En fritidsforfatters bekendelser
Tellerups gyserantologi er nu så langt fremme, at den har fået en titel, Velkommen til dybet, samt en undertitel 13 gyserhistorier, hvoraf en af dem er min novelle Langt ude i skoven.
Ifølge forlaget er bogen klar til at blive sendt i trykken, og det færdige resultat skal efter planen udkomme ved juletid til almindelig uhygge for alle.
I mellemtiden kan I fornøje jer med den ret heftige forsideillustration, som er lavet af min næsten-navnebror, Mads Ahm, ved at klikke på omslaget til højre.
Horrorforfatteren Steen Langstrup har på sin hjemmeside en serie, hvor han beder forskellige aktører inden for genren fortælle om deres livs gys. Det seneste indslag i serien er netop blevet offentliggjort, og det er skrevet af… mig.
Min forbindelse til Steen Langstrup går tilbage til 1997, hvor jeg skulle finde på et emne til min hovedopgave på Journalisthøjskolen. Da vi ikke alle kan vælte ministre, besluttede jeg mig for at gå i en anden retning og valgte i stedet at lave portrætter af to danske horrorforfattere: Hanna Lützen og Steen Langstrup.
Det endte med et 10-tal til eksamen, og jeg solgte efterfølgende artiklerne til Berlingske Tidende, som tilfældigvis havde valgt at bringe noveller af netop de to som et sommergys til læserne.
Og her kunne historien så være sluttet. Jeg blev journalist, og Hanna og Steen droppede kort efter horrorgenren, hvilket jeg dog ikke vil påtage mig ansvaret for. Hanna fik travlt med at oversætte Harry Potter til dansk, og Steen startede eget forlag og kastede sig for en stund over krimigenren, inden begge for et par år siden “vendte hjem igen” til gyset.
Så langt, så godt, indtil jeg for et par måneder siden blev kontaktet af Steen Langstrup, som havde genkendt mit navn på Facebook, og da jeg fik nævnt, at jeg var begyndt at gå ham i bedene med mit skriveri, bad han mig om at fortælle om mit livs gys.
Eftersom flere af de andre, som har deltaget i serien, er etablerede forfattere og anerkendte gysereksperter og -kendere, kommer jeg ikke udenom, at jeg føler mig i farligt fint selskab. Og så kan jeg konstatere, at jeg har valgt det samme værk som Henrik Sandbeck Harksen – manden som tog min novelle Mordene på Katrina med i horrorantologien Dystre Danmark.
Nu skal det ikke kun handle om mine egne skriverier, så jeg vil lige gøre opmærksom på en ny novellesamling af Richard Ipsen, Drømmetid, som netop er udgivet af Science Fiction Cirklen (SFC).
Selv om det er over 20 år siden, at Richard debuterede som forfatter, er dette hans første udgivelse i eget navn. I Drømmetid har han udvalgt 21 af sine bedste noveller, som alle enten er science fiction eller fra grænselandet mellem sci-fi og fantasy.
Jeg kender ham fra Fantastiks skrivegruppe, hvor vi har givet kritik på hinandens noveller, og jeg har måbet over hans bogsamling i hjemmet i Vanløse, der overgår min med flere længder. Desuden har vi begge haft historier med i Lige under overfladen-serie, og nå ja, så har jeg også læst korrektur på Drømmetid for SFC, så helt uvildig er jeg heller ikke…
Drømmetid udkom den 12. november i forbindelse med BogForum, hvor SFC for andet år i træk havde en stand. Samtidig udgav de syv andre bøger, deriblandt Ingenmandsland – Lige under overfladen 4, der indeholder Richards novelle De gamle svin og min Portræt af en månepige, samt den engelsksprogede antologi Sky City, som jeg vender tilbage til på et senere tidspunkt.
Inspiration kan komme de mærkeligste steder fra, men min novelle Portræt af en månepige, som optræder i Ingenmandsland – Lige under overfladen 4, er alligevel lidt af et særtilfælde. Det er nemlig første gang, at jeg er blevet inspireret af noget, jeg selv har skrevet!
I efteråret 2009 deltog jeg i New Scientists flash fiction-konkurrence, der gik ud på, at man skulle skrive en historie om, hvordan verden er om 100 år. Det indebar flere udfordringer. 100 år betyder, at der ikke er tale om den nære fremtid, men det er omvendt ikke langt nok ude i fremtiden til, at man bare kan give den for fuld skrue med hurtigere-end-lyset-rumrejser og galaktiske imperier. Og nå ja, så måtte historien ikke fylde mere end 350 ord, og den skulle selvfølgelig også være på engelsk…
Min løsning blev at skrive en nekrolog over en kvinde, som var født på månen og tilbragte hele sit liv dér uden nogensinde at besøge Jorden. Det var mit første forsøg på at skrive et stykke flash fiction, og til ingens overraskelse vandt den ikke konkurrencen.
Alligevel kunne jeg ikke helt slippe idéen, så da jeg skulle finde på noget til den næste udgave af Science Fiction Cirklens årligt tilbagevendende serie, valgte jeg at udbygge fortællingen om den månebundne kvinde.
En anden og mere obskur inspirationskilde er en science fiction-novelle af Merete Kruuse fra 1970, Dame i rød rumdragt, som også er titlen på hendes novellesamling, Stig Vendelkærs Forlag udgav.
Udover den fantastiske titel lod jeg mig især inspirere af novellens beskrivelse af, hvordan den mandlige hovedperson fascineres af en kvinde, som han kun har mødt, mens hun går på månens overflade iført en rumdragt og derfor ikke ved, hvordan hun ser ud.
Et uddrag af Portræt af en månepige kan læses ved at følge dette link.
I et anfald af overvældende gavmildhed har jeg også valgt at lægge den fulde udgave af det føromtalte stykke flash fiction, Obituary, ud på hjemmesiden – ja, samtlige 350 ord! – så interesserede læsere kan stifte bekendtskab med udgangspunktet.
Julen
falder tidligt i år, i hvert fald her på hjemmesiden hvor man nu kan finde Rudolf, min vindernovelle fra Fantastiks novellekonkurrence.
Rudolf kan bedst beskrives som en science fiction julehistorie, der udspiller sig i en fremtid, hvor genteknologien har gjort det muligt at genskabe alle mulige sagnvæsener, deriblandt et vist rensdyr med en rød tud. Klik her for at læse novellen.
Jeg skrev oprindeligt Rudolf for et års tid siden til en anden novellekonkurrence, hvor temaet var alternative julehistorier, men her faldt den ikke i dommernes smag.
Derefter var det min plan at offentliggøre Rudolf her på siden ved juletid i år, men i mellemtiden viste det sig, at Fantastisks novellekonkurrence havde biodiversitet som emne, og at den skulle indeholde et usædvanligt væsen eller dyr. Så Rudolf fik en chance til, og denne gang ramte han åbenbart mere plet.
Som en enkelt skarpsynet læser allerede har opdaget, så foregår Rudolf faktisk i samme univers som min forrige vinder af Fantastiks novellekonkurrence, Har du hørt havfruerne synge?, og en af personerne medvirker endda i begge historier. Men ellers er de to noveller meget forskellige i stil og tone.
Rudolf kan også læses i det nye nummer af Himmelskibet, som desuden indeholder min anmeldelse af den stærkt anbefalelsesværdige antologi The Best Horror of the Year Vol. 2.
I forlængelse af mit forrige indlæg kan jeg nævne, at jeg virkelig har fået gang i skriveriet igen. Siden jeg skrev Fortsættelse til et eventyr (som endte med at blive titlen), har jeg færdiggjort endnu en novelle, som foreløbig hedder Ulvesværdet, indtil jeg finder på en bedre titel.
Denne historie adskiller sig fra mine øvrige noveller ved, at den foregår i et univers, som en anden har skabt (selv om man kan argumentere, at det samme gør sig gældende for de af mine fortællinger, der er baseret på gamle eventyr). I dette tilfælde er der tale om Ulvevinter, som er et danskproduceret rollespil, der henvender sig til de 9-12 årige. Det betyder, at jeg har skullet skrive til en yngre målgruppe, end jeg er vant til, hvilket har vist sig at være en sjov udfordring.
I mellemtiden kan du med fordel skænke dig selv et glas gløgg, smække benene op og sætte dig til at læse Rudolf – enten på skærmen eller ved at printe novellen ud.
Og hvis du synes, det er lidt for tidligt på året, kan du selvfølgelig altid vente til, det rent faktisk bliver jul…
