Året der gik 2015: Musik

Sådan lød musikåret 2015 i mine ører. Her er mine 10 udenlandske favoritter, og bare for at øge spændingen lidt nævner jeg dem i omvendt rækkefølge.

10. Björk: Vulnicura. 9. Julia Holter: Have You in My Wilderness. 8. Muse: Drones. 7. Rae Morris: Unguarded. 6. The Dø: Shake Shook Shaken. 5. Empress Of: Me.

Efter den storskuffende The 2nd Law vendte Muse tilbage til sine gamle dyder med Drones, og selv om den ikke var på niveau med mesterværkerne Absolution og Black Holes and Revelations, føltes det et skridt i den rigtige retning. Det samme gjorde sig gældende for en anden af mine gamle idoler, Björk, mens Empress Of, The Dø, Julia Holter og Rae Morris var de nye opdagelser. Mere om sidstnævnte under koncerterne. Her er min top fire:

4. Courtney Barnett: Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit

Årets album ifølge Rockklubben, som jeg er medlem af. En lidt overraskende vinder, men ikke ufortjent, selv om sejren til dels skyldtes, at der var nogle medlemmer (deriblandt undertegnede), som ikke deler de øvriges begejstring for Father John Misty. Men australske Courtney Barnett har vist sig som et forfriskende nyt bekendtskab med sine punkede og småhumoristiske sange (albumtitlen er ganske sigende for stilen). Hun var også et af de første navne, som Roskilde Festival offentliggjorde til sin 2016-udgave.

Se resultatet af Rockklubbens kåring af Årets album 2015 her

3. Tame Impala: Currents

Endnu en australier og en sen opdagelse. Det tredje album fra Kevin Parkers bandprojekt var allerede på min radar, da det udkom i sommer, men det var først for nylig, at det for alvor satte sig fast i min bevidsthed. Til gengæld skete det så også med eftertryk. Bandets videoer er også værd at se. Tjek nedenstående eksempel, hvor amerikanske high school-klichéer på syret vis møder King Kong.

2. Sleater-Kinney: No Cities to Love

Jeg hørte ikke den amerikanske riot grrrl-trio Sleater-Kinney, da de oprindelig var fremme, så jeg husker ikke, hvorfor jeg besluttede at lytte til deres comeback-album, som pludselig blev udsendt efter 10 års pause. Udover at det ifølge min mening er årets bedste rockalbum, er No Cities to Love også et klasseeksempel på, hvordan et hæderkronet band gør comeback og samtidig formår at forny sig og vinde nye fans.

1. Grimes: Art Angels

Sleater-Kinneys album udkom den 20. januar 2015, og i lang tid så det ud til, at det ville blive mit bud på årets bedste album. Men så kom vi til november, hvor Grimes udsendte Art Angels, der simpelthen fejede al modstand af bordet. Jeg var stor fan af hendes forrige album, Visions fra 2012, men på Art Angels slipper hun sin indre poptøs løs, samtidig med at det stadig lyder 100 procent som hende. Grimes alias canadiske Claire Boucher er lidt af en enkvindehær, som selv skriver, indspiller og producerer sine sange, ligesom hun også selv instruerer sine musikvideoer. Her er den kulørte og drømmeagtige, men også uventet makabre video til singlen Flesh without Blood, der endda var Ugens Uundgåelige på P3 i uge 45.

Årets danske album: I 2015 var der i mine ører ét dansk album, der hævede sig milevidt over resten: Liber af The Minds of 99 (og her var Rockklubben enig, hvilket gør bandet til de første i Rockklubbens historie, som vinder to år i træk). Jeg var også begejstret for The Minds of 99s debutalbum fra 2014, men med Liber har de taget et kvantespring i deres sangskrivning og udstråler en selvsikkerhed, man ikke havde forestillet sig for et år siden. Ironisk nok var jeg – sammen med Ekstra Bladets Thomas Treo – blandt de få, som ikke faldt i svime over deres åbningskoncert på Orange Scene på Roskilde Festival.

Apropos koncerter, så var dette de bedste, jeg var til i 2015: St. Vincent (Roskilde Festival), Muse (Roskilde Festival), Nils Frahm (Roskilde Festival), Interpol (Vega), Rae Morris (Ideal Bar).

De tre første har jeg skrevet om i dette indlæg: Efter Roskilde 2015. Interpol var en uventet overraskelse, fordi jeg fik foræret en fribillet af en ven (tak, Kenneth!), og fordi mine tidligere liveoplevelser med bandet havde været en smule kedelige.

2015 blev også året, hvor jeg igen fik bevist, at man sagtens kan få en god koncertoplevelse, selv om der ikke er fuldt hus. I april havde jeg billet til en koncert på Lille Vega med den engelske sangerinde Rae Morris, hvis debutalbum Unguarded er nummer syv på min liste. Men selv om hun blev spillet en del på P3 på det tidspunkt, var interessen for hende åbenbart så lille, at koncerten endte med at blive flyttet fra Lille Vega ned i spillestedets Ideal Bar. Det gjorde det hele til en meget mere intim oplevelse og i sidste ende måske bedre, end hvis hun havde optrådt i større omgivelser. Det var i øvrigt ikke min første koncert med Rae Morris, som jeg tidligere så, da jeg var på den engelske Reading Festival i 2011, hvor hun spillede på BBC Introducing-scenen.

Zella Day (12)

Zella Day nede blandt publikum i Lille Vega.

Senere på året havde jeg en lignende oplevelse med den unge, amerikanske sanger Zella Day, som jeg havde opdaget via Spotifys Discover Weekly-funktion. Det var der åbenbart ikke så mange andre, der havde, for til hendes koncert på Lille Vega var salen kun cirka en tredjedel fyldt.

Og hvad gør man så, når man er en 20-årig pige fra Pinetop, Arizona, som er på sin første turné i det store udland? Man optræder selvfølgelig som en garvet professionel musiker og giver den fuld gas på scenen alligevel. Hun snakkede med publikum, fik taget selfies med dem under numrene og stillede sig ned blandt os under en af sangene. Hvis hun var skuffet over fremmødet, så skjulte hun det i hvert fald godt.

Musikalsk var det en blandet kop te, men jeg gik fra koncerten med en enorm respekt for hendes professionalisme. Nedenstående video giver et godt billede af hendes sceneoptræden – bare forestil dig den med væsentlig færre tilstedeværende foran scenen.

Koncertåret 2016 er også ved at tage form. Tilbage i september købte jeg billet til den ene af Muses to koncerter i Forum i juni, og om mindre end en måned venter mit gamle yndlingsband Suede i DR Koncerthuset. Mest spændt er jeg dog på koncerten med Grimes i Store Vega den 26. februar. Sidst hun skulle have spillet i Danmark, havde jeg også billet, men hun endte med at aflyse, så nu krydser jeg fingre for, at det lykkes for mig at opleve hende live.

Etiket: , , , , , , , ,