Året der gik 2018: Mit musikår blev en “Forbrændingen”

Seks af mine favoritter fra musikåret 2018, og ja, jeg køber stadig CD’er.

Efter at have gennemgået, hvordan mit år har været set med forfatterøjne, er det blevet tid til at afsløre, hvad jeg har lyttet til af musik i 2018. Så er her mine 10 udenlandske favoritalbums fra 2018, hvor jeg var tæt på at lave en “Forbrændingen” (spillested i Albertslund, som har annonceret, at de i 2019 kun vil booke kvinder).

Nu endte det med 90 procent, fordi en gammel favorit fik sneget sig med på listen, men kendere af min musiksmag vil nok ikke være så overraskede, da jeg længe har haft en forkærlighed for kvindelige sangere, hvilket mine tidligere top 10 albumkåringer har afsløret. I 2014 var kønsfordelingen 50/50, året efter var den 80/20 i kvindernes favør, det samme var tilfældet i 2016, mens den sidste år hed noget i retning af 65/35 (nogle af bandsene har både mandlige og kvindelige sangere).

For spændingens skyld lægger jeg ud med nummer 6-10 på listen:
10. Lykke Li: so sad so sexy
9. Robyn: Honey
8. Suede: The Blue Hour
7. Courtney Barnett: Tell Me How You Really Feel
6. Christine and the Queens: Chris

Lykke Lis to forrige albums var henholdsvis nr. to og tre på min liste i 2011 og 2014, men baseret ud fra de første gennemlytninger kandiderede so sad so sexy til årets skuffelse. Lige som med Arcade Fires Everything Now er det dog et album, der fungerer bedst, hvis man glemmer, hvem der står bag, for dets eneste fejl er sådan set, at det ikke lyder som et Lykke Li-album.
Men videre til top 5:

5. Mitski: Be the Cowboy

Min “Årets top artist” ifølge Spotify, og jeg har da også lyttet en del til Mitski i 2018 samt været til koncert med hende. Mitski kom første gang på min radar i 2016 med albummet Puberty 2, men med Be the Cowboy tog hun et stort skridt mod et St. Vincent-lignende gennembrud. Be the Cowboy var årets album hos bl.a. Pitchfork, Vulture og Consequence of Sound, og hun optrådte hos talkshowværten Jimmy Kimmel. Sammenligningen med St. Vincent skyldes ikke kun musikken, men også deres måde at gøre deres live-koncerter til koreograferede oplevelser.

4. Neko Case: Hell-On

Selv om Neko Case ikke var et ukendt navn for mig, var jeg næppe begyndt at lytte til Hell-On, hvis ikke Spotify havde anbefalet mig sangen Curse of the I-5 Corridor, der starter som en duet med Mark Lanegan og udvikler sig til en episk, selvbiografisk fortælling. Resten af albummet holder næsten samme niveau, og så er det til at leve med, at coveret hører til blandt årets grimmeste.

3. Let’s Eat Grandma: I’m All Ears

Ifølge Q Magazine er årets album udgivet af Arctic Monkeys, som de fleste nok har hørt om. Til gengæld er der nok færre, som kender til nummer to på listen, Let’s Eat Grandma. De var i hvert fald nye for mig, da en af deres sange efter sommerferien havnede på en spilleliste, som Spotify mente, jeg burde lytte til. Resultat: Årets opdagelse og en placering som nummer tre på denne liste.

Så hvem er Let’s Eat Grandma? Det er en duo fra Norwich bestående af Rosa Walton og Jenny Hollingworth (så kan man næsten ikke hedde noget mere engelsk), to barndomsveninder som begyndte at lave musik sammen, da de var 13, og udgav deres debutalbum allerede tre år senere i 2016.

Nu er de 19 og 20, og i forhold til debuten har de taget et tigerspring frem rent musikalsk med deres andet album I’m All Ears, hvilket ikke er så underligt, når man tænker på forskellen mellem at være 16 og 19 år. De har fået luget ud i idéerne og de skæve indfald og er blevet bedre sangskrivere og musikere, men har heldigvis ikke glemt deres legende tilgang og lyst til at eksperimentere.

Læs mere om duoen her:
Pitchfork: Let’s Eat Grandma Are the Wonderfully Weird Pop Duo We Need Right Now

Og navnet Let’s Eat Grandma? Det er taget fra en grammatisk vittighed, der skal vise vigtigheden af at bruge komma, og det kan jeg som journalist og forfatter selvfølgelig kun nikke anerkendende til.

Spotify er i øvrigt kommet frem til, at dette var sangen, jeg lyttede allermest til i 2018:

2. Janelle Monáe: Dirty Computer

Jeg har aldrig været i tvivl om Janelle Monáes talent, siden jeg var til en fuldstændig forrygende koncert med hende på Roskilde Festival i 2011, men hendes to første albums The ArchAndroid (2010) og The Electric Lady (2013) manglede i mine ører et eller andet. De havde lyden og idéerne, men havde for få mindeværdige sange.

Det ændrede sig med Dirty Computer, hvor Janelle Monáe endelig fik forløst sit potentiale. Vanen tro har hun masser på hjerte, men denne gang går det hele op i en højere enhed, fordi sangskrivningen er fulgt med.

Og så kommer vi selvfølgelig ikke uden om, at hun leverede en af årets mest opsigtsvækkende musikvideoer:

1. Kacey Musgraves: Golden Hour

Det kunne lige så godt have været Janelle Monáe, der havde stået her, for i min optik var der dødt løb mellem hende og Kacey Musgraves i kampen om, hvem der udgav mit favoritalbum i 2018.

I betragtning af, at min favoritgenre ifølge Spotify er “art pop” (hvilket er svært at benægte, når man ser min top 10), er det lidt ironisk, at jeg har en countrysanger og en singersongwriter på første- og fjerdepladsen, og der var engang, hvor jeg ville have forsvoret, at den slags kunne ske.

Nu hører det selvfølgelig med til billedet, at Golden Hour er Kacey Musgraves’ yderst vellykkede forsøg på at nå ud til det brede publikum a la Taylor Swift, som også begyndte inden for countrygenren, inden hun gik 100 procent pop. Helt så radikalt et skifte har Kacey Musgraves ikke foretaget. For det utrænede øre vil sange som Space Cowboy stadig lyde rimelig meget som country, men forskellen er tydelig, når man hører hendes gamle sange, der må betegnes som “hardcore country”.

I sidste ende vinder Golden Hour på, at albummet er spækket med velproducerede, iørefaldende sange, så selv en ellers country-resistent dansker ikke kan undgå at lade sig forføre.

Hvis man vil høre, hvordan Kacey Musgraves lød inden Golden Hour, så er her et eksempel. Follow Your Arrow udmærker sig i øvrigt ved at være en sang, der hylder homoseksuelle forhold, så også på det punkt gør hun op med countrygenrens konservative image.

Årets danske albums

Mine fem danske favoritter fra 2018:
1. Katinka: Vokseværk
2. The Minds of 99: Solkongen (selv om halvdelen af albummet udkom i 2017)
3. Lydmor: I Told You I’d Tell Them Our Story
4. Mø: Forever Neverland
5. Chinah: Anyone

DR Koncerthuset tirsdag den 9. oktober: Alle gode gange 12 med Brett Anderson og co.

Årets koncerter

For kun anden gang siden 1994 var jeg ikke på Roskilde Festival, fordi jeg i stedet valgte at tage på ferie i Vietnam med min familie. Det begrænsede selvfølgelig antallet af koncerter, jeg var til i 2018, men det blev alligevel til ni, hvoraf de syv var inden for en hektisk måned i efteråret (5. oktober-4. november).

Flere af koncerterne var med navne, der optræder på min top 10-liste, og af dem skilte især Kacey Musgraves i Store Vega og Neko Case i Bremen Teater sig ud. Årets højdepunkter var dog gode gamle Suede i DR Koncerthuset (min 12. med dem) og Wolf Alice, som helt tilbage i januar i Lille Vega var imponerende tjekkede og sammenspillede. Wolf Alices album Visions of a Life var nr. 4 på min liste i 2017 og vandt i efteråret den prestigefyldte britiske musikpris Mercury Prize.

Årets opdagelse 2

Glem Eminem, Charlotte Gainsbourg og David Byrne. Hvis der var én, jeg virkelig ærgrede mig over at gå glip af på årets Roskilde Festival, så var det norske Sigrid. Hun åbnede året med at vinde BBCs Sound of 2018 – en kåring hvor over 170 DJs, anmeldere, musikere og festivalbookere peger på det mest lovende musiknavn under 22 år. Blandt tidligere vindere har været Adele, Ellie Goulding, Sam Smith og, øh, The Bravery.

Jeg havde godt hørt Sigrids 2017-hit Don’t Kill My Vibe, men det var først, da jeg i foråret så hende i The Tonight Show med Jimmy Fallon, at hun for alvor fangede min interesse. Ved den lejlighed optrådte hun med en selvsikkerhed og selvtillid, man ikke lige vil forbinde med en 21-årig norsk kvinde, som pludselig befinder sig prime time på en af de store amerikanske tv-stationer. At det ikke var en enlig svale, viser denne optagelse fra The Graham Norton Show:

Trods successen virker hun stadig som en person med benene solidt plantet på jorden, hvilket dette interview i The Guardian er et godt eksempel på.
The Guardian: BBC Sound of 2018 winner Sigrid: ‘Dramatic choruses – they’re the best thing in the world’

Journalisten kalder hende for “den høfligste person, han nogensinde har interviewet” og er tydeligvis overrasket, da hun som sit største øjeblik i 2017 vælger sin koncert på Roskilde Festival frem for eksempelvis Glastonbury eller Nobelprisceremonien.
Og ja, Sigrid hører til den eksklusive klub, som har optrådt på Roskilde to år i træk, hvilket siger lidt om, hvor hurtigt hendes karriere er vokset.
Når jeg ikke har hende med på min top 10-liste, skyldes det udelukkende, at hun endnu har til gode at udsende et album. Indtil videre er det blevet til to EP’er og en masse singler.

Dette BBC-interview giver også et godt indtryk af Sigrid. Bemærk studieværternes reaktion, da hun svarer på spørgsmålet om, hvem hun drømmer om at optræde sammen med i fremtiden.

Årets skuffelse: Muse er og vil altid være et af mine yndlingsband, men selv om deres ottende album Simulation Theory ikke var en katastrofe på linje med The 2nd Law (2012), så føltes det overflødigt og bød ikke på noget nyt. Et eksempel på det modsatte er Suede, der med The Blue Hour stadig lyder som et band fyldt med inspiration og energi.

Etiket: , , , , , , , , ,

Skriv et svar