For fire måneder siden kunne jeg fortælle, at jeg havde fået skrevet årets første novelle, og nu kan jeg så tilføje, at den kommer på tryk til sommer. Novellen har fået titlen En helt almindelig død og vil blive bragt i antologien Den nye koloni – Lige under overfladen 5, som efter planen skal udkomme den 15. august.
For mit eget vedkommende er det fjerde gang, at jeg deltager, og jeg skal ikke lægge skjul på, at Lige under overfladen-serien har fået en speciel betydning for mig. I overfladen – Lige under overfladen 2 var min første bogudgivelse, og Afhøring af offer nr. 5 har vist sig at være novellen med de ni liv. Efter at Dansklærerforeningens Forlag har gengivet den i sin undervisningsbog Ned i novellen, har jeg tilmed også tjent penge på den, hvilket jeg aldrig havde forestillet mig, da jeg skrev den i vinteren 2008.
Jeg har modtaget mit eksemplar af Ned i novellen fra Dansklærerforeningens Forlag og blev temmelig overrasket over indholdet. Antologien er delt op i realistiske og fantastiske noveller, med en overvægt af førstnævnte.
I den realistiske afdeling finder man forfattere som Helle Helle, Naja Maria Aidt, Svend Åge Madsen, Bjarne Reuter, Morten Sabroe, Kim Fupz Aakeson, Katrine Marie Guldager, Vickie Berlin (ja, hende fra Tjenesten og Vild med dans) og mange flere.
Velkommen til dybet har kastet yderligere to anmeldelser af sig. Den ene kommer fra Janus Andersen på Horrorsiden, som jeg kan takke for at gøre mig opmærksom på Tellerups novellekonkurrence. Så på sin vis er han medansvarlig for, at min novelle Langt ude i skoven kom med.
Janus Andersen erkender da også, at han muligvis er en smule forudindtaget, når han udtrykker sin begejstring for antologien ved at skrive, at den “er et tegn på, at horrorgenren har det godt i disse dage – vi har udøvere, der leverer kvalitet, og vi har formidlere som Clasen, der vil samle det. Tilsæt et forlag til at udgive, og vi har en lille perle mellem hænderne.”
Knapt så positiv er Thor Kristjan Kidmose fra Forbrugermania i sin anmeldelse af Velkommen til dybet, som han finder for ujævn. “De fjorten noveller svinger ikke blot i længde, stil og sprog. De svinger også gevaldigt i kvalitet,” skriver han og tildeler antologien tre ud af seks stjerner.
Om Langt ude i skoven lyder dommen, at den “ville fungere godt som en uhyggelig kortfilm,” og så er jeg en af de heldige forfattere, han gerne vil give penge! Forklaringen på den udmelding er, at redaktøren Mathias Clasen i forordet til Velkommen til dybet skriver, at han til dels udvalgte novellerne efter, hvad han selv ville betale for at læse. Det får anmelderen til at anvende samme udvælgelseskriterium, og her er jeg kommet med i varmen.
Da jeg selv gik i folkeskolen, bandede og svovlede jeg til tider over nogle af de noveller, vi blev sat til analysere. Nu vil skæbnen så, at mit navn kan blive ét af dem, som eleverne fremover vil rette deres eder og forbandelser mod.
I februar 2009 blev redaktøren af Lige under overfladen-serien, Carl-Eddy Skovgaard, kontaktet af Dansklærerforeningens Forlag, som var interesseret i at gengive et par af novellerne fra I overfladen. Han sendte henvendelsen videre til forfatterne, og jeg underskrev en aftale, hvor der fulgte et honorar med. På det tidspunkt var bogen sat til at udkomme i 2010, men i maj det år fik jeg at vide, at udgivelsen var udskudt til foråret 2011, hvilket jeg nævnte i dette indlæg.
Men nu er den her så mere end to år efter, og Afhøring af offer nr. 5 kan prale af at være den af mine noveller, der er blevet gengivet flest gange. Ud over de allerede nævnte udgivelser er den nemlig også med i en oversat version i SFCs engelsksprogede antologi Sky City. Teknisk set er den samtidig den første novelle, jeg fik honorar for, omend den nåede at blive overhalet indenom af Tellerup og Langt ude i skoven.
Jeg kan dog ikke lade være med at have lidt ondt af de elever, som nu skal kæmpe sig igennem en science fiction-krimi, der er skrevet som en afhøringsrapport. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis én af dem en dag trækker Afhøring af offer nr. 5 til sin eksamen og får stillet spørgsmålet: “Kan du fortælle os, hvad denne novelle handler om, og hvorfor tror du, at forfatteren har valgt at skrive den på denne måde?” Til eleverne vil jeg sige: I er mere end velkomne til at spørge, men jeg kan ikke garantere, at mit svar vil give særlig meget mening!
Det nye nummer af Himmelskibet er kommet og indeholder den første rigtige (lektørudtalelsen tæller ikke) anmeldelse af Velkommen til dybet. Anmelderen Thomas Winther nævner både min novelle Langt ude i skoven og Thomas StrømsholtsJeg fremsætter en erklæring, som også foregår i en skov, og skriver følgende: “Begge noveller er fængende og stemningsfyldte. De går ikke efter den overraskende bøh-effekt, men opbygger langsomt uhyggen.”
Om antologien generelt lyder dommen: “Der er stor variation imellem bidragene, men de holder generelt et højt niveau og indeholder såvel gyserhistorier af den mere klassiske opbygning, men også en række med mere varierede og alternative tilgange til genren. Tellerup havde modtaget godt 150 bidrag til novellekonkurrencen, hvilket viser, at genren bestemt lever blandt danske forfattere.”
Som ofte før set med Himmelskibet nøjes jeg ikke kun med at blive anmeldt, men har også selv et par anmeldelser med. Denne gang har jeg set nærmere på den stærkt anbefalelsesværdige The Best Science Fiction And Fantasy Of The Year Volume 5, udvalgt af Jonathan Strahan, samt den uhyre lidt anbefalelsesværdige film Blodsugerens rædselsnat (The Bloodsucker Leads The Dance) – et stykke italiensk euro-sleaze fra 1975, der trods titlen overhovedet intet har med vampyrer at gøre.
Nu kan jeg så afsløre, at jeg også kommer til at være med i Dystre Danmark 2, idet redaktør og forlægger Henrik Sandbeck Hansen har antaget min novelle Blomstervanding.
Jeg vil ikke fortælle så meget om novellen nu, andet end at den lige som Mordene på Katrina fra Dystre Danmark udfordrer horror-begrebet. Men hvor Katrina gjorde det ved at være lige så meget science fiction som horror, består det udfordrende i Blomstervanding i stedet af måden, den bliver fortalt på. Og nej, den har absolut intet med blomster eller gartnere at gøre…
Henrik Harksen har selv skrevet om Dystre Danmark 2 på sin blog, hvor han også afslører de øvrige 12 noveller. Klik på nedenstående link for at se, hvem der er med:
Lad være med at skrive i anden person! Det er børnelærdom for alle forfattere, og noget de fleste skrivelærere med respekt for sig selv banker deres elever i hovedet med. Så hvorfor har jeg anvendt en “du”-fortæller i to af mine noveller, Langt ude i skoven og Har du hørt havfruerne synge? frem for de mere gængse første person (jeg) og tredje person (han/hun).
Når jeg tager emnet op, skyldes det en mail, jeg har modtaget fra 17-årige Kasper Aaes, som af uransagelige årsager har valgt at bruge Har du hørt havfruerne synge? til sin danskopgave om science fiction. Et af hans spørgsmål går netop på, hvorfor jeg har valgt at bruge en anden person-fortæller i restaurant-afsnittet – ikke mindst med tanke på at resten af novellen er skrevet i tredje person.
Tja, hvorfor gjorde jeg egentlig det? Det korte og bekvemme svar er, at jeg følte, det var det rigtige valg, men det slipper jeg nok ikke af sted med. Når det generelt er en dårlig idé at skrive i anden person, skyldes det, at det er en mere kunstig fortælleform end første og tredje. Den virker ikke helt så naturlig, fordi den er mere påtrængende og kræver en større indlevelsesgrad af læseren. Der er altid en fare for, at sætninger som “Du vågner op og kan mærke, at det bliver en god dag” får læseren til at tænke “Gu’ gør det ej!” – men risikoen kan siges at være lige så stor med en jeg-fortæller (“Nej, jeg er ikke en psykopatisk seriemorder!”).
I Har du hørt havfruerne synge? valgte jeg at bryde med formen, fordi jeg ønskede at placere læseren direkte i fortællerens sted, mens jeg beskriver hans mani med at prøve de mest ekstreme retter på verdensmenukortet. I dette tilfælde viser det sig at være et stykke havfrue – både den nedre og øvre halvdel – og jeg fandt, at du-fortælleren var med til at forstærke effekten. Med Langt ude i skoven gik jeg skridtet videre og skrev hele novellen i anden person. Jeg overvejede selvfølgelig at fortælle historien på en mere traditionel måde, men det fungerede ikke rigtigt. Og så faldt du-formen fint i tråd med novellens pointe (spoiler alert!), nemlig at hovedpersonen ikke har kontrol over sin egen skæbne, men er blevet ført omkring som en dukke.
Selvfølgelig er jeg langt fra ene om at være dus med læseren. Dele af Iain Banks’ Complicity er skrevet med en du-fortæller, og hele Charles Stross’ Halting State er fortalt i anden person. Sidstnævnte er til dels inspireret af de tidlige tekstbaserede adventure-computerspil, hvor spilleren altid var “du,” men også af Du er hovedpersonen-serien fra 80erne, hvor man skulle slå op på forskellige sider, alt efter om man valgte den ene eller anden mulighed. Med andre ord er der intet til hinder for at skrive i anden person. Regler er til for at blive brudt, men det kræver altid, at man er fuldt bevidst om, hvad det er, man har gang i, og hvorfor man gør det.
Som afslutning vil jeg gøre opmærksom på en novelle, der på ret original vis benytter formen fra Du er hovedpersonen-bøgerne. Novellen blev bragt i april-nummeret af onlinemagasinet Fantasy Magazine og kan læses ved at klikke på linket nedenunder:
Kan man have et skizofrent forhold til en kunstner? Når jeg spørger, skyldes det, at jeg lige nu er meget begejstret for et album med en sangerinde, jeg ellers ville have forsvoret, jeg nogensinde ville ofre penge på efter at have hørt hendes forrige udgivelse.
Da svenske Lykke Li i 2008 udsendte sit debutalbum Youth Novels, blev hun lidt af en darling på den internationale indiepop-scene. Jeg blev dog ret hurtigt træt af at høre hendes lillepigevokal i P3, og sange som Little Bit, I’m Good, I’m Gone og især Dance, Dance, Dance begyndte at få samme effekt på mit nervesystem som lyden af kradsende negle på en skoletavle. Faktisk gik jeg før tid, da hun spillede på Beatday i 2009, fordi jeg fandt hendes koncert kedelig (og i øvrigt trængte til noget at spise).
Så hvorfor mener jeg nu, at samme sangerindes nye album Wounded Rhymes er en af de foreløbig bedste popudgivelser i 2011, når jeg ikke kunne udstå forgængeren? Den vigtigste grund er, at Lykke Li – undskyld, udtrykket – har fået hår på brystet, ikke bogstavelig talt, men musikalsk set. Hun er blevet et par år ældre, har høstet noget mere livserfaring, har mistet et par illusioner om sig selv og andre, og det har alt sammen givet hendes tekster og musik en kant, der ikke var til stede før.
Jeg kan bedst illustrere det med to af hendes musikvideoer. Først videoen til gennembrudshittet Little Bit:
Sammenlign den med videoen til Sadness is a Blessing fra det nye album, og ja, det er Stellan Skarsgård, hun sidder til bords med:
Men hvor vil jeg så hen med alt det her?
Mine to modsatrettede oplevelser med Lykke Li fik mig til at tænke på, om jeg har haft det sådan med andre kunstnere, og lige nu kan jeg simpelthen ikke komme i tanker om nogen. Jeg har adskillige gange prøvet at blive begejstret for en forfatter, en instruktør, et band eller en sanger blot for at blive skuffet over deres senere værker. Jeg er også tidligere blevet positivt overrasket over folk, som jeg umiddelbart ikke havde tiltroet de store evner ud fra deres indledende forsøg, uden at det dog fik mig til at have negative tanker om dem. Her var jeg snarere ligeglade med, hvad de lavede. Men jeg mindes som nævnt ikke, at jeg før har næret så stor antipati mod en bestemt kunstner for derefter at vende 180 grader i min bedømmelse af vedkommende som i tilfældet med Lykke Li.
Det nærmeste, jeg kan komme, et fortilfælde er instruktøren Baz Luhrmann, hvis Shakespeare-på-speed udgave af Romeo+Juliet (1996) jeg fandt dybt anstrengende, mens min begejstring for hans næste film, Moulin Rouge (2001), ikke kender nogen grænser. Forskellen er dog, at jeg godt kunne lide Luhrmanns debut, Strictly Ballroom (1992), så her er der måske mere tale om et pendul-forhold (hvilket tegner skidt for Australia (2008), som jeg ikke har set, men lovende for hans kommende filmatisering af The Great Gatsby).
På læsefronten har jeg forgæves gennemsøgt min bogreol efter lignende eksempler. Jeg har selvfølgelig været ude for forfattere, som har skuffet mig ved vores første møde, men jeg kan også konstatere, at jeg 1) ikke beholder deres bøger, og 2) ikke giver dem en ny chance. Lykke Li har dog lært mig, at jeg muligvis burde gøre det, og jeg ved, at jeg i hvert fald kommer til at overvære hele hendes koncert på sommerens Roskilde Festival – også når hun spiller sange fra det første album.
Hvis nogen har haft lignende oplevelser – altså at de har måttet revurdere deres opfattelse af en kunstner, som de ellers foragtede – hører jeg gerne om dem. Og husk at vi skal være ude i “jeg hadede hendes første bog/cd/film, men elskede den næste,” før at det tæller.
Forlægger og redaktør Nikolaj Højberg er klar til at sende bogen af sted til trykkeriet og forventer, at den udkommer den 15. juni, dvs. allerede i næste måned, lige efter pinse.
Jeg har haft trykfilen af Skjoldmøer til godkendelse, og opsætningen ser rigtig flot ud. Så jeg glæder mig til at modtage det færdige resultat og læse de øvrige 14 noveller i antologien.
Dette indlæg skulle have heddet CPH Pix – finalen og var ment som opsummeringen på min årlige filmmaraton. Nu fusede det hele i stedet ud og blev til et antiklimaks. Ikke på grund af filmenes kvalitet, men fordi jeg har ligget brak med sygdom siden i torsdags og ikke nåede at få set mere.
Alt tegnede ellers til, at jeg skulle sætte ny rekord med en total på 17-18 film, men nu blev det “kun” til de 11 titler, jeg allerede har omtalt. Min eneste trøst – selv om den er en ringe én af slagsen – er, at jeg trods alt fik tjent mit filmpas hjem og nåede at få set de fleste af de film, jeg på forhånd havde udset som mine favoritter, og at der blandt dem er 5-6, som jeg skal have til dvd- og blu ray-samlingen.
Desuden kan jeg konstatere, at jeg har det med at være syg, mens der sker store tv-begivenheder, hvilket er meget praktisk, når man ikke orker at lave andet end at sove og se tv. Sidste år havde jeg lungebetændelse under vinter-OL, og denne gang har jeg kunnet følge et kongeligt bryllup, et par vigtige fodboldkampe og dækningen af Osama Bin Ladens død.
Endelig lykkedes det mig at færdiggøre en novelle, Blomstervanding, som jeg håber at få optaget i horrorantologien Dystre Danmark 2. Selv om den kun er på 3500 ord, har det taget mig næsten halvanden måned at skrive den, fordi den bliver fortalt på en ret alternativ måde. Jeg nåede frem til slutningen i påsken og har blot brugt denne weekend på at finpudse teksten. Jeg venter med at fortælle resten til senere, men kan dog afsløre, at historien absolut intet har med blomster at gøre.
Velkommen til min hjemmeside. Til daglig er jeg journalist, men i fritiden sysler jeg med historier fra fantasiens overdrev. Nogle af dem er endda blevet udgivet. Siden her indeholder eksempler på mine skriverier og fortæller om stort og småt fra livet som fritidsforfatter.
