Lucky. Disco. Giorgio Moroder.

6. Arctic Monkeys: AM
Jeg har aldrig rigtigt været med på hypen omkring Arctic Monkeys, men i dette tilfælde har anmelderne ret: deres klart bedste album og en af årets rockudgivelser. Jeg er på plads foran Orange Scene til sommer, når de går på.

7. Chvrches: The Bones of What You Believe
Nogle bands fungerer bare bedre på plade end på scenen. Sådan har jeg det med Ladytron, og måske er det samme tilfældet med Chvrches, hvis 80’er inspirerede synthpop lyder forførende på deres debutalbum, men faldt til jorden, da jeg hørte dem i efteråret på Lille Vega. Lyden var ubehageligt høj til koncerten og druknede alle nuancer i de ellers fine melodier.

8. M.I.A.: Mathangi
M.I.A.s forrige album var en kæmpe skuffelse, så det er rart at konstatere, at hun er kommet tilbage på sporet. Knapt så revolutionerende og banebrydende som de to første albums, men mindre kan også gøre det.

9. Arcade Fire: Reflektor
Jeg er stadig splittet med hensyn til, hvad jeg skal mene om canadiernes fjerde udspil. Nogle dage har jeg slet ikke lyst til at have det med på denne liste, mens jeg andre gange tænker, at det fortjener at ligge højere oppe. Et album, der konstant balancerer på kanten mellem det overvældende og det overflødige.

10. Suede: Bloodsports / Pet Shop Boys: Electric / My Bloody Valentine: MBV / Mazzy Star: Seasons of Your Day
Fire af mine gamle favoritter udgav nye albums i 2013, og forunderligt nok faldt ingen af dem igennem. Suede og Pet Shop Boys overraskede mest positivt med en genfunden vitalitet, mens My Bloody Valentine og Mazzy Star blot ignorerede de sidste 15-20 år og lød, som de altid har gjort.

I den danske afdeling har jeg ikke nogen klar favorit, men er dog begejstret for disse fem albums:
Agnes Obel: Aventine
Oh Land: Wish Bone
Quadron: Avalanche

Peter Sommer: Alt forladt
Trentemøller: Lost

Etiket: , , , , , , , , , , , ,

Skriv et svar