Sidste år gjorde forskellige omstændigheder, at jeg ikke fik set så mange film til CPH Pix, som jeg havde regnet med. I år er tilfældet det stik modsatte. Jeg havde på forhånd afskrevet påsken, men endte med at få set seks film. To af dem blev omtalt i mit forrige indlæg, og her er så de fire øvrige:
The Man From Nowhere (Lee Jeong-beom, Sydkorea 2010)
Sidste års største biografhit i Korea havde premiere, mens jeg var i Seoul. Jeg legede med tanken om at se filmen i en biograf, der viste den med engelske undertekster, men gjorde det ikke. Nu kan jeg så ko
nstatere, at jeg snildt kunne have indløst billet til en almindelig forestilling, da risikoen for at misse noget af handlingen var minimal. Lille pige (Kim Sae-ron fra A Brand New Life) bliver kidnappet af skruppelløse forbrydere, som uheldigvis ikke ved, at hendes nabo (Won Bin fra Mother) har en fortid i specialstyrkerne. Underholdende og veludført actionfilm, som tydeligvis er inspireret af Bourne-trilogien. Resultatet minder dog mere om en opdateret udgave af de slå-på-tæven film, Steven Seagal lavede, dengang hans navn stadig kunne trække folk i biograferne. 6/10
Cold Fish (Sion Sono, Japan 2010)
Tropefisk, sex og spandevis af blod og indvolde udgør ingredienserne i denne dystre og ret deprimerende thriller om en kedelig familiefar, der havner i kløerne på en karismatisk gangster. Denne viser sig at have en bibeskæftigelse som seriemorder sammen med sin lige så vanvittige hustru, og den forsagte hovedperson kommer hurtigt ud, hvor han ikke kan bunde, da han bliver tvunget til at hjælpe til. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om en i grunden så simpel historie virkelig bør tage to-en-halv time at fortælle, men omvendt føles filmen aldrig kedelig, og man må endnu en gang undres over, hvad japanske skuespillere er villige til at udsætte sig selv for i kunstens navn. 7/10
Super (James Gunn, USA 2010)
Hvis Kick-Ass – en af mine favoritfilm fra sidste år – var en kulørt popsang, så er dette at betegne som
grunge-udgaven. Taberen Frank (Rainn Wilson) må se sin kone (Liv Tyler) forlade ham til fordel for en narkohandler (Kevin Bacon). Han forsøger derfor at vinde hende tilbage ved at klæde sig ud som den maskerede selvtægtsmand The Crimson Bolt. Kick-Ass er den oplagte sammenligning, men Super har faktisk mere til fælles med Taxi Driver, fordi hovedpersonen ikke er en naiv teenager, som har læst for mange tegneserier, men i stedet en lettere psykotisk, socialt utilpasset voksen mand. De førnævnte skuespillere er fremragende, men bedst af alle er ultra-talentfulde Ellen Page som Franks overivrige, selvudnævnte hjælper, der blot gør ondt værre. 8/10
End Of Animal (Jo Sung-hee, Sydkorea 2010)
En lavbudget-udgave af tv-serien Lost eller en post-apokalyptisk dogmefilm er mit bedste bud på en beskrivelse af dette drama, der i den grad hylder princippet om less is more. En højgravid kvinde strander i en taxi midt ude på landet, da al elektricitet forsvinder. Mystikken højnes af uhyggelige brøl i det fjerne samt af en mand, der tilsyneladende ved alt om kvinden og giver indtryk af, at begivenhederne er del af en større plan. En foruroligende film, som i nogen grad svækkes af, at hovedpersonen opfører sig temmelig dumt og ikke demonstrerer de store overlevelsesevner. 7/10
Og nu vil jeg så holde fri fra CPH Pix frem til fredag, fordi andre ting kalder, så som den nye gratisbiograf Laterna Magika, som Fantastik er med til at arrangere på Blågårdens Bibliotek på Nørrebro den sidste onsdag i hver måned. I aftes var det den eminente sangskriver John Grant, der afledte min opmærksomhed med en koncert i DRs Koncerthuset, så jeg vil slutte af med en af hans sange, Sigourney Weaver. Lyt godt efter teksten. Det betaler sig i dette tilfælde.
