Monthly Archive for november, 2008

Nu bliver det sært

Velkommen til min hjemmeside, hvor du kan læse nogle af de noveller, som jeg i ny og næ får skrevet. Bloggen her kommer primært til at handle om mine skriverier, men jeg skal dog ikke afvise, at jeg engang imellem også vil føle trang til at belemre folk med indlæg om et par af mine andre interesser: musik og film.

Til at begynde med har jeg lagt fire af mine noveller ud på siden, men planen er, at de snart får følgeskab af flere. Her er lidt om baggrunden for de første fire sære fortællinger:

Afhøring af offer nr. 5 (uddrag) – jeg vil gerne bringe hele novellen, men af hensyn til udgiveren nøjes jeg i første omgang med et uddrag. En sci-fi krimigyser, der som meget andet science fiction begyndte med en hvad nu hvis-tanke, i dette tilfælde: hvad nu hvis man kunne genoplive mordofre, men kun for en kort periode? Historien udviklede sig dog i en lidt anden retning, men brikkerne faldt først endeligt på plads, da jeg kom på at skrive den som en afhøringsrapport. Titlen blev valgt, fordi den har en klang af østeuropæisk science fiction over sig, selv om min viden om dette emne begynder og ender med Solaris (filmen, ikke Stanislaw Lems roman).

Vejmand - en gyserudgave af Jens Vejmand. Inspireret af en historie, jeg hørte på en campingferie i Tyskland som barn, men også af en mystisk oplevelse jeg havde en sen nattetime på Holbækmotorvejen, hvor der pludselig dukkede nogle røde striber op på vejbanen. De endte ved noget, der lignede et stort stykke kød. Oplevelsen blev ikke mindre bizar af, at det samtidig bragede løs med fyrværkeri på himlen over Hedehusene. Jeg fik aldrig en forklaring på nogle af delene, men fandt i stedet på denne historie. 

Fru Jensen og den nydelige mand – en vampyrhistorie, hvor vampyren stort set glimrer ved sit fravær. I stedet lægger fokus på personerne omkring ham. Selv de værste monstre har en mor, som elsker dem.

Undskyld, men har vi ikke mødt hinanden før? – en af mine ældste noveller og en af de få ikke-genre historier, jeg har lavet. Idéen var at tage en fortærsket scorereplik og se, hvor langt man kunne drive den. Oprindeligt skrevet i mit sidste semester på Journalisthøjskolen, hvor jeg havde Sprog & fortælleteknik som fag, hvilket var en undskyldning for at skrive en masse fiktion i stedet for hårde nyheder (og nej, journalister finder ikke på de artikler, der står i aviserne – i hvert fald ikke det meste af tiden).

God læselyst, og I er velkomne til at kommentere novellerne. Jeg er altid modtagelig for konstruktiv kritik.

Årets mest usandsynlige hit?

Inden musikåret 2008 skal gøres op, og det er tid til at uddele diverse priser, vil jeg gerne komme med mit bud på Årets Mest Usandsynlige Hit: Paper Planes med M.I.A.

Jeg havde godt nok hørt, at sangen var blevet et hit i USA efter at have været brugt i traileren til stener-actionkomedien Pineapple Express, men det sev ikke rigtigt ind, før jeg en aften tilfældigt zappede forbi The Voice TV og så videoen til Paper Planes.

Lad mig lige slå en ting fast: Jeg er stor fan af M.I.A. og mener, at hun udgav det bedste album i 2005 (debuten Arular), og at opfølgeren Kala var det næstbedste i 2007 efter Arcade Fire’s Neon Bible. Hun var tilmed en af grundene til, at jeg sidste år tog til Rock En Seine-festivalen i Paris, og så langt rejser jeg trods alt ikke for alle og enhver (Bat For Lashes, Björk og lysten til at opleve en festival i tørvejr efter Roskilde Festival ’07 var de andre vægtige årsager). Men – og det vil enhver, som har lyttet til hendes musik kunne skrive under på – hun er bestemt ikke én, som henvender sig til det brede publikum, og det gør Paper Planes’ succes (nr. 4 på Billboard Hot 100 og nr. 2 på iTunes) så meget mere overraskende. Et eller andet sted er der dog også noget bekræftende i, at man kan være en udfordrende musiker og alligevel blive Ugens Uundgåelige på P3 og havne på MTV - omend i en censureret udgave. Og så kan successen måske få den lykkelige bieffekt, at den giver hende lysten til at turnere tilbage, efter at hun svigtede os på dette års Roskilde Festival.

Hvis du vil se og høre, hvad alt det her går ud på, er musikvideoen til Paper Planes her. Jeg har forgæves ledt efter M.I.A.’s egen officielle, ucensurerede version, men den blokerer YouTube for, så i stedet får du den fra en fransk side komplet med kasseapparater og pistolskud.