Monthly Archive for februar, 2010

The horror, the horror…

himmelskibet-23-lille.jpgHimmelskibet nr. 23 er lige ankommet med posten, og her optræder jeg i en dobbeltrolle, idet jeg både har skrevet en anmeldelse og selv bliver anmeldt.

Den lidt specielle situation skyldes, at science fiction-antologien Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3 bliver taget under kærlig behandling, og anmelderen Helle Perrier har fundet det værd at fremhæve min novelle Alien Ghost Ballet. Hun skriver følgende: “Novellesamlingens længste novelle er Alien Ghost Ballet af Lars Ahn Pedersen. Her har Jorden fået besøg af en race fra en anden planet. Spøgelserne kaldes de, da de bedst kan beskrives som nogle udefinérbare, flimrende skabninger. Hovedpersonen skal rejse til deres planet for at lære dem at danse ballet, nærmere betegnet Svanesøen (min kommentar: dette er ikke helt korrekt, da planetens beboere er nogle helt andre rumvæsener, som ikke er identisk med Spøgelserne). Hvor skørt det end lyder, så formår Lars Ahn Pedersen at formidle en fantastisk historie, der er såvel velskrevet som kreativt skruet sammen. I novellesamlingens introduktion gør redaktør Carl-Eddy Skovgaard rede for, at Alien Ghost Ballet teknisk set er en hel del længere end kravet for at deltage, men at han bare måtte have denne novelle med – og det kan man bestemt ikke fortænke ham i.” Hele anmeldelsen kan læses her.

Pudsigt nok kan man så lige efter læse min egen dobbeltanmeldelse af antologierne The Mammoth Book of Best New Horror vol. 20 (red. Stephen Jones) og The Best Horror of the Year vol. 1 (red. Ellen Datlow), der samler de bedste horror-noveller fra 2008. En lignende dobbeltrolle opstod i øvrigt også i Himmelskibet nr. 20, hvor jeg bidrog med novellen Torne og anmeldte Richard Morgans The Steel Remains.

Ellers er jeg ved at lægge sidste hånd på en novelle, som jeg har tænkt mig at sende ind til Lige under overfladen 4, og jeg kan til almen beroligelse allerede nu garantere, at jeg denne gang overholder kravet om, at historien ikke må være over 10.000 ord.