350 ord

Hvis man klikker på Noveller-linket på denne side, vil man bemærke, at jeg har mere end svært ved at fatte mig i korthed. De fleste af mine noveller er på over 4000 ord (cirka 7 A4-sider), og så er der selvfølgelig særtilfældet Alien Ghost Ballet, som med sine 20.000 ord er tæt på slet ikke at være en novelle.

Men nu har jeg begået mit hidtil korteste værk, et stykke flash fiction med titlen Obituary. Anledningen var New Scientists flash fiction-konkurrence, hvor man skulle beskrive verden om 100 år – med sølle 350 ord. Og hvor meget er det så? Det svarer til lidt over en halv A4-side, eller lige så meget som dette blogindlæg fylder.

Normalt er jeg ikke meget for at fortælle om mine skriverier, før det står klart, om de bliver offentliggjort eller ej, men i dette tilfælde har jeg gjort en undtagelse. Primært fordi jeg ikke tror, jeg har de store chancer i en konkurrence, som formentlig får hundredevis af bidrag, og hvor jeg har været nødt til at skrive på et fremmedsprog, engelsk (og tak til Lea Thume for at tjekke, at jeg ikke havde begået nogle grammatiske brølere).

Det pudsige er, at jeg har brugt lige så megen tid på at skrive denne korte tekst, som jeg har været om nogle af mine længere noveller. Jeg tror, det skyldes, at når man har så få ord til rådighed, så tænker man mere over, hvordan man anvender dem. Jeg har i hvert fald sjældent skrevet en tekst om så mange gange og overvejet hver enkelt sætning og ord så grundigt. Læren er, at man måske kan prøve at overføre det til andre tilfælde, selv om der også er noget befriende ved bare at skrive løs, vel vidende at man altid kan barbere tingene ned bagefter.

Uanset hvad der sker med Obituary, så skal I nok få resultatet at se før eller siden, og jeg regner også med at lægge den første version ud, så det er muligt at se, hvordan historien udviklede sig. Hvad den handler om? Man skal heller ikke røbe alting på forhånd…

Udgivet i Bøger, Noveller, Science fiction Etiket: , ,
2 kommentarer til “350 ord
  1. Manfred X siger:

    4000 ord på 6 A4? Det må være på begge sider eller en meget lille skrift.

    350 ord er mange. Prøv drabbles med 100 ord. 😉

    http://www.fyldepennen.dk/tekster/40608

    Manfred

  2. larsahn siger:

    Okay, det var faktisk 7 sider.
    100 ord? Aaarrghh, nu er jeg lige kommet ned fra 20.000, så bed mig ikke om mere (eller mindre?).

Skriv et svar