Himmelskibet nr. 23 er lige ankommet med posten, og her optræder jeg i en dobbeltrolle, idet jeg både har skrevet en anmeldelse og selv bliver anmeldt.
Den lidt specielle situation skyldes, at science fiction-antologien Den hemmelige dal - Lige under overfladen 3 bliver taget under kærlig behandling, og anmelderen Helle Perrier har fundet det værd at fremhæve min novelle Alien Ghost Ballet. Hun skriver følgende: “Novellesamlingens længste novelle er Alien Ghost Ballet af Lars Ahn Pedersen. Her har Jorden fået besøg af en race fra en anden planet. Spøgelserne kaldes de, da de bedst kan beskrives som nogle udefinérbare, flimrende skabninger. Hovedpersonen skal rejse til deres planet for at lære dem at danse ballet, nærmere betegnet Svanesøen (min kommentar: dette er ikke helt korrekt, da planetens beboere er nogle helt andre rumvæsener, som ikke er identisk med Spøgelserne). Hvor skørt det end lyder, så formår Lars Ahn Pedersen at formidle en fantastisk historie, der er såvel velskrevet som kreativt skruet sammen. I novellesamlingens introduktion gør redaktør Carl-Eddy Skovgaard rede for, at Alien Ghost Ballet teknisk set er en hel del længere end kravet for at deltage, men at han bare måtte have denne novelle med - og det kan man bestemt ikke fortænke ham i.” Hele anmeldelsen kan læses her.
Ellers er jeg ved at lægge sidste hånd på en novelle, som jeg har tænkt mig at sende ind til Lige under overfladen 4, og jeg kan til almen beroligelse allerede nu garantere, at jeg denne gang overholder kravet om, at historien ikke må være over 10.000 ord.
I dag fik jeg en parkeringsbøde med halvanden måneds forsinkelse, og min bil har ikke kunnet starte de seneste par uger på grund af kulden. Men alt det er lige meget nu, for jeg modtog også en mail, der meddelte, at min novelle Langt ude i skoven er blevet udvalgt til en kommende gyserantologi fra forlaget Tellerup.
Det er selvsagt kæmpestort, for ifølge Tellerup blev der indsendt godt 150 noveller til konkurrencen - dobbelt så mange som forventet, så afgørelsen måtte udskydes fra 1. december til nu.
Og modsat de andre udgivelser, jeg har været med i, følger der denne gang et honorar med. Beløbet er ikke fyrsteligt, og der skal også betales b-skat af det, men det er alligevel rart at prøve at få penge for noget, man har skrevet i sin fritid.
Langt ude i skoven var en novelle, jeg skrev i sommer, umiddelbart før jeg skulle på ferie. Den blev til under et temmelig hektisk forløb, så jeg var lidt usikker på, om den fungerede, men alt det vil jeg fortælle mere om, når udgivelsen nærmer sig.
For første gang i historien skulle der tages stilling til et habilitetsspørgsmål, da ni af Rockklubbens medlemmer lørdag den 2. januar mødtes i Dan Turells barndomsby, Vangede, for at kåre Årets Plade (bemærk formandsskabets insisteren på at anvende begrebet “plade” frem for album).
Blandt de indstillede albums, undskyld, plader i den danske afdeling var Umlaut Songs af bandet Pocket Life, hvis forsanger Palle Jensen er medlem af Rockklubben. Det blev derfor besluttet, at han ikke kunne stemme på sig selv, ligesom et andet medlem, hans bror, Tom Jensen aka Det yngre Forvrag, også blev erklæret inhabil.
Til gengæld viste de øvrige tilstedeværende medlemmer, at de ikke kun besidder stor integritet, men også er nogle hårdhudede, hjerteløse og usentimentale sataner, da de skulle afgive stemmer, så Pocket Life fik ikke et ben til jorden. I stedet løb Balstyrko af med sejren i et af de i øvrigt stærkeste danske felter nogensinde.
I den udenlandske afdeling var der også stor spænding om resultatet, da der heller ikke her var nogen klar favorit på forhånd. Alligevel blev det i sidste ende til en forholdsvis sikker sejr til Yeah Yeah Yeahs, hvilket til dels kan henføres til bandets overbevisende koncert på Roskilde Festival.
Personligt kan jeg kun være tilfreds med resultatet, da fire af mine udenlandske favoritter (Yeah Yeah Yeahs, Muse, Florence + The Machine og White Lies) endte i top 7 med Bat For Lashes som den eneste undtagelse, mens alle mine fire indstillinger i den danske afdeling (Balstyrko, The Rumour Said Fire, Nephew og The Raveonettes) klarede sig godt.
Jeg er tidligere “kommet til” at skrive om musik på denne blog, så som afslutning på min selvbestaltede kåring følger her mine bud på de 10 bedste albums fra årene 2000 til 2009. Og til dem, som finder, at jeg må være totalt tonedøv, fordi jeg ikke har valgt deres favoritter, kan jeg kun komme med følgende opfordring: lav jeres egen liste. Det er forbløffende så mange fremragende albums, man må sortere fra, og så er det sjovt at blive mindet om de mange gode musikoplevelser, man har haft de sidste 10 år. 10. Ladytron: Withcing Hour (2005)
I begyndelsen af deres karriere gjorde Ladytron en dyd ud af at lyde som et synthesizer-popband fra start-80′erne, men med album nummer tre Witching Hour kom der pludselig andre klange med i lydbilledet. Det mest forunderlige var, at de selv med en mere moderne og hårdtpumpet lyd stadig lød umiskendeligt som Ladytron, og så skadede det heller ikke, at albummet er fyldt med electropop-perler som Destroy Everything You Touch.
9. Lily Allen: Alright, Still (2006)
Det er let at undervurdere dronningen af MySpace, og det samme gjorde jeg til at begynde med. Jeg må have hørt Smile adskillige gange i radioen, før jeg rent faktisk lyttede til teksten og fik noget af en overraskelse. Bag de søde popmelodier gemmer sig en skarp tekstforfatter med bid og vid, hvilket både Alright, Still og dette års It’s Not Me, It’s You er fuld af eksempler på. Debuten får dog pladsen her på listen, fordi den har marginalt flere højdepunkter, blandt dem den mesterlige gå-i-byen sang Friday Night.
8. The Gentle Waves: Swansong For You (2000)
Det her er en sniger. Inden hun forlod Belle & Sebastian, nåede Isobel Campbell at udsende to albums under synonymet The Gentle Waves. Umiddelbart lyder hendes blanding af 60′er pigepop og britisk folk tilforladeligt nok, men pas på: det er uhyggeligt vanedannende, og det er stadig et album, jeg lytter til med jævne mellemrum i dag.
7. The Magnetic Fields: 69 Love Songs (2000)
På papiret lyder Stephin Merrits projekt som et galmandsværk: tre cd’er med 69 sange om det samme emne - men resultatet viste sig at være en mindre genistreg. Begrænsningen i temaet forhindrer ham ikke i at nå omkring et væld af musikalske genrer, og teksterne er både rørende og fyldt med humor. En sand nydelse, og så var det ikke engang det års bedste album.
6. PJ Harvey: Stories From The City, Stories From The Sea (2000) Polly Jean Harvey har altid gået sine egne veje, men alligevel kom det som en overraskelse, da hun udgav sit hidtil mest tilgængelige album fyldt med iørefaldende sange - tilmed uden at det føltes som om, hun var gået på kompromis. Belønningen blev en Mercury Music Prize og et hav af anmelderroser, så derfor er det mindre overraskende, at hun sidenhen ikke har følt trang til at gentage øvelsen, men i stedet har fundet tilbage til rockens mere eksperimenterende og ukommercielle yderzoner.
5. Arcade Fire: Neon Bible (2007)
Det stod ikke ligefrem skrevet i kortene, at et canadisk musikkollektiv skulle ende med at udgive to af årtiets bedste albums. Men Arcade Fire erobrede både musikfans hjerter og hjerner med deres energiske sammensurium af det bedste fra rockens krinkelkroge. Jeg var længe i tvivl om, jeg skulle vælge Funeral (2005) eller Neon Bible, men endte med sidstnævnte, fordi det var dér, at jeg for alvor blev fan.
4. The White Stripes: White Blood Cells (2001)
Er Jack White dette årtis musiker? Han virkede i hvert fald til at være her, der og alle vegne, hvad enten det var sammen med “søster” Meg i The White Stripes, i grupper som The Raconteurs og The Dead Weather, som producer for legender som Loretta Lynn eller som skuespiller i filmen Cold Mountain. Han nåede tilmed at skrive en James Bond-titelsang, men den ser vi gennem fingre med… White Blood Cells er albummet, hvor hans rendyrkning af rock, blues og garage måske bedst kommer til udtryk, men efterfølgeren Elephant fra 2003 ånder den lige i nakken.
3. M.I.A.: Kala (2007)
Det er ikke så tit, at en musiker havner på Time Magazine’s liste over de 100 mest indflydelsesrige personer, men det skete for Maya Arulpragasam i 2009. Den britisk-sri lankanske kunstner har under navnet M.I.A. udgivet to albums fyldt med verdensmusik i ordets bogstaveligste forstand, hvor en smeltedigel af musikalske inspirationskilder fra hele verden skaber et helt nyt udtryk. Mikset blev raffineret på toeren Kala, der også kastede et uventet hit af sig i form af sangen Paper Planes, som blandt andet blev brugt i filmen Slumdog Millionarie.
2. Bat For Lashes: Fur And Gold (2006) Bat For Lashes alias Natasha Khans debutalbum havde været på gaden i flere måneder, før jeg opdagede det, men det var jeg ikke ene om. Til gengæld faldt jeg med et brag for hendes magiske lydunivers og sært dragende sange - i sådan en grad at jeg endte med at bruge en del af min sommerferie på at tage til den franske musikfestival Rock en Seine i Paris i 2007 for at opleve hende live (OK, det skadede heller ikke, at førnævnte M.I.A. og Arcade Fire samt Björk også var på plakaten, og at Roskilde druknede i regn det år). Og hvis du stadig ikke er overbevist, så tjek videoen til What’s A Girl To Do - en af årtiets bedste:
1. Muse: Black Holes & Revelations (2006)
Da Suede lukkede og slukkede i 2005, stod jeg pludselig uden et yndlingsband. Men så købte jeg nærmest som en eftertanke en brugt udgave af Absolution (2003) med Muse og var solgt. Helt sikker blev jeg dog først med udgivelsen af Black Holes & Revelations, der er et af de mest varierede albums, jeg nogensinde har hørt. Det, jeg især kan lide ved Muse - og som de har til fælles med Bat For Lashes - er, at de ikke er bange for at tænke stort og tager chancer, som andre bands holder sig fra af frygt for at blive til grin. Og så skader det ikke, at de er et af tidens bedste live-bands, hvilket førte til, at jeg købte mit livs første band t-shirt i forbindelse med Roskilde Festival 2007. Muse vender tilbage til Roskilde i 2010, og jeg ser til min glæde, at de for en gangs skyld ikke skal spille om søndagen (som i 2004 og 2007), men er sat på til lørdag den 3. juli. Det kan kun blive stort!
Og til slut, årtiets 5 bedste danske albums: 1. Nephew: USA/DSB (2004)
Superliga!
2. Mew: Frengers (2003)
International klasse 1.
3. Klondyke: Lille vampyr (2003)
Dansksproget guld.
4. The Raveonettes: Pretty In Black (2005)
International klasse 2.
Denne blog handler primært om mine egne skriverier, men i så fald er det umuligt at komme uden om mine inspirationskilder. Så i min selvbestaltede kåring af årtiets bedste værker er turen nu kommet til de største læseoplevelser fra årene 2000-2009. Ikke overraskende hører de fleste af titlerne hjemme i de fantastiske genrer (hvilket forklarer de mange mørke covers), men der er også blevet plads til et par outsidere:
10. Susanna Clarke: Jonathan Strange & Mr. Norrell (2004)
Uden at have læst J. K. Rowling vil jeg vove at betegne dette som Harry Potter for voksne. Susanna Clarkes imponerende Hugo-vindende debutroman foregår i et alternativt England i det 19. århundrede, hvor magi afgør krige, og hvor to magikere bliver bitre rivaler. Forfatteren får bragt hele denne verden til live gennem et fabelagtigt, autentisk sprog krydret med dusinvis af, ofte ganske morsomme, fodnoter.
9. Neil Gaiman: Anansi Boys (2005) Neil Gaimans første romaner var i mine øjne ikke på niveau med hans noveller og tegneserier, men det ændrede sig med Anansi Boys. Andre ville nok have valgt The Graveyard Book, men denne roman overraskede mig ved, at den viste en ny side af forfatteren: nemlig som en stor humorist. En af de få bøger, der har fået mig til at grine højlydt flere gange under læsningen.
8. China Mieville: The Scar (2002)
Med Perdido Street Station fik China Mieville nærmest egenhændigt skabt en ny litterær bevægelse, New Weird, hvor fantasy, gotisk horror, science fiction, steampunk og meget andet godt møder hinanden. I opfølgeren The Scar sender han hele molevitten til søs og får samtidig skabt en åndeløst, spændende fortælling, som jeg slugte i ét væk, selv om den fylder små 800 sider.
7. Cormac McCarthy: The Road (2006)
Denne liste indeholder, til min egen overraskelse, to Pulitzer Prize-vindere, og dette er den første. Cormac McCarthys roman kan på overfladen godt kategoriseres som science fiction, fordi den foregår i et fremtidigt USA, hvor civilisationen er brudt sammen. Men til forskel fra andre apokalyptiske SF-fortællinger ligger fokus mere på de to hovedpersoner - en far og en søn - end på at fortælle, hvad der gik galt og hvorfor. Det nedbarberede sprog og den sparsomme dialog er kun med til at forstærke den dystre stemning, som gennemsyrer den på en gang simple og komplekse historie.
6. Audrey Niffenegger: The Time Traveler’s Wife (2004)
Jeg ved det godt. Hardcore science fiction-fans elsker at hade Audrey Niffeneggers (fantastisk navn!) bestseller om forholdet mellem en mand og en kvinde, der kompliceres af, at han plages af en ukontrollerbar tilstand, der får ham til at rejse i tiden. Selv om den rent logisk ikke giver mening, tilstår jeg blankt, at jeg faldt for denne ukronologisk fortalte kærlighedshistorie, der taler mere til hjertet end til hjernen.
5. Richard Morgan: Black Man (2007)
Og nu til noget helt andet… Science fiction-forfatteren Richard Morgan er en vred mand, hvilket han allerede demonstrerede i sin ultravoldelige gennembrudsroman Altered Carbon. I de efterfølgende bøger kneb det lidt med balancen, men det hele gik op i en højere enhed med Arthur C. Clarke Award-vinderen Black Man (som i USA fik den mere politisk korrekte titel 13). JHer tager Morgan “kærligt” fat på emner som racisme, krig, magtmisbrug og mandlig aggression - selvfølgelig tilsat store doser ultravold.
4. Joe Hill: Heart-Shaped Box (2007)
Inden det blev afsløret, at Joe Hills far er en vis Stephen King, havde han allerede givet flere lovende prøver på sit talent med en række fremragende noveller. Det skabte forventninger, som han indfriede til fulde med sin eminent underholdende romandebut om en falleret rockstjerne, der køber et spøgelse på internettet med fatale følger. En gyser fortalt i et hæsblæsende tempo og med en anti-helt i hovedrollen, det er svært ikke at holde af.
3. Caitlin R. Kiernan: Low Red Moon (2003) Caitlin R. Kiernan blev føjet til listen over mine yndlingsforfattere i dette årti, og Low Red Moon demonstrerer hvorfor. Ikke alene kan hun som få fremmane en ildevarslende fornemmelse af det-her-ender-galt, hvilket går smukt i spænd med hendes evne til at skabe personer, man virkelig føler for. Samtidig ved hun også, at en hvisken ofte kan være mere uhyggelig end en skrigen.
2. Michael Chabon: The Amazing Adventures Of Kavalier & Clay (2000) Michael Chabon tog alle de store science fiction-priser (Hugo og Nebula) med The Yiddish Policemen’s Union, men i min optik er dette hans mesterværk. En på alle måder gribende og fantastisk fortælling om to jødiske fætres karriere som tegneserieskabere i 30erne og 40ernes USA, der former sig som en hyldest til tegneserie-mediet, superheltenes fædre og fantasiens muligheder. Denne listes anden Pulitzer Prize-vinder.
1. Dan Simmons: The Terror (2007)
Et monster-værk uden sidestykke, der er lige dele historisk fakta og rendyrket gyser-splat. Dan Simmons tager udgangspunkt i en katastrofal ekspedition til Nordpolen i 1840erne (HMS Terror var navnet på et af skibene, der forsvandt) og leverer langt hen ad vejen en fascinerende, historisk beretning om menneskeligt overmod, inden han river tæppet væk under læseren ved at lade besætningen blive angrebet af et mystisk uhyre. Mod alle odds fungerer kombinationen, og de overlevendes trængsler og lidelser er så levende gengivet, at kulden siver ud fra siderne og trænger ind gennem marv og ben hos læseren. Det er sjældent, at en bog også har en fysisk indvirkning på mig, og alene af den grund indtager The Terror førstepladsen.
Himmelskibet nr. 23 er lige ankommet med posten, og her optræder jeg i en dobbeltrolle, idet jeg både har skrevet en anmeldelse og selv bliver anmeldt.
væk under læseren ved at lade besætningen blive angrebet af et mystisk uhyre. Mod alle odds fungerer kombinationen, og de overlevendes trængsler og lidelser er så levende gengivet, at kulden siver ud fra siderne og trænger ind gennem marv og ben hos læseren. Det er sjældent, at en bog også har en fysisk indvirkning på mig, og alene af den grund indtager The Terror førstepladsen.