Monthly Archive for juli, 2010

Mit science fiction hattrick

En længe ventet besked dukkede i dag op i min mailboks, og den var heldigvis af positiv karakter. Min novelle Portræt af en månepige slap igennem nåleøjet til Science Fiction Cirklens antologi Lige under overfladen 4. Det er tredje år i træk, at jeg kommer med efter tidligere at have bidraget med Afhøring af offer nr. 5 til I overfladen – Lige under overfladen 2 (2008) og Alien Ghost Ballet til Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3 (2009).

Ifølge redaktøren Carl-Eddy Skovgaard indkom der 51 noveller, og han har valgt 21 til udgivelse. Blandt de deltagende forfattere finder man navne som Lise Andreasen, Kenneth Krabat, Lonni Krause, H.H. Løyche, A. Silvestri, Thomas Strømsholt, Camilla Wandahl og Gudrun Østergaard samt mine venner fra Fantastiks skrivegruppe Richard Ipsen, Jesper Rugård Jensen og Flemming R.P. Rasch. Specielt Jespers Mission til Cho’it ser jeg frem til at læse, da vi gav kritik på hinandens noveller.
De tidligere udgaver af LUO er udkommet midt i august, og det var også planen med 4′eren, men på grund af sygdom har udvælgelsen trukket ud – de andre år har forfatterne fået besked i maj – så det er endnu uvist, hvornår bogen er klar.

Apropos Science Fiction Cirklen, så er det nye nummer af Proxima netop ankommet. Proxima er foreningens halvårlige tidsskrift, der modsat medlemsbladet Novum kan købes af alle.
Det seneste nummer, 91, indeholder anmeldelser af to antologier, som jeg har noveller med i. Lidt overraskende handler den ene om Dystre Danmark, da der er tale om en gyserantologi, og Proxima normalt kun beskæftiger sig med science fiction.
Omvendt indeholder et par af novellerne science fiction-elementer, deriblandt min egen Mordene på Katrina (hvilket jeg tidligere har skrevet om i dette blogindlæg), så derfor finder anmelderen, førnævnte Carl-Eddy Skovgaard, det på sin plads at tage den med i Proxima.
Han skriver blandt andet: “Lars Ahn Pedersens Mordene på Katrina, der indleder samlingen, er for mig som science fiction-elsker også den bedste, selv om den er meget bloddryppende. Titlen siger det hele (og første afsnit slår det fast), så jeg afslører ikke noget ved at skrive, at det handler om en ny type android, der regenererer, hvis den kommer til skade, og hvad der så kan ske og ske i en gyser. Jeg har læst tilsvarende historier før, og Lars kan som journalist sin skriveteknik til fingerspidserne. Twisten er det, man venter på, og den kommer også. Når en mand får lavet en genbrugsmodel af sin fraskilte kone, hvad kan der så ske? Tja. Læs selv.”

Mere ventet er anmeldelsen af SFCs egen udgivelse Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3, hvor anmelderen Joen Juel Jensen har følgende at sige om min novelle Alien Ghost Ballet: “Redaktøren fortæller, at en af novellerne egentlig var for lang, nemlig Alien Ghost Ballet af Lars Ahn Pedersen. Det er ikke så svært at forstå, at han syntes, han var nødt til at tage den med i antologien alligevel. Den er en af de mest helstøbte med hensyn til idé, plot, stemning og stil (…)”
“Alien Ghost Ballet fortæller historien om en dansk balletmester med et noget kontroversielt karriereforløb, der hentes til en fremmed planet for at lave en opsætning af Svanesøen, som skal danses af trebenede flodhesteagtige væsener. Hvad formålet er, og hvorfor man har valgt ham til det, er til at begynde med en gåde for ham. Novellen handler i hvert fald på et plan om forskellige former for kommunikation og følelsesmæssige relationer mellem væsener tilhørende forskellige arter – i en meget original ramme.”

På den anden side

I mit daglige virke som journalist er jeg vant til, at det er mig, som stiller spørgsmålene, men inden for den seneste måned har jeg tre gange prøvet at befinde mig i den modsatte rolle.
Det seneste tilfælde var i morges, hvor Sommermorgen på P3 ville høre, hvordan Dagbladet Roskilde kommer igennem agurketiden. Ironisk nok havde jeg 15 dage tidligere talt om nøjagtig det samme emne med P4 København i deres morgenflade, så opfindsomheden er ikke den store i medierne for tiden…

Til gengæld var jeg lidt mere ude på dybt vand, da jeg på årets Roskilde Festival blev interviewet til en dokumentar om traditionel koreansk musik.
Forklaringen på, hvordan jeg overhovedet blev rodet ind i den affære, er følgende: Under min tur til Seoul besøgte vi blandt andet det koreanske orkester Dulsori, som gav os en forrygende minikoncert i deres øvelokaler.
Skæbnen ville, at Dulsori også skulle optræde på Roskilde Festival som det første koreanske navn nogensinde, så jeg besluttede at skrive en lille artikel om dem i forbindelse med Dagbladets festivaldækning.
Det førte til, at jeg mailede lidt frem og tilbage med bandets tourmanager Miok Ahn (ingen relation) og lovede, at jeg ville aflevere et par eksemplarer af avisen til dem ude på festivalen.
Og så var det, hun nævnte, at de blev fulgt af en koreansk dokumentarfilm-instruktør, som var i gang med at lave en dokumentar om traditionel koreanske musik, og om jeg var villig til at svare på et par spørgsmål…

Således gik det til, at jeg på festivalens sidstedag befandt mig foran et kamera og svarede på spørgsmål på engelsk, som derefter blev oversat til koreansk (instruktøren talte ikke engelsk) om et emne, jeg knapt nok vidste noget om.
Jeg har ikke den fjerneste idé, om han kunne bruge mine betragtninger til noget, eller hvornår filmen er færdig, endsige hvordan man får den at se.
Men koncerten var fantastisk.

Nedenstående link fører hen til nogle af de billeder, jeg tog på turen, deriblandt et par fra besøget hos Dulsori:
http://www.flickr.com/photos/larsahn/sets/72157624086078643/

Og her er et billede, jeg tog af instruktøren (hvis navn jeg aldrig fik) og Dulsoris manager, Miok Ahn, som også fungerede som tolk i interviewet – bare for at bevise, at det ikke var noget, jeg fandt på.

dulsori.jpg