Året der gik 2017: Skrivning

Efter at have fortalt, hvad jeg lyttede til af musik, og hvad jeg læste i 2017, er det nu blevet tid til det, denne hjemmeside primært handler om: mit forfatterskab.

Skriveåret 2017 blev domineret af to store projekter: Min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos og den famøse gotiske krimi, som jeg har talt om siden 2013. Sidstnævnte fik jeg redigeret færdig (forhåbentlig) i efteråret, og den ligger nu hos redaktøren og skulle gerne se dagens lys i løbet af 2018.

På novellefronten blev det ikke til det helt store. Reelt set fik jeg kun skrevet tre nye noveller – En invasiv art, Hår og Prinsessen på ærten. To af dem blev optaget i antologier, mens den tredje ikke faldt i redaktørens smag. Da den ene af antologierne først udkommer i år, var jeg i 2017 kun med i én enkelt antologi. Siden 2009 har jeg ellers altid haft noveller med i mindst to antologier om året.

Årets klare højdepunkt er selvfølgelig min anden novellesamling, selv om jeg stadig kan undre mig over, at der skulle gå hele fem år mellem nummer et og to. Vampyros Lesbos har fået fine anmeldelser, og den har fået mig med til et par forfatterarrangementer (et af dem endda med honorar!), men jeg må også konstatere, at der ikke er det store salg i novellesamlinger – heller ikke længere til bibliotekerne.

To af novellerne på nedenstående liste var historier, som jeg var gået i stå med for et par år siden, men fik skrevet færdig til novellesamlingen. Derudover har jeg brugt tid på at forsøge at oversætte et par af mine noveller til engelsk, og så er der Mermaid Remixed, som er en “original” historie skrevet på engelsk. Den første udgave er fra 2016, men siden har jeg skrevet novellen om flere gange, så der nærmest er at betragte som en ny historie.

Endelig har jeg et hængeparti i Må ikke forstyrres, som er en novelle, jeg begyndte på, mens jeg var på efteruddannelseskursus i Amsterdam i oktober, og som jeg ikke nåede at blive færdig med inden årets udgang.

Med andre ord er skriveåret 2018 allerede i gang …

Noveller
Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos (17.800 ord, horror) og
Lauras forudsigelige skæbne (11.500 ord, horror/fantasy), begge med i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos (Kandor)
En invasiv art (6000 ord, science fiction) med i Efter fødslen – Lige under overfladen 12 (Science Fiction Cirklen)
Hår (9800 ord, horror)
Prinsessen på ærten (9500 ord, fantasy) med i #moderneeventyr (Silhuet, udkommer i 2018)
Mermaid Remixed (5400 ord, science fiction/fantasy, engelsk)
Må ikke forstyrres (foreløbig 8000 ord, horror)

Kortroman
Gotisk krimi (67.000 ord, horror)

Etiket: , , , , , , , , ,