Jeg er tidligere “kommet til” at skrive om musik på denne blog, så som afslutning på min selvbestaltede kåring følger her mine bud på de 10 bedste albums fra årene 2000 til 2009. Og til dem, som finder, at jeg må være totalt tonedøv, fordi jeg ikke har valgt deres favoritter, kan jeg kun komme med følgende opfordring: lav jeres egen liste. Det er forbløffende så mange fremragende albums, man må sortere fra, og så er det sjovt at blive mindet om de mange gode musikoplevelser, man har haft de sidste 10 år.
10. Ladytron: Withcing Hour (2005)
I begyndelsen af deres karriere gjorde Ladytron en dyd ud af at lyde som et synthesizer-popband fra start-80′erne, men med album nummer tre Witching Hour kom der pludselig andre klange med i lydbilledet. Det mest forunderlige var, at de selv med en mere moderne og hårdtpumpet lyd stadig lød umiskendeligt som Ladytron, og så skadede det heller ikke, at albummet er fyldt med electropop-perler som Destroy Everything You Touch.
9. Lily Allen: Alright, Still (2006)
Det er let at undervurdere dronningen af MySpace, og det samme gjorde jeg til at begynde med. Jeg må have hørt Smile adskillige gange i radioen, før jeg rent faktisk lyttede til teksten og fik noget af en overraskelse. Bag de søde popmelodier gemmer sig en skarp tekstforfatter med bid og vid, hvilket både Alright, Still og dette års It’s Not Me, It’s You er fuld af eksempler på. Debuten får dog pladsen her på listen, fordi den har marginalt flere højdepunkter, blandt dem den mesterlige gå-i-byen sang Friday Night.
8. The Gentle Waves: Swansong For You (2000)
Det her er en sniger. Inden hun forlod Belle & Sebastian, nåede Isobel Campbell at udsende to albums under synonymet The Gentle Waves. Umiddelbart lyder hendes blanding af 60′er pigepop og britisk folk tilforladeligt nok, men pas på: det er uhyggeligt vanedannende, og det er stadig et album, jeg lytter til med jævne mellemrum i dag.
7. The Magnetic Fields: 69 Love Songs (2000)
På papiret lyder Stephin Merrits projekt som et galmandsværk: tre cd’er med 69 sange om det samme emne - men resultatet viste sig at være en mindre genistreg. Begrænsningen i temaet forhindrer ham ikke i at nå omkring et væld af musikalske genrer, og teksterne er både rørende og fyldt med humor. En sand nydelse, og så var det ikke engang det års bedste album.
6. PJ Harvey: Stories From The City, Stories From The Sea (2000)
Polly Jean Harvey har altid gået sine egne veje, men alligevel kom det som en overraskelse, da hun udgav sit hidtil mest tilgængelige album fyldt med iørefaldende sange - tilmed uden at det føltes som om, hun var gået på kompromis. Belønningen blev en Mercury Music Prize og et hav af anmelderroser, så derfor er det mindre overraskende, at hun sidenhen ikke har følt trang til at gentage øvelsen, men i stedet har fundet tilbage til rockens mere eksperimenterende og ukommercielle yderzoner.
5. Arcade Fire: Neon Bible (2007)
Det stod ikke ligefrem skrevet i kortene, at et canadisk musikkollektiv skulle ende med at udgive to af årtiets bedste albums. Men Arcade Fire erobrede både musikfans hjerter og hjerner med deres energiske sammensurium af det bedste fra rockens krinkelkroge. Jeg var længe i tvivl om, jeg skulle vælge Funeral (2005) eller Neon Bible, men endte med sidstnævnte, fordi det var dér, at jeg for alvor blev fan.
4. The White Stripes: White Blood Cells (2001)
Er Jack White dette årtis musiker? Han virkede i hvert fald til at være her, der og alle vegne, hvad enten det var sammen med “søster” Meg i The White Stripes, i grupper som The Raconteurs og The Dead Weather, som producer for legender som Loretta Lynn eller som skuespiller i filmen Cold Mountain. Han nåede tilmed at skrive en James Bond-titelsang, men den ser vi gennem fingre med… White Blood Cells er albummet, hvor hans rendyrkning af rock, blues og garage måske bedst kommer til udtryk, men efterfølgeren Elephant fra 2003 ånder den lige i nakken.
3. M.I.A.: Kala (2007)
Det er ikke så tit, at en musiker havner på Time Magazine’s liste over de 100 mest indflydelsesrige personer, men det skete for Maya Arulpragasam i 2009. Den britisk-sri lankanske kunstner har under navnet M.I.A. udgivet to albums fyldt med verdensmusik i ordets bogstaveligste forstand, hvor en smeltedigel af musikalske inspirationskilder fra hele verden skaber et helt nyt udtryk. Mikset blev raffineret på toeren Kala, der også kastede et uventet hit af sig i form af sangen Paper Planes, som blandt andet blev brugt i filmen Slumdog Millionarie.
2. Bat For Lashes: Fur And Gold (2006)
Bat For Lashes alias Natasha Khans debutalbum havde været på gaden i flere måneder, før jeg opdagede det, men det var jeg ikke ene om. Til gengæld faldt jeg med et brag for hendes magiske lydunivers og sært dragende sange - i sådan en grad at jeg endte med at bruge en del af min sommerferie på at tage til den franske musikfestival Rock en Seine i Paris i 2007 for at opleve hende live (OK, det skadede heller ikke, at førnævnte M.I.A. og Arcade Fire samt Björk også var på plakaten, og at Roskilde druknede i regn det år). Og hvis du stadig ikke er overbevist, så tjek videoen til What’s A Girl To Do - en af årtiets bedste:
1. Muse: Black Holes & Revelations (2006)
Da Suede lukkede og slukkede i 2005, stod jeg pludselig uden et yndlingsband. Men så købte jeg nærmest som en eftertanke en brugt udgave af Absolution (2003) med Muse og var solgt. Helt sikker blev jeg dog først med udgivelsen af Black Holes & Revelations, der er et af de mest varierede albums, jeg nogensinde har hørt. Det, jeg især kan lide ved Muse - og som de har til fælles med Bat For Lashes - er, at de ikke er bange for at tænke stort og tager chancer, som andre bands holder sig fra af frygt for at blive til grin. Og så skader det ikke, at de er et af tidens bedste live-bands, hvilket førte til, at jeg købte mit livs første band t-shirt i forbindelse med Roskilde Festival 2007. Muse vender tilbage til Roskilde i 2010, og jeg ser til min glæde, at de for en gangs skyld ikke skal spille om søndagen (som i 2004 og 2007), men er sat på til lørdag den 3. juli. Det kan kun blive stort!
Og til slut, årtiets 5 bedste danske albums:
1. Nephew: USA/DSB (2004)
Superliga!
2. Mew: Frengers (2003)
International klasse 1.
3. Klondyke: Lille vampyr (2003)
Dansksproget guld.
4. The Raveonettes: Pretty In Black (2005)
International klasse 2.
5. Veto: Crushing Digits (2008)
I say yes…
væk under læseren ved at lade besætningen blive angrebet af et mystisk uhyre. Mod alle odds fungerer kombinationen, og de overlevendes trængsler og lidelser er så levende gengivet, at kulden siver ud fra siderne og trænger ind gennem marv og ben hos læseren. Det er sjældent, at en bog også har en fysisk indvirkning på mig, og alene af den grund indtager The Terror førstepladsen.
