Året der gik 2014: Film og TV

Jeg var i biografen 63 gange i 2014. Her er de 10 bedste film, jeg så i løbet af året:

1. Her (Spike Jonze)
2. Boyhood (Richard Linklater)
3. The Wolf of Wall Street (Martin Scorsese)
4. Edge of Tomorrow (Doug Liman)
5. Only Lovers Left Alive (Jim Jarmusch)
6. Snowpiercer (Bong Jong-hoon)
7. Coherence (James Ward Byrkit)
8. Om heste og mænd (Benedikt Erlingsson)
9. Interstellar (Christopher Nolan)
10. Captain America: The Winter Soldier (Anthony og Joe Russo)

Årets genre: Det var et stærkt år for science fiction med Her og Interstellar, som på hver sin måde viser genrens spændvidde, og hvad den kan bruges til. Her er tæt-ind-på-livet science fiction i sin beskrivelse af et kærlighedsforhold i en nær fremtid domineret af sociale medier og kunstig intelligens. Interstellar gør sig derimod store tanker om tid og rum og menneskehedens fremtid og bevæger sig konstant på kanten af at ville for meget, men jeg kan godt lide, at den tør udfordre publikum.
Edge of Tomorrow har skilt sig ud som en film, jeg kan se igen og igen, hvilket er meget passende for en fortælling, der på opfindsom og underholdende vis dyrker gentagelsen. Snowpiercer er sammen med Guardians of the Galaxy (min bobler) kulørt sci-fi af bedste skuffe, mens Coherence beviser, at det er muligt at lave god science fiction uden et stort budget.

Årets komedie: The Wolf of Wall Street viste ikke kun Martin Scorsese fra sin mest virtuose side, men var også uventet morsom. Tjek denne scene med Leonardo DiCaprio, som gør Jim Carrey kunsten efter, når det gælder slapstick.

Årets opdagelse: 2014 blev året, hvor jeg fik øjnene op for skandinaviske film. Det begyndte i februar, da jeg var på Göteborg International Film Festival, hvor mine favoritter var to islandske film, Om heste og mænd og Metalhead. Begge blev siden vist på CPH PIX, hvor førstnævnte vandt publikumsprisen og fik premiere i de danske biografer. Om heste og mænd blev den eneste film, jeg så to gange i biograferne i 2014. Af danske film nåede jeg kun at se to på et biograflærred: Klumpfisken (i Gøteborg) og Når dyrene drømmer. Sidstnævnte var et modigt, men langt fra perfekt bud på en varulvegyser. Alligevel er den blandt de fem bedste danske genrefilm, der er lavet, hvilket i sig selv er en smule deprimerende.

Årets skuffelse: Hobbitten-trilogien. Lige som de tre Ringenes herre-film skal ses som ét samlet værk, har jeg valgt at gøre det samme med Hobbitten. Der har været enkelte flotte sekvenser, men for pokker, hvor har jeg flere gange undervejs ønsket, at Peter Jackson havde nøjedes med at lave to film i stedet for tre.

Årets TV: Mine 10 favoritserier fra 2014: True Detective (sæson 1), Game of Thrones (sæson 4), Fargo (sæson 1), Orphan Black (sæson 1-2), The Walking Dead (sæson 4-5), Sherlock (sæson 3), Penny Dreadful (sæson 1), Banshee (sæson 2), Agents of S.H.I.E.L.D. (sæson 1-2) og Vikings (sæson 2).

Årets skuespiller 1: Få serier er så afhængig af en enkelt skuespiller som Orphan Black. Tatiana Maslany spiller kvinden, som opdager, hun er resultatet af et genetisk eksperiment og har op til flere kloner – som hun selvfølgelig også spiller. Det gør hun ved hjælp af forskellige accenter og frisurer, og det er såmænd fint nok. Men der, hvor hun virkelig imponerer, er i de scener, hvor klonerne af forskellige årsager er nødt til at optræde som hinanden. Her er Tatiana Maslany ude i at skulle spille en person, der spiller en anden person, men på en måde så man som seer godt kan fornemme, hvem det i virkeligheden er.

Årets skuespiller 2: Eva Green er ikke af denne verden. Hun fungerer i hvert fald bedst, når hun spiller personer, der ikke er helt normale. Det får hun fuld lejlighed til at gøre i tv-serien Penny Dreadful – første gang i denne scene fra afsnit 2 (de utålmodige kan springe tre minutter frem).

Årets skuespiller 3: Martin Freeman er ofte så lavmælt og underspillet i sine præstationer, at han let bliver overskygget af sine mere opsigtsvækkende medspillere. Det sker både i Sherlock og Hobbitten og til dels også i tv-udgaven af Fargo. I sidstnævnte viser han dog en ny side af sit talent som tøffelhelten, der en dag får nok og finder sin indre psykopat frem. Det er fantastisk at opleve hans moralske deroute, hvor man starter serien med at have ondt af manden og langt hen ad vejen håber, han slipper godt fra sine gerninger, indtil historien til sidst bringer ham helt derud, hvor end ikke hans sympatiske udstråling kan redde ham.