Efter over et års pause har jeg igen en ny novelle med i Himmelskibet, idet Torne kan læses i nr. 20, som lige er udkommet. Jeg havde selvfølgelig også Har du hørt havfruerne synge? med i nr. 18, men den blev skrevet til Fantasticons novellekonkurrence i starten af 2008 og blev først offentliggjort næsten et år senere. Og så er det måske endda lidt af en tilsnigelse at kalde Torne for ”ny,” eftersom det er en novelle, jeg første gang skrev helt tilbage i 1993 på den skrivemaskine(!), jeg skulle bruge til min optagelsesprøve på Journalisthøjskolen. Allerede dengang var der tale om en genfortælling af et kendt eventyr - ingen point for at gætte hvilket - set fra en anden synsvinkel. Siden fulgte omskrivning på omskrivning, før jeg kom frem til et resultat, jeg selv er tilfreds med. Det var primært starten og slutningen, der voldte problemer, for hele midtersekvensen med ridderens tur gennem slottet har stort set ikke ændret sig. Da Himmelskibet hovedsageligt sendes ud til medlemmer af foreningen Fantastik, har jeg besluttet at lægge novellen ud på denne side, så andre også kan læse den (dette skal samtidig ses som en opfordring til, at alle med en interesse for fantasy, science fiction og horror melder sig ind i Fantastik, hvis de ikke allerede har gjort det).
Månedligt arkiv for maj 2009
Godt nyt! Min novelle Alien Ghost Ballet er blevet optaget i Science Fiction Cirklens antologi Lige under overfladen 3. Det er andet år i træk, at jeg er med i serien, eftersom forgængeren I overfladen - Lige under overfladen 2 indeholder min historie Afhøring af offer nr. 5. Og da jeg som tidligere nævnt også har en novelle med i gyser-antologien Dystre Danmark, vil det sige, at mine skriverier i år vil være at finde i to forskellige bogudgivelser. Jeg skal ærligt erkende, at jeg var temmelig spændt på at se, om Alien Ghost Ballet ville slippe igennem nåleøjet. Ikke fordi jeg er utilfreds med resultatet, men fordi den fylder 20.000 ord (cirka 30 A4-sider), hvilket er dobbelt så meget, som den må være ifølge redaktørens retningslinier. Han lod dog nåde gå for ret, så nu kan I efter sommerferien se frem til at læse mit første forsøg på at lave en fuldblods Space Opera-fortælling spækket med fantastiske rumskibe, fremmede planeter, mystiske rumvæsener og… øh, ballet.
Nye kommentarer